– i boken : «Beskrivelse over Hans Nielsen Hauges Reiser, vigtigste Hendelser og Tildragelser, tilligemed en Fortælling om de forskjellige Religions-Partier, han paa sine Reiser er bleven erkyndiget om, samt et kort Hoved-Indhold af hans egne Religions-Begreber eller Troes-Bekjendelse. I 3 Dele. Beskrevet af ham selv». Christiania 1816. Trykt hos Chr. Grøndahl;
– fra sidene 88 – 96 :
Efter at jeg i den første Deel af dette Skrift har beskrevet de vigtigste af mine Reiser og Tildragelser, troede jeg at det for endeel af mine Læsere kunde maaskee være interessant at see en lille Fortegnelse over de religieuse Partier, jeg paa mine Reiser har antruffet, samt en kort Oversigt af deres vigtigste fra min Overbeviisning differerende Meninger.
§. 1. Den første var Seberg Sognepræst til Thunøe Præstegjeld, hvor jeg var født; han havde fra mit 10de Aar ved Skolemøder og i Kirken med
– 89 –
flere Leiligheder lært at kjende mig, han tog mig ofte frem at læse for mine Jevnlige, og kaldte mig den lille Skoleholder, smigrede mig ogsaa med, at jeg skulde bliva Præst m. m. – Men da jeg kom til modnere Alder, lærte jeg mere at indsee hans tiltagende Svagheder, der ei alene stødte mit Hjerte fra ham, saa jeg ved hans Paastande modsagde ham, men han stødte og an mod de allerfleste af sin Menighed, saa de anklagede ham, hvorpaa han blev suspenderet, og endelig ved en Høiesteretsdom ganske afsat fra sit Embede. Hans Læresætninger vare næsten de samme, som herske blandt Brødremenighederne, dog skilte han sig ogsaa fra disse i nogle særegne Principer og Læremethoder.
Med denne Seberg stod et andet religiøst Partie der i Omegnen i en nogenlunde Forbindelse, som min første Opvækkelse stod saa at sige ved Siden af mig; som en Formand eller ældste blandt disse kan ansees en Christen Gleng, ogsaa hjemmehørende i Thunøe Sogn. De heftigste af disse havde før deres Sinds-Forandring været hengivne til Drukkenskab, Letsind og Gjækkerie i høi Grad, som vel stødte an mod mit naturlige Temperament; men især da jeg ogsaa efter deres Sinds-Forandring fandt adskillige Anstødeligheder hos dem, som i Læremethoden, der gaaer meest ud paa, at handle om Christi Forsoning, Blod, Død og Saar, uden at forklare den levende Troes Virkning om den aandelige Igjenføbelse, at følge hans Fodspor og gjøre vel.
Denne deres Lærebygning elker Forklaringsmaade, hvilket
– 90 –
de tildeels havde lært af Seberg, stred imod det Begreb, jeg havde fattet om den rette Forstand i min Børnelære, i Overeensstemmelse med det Ny-Testamente, saaat, ihvor gjerne jeg end ønskede Forening, saa kunde den dog ikke opnaaes, især da jeg saae, at Frugten af deres Lære var, at de fleste som antoge den, forfaldt til Sikkerhed og Laster; endskiønt den omtalte Christen Gleng har jeg endnu den Tillid til, at hans Forsæt er til det Bedste.
§. 2. Søren Lange, forhenværende Præst til Rygge og Moss, hørte jeg min Fader fortælle om, at han havde været en særdeles nidkjær Mand for Evangelii Sag og virket samme gudfrygtige Sindelag paa mange Mennesker dersteds. De overblevne af dem forenede sig med mig.
§. 3. Af et andet lidet Partie, som paa Moss havde floreret omtrent 40 Aar før min Tid, som af andre bleve spotviis kaldte Hellige, og hvorom jeg ikke veed hvorfra de have sin Oprindelse, enten fra bemeldte Lange eller nogen anden, disse traf jeg en Mand af, som sagde sig at være den sidste af sine Troes Brødre, og ventede nu paa sin Opløsning, han bar Præg af alvorlig Andagt og Strenghed, havde intet Haab om noget Bedre med Menneskenes Saligheds-Arbeide, som stred imod min Tanke, da jeg havde meget Haab om Menneskenes Forbedring.
§. 4. I Trøgstad Sogn traf jeg og nogle, som udmærkede sig ved religieuse Følelser, og de fleste af disse forenede sig med mig.
§. 5. I Krogstad Sogn vare nogle omtrent af
– 91 –
samme Tænkemaade, men enten disse havde sin Oprindelse fra den religieuse Præst Hørbye, eller deres Udspring var ældre og havde i hans Tid været forenede med ham, kan jeg ikke sige; nogen Forskjel var der vel imellem min og disses Tænkemaade, dog kunne vi vel fordrage hverandre.
