– er her gjengitt i sønnen Frederik Moltke Bugges (1806-1853) presentasjon av faren boken fra 1851 : «Characteristiske Træk af Biskop Dr. P.O. Bugges Liv og Virksomhed». Trondhjem. Trykt i det Kirkgaardske Officin; her får sønnen, forøvrig kjent fra sin virksomhet som rektor ved Trondhjem Latinskole og gikk bort knapt 50 år gammel, frem det vanskelige ved farens ulike stillingtaken til norsk personal-union med Sverige, fra det Overordentlige Storthing i oktober 1814;
– fra s. 25 – 36 :
Forord.
Først et Aar efter Bugges Død (6. desember 1849/red.) kommer disse Blade for Lyset. Dertil har Aarsagen deels været, at Forfatteren af ganske naturlige Grunde heller havde ønsket og ogsaa havde ventet, at en anden Pensel, end hans, havde udkastet en Skidse af den Afdøde, deels ogsaa flere andre Omstændigheder, som det her ikke er af Interesse at gjøre Rede for.
Forf. er sig bevidst redeligen at have kjæmpet mod enhver Impuls, som det Pietetsforhold, hvori han stod til Bugge, bibragte ham, – ikke til at afvige fra Sandheden – dertil har han ikke været fristet –, men maaskee vel til enkelt Gang at modificere de Farver, hvori han dyppede sin Pensel, med en Tinte af et lysere Skjær. Og han nedlægger Penselen med den beroligende Bevidsthed hos sig selv, at han i det Hele taget er gaaet seierrig ud af denne Kamp.
Throndhjem, paa Aarsdagen efter Biskop Bugges Død, den 6te December 1850.
– 25 –
Bugge var Normand med Liv og Sjel. Sit Norge elskede han af sit ganske Hjerte; og, medens denne Kjærlighed til Fødelandet i hans Ungdoms og hans kraftfulde Manddoms Dage blussede med Begeistringens Flamme, saa brændte den ogsaa hos Oldingen varmt og stadigt, men stille paa hans Hjertes dybeste Grund, uagtet hans Livs mangehaande bitre Erfaringer og Skuffelser paa dette Gebet i Forening med hans allerede før berørte eiendommelige Udtryksmaade stundom maaskee lod Ytringer udgaae af hans Mund, som for dem, der ikke nøiere kjendte ham og hans drøie Maade at udtrykke sig paa, let kunde synes hermed mindre overeensstemmende, men som og dette gjaldt overhovedet om den Afdødes Ytringer – hans Hjerte ofte liden eller ingen Deel havde i.
Som et charakteristisk, hvorvel i og for sig ubetydeligt, Træk af den barnlige – Mange ville vel kalde det barnagtige – Kjærlighed, hvormed Bugge hang ved Norge, kan Følgende anføres : Paa et Visitatsbesøg en 6–8 Mile fra Throndhjem gik han en Høstaften og spadserede omkring paa Marken i Selskab med Stedets gamle Sognepræst.
Hvidkollen (Hvidkløveren) udbredte sin uforlignelig deilige Duft over den nylig afslaaede Eng. Med Eet standser den gamle Præst midt i Samtalens Løb, der dreiede sig om jeg veed ikke hvad, begynder at snøfte og snuse og udbryder paa sit ægte throndhjemske Maal : «Luft paa Kollan ! Sy’s I, de’ lufta saa dernede ? Nei, nei, de’ lufta int’ saa dernede !» («Lugt paa Hvidkollen! Synes I, det lugtede saaledes dernede (d.e. i Danmark)? Nei, Nei, det lugtede ikke saa dernede !» – «Luft» betyder paa throndhjemsk Almuesprog Lugt og «Lugt» betyder, besynderlig nok, igjen Luft).
Denne Yttring kunde Bugge aldrig glemme den gamle troskyldige Mand. Han talte ofte derom og bestandig med Hiertenglæde – Dette skede paa hans gamle Dage.
