– fra sidene 91 – 108 (se oversikten over del 2 her) :
I TØRSTLANDET SYDVESTAFRIKA
«Det land hvorom det her er tale er stort og alvorlig, fattig og gammelt. Det ligger paa den sydlige halvkule, ikke langt fra ekvator, men det har intet av den venlige frugtbarhet som særmerker de tempererte zoner», sier en tysk forfatter (Fischer : Menschen und Tiere im Deutschen Süd-West).
En kold havstrøm avkjøler kysten. Høie sanddyner uten nogensomhelst vegetation hindrer synet indover i landet. Den gule sand danner kun leketøi for de sterke vinde som oftest blæser dernede.
Landets form og utseende skifter derfor stadig. Hvad vinden en nat med gavmild haand har git den ene haug, tar den den anden nat igjen og gir en anden.
— Den rytter som kommer fra det store øde i det indre og vil undfly ned til havet møter denne samme sandmur paa sin vei. Den spærrer ham inde, den lammer hestens kræfter, overalt møter han den samme løse knislende sand. Før rytteren vet ordet av det, overvældes han av den frygtelige sandhet som ligger i ordet «forvildet».
Tørsten økes derved endda mere, og den reisende jages sandhaug op og sandhaug ned efter vand like til solen synker i hav fra sin skyfrie himmel.
– 92 –
I sandhet har dette land med utsøkt uvilje mot det levende værget sig baade for mennesker og dyr. Her og der i kløfter og elveleier vokser der kun en sparsom flora som til nød kan skaffe næring til større dyr.
— Stor, stille og ensformig strækker steppen sig indover kun nu og da avbrutt av steile fjeldformationer. I tre fjerdedele av aaret har dette landskap en støvet graa grundtone som hverken skal lokke dyr eller mennesker til sig. Græsset, om der vokser noget, er stridt og stivt og luter mot jorden. Langs uttørrede elveleier vokser det en saakaldt galleri-skog. Men trærne er senvoksende og smaa. Og undersøker man nærmere finder man ogsaa her dette fiendske præg. Overalt er der torne : Lange og spidse som stoppenaale, krokete og smaa som fiskekrokerne, giftige og farlige for mennesker og dyr. Det er som enhver ting fraber sig fremmed indtrængen i dette store forlatte, ja man kunde fristes til at si : forbandede øde.
Sanden som strækker sig som store veie gjennem hele landet er gjennemglødet, de hete stenmasser oser i solbranden. Ingen flod, ingen forfriskende bæk lokker den reisende.
Gjennem en blyblaa æter brænder dagens stjerne ubarmhjertig ned over landet, dag efter dag, maaned efter maaned. — —
— — Med ett forvandles imidlertid billedet. I slutten av aaret samler det sig mere end sedvanlig av det blyblaa element i luften, det blir til skyer, skyerne utløser luftens elektricitet i et rasende bombardement, etslags spærreild av de værste.
Regnet strømmer ned, jorden aapner sig med umættelig begjær efter væten, men kan ikke ta imot den. Det var for længe siden sidst. Alle flodleier fyldes, de gaar skummende og fossende mot hav og kan allikevel ikke rumme alt. Hvem kan tolke den usigelige fryd som pludselig bemægtiger sig alt som lever ? — Regnbuer av den ædleste farvepragt straaler hver dag paa himmelen. Det er fest med de mest overdaadige draperier for hver
– 93 –
solnedgang, som om luften og landet ikke kunde gjøre nok stas paa solen ved hver aftens avsked.
Over sand og steppe svinder den graa hverdags tone for det friskeste herligste grønsvær, og de skjønneste blomster trylles pludselig frem av ørkensanden. — — — —
— Ak, drømmen varte saa kort. Efter nogen ukers forløp svinder den hele skjønhet som et luftsyn. Paa nyt viser landet sig i sin egenart : Den menneskefiendske graa steppe, det uttryksløse tomme øde med den forbrændte sten, den stumme vidde, den store vemodige ensomhet.
