kong carl XV : presentert av yngvar nielsen

 

– i boken : “En Christianiensers Erindringer fra 1850 og 1860-Aarene. Med Portrætter, Illustrationer og Facsimiler”. Kristiania og Kjøbenhavn. 1910.

 

Fra s. 19 – 44 :

Kong Oscar I afgik ved Døden i 1859. Hans Søn og Efterfølger, Carl Ludvig Eugen, kom til Regjeringen under helt andre Forhold; han var desuden af en noget anden Natur. Den Idyl, hvorunder Faderen havde levet, skulde snart finde sin Afslutning. Først maatte den afdøde Konge begraves.

Børn følger jo altid bedst med, naar deres egen Kreds paa en eller anden Maade kommer i Berøring med det som foregaar, og saa skede det her. Høiesteretsassessor Claus Winter Hjelm, i hvis Hus jeg daglig kom som Ven af hans yngste Søn Kristian Winterhjelm, blev den ene af Repræsentanterne for Norges Høiesteret og reiste i den Anledning til Stockholm for at være tilstede ved Begravelsen i Riddarholmskirken.

Af ham fik vi bagefter mundtlig høre Beretningen om, hvad der havde hændt. Det interesserede særdeles. Thi det kan med Sandhed siges, at om Ordet folkekjær nogensteds skulde passe, da var det paa denne ædle Konge.

kronprinsregent Carl EugenEnhver, som havde havt Adgang til ham og kunde medbringe personlige Indtryk, fortalte om ham og bragte Beretningen videre om hans Personlighed. Saadanne trængte sig gjennem alle Samfundets Lag. Mellem Gutterne var det en fast Doktrin, at Oscar I var en af de bedste Konger, som nogensinde havde levet.

Men nu var han altsaa borte. Hans Efterfølger mødtes ikke af de gunstigste Varsler. Allerede det, at den nye Konge skulde bære det svenske Ordenstal og staa som XV mellem de Carler og Gustavers lange Rad, var for Nordmænd egnet til at vække Betænkeligheder. Navnet Carl var jo heller ikke et norsk Kongenavn, og det bares af en Per- sonlighed, som var afgjort svensk. Navnet Oscar havde i den Henseende været neutralt. Det hørte hverken til det ene eller det andet Folk. Numertallet drog heller ikke Minderne hen til en lang, delvis uhistorisk Række af Kon­ger; det nye XV-Tal kunde mindst af alt virke tiltalende gjennem sin egen Magt.

Kong Carls Personlighed derimod var i sig selv en meget vindende, – derom kan der ikke disputeres. Den høie, rankvoksne Skikkelse med det smukke Ansigt øvede sin Fortryllelse (han var imponerende, naar han viste sig paa Slotsaltanen, saaledes som 17de Mai 1856, da han hilsedes af det store Folketog, som paraderede over Slotspladsen og forbi ham).

Han kunde vinde Mænd og Kvinder. Men han sluttede sig i sit Liv overveiende til det ene af de to Folk, hvis Konge han var bleven. Jeg har aldrig talt med ham, men dog oftere været i hans Nærhed og erindrer levende hans ydre Personlighed.

Det var, medens jeg gik paa Christiania Katedralskole, jeg for første Gang saa ham fra nært, endog meget nært Hold. Han var Kronprins og Norges Vicekonge. Palæet og Skolen laa ret imod hinanden, paa hver Side af Prinsens Gade. En smuk Julidag i 1856 bragtes der Bud over Gaden, at Vicekongen vilde komme og høre paa Examen.

Opstandelsen blev stor, og Rektor iførte sig sin sorte Kjole med St. Olavsordenens Ridderkors og stod færdig til at modtage den høie Besøgende, medens Skolen bævede i Forventningen om, hvem der skulde blive de udkaarede Examinander.

Vicekongen kom, og ledsaget af Rektor bevægede han sig med sin Kammerherre eller Adjutant, hvem der nu var den opvartende Kavaler, fra Klasse til Klasse. Da Processionen kom til tredie Klasse, stansede Vicekongen og tog Plads, til ikke ringe Forlegenhed for dennes Examinator, Adjunkt H.E. Kinck.

Han vilde gjerne have staaet. Men Vicekongen og Rektor satte sig ned, og saa maatte han ialfald bestræbe sig for at indtage en lignende Stilling. Men som Kinck satte sig yderst paa Stolekanten, var den i Grunden hverken staaende eller siddende, — og saaledes skulde han nu examinere.

Klassen var ikke i særdeles Gunst. Men den var nu engang valgt, og Examinationen maatte dermed gaa paa. Det gjaldt Skolens Ære. Havde Rektor og Examinator faaet tænke sig om, havde jeg været udenfor al Fare, thi jeg var langt fra at være Skolelys. Men nu havde en almindelig Forfjamselse grebet alle, og uden rigtig at forstaa, hvad han gjorde, raabte Examinator mit Navn. „Yngvar Nielsen,” lød det.

Den Selvsikkerhed, som hidtil havde besjælet mig, saalænge jeg mente, der ingen Risiko var, begyndte at forlade mig. Men saa forstod jeg Situationen. Christiania Kathedralskoles Ære hvilede paa den Kundskabsfylde, jeg nu kunde opvise, og dermed fik det staa til. Om Skolen kunde svigte mig, saa skulde jeg ikke svigte den, og min Aandsnærværelse var hurtig vendt tilbage. Da Examinator forstod, hvad han havde gjort, blev han rent ulykkelig. Heller ikke Rektor var rolig. Kun Vicekongen og jeg bevarede endnu vor Ro, som heller ikke senere svigtede os.