– 26 –
Foreningen med Danmark, saaledes som den faktisk blev exseqveret, havde han lige fra sin tidligste Ungdom af betragtet som et stort Uheld for Norge, ikke alene i reent politisk men ogsaa i moralsk og intellektuel Retning.
De mange og stærke Baand, hvormed han deels ved Slægtskab, deels ved et paa dyrebare Minder rigt Universitetsliv, deels endelig ved den dybeste Agtelse for mangfoldige danske Personligheder og Institutioner var knyttet til hiint Land, vare dog ikke – som hos mange Andre stærke nok til at lukke hans skarptseende Øie for denne Forenings mange fordærvelige Følger for hans Norge.
Mod den danske «faderlige» Regjering nærede han en afgjort Antipathie og «Sjette Frederik» var ingenlunde hans Helt, men maatte mere end een Gang holde her for hans lunefulde Sarkasmer. Denne Antipathie formindskedes naturligviis ikke, da Danmark ved Kielertraktaten aftraadte Norge til Sverige. Han, som dengang saa mange Andre, saae i denne Aftrædelse en troløs og feig Svigten fra Danmarks Side i Farens Stund, en perfid Utaknemmelighed for alle de Offere, Norge i en Række af Aarhundreder med Beredvillighed havde bragt.
– Allerede i tidlige Aar havde Bugge næret et brændende Ønske om Norges politiske Selvstændighed. Under disse Omstændigheder greb Selvstændighedsideen ham, som saamange Andre, atter med sin høie Tillokkelses Magt. For denne Idees Realisation stræbte han med Energi at virke i enhver Retning, som stod ham aaben.
I Prinds Christian Frederik saae han det af Forsynet udkaarede Redskab, som skulde gjøre denne hans Yndlingstanke til Sandhed. Derfor omfattede han ogsaa denne Fyrste, der jo dengang overhovedet indtog og begeistrede Alle og Enhver for sig, med sit af Fædrelandskjærlighed glødende Hjertes hele Hengivenhed. Under Prindsens Ophold i Throndhjem i Begyndelsen af Aaret 1814 opstod det, man kan vel sige, intime Forhold mellem ham og Bugge, som vedvarede under
– 27 –
Rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvorhen Prindsen bød Bugge ledsage sig fra Throndbjem, uden at han var blandt de Deputeredes Tal, og som senere efter Bugges Hjemkomst af og til fortsattes ved Brevvexling indtil Konventionen til Moss i August 1814. Dette Forhold mellem Christian Frederik og Bugge have Enkelte søgt at stille i et tvetydigt Lys (saaledes Henr. Wergeland i hans «Norges Constitutionshistorie», et Skrift, hvori Spor af Digteren ere iøinefaldende).
Det var dog intet Andet end simpelt hen det ganske naturlige Produkt af Christian Frederiks Overbeviisning om Bugges Talenter, Indsigter, Aabenhed og Fædrelandssind paa den ene og Bugges Overbeviisning om Christian Frederiks Kald til at hævde Norges Selvstændighed paa den anden Side.
Naar der i forblommede Udtryk er hentydet paa, at Christian Frederik under sit Ophold i Throndhjem, altsaa førend han endnu var valgt til Konge, skulde have næret Tanker om der ved et coup de main at lade sig krone, da er dette Noget, hvorom Forfatteren ingen Mening kan have; men det veed han med fuld Vished, at Prindsen ikke meddeelte Bugge disse sine Tanker, om han forresten nærede dem som er mere end usandsynligt -, endsige at han skulde have opfordret Bugge til at være ham behjelpelig til deres Virkeliggjørelse.
Efterat Krigen mod Sverige var udbrudt (i de sidste Dage af Juli), deelte ikke alene Bugge den glødende Begeistring for Fædreland og Selvstændighed, hvoraf, som bekjendt, Alt dengang stod i Fyr og Flamme, men han var ustridigen endog En af dem, der gik foran i denne enthusiastiske Ruus og ved Skrift og Tale rastløs søgte at puste til Flammen; thi han deelte Almeenhedens visse Haab paa den Tid om et heldigt Udfald.
