Kort Indbegreb eller Hoved-Indhold af mine egne Religionsbegreber og hvad jeg derom har søgt at bibringe mine Medmennesker.
Saavidt som jeg med min Forstand har kunnet fatte, har jeg, efter hvad mit Hjerte har været overbeviist om, af alle Kræfter søgt at følge Christi og hans Apostlers Lære, fremsat i det nye Testamente i Forening med det gamle Testamentes canoniske Skrifter samt de efter vor evangelisk-lutherske Religion her i Landet befalede symboliske Lærebøger.
Naar jeg altsaa forklarer for mine Læsere, hvad jeg efter mit Hjertes Overbeviisning anseer for Hoved-Indholden af Christi Lære, Øiemedet af hans Ærinde i Verden, og den rette Mening i vor Børnelære : saa maae enhver deraf forstaae hvad jeg baade selv troer og søger at rette mig efter samt ønsker at indprente mine Medmennesker; thi hvad jeg selv i mit eget Hjerte har troet var den eneste Vei og Middel til at opnaae sand Lyksalighed her og hisset ved, det har jeg selv af bedste Formue stræbt efter, og hjertelig attraaer at anvise Andre ligeledes, saa at jeg i Sandhed kan sige, at som jeg troede saa talede jeg.
§. 1. Det første Christi egentlige Læreord, som anføres af Evangelisterne, finde vi hos Math. 4.17. :
– 98 –
«Fra den Tid begyndte Jesus at prædike, og sagde : omvender Eder; thi Himmeriges Rige er kommen nær». Marcus udtrykker det saaledes : Jesus kom til Galilæa og prædikede Guds Riges Evangelium, og sagde : Tiden er fuldkommet og Guds Rige er nær, omvender Eder og troer Evangelium, 1 (Markus/red.) C. 14, 15. Lucas begynder Beretningen om hans Prædike-Embedets Begyndelse, med at fortælle den mærkelige Forelæsning og Prædiken han holdt i sin Opfostringsby Nazareth, da han der paa en Sabbath var i en Synagoge eller Jødekirke og blev leveret Esaiæ (Esaias/red.) Prophetes Bog, hvoraf han forelæste det 61 Cap. 1 V. : Den Herre Jehovahs Aand er over mig, derfor salvede han mig, han haver sendt mig at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at de Blinde skulle faae deres Syn igjen, og udlade de Fangne og Plagede i Frihed, og prædike Herrens velbehagelige Aar. Luc. 4, 18, 19. Johannes begynder sin Beretning om Jesu Lære med hans Samtale med Nikodemus om den nye Fødsel, uden hvilken ingen kan see Guds Rige, Joh. 3.
§. 2. Endskjøndt der vel findes en liden Forskjel i Udtrykkene, saa stemme de dog alle overeens derudi, at en Herlighed, eller, som det hedder hos Propheten, et velbehageligt Aar tilbydes Menneskeslægten, nemlig Guds Rige.
Derfor kaldes ogsaa denne Prædiken Evangelium, det er : et glædeligt Budskab, eller en god og behagelig Tidende, efter Marki Udtryk Guds Riges
– 99 –
Evangelium, hvilket han forkyndte at være kommen nær; men dette Riges Beskaffenhed samt hvorledes det skulle komme, var mere ufatteligt, fordi det i udvortes Anseelse havde intet tilfælles med Jordens Riger.
Christus og Paulus har bedst beskrevet os det; Christus svarede den som spurgte ham : naar kommer Guds Rige ? Luc. 17, 20. : «Guds Rige kommer ikke saa, at man kan vise derpaa; thi see Guds Rige er inden i Eder» 21 V., og Paulus Rom. 14, 17. : «Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligaand».
Af disse og flere Skriftens Steder er det klart, at denne tilbudne Herlighed ei alene er noget Overnaturligt, Himmelskt og Evigt, (hvorfor det ogsaa kaldes et evigt Rige, Ps. 145., Dan. 4., endog Budskabet derom et evigt Evangelium, Aab. 14, 6.); men at endog vor Sjel kan vorde skikket til at modtage det, naar vi ikke selv modstaae den tilbudne Naade.
§. 3. Hvem der nu er skikket hertil, eller hvem det egentlig efter Skriftens Udtryk prædikes for og kan blive til Deel, forklarer Jesus flere Steder, men især i sin mærkelige Bjergprædiken, Math. 5, 6 og 7 Cap., naar han siger : salige ere de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres, 3 V., de som lide Forfølgelse for Retfærdigheds Skyld, 10 V., de som sørge, de Fredsommelige, de Sagtmodige, de rene af Hjertet osv., de ei alene skulle blive salige hisset; men de ere salige, NB. at forstaae, allerede i dette Liv; thi Fred med Gud, Glæde i den
– 100 –
Helligaand, Følelse af hans Kjærligheds Liv i sin Sjel, er over det, som Øre har hørt eller Øie har seet, og efter Pauli Udtryk allerede her en Forsmag paa den tilkommende Verdens Kræfter. Ebr. 6, 5.
§. 4. Saa stor og saavidt udstrakt denne Naade er, saa kommer den dog ikke i en arrig Sjel, ei heller boer den i et Legeme, som er Synden undergiven, Visdb. 1,4.
Ingen af dem som budne vare og foragtede Tilbudet, skal smage denne Nadvere, Luc. 14, 24. De som beflitte sig paa Uretfærdighed, Luc. 13, Tyve, Røvere, Gjerrige, Drankere, Skændegjæste osv. skal ikke arve Guds Rige, 1 Cap. 6,9-10.
Dette kunde heller ikke være tjenligt for de Sjele, som have al sin Hjerteslyst til det Forgængelige, elske Uretfærdighed og Uteerlighed; thi da Guds Rige eller Saligheds Glæder er mod Lasten ganske modsatte og ulige Ting, saa vilde saadanne Hunde og Sviin kun sønderrive og nedtræde Helligdommen, Math. 7, 6, de vilde ikke agte om det deres Hjerter ingen Lyst havde til, hverken i dette eller i hiint Liv. Guds Hellighed og Retfærdighed fordrer ogsaa, at han nødvendig maa udstøde disse Syndens Trælle, der her kun have beflittet sig paa at gjøre Synd og ere Syndens Tjenere, de kan ikke blive i hans Huus eller Rige evindelig, Joh. 8, 34, 35. Aab. 21, 8. og 22, 15.