Kystregionen kaldes Namib, derfor taler man om Namibørken og Namib-flora. Denne region strækker sig fra Oranjefloden i syd til Kunene i nord. Indenfor Namib har man et høideplataa i flere avdelinger med busksteppe eller karuørken. Denne sidste bestaar av en underlig blanding av sten og sparsomt græs, hvor sauene til nød kan ernære sig.
— Længer inde ruller de store sandbølger nordover i det vand- og regnfattige sandhav som har faat navn av Kalahari-ørkenen. Det strækker sig like opover mot Angola i vest og skyter en arm (østover) mot Zambesifeltet i nordøst. — Det er denne ørken som skiller det frugtbare øst og syd med de stadig fugtige vinde og jevne nedbør fra den vestre side med regnfattigdommen og de derav følgende ulemper.
Mens det paa østsiden kan regne fra 1 000 til 2 000 mm., falder det paa vestsiden kun 250 mm. regn.
Man tror at landet har ligget slik like fra umindelige tider (den mezozoiske periode) (Passarge : Südafrika). Sikkert er det, at her har ingen sang eller klang lydt fra en freidig menneske-race. Her blev ikke vuggestedet for et kraftig folk som avlokker efterverdenens beundring for indsatser i historie, kunst og digtning.
Landet frembød ingen slike betingelser. Det var fattig paa naturlige hjælpemidler og tilmaalte menneskene et av deres vigtigste fornødenheter : vandet i saa knappe rationer,
– 94 –
at kun et faatal kunde nøie sig med det. Kun yderst faa kilder holder stand for solen mellem hver regntid. Og de er desuten spredt rundt omkring i det veiløse land med store mellemrum. Og disse mellemrum er det som er karakteriseret med det frygtede navn : Tørstlandet.
Det har ikke altid været like galt. Det findes gamle elveleier og bække som engang var fyldt med vand, som nu er tørre.
Det har hændt noget som har bragt grundvandet til at synke. Derfor svinder vegetationen langsomt og sikkert ind og overgives til ørkenen, den absolute, livsfiendtlige og ubeboelige ørken. — — — — —
Ørkenmennesker.
De mennesker som først kom hit og som har faat sin opdragelse til ørkenlivet er buskmændene. Det er en smaavoksen menneskerace som engang var utbredt over hele Afrika, men nu er i rask utdøen.
Buskmændene har lært at reducere sine fordringer til det allermindste minimum et menneske kan komme til. Men én ting kan selv ikke en buskmand undvære : vandet.
Derfor bestaar deres kundskap og dygtighet først og fremst i at finde vandet og skjule det. Og der hvor ingen kilde kan holde ut heten og tørretiden, der graver buskmanden selv ned strudseegg eller andre beholdere fyldt med vand til den tørre tid. Han kan derfor trygt følge antilopen paa sin seige ubarmhjertige jagt, indtil selv denne ørkenens og steppens hurtigste løper ikke kan mere, men maa gi sig over til den forfølgendes giftige pil eller spyd. — Han finder altid igjen sit vanddepot !
Han kjender ogsaa alle mulige midler til at opholde livet i ørkenen. Først og fremst tsamma-frugten (nara/red.), en vandmelon, som har reddet saa mangen en tørstig reisende i yderste nød. Men ogsaa alle de andre knoller og røtter dypt skjulte i jorden med et godt magasin av væte og næringsstof.
– 95 –
De gamle buskmænd maa ha levet bedre end deres nulevende brødre. Al kunst kræver nemlig et visst grundlag av økonomisk velvære, eller for naturfolkene et grundlag av menneskelig velvære.
— I slike stunder, naar jagten og matstrævet hvilte, tok de gamle buskmænd til tegnesplinten og farvestenene og malte sit og stammens liv paa hulevæggerne. — Vi har slike malerier i hele Sydafrika, og mange av dem er baade farveskjønne og plastisk fuldkomne. — Nu maler ingen buskmand mere. Og om fædrenes malerier heter det, at en overnaturlig aand eller en hvit mand har malt dem. De vedkjender sig ikke længer sit eget. De har glemt sin egen fortid. Ørkenlivet har tat for haardt paa deres sjælelige utvikling og reducert dem til blot og bart vildtjægere.