Desto tungere traf ham den uventede Efterretning om Vaabenstilstanden til Moss, som afsluttedes efter et 18 Dages Feldttog den
– 28 –
14de August, og hvorved tillige blev anordnet et overordentligt Storthing til Afgjørelse af Norges Skjæbne. Denne Efterretning rammede ham som et Tordenslag. I en Tale, han da holdt i Throndhjem, en Tale, fuld af den meest glødende Patriotisme og i det Hele et ikke uværdigt Sidestykke til de klassiske Mesterværker, – søgte han at indgyde de Forsagte Fortrøstning og Mod og antydede det sikkre Haab, at det vordende Storthing ikke vilde indgaae paa Foreningen med Sverige, men endnu lade det komme an paa en Dyst.
– At Bugge nærede et saadant Ønske, deri var han vistnok vildfarende; men deels var det endnu dengang, idetmindste her nordenfjelds, nok det almindelige, deels have vi her anført det især som Beviis paa, hvorledes Bugge ikke kunde opgive Tanken om Norges Selvstændighed lige til det Yderste.
Den nysnævnte Tale er udkommet i Trykken under Titel : «Trøstegrunde for Norges sande Venner».
I hvilken Grad Bugge i hine for Norge saa mindeværdige Dage færmede for Norges Hæder og Selvstændighed, med hvilken Utaalmodighed han imødesaae Krigens Udbrud paany, som det eneste Middel til at vinde denne, kan nan ogsaa see af et Brev til ham fra Christian Frederik, dateret Moss, 22de Juli 1814.
Underbandlingerne med Stormagternes Gesandter angaaende en Vaabenstilstand med Sverige havde da været drevne i nogen Tid. I Slutningen af dette Brev hedder det : «Deres Brev af 14de Juli har jeg læst efter at have skrevet dette. Saameget kjærere er det mig, at De nu (i foregaaende Deel af Brevet havde Christian Frederik nemlig fortalt Bugge om hine Underhandlingers Gang) kan see Tingenes sande Sammenhæng og bedømme, om ikke Klogskab og ei Frygt have ledet Underhandlingerne med de fremmede Gesandter».
– Man vil sige : Det var en Forblindelse af Bugge. Ja vel ! men det var en ædel, en patriotisk Forblindelse, og en Forblindelse, han delede med
– 29 –
mangen en Hædersmand. Bagefter er det let at være klog.
Da nu Norge ved Storthingets Beslutning af 20de October 1814 havde maattet opgive alt Haab om Selvstændighed og havde erklæret sig for Foreningen med Sverige, var det saa langt fra, at Gemytterne derved i Almindelighed beroligedes eller omstemtes, at tvertimod det fast (nesten/red.) utrolige Nationalhad, som fra gammel Tid af havde rodfæstet sig i Normandens Bryst, nu ret tilgavns blussede op og gav sig Luft i Skrift og i Tale, der hverken altid var fornuftig eller sømmelig. Vi behøve kun at erindre om «Nationalbladet».
Heller ikke Bugge kunde endnu glemme sin Yndlingsidee om Norges Selvstændighed og det varede ogsaa med ham en Tid, førend han kunde finde sig tilrette i de nye Forhold.
Navnlig kan Forfatteren erindre, at, da En af de fra det overordentlige Storthing Hjemvendende skildrede ham den Svenske Regjerings humane Adfærd under Ordningen af de nye Forhold og især den daværende Kronprinds, Carl Johans indtagende Elskværdighed og Forekommenhed, svarede han : «Kan gjerne være, Far, men jeg for min Deel vil ikke Dave Noget med det hele – at gjøre».
