nicolai (niels) wergeland : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 489 – 491 :

I mange Maader en Modsætning til Holst (Jens Sørensen Holst/red.) og maaske den mest begavede Prest i sin norske Samtid var Nocolai (Niels) Wergeland ( Moe, Eidsvolds-Repræsentanter, S.147-149; Thrap, Bidrag I. S. 129 – 177; Bricka. Lexikon XVIII. S. 399- 402; Halvorsen, Forfatter-Lexikon.VI.S. 545 – 554; Hjalmar Christensen, Nicolai Wergeland, Bergen, 1899; Eidsvoldsmænd. (af H.G. Heggtveit). Christiania 1888. S. 62 -70; Camilla Collet, “I de lange Nætter”, Christiania 1863; Beretning om Stiftsstaden Christianssand, af Stiftsprovst P.B. Lassen. Christianssand 1883. S. 127 – 130).

Saa langt man nu kjender hans Historie, var han af ublandet norsk Herkomst. Han blev født paa Gaarden Mjøs i Hosanger Prestegjæld i Nordhordland den 9. November 1780.

Forældrene var Kirkesanger sammesteds Halvor Lassesen og Hustru Augusta Antonette Nedreaal, en Klokkerdatter fra Lindaas. De sad i ret gode Kaar; men da Faderen blev uenig med sin Sogneprest Richard Berg (1732 – 1786), der omtales som “en heldig Prædikant, men … heftig og overilet i sit Forhold til Almuen”, opgav han Klokkerstillingen og flyttede med Hustru og Børn i Februar 1784 til Bergen, hvor han begyndte at drive en Høkerhandel samt et Ølbryggeri i en Gaard i Wesenbergsmuget ved Øvregaden.

Men det gik daarligt med Forretningerne, og han gjorde Konkurs allerede samme Aar, hvorefter han henimod Slutningen af Aaret 1784 forlod Bergen og gik tilsøs som Skibstømmermand med et Skib, der i 1785 forliste med Mand og Mus. Sagnet skildrer ham som “en underlig en” og et uroligt Hoved fuldt af alskens Projekter. Blandt andet skal han have opfundet et slagt Vandski, hvortil der formodentlig sigtes, naar der i en Beretning fortælles, at han “reiste udenlands for at gjøre en Opfindelse gjældende”.

Hans Enke flyttede ikke fra Stedet, men boede der i meget trange Kaar med tre Børn, nemlig to Sønner og en Datter.

Gutterne gik paa Friskolen “Betlehem” i Bergen. Den ældste, Lars, blev efter sin Konfirmation sat i Skomagerlære, og da han var udlært, nedsatte han sig som Mester, først i Stavanger og siden i Christiania, hvor han døde 1838.

Nicolai vilde derimod aldrig høre Tale om at sættes i Lære; han vilde blive “Prest paa Hedemarken saa langt øst som muligt”. Saa var dog ikke Moderens Vilje; hun besluttede at sætte ham i Lære; men han løb fra hende tre Gange paa Veien, sidste Gang efter at de var komne ind i Forstuen, med de Ord : “Der maa blive af mig, hvad der vil, men Læredreng vil jeg aldrig blive”. Nicolai blev som bekjendt heller aldrig nogen “Læredreng”.

Paa Friskolen havde han ved sine Evner og rosværdige Opførsel vakt Lærernes Opmærksomhed og vundet deres Yndest. Hans Flid var utrættelig. For at skaffe Penge til Lys gav han Privatundervisning til mindre Børn og kunde saaledes sysle med Bogen til langt paa Nat, ofte til den lyse Morgen.

Flere af Byens Folk, især hans Lærere B.J. Flottmann, Johs. Grøgaard og J.S. Bull, gav ham Privatundervisning, og ved disse Mænds Hjælp fik han Friplads paa Latinskolen.

Af sin Slægtning, Kaptein Niels Wergeland, modtog han en aarlig Understøttelse af 10 Daler til Bøger paa den Betingelse, at han fremdeles skuld kalde sig Wergeland. Han blev Student 1799, dimitteret fra Bergens Lærde Skole, og fik saavel til Artium som til Andeneksamen Laudabilis.

Sit Ophold ved Universitetet i Kjøbenhavn benyttede han særdeles vel og afsluttede det paa en ualmindelig hædrende Maade, idet han blev theologisk Kandidat 8. Juni 1803 med Udmærkelse (Laud. et quidem egregie).