— Den anden folkestamme som danner den egentlige hovedmasse i Sydvestafrika er hottentotterne. Deres sprog viser at de er i slegt med hamitterne i Nordafrika. De er kvægnomader og har vandret langs Østafrika like til Kap og vendt nordover igjen, men er blit stanset eller stedbundne paa Sydvestafrika.
De har blandet sig med buskmænderne og faat flere av deres klikklyder. — Den oprindelige hottentotbefolkning i Kapkolonien skal være blit utryddet og blandet med europæisk blod.
Derav er opstaat den bastardrace med et halvt oprindelig — halvt boerpræg, som man kjender fra Sydafrikas historie.
Deres egentlige land er Store Namaland. Stammen som bor her heter namaqua. Ellers har man følgende store stammer :
Bondelzhwarts, Witboys, Veldschoendrager, Rote nation, Bersaba-Franzmand-, Simon- og Kopperhottentotten, og sidst men ikke mindst Orlam.
Grikwahottentotterne er en bastardrace av hvite og hottentotter. De har slaat sig ned ved Rietfontein og Rehoboth og i Grikwaland.
– 96 –
Livet blandt disse folk paa Knudsens tid artet sig jo temmelig forskjellig fra nutiden. Utviklingen har gaat med raske skridt i Sydafrika. Kultur og fremskridt er løsenet overalt, og den som ikke kan holde skridt med utviklingen vil enten bukke helt under, synke ned til samfundets pariakaste eller følge med i det store kapløp.
— I det store og hele har den indfødte befolkning fulgt med. Ja den har i mange henseender vundet sig en fremtrædende plads. Saaledes er den nuværende Kapkoloni sterkt præget av den mørke befolkning, og den synes at være i absolut majoritet endog paa gaterne i Kapstaden.
Livet har imidlertid ikke altid fart saa let med dem. Efter de store forandringer som var fremkaldt ved skytevaabenets og hestens akklimatisering og overførelse til de indfødte, forsøkte de særlig i Sydvestafrika at hævde en stand mot de hvite.
— Men de blekede ben ute paa steppen, de ubegravede lik ute i buskverdenen, og de tomme beitesmarker efterpaa, vidnet tilstrækkelig om utfaldet av dette forsøk, som siden aldrig er blit gjentat.
De første europæere i dette land var portugisiske Conquistadores som har efterlatt sig spor i enkelte navn som : Angra Pequena, Angra Sierra o.s.v. samt i to stenkors : et i hvert av de nævnte bugter.
En buskmand fra Namibregionen har en gang staat i forfærdelse paa en av sanddynerne og set det fremmede syn da portugiserne landet. Han har skyndet sig væk med følelser sammensat av frygt, avsky og beundring. Og i Erongo-bjergene i en av hulerne har han tegnet det underlige syn : en hvit mand tilhest ved nærmere eftersyn, en conquistador. —
Hollænderne var de næste. Men de fandt at landet ikke kunde tjene dem til noget, og lot det ligge. I begyndelsen av 19. aarhundrede kom de europæiske storjægere. Mest bekjendt blandt disse er løitnant Patterson, som ogsaa har beskrevet sine reiser og utarbeidet et kart over landet. Le Vaillant fulgte efter, boerne Willem van
– 97 –
Reenen og Piet Brandt likesaa. Engelskmanden James Aleksander, den berømte svenske Anderson og hans jevnlike skotten Duncan, hvis liv og reiser danner en eneste sammenhængende roman.
Samtidig med jægerne og noget efter kom missionærerne. Det første missionsarbeide i Sydafrika var indvarslet av brødremenighetens utsending Georg Smith, f. 1707, d. 1785. Da han vilde døpe hottentotter, blev boerne rasende, fik en saadan uting forbudt ved lov, og Smith selv utvist.
