– No. 4 – April 1867 : fra s. 107-116 – og videre nedenfor i No. 10 – Oktober 1867 : fra s. 308-315 :
Missionen i Hererolandet.
I foranstaaende Beskrivelse af den rhinske Missionær Kleinschmidts Levnetsløb, er der allerede talt om Herero-Missionens Begyndelse. – Der er fortalt, at Hahn og Kleinschmidt i Aarene 1843 og 1844 opholdt sig paa
– 108 –
Windhoek hos Jonker Afrikaner, men allerede dengang vare ifølge det Hverv, som af det rhinske Missionsselskab var overdraget dem, deres Tanker rettede mod Hererolandet. Det var dengang Selskabets Tanke i Store-Namagualand og Hererolandet at grunde en Række af Stationer, der skulde danne Støttepunkter for Missionens Fremtrængen mod det Indre af Afrika. Denne dristige Tanke venter endnu paa sin Virkeliggjørelse. Først i den allersidste Tid synes det Rhinske Selskab at have faaet saadan fast Fod i Hererolandet, at der synes at kunne være Tale om her at finde et Støttepunkt for en videregaaende Mission. Det er Missionens 23aarige Kamp for at vinde dette Fodfæste, som vi i det Følgende skulle betragte.
I Kleinschmidts Levnetsløb (se S. 106.) er det fortalt, hvorledes Hahn, Kleinshmidt og Jan Bam i Oktober 1844 maatte forlade Windhoek, fordrevne af Jonker Afrikaners ved Missionærernes Nærværelse hemmede Lyst til at begynde det gamle Plyndreliv og – af methodistiske Missionærer.
Over den nordenfor Windhoek beliggende, af Schmelen forsøgsviis grundede Station, Schmelenshaab (Okahandja/red.), kom de den sidste Oktober 1844 til det Sted, de havde udseet sig i Hererolandet, som de gave Navnet Ny-Barmen (Gross-Barmen eller Otjikango). Reisen derop ad de vilde, ubanede Veie var usigelig møiefuld, paa Veien blev en stor Deel af deres Kvæg deels ihjelslaaet af Lynet, deels røvet af de vilde Dyr; heftige Uveir, som paa Veien kom over dem, forøgede deres Lidelser. Kort sagt : Missionærernes første Reise til Hererolandet foregik under Omstændigheder, der kunde være en passende Forberedelse for de Vilkaar, under hvilke de senere maatte gjøre sin Virksomhed i Landet selv.
Hererolandet strækker sig mod Syd henimod den sydlige Vendekreds. I Nord begrændses det af Ovamboernes Land, i Syd af Store- Namaqualand, i Øst maaskee af Søen Ngami og i Vest af Atlanterhavet. Langs Kysten strækker sig en Kjæde af høie rødagtige Sandbjerge, hvis Gjenskin man kan see paa Horizonten i lang Afstand fra Kysten.
Bag disse Sandbjerge hæver sig en over 20 Mile bred Høislette, der skraaner opad mod det Indre. Her er intet Træ, ingen Busk, intet Græskar at see, Intet uden store Granitblokke af forskjellig Farve og Skikkelse. Denne Ørken bliver gjennemskaaret af Floderne Swachaub (Swakop) og Kuisib. Sletten selv hedder Naaripsletten.
Østenfor den hæver sig igjen et vidtstrakt Bjergland, Hererolandets Hjerte. Egnen antager her en ganske anden Charakter; lange Dalfører krydse hinanden i alle Retninger; her findes en rig Afvexling af dybe Dale, Høisletter med rig Vegetation, høie Bjergrygge og Fjeldtoppe, som i Øst naae 8000 Fods Høide; østenfor dette Bjergland antager atter Landet Ørkenens Charakter.
Det nævnte Herero-Bjergland er ret smukt, de paa hinanden taarnede, kjæmpemæssige Granitmasser antage de forunderligste Former, dybe Klippehuler tilbyde Løver, Leoparder, Vildkatte osv. sikre Smuthuller; imellem de glatte, af Solens brændende Straaler opglødede Klippeblokke voxe Slyngplanter, Kaktus og Aloetræer, Tornebuske og det vilde Figentræ; vilde Bier samle Honning af Aloen og andre Planter; Fiirbeen, Slanger, Skorpioner, Tusindbeen og andet giftigt Kryb trives kun altfor godt imellem de hede Stene.
Bjergene danne i deres indbyrdes Stilling imod hinanden i Almindelighed kjedelformige Dale, som ere rigeligt bevoxede med Græs, gjennemskaarne af smaa Floder og opfyldte af alle Slags vilde Dyr.
– 109 –
De Højsletter, som ligge paa begge Sider af dette Høiland, ere mindre rige paa Afvexling; en glødende Hede, om hvilken man ikke har nogen Forestilling i Europa, gjør det der næsten ikke muligt at trække Aande, thi den somoftest klippeagtige og steenhaarde Jordbund ophedes af Solstraalerne som en Stegepande. Snart gjennemvandrer man nøgne, ufrugtbare Sletter, snart hindrer en tæt Skov af Tornebuske enhver videre Fremtrængen, snart kommer man over endeløse Græssletter, snart seer man Grupper af Acacie-Kameeltorn- og Tamarisktræer.
Et malerisk Syn frembyder de steile, ofte 900 til 1000 Fod høie Klippevægge, som indeslutte Floden Swachaub i dens nedre Løb. Paa Klipperne voxer den statelige Eukorbia candelabra, der strækker sine Grene mod Himlen som en pragtfuld Lysekrone, derhos Aloen, undertiden 14 Fod høi og slank som en Palmestamme. Imellem Sivet paa de grønne Flodbredder hæve sig Acacietræer, det sorte Ibenholttræ og navnlig Grupper af Sydafrikas Eg, Kameeltorntræet.
Swachaub, som aldrig udtørres, frembyder den sikreste Vei til det Indre af Landet.
I den største Deel af Aaret har Landet Ørkenens Farve, et melankolsk Graat, men efter de første Regnskyl i Regntiden bedækkes de nøgne, sørgelige, umaadelig store Sletter og Dale med en saadan Masse af gule Blomster, at man næsten ikke kan sætte Foden paa Jorden uden at træde paa dem.
Overalt dufter det af vellugtende Urter og Græsarter, blomstrende Tornebuske seer man overalt, Græsset naaer i denne Tid en Høide af 7 til 9 Fod. Hererolandets Bjerge skjule store Skatte : Tin, Bly, Jern, Kobber og Guld. I sin Tid vil her upaatvivlelig blive en rig Bjergværksdrift; for Tiden er Kvægavl Folkets eneste Næringsvei, thi Landets Græsgange ere uforlignelige. Paa ganske faa Steder, især ved Flodbredderne, egner Landet sig for Agerbrug.