Nu gjaldt det om at skaffe Vicekongen en Bog, hvori han kunde følge med, og det paatog Rektor sig. En af mine Kammerater maatte levere sin Cæsar. Han var synlig uvil­lig, og Grunden hertil blev snart forstaaet. Vicekongen be­gyndte at blade og blev hurtig imponeret ved den Flid, hvorom Bogen bar Vidne. Mellem samtlige Blade laa Lap­per med allehaande Oplysninger, som i en snever Vending kunde skaffe en Gut den nødvendige Kundskab. Det var et helt System af det, som populært kaldes Fuskelapper.

Snart var Norges Vicekonge fordybet i dem, — for ham aabenbart et meget interessant Studium, og medens Klassen ængstedes ved Tanken paa, hvad han kunde aabenbare, gik Examinationen for sig.

Jeg var heldig. Alle Spørsmaal blev besvaret, — om det just var rigtig, kan jeg ikke sige. Men om der var Feil, saa blev det hverken opdaget af den ene eller af den anden.

For øvrigt har jeg den Tro, at jeg virkelig klarte mig tilfredsstillende og dermed reddede Skolens Ære. Da jeg var examineret færdig og med Approbation af Vicekongen og Rektor havde faaet Karakteren Udmærket godt, reiste de Besøgende sig, uden forøvrigt at trykke min Haand, og drog videre i samme Processsion, hvori de havde kommet.

Jeg havde reddet Situationen, og da dette ikke paa Forhaand havde været ventet, fik jeg kanske lidt mere Berømmelse bagefter, end det jeg ellers kunde have forudsat. Examinator forsikrede senere Klassen, at han aldeles ikke havde udseet mig til at staa Prøven, hvad vi alle saa inderlig gjerne troede.

Jeg har senere ofte seet Kong Carl og enkelte Gange været sammen med ham i Selskaber, men blev aldrig forestillet for ham, og han havde selvfølgelig hurtig glemt, hvorledes han engang havde medvirket til at skaffe mig Udmærket godt i Latin. Hyppig saa jeg ham i Aarene efter 1862 ved de store repræsentative Baller i Stiftsgaarden.

En enkelt Gang erindrer jeg ham ogsaa paa et Bal hos Ths. Joh. Heftye paa Frognes, vistnok om Vaaren 1868.

Selskabet var samlet og i ærbødig Forventning imødesaa man det kongelige Følges Ankomst. De store Fløidøre sprang med Et op, og alle Hoveder sænkedes. Men da de atter hævedes, kom der en munter Stemning over den hele Forsamling.

Idenfor Døren stod ikke som ventet Kong Carls røslige Skikkelse, men den lille Hofstaldmester, Oberst Næser, og denne frembød det forunderligste Skue. Han var nemlig iført en meget slidt Kontorfrak, paa hvilket en lang gylden Kjæde prangede med hans smukke Rad af Ordener. Næser saa paa os, og vi paa Næser, under stigende Munterhed.

Med et kastede Hofstaldmesteren et Blik paa sin Dragt, og da gik Sammenhængen op for ham. Han opdagede først nu, at dette havde han faaet til Løn, fordi han havde anvendt svenske Ord i sin Tiltale til en norsk Tjener. Paa Slottet var Tjenerskabet baade svensk og norsk, og nu havde han til en norsk Tjener brugt et svensk Udtryk. Han havde sagt, at Tjeneren til Aftens maatte tage hans Ordener og hænge dem paa Frak­ken, d. v. s. Kjolen. Men dette var blevet misforstaaet. Tjeneren havde taget frem en slidt gammel Kontorfrak og hængt Ordenerne paa den, og saa havde Hofstaldmesteren i Hasten trukket den prydede Frak paa sig. Først paa Frognes opdagedes den skede Feiltagelse.

Ingen morede sig mere derover end Næser selv. Han slog muntert Kontorfrakkens Sideskjøder op, gjorde sin Kompliment for Selskabet og gik ud. I en Fart kjørte han hjem og var snart igjen tilbage, iført en mere korrekt Selskabsdragt.

Kong Carl var endnu ved denne Tid noksaa livlig. Han gik fra den ene til den anden og fulgte med i Festens Af- veksling. Men han var dog ikke helt den gamle. Ansigtets Træk havde begyndt at forandre sig. Navnlig var der i dets Underparti kommet ind noget nyt, som ikke rigtig passede med hans fordums Skjønhed.

Netop fra det Bal, jeg her taler om, erindrer jeg, at Hartvig Lassen kom hen til mig og sagde : „Se paa Kongen,   hvor han har forandret sig !“

Senere vedblev Kong Carl at gaa tilbage. I Syttiaarene var Nedgangen alt mere paatagelig. Ved et af sine sidste Besøg i Norge havde han sin Broder, Prins August, med sig. Ogsaa denne gjorde da Indtryk af at være en brudt Mand.

Det vil engang blive interessant at faa læse en korrekt Skildring af denne Konge, som han virkelig har været. Den maa ikke alene være bygget paa Opfatningen inden den glade Kreds, som omgav ham, og som delte hans forskjellige Tilbøieligheder. Den maa neppe heller alene have sit Underlag i Memoirer og Breve fra hans Statsraader, for hvem han vistnok ofte var en Forfærdelse. Den maa ikke alene skrives af skuffede Skandinavister, der gjennem hans Politik førtes ud paa en farlig Glatis.

Men det vil dog blive vanskeligt at finde de rigtige objektive Forudsætninger.

I  Kong Carls Karakter laa der Tilløb til meget. Saafremt han havde faaet bestige de to Troner under andre Forhold, vilde han havt let for at vinde stor Popularitet i Norge. Han kunde hyppig være, hvad vi med et vulgært Udtryk kalder gemenslig. Der taltes ofte om hans vindende Optræden ved store Folkesamlinger. Han kunde, naar der holdtes Soldaterbal, være tilstede, og der hørtes om hans Deltagelse i Dansen ved helt improviserede Fester. Det var en Mand, som aldrig holdt sig tilbage.

