– etter at denne svært aktverdige unge metodist-pastor Lars Petersen gikk bort i familiens bolig i «Nordre Foswinkelsgade 14» i Bergen bare 35 år gammel 30. januar 1889 – hans 35 årsdag var nettopp markert dagen forut, den 29.
Han lå syk til døden i hjemmet, ja, det står nedenfor i minneartikkelen at «hans sidste Sygeleie var haardt og smertefuldt og varede i 10 Dage»; og gjerne var noen av eller hele barneflokken på fem omkring til tider, selv om hans svigerforeldre bodde i Bergen. En 4 år yngre søster av fruen Johanne Lovise (f. 1862) var Laura Kristine, som var gift med den senere pinse-«høvding» Thomas Ball Barratt;
– her følger minneordet i «Kristelig Tidende» :
Saa er vor kjære Broder og Medarbeider i Herrens Gjerning kaldet hjem.
Hans Livsløb blev ei saa langt; han kaldtes bort i en forholdsvis ung Alder, kun 35 Aar gammel. Han blev født paa Ringeriket i Nærheden af Hønefos (29. januar 1854/red.) og blev omvendt til Gud, da Methodisterne begyndte sin Virksomhed der, og har siden den Tid været en nidkjær og alvorlig Kristen, der har tjent Herren med et helt Hjerte.
I 1877 blev han kaldet til Missionens Tjeneste og begyndte sin Virksomhed som Br. Berghs Hjelper i Drammen, hvor hans Gjerning straks begyndte at bære velsignede Frugter. Derefter virkede han paa forskjellige Steder til megen Vel signelse. Nytaarstider 1879 blev han sendt til Bergen for at begynde Virksomheden der, hvor Gud storlig velsignede hans Arbeide til manges Frelse, saa Sagen fik en god og solid Grundlæggelse og har siden havt en herlig Fremgang.
I 1880 blev han ordineret til Diakon ved Aarskonferensen i Drammen og optaget som fuldt Medlem i Konferensen.
Efter at have betjent Menigheden i Fredrikshald i tre Aar, hvor hans Minde vil haves i kjær og dyrebar Erindring, paagrund af hans velsignelsesrige og opofrende Arbeide, blev han af Biskop Hurst ved Aarskonferensen i Bergen 1884 ansat som præsiderende Ældste i Kristiania Distrikt. Dette var en vigtig og ansvarsfuld Gjerning at blive sat til i en saa forholdsvis ung Alder (bare 30 år gammel/red.), og selv følte han nok Byrden og Ansvaret mest. Men med Dygtighed og Flid har han røgtet sin Gjerning, og Gud har været med og velsignet.
Hans Helbred har i de sidste Aar været mindre god, saa det var ikke altid, han kunde reise ud og holde Kvartalsmøder; men saalænge han var istand dertil reiste han og sparede ikke sig selv.
Ved sidste Aarskonferense blev han ansat som pr. (presiderende/red.) Ældste i Bergens Distrikt, men har hele Tiden været daarlig, saa han ikke har kunnet reise om i Distriktet. Dette har vel været en af hans største Prøvelser; mon men trods alt var han freidig og frimodig, og i et af sine sidste Breve siger han blandt andet :
«Siden Jul har jeg været meget svag, og det er vel sandsynligt, at dette bliver min Bane. Men jeg frygter ikke Døden, thi jeg ved (vet/red.), at det er min Vinding. Lig Apostelen faar jeg Lov at sige : Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet, bevaret Troen og iøvrigt er Retfærdighedens Krone henlagt i Himlen til mig. O, hvor saligt at være kjøbt til Gud med Jesu dyrebare Blod, og at der venter os en evig Hvile, Herlighed og Lyksalighed. Ligesom det er sødt for den trædte at faa hvile, saaledes føler jeg ved Tanken paa at faa fare herfra og være med Herren. Min inderlig trofaste Hustru og de kjære 5 smaa overlader jeg i Guds gode Hænder, forvisset om, at han vil være deres gode Hyrde og Tilsynsmand gjennem Livet, og da vil de ingen Mangel lide».
Hvor herligt saaledes at kunne tage Afsked med Verden og overlade baade sig selv og sine kjære i hans Hænder, som alt formaar. Hans sidste Sygeleie var haardt og smertefuldt og varede i 10 Dage; Onsdag den 30te Jan. Kl. 9, Form. fik han Reisebud og fik indgaa til den Hvile, som er tilbage for Guds Folk.
Hans Minde er os kjært og vil længe leve i manges Erindring. Herren være hans sørgende Hustrus Trøst og han hjelpe os, som er tilbage, at være rede, naar ogsaa vi faar Vandringsbud !