Hererofolket er et smukt Folk, bruunsort af Farve, med næsten europæiske Ansigtstræk, kun Faa have et negeragtigt Udseende. Deres Haar er uldagtigt, Mændene lade det voxe langt, Kvinderne rage det af og lade kun en Dusk blive staaende i Issen. Til denne befæste de Dyresener, og indsmøre Haaret saavelsom hele Legemet med en Blanding af Fedt og Okker. Klædningen bestaaer af Dyreskind, paa Fødderne bæres Sandaler.
Glas- og Jernstykker saavelsom Ringe af Jern, Kobber og Elfenbeen udgjøre deres Smykker, de pynte sig ogsaa med Blikplader, som de befæste til Hoved, Hals, Arme og Been.
Hereroerne ere et Nomadefolk, hvis Levemaade meget ligner Kaffernes. Deres Hjorde vare, før Namaquaerne i den sidste Kamp ødelagde
– 110 –
dem, umaadelig store.
Ikke destomindre leve de saagodtsom udelukkende af Melk og slagte kun et Stykke Kvæg ved særegne, festlige Anledninger, eller naar de ere stedte i den yderste Nød. For Kvæget nære de en næsten afgudisk Kjærlighed; i Særdeleshed ere Oxerne anseede.
Med Kvægvogtning maa kun Mænd befatte sig, og det er en Æressag endog for Høvdingerne i nogen Tid at have været egentlige Hyrder. Ofte vende Høvdingerne i sin Alderdom tilbage til Hjordene som Hyrder.
Man paastaaer, at Hereroen, som just ikke har sin Styrke i Regnekunsten, selv om Hjorden er meget stor, dog uden at tælle let mærker, om et Stykke Kvæg mangler ham. Han har det paa Fornemmelsen, at et bekjendt Ansigt er borte.
I Børnenes Phantasi saavelsom ide Voxnes Drømme spiller Kvæget en fremtrædende Rolle. Naar Hjordene komme hjem, holder det mindste Barn op at lege og fortaber sig i Beskuelsen af Dyrene. Der digtes Sange til Kvægets Ære, især, naar det har en bestemt Farve og Skikkelse, og Hereroernes Dands er igrunden ikke Andet end en Efterligning af Kvægets Bevægelser. Naar de dandse, høres det derfor ogsaa i Frastand, som naar en Kvæghjord kommer løbende.
Hereroerne ere et muntert, livligt Folkefærd, dertil meget kraftigt. Missionær Roth skriver om dem, idet han sammenligner Namaquaerne med Hereroerne : «Naar en Namaquaer staaer ved Siden af en Hereroer, seer han ud som en Græshoppe».
Og dog have Namaquaerne ikke alene oftere beseiret dem, men i hele 10 Aar holdt dem under Aaget som et undertvunget Folk.
I gamle Dage drev Hereroerne sine Hjorde paa Græsgang ligefra Swachaub til Ondonga, Ovamboernes Land, medens de nu ere indskrænkede til et meget mindre Gebet, og da de rhinske Missionærer kom til Landet, saae de allevegne Ruinerne efter ødelagte Hererolandsbyer.
Tildeels er det Namaquaernes Besiddelse af Ildvaaben, som har givet dem deres Overlegenhed, men tildeels have ogsaa Hereroerne arbeidet paa sin egen Undergang. I lang Tid førte de blodige, indbyrdes Krige om Kvæg, og tilsidst søgte den beseirede Part Hjælp hos Namaquaerne.
Disse kom og søgte naturligviis sin egen Fordeel. Naar man vil bedømme Missionens Gjerning mellem dette Folk, maa det vel erindres, at Missionærerne kom til et Folk, som ikke blot var nedsunket i Hedenskabets almindelige Mørke, men dertil ogsaa var et underkuet og søndertraadt Folk.
– Forøvrigt give Beretningerne just ingen lys Skildring af Folkets aandelige Beskaffenhed. Det betegnes som et smudsigt, gjerrigt, lidenskabeligt Folk, der ingen
– 111 –
Medlidenhed har med de Gamle og Svage, som i Almindelighed dræbes eller udsættes i Ørkenerne. Den Fattige er en foragtet Ting; for Drabet af ham ansees et Par Oxer som en overflødig Bod. Fleerkoneri og den skamløseste Utugt hersker iblandt dem.
I denne Retning synes de blottede for al Anstændighedsfølelse. Dog berettes ogsaa enkelte lysere Træk. Modernavnet er helligt iblandt dem. Hereroeren sværger «ved sin Moders Taarer». Kvinden staaer altsaa dog i en noget større Anseelse hos dem end blandt de andre Negerstammer. Dertil har dog dette Folk, hvad adskillige af Afrikas Folk ikke synes at have, et Slags Religion.
Stammernes Høvdinger ere tillige deres Præster. Høvdingernes Døtre vogte den hellige Ild, som de altid holde brændende om Natten i Huset, om Dagen foran samme paa Offerstedet, som kaldes «Okuruo». Slukkes Ilden, ansees det for en stor Ulykke. Den tændes atter ved at rive to Træstykker mod hverandre, og Offere bringes for at forsone Ildens Aander. Naar Stammen flytter, følger Høvdingens Datter umiddelbart efter Hjorden, bærende en brændende Fakkel fra den forrige «Okuruo». Hereroerne have ogsaa en Kasteinddeling, der tildeels synes at hvile paa religiøs Grund (*).