I 1775 fandt den næste fortrop bestaaende av Marsveldt, Kuhnel ruinerne av hans hus samt en av hans døpte : Lena. Det var Londonerselskapet som var først paa pladsen med et organisert arbeide. I 1814 gik man hele 115 norske mil nordover fra Kapstaden. Og i Betania begyndte Schmelen det første arbeide i 1814. Men det varte bare i ti aar. Først 20 aar efter kom næste mand. Det var nordmanden H. C. Knudsen.
Folk var saa dumme, at de betragtet solen som et fleskestykke (?), maanen som et væsen der døde og levet op igjen.
Om oksevognen sa man, at det var en okse, at den stod paa ett sted og ikke aat, og hadde brukket et ben. Hjulene trodde man vokste paa trær. (Knudsens Gross Namaland).
Om missionsarbeidets kaar og gang skriver en tysk koloniofficer (Fischer : Op. cit.) : «Missionens historie omfatter et hundrede aar. Den danner en lærebok om trofast oprigtig stræv. Enkle mennesker uten fordringer, uten overdreven kundskap, fortæller om sit livsverk blandt hedningerne og sin gjerning som er bestemt av ordet : «Gaa ut i al verden og lærer alle folk, idet I døper dem».
Med hensyn til begivenheterne paa missionsstationen samler de sig væsentlig efter samme rækkefølge :
I begyndelsen gaar alt godt. Glæden herover staalsætter missionæren til at anstrænge sig til det yderste og
– 98 –
søke at overvinde motstanden. — Kjærligheten til dyr og mennesker og naturen klinger i glad enfold frem av deres beretninger. «Ved skolens slut idag viste to giraffer sig etpar hundrede skridt fra skolen paa den anden side av elven». — «Førend jeg begyndte undervisningen idag maatte jeg la de smaa se billeder».
Godt, pent og mildt taler utsendingen om det store, at eleverne er ført til Herren — De indfødte kommer til gudstjeneste, bibeltimer, faar skole- og religionsundervisning, lærer at arbeide i have og i hus, bygger kirke og skole. Og tillidsfuldt taler man med Isak : «Herren har git os rum og latt os vokse i landet».
— Resultaterne det tredje og fjerde aar staar noget tilbake for det første. Tilløpet stanser. Omvendte falder tilbake i hedenske synder. Vandmangel, tørke, jagt og krig adspreder menigheten. Kirken tømmes. — Nogen av hjorden kommer tilbake til hyrden, men støtterne mangler. Nogen er faldne i kampen, andre syke eller faldt som offer for ulven. — Paanyt til arbeide.
Men missionæren mangler nu den første friskhet. Virkningen av skuffelserne, det haarde klimat, daarlig levemaate blir følbar. Selskapet hjemme gir den syke og svækkede lov til at reise i ferie eller paa rekreation til Kapstaden.
Styrket vender han tilbake. Men alt er ødelagt. Tros-fienden har faat overhaand. De troende er faldt fra. Kirke, skole og bohus ligger øde, forstyrret, tilrakket og vandalisert.
Vindusrammer, dørtærskler, gulvbord er op- og utrevet og anvendt til ved. Klokken er slaat istykker, bøkerne istykkerrevet. Huset er fuldt av smuds og stinker avskyelig. Men sendebudet holder ut, og søker at samle en ny menighet. Underviser, lider, haaber og dør. Mellem missionærkald og missionærgrav ligger lidelsesveien til mange av disse tapre mænd.
Trods velviljen i denne skildring ligger en smule sarkasme bak.
– 99 –
– 100 –
— Imidlertid vil følgende beretning av Knudsens liv og arbeide opvise en fuldstændig harmoni med det av Fischer givne skema, og det vil lette forstaaelsen av det hele paa denne maate at være blit forberedt til at forstaa rigtig. Heldigvis avviker ogsaa utviklingen ofte fra skemaet, som man særlig vil faa se med menigheten i «Gudbrandsdalen».
Det Rhinske missionsselskap.
Istedetfor at arbeide paa de engelske missionsstationer begyndte de første fire missionærer utsendte av Det Rhinske missionsselskap at arbeide selvstændig og la grunden til deres senere solide og uviklede arbeide i Sydafrika. De første utsendinger het : Zahn, som slog sig ned i Tulbagh, Lückhoff, der blev lærer i Stellenbosch.
