– som fra 3. mai 1858 var sogneprest til Bolsø; dette er en gripende historie om/et livsbillede av skoleholder og kirkesanger Jakob Andersen Ulleland på Bolsø ved Molde og som fortjener å fortelles videre; beretningen her er fra Illustreret Nyhedsblad fra 22de Februar 1863, men slik det står i sogneprest Schjelderups biografiske opptegnelser i Norsk Forfatter-Lexikon, ble artikkelen «optrykt i flere norske og danske Blade, saaledes i dansk «Illustreret Tidende», samt oversat paa tysk». Her i Norge kjenner vi den fra «Almuevennen» av «Løverdag den 9de Mai 1863. Les forøvrig mer om sogneprest Peter V. Schjelderup, da dette må ha vært en meget god mann og prest;
– se også oppføringen knyttet til Jakob Andersen Ullelands og hans sønn Tosten Jacobsen Ullelands bortgang som innlagte ved Reknæs Pleiestiftelse ved Molde her :
– men her altså første utgivelsen om Jakob Ulleland i «Illustreret Nyhedsblad» for 22. februar 1863 :
Jakob Andersen Ulleland, forhenværende Skolelærer i Bolsø i Romsdalen og nu nylig ved Døden afgangen paa Reknæs Pleiestiftelse, var unægtelig en mærkelig Personlighed, — om end ikke i den Betydning, hvori dette Ord almindelig tages, saa dog paa sin Viis og i sit Slags.
Han indtog ingen fremragende Plads i Samfundet, udmærkede sig hverken ved Kundskaber eller store Evner, gjorde hverken nogen Opdagelse eller Opfindelse, havde intet Talent i nogen Retning, der kunde gjøre ham bemærket og drage Folks Øine paa ham; ubemærket og ydmyg vandrede han sin stille, tunge Vei gjennem Livet.
Men i Gudsfrygt og Nøisomhed, i Taalmodighed og Stræbsomhed, i from Resignation under Kaar og Forholde, der kunde synes fast fortvivlede og uudholdelige, deri stod han høit; hvad angaar disse Egenskaber har jeg neppe kjendt hans Mage, og er det med Hensyn dertil , at jeg anseer ham for en saavidt mærkelig Mand, at det maaske burde have nogen Interesse for dette Blads Læsere at faae høre nogle Træk af hans Liv.
Født af meget fattige Forældre, tidlig vant til allehaande Savn og Nød, blev ogsaa den yderligste Armod hans stadige Følgesvend hele Livet igjennem.
I en ganske ung Alder maatte han forlade det fattige Fædrenehjem og ud blandt Fremmede at tjene for sit Brød.
Som sædvanligt i denne Egn, blev det hans Lod hele Sommeren igjennem som Jæter at følge Kvæget gjennem Skov og Mark, gjennem Myr og Ur i et Strøg, som selv her paa disse Kanter ansees for mere end almindelig vildsomt og besværligt.
Han sled meget ondt i disse Aar. Ussel Beklædning, ussel, mager, vel ofte endog utilstrækkelig Kost. Træt og sulten, vaad og forfrossen var han vel saa mangen Gang, naar han maatte følge Smaafæet paa de vildsomme Veie.
Herved nedlagdes nok allerede tidlig Spiren til den sørgelige og frygtelige Sygdom, som senere forvoldte ham saa store Lidelser og omsider endte hans Dage.
Skjønt fulde af Savn og Møie, vare de imidlertid ikke saa ganske uden Gavn og Udbytte for ham disse hans Jæterdage. Tidlig havde han lært i al Eenfolighed at elske Gud og hans Ord og derfor var «Boka» hans stadige Ledsager paa disse hans Vandringer; og flittigen blev den brugt, naar Veir og andre Omstændigheder tillode det.
Saaledes opnaaede han tiltrods for Skolens mislige Forfatning i de Dage, og uagtet han vel ogsaa, som tjenende hos Fremmede, kun sjelden fik Lov til at søge samme, dog ved egen Flid at blive en mere end almindelig flink og oplyst Konfirmand. Senere hen efter sin Konfirmation fik han lidt Veiledning af en velbegavet og for den Tid at være vel oplyst omgaaende Skoleholder, og saa opnaaede han da omsider sit inderlige, i lang Tid nærede Ønske, selv at blive Skolelærer.
Men den Stilling, han fik, var just ikke meget glimrende. Et afsides og uveisomt, fattigt og uoplyst Distrikt var det, hvori Jakob nu kom til at vandre om fra Gaard til Gaard med hele «Skoleinventariet» i en Kasse paa Ryggen.