(*) (Det rhinske Missionsselskabs Historie af von Rohden (1856) giver af Hererofolket følgende Charakteristik, som hidsættes for de mange Sammenligningspunkters Skyld, som det frembyder med det Folk, imellem hvilket vor egen Mission hidtil har arbeidet :
«Nordenfor Swachaub udbreder der sig en vidtstrakt Høislette, paa hvilken der kun hist og her findes enkelte Bjerggrupper. Paa denne vandfattige, men ikke ganske ufrugtbare Høislette drager et nomadisk Negerfolk, Damraerne eller Ovahereroerne, om med sine store Kvæghjorde. De ere af en ganske anden Race end Namaquaerne, og have et fra dem ganske forskjelligt Sprog, ligesom de ere af en anden Farve. Den egentlige Negertypus er hos dem afgjort fremtrædende. Deres Charakter er ogsaa heeltigjennem Negercharakteren, de ere et barnagtigt Folk, fuldt af Latter og Fjas, Praleri og Snak, Trætte og Skrig. Af Naturen umaadelig nysgjerrige, ville de have Rede paa Alt, begribe Alt, men trættes strax af enhver vidtløftigere Forklaring. Til Dands og Leg ere de altid parate, men i Kirken og Skolen finde de det meget kjedeligt. Over den usleste Smaating kunne de holde timelang Passiar, men en Samtale om Salighedsveien blive de snart kjede af. De ville gjerne have en Missionær i sin Midte, for at nyde hans Beskyttelse, thi de ere feige, for at faae Tobak af ham, thi de have mange Lyster, for at nyde Godt af Affaldet fra hans Huusholdning, thi de ere smudsig gjerrige, for at faae en Mængde nye Gjenstande, som kan give dem Stof til Passiar, og med hvis Rester de kunne pynte sig, thi de ere forfængelige og pyntesyge. En ituslaaet Theekop, et kasseret Thermometer gjemme de omhyggelig, saadanne Ting hænges om Halsen og ansees som kostbare Smykker. De løbe om næsten ganske nøgne, men Baand, Ringe og Prydelser af alle Slags maae ikke mangle. Ellers ere de som alle Hedninger : skamløse og utugtige indtil det Unævnelige, feige og grusomme, et Menneskeliv har iblandt dem saare lidet Værd, tyvagtige, fulde af Løgn, man kunde fristes til at sige, at de intet Begreb have om, at Løgn og Tyveri er Synd. Der findes ikke hos dem Spor af Taknemmelighed, Troskab, Barmhjertighed, kun en endeløs, ubeskrivelig Raahed. Om Gud og guddommelige Ting vide de just saa Meget som Namaquaerne, d. v. s. Intet. Dog have de flere religiøse Skikke end disse, Besværgelsesformler og andre Ceremonier, en Rest af Offertjeneste og en heel Deel Trolddomsvæsen. De have en dunkel Forestilling om Sjælens Udødelighed og vide at fortælle om Spøgelser, som stige op af Gravene og vise sig for de Levende. Isærdeleshed spille de døde Høvdingers Aander en fremtrædende Rolle. Ordentlig Statsindretning have de ikke. Høvding er den, som eier mest Kvæg. Om ham samle sig forhungrede Snyltegjæster, og saa er strax en liden Stat færdig. Men den har ikke lang Varighed. Naar den Rige døer, spredes hans Folk som Avner for Vinden. Nu (1856) er hele Folket forarmet og Landets eneste Høvding, idetmindste i Syden, er Jonker Afrikaner”).
– 112 –
Hereromissionens Historie har været underkastek store Omvexlinger. To Gange var den saagodtsom opgivet; først ved dens tredie Gjenoptagelse have lysere Udsigter aabnet sig.
– Om dens Begyndelse er der allerede fortalt. Den 31te Oktober 1844 opslog Hugo Hahn, Kleinschmidt og Namaquaeren Jan Bam, Kleinschmidts Hustrues Morbroder, sin Bolig paa det Sted i Hererolandet, som de kaldte Ny-Barmen (Otjikango/red.). Stedet var ikke smukt, men var rigelig forsynet med Vand, og dette Hensyn er i disse Egne af væsentlig Betydning. Det første Møde med Hereroerne var af venskabelig Natur, men de Forventninger, det vakte hos Missionærerne, bleve ikke fyldestgjorte.
Det kom snart tilsyne, at Folkets Stemning mod Missionærerne var afgjort Mistillid. Det var jo ogsaa ganske naturligt. De kom lige fra Hereroernes gamle Plageaand, Jonker Afrikaner’s, Plads, og de kom med hans Tilladelse, Hereroerne forstod vel, at uden hans Samtykke havde Missionærerne ikke kunnet drage til deres Land. Hvorledes skulde der kunne komme noget Godt fra den Kant ?
Desuden – hvad vilde Missionærerne hos dem ?
Saa godt de kunde, havde Missionærerne, som hverken kjendte Sproget eller vare understøttede af Tolk, oplyst dem om Grunden til sit Komme. Men Hereroerne vilde snarere have troet, at Solskinnet var sort, end at Nogen kunde gjøre Noget af uegennyttig Kjærlighed. I aareviis var det Hereroernes Overbeviisning, at Missionærerne ikke kunde være komne til dem uden af egennyttige Grunde, og overeensstemmende dermed behandlede de dem.
Naar de nærmede sig til dem, skete det enten for at
– 113 –
tigge eller for at stjæle. De vare sande Mestertyve. Da Missionærerne endelig lærte at passe paa Sit, saa at det ikke mere var saa let at faae fat paa, teede Hereroerne sig, som om der var skeet dem en stor Uret. De stakkels Missionærer ! Der sad de mellem et Folk, som vel havde indbudt dem, men som i sit Hjerte ikke vilde vide af dem, et Folk, for hvilket de kun med stor Vanskelighed kunde gjøre sig forstaaelige og som ikke syntes at gjøre sig megen Samvittighed af at lade dem sulte ihjel.
(L. von Rohden fortæller : En Kvinde, der skulde tjene dem som Tolk, viste sig ganske uduelig. Med lukket Mund at være Missionærer mellem et Folk, saa raat og stivt, saa dybt sunket i Fordærvelse som dette, er en haard Prøvelse. Vore Brødre arbeidede og bad uden Afladelse i to Aar, før de kom saa langt, at de kunde gjøre en Begyndelse med Forkyndelsen af det glade Budskab. Ofte syntes Vanskelighederne uovervindelige. «Sandelig», skrev engang Hahn, «frygtede jeg ikke Herrens Haand, saa løb jeg min Vei og overlod det til stærkere Skuldre at løfte denne Byrde». Man tænke sig ogsaa, hvad det vil sige at skulle lære Sproget uden Bøger, uden Lærer, uden Veiledning, blot ved at høre, sammenligne og gjætte Betydningen af de fremmede Lyd, som utydelige, snublende over hinanden, og halv slugte, før de udtales, møde det lyttende Øre; saa igjen, efterat et Ordforraad møisommeligt er samlet, ved mange Slags prøvende Forsøg at skulle udfinde Reglerne for Ordenes Bøining og Sammensætning, og tilsidst at skulle opdage det grammatikalske System, hvoraf det hele Sprog er gjennemtrængt og behersket. Og dog var det ikke Sprogets Form, som forvoldte vore Missionærer den største Nød, men meget mere Sprogets hedenske Aand. Det gjaldt at opfinde nye Udtryk, naar det skulde kunne tales med dette Folk om aandelige Ting. Deres Sprog eiede kun Udtryk for jordiske, sandselige Begreber, og selv disse vare ofte smudsige og gemene).