Wurmb drog til brødremenighetens stationer forat lære av deres arbeide, og derfra til Cederbergene, hvor han sammen med sin kollega Leitpold kjøpte et stykke land som blev kaldt Wupperthal. Og fra disse tre steder utgik det første arbeide (alle disse steder ligger i hjertet av Kapkolonien).
Senere blev nok Ebenezer ved Elefantfloden anlagt. Den mand som særlig trak Det Rhinske selskap mot Sydvest-Afrika var gamle Schmelen. Han var utdannet i Berlin paa Jannickes skole, men arbeidet i Londonnerselskapet. Han anmodet indtrængende Det Rhinske om at vilde sende missionærer til Sydvesten. Og dette oprop blev tat til hjertet av tyskerne.
Dr. Phillip (LMS/red.) overlot dem ogsaa gjerne denne haarde og vanskelige arbeidsmark. Og saaledes hænger det da sammen, at Knudsen allerede før sin avgangseksamen var paa tale som utsending til Namaland. Hans kollega Kleinschmidt blev dog sendt i hans sted.
— Da den sidste ankom sammen med Hugo Hahn viste det sig at være besat av wesleyanerne. Der opstod nu en av de noksaa almindelige stridigheter om retten til feltet, og metodisten Cook i Warmbad protesterte mot tyskernes indtrængen. — Saalangt fra at stanse disse,
– 101 –
bragte denne strid dem til at trænge hurtigere paa end tænkt. Kleinschmidt som hadde opholdt sig hos Schmelen og giftet sig med hans datter, halv hottentot, samt Hugo Hahn, hans kollega, bestemte sig til at kalde Knudsen op fra Komagga(s), hvor han opholdt sig hos Schmelen, til at indta Kleinschmidts tiltænkte plads paa Betania i Store Namaland. Selv gik han til Rehobot længer nord, og Hahn til Damaraland og en tredje kollega, Schepmann, noget efter til Walfishbay.
Dette land var dengang «no mans land», og missionærerne gik ut i det absolute vildnis hvor de maatte være sine egne altmuligmænd, doktorer og transportører uten nogen beskyttelse eller øvrighet. Ikke uten ret sier von Rohden i sin missionshistorie, at man maa beundre disse mænd som dengang drog ut i det ukjendte vildnis for at grundlægge en kristen mission.
Da man har et rikholdig materiale til bedømmelse av livet og arbeidet fra Knudsens egen haand, skal vi i det følgende avsnit benytte mest mulig av dette.
Knudsens første aar paa Betania.
I en liten bok som heter : Gross Namaland (Gross Namaqualand/red.), utkommet i Barmen 1848, har Knudsen fortalt overmaade friskt og fornøielig om land og folk.
Han sier i denne : «Her er min bok. Som manden er, saa ogsaa hans ord. Og jeg vil heller ikke at man skal tro bedre om mig end man hører og ser fra mig selv. Jeg vil ta frem for eder tilsyneladende smaating. De maa ogsaa til for det hele fuldstændige billedes skyld.
«Ørkenen skal blomstre !» Har ikke ogsaa du læst disse og andre forgjættelser om ørkenen ? Jeg vil ogsaa føre dig ut i ørkenen, og la nu Muth synge dig ind i hjertet : «Til det fjerne maa jeg drage, langt i fra min faders hus».
Vi forlater den vakre Kapstad med sine hvite hus og flate tak og brede velordnede gater,
– 102 –
skjønne trær og herlige frugter, apelsiner, vin o.s.v. Vi kan ikke ta det med. Vi har ikke rum i vognen; ti mens man i Tyskland kan laste paa 100 til 150 centner, saa har vi her neppe plads til over 20.
«Det gode haab» ligger allerede bak os som ofte er tilfælde med alle jordiske forhaabninger. Vi drar nordover langs Vestkysten og sætter som maal Nama-Betania.