Det var engang i hans Kronprinsdage, der udbrød Ild i Brogaden. Kronprinsen — jeg erindrer ikke, enten det var medens han var Vicekonge eller Regent — kom blandt de første til Brandstedet, hvor han gik ind i det brændende Hus. Han stødte paa en gjenlaaset Dør, som han bankede paa for at faa aabnet. Men indenfor hørtes et Spørsmaal om hvem den paatrængende Herre var.

„Jeg er Kronprinsen,“ lød Svaret. „Aa, Sludder”, kom det igjen. Et Par kraftige Slag sprængte imidlertid Døren, og indenfor denne viste der sig en Kokkepige ved sit Hastværkstoilette. I det hun paa den anden Side opdagede den letkjendelige Kron­prins, blev hun yderst forskrækket. Men han fik hende forklaret, at her gjaldt det Livet, og at hun fik se at skaffe sig ud med en vis Fart. Saa skede da ogsaa.

Paa sin store Rundreise i 1856 arrangerede Kronprinsen megen Moro, hvor han kom. Med hans Besøg fulgte Liv, og endnu kan der omkring i Bygderne træffes ældre Folk, som med Glæde tænker sig tilbage i de Dage. Mest be- kjendt blev det vicekongelige Besøg paa Vestnes, hvor Sogne­presten O. T. Krohg var Modtagelsens Sjæl. Om dette fik man siden den bekjendte Vestnesvise, der skarpt harcellerede de hyperloyale Optrin, som der havde fundet Sted.

Den lille Marinedamper Vidar var Kronprinsens Fartøi paa denne Reise. Men den fik ogsaa meget andet Arbeide. Den førte bl. a. Prins Frederik af Nederlandene og hans Gemalinde til Sandefjord, hvor de laa i nogen Tid, sammen med sin Datter, Prinsesse Louise og formodentlig hendes Datter, Danmarks nuværende Dronning. Paa den Tid var der endnu ikke nogen Telegrafstation i Sandefjord. Led­ningen gik direkte fra Tønsberg til Larvik og kun ved Hauke- rød kom den i Sandefjords Nærhed paa 3 Kilometer.

Men da saa høie Personer kom derhen, blev det anseet nødvendigt at oprette en midlertidig Station paa Haukerød, som i de Dage var en bekjendt Skydsstation. Som Tele­grafdirektør maatte min Fader reise derhen og træffe det fornødne Arrangement, og saa fik jeg være med. Paa Tilbageturen fik vi følge Vidar til Horten. Den førtes af min Faders samtidige Ven, Baron Fritz Wedel Jarlsberg, som bød os benytte denne Leilighed til at forkorte Veien.

Der var i de Dage ikke daglig Dampskibsforbindelse fra Sandefjord til Christiania, og at benytte den almindelige Skydsbefordring var ikke særlig tiltrækkende. Som kongelig Lystyacht var den lille Vidar ikke overvættes lokkende. For Hofdamerne var der nede i Lasterummet indredet en improviseret Kahyt, afdelt med Flag. I de Dage kritiserede man mindre end i vore Dage, og Vidar blev alligevel taget for god, som den var.

Prinsen af Oranien, Nederlandenes daværende Tronarving, kom ligeledes den Sommer til Norge. Han mødtes med Kronprinsen i Hardanger og besøgte ham senere i Christiania. Der fortaltes allehaande om den unge Prins, og dette blev senere bekræftet ved, hvad man i Aarenes Løb hørte om hans Liv. Som bekjendt blev han ikke gammel. Heller ikke den yngre Broder, Prins Alexander, overlevede Faderen, Kong Vilhelm II.

Ogsaa Prins Alexander besøgte senere Norge; det var i 1874. Jeg saa ham i det Aar paa en Reise fra Odnes og videre med Randsfjordbanen. Prinsen gjorde et meget timid Indtryk, og det forekom mig, som om der fra hans Omgivelsers Side kun vistes ham ringe Hensyn. Den Gang var ogsaa Kong Carl borte. Men Enkedronning Josefine tilbragte hele Sommeren i Norge og hun modtog Prinsens Besøg paa Christiania Slot.

Kong Carl maa have været en hjertevindende Personlighed, og hvis han ikke ved sin Regjeringstiltrædelse havde kommet lige op i Statholderstriden, vilde meget senere have faaet et andet Udseende. Saavidt en ung Skolegut kunde opfatte det, var han i sin Vicekongetid, i 1856 og 1857, virkelig afholdt, hvor han kom hen og blev kjendt. Men saa kom al den politiske Bitterhed, som blev skabt af den Strid, der fulgte med norska frågan, – og Stemningen ændredes hurtig. Denne Stemning lagde sig over de Fester, der fulgte Kroningerne i begge Riger, og som det nu er muligt at overse Begivenhederne baade da og senere, kræves der intet særlig skarpt historisk Blik for at udfinde den Aarsagsforbindelse, som fra 1860 førte frem til 1905.

Jeg mindes saa levende den Dag, da Storthingets Deputation med Professor Schweigaard i Spidsen afreiste fra Christiania til Stockholm for at repræsentere ved Kongens svenske Kroning 3 Mai. Det var, som om der igjennem alle tilstedeværende gik en Følelse af, at det her gjaldt noget mere end alene en Komplimentation. Bagefter hørtes der med Glæde og Stolthed adskilligt om Deputationen og navnlig om Schweigaards mandige Optræden. Sligt gjorde godt. Folket stod enigt. Aaret med dets Stemninger var en Forløber for 1905.