Men ligesom det overhovedet kun tilhører en svag og underordnet Sjel at stampe mod Braaden og yttre en afmægtig Trods, og det derimod er den sindige Energie eget, naar et Forhold engang ikke kan forandres, da snarest muligt at finde sig tilrette deri og bygge paa en ny Basis, saaledes laae det desuden i Bugges om vi maae bruge dette betegnende Ord – «fremsynte» Aand (og de, som kjendte ham, vide, at han besad den i en sjelden Grad), at, da han først engang ret var vaagnet op af den Begeistringens Ruus, hvori Mange endnu i lange Tider vedbleve at rave om, og da det tunge Offer først engang var bragt, vandt han sig snarere, end Folk i Almindelighed, ud af det i Grunden dumme Nationalhad og hævede sig op til et Standpunkt,
– 30 –
hvorfra han med Sindighed kunde betragte og orientere sig i Forholdene.
Og heraf blev da nødvendigviis Følgen, at de forandrede Anskuelser angaaende Forholdet til Sverige og hvad dermed stod i Forbindelse hos ham indtraadte før end hos den store Almeenhed; thi Faa eller Ingen vare vel de, hos hvem ikke selv samme Forandring i Tidens Løb fortrængte de forhen nærede Anskuelser om Foreningen.
Forskjellen var kun : Hos ham tidligere, hos Fleerheden senere. Men denne Forskjel var det just, som i sin Tid paadrog Bugge Beskyldningen for en odiøs Omskiftelse og Modsigelse i sine politiske Anskuelser; og det gik her, som saa ofte, at naar en Opinion først har dannet sig om en Mand, vedbliver den ogsaa da, naar dens fuldkomne Ugrund staaer eller kunde staae klart for Enhver. Uagtet nemlig den samme Forandring, der foregik med ham, i Tidens Løb ogsaa foregik med alle Andre, saa havde Omstændighederne nu engang stillet ham i et Slags tvetydigt Lys i denne Retning, og senere gav man sig ikke den Umage, og ydede ikke ham og Sandheden den Retfærdighed at undersøge, hvorledes og under hvilke Forholde hiin mindre fordeelagtige Mening havde dannet sig.
Bugge var Medlem af det første ordentlige Storthing i 1815 og 1816. Det er let at begribe, at dette Storthing havde en ganske overordentlig Masse af høist vanskelige Forholde at bearbeide og ordne, og det er fast ubegribeligt, hvorledes det kunde vinde over det Altsammen, især naar man betænker, at Grebet paa Behandlingen af dette Slags Gjenstande og Forretningsroutinen i det Hele endnu stod saa langt tilbage. Men Norges Sag var i de Dage Hjertets Sag, det var Tingen, og Kjærlighed, veed man, formaaer Alt.
Smaalig Egennytte, personlige Antipathier og Partie-Intriger, disse det politiske Livs Kakodæmoner, havde dengang ei taget Plads i Norges Thingsal; men alle eenslige Interesser forsvandt for
– 31 –
og gik op i den ene store Interesse : Fædrelandets Vel.
Og naar man nu stundom synes tilbøielig til med et vist medynksfuldt Smiil at betragte hiin første Periode af vor politiske Udvikling, som et Slags barnlig Uskyldighedsstand, da turde det være et Spørgsmaal, om ikke Norge selv var ligesaa godt tjent med denne Uskyldighedsstand, som med den modnere – skal vi sige Skyldighedsstand ?
Bugges Indsigter og sjeldne Arbeidskraft blev, ligesaalidt som de andre dygtige Mænds, ladet ubenyttede paa dette Thing. Af de faste Kommitteer (Nedsættelsen af saadanne skyldes oprindeligviis et Forslag af Bugge) var han Formand i 1ste eller Kirkekommitteen og i 7de eller Konstitutionskommitteen; desuden i Redaktionskommitteen, i en kombineret Kommittee af Kirke- og Justitskommiteen o. a. fl. Derhos var han Medlem af Protokolkommitteen (dengang kaldet «den sorte Kommittee») og af Kommitteen angaaende Rigsakten. Han beklædte Præsidentstolen i Odelsthinget og Vicepræsidentstolen i Storthinget, hvor han ogsaa oftere fungerede som Præsident i dennes Forfald.