Vore skjønne missionsstationer : Stellenbosch, Worchester, Tulbagh, Steinthal (alle i Kapkolonien) med deres velordnede menigheter ligger paa høire haand. — Wupperthal og Karreberge ligger længer unda. Vi holder os til sanden i nærheten av kysten. Underveis til Ebenezer vil jeg fortælle dig hvordan vi har faat vore vogne. Tid faar vi nok av; ti vi blir en to tre uker paa veien derop, og ialt tre maaneder til Betania.
Jeg vil ikke opholde dig med alleslags trættende beretninger. Jeg vil heller ikke si av skadefryd : Gaa nu tilfots til hedningerne, ta din seng og dra avsted. Ta dertil mat med for en 3 til 12 maaneders tid med paa ryggen. Jeg ser jo at du næsten ikke kan utholde heten, meget mindre det andet.
Men nu forlater vi atter civilisationen og finder hverken vei eller sti. Heller ikke gaarde og mennesker hos hvem vi kan ta ind og faa raad og hjælp eller faa vite veien. Du var ogsaa træt av den lange sjøreise og den kunde blit adskillig forkortet om vi hadde tat iland i Walfishbay, Angrapequena eller ved Oranjefloden. — Men hvad hadde det hjulpet os at komme iland der uten vogne, okser, folk og førere ?
Denne vognen vi reiser med kjøpte jeg for 600 preusiske thaler. De 18 okser paa hver side av vogntauget koster 500 th.
Det gaar ogsaa ledige okser med for det tilfælde at noget galt skulde indtræffe. Vi har ogsaa slagtefaar med os. Desuten har jeg sørget for at ha to geværer med
– 103 –
krudt og bly samt ildtøi, knive, økser o.s.v. Vi kunde ha læsset paa hester eller okser og sluppet vognen. Men se da hadde vi faat med saa meget mindre. Desuten har vi nu ogsaa telt paa vognen til beskyttelse og ly. Nu har jeg læsset paa vognen alleslags redskaper, dem faar vi nemlig bruk for, og vi kan ingen faa langs veien. Vistnok falder denne maate dyr, da man ogsaa maa ha oksedriver, vognfører og andre med samt deres bagage. Men si mig om det er nogen anden utvei som blir billigere ?
Med geværet skyter vi vildt paa veien. Brød faar du ikke, heller ikke ost og poteter, kun kjøtt og melk. Vistnok har jeg med litt paa reisen saa du kan vænne dig av efterhvert. Litt vin og mel har jeg ogsaa for kveldsmaten. Men naar du kommer frem raader jeg dig til at du ved særlige anledninger koker melken og laver dig en melkesuppe. Og du maa ogsaa gjøre dig en have ved vandingsstedet saa du kan plante poteter m. m. Det kunde ikke jeg gjøre denne gang, for jeg var alene og maatte altid være paa reise.
Men du spør om vi endnu ikke er ved Ebenezer ? Ak nei, det gaar nok ikke saa fort. Du maa ta okserne til eksempel dersom du vil være missionær i Namaqualand. De gaar langsomt paa veien og stoler paa føreren at han kan føre dem til græs og vand i rette tid. Veien er sandig, du klager over kjedsommeligheten. Hvor godt at dog trængslerne i livet ikke kommer over os med mere end daglig portioner ad gangen. La os derfor takke Gud og være tilfreds. Vi kan allikevel aldrig komme længer med vor suk og klage.
Og dog ! Vi er snart i Ebenezer: Hittil har Herren hjulpet. Den vakre kirke i den kjølige dal har Sam. Hahn bygget. Likesaa vindmøllen der borte paa berget. Der i dalen ved kirken staar missionærens hus, og der borte ligger de usle hottentotshytter.
For tiden staar dog disse tomme, indbyggerne er flyttet ut i sine mattehytter ute paa beitemarkerne.
– 104 –
Har vi nu uthvilt os selv hos den kjære broder Hahn, faat brød og anden mat, saa legeme og sjæl holder sammen, saa staar det paa det finere hensyn til okserne og deres befindende at bestemme avreisen !