Et Syttendemaitog som det i 1860 havde Hovedstaden neppe tidligere seet. I de Dage var Krohgstøtten det første Maal for det store Folketog. Jeg erindrer saa levende, hvor­ledes Massen bølgede gjennem Alléen, som fører hen til Nybroen. Vaaren kom usædvanlig sent det Aar, ogTræerne stod endnu bladløse. Men i Hjerterne var det Vaar. Det føltes, som om Henrik Wergeland havde staaet op af Graven og holdt en af sine mest ildnende Taler. For mig gik der mange Aar, inden jeg hørte saa kraftige og saa ildfulde Hurraer som i 1860.

Vi unge, som snart skulde blive Studenter, var levende interesseret. Kjærligheden til Fædrelandet, slog i de Dage dybe Rødder. Vi var med i Alt, som den Gang skede, og Bjørnsons Sang: Har Du hørt hvad Svensken siger, unge norske Mand, greb os med sine stærke Følelser. For os var det, som om vi følte Nærværelsen af hine Skygger af de faldne Fcedre, som har aldrig vidst det bedre, end hvor sllge Ord blev sagt, der at vinke frem til Vagt. Det var en Sang, som traf det hele Folks Følelser, og som fandt Gjenklang hos gamle som hos unge. Folket vokste som kanske aldrig til noget tidligere Tidspunkt.

I min Almanak for 1860 finder jeg en Notits med Datoen 18 Mai, der lyder: „Igaar høitideligholdtes Constitutionsdagen paa en værdig Maade. Fanetoget til Krohgstøtten vur usædvanlig langt, og den Menneskemasse, som ledsagede det gjennem Gaderne, ligefra Fæstningen til Slotspladsen, kan vist anslaaes til 30,000. Paa den sidste Plads var opslaaet en Tribune, hvorfra der holdtes Taler af Schweigaard, Monrad, Overlærer Steen o. fl.

Den af Talerne, som vandt mest Bifald hos Folket, var Telegrafist Ole Hansen, som talte for Kvinden paa Gudbrandsdalsk. Da det blev mørkt, oplystes Tribunen med Lamper, og fra Slotsaltanen skinnede et elektrisk Lys, som dog af ubekjendte Grunde ikke fik den rette Virkning. Kl. 10 1/2—11 afbrændtes et prægtigt Fyrværkeri, hvorpaa hele Folket drog hjem gjennem Carl Johans Gade, hvor Lamperne var taget af Lygtepælerne. Der var efter Sigende ikke mange drukne Folk“.

Grundlovsdagen faldt i 1860 paa Christi Himmelfartsdag. Dette maa have været Aarsagen, til at den sædvanlige Festforestilling først blev given 18 Mai. Jeg finder sammesteds en Notits af den 19 : „Igaaraftes gaves paa Christiania Theater „Axel og Valborg.“ Før Forestillingen fremsagde Skuespiller Jørgensen en Prolog i Anledning af 17 Mai, som var forfattet af P. A. Jensen. Efter denne spillede Orchesteret „Sønner af Norge“ og „For Norge, Kjæmpers Fødeland“, hvorpaa en af Publikum udbragte et „Leve Constitutionen,” hvilket blev modtaget med livlige Hurraraab“. Som denne korte Optegnelse nu ligger der, lyder den nærmest som en Kopi af Avisnotitser fra 1830 Aarene.

Vi levede fremdeles i mange Henseender under Indtryk fra hine Aar og tog fra dem ialfald meget af Formen for de politiske Stemninger. Jeg maa her nævne lidt om en Mand, som om Vaaren 1860 til en Begyndelse havde været i Chri­stiania, hvor han havde feiret sin femtiaarige Fødselsdag. Manden var Ole Bull. Det heder derom i de samme Optegnelser for 7 Februar :

„Iforgaars fyldte han sit 50de Aar. Dagen tilbragte han hos os, med Undtagelse af en liden Stund, da han var hos sin syge Kone paa hendes Hospital. Kl. henimod 10 bragte Studenternes, Handelsstandens og Haandværkernes Sang­foreninger ham en Serenade. Tilsidst blev han baaren paa Guldstol under livlige Hurraraab baade af Sangforeningerne og den talrig forsamlede Mængde. Der var vist mellem 2,000 og 3,000 Mennesker og havde det været mere bekjendt, at den Dag var hans Fødselsdag, var der vist kom­met langt flere“. Tilsidst heder det i samme Optegnelse : „ldagmorges reiste han til Sverige”.

Siden har jeg mange Optegnelser om dette Ole Bulls Ophold i Sverige, saaledes som der kom Efterretninger derom til Hjemmet. Han gjorde vældig Lykke og det midt under Statholderstriden, som den gik med de vildeste Bølger. Det var 17 Marts 1860, at de svenske Stænder fattede den Be­slutning at anmode Kong Carl om ikke at sanktionere Stor­tingets Beslutning i Anledning af Statholderpostens Ophævelse og om Unionsaktens Revision. Kort efter negtede Kongen sin Sanktion, og saa brød de norske Stemninger igjennem. Under dette fortsatte imidlertid Ole Bull sin Triumfreise omkring i Sverige, efterat han i Stockholm havde modtaget megen Hyldest. Paa Konserter og i Selskaber var dersteds flere Medlemmer af Kongehuset tilstede, kun ikke Kong Carl. Der nævnes Enkedronningen, Dronning Louise, Prins Oscar, Prinsesse Sophie og Prinsesse Eugenie. Men det ser ud, som om den varmblodige Konge ikke har villet træffe den mindst ligesaa varmblodige norske Patriot. Hvis saa er, maa det siges at have været noksaa nærliggende Tanker, som fremkaldte denne Forsigtighed.