§. 5. Da nu Gud saa høitidelig har erklæret, at han ikke vil nogen Synders Død, men vil at han skal omvende sig og leve, Ezech. 33, ja at alle skulle blive salige og komme til Sandheds
– 101 –
Erkjendelse, 1 Tim. 2, 4 : saa see vi at Christus saavelsom hans Forløber Johannes den Døberen har allerførst prædiket Omvendelse og Bod, som den første Betingelses-Punct i den nye Pagt, som Gud vilde oprette med Menneskeslægten, Jer. 32, 31. Ebr. 8,8-9. Af dette saavelsom Erfarenhed hos aandeligsindede Mennesker er det klart, at der maa først foregaae en Forandring i Menneskets Inderste, førend han kan blive skikket til Guds Rige, eller forstaae de Ting som høre Guds Aand til, 1. Cor. 2, 14. Derfor har Johannes, som den der af Evangelisterne skrev sidst, og, efter de fleste Lærdes Mening, mulig havde seet de andre Evangelisters Skrifter, ei villet afcopiere saa nøiagtig de andre, men strax henvendt sig i sin Beretning om Jesu Lærdom paa hans vigtige Samtale med Nikodemus om denne høist nødvendige og vigtige Forandring, som her kaldes den nye Fødsel eller Igjenfødelsen, uden hvilken ingen kan see Guds Rige, Joh. 3, 5- Math. 18, 3; at dette kan og maae skee her i Tiden, saafremt man ei vil vorde evig udelukket fra denne herlige og salige Tilstand, det er i Skriften ligesaa klart beviist, Es. 55, 6. Luc. 13. Math. 22 Cap. og 25 C. m. fl. Steder; thi kun nu i Tiden kan Sindet forandres, Sjælen modtage eller indplantes en anden Attraae, nemlig Kjærlighed til Gud, Lyst til at holde hans Bud, og derved forædles, dannes og beredes til det store og salige Maal Skaberen havde bestemt ham til; derfore har Frelseren føiet de 2 Sætninger sammen : omvender Eder, og troer Evangelium; hvormed han
– 102 –
giver tilkjende, at ligesaa nødvendigt som det paa den ene Side er, at Mennesket først kommer ret til at føle sin elendige Synde-Tilstand, der gjorde Skilsmisse imellem dem og Gud, Es. 59, 2., og derved fuldkommelig indsee deres Trang til en Forsoner, og fatte hjertelig Afskye til sit vildfarende Syndeliv; ligesaa nødvendigt er det paa den anden Side at fatte Troe derpaa, at Gud er redebon til igjen at optage de Tilbagevendende i sin nye Pagt, som mange Steder findes herlige Forjættelser om, Es. 1, 16-18. Jer. 29, 13. Luc. 15. Apg. 17,30.
§. 6. Dette var det glade Budskab, det Evangelium han var salvet af sin Faders Aand og sendt til at forkynde for de Fattige : naar vor Aand føler sig fattig, og har vendt sin Attraae fra Verden; naar vort Hjerte er sønderknuset, og vi kjender vi ere fangne i Lasternes Lænker; naar vi føle vore aandelige Øine ere blinde, og ikke see hverken vor egen Elendighed eller Herrens Frelse : da vil han aabne Øinene, at vi komme til at see saavel det ene som det andet, og ved sin Guddoms Naade ei alene forkynde os Guds Barmhjertighed og Tilgivelse for de begangne Synder, men han vil og give os Kraft til at overvinde Syndens Begjærlighed, saa den ikke skal herske over os, Rom. 6, 14.; derved blive de som forhen vare plagede (ængstede) af Synden frie; thi Sønnen frigjør dem, hvorfor de nu er rettelig frie, og har Forjættelse om at blive i Huset evindelig. Joh. 8, 35-36.
§. 7. Skrifter saavelsom Lærere, der meget
– 103 –
handle og skrive om Troen og ophøie den som den vigtigste Hovedpunct i Christendommens Lære, men ganske lidet eller intet berøre hverken denne høistvigtige Forandring der bør gaae for den rette Troe, eller den nye Lydighed, som hos enhver sand Christen er en uadskillelig Følge af den levende Tro : de ere blinde Ledere, som gjøre Himmelens Vei bred og let, og bedrage Sjele derved, at de trøste Folket midt i Ulykker, prædike Fred og dømme Sjele til Livet, som ikke skulle leve. Ezech. 13.
Sandt er det, at troe den Sandhed, at der er en almægtig Gud, som har skabt og frembragt alle Ting og endnu opholder dem, at han ved sin Søn vil igjen forlige den faldne Menneskeslægt med sig selv, og ved sin Helligaand styrke ethvert lydagtigt Menneske til en retskaffen Vandel efter vor Børnelæres symboliske Bekjendelse; denne Troe maae Mennesket nødvendig have forud, før han kan komme til nogen Omvendelse eller Sinds-Forandring; thi da de ikke kan troe paa den, om hvilken de ikke have hørt, eller paakalde den, paa hvilken de ikke troede, Rom. 10, 14 : saa bør det dem som vil komme frem til Gud at troe, han er og vil være deres Belønnere, som opsøge ham, Ebr. 11,6. Men denne Troe er endnu intet videre end en Videnskab og Hjernetroe : den har hverken Kraft til at forandre mit Hjerte eller give mig Seier over Synden og Verden; tværtimod fører den mange Tusinde Mennesker i Sikkerhed derved, at de blive staaende hos og trøste sig ved denne Bekjendelses- og
– 104 –
Hjernetroe, velsigne sig i sit Hjerte og sige, det skal gaae mig vel, endskjøndt de vandre i sit Hjertes Stivhed, 5 Moseb. 29, 19; thi saadant Herre Herre hjælper intet, Math. 7, 21 og 25, 11; men de som ved en saadan Troe prise Folket salige, de forføre det, og de som blive priste salige, de opsluges, Es. 9, 16.
§. 8. Anderledes forholder det sig med den Troe, som skjænkes ved Igjenfødelsen : denne Guds Gave, som fatter Christum, og i ham Retfærdighed af idel Naade, Eph. 2, 7-8, denne forandrer og renser vort Hjerte, Apg. 15, 9; den virker i Hjertet nyt Had til det Onde og ny Kjærlighed til Gud og alt hvad ham behager; den giver Seier over Synden, Rom 6,14 den overvinder Verden, 1. Joh. 5,4; ved den kan vi tilegne os Christum, som Eiendom, som den der er gjort os af Gud til Retfærdighed, Helliggjørelse og Gjenløsning, 1 Cor. 1, 30; i hvilken vi og blive, naar vi saaledes troe, beseglede med Forjættelsens den Helligaand, som er vor Arves Fæstepenge, Eph. 1, 13, 14.; hvilken Aand giver Vidnesbyrd med vor Aand, at vi ere Guds Børn, og En paa saadan Maade retfærdiggjort ved sin Troe skal leve derved, Joh. 3, 36. Rom. 1, 17, saafremt han af denne Troe viser de rette levende Frugter, hvorom siden skal tales, og bliver deri bestandig til sin Død; thi om nogen hensniger sig, haver min Sjel ingen Behagelighed til den, siger Gud i Skriften, Ebr. 10, 38; men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig, Math. 24,13.