Vi kan allikevel fortsætte efter 10—12 dages hvil og som maal Komagga. Vi vil forestille os at vi allerede er der, for ellers blir reisen meget lang.
Vi gaar ind i den lille kirke paa Komagga. Ser du disse halvnakne skindklædte folk med flate næser ? Det er namaquaer eller hottentotter. Der findes ogsaa bastarder blandt dem, men de har alle den smudsiggule farve, paafaldende utstaaende rygknokler og kort, fint krøllet haar. Det er paa ingen maate negre. De synger skjønt, sproget er besynderlig, men det maa man høre for at kunne ha nogen idé om det. Hvor opmerksomme (?) de sitter, trods missionæren taler paa hollandsk og tolken oversætter paa namaqua.
Nu gaar vi ind til gamle Schmelen, han kan fortælle os mangt og meget om det Store Namaland. Jeg var hos ham et helt aar. Det er ham som har været paa Betania før mig, git det navn, bygget husene som senere blev nedbrændt og har gjennemreist landet paa kryds og tvers. Han er gift med en hottentotkvinde.
Vi var to uker fra Ebenezer til Komagga. Nu har vi hvilt i nogen uker, har de samme eller nye okser, de samme eller nye drivere, i ethvert fald har vi nye vanskeligheter foran os.
Her er grænsen for den engelske koloni. Vi forlater her de sidste spor av veie, folk og ensomme gaarde. — I almindelighet sitter man fast i sanden straks nord for Komagga. Der begynder nemlig sanddynene. Forhjulene borer sig ganske fast.
Man graver væk sanden, man lægger staurer og træverk under hjulene, dersom man finder noget, men alt forgjæves. Man spænder de bakre okser foran, og de forreste bak, og av og til hjælper dette, for da trækker de
– 105 –
bedre, men ikke altid. Saa spænder man ind 26—28 okser, ogsaa forgjæves ! Den lange række dyr drar føreren med sig paa siden og kommer over tauget. De maa derfor atter ut- og indspændes. Saa snur de bakre okser ut til siden. Og se da : Trækstangen er brukket. Forstellet staar fast i sanden og kan ikke dreie sig, derfor gik stangen. Gi nu raad ! Hjælp utenfra kan du ikke faa, alt maa du gjøre selv. Er alt igjen i orden, saa skrik paa okserne og slaa ! Rop om hjælp fra de andre vogne om der er nogen.
Og kan heller ikke de hjælpe og øiner du heller ingen anden hjælp, saa gjør som vi : «Herre Gud forbarm dig over os og vore okser !»
Vi er ofte blit hørt. Kommer du over sandnøden, følger steinnød. Du humper paa din klomsede vogn fra den ene sten til den anden, eller fra den ene klippe til den anden saa du hverken hører eller ser dersom du sitter inde i vognen.
Du ristes slik i dagevis og du har god tid til at tænke, især over dette under at vognen holder.
Men saa kommer vandnøden. Oranjefloden er ofte like saa stor som Rhinen ved Düsseldorf. Man kan
– 106 –
ikke vite det paa forhaand om det er meget eller litet vand, da det avhænger av regnfaldet og aarstiden. Dersom du er saa heldig at møte en indfødt vil han veilede dig med hensyn til vadested. Hvis ikke, maa du selv lete efter spor av okser og vogne som kan ha passert før dig. Har du ingen indfødte til at hjælpe dig, maa du selv fælde trær og lave en flaate og sætte alle ting over.
Vognene maa du ta i stykker, fragte dem over og sætte dem sammen igjen. Driv okserne over, sæt dem for og reis videre for at ikke en flom pludselig skal overraske dig og ta baade dig og okserne tilhavs. Det fortælles at en buskmand en gang blev overrasket av strømmen, idet han satte over paa en træstamme.
Han drev med rivende fart nedover i dagevis (?) uten at kunne komme iland, men opholdt livet av noget honning han hadde med sig.
Vi har endda en reise paa tre uker til Betania. Og jo nærmere vi kommer maalet des mere gjælder det at følge den 70-aarige fader Schmelens raad : «Reis langsomt som om I aldrig kom til Betania. Da kan det hænde at I kommer der. Ellers vil I sikkerlig bli sittende fast med vogn og okser og ikke komme av flekken».