I et saadant Distrikt var det nu dengang ogsaa heel maadelig bevendt med den Forpleining og Bekvemmelighed, som blev en stakkels Skolelærer tildeel.
Vilde man nutildags i en af Landets mere begunstigede Egne byde en Tjenestedreng saadant Traktemente — han vilde ikke blive en eneste Dag. Og Lønnen for dette møisommelige sure Stræv var 3 til 4 Ort for hver Uge, i hvilken der holdtes Skole.
Men ikkedestomindre : Jakob elskede sit Kald og han elskede de Smaa, som igjen elskede ham af ganske Hjerte.
Selv levende gjennemtrængt af Kjærlighed til Guds Ord, vidste han ogsaa at bibringe de Smaa denne Kjærlighed, og saaledes gik det da til, at han med sine smaa og indskrænkede Kundskaber og uden at have egentlig gode Evner dog var en virkelig baade dygtig og meget heldig Lærer i Christendomskundskab.
Han havde bygslet en Huusmandsplads, men en liden, ussel og skrind Plads var det og beliggende i en Afkrog af Bygden.
Han giftede sig, og skjønt han fik en meget brav og stræbsom Koner, blev nok Smalhans meget tidlig Kok i hans Huus. Thi Pladsens Afkastning var kun yderst ringe; hans Løn som Lærer var jo ogsaa saa liden og til Arbeidsfortjeneste forøvrigt var der ikke stor Anledning i den Egn, han boede.
I Gjæld var han kommen ved at bygsle Pladsen og Familien blev snart talrig nok. Thi ogsaa her, som saa ofte, kom Rigdommen paa Gods og Rigdommen paa Børn til at staae i omvendt Forhold til hinanden. Hans Kone fødte ham foruden flere andre Børn ikke mindre end trende Gange Tvillinger. Men flere af disse Børn døde rigtignok i en tidlig Alder. Thi en saa talrig Børneflok kunde jo umulig trives og voxe op i et saa yderlig fattigt Huus.
Hverken forsømte hverken Fader eller Moder de Smaa, men det kan dog ikke være anderledes, end at selv den ubetydeligste Børnesygdom, som ellers saa let viger for hensigtsmæssig Behandling, Lægemidler og god Næring, ofte kan blive fatal og dødelig der, hvor Intet af alt dette kan skaffes tilveie.
Jakob maatte anstrænge sig til det Yderste for at tilveiebringe blot det Allernødvendigste til Ophold for sig og Sine. Han skyede i saa Henseende ingen Møie, han greb med Begjærlighed enhver, om end nok saa ringe Anledning til Fortjeneste.
Saaledes havde han af Naturen en god og stærk Sangstemme. Denne blev ham en liden Indtægtskilde. Thi det traf sig saa, at ingen af de da ansatte Kirkesangere ved Præstegjeldets tvende Kirker selv kunde synge; de maatte saaledes leie en Mand for sig til at anføre Sangen i Kirken. Og denne Mand blev nu Jakob. Han skulde da have en ort for hver Gang han sang.
Hans Bolig var beliggene 1 1/2 Miil fra Hovedkirken og 1/2 Miil fra Annexkirken; til begge Vandvei.
Hans Kirkereiser navnlig de til Hovedkirken, hvorhen han vel sjelden kunde faae Nogen med til Hjælp ved Roningen, maatte saaledes blive besværlige nok især om Vinteren.
Vi ville engang i Tankerne følge Jakob paa en af disse hans Vinterreiser. Først ville vi nu huske paa, at han har arbeidet strengt hele Ugen igjennem enten i Skolen eller med Tungarbeide i Skov og Mark.
Saa kommer da «Hviledagen».
Lad os nu see i hvilken Forstand den bliver «Hviledag» for ham. Tidlig, meget tidlig om Morgenen maa han være paafærde; thi Veien er lang. Høist tarvelige ere de Fødemidler, hvormed han kan styrke sig til det her forestaaende Dagværk. Sild og Fladbrød, nogle kolde Poteter fra den foregaaende Dag og kommer det høist en Skaal opvarmet Melk.
Saa vandrer han da afsted i Mulm og Mørke, maaskee vadende i et Par Alen dyb Snee, for at naae ned til Stranden, hvor hans lille Baad ligger fortøiet. Og saa afsted alene udover den ofte urolige og veirharde Fjord; ofte har han stærk Vind og Strøm og høie Bølger at kjæmpe imod; 4 á 5 Timer gaae ofte med under de haardeste Anstrængelser, inden han naar ud til Øen, hvor Hovedkirken er beliggende.