– 105 –
§. 9. Denne Troe er min allervigtigste Hovedsag, har været og er min bedste Trøst i al min Trængsel; thi denne Troe medfører den Fred Christus forjætter (lover/red.) sine, Joh. 14, 27. og 16 C. 33, jeg giver Eder ikke den (fred/red.) som Verden giver, vare hans Ord; thi deres Fred er Syndefred og Syndefrihed, som før et omtalt; men Christi Troe og Christi Fred bevarer vort Hjerte fra Verdens Forførelser, og trøster os mod dens Forfølgelser, frier os fra Syndens Herredømme, Lovens Forbandelse og Lovens Straf, men NB. aldrig fra Lovens Lydighed; I skal ikke mene (tro/red.), at jeg er kommen for at opløse Loven og Propheterne, men at fuldkomme, Math. 5, 17.
Afskaffe vi da Loven formedelst Troen, det være langt fra, men vi stadfæste Loven, Rom. 3, 31.
§. 10. Dette er altsaa et kort Indhold af mit enfoldige Begreb om den sande og saliggjørende Troe; de øvrige Lærdomme i Skriften, forsaavidt de ikke kunne hentydes paa samme Gjenstande, indeholde Forskrifter om et christeligt Levnet, som den sande Troes Kjendetegn og Frugter. At disse Frugter eller gode Gjerninger maae staae i Forbindelse med Troen, det stadfæster og viser hele Skriften igjennem, naar vi kun ikke efter Anti-Christens Aands Skik vil enten forkaste den, eller tage det ene Ord fra det andet; at det første er Galenskab, Daarlighed og Skam vises os mange Steder, fornemmerlig Jer. 8, 9. : de have forkastet Jehovahs Ord, hvad for Viisdom skulde de da have; over de sidste (å ta skriften fra hverandre/red.) er ligeledes afsagt en gyselig Dom i Aab. 22, 18-19;
– 106 –
men naar vi i Troens Enfoldighed og ved Guds Aands Oplysning søge at kjende Skriften i dens hele Omfang eller Sammenhæng, og især Christi Lærdoms rette Mening, saa vil vi stedse finde, at han vel priser Troen som en Ting, hvorved vi forsikres om Salighed, som ogsaa her er viist; men at han ligesaa ofte, ja langt oftere henviser Menneskene til at bevise fin Troe i Gjerningen : «Synd ikke ydermere»; «Gak du hen og gjør ligesaa»; «Gjør det, saa skal du leve», med flere saadanne Sætninger; men ei alene var han fornøiet med udvortes gode Gjerninger : fornemmelig driver han paa Hjertets Reenhed og Retskaffenhed, hvoraf da som af en reen Kilde flyder rette og rene Gjerninger til Guds Ære og vor Næstes Nytte; talrige Anviisninger hertil finde vi i hans Bjergpræken, hvori han ei alene driver paa reen Lærdom og gode Gjerninger, men ogsaa paa Hjertets Oprigtighed; viser Lovens aandelige Forstand, og at hos Gud er Villien antagen i Gjerningens Sted; at den der blot seer paa en Qvinde af ond Begjerlighed og Ukyskheds Attraae, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte; at Had mod vor Broder er Mord, og at vi for usømmelige, vredagtige Ord blive skyldige til Helvedes Ild, samt at vi paa Dommens Dag skulle gjøre Regnskab for ethvert unyttigt Ord som vi have talt; at vor Tale bør være Ja og Nei og ingen Sværgen eller Banden, ei hevne os paa vor Fiende, men derimod elske dem og bede godt for dem som overfalde os og forfølge os; at vi skulle
– 107 –
være villige til Forlig, og at det maa skee medens vi ere paa Veien eller her i Tiden; at vi skulle give og være barmhjertige imod vore Medmennesker, og derved ligne vor himmelske Fader, hvis Børn vi skulle være; men at vi hverken skulle gjøre denne eller nogen anden god Gjerning, for at ville ansees af Menneskene, ikke engang vor Guds Dyrkelse; ei samle Liggenfæe (skatter/red.) paa Jorden, og glemme det evige; ei være ustadige i vor Gudstjeneste og tjene baade Gud og det Jordiske; ei lade vore Hjerter overvældes af Bekymringer for det nærværende Liv, men lade vor fornemste Omsorg være for Guds Rige, at det kunne oprettes iblandt os og i os; ei dømme vor Broder eller strengelig see paa Skjæven (flisen/red.) i hans Øie eller hans Feil og glemme sig selv, men først rette vore egne Feil og derpaa Andres, med omhyggelig Mildhed; vi skulle ikke ubetænksom kaste Guds Ord iblandt Bespottere; vi skulle have Troe og Tillid til Gud, og i denne tilbede ham; siger han os endelig, at Veien til Livet er trang, og tilskynder med al Flid at indtrænge os igjennem den snevre Port dertil; advarer os for falske Lærere, og siger os Kjendetegnene paa de sande og falske, nemlig : Frugterne eller deres Levnet; overtyder om, at en god Bekjendelse, eller, Herre Herre, heller ikke hjælper os, naar vi ei af Hjerte og Kræfter gjøre Guds Villie; slutter sin Bjergprædiken med en Lignelse om en viis og en daarlig Mand, som begge bygde Huus, den første grov dybt indtil han fandt Klippen at lægge Husets Grundvold paa, den anden lod sig nøie
– 108 –
med at bygge paa Sand, hvorfor, da Storm og Vandskyl stødte derpaa, hans Bygning faldt, hvorimod den førstes Bygning stod imod alle mødende Stød. De der hørte eller høre hans Ord, bevare dem og gjøre derefter, dem ligner han ved den vise Mand; de der ei beflitte sig paa at gjøre efter Ordet, dem ligner han ved hiin daarlige Mand, om de end nok saa ofte høre det (Ordet/red.).
Hermed slutter han sin Bjergprædiken; men flere Steder hos Evangelisterne har han givet os deels andre mærkelige Lærdomme, deels de samme med andre Ord, især er at lægge paa Hjertet de mange forskjellige dog til et Maal sigtende Lignelser og Lærdomme, saasom hos Math. 13, 18, 20, 21, 22 og 25 Capitler. Luc. 13, 14, 15, 16 og 18, og Joh. 3, 4, 5, 6, 10 samt 12, 14, 15, 16 og 17, hvorudi indeholdes mange livsalige Lærdomme, som visselig ere en Guds Kraft til Salighed for enhver som troe dem og efterfølger samme, og derimod en Dødslugt til Døden for enhver Naadens Foragter. 2 Cor. 2. 16.