Midt under den heftige Strid drog Ole Bull omkring i Sverige og henrykkede Publikum i en Række af Stæder. I Nya dagligt Allehanda blev han hilset med et Digt :

Vill du høra trastens toner Lockande i sommarqvallen?

Och hur furuskogen susar Valdigt bland de gråa fjallen?

Vill du hvardagsbullret glømma Och i Neckens sal dig drømma -—

Hør då Ole Bull.

¤

 

Vill du ana, hur det kannes Att på snillets gudavingar

Genom rymder utan granser Kretsa uti yra ringar,

Se hur han med stråken målar, Se hans blick af idel strålar

Se då Ole Bull.

¤

Vill du minnas något harligt,  Något stort bland allt det lilla,

Meningsløsa, som i lifvet Strafvar, att din smak forvilla ?

Vill du skakas utan smarta Genom merg och ben och hjerta

Hør då Ole Bull.

 

Ole Bull var paa sin Side meget aimabel. En Dag optraadte han paa en Konsert, som et Medlem af det Kgl. Kapel, Grabow, gav, og i Gøteborg spillede han ved en stor Konsert til Indtægt for Gøta Artilleriregiments Pensionskasse.

Da der i Jønkøping holdtes Festmiddag for ham, indbød han bagefter sine Værter for at høre nogle Afskedstoner. Saa kom Ole Bull til Kjøbenhavn, hvor han traf sammen med Storthingets Kroningsdeputation, som reiste til Stockholm, og nu bl. a. var Kong Frederik VII’s Gjæster. Samtidig gav Ole Bull sine Koncerter og høstede baade Penge og Laurbær. Men saa kom han pludselig til Norge. Han reiste dog ikke længere end til Tønsberg, hvor han 17 Mai deltog i Festlighederne. Videre reiste han vestover under stadige Koncerter og aflagde Besøg paa Søgne Prestegaard hos Bjørnstjerne Bjørnsons Forældre. Senere blev han Sommeren over i og ved Bergen.

Men udenfor hans musikalske Liv hørtes der intet om hans Færden. Da han saa om Høsten drog ud paa en ny stor Reise over Kjøbenhavn, spillede han atter i de syd-svenske Stæder. I Lund var der høi Stemning. Studenterne fulgte ham til Jernbanegaarden, da han drog. Alt dette er et mærkeligt Billede netop fra det Aar, da de nationale Stemninger blussede saa høit som i 1860, og da man skulde have ventet at træffe Ole Bull forrest i Rækkerne.

I Stedet kan han næsten siges at staa som den dæmpende, den for­sonende, hvad der nu ikke egentlig stemte med hans impul­sive Karakter. Han befinder sig næsten paa Siden af og udenfor de store Syttendemaitog, som i hint Aar vandrede gjennem alle Norges Byer. Netop 1860 var et Aar for Syttendemaifesterne. Jeg fatter ikke Grunden til, at Ole Bull den Gang var saa taus, baade med sin Tunge og sin nationale Kunst. Det kunde næsten se ud, som om han af de Storthingsmænd, han traf i Kjøbenhavn, kan have faaet Anmodning om at være rolig og ikke kaste ud noget uover­lagt Ord.

Medens den fra Stockholm hjemkomne Schweigaard, med Monrad og Steen — en for vore Dages Slægt mærkelig Sammenstilling — i Hovedstaden talte til Folkemasserne, forsvinder Ole Bull i 1860 rent som Folkeleder. Det var andre, klogere Mænd, som da viste Folket Veien, ganske i Overensstemmelse med den Holdning, Storthinget den hele Tid havde indtaget. Ligesom senere i 1905, var der ogsaa i 1860 en frivillig Censur, som tvang alle uoverlagte Stemninger tilbage, men samtidig gav Folket et stærkt Rygstød.

Men af og til kom der stærke Udbrud af den nationale Følelse. Helt kunde de ikke holdes nede. Der var i det hele ingen Mangel paa Anledninger til at vise, hvordan vort Folk den Gang tænkte, og den Maade, hvorpaa den svenske Rigsdag havde grebet ind, kastede længe sine Skygger over Kong Carls Regjering.

I August samme Aar kronedes Kongen og Dronningen i Trondhjems Domkirke. Det var en Fest, hvorom der hørtes meget. Men Hovedstadens Befolkning var meget kjølig, da Kongeparret holdt sit Indtog efter Tilbagekomsten fra Trondhjem. Saa var det nogle Dage senere, da to Medlemmer af den svenske Rigsdags Kroningsdeputation, August Blanche og Mengel, kom til Christiania paa sin Tilbagereise fra Trondhjem.

Den Aften var der Trængsel paa Jernbanetorvet og opigjennem Carl Johans Gade til Hotel Scandinavie, hvor der var bestilt Værelser for de Reisende. Det var midt i Tiden for Examen artium. Men selvfølgelig var jeg ude med flere Kamerater. Her fik andre Hensyn vige, og vi var med, hvor Trængselen var paa det største. Der blev skreget Hurra og atter Hurra i det uendelige.

Begeistringen var vældig.  Det var en demonstrativ Tak, som her skaffede sig Luft, og den maatte siges at være vel fortjent. Hurraraabene hørtes hele Gaden op lige til Slottet, og det gik bagefter som et almindeligt Ord, at Kongen havde udbrudt :  “Jeg hører, at Nordmændene kan raabe Hurra“. Ja, den Kunst havde de i Sandhed tilegnet sig. Blanche og Mengel nød ialfald den Aften Bevidstheden om, at deres djærve Ord i den svenske Borgerstands Møde havde vundet Anklang i Norge og faaet erkjendtlig Paaskjønnelse inden det Folk, for hvis historiske Ret de havde talt.

