grev frederik adolf v. holstein : presentert i dansk biografisk lexikon

– Bind VIII; (1887 – 1905) – side 26 -31 : her gies et svært interessant bilde av en spesiell mann, med et stort engasjement i samtiden; samtidig – hans hustru Wilhelmine Julie Compt. Reventlow må ikke forglemmes, som en medspiller i hans liv og den som især førte hans arv i kristelig-sinnet betydning videre :

Holstein, Frederik Adolf Greve, 1784-1836, Godsejer, Filanthrop, Politiker, Sønnesøn af nedennævnte Fred. Conr. Greve H. (d. 1749) og ældste Søn af Kammerherre Heinrich Greve H. til Holsteinborg, Ejer af Godserne Farve, Waterneverstorf og Gross-Colmar i Holsten (f. 1748 d. 1796), og Friderica Christiane Maria f. Komtesse Rantzau-Breitenburg (f. 1762 d. 1831), er født paa Waterneverstorf 18. Okt. 1784.

Han blev indskrevet som Student i Kiel 1802, studerede senere i Gøttingen, derefter atter i Kiel og kom 1807 til Kjøbenhavn, hvor han det næste Aar tog latinsk-juridisk Examen.

4. Maj 1808 ægtede han Wilhelmine Julie Komtesse Reventlow (f. 1788 d. 1868), yngste Datter af J. L. Greve R. til Brahetrolleborg og dennes højt begavede Hustru, Sybille f. Schubart, hvorefter han tiltraadte Bestyrelsen af Grevskabet Holsteinborg, der siden Faderens Død (1796/red.) havde været administreret af C. D. Reventlow. 1812 blev han Kammerherre.

Den unge Godsejer viste sig strax som en Elev af Reventlowernes Skole; med en utrættelig Iver og en ubetvingelig Tro paa at kunne udrette noget til Gavn for den Kreds, i hvilken han indtog en stor Landejendomsbesidders betydelige Stilling, kastede han sig over Løsningen af de Opgaver, som den store filanthropiske Bevægelse i Slutningen af det 18. Aarhundrede havde stillet, men endnu langtfra løst.

I Aarene 1809-11 afløste han Hoveriet paa Holsteinborg. Hovedgaardens Drift forbedredes, og han arbejdede paa ligeledes at indføre en forstandig Drift af Bønderjorden.

Fæstebrevene forpligtede dem, der modtoge dem, til at følge et regelmæssigt Sædskifte, Havedyrkning og Husflid opmuntredes; der oprettedes Haandgjerningsaftenskoler og dannedes et Industriselskab, der uddelte Præmier til dygtige og flittige Bønder.

Det er karakteristisk for hele hans aandelige Retning, at disse uddeltes med religiøs Højtidelighed i Kirkerne.

End videre grundlagde han en Sparekasse og et Assuranceselskab for Kvæg og Heste. Ogsaa nogle Fabrikanlæg forsøgtes, men de mislykkedes aldeles.

Det er en Selvfølge, at alle Fremskridt paa Landvæsenets Omraade her som overalt maatte standse i de ulykkelige Aar fra o. 1818-30, da den eneste Opgave baade for store og smaa Landmænd var om muligt at hænge fast ved Gaardene; men næppe var der kommet bedre Tider, før H. tog fat med usvækket Iver; 1833 stiftede han Sorø Amts landøkonomiske Selskab, der, da det havde bestaaet 50 Aar, mindedes sin Stifter ved at udgive en lille Biografi af ham.

De materielle Fremskridt stode imidlertid ikke, hverken for ham eller for de Mænd, der vare hans Forbilleder, som det første og vigtigste; ved Siden af maatte der gaa et Arbejde paa at oplyse Befolkningen baade om, hvad der tjente til dens timelige og til dens aandelige Vel, og H. arbejdede for Skolevæsenets Fremme med en Iver og Udholdenhed, der ikke gave det 18. Aarhundredes Pædagoger noget efter.

Han var selv med aldrig svigtende Udholdenhed tilstede ved Skoleexaminerne, søgte at drage dygtige Lærere til sig og holdt Møder med dem, hvor Skolesager forhandledes.

Aftenskoler oprettedes, der holdtes Børnefester paa hans Gaarde Holsteinborg og Fuirendal m. m. Da den indbyrdes Undervisning indførtes, tvivlede han, ligesom de fleste ældre Pædagoger, om dens Hensigtsmæssighed, især i den Udstrækning, hvori den anvendtes, og da der 1828 var Tale om, at den skulde paabydes almindelig indført, protesterede han offentlig derimod, hvorved han kom i Strid med dens Talsmand, daværende Amtsprovst Mynster.

1811 havde han oprettet et saakaldt Hospital i Hovedbygningen paa Gaarden Fuirendal; der var knyttet en Fabrikvirksomhed til det; men det hele mislykkedes og kostede mange Penge. Det skulde tillige have været en Opdragelsesanstalt for Børn, der forsørgedes af Fattigvæsenet, og denne Side af dets Virksomhed fastholdt han, i det det 1832 forandredes til et Institut til fattige og forsømte Børns Opdragelse til gode Agerdyrkere.