§. 11. Naar vi nu vil tage ovennævnte Skrif(t)steder med flere af Jesu Lærdomme i nøiere Overveielse, saa ville vi finde, at vor Sjel er en udødelig Aand, skabt til at leve i evig Samfund og Forening med Gud sin Skaber, og udrustet med herlige Evner for at beredes til dette Maal, men at disse Evner ere ved Syndefaldet saaledes svækkede og fordærvede, at der findes hos Menneskene ingen retskaffen Lyst (1. Moseb. 8, 21) til Godt men
– 109 –
Ondt, ja, at han er fordærvet af Ungdom op, og at vi følgelig har tabt al den medskabte Herlighed samt Ret til Guds Rige, i hvis Sted er kommen en elendig Syndelyst i Hjertet, hvilket frembryder i onde Frugter, og har til Løn kun en evig Doms Forventelse, hvorfra ingen Forløsning kan ventes, saafremt ikke her i Tiden skeer Opreisning.
§. 12. Denne Opreisning og det tabte Guds Billedes Oprettelse i Menneskenes Sjel er skeet eller aabnet Adgang til at kunne skee ved den Forløsning, der er skeet formedelst Jesum Christum, hvilket glade Budskab er bekjendtgjort formedelst det Evangelium om Troen paa ham, hvorom forhen er talt; men det kundgjøres Menneskene paa visse Vilkaar og i en vis Orden, som kaldes Saliggjørelses-Orden, og denne ret at forstaae og føre sig ret til Nytte er Hovedsagen af vor Religion; thi at det ei kommer alle, men kun en ganske liden Deel af Menneskeslægten til Nytte, det giver saavel Skriften som daglig Erfarenhed os de sørgeligste Vidnesbyrd om, til hvilket ingenlunde den miskundelige Gud kan være Aarsag, men maa komme af Menneskenes urette Begreber og vanartige Sind.
Thi om vi ere opfødte og opdragne i Christen Land, døbt i vore spæde Aar, og have lært den udvortes Bogstav-Kundskab om Veien til Livet ved Jesum Christum, har siden igjentaget vor Daabes Pagt, bruger hans Sacramenter og holder os i alt efter Kirkens sædvanlige Ceremonier : saa viser os dog Jesu Ord, at intet af alt dette hjælper, uden
– 110 –
saa er, at vi bøie vort Sind under Gud, saa hans Aand faaer Magt til at igjenføde os, og plante den sande levende Troe i vore Hjerter, der ene kan omskabe og fornye vor Hjertes Attraae, Sind og Lyst, og derved oprette det tabte Guds Billede i Sjelen igjen, hvoraf flyder en levende Kjærlighed til Gud og Næsten; til Gud, fordi vi føle hans Naade i vore Hjerter, hans ubeskrivelige og uforskyldte Kjærlighed, der elskede os saa høit, at han ei sparede men for vor Skyld sendte sin egen Søn til Verden, til vor Frelser, paa det vi ikke skulle fortabes, men have det evige Liv i ham; at vi elske Gud for dette, er følsom Billighed, og at udvise af al Formue denne Kjærlighed, er sand Trang for vor Sjel, hvoraf opstaaer Kjærlighed til Næsten; thi Herren behøver for sin Part ikke vor Tjeneste, ei heller naaer vort Gode til ham, Ps. 16,2-3, men vor Næste behøver vor Tjeneste, og til den Ende har Gud indrettet det saaledes, at det ene Menneske trænger til det andet, og at den ene altid meddeles timelige og aandelige Gaver, som den anden mangler, for at de gjensidig skulle som Børn af en fælleds Fader elske, tjene og hjælpe hinanden.
§. 13. Naturen og Fornuften med hele Skabningens sammenhængende Verk lærer os ogsaa dette, at det ikke er godt at Mennesket er ene; at Venner og Velgjørere samt at gjøre vel er næst Gud det største Gode og den største Fornøielse vi kan have i Verden, og at, naar vi ikke har Kjærlighed til andre, (og/red.)beviser dem Tjenstvillighed, saa haver vi ikke
– 111 –
Ret til, at fordre Gjentjeneste og Hjælp af vore Medmennesker. I en endnu langt høiere Grad ytrer denne Drift sig hos den Igjenfødte, saasom det hos ham er en Selvfølge af hans Troes Liv og Kjærlighed til Gud, der har elsket ham først, at han igjen elsker sine Medmennesker, uden Fordring af Gjenkjærlighed, hvorved Guds, som hans største Velgjørers Bud blive ham behagelige, og denne nye Lydighed frembryder som en deilig Frugt af Troens Rod, hvorved det bliver beviisligt, hvis Faders Barn han er.
§. 14. Denne Kjærlighed udstrækker sig til Mennesker, saavidt som vi kan naae, med et inderligt Ønske og Attraae at de kunde vederfares det samme Gode som os er meddeelt; de som ikke kjende den Salighed Herren tilbyder, sørge vi over; og de som annamme Naaden, glæde vi os inderlig i, og elsker dem hjertelig. Joh. 13, 34-35 og 15, 17. Nu dyrker vi ikke Gud blot med Mund og Læber eller udvortes Skikke, men vi tilbede og tjene ham af ganske Hjerte i Aand og Sandhed; thi i Hjertets Erkjendelse med Blusel over vore forhen begangne Synder, og en salig Glæde over den nye meddeelte Naade, er det vi baade tilbede Gud vor Fader ved den Helligaand i Jesu Christo samt lover og takker det treeenige Væsen, og ophøier hans hellige Navn.
Nu veed vi ikke blot med vor Fornuft og efter Bogstavens Kundskab, at Gud Fader har skabt os, og Verden for vor Skyld, at vi og vor Slægt er sat her for at beredes til et evigt Liv,
– 112 –
saa vi ei lever for dette, men for hiint Liv; og at Jesus Christus har igjenløst os fra Synd fra Død og fra Satans Rige, saa at den Helligaand han kalder, forsamler og helliggjør os i Troen paa Jesum vor Frelser; men vi ere komne til denne Sandheds Erkjendelse, og gaaer frem med et sandt Hjerte i Troens Forvisning, Ebr. (Hebreerbrevet/red.) 11, 22, med en sand Høiagtelse for Gud og alle hans Ord, og nu forstaaer vi rettelig alle Skriftens Sprog, der handle om Loven og Evangelium, om Troe og Kjærlighed efter Jesu Løvte i Joh. 6,45. : de skulle alle blive lærte af Gud; hver derfor, som hører af Faderen og lærer, kommer til mig; og Forjættelserne (løftene/red.) Es. 54, 13. Jer. 31, 34. Ebr. 8, 12, føles med Liv i vor Sjel.