“Derefter var han i to Aar Medlem af det lærde pædagogiske Seminarium” og underviste tillige en Tid ved Kjøbenhavns Kathedralskole. I sin Fritid skrev han en theologisk Prisafhandling om de gamle og nyere Apologeter og fik for denne 4. Februar 1805 den udsatte Guldmedalje. Den 27. September sidstnævnte Aar beskikkedes han til Adjunkt ved Christianssands Latinskole. Omtrent samtidig optraadte han første Gang i Literaturen, idet han 1805 i Kjøbenhavn udgav en humoristisk Fortælling : “Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet“, hvori det synes at være adskillig selvoplevet; Fortsættelsen udkom først 1810 i Christianssand.

Han lagde her for Dagen, at han var en meget kundskabsrig og ualmindelig flink Lærer med stor Evne til at benytte praktisk sin Viden, give Gutterne Interesse for Undervisningen og særlig udvikle deres Tænkeevne. Sin Gjerning udførte han med stor Flid og studerede samtidig ihærdig, især Theologi, Pædagogik og Historie. I denne Stilling forblev han til 1811, da han 15. November udnævntes til res. Kap. i Øiestad. Dette Embede tiltraadte han dog ikke, fordi han allerede 3. Januar 1812 blev udnævnt til res. Kap. ved Christianssands Domkirke. Den 17. April s. A. ordineredes han af Biskop Chr. Sørensen og holdt den følgende Søndag sin Tiltrædelsesprædiken, ved hvilken Leilighed Latinskolens Disciple ydede ham sit Offer paa Alteret.

“Wergeland”, skriver Stiftsprovst P.B. Lassen, “havde store Kundskaber i forskjellig Retning, klar Forstand, let for at udtrykke sig i et smukt Sprog, megen Begavelse som Taler, saa hans Prædikener hørtes med stor Interesse af den dannede Del af Menigheden. Hans Opfattelse af den kristelige Religion var rationalistisk, og under hans Virksomhed her baade som Lærer og som Prest hørte man intet om Kristi Guddom, om Forsoning og Arvesynden m.m., men at Mennesket af Naturen var godt og kunde ved egen Kraft  og et dydigt Levnet vinde Salighed. Under Udførelsen af de ministerielle Forretninger afveg han i mangt fra Ritualets Bestemmelser” (Lassen, Stiftsstaden Christianssand. S. 130).

Han forblev i Christianssand 10 Aar og udfoldede ved Siden af sin egentlige Gjerning en betydelig literær Virksomhed.

I 1811 vandt han ved sin Afhandling : “Mnemosyne, et Forsøg paa at besvare den udsatte Opgave om et Universitet i Norge”, baade første Pris og desuden megen Ære og Paaskjønnelse hertillands. Dette var derimod ikke Tilfældet i Danmark, hvor den berømte Jurist A.S. Ørsted underkastede den en skarp og tildels ogsaa ubillig Kritik, der vistnok havde adskillig Indflydelse paa Wergelands senere politiske og literære Optræden.

Foruden dette Skriftudgav han ogsaa flere mindre Arbeider, der var af politisk-pædagogisk eller religiøst Indhold.

Rimeligvis i Aarene 1810 – 1813 forfattede han en udførlig “Christianssands Beskrivelse“, der i Manuskript gjemmes i vort Universitetsbibliothek; den er udgiven i Uddrag af Dr. L. Daae. Professoren skriver, at nysnævnte Værk er udarbeidet “med overordentlig Flid og med skjønsom Afbenyttelse af andres Forarbeide og overhodet af de trykte og utrykte Hjælpemidler, der var ham tilgjængelige”, og det bærer “i flere Maader Vidnesbyrd om sin Forfatters Talent og flersidige Dygtighed og staar fra Stilens og Foredragets Side høit over de allerfleste lignende Arbeider i vor Literatur”.

Det er af Betydning i kulturhistorisk Henseende og giver vigtige Oplysninger om sin Forfatters theologiske Standpunkt.

Han var, som allerede berørt, udpræget Rationalist og ivrig i at indprente sine Grundsætninger i sine Tilhørere. Karakteristisk er hans Forandring af Døbeformularen.

I førnævnte Beskrivelse meddeler han, hvorledes han døbte Børn. Han begyndte saaledes : “Alfader ! Ved Kristendommens og Uskyldighedens Sindsbillede, ved den hellige Daab, indvie vi dette Barn til din kjære Eiendom ! Indgyd i (Haandspaalæggelse) dette spæde Bryst alle ædle Følelser, alle mandlige (kvindelige) Dyder ! Lad Drengen (Pigen) blive stærk i Aanden, tiltage med Alderen i Visdom og Naade hos Gud og Mennesker. Han blive en oprigtig Gudsdyrker, trofast og Kristen, Dydens og Sandhedens Ven !”