Det indviedes paa hans Sølvbryllupsdag 1833, og her havde H. den Lykke, som ikke altid fulgte hans Planer, at han i den hidtilværende Institutbestyrer i Aalborg Stephansen (Anders S. 1791-1870/red.) fandt den rette Mand til at bringe Instituttet i Gang.

Dette fik strax en noget anden Karakter, end Stifteren havde tænkt sig. Der havde i Kjøbenhavn dannet sig en Komité for at oprette en Anstalt til moralsk fordærvede Personers, især Børns, Forbedring. Fra denne modtog H. 12 Børn, og det maatte snart vise sig, at disse ikke lode sig opdrage sammen med andre.

Efter H.s Død (1836/red.) flyttedes Stiftelsen til Hjortholm i Førslev Sogn; den bærer med rette Navnet Holsteinsminde.

Da den omtalte Komité (i Kjøbenhavn/red.) var kommet saa vidt, at den kunde grunde sin egen Anstalt, hjalp H. den ved at kjøbe Gaarden Flakkebjærg for den.

Da H. begyndte sin Virksomhed for Skolevæsenets Udvikling paa sit Gods, stod han i religiøs Henseende ganske paa samme Standpunkt som hans Forbilleder, Reventlowerne : Religionsundervisningen var for ham Skolens vigtigste Gjerning, men den skulde indskrænke sig til at lære Børnene at tro paa Guds faderlige Kjærlighed og at leve et fromt og godt Liv; «Syndsforladelse for Christi Skyld ønsker jeg helst ikke berørt», siger han i en Henvendelse til Skolelærerne 1811.

Men heri indtraadte der en stor Forandring.

Han er vistnok især bleven paavirket af en Lauenborger, J. Freytag, der 1822 blev Huslærer for hans Børn; denne Mand var bekjendt med det Missionsseminarium, der var blevet oprettet i Berlin, og det varede ikke længe, før H. selv dannede et Missionsselskab.

Dette forenedes efter B. F. Rønnes Død 1833  (Bone Falck R./red.) med det af denne oprettede danske Missionsselskab, og Holstein blev dets Formand.

Hans væsentlige Fortjeneste af det er vistnok at have stiftet det danske Missionsblad; de Planer, han lagde til en Udvidelse af Selskabets Virksomhed, mislykkedes, og dette svækkedes ved den Strid, der opstod, da Pastor L. Siemonsen og andre af Grundtvigs Tilhængere angrebe den af Tyskerne og Englænderne fulgte Praxis, som ogsaa Holstein billigede, for en stor Del at virke ved Uddelelse af Bibler og Traktater mellem Hedningerne.

Større Betydning fik H.s forandrede religiøse Standpunkt ved, at han skaffede de gudelige Forsamlinger et Fristed paa sit Gods; da viste det sig ret til Forfærdelse for mange, at han, som den gamle C. D. Reventlow skal have sagt, var blevet «en Befordrer af den mystiske Kristendom».

Det var allerede paafaldende nok at se en Lensgreve blande sig i den Strid, som 1833 førtes mellem P. A. Fenger og H. Bastholm i Slagelse og sætte denne i Rette for hans flade Opfattelse af Trosbegrebet.

Men H. blev ikke derved, han søgte at faa Præster, der havde brudt med Rationalismen, ansatte paa sit Gods, gav en af de ivrigste Forsamlingsmænd, R. Ottesen, en Gaard i Fæste og ansatte en anden meget urolig Mand, R. Sørensen, som Skolelærer.

Det var ham højlig imod, at det skulde formenes (hindres/red.) troende Mennesker at forsamles til Samtale, Læsning i Bibelen og Salmesang.

Men han begyndte at blive urolig, da Forsamlingerne bleve til store Møder, hvor der agiteredes, kritiseredes, vedtoges Resolutioner, og hvor man stredes om Troen i Steden for at stræbe at voxe i den.

Ved et lille Skrift : «Nogle Ord til Christendommens Venner paa Grevskabet Holsteinborg» (1834) søgte han forgjæves at lede Sagen ind i det gamle Spor; han opnaaede kun fra mange Sider at faa at høre, at nu havde han svigtet sine tidligere Grundsætninger.

H.s Virksomhed har kun i ringe Grad strakt sig uden for hans Gods; dette ligger maaske til Dels i hans Evners Begrænsning; han var for meget Idealist og for lidt praktisk til egentlig at kunne være Statsmand; men han har med levende Interesse fulgt de politiske Begivenheder og ikke manglet Lyst til at gribe ind i dem.

Vi møde her det samme Forhold, som alt er paapeget : det er det 18. Aarhundredes Anskuelser, han vil gjøre gjældende i det 19.