Imidlertid drog Kleinschmidt (se dennes Levnetsløb) med sin Slægtning, Jan Bam, til Rehoboth, og Hahn fik en ny Medhjælper i Roth.
– Til de nævnte Plager for Missionærerne kom endnu andre. Vilde Dyr, Panthere, Løver og Hyæner gik om Natten paa Rov omkring deres Kvægfolde og røvede det ene Stykke Kvæg efter det andet. Slanger, Skorpioner og giftige Edderkopper truede daglig deres Liv. Termiterne, de ødelæggende afrikanske Myrer (maur/red.), fortærede efterhvert de Boliger, de byggede, saa at de idelig maatte bygge paanyt.
Til alle disse Dagenes Byrder og Nætternes Rædsler kom Sygdomme, Febere, smertelige Øiensygdomme og – Hungersnød. Engang var Roth et halvt Aar fraværende for at skaffe Levnetsmidler fra Kapstaden, og det var kun to Hottentotdrenge, som Hahn havde bragt med sig, som ved sit Jagtudbytte opholdt Livet paa Stationen. «Hos os», skriver Hahn, «prøve vi hver Dag Vægten af den Forbandelse : «I dit Ansigts Sved
– 114 –
skal Du æde Dit Brød».
Dog – Hungersnøden blev forvundet, og ligeledes Sprognøden.
Vi meddele udførligere Roths Beretning om den første Prædiken i Hererosproget. Den giver ret et anskueligt Billede af Hereromissionens Vilkaar i dens Begyndelse. Iet Brev fra Roth fra Begyndelsen af 1847 hedder det :
«Den 24de Januar begyndte Hahn; jeg veed ikke, om det var Fortvivlelse eller hans heltemodige Tro, som drev ham dertil, eller om det var en Blanding af begge Dele, kort sagt, han begyndte, og han fik snart mig med sig. Vore Prædikener komme istand paa en egen Maade. Først blive de skrevne i det tydske Sprog og dernæst oversatte i Hererosproget. Efterat dette Arbeide er gjort, tilkalde vi Daniel Cloete (synes at være en Tolk eller Medhjælper fra Namaqualande. Udg.) og en mere begavet Hereroer fra Stationens Omgivelser, forelæse dem Sætning for Sætning og lade dem gjøre sine Bemærkninger. Vi troe at turde sige, at vi endnu ikke have sagt noget Skriftstridigt, uagtet naturligviis vor Prædiken er meget ufuldkommen, da Ord som : «Synd, Retfærdighed, Hellighed» endnu mangle os. En stor Lykke var det, at vi i forrige Uge fandt Ordet «Skyld».
Gudstjenesten holdes i min Stue, paa følgende simple Maade : Hahn og jeg sidde uden præstelig Dragt paa min Seng, rundt omkring os sidder Folket paa Jorden, først synge vi et hollandsk Vers, saa læse vi vor Prædiken, saa synge vi igjen et Vers og det Hele sluttes med en Bøn i Hererosproget. Det er en ubeskrivelig Fornemmelse efter saa lang Ventetid for første Gang at forkynde Guds Ord og bede i et Tungemaal, i hvilket Guds Ord aldrig før har lydt. Hvor uanseelig, hvor ringe er dog ikke Guds Riges Begyndelse».
– Snart fik nu Brødrene fuldkommen Herredømme over Sproget, ogsaa med Forholdet til Folket gik det efterhaanden bedre, om end meget langsomt. Lidt efter lidt samlede der sig paa Ny-Barmens Station en ikke ringe Mængde Folk, men rigtignok var det fordetmeste Folkets Fattige og Nødlidende, som samlede sig om de hvide Lærere.
Hos sine sorte Brødre kunde de ikke vente nogen Hjælp, nogen Medlidenhed eller Barmhjertighed. Om de døde som Fluer og sultede ihjel med Koner og Børn, saa vilde ingen Hedning bryde sig engang saa meget derom, at han sørgede for deres Begravelse. Kun de hvide Mænd, det mærkede snart de stakkels Hedninger, uagtet de endnu ikke forstode deres Sprog, havde Medlidenhed med deres Nød og vilde gjøre Godt imod dem. Derfor byggede de gjerne sine bikubeformige Hytter omkring Missionærernes Boliger.
Dog vare de just ikke meget ivrige for at vise de velvillige, hvide Mænd sin
– 115 –
hengivne Taknemmelighed, tvertimod, de bedrog, bestjal og ærgrede dem paa mange Maader; det faldt dem aldeles ikke ind, at det var deres Skyldighed at bevise dem Gjenkjærlighed; deres Formaal var kun at forskaffe sig selv den største Fordeel af deres Nærværelse.
Hahn og Roth lod dog ikke Modet synke lige over for denne Utaknemmelighed, de kom ihu, at det var med Hedninger, Syndens Trælle, de havde at gjøre.
De antog sig kun med en saa meget større Venlighed det elendige Folk, lærte dem at anlægge Haver, dyrke forskjellige Væxter, indrette sin Huusholdning bedre, efterhaanden forøge sit Kvæg, og de havde den Tilfredsstillelse, at næsten alle hine Nødlidende, som holdt sig til dem, lidt efter lidt erhvervede sig nogen Eiendom.
Derved vandt naturligviis Stationen meget i Anseelse. Ogsaa de omstreifende rigere Nomader besøgte nu og da Ny-Barmen, for at hilse paa den hvide Høvding, thi en Høvding var Hahn i Alles Øine; han kunde sige, hvad han vilde, saa blev han betragtet som Stationens Eier og som Herre over dens Beboere.
Og da det nu altid gik saa ordentlig og regelmæssig til paa Hahns Plads, saa opstod der efterhaanden en formelig Markedshandel paa dette Sted. De omstreifende Stammer traf der sammen og tuskede sine Varer, som for det Meste bestod i Jagtbytte, Tobak og Jernsager, handlede ogsaa med Missionærerne, som kjøbte deres Kvæg og betalte det med Klædningsstykker og Huusgeraad, som de havde medbragt fra Kapstaden.
Med eller mod sin Villie maatte Hahn ogsaa i andre Henseender overtage en Høvdings Rolle, give Handelslove, bestemme Sted og Dag for Markederne, bilægge Stridigheder o. s. v.
