nekrolog over aksel (axel) andreas steen : av erik vullum

– i avisen “Verdens Gang” for “Mandag 7. Oktober 1889”; den kjente og avholdte avis-utgiver Aksel Andreas Steen i Kristianssand gikk bort bare 49 år gammel; les den unge Erik Vullums fine nekrolog over og beskrivelse av Steen her :

 

Aksel Steen.

“En god Student”. Saaledes falder det os i Pennen, da alle Indtryk og Erindringer pludselig vælles igjen ved et uventet Telegram om, at Redaktør af “Kristianssands Stiftsavis” Aksel Andreas Steen Nat til igaar er afgaaet ved Døden.

Han er ikke af dem, som saa mange kjender; men saa har han til Gjengjæld desto inderligere knyttet til dem, som haver havt den Glæde at mødes med ham og lære ham at kjende.

Hans Livsbane var meget enkel. Født 1840 blev han juridisk Kandidat 1867, flyttede saa hjem til Kristianssand, hvor han overtog Redaktionen af det Blad, hans Far havde været Udgiver og Trykker af, og som han siden arvede efter sin gamle Mor.

Saa overgav han senere Redaktionen til Stortingsmand for Kristianssand Løvland og blev Udgiver og Faktor i sin egen Avis.

Men bag disse tarvelige Spærrer ligger der dog et karakteristisk Liv. Kristian Elster vilde kunne skrevet en Samfundskildring paa Aksel Steen, lige historisk værdifuld som “Farlige Folk”.

Sildig født Søn af en af disse Kærneslægter i den haugianske Bevægelse, som gjennem mangehaande Forbindelser strakte sig til at øve en Virksomhed saavel i den fri Presse som paa alle Felter af vor begyndende Industri, frigjorde han sig aldrig helt fra det tvungne og tilbagetrukne, som disse Familiers snevre, men stolte Husherredømme omspændte de Yngre med.

Men saa mistede han heller aldrig den inderlige Følelse af sin Forpligtelse til at være trofast mod de Samfundsbestræbelser, af hvilke Haugianismen var baaret frem og hans Slægt baaret op.

Jaabækianismen var i sin største livsfriske Opkomst omkring 1870 i saa mangt og meget kun en gjentagen Fordring om, hvad Haugianerne gjerne vilde, men kviede sig for helt at komme frem med. Ellers havde Jaabækianismen aldrig faaet den Magt. Den Akademiker, — det var Udtrykket dengang — som vovede at støtte eller dække den, blev halvt lyst Utlæg. Aksel Steen var en af de saare faa, og mange andre end Christopher Bruun var der heller ikke den Gang.

Beskeden og hensynsfuld, som han var, havde han den skjønne Egenskab ikke at kunne svigte. Den viste han ogsaa efter Mistillidsadressen i 1872, da Protestrien gik over alle Smaabyer, og da alle gode Borgere skulde staa Vagt om det konservative Ministerium. Men de, som dengang afbrød Hilseforholdet til ham — for en Uge eller to, vil nu være med at følge ham til Graven som en af de ærligste, de har kjendt.

Trofast, men aldrig Yderliggaaende kviede han sig længe for at opgive Haabet paa, at Oftedalismen skulde blive den gamle Haugianisme i en gjenfødt Form. Men han opgav det ærligt, da Kjendsgjerningen forelaa der. Ikke alle har handlet som han.

Han begyndte at studere Teologi, som jo næsten alle af de læge Haugianeres Sønner var bestemt til. Men han opgav det og kastede sig over paa det juridiske Studium uden dog nogensinde at benytte sin Embedseksamen.

Aksel Steen elskede at være Student. Der havde han sit Livs saa glædelige Befrielse, at han ogsaa blev bundet i den. Studenterdagene var hans Livs rene Lykke, de stod for ham som en Erindring mere, end de var bleven en Magt i ham. De var hans Livs Befrielse. Han kunde ikke tænke sig nogen Forandring i Forholdene som de havde været i hans Tid.

Hele den reale Undervisning ved Universitetet blev ham fremmed. I Studentersamfundet sluttede han sig til de Dages liberale Bevægelser. Dengang var endnu Sangen en Magt. Og til hans Minde være det sagt, at i det Lys han havde seet Studenterlivet og levet det med, saa og haabede han paa folkelige Bevægelser, som de fleste af hans akademiske Standsbrødre fordømte.

Men han selv fik Ret, Trofasthedens og Noblessens Ret.

Det sidste, vi har seet fra ham, var, at han som Formand for den Fest, Kristianssand gav for Parisersangerne, udbragte Skaalen for den gamle Sanglærer Behrens’ Eftermand. Det var det første Studenterstevne, som ikke Behrens førte an, og der var en dyb Inderlighed baade i Farvellet til den gamle og Ønsket for den nye. Men paa faa Mennesker har ogsaa det Digt af Bjørnson passet bedre, end det Aksel Steen saa ofte sad og nynnede for sig selv ved Klaver :

“Den Magt, som gav mig min lille Sang,

har gjort, at Livsdagens Sorg og Glæde

er faldt livsaligt som Sol og Væde

paa Sjælens bølgende Foraarstrang”

Og i Foraarstrang døde han under tidligt graa Haar, men med det samme lyse Digt i sine trofaste Øjne, denne ærlige Søn af et strengt og alvorligt Hjem.

Han var ikke gift. Han var sine Venners Ven og ingens Uven. Uegennyttig og hjælpsom, en af disse ukjendte, som dog i sin Kreds og fra den videre udover Landet virket nok saa meget, som mange Navne, om hvilke der hvirvles politisk Støv op et Døgn eller to.

Han var norsk Student og Folkets Søn.

Skriv inn søkeord..