– i boken : «Beskrivelse over Hans Nielsen Hauges Reiser, vigtigste Hendelser og Tildragelser, tilligemed en Fortælling om de forskjellige Religions-Partier, han paa sine Reiser er bleven erkyndiget om, samt et kort Hoved-Indhold af hans egne Religions-Begreber eller Troes-Bekjendelse. I 3 Dele. Beskrevet af ham selv». Christiania 1816. Trykt hos Chr. Grøndahl;
– fra sidene 5 – 70 (avsnittene er i Hauges egen bok fra 1816 markert med tegnet «§») :
§. 1. Ved St. Hansdagstid 1796 reiste jeg til Christiania, henved ro Mile fra mit Fødested, for at faae trykt en evangelisk Levnetsregel, hvoraf jeg, uagtet al Eftersøgning, dog ei har fundet flere af det forrige Oplag, end det eneste Exemplar jeg havde; tillige leverede jeg til Trykken det første af mig selv forfattede Skrift, kaldet Betragtning over Verdens Daarlighed.
§. 2. Da jeg havde formaaet Bogtrykkeren til dette Arbeide, reiste jeg hjem igjen; derpaa begyndte jeg at skrive paa et andet Skrift, kaldet Forsøg til Afhandling om Guds Viisdom. Disse Skrifter forfattede jeg meest i mine Hviletimer fra Bondearbeide, medens mine Medarbeidere hvilede.
§. 3. Om Høsten reiste jeg til Christiania igjen for at paaskynde de førstnævnte Skrifters Trykning, hvorfor jeg blev i Bogtrykkeriet i 3 Maaneder, ved hvilken Leilighed jeg lærte noget at trykke, samt ogsaa at indbinde Bøger. Derefter reiste jeg hjem igjen kort før Juul, og anvendte da al Flid paa at faae indbundet og udbredt disse Skrifter.
– 6 –
Hensigten med denne min Bestræbelse kan sees af bemeldte Bøgers Fortaler.
§. 4. Strax efter Nytaar gik jeg til Moss, Christiania og Drammen for at faae Bekjendtskab med nogle religieuse og fortrolige Mennesker, og faae Bøgerne videre udbredte. I Stæderne og paa Veien yttrede jeg ved Samtale med Folk, hvad der laae mig om Hjertet : Lyst til at tale om Guds Villie, og hvorledes vi, efter den Overbeviisning jeg fandt i mit Hjerte, overeensstemmende med Guds aabenbarede Ord, skulde indrette vort Levnet og Vandel saaledes, at vi kunne leve lykkelige og tilfredse her, og have grundet Haab om Salighed hisset.
§. 5. Ikke vil jeg dølge, at jeg paa ethvert Sted jeg vandrede, ja hos ethvert Menneske jeg traf, særdeles dem jeg opholdt mig hos nogen Tid, lagde nøie Mærke til døres Sindsstemning, deres Taler, Levemaade, Klædedragt, kort sagt : deres ind- og udvortes Væsen, saavidt jeg kunde fatte samme; heraf gjorte jeg en Følgeslutning, paa hvad Maade jeg bedst skulde træffe og lede deres Opmærksomhed paa min religieuse Hovedhensigt : at vække i deres Hjerter høi Agt for Gud og hans Ord. Charakteren hos Folket paa disse Grændser (i disse strøk/red.) syntes mig omtrent at være denne : I min egen Fødebygd og tilgrændsende Sogne, saavelsom Aggers Sogn vare Klæder af udenlandske Tøier alt meget komne i Brug, andre Steder vare, især paa Mandfolkenes Side, en mere simpel Nationaldragt; men saa syntes jeg ogsaa i den Tid, at i Smaalehnenes Amt, især i den Cirkel
– 7 –
jeg var født, sporedes lidt mere Cultur, end i de andre tilgrændsende Egne : Folket udmærkede sig ved Selskabelighed og Godgjørenhed; dog er endeel nidske og uoplyste, andre har sin Lyst i Stads (stas/red.) og Vellyst, nogle i Gjerrighed og andre i Drukkenskab. I Aggershuus og Budskeruds Amt, fandt jeg mindre Interesse for mit Hiertes Attraae; dog fandtes ogsaa der nogle, som med mig fattede Lyst til det Bedre; men i Almindelighed yndedes her mindre religieus Læsning end i Smaalehnene, hvor der gaves mange i min Vandringstid, som holdt sin Huusandagt; hvorimod i Byerne paa disse Grændser, stødte mig megen Letsind, Forfængelighed, samt Fritænkerie og stor Foragt for Religionen; ikke saa faa fandtes dog som viste sig venlige og godgjørende, og en og anden fandt jeg gjerne i hver Stad, som forenede sig med mig i Christi Troe.