Den gruelige Larm, som var forbundet med disse Markeder, kunde han vistnok ikke dæmpe. Markeder kunne jo ikke holdes uden Skrig og Larm mellem Christne, og derfor kan man vistnok ikke vente mere af hedenske Markeder.
«En velsignet Frugt», skriver Hahn i 1850, «af disse Forholde er det, at medens tidligere Hereroerne slog hverandre ihjel, hvorsomhelst fiendtlige Partier stødte paa hverandre, er nu Ny-Barmen blevet et Slags Fristed, hvor alle Feider indstilles. Gud give, at dette var en Bebudelse af en almindelig Fredstilstand og at Christendommens Væxt iblandt Folket maatte holde lige Skridt med Stationens ydre Udvikling».
– I denne sidste Henseende gik det nu just ikke saa hurtigt fremad. Vi have allerede hørt, at Missionærerne i 1847 begyndte at forkynde Evangeliet i Landets Sprog. Ved Paasketider 1849 fik de en tredie Medarbeider, Kolbe (Friedrich Wilhelm K. 1821-1899/red.), og da de strax efter kom i Besiddelse af en liden Bogtrykkerpresse, kunde de endog begynde med at oversætte enkelte Dele af den
– 116 –
hellige Skrift, trykke Lærebøger og bibelske Fortællinger, ja Kolbe forfattede i Landets Sprog 50 aandelige Sange, som bleve sungne ved Gudstjenesterne.
Alt dette var nu for de Sorte meget forunderligt, Sangen, Bønnen og Prædikenen ved Gudstjenesterne fremkaldte tildeels kun deres Latter, og de viste just ikke megen Andagt, men de kom dog til Gudstjenesterne, naar de bleve opfordrede dertil, sendte ogsaa sine Børn i Skole og holdt sig temmelig rolige om Søndagen.
Nogen mere gjennemgribende Virkning af Sandhedens Ord iblandt dem var ikke let at spore, dertil vare deres Sjæle altfor overgroede af det hedenske Syndelivs Tidsler og Torne, men det kunde dog mærkes, at de stod under christelig Tugt, og at Tugten gjorde dem godt.
Stationen trivedes i det Ydre altid bedre, Skolerne besøgtes flittigt og gave et godt Fremtidshaab, ogsaa Gudstjenesterne bleve efterhaanden regelmæssigere og kunde holdes uden altfor megen Forstyrrelse af Andagten; Tilhørerne bleve opmærksommere, og Katechisationerne viste, at det prædikede Ord var godt forstaaet.
En af Missionærerne udtalte sig i denne Tid saaledes : «Dersom disse Hedninger havde saa megen Christendom i Hjertet, som de have i Hovedet, vilde de være fortræffelige Christne».
For den Fremmede var det mere umiddelbare Indtryk af Livet paa Stationen saa stærkt og gribende, at en Hereroer fra det Indre af Landet, da han hørte Missionærerne prædike om Himmel og Helvede, udbrød : «Ja her hos den hvide Lærer er Himmelen, men deroppe i Norden hos os have vi ikke Andet end Krig og Blodsudgydelse, der er Helvede».
Missionærerne fandt paa sine Reiser omkring i Landet selv hos de rigere Hererohøvdinger den bedste Modtagelse, og al denne Medgang styrkede dem saaledes, at de i Aarene 1849 og 1850 anlagde en ny Station, nærmere Havet, Otjimbingue, hvor Roth begyndte sin Virksomhed i Juli 1849, og gjenoptoge den før, allerede foreløbigt grundede, mere østligt beliggende Station, Schmelens Haab, hvor Kolbe nedsatte sig i April 1850.
(Forts. her gjengitt fra nr. 10 – 1867 – sidene 308-315) :
– 308 –
Vi fortsætte den i Missions-Tidenden Side 116 begyndte Fremstilling af ;
Missionen i Hererolandet.
De gode Udsigter, som denne Mission havde omkring Aaret 1850, forsvandt imidlertid snart og det var fra det sydlige Nabofolk Namaquaerne, at Ulykken og Plagerne først kom.
I 1843 havde Hererofolkets Høvdinger, Kahitjene og Katjamaha, sluttet Fred med sin gamle Plageaand, Jonker Afrikaner (se Miss -Tid. for dette Aar S. 106), men Freden varede ikke længe. Jonker Afrikaner begyndte snart igjen paa sine gamle Plyndretog og frembragte navnlig stor Forvirring i Hererolandet.
Ikke nok med den Ødelæggelse, som hans vilde Horder anrettede i Hererdlandet, men som Følge af disse Angreb opstod der Borgerkrige mellem Hereroerne indbyrdes. De, som vare plyndrede af Namaguaerne, vilde holde sig skadesløse hos sine egne Landsmænd, og saaledes rasede Hereroerne med Ild og Sværd mod hverandre med lige-
– 309 –
saa stor Grumhed, som Namaquaerne mod dem.
I Begyndelsen respekterede alle Partier Missionsstationerne som neutral Grund, men i 1850 kom det til en skrækkelig Katastrofe, ved hvilken Schmelenshaab (dagens Okahandja/red.), den senest grundede af Missionsstationerne i Hererolandet, blev ødelagt. Jonker Afrikaner forfulgte Hererohøvdingen Kahitjene og indhentede ham paa Schmelenshaab.
Kahitjene tog sin Tilflugt til den lille Kirke, der forsvarede han sig en Stund og undslap saa lykkelig sine Forfølgere; men nu faldt det vilde Røverpak over Stationens øvrige Befolkning, ødelagde, plyndrede, dræbte, afhuggede til sin Fornøielse Hænder og Fødder paa Kvinder og Børn, sprættede Maverne op paa dem, kort sagt, øvede de skjændigste Ugjerninger.
Missionærfamilien selv blev vel ikke antastet, men hele Stationens Befolkning var deels dræbt, deels adspredt, og Stationen selv var ødelagt, saa at her ikke var noget blivende Sted. Schmelenshaab blev forladt den 23de August 1850, og denne Station er ikke senere bleven gjenoptaget.
– I 2 Aar havde nu Hereromissionen Fred. Hugo Hanhn og en i 1850 ankommen ny Missionær, Schøneberg, arbeidede paa Ny-Barmen, Rath og Kolbe paa Otjimbingue. En engelsk Reisende, Galton, som havde besøgt Missionsstationerne i Hererolandet, havde meldt sig som Commissær fra Regjeringen i Caplandet hos Jonker Afrikaner og saa alvorlig paalagt ham at holde Fred, at han en Tid af Frygt holdt sig i Ro, men det varede ikke længe, førend han forstod, at Hr. Galtons Trudsler ikke havde saa Meget at betyde, og han faldt nu med fornyet Raseri over Hereroerne, som deels underkastede sig ham, deels flygtede længere ind i Landet. Der var under disse Omstændigheder ikke Meget at gjøre for Missionærerne. I Løbet af 1852 og 1853 forlode de Alle Landet, og Hereromissionen maatte nu betragtes som foreløbig indstillet.
