– og som er hentet fra pastor Fibigers bok «Hans Nielsen Hauge i Danmark», utgitt i Kjøbenhavn i 1924; Fibiger, født nær Århus på Jylland i 1868 og især fra tidlig inn i det nye århundret en etterhvert svært kjent prest og forkynner i Danmark, men også ellers i Skandinavia.
Han skriver her i sin bok på sidene 5 -7 betegnende om bevaring av minner fra svundne dager og hvor vanskelig dette synes å være :
«I blandt Guds Riges Forkæmpere i den nyere Tid er der vel kun faa, og i hvert Fald sikkert ingen blandt det troende Lægfolk, som kan sidestilles med hin “enfoldige Bondegut”, som han kalder sig selv, Hans Nielsen Hauge, hvis Minde igen i Aar er bleven opfrisket for os i Anledning af 100-Aarsdagen for hans Død d. 29. Marts 1824.
Dette har ogsaa været den ydre Anledning til, at nærværende lille Skrift fremkommer.
Kærligheden til Hauge har været der i mange Aar, og da Interessen for ham var bleven vakt paany ved Jakob B. Bulls friske og gribende Skildring af ham, forsøgte jeg i 1910 ved en Opfordring i “Kristeligt Dagblad” af 16. Febr. at fremskaffe Vidnesbyrd og Oplysninger om Virkningen af hans Besøg her i vort Fædreland.
Redaktionen støttede denne Opfordring ved en Artikel af 1. Marts s. A., der slutter saaledes : “Interessant vilde det være at faa opklaret, om der i privat Eje skulde være Minder og Dokumenter, der kunde kaste lidt Lys over Hauges Betydning for dansk Kristenliv i det 19. Aarhundredes Begyndelse”.
Der kom ogsaa adskillige Svar paa denne Henvendelse (bl. a. fra Pastor Spandet, Hjortlund, Pastor Møller, Kærum; Pastor Voldum, Hjembæk; Provst Gøtzsche, Herning;
– 6 –
Pastor Høy, Christiansfeld, Forstander Herskind, Rønde, Pastor Degenkolv, Hornum, Pastor Blauenfeldt, Kjørup, m. fl.), saa Spørgsmaalet viste tydeligt, at Interessen paa dette Punkt var levende; men alle de indløbne Svar kunde desværre kun henvise til allerede trykte Kilder. Kun den gamle Provst Edv. Paludan i Søndbjerg opgav mig Navnet paa en Kvinde, som han formodede (fra sin Præstetid i Idom nu for 45 Aar siden) mulig vidste noget om Hauge fra hans Besøg i Danmark. Jeg skrev straks i Marts 1910 til den paagældende, men fik intet Svar.
Vi er altsaa komne for sent i denne Sag som i saa mange andre paa Grund af, at der er saa uhyre faa, der har historisk Sans. Vi er urolige, forjagede og fremad vendte, bestandig higende efter nyt, og naar man saa endelig en Gang besinder sig og spørger efter de henfarne Tider og Slægter, saa gaar det som her : man har kun nogle faa trykte Meddelelser at holde sig til, medens de, der kunde give det personlige, levende Vidnesbyrd, er borte. De fleste af os har oplevet noget lignende i Forholdet overfor vore egne Forældre.
Et typisk Eksempel paa denne Mangel paa historisk Sans og utrolige Overfladiskhed har vi — i Parentes bemærket — i Spørgsmaalet om Salmedigteren Biskop H. A. Brorsons Grav i Ribe Domkirke. Brorson døde kun to Menneskealdre før H. N. Hauge (1764) ; men ikke desto mindre ved (vet/red.) den Dag i Dag ingen, hvor han er begravet. At han blev begravet i Domkirken, ved man; men hvor ? Ja, det var der ingen, der tænkte paa at markere, — ik, det vidste jo da alle i Ribe, ikke sandt ? de havde jo alle været med til Biskoppens Begravelse, saa det var da ingen Nytte til at skrive det op. Men lidt efter lidt døde de, en efter en, og til sidst
– 7 –
døde den sidste, der vidste det, — og nu er der ingen, der ved det.
Saadan er det ogsaa gaaet med H. N. Hauges Besøg i Danmark. De faa, der den Gang virkelig kunde skrive om det, nemlig Præsterne, mente, af gode Grunde, at det var bedst at forbigaa denne Fanatiker og Sværmer i størst mulig Tavshed. Hans Venner i det jævne Lægfolk var sikkert ikke meget skrivende paa den Tid, og — saa manglede den historiske Sans hos dem, han kom i Forbindelse med, som kunde — og burde — have skrevet.
Ingen kan mere end nærværende Udgiver beklage, at Kilderne er saa faa og smaa, ja, man er nærved at maatte gøre Undskyldning for, at man alligevel forsøger at udgive noget om Hauges Besøg i Danmark, fordi det faktisk kun kan blive Suppe paa en Pølsepind; men Personen er alligevel saa stor og Sagen saa betydningsfuld, at det dog maaske kan have sin Interesse. Og i hvert Fald kan man saa faa de faa og spredte Akter fra denne Periode samlede paa ét Sted.
Foruden de positive Oplysninger tilføjes der — efter Forlæggerens Ønske — nogle spredte Meddelelser af forskellige samtidige Præster, hvis Udtalelser om den haugianske Fanatisme er karakteristiske for de paagældende og typiske for Tiden, — samt et Par Artikler i Anledning af 100 Aars-Dagen for H. N. Hauges Død».