§. 6. I Christiania og Drammens Kjøbstæder traf jeg endelig nogle af Brødremenigheden. Disse, som ærbare og øvede religieuse Folk, attraaede jeg Forening med, og havde Opbyggelse i deres Selskaber; men saasom de først stødte an mod mig, fordi jeg talede paa, at Lydighed mod Guds Bud, et christeligt Levnet, og en Omsorg for vore Medmenneskers Salighed ved at bekjende Guds Navn for dem til deres Opbyggelse, maatte endelig følge med Troen paa Jesum, at Faderen og den Helligaand maatte ikke udlades af vor Religions Lærdomme, men efter vor Børnelære ansees for et med Sønnen; da de ikke bifaldt dette, saa kunde jeg ikke blive ganske enig med dem; endelig angreb en Sternhausen i Drammen mig med Bitterhed. Jeg betragtede adskillige af deres Skrifter, hvoraf nogle sagdes at være forfattede af Grev Zinzendorph, disse stemte imod det Begreb, jeg gjorde mig om Christi Lære, og adskilte os altsaa end mere, især efterat jeg havde hørt flere usande Bagtalelser, eller at de paa Bagen for at overtale mine Medtroende, udskjældte mig for Pharisær, Lovlærer m. m.
Det er sandt, jeg lærte Loven, men denne som Tugtmester til Christum, og som en troende Christens daglige
– 92 –
Levnets Speil, at Kjærlighed til Gud og Næsten er den moralske Lovs Fylde, og hvor dette tilsidesættes, føler jeg ikke megen Glæde ved de høie Beraabelser paa Blodbrudgom og Hvile i den Korsfæstedes aabne Vunder, om de end med hine piner nok saameget græde over ham.
Endskjøndt da jeg var i Christiansfeldt i Holsteen 1814 (det skal være i juli 1804/red.) fandt jeg der Orden, Vindskibelighed, og ikke faa som viste baade Tolerance og christelig Kjærlighed; ligesom jeg ogsaa kjender endeel i Norge, der bekjende sig til Brødremenigheden, der ere retskafne, skikkelige Mennesker, som jeg baade elsker og agter; ligesom jeg til denne Menigheds videre Undskyldning veed, at den omtalte mod mig saa intolerante Sternhausen er siden for lastværdige Foretagender suspenderet fra deres Menighed.
§. 7. I Christiania traf jeg ogsaa en Englænder, som bekjendte sig til den reformerte Kirke, især efter Calvins Lære. Da vi begge vare føielige, og elskede hverandres alvorlige Gudsfrygt og Moralitet, saa stræbte vi begge paa at vinde hverandre, og havde adskillige Samtaler med hinanden; men det som foraarsagede Schisma imellem os var hans Paastand om det absolute Naadevalg; hvorimod jeg paastod, at Gud vilde at alle Mennesker skulle blive salige, og at Christus sagde : «hvor ofte vilde jeg forsamle Eder osv., men I vilde ikke»; hvilket Sprog han ei kunde gjendrive, men blev dog ved sin Mening.
§. 8. Paa Landet omkring ved Christiania traf
– 93 –
jeg adskillige, som bekjendte sig til Brødremenigheden, men havde før været opvakte ved en Pastor Green, Sognepræst til Agger, og flere fandtes i dette Sogn, som agtede Religionen høit og talede godt om bemeldte Green; de forenedes med mig.
§. 9. I Asker var en Levning af en religieus Bevægelse, som jeg troer en Lægmand havde været Begyndelse til, da han fra Begyndelsen havde været meget nidkjær og alvorlig i sin Gudsfrygt, saaat, da der i Norge opvaktes Forfølgelse imod dem, reiste nogle over til Tydskland, men derfra kom de siden tilbage igjen. Jeg veed blandt dem ingen Forskjellighed fra Statens herskende Religion, uden at de med megen Iver og Strenghed omtalede dem som anderledes lærte og levede; ellers brugte de Alvor i at randsage Skriften. Jeg talede flere Gange ved en gammel Olding, af Navn Christen Ødegaarden, som viste mere og mere Fortrolighed imod mig.
§. 10. I Jarlsbergs Grevskab fandt jeg endeel gudfrygtige Mennesker, der vare Levninger efter Præsterne Leths og Gerners Arbeide; de fleste af dem forenedes med mig.
§. 11. Ligesaa fandt jeg ogsaa nogle paa Listerland, der vare en Frugt af Præsten Bugge og Søn, nu Biskop Bugges Arbeider, de havde oprettet sig et aparte Samlingshuus, som jeg saae da jeg reiste derom; men det havde da paa en Tid ikke været brugt.