Opgivet var den dog ikke. Forholdene forandrede sig efter et Aarstid noget til det Bedre. I Oktober 1854 kom Rath atter til Otjimbingue og i 1855 vendte ligeledes Hugo Hahn, som imidlertid havde gjort en Reise til Europa, atter tilbage til Ny-Barmen for enten om muligt at fortsætte Missionsvirksomheden her eller for herfra at trænge frem til de nordligere boende Ovamboers Land, som af en engelsk Reisende var blevet anbefalet det Rhinske Missionsselskab som særligt skikket til Begyndelsen af en Missionsvirksomhed.
For det Første blev imidlertid Hahn i Hererolandet, men Missionærerne maatte her begynde saagodtsom fra Nyt af. Det var, som om ethvert Spor af deres tid-
– 310 –
ligere Virksomhed var forsvundet baade paa Stationerne og i Folkets aandelige Liv.
En ny Plage var ogsaa nu kommen til de forrige. Adskillige Europæere havde begyndt at indfinde sig i Landet. Kobbergravere, Naturforskere, Elefantjægere og Handelsmænd kom for at søge Vinding i Landet.
Folkets sædelige Tilstand, forsaavidt den lader sig nævne, sank endnu dybere under Indflydelsen af det europæiske Udskud; og det var egentlig kun Missionen, som i denne Tid dannede Folkets Værn mod fuldstændig Ødelæggelse.
Tarvelige og fattige ere de Beretninger om Frugterne af sit Arbeide, som Missionærerne i disse Aar hjemsende. Mærkeligt nok er det, hvad Hugo Hahn fra denne Tid beretter, at Kvinderne viste sig meest uvillige til at modtage Evangeliet. Kirkebesøget var ofte saa lidet, at Missionærerne maatte indstille Gudstjenesten ialfald for de Indfødte.
Flere af de Træk, som Missionærernes Beretninger fra denne Tid meddele, vidner om Folkets lave, sandselige Standpunkt. Skriftsproget var dem saaledes en ubegribelig Gaade. De kaldte det «Guds Øie» og indbildte sig, at Missionærerne af Bøger og Breve kunde faae vide Alt, hvad de vilde.
Det var aldeles umuligt at gjøre dem begribeligt, at man ved Skrift kunde meddele sine Tanker til Papiret uden paa reent trolddomsagtig Maade.
Kleinschmidts paa Rehoboth sendte engang nogle Sager til Hahn og medgave de Hereroere, som skulde bringe dem frem, et Brev, som indeholdt nærmere Besked. Da Hahn fik Brevet, saa han, at Overbringerne havde stjaalet af de medbragte Ting, og irettesatte dem derfor. Forundrede og forskrækkede over hans formeentlige Alvidenhed tilstode de Alt og vovede siden ikke mere at røre Noget af, hvad der ledsagedes af et Brev.
– En Dag kom en Hereroer og bad Hahn om en Bog. «Hvad vil Du gjøre med den», spurgte Hahn. «Jeg vil see, om jeg skal leve eller døe», sagde han. «Men Du kan jo ikke læse». «O ! det gjør Intet, naar jeg kun seer i Bogen, siger den mig det». «Vel, her er en Bog, sig mig, hvad der staaer». Han stirrede paa Bogen ligesom hiin Bonde, som meente, at, naar han kun fik Briller paa, saa kunde han læse. Efterat han havde stirret saaledes en Stund, sagde Hahn : «Nu, hvad er det, Du har læst ?»
Da han forblev taus, sagde Hahn ham Indholdet. Det var netop et Sted af den hellige Skrift, som handlede om Liv og Død i Ordets høieste Forstand. Derom brød han sig imidlertid Intet, men forlod Hahn, misfornøiet over, at denne ikke havde villet lære ham sin formeentlige Troldomskunst.
– Det er ikke flere end en Eneste blandt Hererofolket, hos hvem Missio-
– 311 –
nærernes Bestræbelser i denne Tid synes at have baaret nogen Frugt. Hans Navn var Kamuzandu.
Da Kamuzandu engang, medens han var ganske ung, laa paa Ryggen under nogle Træer og pleiede sin Magelighed, kom en Hyæne og bed sig fast i hans Næse. Han selv slap løs, men et Stykke af sin Næse og sit Kind mistede han. Han tyede nu til Missionærerne for at faae sit Saar lægt, og disse beholdt ham gjerne hos sig, da de snart lærte ham at kjende som et godt Hoved, der kunde være dem til stor Hjælp i deres Sprogstudier.
Han blev fra nu af hos Hahn, besøgte flittigt Gudstjenesten og gav engang godt Haab om, at han vilde blive Førstegrøden af Hererofolket. I en af sine Beretninger skriver Hahn om ham : «Een kan jeg nævne, som altid møder frem til Gudstjenesterne og som altid udmærker sig ved sit opmærksomme Væsen og sine forstandige Svar. Hans Navn er Kamuzandu; af ham venter jeg mig noget Godt».
Hahns Haab var ikke ugrundet. Kamugzandu havde virkelig modtaget et dybt og stærkt Indtryk af Sandheden. I den første Tid pleiede han at sige : «Ofte bliver Hjertet bange for Ordet, men snart vender det sig atter til Uretfærdighedens Vei, idet det siger : det har Intet at betyde». Aandens Kamp mod Kjødet var altsaa begyndt hos ham. Sit indre Menneskes Fremgang betegnede han selv paa en sindrig Maade ved at forandre sin Søns Navne. Ved hans Fødsel, da Kamuzandu endnu selv var en upaavirket Hedning, kaldte han ham «Katuemunu» d. e. «vi have faaet» (nemlig Kvæg, som er alle Hereroeres Afgud).
Efter at han havde gjort en Reise med Hahn til Kap, kaldte han ham «Katuvetjina» d. e. «vi kjende dem» (nemlig Missionærerne). Siden kaldtes han «Katuhaongua» (man prædiker for os). Unegtelig en betydelig Fremgang fra kjødelige til aandelige Forestillinger.