Kong Carl fik aldrig Held i sin Politik. Han havde høitflyvende Drømme. Men Virkeligheden laa langt fra dem. Navnet Carl mindede om store Begivenheder i Sveriges Historie, og det er neppe tvivlsomt, at for ham laa der en egen Glans over en enkelt af disse Carler, den tolvte i Rækken. Men den Tid, hvori hans Regjering faldt, bød ham ingen Anledning til at vinde Krige. Det meste, hvor­til han naaede op, var at faa lege med Ilden, — forøvrigt en i og for sig ikke ufarlig Beskjæftigelse.

Den skandinaviske Politik blev for ham skjæbnesvanger. Kongemøderne mellem de to Venner, Carl og Frederik VII skabte Illusioner, som flere end de selv tog for Alvor. Naar Kong Carl, sjøsyg som han var, stod over Nordsjøen, styrende mod England og Frankrige, for at træffe Dronning Victoria og Napoleon III, da gjaldt det store Maal. Ulyk­ken var kun den, at hverken han selv eller hans Udenrigsminister var i Besiddelse af Evnen til at lede den europæiske Politik.

Da det i Vinteren 1863 — 1864 kom til Alvor, viste det sig, hvor løst det hele havde været underbygget.

Men det vil være uretfærdigt at lægge alt Ansvar for de brustne Illusioner udelukkende paa Kongen. Tiden var ikke anderledes. Herhjemme levede vi alle i Drømme om den napoleonske Magt. Siden Vestmagternes Seier i Krigen mod Rusland og siden Pariserfreden i 1856 svævede der om det andet franske Keiserdømme en mærkelig Nimbus. Napoleon III skulde være den alt forstaaende Vismand.

I Norge som i Danmark og Sverige var det en fast Doktrin, at han kunde ordne alt.

Ved Nytaarskuren i Tuilerierne blev Parolen givet for det kommende Aar, og det var ikke mange, der forstod, at Sfinxens Ord ikke var saa vel funderet, som vi herhjemme troede, at de var.

Glansen af det straalende Hof i Tuilerierne havde blændene Virkninger. Fra den stod der Afglans over til vor Konge. Folk i Almindelighed glemte, at den Forbindelse, som kunne knyttes mellem Bernadotte og Bonaparte, havde sine høist forskjellige Sider. Men de saa alene hen til den Omstændighed, at vort franske Kongehus maatte kunne være forsikret om Sympatier fra det Dynasti, som gjenoplivede Traditionerne fra den efterrevolutionære Glanstid i Frankrige.

Paa sin Side gjorde vistnok Kong Carl alt hvad der stod i hans Magt for at styrke sine Folks Sympathier for Frankrige. Mellem ham og den franske Hær syntes der at være stiftet et nært Forhold. At Napoleon III her greb til, var naturligt nok. Han stod overfor de gamle Fyrstehuse mere isoleret, end nogen hos os troede, og var derigjennem mere dreven over mod de yngre Dynastier.

Kong Carl syntes os at være stærkt passioneret for det franske Hærvæsen. Han sværmede meget for Afholdelsen af store Leirsamlinger, og han var glad over at kunne ved saadanne Leiligheder se franske Officerer som sine Gjæster. Saadant gjorde sin Virkning. Der var en fransk Oberst Brincourt, som fulgte Kongen til Christiania, hvor han boede paa Slottet.

Jeg har et Minde, der har fæstet sig som et Billede, jeg endnu kan se for mine Øine. Militærmusiken spillede udenfor Slottet og oppe i et Vindu i tredie Etage sees den vakre franske Uniform. Det er Brincourt, som fra sit Værelse ser ud over Byen og Dalen og lytter til de krigerske Melodier, som bruser op mod ham, medens Folket nedenfor retter sine Øine mod ham, som en Repræsentant for den gjenopfriskede Napoleonslegende og tillige for de krigerske Minder fra Magenta og Solferino.

Størst Glans stod der imidlertid af det Besøg, som i September 1856 blev aflagt af selve den gamle Napoleons Brodersøn, Prins Napoleon, hos den daværende Prins Carl, som da var Vicekonge og modtog den franske Prins i Chri­stiania. Prins Plon-Plon, den røde Prins, havde i den Som­mer foretaget en stor Atlanterhavstur, og var tilsidst kommen ind til Trondhjem. Det var nok først Tanken, at han skulde besøge Nordkap. Men man fandt, at Aarstiden var vel fremrykket, og saa dampede Prinsen til Christiania, hvor den prægtige keiserlige Dampyacht Reine Hortense en vak­ker Dag kastede Anker langt inde paa Bjørviken.

Medens Prinsen foretog Udflugter ind i Landet, bl. a. til Kongsberg, blev Yachten liggende paa samme Sted og der besøgt af mange. Jeg var der ombord med min Fader og beundrede navnlig Kahytterne og den herlige Salon med dens stor­artede Udstyr. Der var vældige Speile og legemstore Portrætter af Napoleon III og Keiserinde Eugenie, hvorved der blev budt os ligesom en Afglans af den keiserlige Pragt fra Tuilerierne. Saa kom Plon-Plon tilbage, og en vakker Dag var han og Reine Hortense borte.

Men i den samme Tid var der ført mærkelige politiske Forhandlinger i Christiania. Vicekongen og Prins Napoleon havde drøftet Danmarks Fremtid og det skandinaviske Spørgsmaal, hvad der noksom viste sig, da der lige efter blev givet Ordre til at udruste Korvetten Nornen. Ombord paa denne reiste Vicekongen til Kjøbenhavn, hvor de samme Spørgsmaal drøftedes af ham og Frederik VII. Planen var at faa de tre nordiske Kroner samlet paa Prins Carls Hoved, med Omstødelse af den i 1852 opstillede danske Arvefølge.