§. 15. Da nu saaledes en fast Grundvold er lagt, saa er det vigtigt for enhver igjenfødt Christen at prøve sig selv, hvorledes han bygger derpaa, ikke give den høistfordærvede Sikkerhed eller onde Indbildning Rum, at Gud nu har taget os til Naade i sin elskelige Søn, du er et Guds Barn, det har nu ingen Fare; Nei ! gaaer den arrige Fiende Djevelen omkring som en brølende Løve 1. Pet. 5, 8. og søger efter hvem han kan opsluge, saa er det ikke de Uigjenfødte han har i sine Garn, men de Igjenfødte han søger efter; Ingen være derfor høimodig, men frygte sig, Rom. 11; thi om han vel staaer, saa kan han falde, hvorfor det er nødvendigt at omgaaes med Frygt, saalænge vi ere her til Huse 1 Pet. 1, 17; thi naar vi ret kjende eller undersøge
– 113 –
os selv, saa har vi ei alene de Synder vi forhen i vor uomvendte Tilstand har bedrevet at skamme os for; men endog de daglige Fristelser og Begjerligheder i Aand og Kjød, i Vrede, Stolthed, Letsind, ukyske Tanker, Sandselighed, Dovenskab, den farlige Verdens Kjærlighed, der stedse vil fange Hjertet, og alle disse med flere lignende Garn ligger os meget nær, Ak ! maatte vi vaage og bede, som vi bør.
Naar dette ret overveies, saa see vi hvor høistfornødent det er for os idelig og daglig at sætte Jesu Lærdomme for vore Øine, især de meget alvorlige Paamindelser til Aarvaagenhed, saasom Math. 24 og 25. Marc. 13, 33-37. Luc. 21, 36 m. fl.
Nu blive først Skriftens Lærdomme om Strid og Kamp os ret fattelige; thi de ovenmeldte Fiender vil ikke give os stor Roe, staaer vi dem ikke imod faste i Troen; bruge vi ikke rettelig de Vaaben Apostelen tilraader os, Eph. 6, 11-18, Troens Skjold og Aandens Sværd m. m., da ere vi snart overvundne. Christus, som bedst kjendte vor Svaghed og Uformuenhed, anbefaler os derfor i disse Begivenheder saa alvorlig Bønnen ei alene i sin Bjergprædiken, Math. 6, 6-15, men ogsaa paa flere Steder, og forsikrer derhos saa naadig og høitidelig om Bønhørelse, naar vor Bøn er retskaffen og hjertelig, Math. 7, 7-11, see 18 C. 19, Apostelen ligesaa i det foranførte Brev til Epheserne, saa I bede i al beleilig Tid og vaage til det samme; Jacob iligemaade 1 C. 5,6 V.(vers/red.) og 5 C. Af disse sidst anførte Steder see vi og, at der saameget anprises Enighed for Christne;
– 114 –
thi det følger af sig selv, at den sande Troende udstrækker sin Kjærlighed til sine andre Medmennesker, meest sine Brødre eller Troens egne, Gal. 6, 10, ved Bønner eller Forbønner, men ikke nok at vi vaage, bede og stride, vi maa ogsaa arbeide, ei alene lade af at gjøre Ilde, men ogsaa lære at gjøre Godt, Ef. 1, 16-17.; thi naar disse Ting ere hos os, da lade de os ikke blive ørkeløse, 1 P. (Peters brev/red.) 1,8, men flittige til al god Gjerning.
§. 16. Men om Troens Frugter og gode Gjerninger at tale, hvorved vor Troe skal bevises at virke kraftig i Kjærlighed til vor Næste, Gal. 5,6, da ere disse 2de Slags enten til Sjels eller Legems Vel eller og til begge, hvorom er forhen sagt i § 13 og 14, at det baade er Guds Befaling som ogsaa en glad og fornøielig Pligt for den som føler, at han intet har, som han jo har annammet, 1 Cor. 4, 7, at da hver efter som han har faaet en Naadegave, det være sig timelige eller aandelige, tjener sin Næste dermed som en god Huusholder over Guds adskillige Naadegaver, 1 Pet. 4, 10.
Om godt at gjøre med sit udvortes Gode tilskynder Frelseren meget i sin Bjergprædiken og flere Steder : «Giv den som beder dig, og vend dig ikke fra den som vil laane af dig». Denne Godgjørenhed bør endogsaa hos den Troende strække sig til Fienden : gjører dem godt som Eder hade, velsigner dem som Eder bande, og bede for dem som overfalde Eder og forfølge Eder, Math. 5, 42-44. «Giver, saa skal Eder gives»; «Værer barmhjertige
– 115 –
ligesom Eders himmelske Fader er barmhjertig» osv.
Flere Steder i det nye Testamente findes mærkelige Opmuntringer hertil, især udmærker sig Pauli Formaning i 1ste Brev til Tim. 6, 17-19, som og Ebr. 13, 16, «Glemmer ikke at gjøre vel og meddele, thi saadanne Offere behage Gud vel».
§. 17. Velgjørenhed imod vor Næste til hans Sjels Vel have vi i Skriften ligesaamange Opmuntringer til : Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte, men du skal straffe din Næste, at du ikke skal bære Skyld over ham, 3 Moseb. 19, 17, og Christi Ord til Peder (Peter/red.) Luc. 22, 32 : naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre.
Hos den, der i Sandhed er omvendt og ved Guds Raade kommen til en levende Troe, er det vist ikke muligt, uden Samvittigheds-Saar, at efterlade denne Pligt, men det skeer som David siger, «jeg taug fra at tale det Gode, men min Pine blev oprørt; mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild, jeg talede med min Tunge» Ps. 39, 3-4, see og Ps. 51, 15, Giv mig igjen din Saligheds Fryd og en frivillig Aand opholde mig; saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skal omvende sig til Dig, see og Jer. 20, 9, derimod siger Jesus, at den som skammer sig ved ham og hans Ord, den vil han ogsaa skamme sig ved, naar han kommer i sin Faders Herlighed Marc. 8,38. Sande Christne følge derfor disse Skriftens Tilskyndelser og opbygge den ene den anden 1. Thes. 5, 11, see og Ebr. 10, 23.25 : in Summa :
– 116 –
Christi store Bud, aldeles som I vil at Menneskene skulle gjøre Eder, saaledes gjøre I og dem, maa være og forblive enhver sand Christens daglige Rettesnor i Sjels og Legems Anliggender.
§. 18. Om disse Gjerningers Beskaffenhed saavel de indvortes som udvortes, er ogsaa meget at iagttage : de maa for det første være af den sande levende Troe, thi hvad som ikke skeer i eller af den er Synd. Rom. 14, 23, Guds og Christi Kjærlighed maa være Drivefjæderen om det skal være Gud behagelig; bliver i mig og jeg i Eder, ligesom Grenen ikke kan bære Frugt uden den bliver i Viintræet, saa kunne I ikke heller uden I blive i mig; thi uden mig kunne I slet intet gjøre, Joh. 15, 4-5.