Vi faar nu et tornekrat at passere, og selvfølgelig vandrer vi ikke paa roser. Men 10 á 12 geografiske mil nord for Oranjefloden begynder landet at stige i høiden et kort stykke. Saa blir det atter flat og sandig. Kun de ensomme spidse eller flate bergformationer staar alene igjen paa sletten som et tegn paa landets slit og forvitring». — — —
Professor Passarge beskriver det samme land ut fra et geologisk standpunkt paa samme maate : Fra vest til øst deler landet sig i tre zoner, 1) Namib, 2) Dal-regionen, 3) Høideplataaet. Namib stiger umerkelig fra oceanet indover til en høide av 1500 m. uten at det findes andre fjeldformationer end enkelte klipper og stene. I dal-regionen er det to sænkninger og to plataaer, nemlig Homshoch-sletten og Huibsletten.
– 107 –
Med steile skrænter styrter sletten sig ned til Betania-sænkningen 13 á 1400 meter o. h. Østenfor denne følger igjen Han-ami-plataaet 15 á 1600 m. som styrter sig ned i sænkningen ved Berseba. Det sidste plataa, som kaldes Feldschoeendrager, bestaar av en kalkstenslette med de høie Karaberge i syd (Passarge : Süd-Afrika).
Egentlige elve findes ikke nu. Det største vandavløp danner Fiskefloden. Den gaar i Berseba-sænkningen og har dannet en dyp slukt gjennem Han-nami-plataaet i en tid da nedbøren var diametral motsat til den nuværende. — Alle avløp falder i Oranjefloden.
Knudsen sier om elvene følgende :
«La dig ikke vildføre av elverne paa kartet. Det er ingen elve, kun regnleier for de høiere strøk med avløp til Oranjefloden, og snart efterpaa tørrer ut. Skrænten er bevokset med tornekrat, og staar du midt i elveleiet synes begge skrænter som en skog. Der bor de vilde dyr som om natten gaar paa rov : løver, tigre, hyæner, leoparder, chakaler og andre (det største vildt er nu forsvundet).
De har ofte været mine nærmeste naboer naar jeg steg av hesten eller oksen og maatte overnatte under aapen himmel. Men med undtagelse av en flodhest har de aldrig antastet mig».
I denne sænkning, 125 km. ret i øst for Angra Pequena, var det at gamle far Schmelen paa sine vandringer i 1814 fandt det forholdsvis vakre sted ved Goangis-kilden. Der var grønsvær, der var trær, vandet saa ut til at holde sig hele aaret. Og han valgte det til missionsstation, gav det navn av Betania, et navn som stedet har den dag i dag, og fristet 10 arbeidssomme aar førend han blev nødt til paa grund av folkets stilling og ustadighet at trække sig tilbake.
Da den unge Knudsen stod ved sit maal i 1842, ca. 20 aar efter at Schmelen hadde forlatt det, fandt han kun ruiner efter de første hus og en elendig matte-by med
– 108 –
lavtstaaende hottentotter. Han tolker selv sine indtryk paa følgende maate : «Dette er Namaqualand ! Et vildt ørkenagtig land og folk, vil du si. Her staar den stakkars missionær. Han maa glemme hvorfra han kommer. Jeg stod saa ensom der i fem aar. Det fattige istykkerrevne land ser likesom paa én med haanende øine. Forbandelse : forbandet være jorden for din skyld, ligger saa aapent og grelt i dagen. — Her er ingen utsmykning med roser eller blomster !
Ser du paa folket, hvilken kløft blir det da ikke mellem dem og dig ! Hvordan skal du nærme dig dem ? De forstaar ikke dine tanker. Dit land kjender de ikke. At du forsager noget føler de ikke. Du trykkes ned av heten og alt til aand, sjæl og legeme ! Vær missionær! Forsag ikke ! Ørkenen skal blomstre. Jeg vil tale venlig med dig, sier Herren».
– les videre avsnitt 9 her :