En Prøve paa de Anskuelser, Bugge nærede, som Storthingsmand, og den Aand, hvoraf han talede, vil man bedst faae ved at gjennemlæse den Tale, han holdt for Nedsættelsen af en Kommittee til Statsraadsprotokollernes Revision (der var nemlig dem paa dette Storthing, som fortolkede Grundlovens Bestemmelse angaaende Regjeringsprotokollernes Revision ikke som en Pligt, der paalaae Thinget, men som en Rettighed, det kunde benytte eller undlade at benytte efter Behag).
At indtage den her in extenso vilde blive for vidtløftigt; men et Par Brudstykker ville vi dog ikke undlade at anføre, ogsaa for at kunne henvise dertil ved en Anledning i det Efterfølgende :…. «Men jeg handler her ikke for mig selv; jeg er Nationalrepræsentant, og det ere vi Alle. Her maae altsaa alle private Betænkeligheder vige. Her er det vor Pligt, efter min Overbeviisning, at paasee, at Folkets Rettigheder hævdes
– 32 –
efter Grundloven, og mon vi kunne det paa anden Maade end ved at eftersee Regjeringens Protokoller ? Er det ikke ene den, som det er muligt for at fornærme Nationen ? Hvad Tryghed skal ellers Nationen have, hvis dens Repræsentanter ikke ville vaage over dens Frihed ?» ….. «Hvad er vel Regjeringen Andet, efter vor Konstitution, end den Magt, der skal vaage over, at de Love overholdes, som Folket giver sig selv ? Men bør ikke Nationen have Vished for, at disse Love efterkommes ? Og hvorledes skal den faae denne Vished, hvis saadan Undersøgelse ikke anstilles ? ….. Men min Hovedgrund, hvorfor en Kommittee bør nedsættes, er denne : Vi vide Alle, at det norske og svenske Folk i mange Aar have hadet hinanden. Disse Folk ere nu forenede under eet Ecepter. Had gaaer ikke paa een Gang over til Kjærlighed, idetmindste ikke paa den vestre Side af Glommen. Hvo vilde undres over, at Normanden, skjønt tilfreds med sin Skjæbne, skjønt takkende Gud for Freden og haabende det Bedste, dog endnu ikke kan aflægge al Mistro, men ængstes af bange, skjønt ugrundede Anelser ? Maa nu ikke hver Fædrelandsven ønske, at denne Mistro, denne Banghed maatte forsvinde ? Men hvorledes kan dette ønskelige Maal bedre naaes, end naar vi Alle komme hjem, hver i sin Kreds, og vi da kunne sige vore Kommittenter : Eders Frygt, Eders Mistanke er ugrundet. Vi have gransket og ransaget Regjeringens Handlinger; de ere ulastelige. I blive styrede med Retfærdighed, Eders Rettigheder blive hævdede, Eders Grundlov uforkrænket».
Under dette Storthing opholdt Kronprinds Carl Johan sig med sin Søn, Arveprinds Oscar, i Christiania. Ihvorvel Selvstændighedsbegeistringens Ruus naturligviis allerede var betydeligt dæmpet ved Nødvendighedens kolde Overstyrtning, havde den dog ogsaa hos Bugge efterladt et Residuum eller Bundfald, som indtil da ingenlunde havde paavirket hans Stemning til Fordeel for
– 33 –
Kronprindsen. Men det gik Bugge som det vel uden Undtagelse er gaaet Alle, der kom i nærmere Berørelse med denne mærkværdige Personlighed. Carl Johans venlige, ja forekommende Væsen ved Siden af hans imponerende Storhed, det medlidende, ja ikke sjelden taarefyldte Blik hos den med alle Valpladsens Rædsler fortrolige Helt fra Grosaspern og Wagram, naar man fortalte ham om en eller anden Nød eller anden Ulykke, der havde rammet denne eller hiin Egn, denne eller hiin Familie, – dette tiltrak ogsaa Bugges Hjerte med uimodstaaelig Kraft. I de Samtaler, Kronprindsen ved denne Leilighed jevnlig havde med Bugge om Landets Forholde og Tarv, havde Carl Johan Anledning til at aabne ham mangt et Blik ind i sit ædle Hjerte, og fra den Tid af var han Carl Johan af et oprigtigt og trofast Hjerte uforanderlig hengiven, ligesom han, som før antydet, i de Par Aar, som forløb nærmest efter dette Storthing, mere og mere forvandt Smerten over sin skuffede Selvstændigheds-Chimære (fantasifoster/hjernespinn/red.) og dermed tillige væsentlig forandrede sin Anskuelse af hvad der i Sandhed tjente til hans Fædrenelands Tarv overhovedet.