Heller ikke maa de gjøres for derfor at vorde anseet af Menneskene : mangfoldige Steder har Christus alvorlig formanet til Ydmyghed, som en Dyd der især skal udmærke hans Efterfølgere, og bevare dem i hans Sind. Folkenes Konger hersker over dem, og de som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer, men gjøre I ikke saaledes; men den største iblandt Eder skal være som den yngste, og den der er fornemme som den der tjener; Luc. 22, 26, siger, at hvo sig selv ophøier skal fornedres, og de som gjøre hvadsomhelst slags Gjerning det er for at ansees for Menneskene, de have deres Løn borte, Math. 6,5. De maa heller ikke gjøres i den Hensigt, at vi derfor skulde fordre nogen Løn, eller fortjene Salighed derved; thi naar I have gjort alle Ting som Eder ere befalede,
– 117 –
saa siger endda : vi vare unyttige Tjenere, thi vi gjorde det vi vare pligtige at gjøre, Luc. 17, 10.
Vore Gjerninger maa overgaae de Skriftkloges og Pharisæers og gjøres ene og alene fordi vi føle at Gud har gjort os saameget godt, og fordi vi igjen unde vor Næste det samme Gode, 1. Joh. 4, 11.
Jeg haver givet Eder et Exempel, at ligesom jeg haver gjort Eder, saa skulle I og gjøre, Joh. 13, 15. Ei heller maa de gjøres af Frygt for, at derved undgaae den Straf som i manglende Tilfælde venter os, thi dette er Trældoms-Aand, Rom. 8, 15, og Tjenesteqvindens Børn, der skulle udstødes, og kunne ingen Arv bekomme, Gal. 4, 30. Joh. 8. 35.
§. 19. Saaledes at tjene, hjælpe, give og gavne sine Medmennesker, er imod det gamle Menneskes Art, da det koster ofte Opofrelse af Egennytte, af Gods og gode Dage; for den Skyld er det Christus har paa flere Steder lært om Fornegtelse som en nødvendig Post i hans Efterfølgelse, Math. 16, 24. Luc. 9, 58 og Luc. 14, 25-33, hvor han fremsætter et Exempel om den, der vilde bygge et Taarn eller drage i Krig, og ikke forud overlagde hvad dertil behøvedes, hvorpaa han slutter denne mærkværdige Lignelse med de Ord : «Ligesaa og hver af Eder som ikke forsager alt det han har, kan ikke være min Discipel; at bortkaste, sælge eller bortgive alt er ikke Meningen, kun at vort Hjerte er saa løst fra alt, at naar det gjalt om at fremme Guds Ære og vor Næstes Opbyggelse, intet da skulde være os for kostbart, ei indtil vort eget Liv, Luc. 9, 24.
– 118 –
Hvo dette ret fatter, han lærer derved at bruge denne Verden, som de der ikke misbruge den, 2 Cor.7, 31. 8
§. 20. Af dette og hvad forhen er sagt, er det klart nok, at den sande Troe er Hovedsagen i Christendommens Liv og deraf vide mange meget at tale og skrive, at vi blive salige alene ved Troen, som fatter Christum uden Lovens Gjerninger, hvilket er meget sandt; men ligesaa sandt er det, at Troe Uden Kjærlighed og gode Gjerninger er intet, 1 Cor. 13, men død hos sig selv, Jac. 2, 17.
Ingen, i hvor retskaffen han end har vandret her, kan kræve noget for sine gode Gjerninger, som i §. 18 er sagt; men dog siger de hellige Bøger os, at Gjerningerne følge med efterat de Troende ere gangne over til Evigheden, Aab. 14-13, og at enhver skal faae efter som han haver gjort, ondt eller godt, 2 Cor. 5, 10. Rom. 2, 6., men de klareste og høieste Forestillinger om Naadeløn for sande Troende i hiint Liv, finde vi af Jesu Lære hos Math. 25, hvor han lærer os, at han paa hiin store Regnskabsdag vil meget tage Hensyn paa hvad godt vi have gjort her, især imod dem som have troet paa ham, dog hans sande Troende ikke have gjort sine Gjerninger i den Hensigt; Apostelen stemmer ogsaa overeens hermed, Ebr. 6, 10 : Gud er ikke uretfærdig, at han skulde glemme Eders Flid og Kjærligheds-Arbeide, som I beviste til hans Navn da I tjente de Hellige og tjene dem. Det synes ogsaa af foranførte Math. 25 m. fl. Steder, at Christus især vil tage Hensyn paa gode Gjerninger som ere gjorte imod ham og
– 119 –
hans Lemmer, eller troende Christne; vel siger han flere Steder, at vi skal gjøre godt end og mod Fiender, og at vi derpaa skal kjendes at være den himmelske Faders Børn, som ogsaa er god imod de Utaknemmelige og Onde, Math. 5; men her siger han udtrykkelig : at hvad som er gjort imod en af de Mindste som her troede paa ham, skal ansees som det var gjort mod ham selv, og ligesaa med hvad der ikke var gjort mod hans Børn, som var det negtet ham selv, om han selv i egen Person havde været hungrig, nøgen og i Fængsel; ja at saadan en god Gjerning end ikke i sin ringeste Forstand skal vorde ubelønnet, var det saa kun et Bæger koldt Vand, naar det var givet vel undt af et enfoldigt Hjerte, fordi han var en Christi Discipel, eller fordi man troede han hørte Christo til; thi da er det gjort i Christi Navn og for hans Skyld, det er : i Troen paa ham, og bliver ikke ulønnet, see Math. ro, 40-42 og Marcs. 9, 41, tilsidst slutter Christus i Math. 25, saaledes, at hine, som intet ret godt i Tiden har gjort, skulle gaae i den evige Pine, men de Retfærdige i det evige Liv Heraf sluttes, at alle som gjøre uret og stole paa sin egen Retfærdighed, det er : blive i sin Syndestand, de faae ingen Løn af Gud eller noget godt før de Gjerninger de gjøre, om end disse i sig selv ere gode, naar de komme af et ondt uomvendt Hjerte, thi ligesom Troen er død uden Gjerning, saa ere Gjerninger døde uden Troe.
Men enhver sand igjenfødt Christen, der har vendt sit Sind til Gud og sin
– 120 –
Frelser som Sønnen har gjort frie, tjener ikke af Trældom, men som et dydigt Barn udretter Faderens Villie, han har Deel i Godset (Faderens Herlighed), og skal blive i Guds Riges Huus evindelig, der ikke regnes som Løn, men Arvedeel efter Forjættelsen. See §§. 4-6-18. Joh. 8, 35. Rom. 6, 22-23, og 8 C. 17.
Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham; men om Nogen ikke haver Christi Aand, den er ikke hans, 9de Vers.