Han er da drivvaad af Sved; har det desuden regnet eller sneet, saa er der vel neppe en tør Traad paa hele hans Krop. Noget med til Ombytte har han ikke; hans Garderobe reducerer sig gjerne til, hvad han staar og gaar i.
Og saa maa han da i denne Forfatning lige op i den kolde Kirke. Der tilbringer han nu flere Timer og med Anstrængelse af sine Lungers hele Kraft synger han de ofte saa lange og usyngelige Kingos Psalmer.
Naar han da forfrossen og forkommen forlader Kirken, hvor lykkelig føler han sig ikke da, naar en eller anden medlidende Sjæl, t. Ex. en af Konerne paa de ved Kirken liggende Gaarde, beder ham ind med sig og vederkvæger ham med en Kop varm Kaffe eller Melk, forinden han atter tager fat paa den lange, lange Hjemtour.
Ud paa Aftenen, ligeledes i Mulm og Mørke kommer han da træt og udaset tilbage til sit fattige Hjem, hvor de Forfriskninger, der vente ham efter en saa møisommelig Dag, omtrentlig ere af samme Beskaffenhed, som de, hvormed han om Morgenen kunde styrke sig til Udfarten.
Saaledes har da stakkels Jakob tilbragt sin «Hviledag»; saaledes er han bleven styrket og udhvilt til næste Dags Morgen tidlig at tage fat paa Ugens besværlige Gjerning !
Og husker du nu kjære Læser, hvormeget denne paa en saa anstrængende Maade tilbragte Hviledag har indbragt ham ? Jo det var jo 1 – siger og skriver een – Ort eller 24 Skilling !!
Det er kun en Selvfølge, at han paa disse fortvivlede Kirkereiser oftere var i stor Forlegenhed, et Par Gange endog i aabenbar Livsfare.
Værst var det engang en meget kold Vinterdag. Det var Meeniis i Fjorden og paa grund deraf kom han paa Hjemreisen i stor Nød. Mørket faldt paa og han blev omsider siddende ganske fast i Isen og var i yderste Fare for at omkomme. Dog kom han løs og naaede lykkelig landet omtrent en halv Miils Vei fra sit Hjem.
Her bragte han daa saavidt mulig sin Baad i Sikkerhed og fortsatte Veien tilfods.
Men Strandbredden var brat, klippefuld og fuldkommen uveisom. Sneen laa høi, Storm med tykt Sneefog kom paa. Flere Gange var han paa Vei til at segne om af Træthed og Udmattelse, og var det virkelig et Guds Under, at han ikke omkom i hiin skrækkelige Nat.
Omsider naaede han dog sit Hjem langt ud paa Natten. Men dette var dog formeget, selv for en Mand, der var saa hærdet som Jakob, saa vant ligefra Barndommen af til at lide ondt. Han faldt nu i en langvarig og smertefuld Sygdom og maatte fra den Tid af ganske frasige sig Kirkesangen ved den fjerne Hovedkirke.
Hans mere og mere nedbrudte Helbred nødte ham omsider til ogsaa at tage sin Afsked som Skolelærer, og fik han paa Grund af lang og tro Tjeneste en liden Pension, saavidt jeg erindrer 12 Spd. aarlig.
Men som Forsanger i Annexkirken vedblev han fremdeles at fungere; her kunde han ogsaa i Regelen gjøre Regning paa at faae Følge med paa Baad med andre Kirkereisende fra de nærmeste Gaarde.
Det var i denne hans Stilling som pensioneret Skolelærer og Forsanger i Annexet Kirke, at jeg gjorde hans Bekjendtskab, da jeg for nogle Aar tilbage blev kaldet til Stedets Præst (1858/red.).
Jeg blev strax opmærksom paa ham paa Grund af den sjeldne og virkelig rørende Inderlighed, hvormed han sang Psalmerne og fremsagde Bønnerne i Chordøren, den spændte Opmærksomhed og synlige Glæde, hvormed han stedse fulgte Ordets Forkyndelse samt overhovedet paa Grund af hans trohjertige, simple og eenfoldige Væsen.
Aldrig har jeg havt nogen Tilhører, der med saadan Hjertelighed og Inderlighed har takket mig for hver Prædiken, hver Bibellæsning, han havde Anledning til at overvære, som gamle Jakob Ulleland.