Engang, da Hahn gjennemgik med Kamuzandu Luc. 11, 1-13, spurgte Hahn ham : Kamuzandu, beder Du ? Han svarede : «Ja, jeg beder om, at Gud vil hindre Satan fra at stjæle Ordet fra mit Hjerte». At saadan hans Bekjendelse var noget Andet end Øientjeneste, beviste Kamuzandu ved den Taalmodighed, hvormed han bar den Spot, som han for Evangeliets Skyld maatte døie. Og dog naaede han ikke frem til at blive en Christen. Det var allerede Tale om, at han skulde døbes, da forelagde Hahn ham det Spørgsmaal, om han som Christen vilde afholde sig fra Fleerkoneri. Dette var Kamuzandu for Meget, at underkaste sig det Fattigdommens ydmygende Vilkaar, kun at have een Kone, formaaede han ikke. Fra denne Dag af fjernede han sig fra de Christne.
– 312 –
Naar det gik saa med den iblandt Hereroerne, som gav Grund til det bedste Haab, saa forstaae vi, at det har været under prøvende Vilkaar, Hererofolkets Missionærer i denne Tid gjorde sin Gjerning.
Ganske frugtesløs var den visselig ikke, det viste sig senere; men endnu i disse Aar spores lidet Andet end det tætteste Mørke.
«Om aandeligt Arbeide have vi som sædvanligt Intet at meddele», er Hahns almindelige Klage i hans Beretninger. Aar 1857 begyndte Missionærerne atter at tænke paa at bryde op fra Hererolandet. De vilde først forsøge at bane sig Vei mod Norden til Ovamboerne og andre Negerstammer; men den Undersøgelsesreise, de foretog i 1857, fik intet heldigt Udfald. Ovamboernes Konge, Nangoro, standsede dem ved Ondongafloden, ja lod dem her lumsk overfalde, et Overfald, som dog kostede Nangoro selv Livet. Han døde af Skræk over den ham ganske ukjendte Geværild.
Tilbageviste paa denne Kant forbleve Missionærerne endnu i 1858 i Hererolandet, og Hahn skriver i dette Aar : «Derom er jeg overbevist, at under de nærværende Forholde nytter det aldeles ikke at missionere i dette Land. Under Hottentotternes Herredømme og de Tilstande, dette frembringer, kunne ingen gode Frugter trives. I et halvt Aarhundrede er Evangeliet nu prædiket for Hottentotterne, men de ere de samme. Nu ere de dette Lands Herrer, og vilde og tøilesløse, som de selv ere, kunne de selvfølgelig ikke bringe Orden tilveie i dette ødelagte og oprørte Land. Her gives ikke Lov, her er ikke Orden paa nogen Ting.
Den Rest af Hererofolket, som Namaquaerne have levnet, følger sine Herrers Exempel og foragter Missionærerne. Saalænge Namaquaerne ikke vise sig som bedre Christne, er det forgjæves at haabe paa Hereroernes Omvendelse. Skulde der ikke fra Missionens Side kunne gjøres Noget for at afhjælpe al denne Elendighed ? Det Eneste jeg kan tænke mig, skulde være Anlæggelsen af velorganiserede Missionskolonier, der kunde vænne de Indfødte til Orden og give dem Anledning til at fortjene Noget ved Arbeide. Her kan jo ikke være Tale om noget storartet Agerbrug, men Handel, Haandværk og fremfor Alt Kvægavl kunde her dog drives».
– Det er ved christelige Colonister og den fra dem udgaaende velsignelsesrige Indflydelse, at Hahn nu vil forsøge at løfte Hererofolket til en Tilstand, hvori det kunde blive modtageligere for Evangeliets Paavirkning. Hans Plan kom dog ikke strax til Udførelse, meget mere blev Hererofolket i 1859 for det første igjen forladt af sine Missionærer.
Selv drog Hahn omkring denne Tid over til Europa for at arbeide for sin Plans Udførelse, og hans Medarbeider
– 313 –
Rath (Johannes R./red.) saa sig ogsaa nødt til foreløbig at opgive sin Virksomhed, efterat han havde fristet den tunge Skjæbne ved Skibbrud i Hvalfiskebugten den 1ste April 1859 at miste paa een Gang sin Hustru og sine fire Børn.
Dog efterfulgtes han allerede i 1861 af Missionær Kleinschmidt, som drog til Otjimbingue fra Rehoboth i Namaqualandet (se. Miss.-Tid. for d. A. S. 184) og for det Første gjenoptog Missionen blandt Hereroerne, understøttet af den trofaste Namaquaer, Daniel Cloete.
– Da Hahn i 1844 drog til Hereroerne, var der et troende Ægtepar af Namaquafolket, som betroede ham sin eneste Søn, for at han, om Herren saa vilde, skulde opdrage ham til en Arbeider i Herrens Viingaard. I Særdeleshed den gudfrygtige Moder laa denne Sag meget paa Hjerte. Hendes Haab opfyldtes. Daniel blev ved Guds Naade et velsignet Redskab i Hans Riges Tjeneste.
Hahn havde megen Glæde af ham og fandt snart ogsaa en god Støtte i ham. Daniel var en god Skytte, og forsynede i de første trange Aar paa Ny-Barmen (Otjikango/red.) Missionærerne med Levnetsmidler. Ogsaa som Tolk gjorde han god Nytte. Men paa samme Tid gjorde han ved sin flittige Benyttelse af Missionærernes Underviisning saadanne Fremskridt i Christendomskundskab, at han kunde modtage Kaldelse som Katechet; som saadan er han den Dag idag Missionærerne til stor Hjælp.
Snart blev ogsaa Missionær Brincker fra Isselhorst i Westphalen sendt Kleinschmidt til Hjælp.
Endnu førend Hahn vendte tilbage fra Tydskland og sit Hjem, Syd-Rusland, hvorfra han søgte at istandbringe en Colonisation af Hererolandet, foregik der vigtige Ting i Landet selv, som forberedte et fuldkomment Omslag i Hereromissionens Historie.
Den 18de August 1861 døde Jonker Afrikaner paa den forrige af ham selv engang ødelagte Missionsstation, Schmelenshaab (se Miss.-Tid. for d. A. S. 184 f.). Ved hans Død var Namaquafolkets Kraft brudt. Selv de underkuede og mishandlede Hereroere fattede nu Mod. De havde hidtil gjort Tjeneste som Namaquaernes Hyrder og vogtet for dem det Kvæg, som var blevet røvet fra dem selv. Nu opsagde de sine Herrer Lydigheden og bleve virkelig frie. Vistnok ikke uden Kamp.