I ndcrik VII yndede ikke Prins Christian af Glucksburg og havde sandsynligvis intet imod at bytte ham med Prins Carl af Norge og Sverige. Under dennes kortvarige Besøg i Danmark er der nok ført megen vidtsvævende Tale. Men Historien kan ikke tale om noget Resultat af denne. Prinsen vendte hurtig tilbage.

Hans stolte Drøm var, at han engang skulde bære tre Kroner. Han havde vanskeligt ved at slippe den. Men der var mægtigere Kræfter end de, over hvilke han kunde raade, og Udgangen blev saa derefter. I sin Helhed kan det nu være let nok at overse de Begivenheder, som førte dertil.

Men fremdeles venter mange Papirer paa Offentliggjørelse, der vil føie interessante Afsløringer til det, man allerede har faaet at vide. Kong Carls private Brevskaber maa indeholde meget, som kan give Indblik i hin Tids hemmelige Historie, med dennes Forhaabninger og knuste Illusioner.

En kommende Tids Historikere vil faa meget Arbeide. De vil ikke alene faa at korrigere alt, som nu er fremkommet; de vil dertil endnu have at levere det udfyldende Stof, at vise, hvem der var sat til at tage de enkelte Dele af de talrige Forhandlinger, som dengang førtes. Der var mange, som spillede en underordnet Rolle ved disse, og som neppe kan tænkes at have ladet sig selv uden Vidnesbyrd overfor Fremtiden. Om nogle Aar vil der sikkerlig komme til at foreligge et ganske omfattende Materiale.

I 1864 ledsagedes Kongen til Christiania af Frankriges Minister, Fournier. Denne Diplomats Tilstedeværelse gav Anledning til mange Formodninger og Kandestøberier. Det var jo netop i de Dage, Danmark kjæmpede sin Fortvivlelses-kamp mod Preussen og Østerrige-Ungarn. Det store brændende Spørgsmaal gjaldt den Mulighed, hvorvidt Vestmagterne vilde gribe ind, og hvorvidt saa norske og svenske Tropper skulde kaldes til Deltagelse i Kampen. Alle vidste, hvor Kongens Tanker var, og hvorledes han ønskede, at Storthinget skulde fatte sin endelige Beslutning. I Fourniers Nærværelse laa der et Vink om, at der paa Slottet førtes afgjørende Forhandlinger, af hvilke Spørgsmaalet om Krig og Fred kunde være afhængigt. I levende Spænding rettedes alle Øine mod Kongeborgen. Men Intet spredtes derfra ud, andet end Anekdoter om Kongen og hans Gjæst.

Navnlig hørtes der megen Tale om en landlig Fest, som var holdt paa Konsul Ths.Joh. Heftyes Skovvilla paa Byens Østside, Sarabraaten, hvor ogsaa Fournier havde været sammen med Kongen og dennes Følge. Det var en kold Dag, og der brændte paa Peisen et vældigt Baal. Saa havde en af de kongelige Adjutanter taget den franske Gesandt og løftet ham paa sine stærke Arme høit over Ilden. Der for­klarede han ham, at han ikke slap fri, forinden han paa sin Keisers Vegne høitidelig havde lovet at sende Danmark Hjælp, og først da Løftet var givet, blev Gesandten atter sat ned paa Gulvet. Fortællingen, som hurtig spredtes over den hele By, blev almindelig troet. Der er heller ingen Grund til at tvivle paa dens Sandhed, ligesom den godt kan stemme med den utvungne Tone, som herskede mellem Kong Carls Omgivelser.

Paa samme Tid var det mærkeligt, hvorledes Kongen respekterede Etikettens Bud. Han gik i Selskaber til Kon­sul Heftye, hvis Hus den Gang laa udenfor Byens Grænser. Men han saaes ikke i Svogeren Thv. Meyers Fester, naar der holdtes saadanne i dennes Hus inden Byens Grænser. Anderledes stod Forholdet, naar Meyer boede Vinteren over paa et af sine Landsteder og der gav større Selskaber.

Der taltes i de Dage meget om et Selskab hos en af Rigets høieste Embedsmænd, der fik sine egne Følger, og hvori Kong Carl deltog. Han yndede meget at blande Champagne med Seltersvand, en Skik, som den Gang var begyndt at komme paa Mode.

Værten vilde gjerne følge den nye Skik, men kom desværre ved en uheldig Feiltagelse til at byde Kongen Champagne og Seidschutzervand. Det var en varm Aften, og Forbruget blev stærkt. Men Dagen efter, da Kongen reiste over Kongsvinger og gjennem Vermland Stockholm, virkede det medicinske Vand, der er bekjendt som et afførende Middel, og Kongen skal paa denne Reise ikke have været synderlig vel tilmode. Det er dog uvist, om hans velvillige Værtskab fra den foregaaende Dag nogensinde fik sig meddelt, hvilken Skade der saaledes var anrettet.

Ogsaa i sine senere Aar fortsatte Kong Carl med at aflægge Besøg i den norske Hovedstad. Men det gik stedse sjeldnere for sig. Det kunde ikke længere skjules, at han havde levet sine bedste Dage, og at det gik nedover. slottet i 1866Endnu kunde han sees paa Baller, hvor han gjerne dansede.

I 1866 blev han meget feiret, og navnlig blev han hyldet ved et storartet Folketog med Fakler, der gik til Slottet. Om Høsten 1868 fulgte der atter Glans med Besøget. Prinsesse Louise var forlovet med Kronprins Frederik af Danmark. Der knyttedes mange Forhaabninger til dette Ægteskab. Kongen ledsagedes til Christiania af Dronningen, deres Dat­ter og tilkommende Svigersøn, samt sin yngste Broder og hans Gemalinde, Prins August og Prinsesse Therese. Der holdtes Baller og Selskaber. Drammen-Randsfjordbanen aabnedes.