§. 6. Efter denne Tour tog jeg atter hjem til mine Forældre paa Gaarden Hauge og arbeidede hos dem. Søndagen gik jeg til Kirken og efter Prædiken talede med adskillige, deels om det Præsten havde sagt, deels om vor Børnelære. Jeg blev nu deels mundtlig deels skriftlig anmodet om fra Forskjellige her og der omkring i Bygderne og Stæderne at komme til dem, hvilket jeg gjorde, og talede med dem om vore Christendoms Pligter, og Belønning for de sande Troende. At i denne Tid allerede vilde møde og mødte Bespottelser og Modsigelser, det var jeg ikke fremmed for, men saae af Historien, at det almindelig var gaaet saa med dem
– 8 –
som havde foragtet og forladt Lasternes Vei, og stræbt at følge Christi Lære.
§. 7. Sommeren 1797 foretog jeg mig en Reise til Holmestrand, Tønsberg, Bragnæs og Kongsberg, og derefter hjem igjen.
§. 8. Om Høsten reiste jeg til Frederikshald (Halden/red.); til Fredriksstad havde jeg kun 1/2 Miil, og var ofte der. I de fleste Stæder fik jeg Bekjendtskab med en og anden, som fattede Fortrolighed til mig og jeg til dem.
§. 9. Tredie Juledags Aften var jeg hos en af mine Beslægtede ved Frederiksstad, hvilke havde buden mig til sig; medens jeg stod og talede med Denne og nogle andre Mennesker, som ogsaa vare der, kom Præsten Hr. F – med en Lieutenant og 3 Soldater, og spurgte, hvad jeg udrettede; mit Svar var : at jeg talede om at forsage ugudeligt Væsen og verdslige Lyster. Præsten bød jeg skulde følge ham, hvilket jeg gjorde; hvorpaa de leverede mig ind i Frederiksstads Hovedvagt, hvor jeg blev sluttet i Arrest. Da jeg selv som Lensmandskarl henhørte under den civile Jurisdiction, saa ytrede jeg Forundring over, at jeg skulde hensættes under militair Vagt, og der var dem som ytrede, at Soldaternes Grovheder og Forbandelser skulde bringe mig paa andre Tanker; men jeg kom i Tale med dem og endeel begyndte at komme i Tanker ved mine Ord, saa de græd over sine Synder; Andre gaves derimod, som i heftig Vrede, truede at lægge et Træstykke i min Mund for at stoppe den, samt binde og slaae
– 9 –
mig. Jeg svarede : at vil de saa gjøre, da har jeg ikke seet nogen saa været medhandlet (som har vært behandlet på en slik måte/red.); dette blev da ikke noget af, men de kastede mig i et Hul, kaldet Buret, der sang jeg og Soldaterne hørte derpaa med Bevægelse.
§. 10. Anden Dagen blev jeg taget derfra og ført 1 Miil til Fogden N, han talede mig haardt til for Sværmerie, og at jeg forvildede Folket m.m. Jeg svarede : at jeg handlede efter min Christendoms Lære, at Folk forbedrer sig og aflægger Laster, det troer jeg ikke er Forvildelser, hvilket denne Mand senere ved en Attest har indvilget.