§. 12. I Bergen fandt jeg nogle af besynderlige separatistiske Meninger om Gudsdyrkelsen. Deres
– 94 –
Formand, Peter Farver, var død før jeg kom der, men de øvrige af hans Venner havde Rystelser, vare meget strenge, hang ved adskillige Yderligheder, med Remmer i Skoene, Mændene lode voxe langt Skjæg, og de holdte sig, efter Apostlernes Gjerninger 15, ganske fra at spise det, som Blodet af noget Dyr var kommen i; jeg overbeviste dem med Christi Ord, at hvad som gaaer igjennem Munden, gjør ikke Mennesket ureent.
§. 13. I Nordfjord fandtes nogle omtrent af samme Bekjendelse og Meninger, men som dog vare mere milde og føielige, og de fleste af dem forenede sig med mig.
§. 14. Andre besynderlige deels beængstede og underlige Sjele fandt jeg ogsaa i Bergen og deromkring Landet, hvoraf mange stemte meget for Jacob Bøhmes Skrifter og andre Mysterier, dog vare der mange oprigtige og redelige Mennesker deriblandt.
§. 15. I Nærheden af Trondhjem fandt jeg nogle faa, ikke som separerede fra Statens herskende Religion, men som adskilte fra den store Hob ved udmærket Gudsfrygt. Biskop Brun havde, som Præst der, været et Middel til disses Opbyggelse, saavelsom de selv havde søgt Veien til Livet.
§. 16. Foruden de føromtalte Brødre i Christianfeldt, traf jeg ogsaa enkelte særskilte religieuse Partier i Danmark, hvorom nogle havde ret særegne Begreber om Christendom, og vare altfor ivrige og overtroiske, saa jeg ikke kunde blive enig med nogen af dem.
– 95 –
§. 17. Endelig kom om Høsten 1815 omtrent 30 Matroser tilbage fra engelsk Fangenskab, hvor de vare blevne bekjendte med og havde antaget Qvækernes Religions-Ideer; de fleste af disse opsøgte mig, og jeg søgte at fordrage og fordrog ogsaa især deres Hensigt, som vist var god hos nogle; men deres separatistiske Meninger i adskillige Ting, som stride imod den her i Staten herskende Religion, saasom at forkaste Sacramenternes Brug, ikke gaae i Kirke, ei synge Psalmer, ikke underholde Præster, ikke at ville tjene til Fædrelandets Forsvar, men dog selv ville nyde Lovenes og Øvrighedens Beskyttelse. De sidde tause i sine Forsamlinger 1 á 2 Timer, og, naar ingen særdeles Rørelse bevæger dem, saa tale de ikke til Opbyggelse. Andre smaae Ting afsondre de sig ogsaa i, saasom med en særdeles Maade i Klæder, aldrig at tage Hatten af for nogen eller titulere nogen, end ikke ved deres Gudsdyrkelse tages Hatten af. Men det Værste endda var, at jeg syntes deres Fortolkning over endeel Skriftsteder vilde lede til Sikkerhed, ligesom jeg syntes, at nogle af dem vare allerede indbildske hos sig selv og ringeagtede andre. Endskjøndt jeg for disse og flere Aarsagers Skyld ei kunne bifalde deres Meninger, ellet forenes med dem, saa har jeg dog ogsaa blandt disse fundet nogle, som have været alvorlig bekymrede for deres egen og andres Salighed, og at deres Hjerters Forsætter har været redelige efter det Begreb de have gjort sig.
§. 18. At jeg paa flere Steder her og der i Norge
– 96 –
har fundet enkelte udmærkede gudfrygtige Mennesker, det kan jeg til Guds Priis og til min egen sande Glæde ikke negte; at der endog iblandt de meest Redeligsindede kan findes betydelige Svagheder, det kan desværre ligesaalidet negtes; men ikke drister jeg mig til at dømme en fremmed Svend, der staaer og falder for sin egen Herre, Rom. 14, 4; meget mere troer jeg, at iblandt ethvert Partie, som bekjender Jesum Christum som en Frelser ei alene fra Syndens Straf, men fornemmelig fra Syndens Herredømme, der har Gud sine sande Israeliter, omendskjøndt tit skjulte iblandt en stor Mængde Klinte, som vist er urigtigt at opluge, men Pligt efter Evne at paavise. Imidlertid er det min som enhver Christens bedste Trøst, at Herren hersker endog mit iblandt sine Fiender, Ps. 110, 2., at Ondskab ei kan have Kraft imod Viisdom. Visdb. 7, 30; men at Guds faste Grundvold staaer, og haver dette Segl : Herren kjender sine, 2 Tim. 2, 19., og Helveds-Pørten skal ikke formaae sig imod dem, Math. 16, 15; ønsker derhos inderlig, at Høstens Herre ei alene vilde rense sin Loe, men og udsende Arbeidere i sin store Høst, og at han vilde af sin Naade opholde og bevare sin christne Kirke og hellige Ord, uforstyrret og uforfalsket indtil Dagnes Ende. Amen !