§. 21. Ligesom nu Menneskens Sjel er langt ædlere end Legemet, saa er ogsaa enhver Velgjerning, og Arbeide for at faae den frelst, af usigelig større Vigtighed, ligesom Løn for udviist Flid og Straf for sammes Efterladenhed er af Christo selv og hans Apostle ført os især alvorlig til Erindring.
Mange Mennesker som vel have annammet Troen, have dog forgjættet denne salige Frugt, Rom. 10, 1o, med Munden at bekjende til Saliggjørelse, og deri finde sin Mad med Jesus, Joh. 4, 34. At dette er altsaa ilde gjort, det viser Christus eftertrykkelig i Math. 25, hvor han lærer, at den Tjener der ei aagrede med sit betroede Pund eller Gave ei alene blev frataget samme, men endog udkastet i det yderste Mørke, V.(vers/red.) 30, og at derimod den, som havde været troe i at aagre med sit Betroede, blev baade givet mere og tildeeltes evig Løn; overeensstemmende hermed er Lignelsen i Joh. 15. : Hver Gren som bær Frugt renses til at bære mere,
– 121 –
og hver Green som ikke bær Frugt borttages, hvorpaa han fremsætter den vigtige Formaning, at blive stadige og bestandige i ham som den rette gode Stamme, paa det vi kunde af ham bekomme Saft og Kraft til at bære de rette og Gud velbehagelige Frugter.
Videre forjætter han i Math. 10, 32-33 : Hvosomhelst der vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg bekjende for min Fader som er i Himlene; men hvosomhelst der vil negte mig for Menneskene, den vil jeg negte for min Fader, som er i Himlene.
§.22. ??
§. 23. Ved denne Bekjendelse kommer Kors og Trængsel, hvilket Christus vel vidste forud, og derfor strax giver Underviisning om i de efterfølgende Vers af Math. 10,5 formaner os meget eftertrykkelig i Math. 16 og Luc. 9, at paatage samme Kors og ei skamme os ved at bekjende ham.
Verden hadede Christum fordi han vidnede om den, at deres Gjerninger vare onde, hvo der adlyder hans Bud og følger ham heri, den kan og vente sig samme Skjæbne. Have de forfulgt mig, skal de og forfølge Eder, siger han i Joh. 15, 20. Man begyndte strax at forbyde hans Apostle at tale til nogen om dette Navn, Apg. 4, 14, og saaledes blev man ved i de første 300 Aar efter Christi Fødsel at forbyde, forfølge og dræbe dem som bekjendte sin Troe paa Christum; endelig fik den christne Kirke udvortes Fred, men derefter blev Christi Navns offentlige Bekjendelse indskrænket ene og alene til Lærestanden, for hvilken som bekjendt en Pave blev Overhoved og hvorimod
– 122 –
ingen Lægmand maatte sige noget, om Lærerne end fore nok saa vild fra Skriftens og Jesu Lærdoms Sandhed; hvo der fordristede sig til at vidne imod Verden, fordi dens Gjerninger vare onde, han blev strax anseet for Kjætter og forfulgt med Fængsel, Landflygtighed og Død; trøsteligt er det dog at betænke, at Christus som vidste dette forud, i sin Bøn til sin himmelske Fader i Joh. 17, 20, ei alene bad for sine daværende Disciple, men og for alle dem, som formedelst deres Ord skulde troe; thi han vidste, at de vare samme Farer, Forfølgelser og Fristelser underkastede; ligesom Paulus stadfæster det samme, «men og alle som vil leve gudelig i Christo Jesu, skal forfølges», 2 Tim. 3, 12.
At ingen bør lade sig forskrække herved, men betænke, at hvo – i hvem det end er – som haver omvendt en Synder fra sin Veis Vildfarelser, har derved frelst en Sjel fra Døden og skjult Syndernes Mangfoldighed, Jac. 5, 20, og at det er enhver Christens Pligt, det er viist forhen.
Ingensteds finde vi at Christus har indskrænket Næstens Opbyggelse til nogen lærd Stand, men han valgte Fiskere saavelsom Toldere, og forbød ingen at bekjende ham eller tale om hans Navn, Luc. 19. 40. Math. 21, 16, advarede ogsaa sine Disciple derimod, Luc. 9, 50.
Moses, den store Prophet, vilde heller ikke forhindre saadant, men ønskede meget mere, gid alt Herrens Folk vare Propheter, og Herren ville give sin Aand over dem, 4 Moseb. 11, 28-29.
– 123 –
Apostlerne finde vi heller ikke at have brugt nogen saadan Myndighed, vi finde ikke at nogen af dem gjorde Indvending imod, at Stephanus prædikede, straffede og overbeviste Folket, endskjøndt han var blot udvalgt til Fattiges Forstander, eller modsagde nogen som bekjendte hans Ord.
§. 24. Man har indvendt imod mig Pauli Ord : «Hver blive i det Kald han er kaldet udi», 1 Cor. 7, 20; det foregaaende og efterfølgende i dette Capitel viser os tydelig, at han hermed hensigter til de forskjellige Stænder, de Troende kunne befinde sig i, da Guds Aand kaldte dem til fornyet Sind, at de skulle ikke bekymre sig for at blive frie fra det de vare forbundne til, hvilket 21 Vers viser, «er du kaldet i Herren en Tjener, da bekymre dig ikke, men kan du blive frie, da brug det heller«, saa jeg kan ikke see at nogen Christen, som fandt Attraae og havde Gaver dertil, herved udelukkes fra Ret til at opbygge sin Næste eller forhindre Talen paa en beleilig Tid, Syr. 4, 26, ellers maatte Apostelen modsige sine egne Ord i samme Brevs 14, 31.
Da Nogle vilde paastaae, at de af Guds Aand rørte vare drukne, Apg. 2, 13, opstod Petrus og sagde, det var ikke saa, men at Guds Forjættelser hos Propheten Joel opfyldtes, at Gud vilde sende sin Aand over Sønner og Døttre, ja over Tjenere og Tjenestepiger. Ikke kan Ordet prophetere i anførte Sprog (skriftsted/red.) forstaaes om den Gave at forudsige tilkommende Ting, men efter Pauli egen Forklaring i 1 Cor. 14, 3, den som propheterer taler Menneskene
– 124 –
til Opbyggelse, Formaning og Trøst. Er Christus igaar og idag den samme, og har lovet at være med sine Disciple alle Dage indtil Verdens Ende, saa var det ilde gjort om vi vilde mistroe hans skjønne Forjættelser, Joh. 14, der er aldeles ikke sagt, hvo som er studeret, hvo som er lærd, men hvo – ihvem det end er – som elsker mig, skal elskes af min Fader, og jeg skal elske ham og aabenbare mig selv for ham, og jeg vil bede Faderen og han skal sende Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen, og paa andre Steder, naar han kommer, da skal han straffe Verden for Synd, item vidne om mig, men I skulle ogsaa vidne; thi den Stad som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules.