§. 11. Jeg blev strax ført til Frederiksstad igjen, og da indsluttet i Byens Arresthuus; her stormede til Bespottere, Nysgjerrige, Bedrøvede over min Arrest, og Andre der havde Smag for min Tale og Skrifter, hvilke sidste til denne Tid allerede var udkommen mange af; men saa var der og udbredt en Mængde opdigtede Rygter om min Vandel, med skammelige Beskyldninger mod mig, at jeg øvede Laster og Daarligheder, tilbad for Træbilleder m. m., som af mange antoges for Sandhed, endog af dem som holdtes for Kloge; dog, saadant foragtede jeg ganske, og var ligegyldig mod al Løgn, troede at Sandheden skulle dog tilsidst vinde Seier; skjøndt Eftertiden har dog lært mig, at Rygter kan skade meget og sætte stort Hinder for det Godes Udbredelse.
§. 12. Jeg blev ført for Sorenskriver S– for at vorde forhørt, hvor Præsten F– og nogle Vidner vare indkaldte; jeg og Vidnerne blev hver især
– 10 –
spurgte, om hvad vi forhandlede 3die Juledags Aften ? Vi svarede : om vor Christendom, at aflægge ugudeligt Væsen, og være flittige til gode Gjerninger. Spørgsmaal : Om jeg nød nogen Traktementer ? Svar : Slet intet. Hvorfor jeg befattede mig med at lære ? Svar : Fordi Bibelen tilholder os at opbygge hinanden.Dette Forhør blev sendt Amtet, og derefter befaledes, at jeg skulde løslades.
§. 13. Imidlertid paastod Fogden jeg skulle forpligte mig til, ikke at tale eller reise omkring til Nogen, saaledes som jeg havde gjort. Hvortil jeg svarede : at jeg intet Løfte kunne gjøre imod min Børnelære. Derefter skrev jeg et Promemoria til Amtet i lignende Udtryk, hvorpaa kom efter 5 Ugers Arrest nye Ordre fra Fogden, at jeg skulle løslades, som ogsaa skede. Paa hvis Bekostning denne Arrest var, veed jeg ikke. Men skulde det ikke være paa dens, ved hvem den var anlediget ?
§. 14. Da jeg havde talt med mine Bekjendte, reiste jeg til Christiania 3die Gang, og lod trykke i Korthed det nu omtalte Passerede, samt noget andet efter min Overbeviisning Opbyggeligt.
§. 15. Fra Christiania reiste jeg 1798 til Grunset Market, deels for at erfare Folkets Tænkemaade paa de Grændser, og deels for at faae udbredt mine Bøger, hvoraf jeg bortgav mange. Etsteds hvor jeg reiste paa Veien, kom jeg i et Huus, hvor nogle sad og talede om en Bondedreng, der øver streng Gudsfrygt, bar skrevet adskillige Bøger, som vare særdeles
– 11 –
opbyggelige; disse spurgte mig, hvor jeg var fra ? Jeg svarede, fra Smaalehnene; vi kom derpaa i Tale om Føret, om Menneskenes Levemaade og enderlig om Gud. De sagde til mig : vi troer Du er den vi har hørt Rygte og Tale om : muligt svarede jeg. Hvorpaa jeg henviste dem til Luthers Katechismus og Bibelen; derefter gik jeg min Vei til Markedet, hvor jeg blev bekjendt med adskillige Mennesker og udspredede de Bøger jeg havde. Derefter reiste jeg hjem igjen.
§. 16. Paa disse Grændser og paa Markedet syntes jeg ligedan om Folket, som de føromskrevne i §.5; dog syntes jeg paa Hedemarken herskede mere Stads, men ogsaa mere Skarphed i Tænkemaade, men imellem Christiania og Eidsvold besøgte Folket ofte Vertshusene, saa at jeg paa disse Grændser fandt mig mindst tilfreds, endskjøndt der, som de øvrige Steder, fandtes ogsaa nogle Faa der fandt Interesse for min Tænkemaade.