Han var Frihedsmand paa en Tid, da dette var sjældent i Danmark, og for saa vidt var han kommet ud over det 18. Aarhundredes Standpunkt, at han ansaa det for nødvendigt, at Folket selv fik Indsigt i Regeringsmaskineriet og Indvirkning paa det, men Friheden bestod i hans Øjne dog ingenlunde i konstitutionelle Former, der egentlig vare ham temmelig ligegyldige, men i en vidtstrakt Tale- og Trykkefrihed og i, at aandelige Bevægelser kun mødtes med aandelige Vaaben.

Det skal her kun nævnes, at han, da Prins Christian Frederik 1814 sammenkaldte Forsamlingen paa Ejdsvold, blev grebet af en saadan Begejstring, at han forfattede et helt Udkast til en norsk Forfatning, som han sendte Prinsen. Da denne havde nedlagt Regeringen i Norge, blev H. saa urolig, at han ikke kunde blive hjemme. Med en Jagt sejlede han i Efteraarsstormene til Lyngør og der fra til Frederiksværn, hvor han traf Prinsen, med hvem han fulgte tilbage.

1818 udnævntes han til Repræsentant ved Nationalbanken; han søgte her især at bevirke, at Bankens Regnskaber bleve offentliggjorte : men hverken i denne eller andre Henseender udrettede han noget, og efter 2 Aars Forløb trak han sig tilbage, fordi han følte sig krænket ved den Maade, hvorpaa Repræsentantskabets Formand, Etatsraad Zeuthen til Tølløse, optraadte imod ham.

I den følgende Tid deltog han oftere i offentlige Forhandlinger, saaledes 1827 ved et lille Skrift om «Grækernes Sag i Danmark» og 2 Aar senere ved et «Bidrag til Danmarks Krønnike for Aaret 1828».

Da Forordningen af 28. Jan. 1831 om Stænderforfatningen udkom, saa H. deri de fleste af sine politiske Ønsker opfyldte.

Han skrev da : «Om de danske raadgivende Provinsialstænders Væsen og Værd» for at vejlede sine Landsmænd i Benyttelsen af den nye Ret, der var givet dem.

Da Orla Lehmann («Maanedsskr. f. Lit.» VII) kritiserede denne Bog, viste det sig ret, hvor lidt den gamle og den nye Liberalisme forstode hinanden; H. var lige saa tilfreds med Stænderinstitutionen, som Lehmann var utilfreds, men allermindst kunde denne komme ud af det med, at H. fandt «en kristelig patriotisk Tendens» i Forfatningen; dette anser Lehmann for «et theosofisk System».

– H. deltog selv i den første Stænderforsamling 1835-36. Med sin endnu lige ungdommelige Iver kastede han sig over Arbejdet, og han havde Sæde i mange Komiteer. De Forslag, han stillede, frafaldt han, eller de forkastedes, men de vise, at han endnu bestandig fastholdt de Tanker, der havde bevæget hele hans Liv.

Han foreslog nemlig, at Slaverne paa de vestindiske Øer skulde frigives, at man nu skulde tilvejebringe større Offentlighed i Bankens Regnskaber, og at der skulde oprettes Amtskommuneraad.

Det gik her som oftere i H.s Liv : han kunde se, hvad Fremtiden maatte bringe, men han savnede Evnen til at give sine Forslag en saadan Skikkelse, at de kunde føres igjennem. Kort efter at han var kommet hjem fra Forsamlingen, blev han syg og døde paa Holsteinborg 21. Maj 1836.

Da A. S. Ørsted i den næste Stænderforsamling omtalte de afdøde Medlemmer, sagde han træffende om H., at «han var gjennemtrængt af den dybe Følelse, at han kun var sat til Husholder over, hvad der af Forsynet var ham betroet … At føre Tro og Kjærlighed ud i sine Medmenneskers Hjærter var hans Livs Hovedstræben; men i det han indsaa, at disse en usynlig Verdens Kræfter behøve en bekvem Jordbund for at fremspire og trives i den synlige Verden, laa og hans Medmenneskers udvortes Forhold ham paa Hjærtet».

– Det 18. Aarhundredes Idealer vare hurtig blegnede; den Slægt, H. levede sammen med, havde forkastet dem eller opgivet dem. Han var en af de faa, for hvem de bleve ved at lyse, til den Tid kom, da de atter skulde komme til Ære.

Da han døde, var han endnu lige saa varm for Almenvel, Oplysning og Frihed som de Mænd, der i hans Fødselsaar 1784 vare komne til Roret i Danmark.

Under de ugunstigste Vilkaar trættedes han ikke af Arbejdet for at virkeliggjøre sine Tanker.

Han havde det Mod, der kræves for at svømme mod Strømmen, og naaede han kun smaa udvortes Resultater, laa dette ikke blot i hans egen, tit upraktiske Idealisme, men ogsaa i den tunge, trykkende politiske Luft, der en hel Menneskealder hvilede over Danmark.

– Hans ældste Søn var nedennævnte Ludvig Henr. Carl Herm. Greve H.

J. A. L. Holm, F. A. Greve af Holstein, 1844.
J. J. Nielsen, F. A. Holstein-Holsteinborgs Liv og Virken, 1883.
Erslew, Forf. Lex.

L. Koch.

Skriv inn søkeord..