§. 25. Aldrig har jeg lastet, eller anseet Lærdom og Videnskab som skadelig, især naar den er underlagt Troe og Kjærlighed; thi ellers opblæser den; tværtimod har jeg anseet den baade som nyttig og nødvendig, saasom vor Troe ved Kundskabs Oplysning destomere bestyrkes; ligesom Nytten til det nærværende Liv er heller ikke ringe. Jeg veed og kan med mangfoldige Vidner bevise, at jeg aldrig har fraraadt men tilraadt og endnu tilraader, at være al menneskelig Orden underdanig i Herrens Frygt, og at Oldinge som vel forestaae, bør holdes dobbelt Ære værd, meest de som arbeide i Ordet og i Lærdommen, 1 Tim. 5, 17, samt at dele allehaande Godt med dem som os undervise; og ellers give Enhver hvad vi skylde dem : den Told som
– 125 –
bør Told, den Frygt som bør Frygt, den Ære som bør Ære.
§. 26. Apostelen Jacob siger vel : «vorder ikke mange Lærere», hvilket Luther har oversat : «Hver Mand tiltage sig ikke at være Lærer» Jac. 3,1. Herved sætter Apostelen en viis og fornuftig Grændse, paa det ikke Enhver, ikke alt formange skulle tiltage sig at lære, men alle Ting kunne skee skikkeligen og ordentligen; men ikke kan jeg indsee, at dette eller noget Bibelsted forbyder nogen at paaminde og forkynde sine Medmennesker om Herrens Vei, enten han er læg eller lærd : da man tit har erfaret, at Gud haver udvalgt de daarlige Ting for Verden, som Paulus siger, 1 Cor. 1, naar kun iagttages, at den i Landet anordnede Lærestand ei derved hindres; thi naar disse retskaffent følge Christi Ord, da vilde de vist ikke hindre, men tværtimod fremme Gudsfrygt, Lyst til at høre eller lære hans Ord, selv prædike det samme i Tide og Utide, Tim. 4, 2., og med Paulus glæde sig over, hvor og af hvem Christus NB. Christus prædikes Phil. 1, 18.; ligesom de blandt dem, der besidde mere udstrakte og rensede Begreber, forstaae bedre at holde Religionen i Hævd, saavel efter Lærdoms Form, som christelige Kirkeskikke, (thi svage Mennesker have ofte tabt Følelse for Religionen) : de ere derfor, og bør agtes som Christi Menigheds Ledsagere og Opsynsmænd, og kan man vente af enhver retskaffen Lærer, at saafremt nogen skulle fare vild fra Sandheden, eller overiles af nogen Brøst, at de da vilde hjælpe saadan en tilrette med
– 126 –
en sagtmodig Aand, Gal. 6, 1, og ei drive Herredom over Herrens Arv, men blive Hjordens Exempler, 1 Petri 5, 3, i at paaminde de Uskikkelige, trøste de Kleinmodige, ophjælpe de Skrøbelige, og være langmodige mod alle, 1 Thes. 5, 14.
Min Troesbekjendelse er altsaa i Korthed denne : at Jesus Christus er Veien, Livet og Sandheden til Salighed, saa han er deres Frelser som annamme ham i sit Hjerte, eller med andre Ord, aabner sit Hjerte for den Helligaand; overveier Jesu Ord, og vender sit Sind, Lyst og Attraae til de 10 Budord; har sit eneste Ønske, at behage Gud, og derved give Guds Aand Rum i sit Hjerte, til at virke den levende Troe deri; at denne Troes Kjendetegn viser sig i en inderlig Kjærlighed til Gud og vore sande troende Medbrødre, og i en udstrakt Kjærlighed til alle Mennesker, at man vil de skulle annamme og blive deelagtige i den samme Naade.
Saavel i de rette Troendes Indvortes som Udvortes viser sig og er en Ydmyghed uden Forestillelse; den Troendes Handling er retfærdig; man har Afskye for al Synd, elsker alle Dyder, jager efter Hellighed og Fred med alle, især dem, som paakalde Gud af rene Hjerter; føler Guds Aands Mindelser og Tugtelser; har daglig Strid mod Fiendens Fristelser og adskillige onde Begjærligheder, af sit syndige og fordærvede Kjød, som man med Paulus klager over og finder man ikke formaaer at gjøre det Gode saa fuldkommen, som man ønskede, men at det Onde er altfor meget i Tanker og Begjeringer; ja at man og kan
– 127 –
komme til at snuble ved syndig Gjerning, som endnu mere smerter; men ved saadan Snublen lærer den sande Troende mere Forsigtighed, der driver ham til Aarvaagenhed og Bøn, at han kan holde sig til Jesum sin Frelser, og ved hans Kjærlighed overvinde sine syndige Tilbøieligheder, fornegter sig selv og opofrer sig til sin himmelske Faders Tjeneste; thi at gjøre efter hans Villie, leve efter hans Bud, er hans Hjertes Lyst.
Den sande Troende, som er oplyst om Jesu Lære, lukker intet ude af alt hvad Jesus har lært og befalet; man troer ham som Frelser, og er overbeviist i sit Hjerte, at han har løst dem fra Synd; men denne Troe leder ikke til Sikkerhed; men er den retskaffen, da fører den til Aarvaagenhed imod det Onde, der, saalænge man er i dette Liv, hænger ved og vil friste os; langt mindre stoler man paa Troen og agter ringe om Guds Lov; men veed at ikke en Tøddel deraf skal forgaae, og at Christi Kraft skal fuldkomme den moralske Lov i os, saa man holder Herrens Bud af Kjærlighed, først ved at lyse for sine Medmennesker med christelige Exempler : Kjærlighed, Ydmyghed, Kydskhed, Ædruelighed og Retfærdighed, med alle hellige Udøvelser; for det andet ved al Godgjørenhed og Tjenstvillighed af yderste Evne at gjøre vel mod Enhver, meest sine Troesforvandte; for det tredie bekjende Guds Navn, opmuntre, formane, straffe og overbevise med al Langmodighed og Lærdom, at holde Guds Ord høit og i Ære, det gjerne baade høre af andre og
– 128 –
lære Andre. Ikke bliver den sande Troende stolt, og seer med Foragt paa Andre, eller tillægger sig nogen Eneret til at bekjende Guds Navn; viser ikke Intollerance imod anderledes Tænkende, men han glæder sig i enhver som saaer Sæden uforfalsket; frydes endnu mere, hvor samme kommer til Væxt, og saadan en har Haab, ja Forvisning, at Kjærlighedens og Fredens Gud fører ham alt nærmere sit store Maal :
at samles med alle Udvalgte i det evige Liv. Amen !
