– X Bind – s. 96 – 97 :
Larsen (Skræppenborg), Ole Peter Holm, 1802-73, Bonde, Lægprædikant, er født i Hunderup ved Odense 8. Okt. 1802.
Faderen, der var Branddirektør, satte ham i Landmaalerlære, men da Faderen døde, kunde han føje sin Lyst og blive Bonde.
Han tog da Tjeneste hos en Enke i Skræppenborg By (ved Odense), og 19 Aar gammel ægtede han en af hendes Døtre. Familien var, som saa mange den Gang paa Fyn, paavirket fra Christiansfeld, og efter Brødremenighedens Skik blev der kastet Lod om, hvem af Børnene der skulde have Gaarden, og Lodden traf P. L.s Kone.
Han blev tidlig draget ind i den fynske Opvækkelse, som udgik fra P. Madsen i Drigstrup (det rette er Christen Madsen/red.), og da de gudelige Forsamlinger kom i Gang paa Fyn, deltog han i dem med stor Iver; i Følge med P. Madsen eller andre rejste han ogsaa til Jylland for at holde Forsamlinger.
Han blev derfor flere Gange arresteret og mulkteret; men Øvrighedens Optræden var saa usikker og Straffene saa ubetydelige, at Prædikanternes Iver snarere opildnedes end dæmpedes derved.
Ogsaa i sit Hjem holdt han Forsamlinger sammen med A. Larsen (Gamborg), der dog siden blev hans Modstander, da P. L. mere og mere sluttede sig til den grundtvigske Retning. Sin Virksomhed fortsatte han, efter at han havde solgt sin Gaard og kjøbt en anden i Dons ved Kolding. Her byggede han en stor Forsamlingssal, og hans Høstgilder samlede i mange Aar talrige Præster og Lægmænd.
– I Modsætning til saa mange andre af Opvækkelsens Ledere gav han sig ikke af med Politik, undtagen naar det syntes ham, at Fædrelandets største Interesser stode paa Spil.
1864 var han med at indsende en Skrivelse til Regeringen om, at den ikke ved sine Overvejelser om, enten Krigen skulde fortsættes eller ej, maatte tage Hensyn til, hvad Jyderne lede ved den, og efter Fredslutningen vakte han Opsigt ved i Kolding offentlig at tale til Kongen og opfordre ham til at omgive sig med danske Mænd.
Peter Larsen lagde Vægt paa i Klæder og Væsen at blive ved at være Bonde, men han var tillige en dygtig Bonde.
Det smukkeste Træk i hans Liv er den storartede Gavmildhed, han udviste alle Vegne, hvor der udførtes noget, som havde hans Sympathi.
– Efter at hans første Kone var død 1866, giftede han sig atter 1868. Han døde 6. Jan. 1873.
S. Borgen, Til Minde om O. P. H. L. (S.) (1873).
L. Schrøder, O. P. H. L. (1875).
Erslew, Forf. Lex.
K. Vinther, Oplevelser fra Menighedslivet i Kbhvn. og Sydøstsælland S. 55 ff.
L. Koch.


















