Eller og med følgende Bøn : “Den Himmelens Søn, den Guds Enbaarne, som elskede den spæde Uskyld, tog smaa Børn i sin Favn og velsignede dem, han tage ogsaa dette Barn i sin Favn, beskytte og velsigne det, saa at det lever længe og lever alle sine Livs Dage Gud til Ære, Forældre til Lyst og Glæde, Fædrelandet og Menneskeslægten til Held, og endelig til Løn for et skjønt Liv paa Jorden arver det evige”.

Dernæst Korsets Betegnelse, Marci Evangelium og Fadervor med Haandspaalæggelse. Derpaa trædes hen til Fonten. “Gud bevare din Indgang” o.s.v. Barnets Navn. “Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, at han har givet dig Tilværelse og nu ved Daaben giver dig Haab om evig, lyksalig Tilværelse. N.N., forsager du Synd ? Ja. Og alle Laster ? Ja. Tror du paa Gud Fader, almægtigste” o.s.v. (N. Wergeland, Bidrag til Christianssands Historie. Udg. af Professor L. Daae. Christiania 1881. Særtryk af Historisk Tidsskrift for 1881. S. 25 – 26).

Allerede i 1811 fremskinner der af Wergelands Udtryk en Uvilje mod Norges Forening med Danmark eller endog mod det danske Folk, som rimeligvis var en vigtig Grund til, at han i 1814, som Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, sluttede sig til det Wedelske Parti, der fandt det klogest dengang at virke for en Forening med Sverige istedetfor at vælge Christian Fredrik til Norges Konge.

Han søgte at forsvare denne Minoritets Anskuelse i sin “Politiske Tale til det norske Folk” og i sine “Fortrolige Breve til en Ven, skrevne paa Eidsvold i 1814”, der endnu er af Interesse og Værd.

Om hans Virksomhed i Rigsforsamlingen, skriver den bekjendte Eidsvoldsmand og Historiker Jacob Aall : “Wergeland viste .. Færdighed og Frimodighed som Thingtaler. Han var fast den eneste af Oppositionspartiet, hvis stærke Overbevisning om Rigtigheden af hans politiske Tro ikke tillod at tilbageholde sin Mening, saa ofte der gaves Anledning til at lægge denne for Dagen. Hans Taler havde .. mange vakre Steder, men han brugte stundom dristige og mindre korrekte Billeder, der gav hans Modstandere Stof til spottende Angreb. Talerne gjorde derfor i deres Helhed ikke altid det tilsigtede Indtryk, ligesom de stundom havde en Bredde, der trættede baade hans Modstandere og Meningsfæller, og indeholdt en docerende Tone, der ingenlunde tækkedes denne Forsamling. Der var derhos ofte i hans Meningsytringer en vis Haardhed, Bestemthed og Ringeagt for andres Meninger, der ligesom syntes at indeholde den Paastand, at han fremfor nogen i Forsamlingen havde gjennemtrængt en Grundforfatnings sande Væsen og vidste at give den en for Fædrelandets sande Tarv passende Form. Hans Frimodighed var prisværdig; thi den flød af et patriotisk Sind og Overbevisning om den Sags Renhed, som han forsvarede; men formedelst Djærvheden i hans Ytringer høstede han stundom bitre Frugter af sin Veltalenhed, ligesom der ofte var mere Studium end praktisk Visdom i hans Sætninger .. Han var en opmærksom Iagttager af Forhandlingernes Gang og flittigen tilrede med Bemærkninger, tagne af hans medbragte Udkast til en Forfatning, der dog ikke fuldstændigen blev forelagt Forsamlingen til Bedømmelse. Det feilede heller ikke, at hans Anmærkninger ofte faldt paa det rette Sted, og tildels ogsaa toges tilfølge; men stundom hændte det og, at han forsinkede Forhandlingernes Gang ved at holde fast paa Meninger og Ideer, som han bragte med sig fra sit Studerkammer, og som ikke altid vilde passe i Anvendelsen. Der var .. ingen tilstede paa Eidsvold, der omhyggeligere end W. havde sat sig ind i Statsforfatningens Former, og flittigen derom meddelte sine Ideer; han stilles derfor med Rette blandt de virksomste Konstituenter, ligesom nogle ikke uvigtige Bestemmelser i Grundloven skyldes ham (Jacob Aall, Erindringer. S. 398 – 399 og 404).

Da han kom hjem til sin Menighed, var Stemningen imod ham, vistnok fremkaldt ved hans Syn paa den norske Politik, særlig Foreningen med Sverige. Uviljen øgede, da han 7. Juni 1815 blev geistligt Medlem af Nordstjärneordenen og modtog flere Beviser paa Carl Johans Yndest.

Han søgte sig derfor bort og blev 9. November 1816 udnævnt til Sogneprest i Eidsvold, en Befordring, som han ved sin glimrende Eksamen, store Dygtighed og fine Fortjenester af Fædrelandet helt ud havde gjort sig fortjent til.

