– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»; Haugianismens Tid – Anden Halvdel; 1821 – 1850;
– sidene 645 – 646 :
Betydelig Indflydelse paa det kristelige og kirkelige Liv i Hovedstaden og dens Omegn fik Kontrollør Ole Gulbrandsen («Luthersk Kirketidende» for Lørdag 9. Sept. 1882; fleraarigt personligt Bekjendtskab). Det opgives, at han var født i Nannestad 1817.
Om hans Ungdom vides kun, at han førte en sædelig Vandel og søgte Uddannelse som Underofficer i Artilleriet. Han tilegnede sig under sin Læretid adskillige Kundskaber og Færdigheder, som senere blev ham til stor Nytte.
Ved Midten af Firtiaarene kom han til Vækkelse og Omvendelse og var fra den Tid en sjelden alvorlig og eksemplarisk Kristen, der nød almindelig Agtelse og Tillid. Omkring 1848 begyndte han efter Venners Opfordring at deltage i Opbyggelserne, først sammen med andre mere erfarne Lægmænd og siden alene. Dette fortsatte han med lige til sin Død.
De første 10-15 Aar talte han i private Huse og i «Enerhaugens Samfund», senere hyppigst i Hausmannsgadens Bedehus.
De Møder, han holdt, var næsten altid vel besøgte; ofte talte han for omtrent fuldt Hus. Dette havde væsentlig sin Grund i den eiendommelige Inderlighed og det Alvor, hvormed han klart og alvorlig, rigt belyst med træffende Billeder og Eksempler, fremstillede Omvendelsens Nødvendighed, Troen og Retfærdiggjørelsen i Kristus.
Han eiede en ikke ringe folkelig Veltalenhed og stor kristelig Erfaring.
Under den Strid, som i Midten af Femtiaarene blev vakt ved Pastor G. A. Lammers og hans Venner om Daaben og andre kristelige og kirkelige Spørgsmaal, var O. Gulbrandsen og Olai Skullerud de Lægmænd, som ved sin viselige og bestemte Optræden for en væsentlig Del bidrog til, at saa mange, der var revet med af Bevægclsen, atter sluttede sig til Kirken og dens Guds tjenester.
I et talrigt Møde, hvor man samtalte om kirkelige Emner, rettede Gulbrandsen det Spørgsmaal til Lammers, som ogsaa var tilstede, om denne vilde sige ham, om den Daab, han havde modtaget som Barn, var gyldig og kristelig virkningsfuld i Overensstemmelse med Guds Ord.
Lammers svarede : «Ja». Hermed var Gulbrandsen fornøiet og sagde : «Tak, da er jeg tilfreds», og forlod Forsamlingen. Der gjærede stærkt blandt Arbeids- og Middelklassen i de Dage, og man var ofte samlet til Drøftelser af Tidens brændende Spørgsmaal.
I de færreste Tilfældc var der nogen Prest tilstede i disse Møder og fik Anledning til at øve Indflydelse paa Bevægelsen, da den havde en mere privat Karakter. Det var derfor af stor Betydning,
– 646 –
at Gulbrandsen og andre med Lys i Guds Ord og tillige kjendte af Lammers ‘s Venner som Mænd, hvis hele Liv og Omgjængelse bar Vidnesbyrd om, at de gjerne vilde gjøre sin Faders vilje, tog Del i Samtalerne.
Selvfølgelig formanede de ogsaa til at holde fast ved Børnelærdommen og vort Kirkesamfund, hvor dog Gud, trods al Skrøbelighed, virker kraftig gjennem Ordet og Sakramenterne for at vække og nære det kristelige Liv.
— Blandt de mange, som indtil Gulbrandsens sidste Dage besøgte ham for at modtage Veiledning i aandelige Anliggender, var ogsaa en fra Lammers’s Tid; han havde talt med flere om at træde over til dennes Frimenighed, men ønskede dog først inden sin Udtrædelse at høre den anseede Lægmands Mening. Efter at Manden først udførlig havde fremstillet sit Syn paa Statskirke og Frikirke, sagde Gulbrandsen, at saavidt han kunde forstaa hans Udtalelser om Statskirkens Brøst og Mangler, var det Synden og Vedkommendes onde Hjerte, som voldte Vanskelighederne og var værst at bekjæmpe. Derfor vilde han give ham følgende Raad : Hvis disse to Ting kunde lægges tilbage i Statskirken, saa burde han straks sige den Farvel; men kom de til at følge med over i Frikirken, saa var det bedst, at han betænkte sig vel.
Dette virkede; vedkommende fik en anden Opfatning og levede siden som en oprigtig Kristen i det Kirkesamfund, hvor han var bleven vakt til Liv i Gud (den det tales om her kan sannsynligvis ha vært Johan Erlandsen/red.).
— Gulbrandsen tog altid virksom Del i Christiania ældre Indremission, hvor han i mange Aar stod som Medlem af Bestyrelsen. I det hele interesserede han sig varmt for al Missionsvirksomhed.
Derfor var ogsaa hans Navn blandt dem, som i 1866 sendte en Rundskrivelse til Indremissionsvenner om Dannelse af et Selskab i Lighed med den svenske «Fosterlandsstiftelse». Som bekjendt blev Tanken virkeliggjort i 1868 ved Oprettelsen af «Den norske Lutherstiftelse».
Gulbrandsen blev Medlem af dens Bestyrelse, stod lige til sin Død i denne Stilling og lagde altid for Dagen virksom og indsigtsfuld Interesse for Stiftelsens Virksomhed.
«Den nyere Tids separatistiske Bevægelse inden den indre Mission, tildels ledsaget af Uvilje mod Prestestanden, stod han meget fjern og lagde paa forskjellig Maade for Dagen, at han misbilligede den».
Til Sorgen over Kirkens Nød kom andre Trængsler. I 1869 mistede han sin kjære Hustru, og han havde selv i senere Aar alvorlige Sygdomsanfald. Især led han ofte af Kolliksmerter og havde derfor den Tro, at disse tilslut vilde blive hans Bane.
Ved Husandagten om Morgenen 21. August 1882, før han forlod sit Hjem, bad han Herren mere indtrængende end sædvanlig, at der ikke maatte staa noget mellem ham og hans Frelser, men at Kristi Retfærdighed maatte dække over al hans Synd.
Om Eftermiddagen kom han tilbage med store Smerter; da man imidlertid troede, at det som sædvanlig vilde gaa over, blev ikke Læge tilkaldt før om Natten. Smerterne tiltog, og allerede ud paa Morgenen den 22. August 1882 fik han gaa fredfuldt hjem.
Ogsaa hans Begravelse foregik under stor Deltagelse fra Hausmannsgadens Bedehus, hvor pastor Storjohann især dvælede ved Ordene : «Kostbar i Herrens Øine er hans Helliges Død».
Paa «Vor Frelsers Gravlund» talte Sogneprest Joh. Berg om hans Liv og Betydning og indviede hans Støv med Kirkens bekjendte Afskedsord.