Den 7de September 1818 blev Carl Johan paasat Norges Kongekrone i Throndhjems Domkirke.
Biskop over Christiania Stift, Bech, forrettede Kroningsakten, Bugge Salvingsakten. Ogsaa holdt Bugge Talen fra Prædikestolen. I denne Tale anførte han det som et stort Held for Norge, at dette var bleven forenet med Sverige, fremhævede Kongens udmærkede Egenskaber og erklærede det for en Velgjerning, vi havde Carl Johans Høimodighed at takke for, at Norge nu var hvad det var. Dersom Nogen nutildags vilde forarge sig over disse eller lignende Yttringer, vilde man ansee ham for at være ikke rigtig klog (Forfatteren har vel børt Folk, om hvis Troværdighed han ikke nærer Tvivl, fortælle, at Bugge i sin Kroningstale, foruden Yttringer, omtrent som de ovenanførte, ogsaa skal have brugt Udladelser, der maatte ansees for direkt saarende for det norske Folk, som at «vi vare et haardt og raat Folk» eller «et fordærvet Folk» eller deslige. Forf. tør ikke benægte, at en enkelt saadan Udladelse kan være falden Taleren af Munden, uagtet han selv ikke kan erindre det; men det tør han forsikkre, og herpaa har han ligesaa troværdige Vidner, at nogetsomhelst Saadant ikke fandtes i Bugges Manuskript (thi formelige Taler skrev han naturligviis) – Upassende var en Yttring, som de ovenanførte i ethvert Fald, det lader sig ikke nægte, uagtet den allerede i og for sig taber Meget af sin ujektive Betydning for dem, der kjendte Bugges eiendommelige Afhængighed af Øieblikkets Lune og Indfald. – Forf. veed med Vished, at den hele Maade, hvorpaa Krigen med Sverige var ført, og overhovedet mange af de paa den Tid stedfindende Forholde havde mærkelig skuffet Bugge i sine høie Tanker om Norge og Normanden. Det er for ham mere end rimeligt, at dersom en slig Yttring er falden ham af Munden, da har den været et Udbrud af denne hans Misstemning. Men hvorom Alting er : dersom man har udtydet en saadan Yttring, som beregnet paa et ørekildrende Smigrerie enten for Carl Johan eller for de Tilstedeværende af den Svenske Nation, da har man derom er Forfatteren fast overbeviist – gjoørt Bugge Uret. Intet i Verden var hans Charakter saa fremmed som Smiger for de Store og Mægtige. Klare Beviser derfor vilde man kunne finde Nok af i det Danske Kancellies Archiv. Dog, man behøver ikke at hente dem saa langt borte. Hvorledes – vil Forf. blot spørge rimer sig en saadan Sigtelse for intenderet Smiger med Bugges Taler, Kommitleeindstillinger og Vota 2 Aar i Forveien paa Storthinget lige under Carl Johans og hans Svenske Omgivelsers Øine ? Flere af disse indeholdt, som Enhver kan overbevise sig selv om af Storthings-Forhandlingerne og navnlig af de ovenfor anførte Brudstykker, mange Yttringer, der maatte skurre betydeligt baade i Kronprindsens og i de Svenskes Øren).