Hereroernes Frihedskamp mod Namaquaerne er endnu ikke tilende, men Udfaldet er ikke mere tvivlsomt : Namaquaerne have for bestandig mistet Herredømmet over Herreroerne.
– Det var to Bundsforvandte, som styrkede Hereroerne saaledes, at de kunde gjenvinde sin Frihed. Den ene var Missionen, og den anden Understøttelse fik de fra Hvide, som antog sig dem, ordnede deres Forsvarskræfter og styrkede deres Mod.
– 314 –
Særligt maa her nævnes den svenske Handelsmand, Andersson (Charles John A./red.), som eier et Etablissement i Hvalfiskebugten og oftere har ydet Missionen væsentlige Tjenester, ved Siden af ham en engelsk Elephantjæger, Green. Men den overveiende Indflydelse maa her visselig tilskrives Missionen.
Hereroerne ere derved blevne knyttede til Missionærerne med stærke Taknemmelighedsbaand, og de have bragt dem sin Tak i Gjerning. Ved Begyndelsen af Frihedskampen var Missionsstationen Otjimbingue i stor Fare, og det saa ud, som om den skulde friste samme Skjæbne som Schmelenshaab, idet Namaquaerne vilde stikke Ild paa den. Men Hererohøvdingen Philippus antog sig kraftig dens Forsvar og faldt selv under Kampen.
Han havde høitideligt lovet Kleinschmidt at forsvare Stationen med alle sine Kræfter, og han indfriede Løftet med sit Liv. Denne Philippus’s Troskabsdaad er et lysende Minde i Hereromissionens Historie. Den er et Beviis paa, at den Kjærlighed, som ikke søger sit Eget, har faaet Magt over Hererofolkets Hjerter. Om Philippus kan der siges : «Han gav Kjærlighed for Kjærlighed».
Det er, som om en ny Morgenrøde over hans Grav er oprunden over Hereromissionen.
I 1863 kom Hahn tilbage, selv styrket ved sit Ophold i Hjemmet og ledsaget af friske Arbeidskræfter fra Europa. Otjimbinguestationen blev udvidet og fuldstændigere bebygget og blev snart et Hovedpunkt i Landet, hvorom Hereroerne samlede sig i saadan Mængde, at det forundrede Hahn, at der endnu var saa Mange igjen af dem. Men Sagen var, at de nu efter Jonkers Død igjen vovede at komme frem fra de Smuthuller, hvorhen de som forskræmte Fugle vare tyede.
I 1863 anslog Hahn deres Antal omkring Otjimbingue til 20,000. Folketallet paa denne Station blev ogsaa i 1864 forøget derved, at Befolkningen flyttede hid fra den anden Station, Ny-Barmen, som var mere udsat for Fare under de vilde Kampe, som vedblev at rase mellem Namaquaerne og Hottentotterne (skal være : Hereroene/red.).
Dog blev Ny-Barmen atter besat, efterat Hereroerne i Slutningen af 1864 havde vundet en mere afgjørende Seier over Namaquaerne.
– Det Rhinske Missionsselskabs Aarsberetning for 1865 beskriver Missionens Stilling i Hererolandet saaledes : «Vor Missions Stilling i dette Land er glædeligere end nogensinde før. Der har nu dannet sig en lille Hereromenighed, og Flere modtage Underviisning. Der er overhovedet kommet en anden Aand i de Sorte, og man maa erkjende, at Missionen her havde udrettet meget, førend endnu en eneste Sjæl var omvendt.
Den har igjen gjort Hereroerne til Mennesker, som kunne høre, see og arbeide. Hvo, som kjender Hereromissionen fra Begyndelsen,
– 315 –
vil vel næsten forundres ved at høre, at Hereroerne begynde paa Otjimbingue at opbygge sig ordentlige, tildeels stærktbyggede Huse, at de paa Bredderne af Swachaub (Swakop River/red.) anlægge Kornmarker og Haver med ordentlige Indhegninger, ja endog udføre og lære alt Slags Arbeide hos de paa Otjimbingue boende Haandværkere.
Allerglædeligst er det at høre, at det Kirkelokale, som hidtil er blevet brugt, er blevet forlidet, og at mange Hereroere, fornemmelig af den yngre Slægt, gjerne og regelmæssigt besøge Kirken. Ogsaa Skolen besøges godt.
Disse Kjendsgjerninger gjælde navnlig Otjimbingue, hvor den større Mængde af Hereroerne boe omkring Høvdingens Residents, men ogsaa Missionær Brincker paa vor ældre Station i Hererolandet, Ny-Barmen, skriver forhaabningsfuldt.
Han havde Arbeide nok i Kirke og Skole, og en talrig Befolkning boede paa Stationen. I Nærheden af Otjimbingue, omtrent en Miil borte, ligger Hererofolkets troe Bundsforvandte, Willem Swartbooi, med sit Folk i Swachaubdalen.
Efter Kleinschmidts Død have de ingen egen Lærer. Fortiden betjenes de fra Otjimbingue af Hugo Hahn. Ogsaa Bøhm var af og til hos dem. Missionær Hahn har en stor Arbeidsbyrde at bære, men den beviser, at Missionsarbeidet i Hererolandet er indtraadt i et nyt og bedre Stadium. Ogsaa i Forhold til sine gamle Fiender, Namaquaerne, ere Hereroerne nu blevne de stærkere.
Den 3die September 1865 stod der et blodigt Slag ved Otjimbingue, som endte med, at de forbundne Namaqua-Høvdinger, Jan Jonker, Oasib og Henrik Zes lede et fuldstændigt Nederlag, og Hereroerne have derved erholdt en afgjort Overvægt.
De seneste Efterretninger fra Hererolandet berette om fredelige Tilstande i Landet og Missionens stadige Fremvært.
En særegen Betydning har Missionsvirksomheden i Hererolandet faaet i den seneste Tid, idet den synes at skulle blive Udgangspunktet for en videre Fremtrængen af Missionen mod det Indre af Sydafrika. I Begyndelsen af 1866 modtog Hahn gjentagne og indtrængende Anmodninger fra Ovamboernes Høvding om at komme til ham, for at aabne en Missionsvirksomhed i hans Land.
Han tiltraadte denne Reise i Mai samme Aar, og de seneste Hefter af det Rhinske Missionsselskabs Beretninger indeholde Udtog af hans Reisedagbog, som synes at love en glædelig Fremtid for Missionen imellem Ovamboerne og andre nordenfor Hererolandet boende Negerstammer.