– fra bokens sider 128 – 130 :
Dersom den norske Statsforfatning var bleven til et Par Aar før eller senere, er det højst sandsynligt, at den ikke vilde have faaet det liberale Præg, som den nu bærer. Frie konstitutionelle Forfatninger vare hverken i Moden eller synderlig vel ansete, saalænge Napoleon stod i sin Magts Fylde. Med end mindre venskabelige Øjne saaes de siden, da han var falden, fordi man udledede den Omstyrten af alle Forhold, som han havde bevirket, fra den Revolution med dens udsvævende Frihedsideer, hvilken havde skabt ham. Men imellem disse tvende Tidsperioder indtraf netop det Moment under de stormende Verdensbegivenheder, som satte en liden Flok patriotiske Mænd i en Udkant af Verden istand til, upaavirkede baade af Trudsel fra nogen, som for Øjeblikket
– 129 –
havde Magten ihænde, og uden Frygt for Revolutionen som den, der nødvendig maatte medføre saa statsfarlige Resultater, at danne en Konstitution, der er bleven anseet som et Mønster for Statsforfatninger.
De vare vistnok ikke alle enige i samtlige Punkter; men i det væsentlige vare de dog enige. De vilde, at Norge skulde være et frit og selvstændigt Rige; de vilde, at Folket skulde styre sig selv gjennem Lovgivnings-, Bevilgnings- og Beskatningsmyndigheden, og at Domstolene skulde danne en selvstændig Statsmagt.
Denne unge Konstitution skulde dog maaske snart være bleven udsat for Fare, dersom ikke ganske særegne Omstændigheder i de første Aar, efterat den var bleven til, havde tjent til at frede om den. De fleste Nationer havde nemlig nok at gjøre med sig selv, med at helbrede sine Saar efter Krigen; og det Folk, hvormed Norge var bleven forbundet, havde ikke blot i en saadan Omhu for sine egne Anliggender en Opfordring til at lade os med Fred, saa meget mere som ogsaa det nylig havde gjennemgaaet en dynastisk Revolutions Rystelser; men den Omstændighed, at Sverige var bleven forbundet med et Rige, som det i Aarhundreder havde ligget i Fejde med, maatte gjøre det varsomt i at behandle den nye Forbundsfælle, hvis de endnu svage Baand skulde kunne ventes at ville faa fornøden Styrke til i et Samfund at fastholde tvende Folk, der længe vare vante til at betragte hinanden som Fiender; og det nye Dynasti maatte for sit eget Vedkommende anse en lignende Varsomhed nødvendig, hvis det under en saa almindelig Restauration af Legitimiteten skulde kunne haabe en varig Besiddelse af de nordiske Throner.
Alt dette, saavelsom Nødvendigheden af i vor Friheds første Aar baade for Regjering og Storthing at befatte sig med de store Realitetsspørgsmaal om Statens Finantser m. m., trængte Tanken om flere konstitutionelle Principer og deres Konsekventser samt deres Uoverensstemmelse med de fleste da gjældende europæiske Konstitutioners i Baggrunden.
Saaledes gik det til, at den norske Statsforfatnings Principer i en Række af Aar bleve uanfægtede, og da man senere havde afgjort de vigtigste Realitetsspørgsmaal, og Dynastiet troede sig konsolideret nok, var Storthinget kommen til saa megen politisk Bevidsthed, at det forstod, at den Statsforfatning, Norge havde faaet, var værd at holde fast paa.
– 130 –
Efter Selvstændighedens Indførelse kom Landet sig hurtigt. Friheden er — som en Løsning af alle gode bundne Kræfter, som et Værn mod Vilkaarlighed og Uretfærdighed, som en Grundvold for det Mod, den Selvstændighed og den Tilfredshed, som maa fremkalde en for den Private og det Offentlige gavnlig Virksomhed — i sig selv et saa stort og almindelig anerkjendt Gode, at en stor Del af et Lands Velfærd maa skrives paa dens Regning, selv uanseet med hvilken Kraft og Konsekvents og i hvilken Udstrækning de af den flydende Principer i Statsforvaltningens forskjellige Grene gjennemføres. En uforstyrret indvortes og udvortes Fred er dernæst et Hegn om enhver hæderlig Idræt, en Garanti for, at enhver Plan, lagt med Omtanke og udført med Klogskab, ogsaa kan blive realiseret. En Række af frugtbare Aar og for en stor Del heldige Konjunkturer gjorde endelig sit til, at Nationen efterhaanden samlede Kræfter og, især i Forhold til den Lammelse, som fandt Sted efter Krigen, og den Anstrengelse, Finantsernes Konsolidation kostede, ansaa sig for et lykkeligt Folk.
– på bokens innledningsside har Bætzmann tatt med 3 sitater fra 3 kilder/personer, nemlig fra HAAVAMAA, fra Henrik Wergeland og fra Bjørnstjerne Bjørnson;
– sitatet fra Haavamaal betyr : «Det er bedre med eget hus, selv om det er lite; enhver er herre i eget hjem»