– hvilket var i lørdagsutgaven nr. 45 (les foregående del i nr. 43 – 29.mai her);
Det kirkelige Møde paa Horten den 18de Mai 1869. (Forts. fra No. 43)
Brun takkede før Bugges Svar, men vilde nu gaa et Skridt videre og spørge : For hvem skal Bekjendelsen aflægges og hvorledes skal det forøvrigt forholdes dermed ? Det var tænkeligt, at den kunde fordres paa en Maade, som ingen Garantier stillede.
Bugge havde her tænkt sig nogen Analogi med Erhvervelsen af den konstitutionelle Stemmeret, og trode derfor, at den, der forlanger kirkelig Borgerret, burde aflægge Bekjendelsen som sin egen for Præst og Medhjælpere, indtil Menighedsraad er kommen istand, og siden for dette.
Naar Deinbol havde yttret, at en almindelig Bekjendelse til den lutherske Lære skulde være nok her, da var derved at mærke, at mange forstod sin «Lutherdom» eller «Protestantisme» blot som Ret til at «protestere» mod al Slags Authoritet, –Begrebet er for vidt, for tøieligt. Anderledes forholdt det sig med Kirkens Tro, udtrykt i de 3 Artikler.
Kaldskapellan Lange kunde nok finde det ønskeligt, om man kunde bringe det til, at Troen bekjendtes, men paa den anden Side kunde han ikke forestille sig, at Menighedsraadet skulde blive besat af Fornegtere osv. Faren derfor antog han ikke stor; saadanne Folk møder ikke frem, og man resikerer neppe noget fra den Side. Derfor vilde han hellere være med paa at modtage, hvad der i den vedtagne Lov bydes, end ved at stille Fordringerne for høit forspilde Alt.
Bugge : I Tydskland hører dog saadanne Menighedsraad (med «Fornegtere» innvalgt/red.) ikke til Sjeldenhederne, og han kunde ingenlunde være tryg i saa Henseende hos os heller. Aa jo, de kunne have store Interesser af Raadets Sammensætning. Mærkes det f. Ex., at Raadet lægger for stærk Vægt paa en enkelt Retning af det kristelige Liv, eller Raadet paa anden Maade blev Mængden til Mishag, skulde man nok se, selv de Vantro at møde frem ved Valgene. Forresten tager ogsaa Taleren indtil videre imod, hvad han kan faa, medens han dog har ondt for at opgive sin Fordring paa nogen Garanti ved Repræsentationens Sammensætning.
Student Berg (fra Holmestrand) oplyste ved et Eksempel fra Skien, hvorledes de heromtalte Mennesker ogsaa kunne ville have et Ord med i kristelige og kirkelige Sager. Da der i denne By i sin Tid var Tale om at faa den »evangelisk-kristelige» Salmebog afløst af en Salmesamling af Lamers (Gustav Adolf Lammers/red.), gjorde de Verdsligsindede paa Menighedsmødet saadan Modstand, at Sagen maatte opgives.
Lange antog imidlertid, at disse Folk nok vilde have kunnet bekjende de 3 Troesartikler; – det var de aabenbare Gudsfornegtere, han antog, ikke at ville møde frem. Berg vilde ved sit Eksempel blot oplyse, at Vantroen nok vilde holde sig fremme i Menighedens Anliggender. Bugge henviste til det nys afholdte svenske Kirkemøde, hvor Mænd, som selv vedgaar sin Vantro, sad som Kirkens Deputerede, – lad være, at de rigtignok ved Agitation var komne ind i Mødet. Brynhild Kasa ansaa det som givet, at en vantro Præst aldrig vilde have «de saakaldte Læsere» med sig ind i Menighedsraadet; thi «der har altid været Strid mellem Kain og Abel». Under saadanne Omstændigheder, – naar de, der tog det alvorligt med sin Salighedssag, blev holdt udenfor – frygtede han rigtignok for større Farer for det kristelige Liv af Menighedsraadet end af en forfatningsløs Tilstand. Han vidste vel, at disse Bevægelser havde en god Grund og en god Mening – men det var farlige Ting at røre ved. Forøvrigt maatte han, hvis her skal gjøres noget, slutte sig til Bugge og forlange en Bekjendelse.
Engebret Thorkildsen (Opheimshaugen) fandt det en vakker Gjerning «at bygge paa Sions Mure»; men naar Lægfolket har Betænkeligheder ligeoverfor det her begyndte Byggeværk, da var det fordi Erfaring viser, at det kristelige Liv udvikler sig og trivs bedst uden Tvang af Former og mange Love. Derfor burde man visselig her gaa varsomt og smaat frem med Forandringer i det Bestaaende. Vor Kirkes Tilstand er saadan, at den vanskelig vil kunne bringe sin Forfatning til at svare tilfredsstillende til den sande Kirkes Væsen.
Thor Hattrem (Handlende i Christiania) vilde spørge de Oplyste om, hvordan Kirken trives under de udenlandske Forholde, som man her vil tage til Mønster. (Herpaa fik Hattrem intet Svar, hvilket dog mange havde ønsket).
Sognepræst Flood (Hedrum) (dette var den aktede Boye Joachim Flood, 1806 – 1873/red.) ønskede gjerne at høre endnu flere Lægmænds Mening om Sagen. Han syntes fornemme, at der hvilede en hemmelig Frygt over Lægfolket for Menighedsraadet, og det var ikke frit for at der hos mange Præster bor en lignende Frygt, skjønt det formentlig er forskjellige Sider af Raadets formodede Virksomhed, der frygtes paa de forskjellige Hold. Lægmanden frygter Raadet som et Middel i Præstens Haand til at vinde større Magt til Krænkelse af Menigheden – en rar Mistanke, da man jo netop vil dele Magten med Menighedens læge Del. Og dog kunde nok Taleren (B.J. Flood/red.) forstaa denne Mistanke, da man af Erfaring ved, at det i Praxis ofte bær andensteds hen end fra først af tænkt. Men heller ikke alle Præster liker Raadet : det skal jo kontrollere Præstens Lære og Liv, og man frygter for at blive lidende under et Tryk. Før sit eget Vedkommeude vilde nok Taleren gjerne have «Raadet», naar det bare kunde blive godt sammensat; – men han trode dog, at man kunde have ligesaamegen Gavn af Medhjælperinstitutionen som af Menighedsraadet. Den omhandlede Forfatning kunde nok kanske være ønskelig, men den er vist vanskelig at gjennemføre, – kunde vist virke godt, men turde ogsaa let blive farlig osv. Taleren syntes at forholde sig meget tvivlende til Dagens Spørgsmaal.
(Forts.) – i nr. 46 for onsdagen 9. juni 1869 – les den her :