Og hos ham var det saa klart, at der hverken var Affektation med i Spillet eller Lyst til at indsmigre sig hos sin Præst; nei det var hans Hjertes Eenfold, hans barnlige Fromhed, som bragte ham til at finde ethvert Ord, der udgik af hans Sjælesorgers Mund, saa «godt og velsignet».
Og derfor forsømte han heller ingensinde Gudstjenesten uden i allerhøieste Nød. Flere Gange kom han, naar vi mindst havde ventet ham.
Engang var Fjorden derinde Nat til Søndag bleven belagt med et tyndt Iisdække. Ja idag kan da gamle Jakob umulig komme freem, tænkte jeg paa min Reise til Kirken. Men den, der modtog mig ved Kirkeporten var saamænd Jakob Ulleland. Paa mit forundrede Spørgsmaal om, hvem der idag havde hjulpet ham over Fjorden, svarede han nok saa fornøiet, at han havde fundet paa at gaae over den svage Iis paa et Par meget lange og brede Ski.
— Skjønt han fremdeles levede i den alleryderligste Armod, saa at der oftere var formelig Nød i hans Huus, Mangel paa Livets første Fornødenheder, og skjønt den gruelige Sygdom, hvis Offer han omsider blev, greb alt mere og mere om sig og paaførte ham alt større og større Smerter og Lidelser, saa veed jeg dog aldrig, at jeg hørte nogen Klage fra hans Mund.
Han var tverimod stedse, naar jeg saa ham, freidig og munter.
«Gud skee Lov for alle Ting«, saa lød hans stadige Omkvæd; dette Ord førte han idelig i Munden, men paa en Maade og i en Tone, som visste, at det hos ham ikke var noget blot Mundsveir, men et Ord, som virkelig kom fra Hjertet.
Om sin sørgelige Stilling talte han aldrig, uden naar han udtrykkelig blev udspurgt desangaaende.
Daa jeg engang spurgte ham, om det ikke ofte kunde være endnu værre for ham før, da han fik de mange smaa Børn, svarede han : «Jo vistnok og især eengang; da var det virkelig saa tungt for mig, at jeg ligesom Hjob (Job/red.) blev fristet til i Utaalmodighed at gaae i Rette med Herren».
Hans Kone ventede sin Nedkomst; omtrent til samme Tid skulde den eneste Ko kalve og dette var da et saare heldigt Sammentræf; thi nu kunde der jo blive Raad til lidt frisk Melk baade for Moder og Barn.
Nu vel : med Konen gik Alt godt og vel; hun nedkom med Tvillinger, begge sunde og velskabte. Men saa godt gik det ikke med Koen – den styrtede. «Det var ret det tungeste Øieblik i mit Liv» sagde han, «da jeg efter at have trukket den døde Ko ud af Fjøset, kom ind i Stuen og fik see min stakkels Kone ligge der bleg og udtæret, smægtende efter en styrkende Lædskedrik og med de to smaa hungrige Orme, en ved hvert Bryst».
Jakob Ulleland fandt, som allerede før antydet, sin største Glæde i at besøge Guds Huus og stor Priis satte han derhos paa sin Funktion som Forsanger.
Men hans ulykkelige Sygdom, hvis ødelæggende Virkninger traadte alt mere og mere synlig frem, gjorde ham ogsaa alt mere og mere uskikket til dette Hverv.
Hans før saa stærke og klare Stemme blev hæs og ureen, hans Ansigt og hele Udseende blev frastødende og modbydeligt for dem, som ikke kjendte ham.
Den simple og fordringsløse Landsmenighed, i hvis Kirke han sang, havde vel gjerne taalt ham længere; thi de kjendte ham Alle og Alle havde saameget tilovers for ham og vare desuden nu gjennem en lang Aarrække blevne saa vante til at synge under hans Ledelse.
Men den Kirke, hvorom her tales, blev paa Grund af sin baade skjønne og bekvemme Beliggenhed jevnlig besøgt af Fremmede baade fra By og Land. Og for disses Skyld gik det ikke ret vel længere at lade en synlig spedalsk Mand staae frem og anføre Kirkesangen.
Men det var mig ret en tung Dag den Dag, da jeg endelig maatte tage Bladet fra Munden og paa en god Maade sige ham, at det nu ikke længere gik an, at han anførte Kirkesangen. Vistnok havde jeg faaet ordnet det saa, at han fremdeles fik beholde den ubetydelige Godtgjørelse, han fik for denne sin Tjeneste, saa at han ikke ved denne Forandring led nogetsomhelst Tab i økonomisk Henseende.