§. 17. Om Sommeren (1798/red.) reiste jeg til Christiania igjen, da jeg denne Tid var bleven meget bekjendt, og adskillige bad mig til sig. Anden Pindsedag var jeg i Kirken, og om Aftenen blev jeg buden til en Bekjendt i Lakkegaden, der kom Lensmand K og arresterede mig, og jeg blev ført derfra til Byens Arresthuus, hvor jeg forblev i 3 Dage, den 2den Dag kom Stiftamtmand K– (dette var Fredrik Julius Kaas – ofte titulert som både Kammerherre og Stiftamtmand over Akershuus Stift/red.), og tiltalte mig for Løsgjengerie, og at jeg ikke vilde arbeide, men gaae omkring og lære, og truede mig med Tugthuset; jeg svarede, at jeg ingen Løsgjænger var, da jeg
– 12 –
havde arbeidet hele Plovaanden (dette var onne-arbeidet med plogen/red.) paa Gaarden hos min Fader og ellers var hos ham, samt at jeg havde lovligt Pas for min Reise til Christiania, og at jeg intet andet havde lært, end tilskyndet at holde Guds Bud høit og i Ære, tjene Gud og lære Godt af hverandre; hvorpaa han gik fra mig. 3die Dag blev jeg af Byfogden H– forhørt, som spurgte, hvad mit Levebrød er ? Jeg svarede : Bondearbeide paa min Faders Gaard. Hvad Ærende jeg havde til Christiania ? Sv. Jeg havde nogle Skrifter i Trykken. Sp. Har Du holdt Taler her ? Sv. Ja jeg har talt med nogle Mennesker nu i Helligdagene om vor Christendoms Pligter. Sp. Hvori bestaaer din Lære ? Sv. Just i den vi har i vor lille Katechismus og Bibelen, derpaa oplæste jeg det 3die Bud og nogle Bibelsprog, som byder os, at leve gudelig, og opbygge hinanden. Han sagde, jeg har intet imod Dig; derfor taler jeg med Dig i Mindelighed. Jeg spurgte, om det var christeligt, at de som drak sig drukne og sloges (slåss/red.) indbyrdes saa de laae paa Gaderne, havde Frihed, og jeg, som gik i Kirken hvergang der var Prædiken, og imellem, især om Aftenerne, opbyggede mine Medmennesker med Sang og Tale, efter Statens herskende Religion, skulde derfor blive sat i Arrest og truet med Tugthuusstraf ? Byfogden svarede : han syntes det ikke var Ret, og vilde forestille Stiftamtmanden det; saa gik han hen til bemeldte Stiftamtmand, og forestilede ham min Uskyldighed; derpaa kom han hen paa Raadstuen igjen, og tillod mig at gaae ud; jeg svared e: da kan Nogen troe
– 13 –
jeg er rømt herfra, og bad ham give mig en Attest om min Løsladelse; hvilket han gav mig saaledes : «Hans Nielsen Hange har vel været arresteret, men er derefter løsladt og befunden, ei alene at være uskyldig, men og retskaffen, og udi Guds Raad til Sjelenes Salighed vel oplyst, og derfor anbefales til alle Forekommende».
– Jeg opholdt mig i Chriftiania 8 Dage derefter, og saa blev jeg atter arresteret, og skulde, efter en mig foreviist Ordre, strax føres med Vagt, Lensmand imellem hjem; men jeg blev ikke langt fulgt, thi man overlod mig at reise alene, og gav mig Ordren igjen. Denne bragte jeg til Fogden; han befalede da, jeg skulde være hjemme.
§. 18. Men da jeg havde en heftig Lyst til at tale med mine Medmennesker om vor Saligheds Sag, og troede efter Bibelens Bogstav, det var min Pligt, troede og ikke Regjeringen var derimod, og erfoer Øvrigheden var af ulige Tænkemaade, nogle forfulgte, andre beskyttede mig, saa kunde jeg ikke føre det over mit Hjerte at fortie min Aands Attraae eller være stille; thi reiste jeg strax til Bragnæs, hvor jeg havde en Ven i –M –M, han havde talet med Skipper N– fra Bergen, at jeg skulde følge ham derhen, hvilket denne tillod, han troede og, jeg skulde faae Bekjendte der, og at Øvrigheden, idetmindste de høieste Embedsmænd, ikke skulde forfølge mig der, som og Efterfølgende viser, at her blev det bedste Opholdssted for mig i Norge, for min Frihed. Dog kunde jeg heller ikke der blive ganske sikker.
– 14 –