Landet holdt Fest. For mit eget Vedkommende var jeg dog ikke med ved nogen af disse jublende Tilstelninger, idet jeg allerede i Juli 1868 havde forladt Hjemmet og gjennem den hele Høst for mine Studiers Skyld opholdt mig i Kjøbenhavn. Saaledes kan jeg ikke fortælle om noget selvoplevet fra hine festlige Dage. Jeg fulgte ikke engang regelmæssig med i Avisernes Festberetninger og i de Fun­deringer, som kan være anstillet. For mig var der helt andre Ting at sysle med.

Siden varede det ikke mange Aar, forinden vi skulde opleve det næste Tronskifte. Det var i 1872, Tusindaars- festens mærkelige Aar. Kong Carl bortkaldtes 18 September ved Døden i Malmø, efterfulgt af sin Broder Oscar II, som i No­vember for første Gang kom til Christiania som Konge. Atter virkede Faderens folkekjære Navn til at bane Sønnen Veien.

De spredte Minder, som her er nedskrevet, kan delvis tjene til at vise, hvorledes den Ramme var beskaffen, inden hvilken Hovedstadslivet bevægede sig i 50 og 60 Aarene. Tiden var meget forskjellig, fra hvad den er et halvt Aar- hundrede længere frem. Alene ved at tage for sig et Modebillede fra de Dage, vil det vise sig, hvor ganske anderledes det Ydre den Gang var. Krinolinen øvede sit uindskrænkede Herredømme, saaledes som det var grundlagt af Frankriges skjønne, beundrede Keiserinde Eugenie. Omkring 1860 var dette Herredømme paa sit Høidepunkt.

Jeg kan nævne noget andet, den Mani, som i 1853 havde grebet Folk med Borddansen, som da vandrede Europa rundt. Runde Borde var paa Moden. I ethvert Selskab hørte det med, at alle med sine Hænder dannede en Kjæde og saa suggestionerede sig selv til at tro, at Bordet bevægede sig rundt. Vi kunde sidde Time efter Time, indtil vi indbildte os, at Fænomenet var foregaaet.

Byen selv bød ogsaa paa saa meget, som afveg fra, hvad der nu er at se. Jeg har nævnt den grønt uniformerede Borgervæbning. Men endnu mærkeligere var den ridende Borgergarde, der dannede en frivillig Æresgarde for Kon- gerne, bestaaende af Byens rigere Borgere. Stillingen som kitmester for denne Garde var høit anseet. Den skiftede noksaa ofte, saa der inden Byens Handelsstand stadig kunde træffes flere — og alle af de mere anseede Medlemmer, som bar denne Titel. Naar Kongerne kom og naar de rei­ste, eskorteredes de af dette pragtfulde gule Chor med dets kneisende Heste — et galant Syn, som de travede opigjennem Carl Johans Gade fra Østbanegaarden og til Slottet. Ogsaa det var med at give hin Tids Christiania dets Karakter.

Saa var der den lange Isspærring om Vinteren. Boghandelen stansede ved Juletider ganske op med udenlandsk Til­førsel, og først i April begyndte denne gjerne paa ny. Bjør­viken var fra Juletider dækket af Is, ialfald indtil man i Marts tog sig for at vække de nødvendige Raaker. Fjorden bød navnlig i Januar og Februar en herlig Kjørebane. Bil­ledet af den store Forskjel kunde mangfoldiggjøres ved talrige Exempler. Det anførte maa være nok.

For Ungdommen var imidlertid Tilstanden meget tiltrækkende.

pipervikenFjorden med Bjørviken og Piperviken var som en eneste stor Skøitebane med den blankeste Is. Naar Isen blev skaaret op, var det en stor Fornøielse at seile paa Isflag langs Bryggerne, og fra den nærliggende Kathedralskole foregik der da hvert Friminut en Guttevandring derned. Hvad der frem­deles kan vække Forbauselse, er kun det, at ingen af de ungdommelige Seilere udsatte sig for at drukne, knapt nok for at falde i Vandet.

Naar saa Skibsfarten aabnedes, blev dette en ny Kilde til Glæde paa Bryggerne. Gutterne havde Venner paa alle Skuder og laa halve Dage i Riggen. Der var en Skonnert, Hanna Christensen af Soon, som gik i regelmæssig Fragtfart paa Holland. Hver Gang den kom med sin Osteladning, kom vi Gutter derned og hjalp til. Ikke sjelden kom Belønningen i Form af en liden Frokost i Kapteinens kose­lige Kahyt, med deilig hollandsk Ost.

Saa var der den blaamalede Bark Alma, der seilede paa Vestindien; den bragte herlige Sukkerladninger, ligesom Bomuld. Endnu kom hol­landske Koffer paa Bjørviken, hvor de var med om at bringe Liv. Udenfor Ruteskibene kom der yderst faa Dampere. Men det var en Høitid, naar Kystbaadene dampede ind melIem Hovedøen og Akershus, eller naar Nordkap og Christi­ania, senere Viken kom op Fjorden fra Kjøbenhavn eller Kiel. Selv Ankomsten af de mindre Baade som de fra Fredrikshald hilsedes med Glæde. De bragte jo alle forøget Liv paa Bjørviken.

Christiania var ikke den samme By, som den er nu. Men ialfald for Ungdom med Livslyst bød den mange Be­tingelser for at nyde Tilværelsen.

 

 

 

 

Skriv inn søkeord..