Men alligevel var det ham et tungt Slag; det saarede ham paa det føleligste at mærke, at han ikke længere saa saadan ud, at han kunde faae vedblive at være Forsanger. Thi før den Tid havde han, som det syntes, ikke havt den fjerneste Anelse om, at hans Udseende kunde støde eller forarge Nogen.
Imidlertid vedblev han fremdeles saa længe han dertil var istand at besøge sin kjære Kirke, hver Gang Gudstjeneste der avholdtes, men nu søgte han en ydmyg Plads nederst nede ved Døren og fra den Tid var det ikke ret ofte, at jeg fik tale med ham.
Nogen Tid derefter tog ogsaa hans Sygdom saadan Overhaand, at han ikke mere kunde komme ud og neppe forlade Sengen. Men saa var netop det nye Reknæs Hospital bleven færdigt, og blandt de første, som der optoges, var Jakob Ulleland.
Jeg var saa glad paa hans Vegne derover og haabede nu sikkert, at han selv skulde blive saa inderlig taknemlig og hjertensglad ved at faae ombytte sin mørke, trange Hytte med en af Hospitalets lyse, rommelige Sale, sin usle, utilstrækkelige Næring og Pleie i det fattige Hjem med den særdeles gode Kost og Forpleining, som bliver Hospitalslemmerne tildeel, sit Slid og Slæb for Føde og Klæder til sig og Sine med Ro og Hvile paa sine gamle Dage.
Men i dette mit Haab blev jeg skuffet. Jakob var sig ikke selv lig fra den Dag, han indkom paa Hospitalet. Det syntes, som om han lige fra den første Dag bittert savnede sine tilvante Forhold, i hvor usle og elendige de end vare; han savnede sin kjære Familie, han savnede vel fremfor Alt — sin Frihed.
Der var kommen over ham en Tungsindigheds og Mismods Aand, som slet ikke mere vilde forlade ham, og det uagtet al den Deeltagelse og Kjærlighed, hvormed han blev behandlet baade af Stiftelsens Forstander og Præst og vist ogsaa, af alle Andre, med hvem han der kom i Berørelse.
Det gik derfor ogsaa nu raskt nedad Bakke med ham og i afvigte Aar (1862/red.) blev han udløst af sit jordiske Elende ved en rolig og, som jeg vist vil haabe, salig Død.
Fred være med ham !
_____________________________
Og hvorfor, kjære Læser, hvorfor har jeg nu vel dristet mig til at byde dig denne lille simple og fordringsløse Skildring af en saa ringe og ubetydelig Mand, som Jakob Ulleland ?
Mon for hans Skyld, for at vække din Deeltagelse for ham ? Visselig ikke !
Han er nu der, hvor din Deeltagelse kun lidet kan gjøre han fra eller til, hvor han ikke trænger hverken til din Hjælp eller Trøst.
Eller er det maaske af Hensyn til hans fattige Efterladte, at du maaske skal vise din Deeltagelse for deres bortgagne, trofaste Forsørger ved at sende dem en liden Kjærligheds Gave ? Nei heller ikke !
Hans nu gamle, skrøbelige og udlevede Enke er naadigst bleven tilstaaet en liden Pension, som vil sikre hende fra at lide egentlig Nød i den lille Rest af Dage, hun kan have tilbage; et Par af Børnene, som synes at have modtaget Faderens Sygdom i sørgelig Arv, ville vel ogsaa i sin Tid blive optagne paa Pleiestiftelsen og der frit forpleiede; de øvrige ere friske og kunne tjene for sit Brød.
Men det er for din egen Skyld, kjære Læser, at jeg har nedskrevet dette. Ingen af dette Blads Læsere er vel paa meget langt nær saa uykkelig i ydre Henseende, saa stedmoderlig behandlet af Skjæbnen, en saadan Korsdrager, som stakkels Jakob Ulleland.
Men mangen Ener vistnok langt mere utilfreds og misfornøiet og saaledes i Virkeligheden langt mere ulykkelig, end han var.
Skulde du derfor, kjære Læser, i hvo du end er, en eller anden Gang synes, at Verden dog gik dig altfor meget imod, at Byrden blev dig altfor tung, at du kunde have Grund til at beklage dig baade over Gud og Mennesker — saa tænk paa Jakob Ulleland og lær af ham at sige : «Gud skee Lov for alle Ting !»