– i «Ny luthersk Kirketidende» – «No. 8 Den 17de April 1879» – og avslutning fra artikkelen i forrige No. 7; forfatter er G-g; fra sidene 122- 124 :
Religionsfrihed og kirkeligt Arbeide. (Kjendsgjerninger fra Amerika).
(Slutning fra No. 7).
Det første, som præger det kirkelige Arbeide under Religionsfrihedens Indflydelse, er først og fremst Frivilligheden. Menighederne dannes af dem, som frivilligt paatager sig alle de Byrder og Udgifter, som følger med at deltage i det kirkelige Arbeide. Og det faar ingen tænke, at det kan ikke være saameget.
– 123 –
Det er saameget, at dersom det skulde paalægges ved nogen anden Lov end Frivillighedens, saa vilde det synes forfærdeligt. Jeg er godt kjendt paa et Sted, hvor den norske Menighed er liden, fordi der er faa Nordmænd paa Stedet; Menigheden bestaar af sædvanlige Grubearbeidere, der arbeider for en rimelig Dagløn. Disse betaler sine 12 Daler om Aaret hver til Præsteløn. Dertil kommer de andre kirkelige Udgifter.
Kunde vel nogensinde nogen Statslov paalægge en saadan Skat paa Statskirkemedlemmer ? Vilde det ikke straks af alle erkjendes som en fuldkommen Umulighed ? Men dersom Byrderne er saa store, saa faar Villigheden til at bære dem sandelig nogen Betydning; og for mange koster det ikke saa liden Overvindelse at tage dem paa sig. Der er allerede straks en Opfordring til at vælge i denne Sag.
De ligegyldigste vælger naturligvis at være uden de kirkelige Byrder, og Menigheden faar altsaa straks Merket af et Udvalg. Men det er ikke alt. Det er endnu større Opfordring til at betænke Sagen, naar de, som f. Eks. fra Hjemmet har været kjendte og fortrolige, har hver sin Mening i dette Stykke. Naar den ene Nabo vælger at gaa ind i en Menighed, den anden «staar udenfor»; naar den ene Broder «gaar ind», den anden slaar Vrag paa alt kirkeligt. Det volder ofte en langt større Spænding og en meget grundigere Eftertanke.
Der skal ikke saalidet til for at gjøre anderledes end «de andre». Der maa ofte en tilkjæmpet Beslutning til, for at en Mand skal gaa ind i Menigheden. Har nu Menigheden saaledes samlet sig af frivillige Medlemmer, saa har den dernæst under Religionsfrihedens Indflydelse nødvendigvis i større eller mindre Grad Selvstyre. Thi de, som frivilligt er samlede, de kan ikke i noget Tilfælde holdes sammen uden ved den samme Frivillighed.
Og vel kan der ofte i den katholske Kirkes Spor udtænkes og anvendes moralske Tvangsmidler, som ofte er meget mere tyranniske end Statskirkens borgerlige Straffe; men det staar dog fast, at der altid er den Udvei aaben at forlade Menigheden igjen, om det end er vanskeligt nok. Derfor er altid den hele Menighed paa en eller anden Maade delagtig i Styrelsen af sine egne Anliggender, og kun hvad der kan udrettes ad Frivillighedens Vei, bliver det muligt at udrette. Men heri ligger en ny Drivfjeder til kraftig Handling. Thi Menighedens Væsen kræver, at den søger at drage altid flere til sig, og jo mere den er bleven til paa Grundlag af frivillig Tilslutning og indre Trang, desto mere vil alle dens Medlemmer være gjennemtrængte af Menighedens Kald, og desto sterkere vil Arbeidet for Selvopholdelsen og Væksten blive.
Men der er ingen fri Menighed i et frit Land, som kan bestaa, hvor der ikke er noget Salt i den. Thi hvo vil gjøre de store
– 124 –
Offere for Kirke og Præst og Samfund, om ikke han har noget aandeligt Vederlag derfor ?
Og dersom Menigheden var fuldkommen lig Verden, hvem vilde da gaa ind i en Menighed for at finde de samme Forhold, som han finder i Verdenslivet og i Staten ?
Derfor fører Religionsfriheden det nødvendigt med sig, at saltløse Menigheder gaar under og opløses, kun de, som har noget Alvor, er det end kun svagt og mat, kan bestaa. De, som bestaar, er derfor alle ivrige for ved kristeligt Arbeide og omhyggelig Tugt at bevare Salt i sig.
Om man derfor tager det jammerligste amerikanske Kirkesamfund og stiller det ved Siden af en Statskirke, saa finder man dog en betydelig Forskjel. Den frie Menighed maa, for at kunne eksistere, ialfald bevare en uplettet Vandel, saavidt muligt i alle sine Medlemmer. Det er rigtigt her ogsaa at berøre Spændingen mellem de forskjellige Bekjendelser. Det har vist sine store Farer og ofte fremkalder det Partisind, men dog langt mindre, end nogen paa Forhaand vilde tro.
Men det har ogsaa sine gode Sider. Der er en Kritik i dette Forhold, som den enevældige Statskirke, som har bragt Kritiken til at tie med Sværdet, ganske unddrager sig. Og er det ikke indlysende for enhver, at dette baade maa føre til større Tænksomhed hos de forskjellige Kirkemedlemmer og til en langt større Agtpaagivenhed med sig selv ?
Og farlig som denne Stilling er, saa er den dog tillige en kraftig Tilskyndelse baade til Selvprøvelse og til redeligt Arbeide, om den ellers optages i den rette Aand. Det vilde være en stor Misforstaaelse, om imidlertid nogen vilde tro, at det er vor Mening at forsvare Religionsfriheden dermed, at den har gode Virkninger paa det kirkelige Arbeide. Religionsfriheden har en høiere Ret end Hensigtsmæssighedens og Gavnlighedens. Vi har kun ønsket at meddele nogle saa Træk af dens Virkning i dette Land.
Men vi tillægger, at i samme Maal, som Religionsfriheden gjør det kirkelige Arbeide kraftigt, i samme Maal gjør den det ogsaa besværligt. Og dersom nogen spørger efter, hvad der er mageligt og bekvemt, saa maa han lade være at spørge efter, hvad der er Ret. Og efterhvert som man kommer længere og længere ind paa det «hensigtsmæssige», saa kommer man gjerne længere bort fra det kristelige. Den kristne Menighed kræver Religionsfrihed, fordi det er Ret, og den unddrager sig ikke Religionsfriheden, fordi den er besværlig.
Men for selve Kristendommen og dens Lod at være Salt i Verden er ofte det besværligste tillige det i fuldeste Forstand gavnligste.
G-g.