– 34 –
Men, som sagt, dengang havde mangen En endnu ikke ret faaet Søvnen gnedet af Øinene efter Selvstændighedens Begeistringsruus.
Bugge var, som forhen nærmere udviklet, i denne Henseende forud for sin Tid.
– 35 –
Det var hele Tingen.
Samme Dag om Aftenen Kl. 11, da Bugge sad i sin Stue og passiarede – som han altid pleiede, naar han kunde faae fat paa Nogen, til langt ud paa Natten – med sin Ven, afdøde Professor Hersleb, som var En af Universitetets Kroningsdeputerede og boede hos ham, hørtes i Sideværelset et forfærdeligt Rabalder, og ved Eftersyn fandt man da, at en heel Deel Ruder vare indkastede fra Gaden.
Af Stenene, som fandtes paa Gulvet, vare de to omviklede med Papirsedler, som havde Paaskrifter i tvende Tungemaal. Paa den ene stod : «Der har Du for Prækenen !», paa den anden : «Bilinguis orator millies atque millies pereat !» («Gid den tvetungede Taler faae tusinde Ulvkker !» Denne «Tvetungethed» skal formodentlig sigte til den vistnok ved første Øiekast og for en løs Betragtning paafaldende Forskjel mellem denne Tale og den nys ovenfor berørte. Men det Paafaldende i denne Forskjel opløser sig, efter hvad ovenfor nærmere er antydet, formeentlig til noget ganske Naturligt).
Det skulde vel synes aldeles ufatteligt, hvorledes en Mand som Bugge kunde berøres smerteligt af en saadan kaad Drengestreg, – thi Andet var jo dog en saadan Demonstration i ethvert Fald ikke –, saa meget mere, som det paa den Tid intet Usædvanligt var, at det hos Mangfoldige endnu altid gjærende Residuum (rest/red.) af det patriotiske Begeistringsruus gav sig Luft gjennem de urimeligste, plumpeste og naragtigste Yttringer.
Alligevel rammede denne Begivenhed ham ganske overordentlig haardt, og, hvad der er mere, den blev til et kritisk Vendepunkt i hans hele Livsretning. – At en Mand, der virkelig overhovedet lige fra sin tidlige Barndom af havde været et Lykkens Skjødebarn, der paa Grund af sin overlegne Aand i alle Forholde var vandt til at dominere disse og være ovenpaa, og der ligesaalidt som andre Adams Børn var ganske fri for Forfængelighed, – at en saadan Mand paa en Tid, da Folk overhovedet vare langt ømfindtligere, end
– 36 –
nu takket være vore Tiders ikke just lempelige Friktioner og Konflikter – og dertilmed under de daværende Omstændigheder, da Throndhjem var opfyldt af Fyrster, Diplomater og andre fornemme Folk fra Norge og Sverige, at en saadan Mand under saadanne Omstændigheder kunde, medens Fornærmelsen endnu var frisk, være svag nok til at give efter for en lidenskabelig Opbrusning, det lader sig endda nok tænke; men at Indtrykket af en Demonstration, som den anførte, skulde sænke sig saa dybt ned paa hans Hjerte, at dette Indtryk i og for sig skulde kunne fremkalde en saadan mærkelig Forandring, som den, der da indtraadte i Bugges Liv, – det er en psychologiskt Umulighed. Anledningen, den fængende Gnist kunde en saadan Begivenhed vel være, men Aarsagen, det tændbarg Tønder maatte allerede før ligge skjult i Aanden Vi ville see, om det ikke laae der.
– ‘borgerskolen’s kommentar : videre følger sønnen Frederik M. Bugges interessante gjennomgang av farens hele personlige utvikling og hans videre fokus i tjenesten som biskop, til han trakk seg tilbake i 1842 og gikk bort i 1849;