Efter Hjemkomsten fra Rigsforsamlingen udarbeidede han en Bog, som i 1816 udkom i Chrstianssand under Titel : “En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge fra Aar 955 til 1814“.

Andet forbedrede og øgede Oplag tryktes Aaret efter med Titel : “En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forhold” o.s.v. Dette Skrift vakte en Opsigt og Bevægelse som neppe noget andet i Samtiden; det er et historisk Tendentsskrift, udarbeidet med stor Dygtighed, men ensidigt og bittert. Det æggede baade ved sin Sandhed og sine Overdrivelser og Unøiagtigheder.

Det gaar dog ikke an at reducere det til en Ubetydelighed; dertil var dets Indflydelse i vide Kredse af vort Folk for stor, dyb og vidtrækkende; Virkningerne mærkedes nedigjennem Aarrækker af vort Lands Historie i det nittende Aarhundrede. Selv i vore Dage (1887) er det udkommet paany i Bergen, oversat paa Landsmaalet under Titel : “Ei Syndetavle. Danmark mod Noreg fraa 955 til 1814“.

I Samtiden haglede det med Angreb i Blade, Tidsskrifter og Smaabøger baade paa Værket og ikke mindst paa Forfatteren personlig. De betydeligste Indlæg var af Professor S.B. Hersleb og Amtmand C.M. Falsen; begge blev udførlig i særskilte Skrifter besvarede af Wergeland.

Sit nye Embede tiltraadte han i Mai 1817 og tilbragte paa dette skjønne Sted Resten af sit Liv, utvilsomt skuffet over, at han hverken omkring 1814 blev Professor eller senere ved flere Anledninger Biskop.

Den 14. December 1822 fik han Bestalling som Provst i Øvre Romerike, Solør og Odalen.

Han trak sig nu helt tilbage fra det politiske Liv og ofrede sig udelukkende for sin geistlige Gjerning og sine Studier.

Han havde ogsaa kunstneriske Anlæg, spillede Violin, komponerede Cantater, digtede, tegnede og malede og var en forunderlig alsidig Begavelse, der under gunstigere Forholde maaske kunde have udviklet sig til noget stort og betydningsfuldt.

I 1832 udgav han : “Fjorten Paragrafer Kirke. og Undervisningsvæsenet vedkommende”. Det er en Afhandling paa 95 Sider, oprindelig trykt i “Statsborgeren”, men siden gjort tilgjængelig ved Særtryk. Han viser sig i denne ganske upaavirket af den nye Tid og dens Bevægelser, i fuld Besiddelse af sit gamle rationalistiske Syn og Standpunkt. Han udtaler, at Katekismen og Pontoppidans Forklaring har den Feil, at de “opholder sig for meget ved de dunkle og ufrugtbare Dogmer og danner Mysterier, hvor intet er”, mener, at “de Helliges Samfund” og “Syndernes Forladelse” bør udelades af tredie Artikel, vil have Satan væk af sjette Bøn i Fadervor, synes, at “den gamle Adam” og “det nye Menneske” bør forsvinde fra fjerde Part i Katekismen o.s.v. Den samme Opfatning gjør sig ogsaa gjældende i “Lærebog i den Evangelisk-luthersk Christelige Religion”, Christiania 1836, der udkom i to Udgaver og en kortere “Lærebog i Religion”, som oplevede tre Oplag.

Sine Anskuelser bevarede han uforandret til det sidste. Endnu i Forordene til : “Tanker og Bekjendelser”, der udkom i hans Dødsaar, beklagede han, at han ingen Forlægger havde kunnet finde til en Samling Prædikener, og antyder Muligheden af, at Grunden kunde være “mine bekjendte rationalistiske Anskuelser, min Agtelse for Fornuften og min bekjendte Anvendelse af denne Guddomsgave i Religionssager” (Bidrag til Christianssands Historie. S.3).

Han søgte Afsked som Provst 8. Mai 1841 og trak sig i de sidste Aar for en stor Del ud af den prestelige Gjerning, som han næsten helt overlod til sin Kapellan.

Sygdom og Sorger stødte til; Tilværelsen var trist for den ensomme Olding, der lukkede sig inde paa sit Kontor og syslede med Studier og literære Arbeider til sin Dødsdag. Uden foregaaende Sygdom gik han bort 25. Marts 1848.

Han blev gift 19. August 1807 med Alette Dorothea Thaulow, født 10. December 1780, død 14. August 1843, Datter af By- og Raadstueskriver i Christianssand Henrik Arnoldus Thaulow og Jacobine Chrystie.

Blandt deres Børn var Digteren Henrik Arnold Wergeland (1808 – 1845) og Forfatterinden Camilla Collet, født Wergeland (1813 – 1895).

 

Skriv inn søkeord..