– i «Christiansandske Uge-Blade» for «Fredagen den 29de September» 1786; dette minneskrift gir oss et spesielt bilde av den hengangne sogneprest til Oddernæs menighet i Kristianssand, Theodorus Bergman Meldal. Ting kan tyde på at skriftet er avgitt av selve redaktøren for bladet – og en trofast venn av T. Bergman Meldal – boktrykker og bokutgiver Andreas Swane; se også hva han skriver om sin venn, pastor Bergman Meldal den 17. august 1786 her :
Ved min Vens Grav.
Staae Gravskrivt !
til Prydelse paa een Guds Mands Grav Hvis Liv var gavnligt for Mange, Hvis Død var kostelig for Herrens Øyne, Hvis Siel er bevaret, Men Beenene giemmes her, Skiønt tørre, dog i Ære, Herren skal lade Aand komme i dem, de skal leve naar Helgene, som nu sove, opstaae.
Den fromme Mand THEODORUS BERGMAN MELDAL, Sogne-Præst til Oddernæs Præstegield, hviler her i Fred.
___________________________
Livet begyndte Han paa Vangs Præstegaard i Christianiæ Stift den 24de Junii 1734.
Lære-Embedet begyndte Han i Indvigens Præstegield i Bergens Stift Ao. (anno/red.) 1762.
Der var Han residerende Capellan og sucederende (inntrådte som/red.) Sogne-Præst. Lære-Embedet endte Han i Oddernæs Præstegield i Christiansands Stift paa Sin Døds Dag 8de Augusti 1736.
Saa ustadige ere vore Hytter.
Tvende Gange gift med 2de Bispe-Døttre, TIDEMANDS og PAULUDANS. Han begrov den første, før han kom hid, Velsignet af Hende med en Datter som lever.
Den anden med 9 uforsørgede Børn begrov Ham.
Saa omvexlende er Verdens Glæde;
Hans Liv varede fulde 52 Aar og Hans Embede 24 Aar, Faa ere dog vore Dage, snart rindende som Vandet, Sukke hørtes for Ham om længere Liv !
men Forsynet havde sat Maalet, Det Gode vil man i Længste beholde, men Giveren haver sin Ret forbeholden. Som Navnet, saa var Manden.
En Guds Gave, for Guds og sit eget Huus, Tro i begge til Døden — Guds Gavers Mistelse smerter Hiertet : Som bøyede Roser i Plats-Regn (plaskregn/red.) staae de – Hiertet røres – Medlidenhed raaber : Ach hvilket Tab ! — Fader og Præst !
Som Bergmanden , i Jordens Dybhed, imellem Steen og Gruus, opsøger Guldet, Saa opsøgede Han i Skriftens Dybhed, imellem den frekke Vantroe og dumme Overtroe, Viisdommen her ovenfra; Kostbarere end Ophirs Guld,
Han byggede den paa Grunvolden Christo Jesu. Meenigheden blev beriget formedelst Hans Tale – Salved med Messiæ Aand, kundgiorde Han Zions Salighed, Herrens Hellige sang af Fryd — Naturen havde tildeelt ham Yndighed, Den fremskinnede endog i Hans Tale. Naaden giorde den brugbar til Guds Navns Helliggiørelse.
Hans Tale var yndig : dog overstrøet med Salt. Som Herrens Præst gik Han iført Retfærdighed, men Kiolen derover var Kierlighed — derfor følede Han den sande Menneske Kierlighed;
Den overvandt egen Nytte, og satte Grendser for Misundelse. Han elskede og blev elsket, Han ihukom Moders Smerte — Slegtskabs og Venskabs Baand drog Ham til de ømmeste Handlinger; jeg er et af Beviserne : Den Uskiønsomme dølger : Han var intet Meneskes Fiende, Venlig mod alle, Gierne meddelede, Rund over Brød.
Læber velsigne og Hierter elske Ham, end og i Graven. Hans Dyd taler Børnenes Vel hos Efter-Slegten, Hans Velsignelser blive deres Arv.
Faderløse ! Alfaderen raaber : Jeg vil ej forlade Eder. Crav skiul min Ven : Gud bød det— jeg bør tie — men min Kierlighed følger Ham, mine Taare bevidne den.
Dyrebare VEN ! saa Du mine Taarer ! Nej saae jeg din Glæde ! da standsede Sorgen, og jeg sang halleluja ! Lover Herren.
____________________________
Lyksalig den, som tro i Dyden bliver, Hans Navn bestaaer, naar Verden meer ej staaer, Thi Gud hans Navn i Livsens Bog indskriver.
Han flyttes did, hvor Dyden kronet gaaer.
– Velsignet Mand ! hvis Støv i Kisten giemmes, Dit gode Navn det glemmes aldrig bort; Men udaf Gud Dit Støv ej heller glemmes Du vekkes skal og blive herliggiort.