første deel : «beskrivelse over hans nielsen hauges reiser, vigtigste hendelser og tildragelser»

og bespottede mig; endelig kom Fogden og tiltalede mig bittert, fordi jeg atter indfandt mig paa disse Grændser, og skammede paa mig for min Christendom; jeg bad ham om, at han ikke vilde være saa vred, men oplyse mig i de Ting hvori jeg feilede imod vor Christendoms Lære; da bad han mig at gaae og lovede mig Huus; jeg spurgte da Lensmanden hvor jeg skulde hen ? Han svarede : fra Herodes til Pilatus. Jeg svarede : disse Ord passe sig paa min Mester, og jeg vil være villig at følge hans Fodspor; dog kom jeg ikke til Pilatus denne Gang; men jeg blev ført for Stiftamtmand Gr. M– (dette var grev Gebhard Moltke/red.); denne Mand havde jeg før erfaret i det mindste Tolerance og Menneskekjærlighed hos; som jeg nu kom til ham, saa tiltalede han mig for endeel grove Beskyldninger, som vare løgnagtigen udspredte om mig; mit uskyldige Hjerte bragte mig og til at bruge et skyldfrit Sprog med saadan Djærvhed, at jeg siden ved nøiere Eftertanke syntes jeg var alt for dristig, og deels maatte selv smile ad mit raske uskyldige Forsvar mod Stiftamtmanden. Iblandt flere Beskyldninger var ogsaa disse, som de vigtigste:; at en Mand 3 á 4 Miil fra Trondhjem havde i Raserie myrdet et Barn; og en anden 7 Miil fra Staden i Vanvittighed brændt sin Broders Arm, med de Ord, han vilde prøve om han kunde udholde Ilden med saadan Kraft som de første Martyrer; dette blev siden udbasunet i Aviserne over hele Norge, Danmark, endog til Tydskland, for at bevise min Lærdoms onde Følger; men foruden at

– 38 –

ingen endnu har stykkeviis gjendrevet eller overbeviist nogen Vildfarelse i Lærdommen af mine Skrifter, saa seer man dog desuden hvor ilde det er, at raisonere og dømme efter løse Rygter og Avisskriverie, som Følgende, hvilket jeg veed er det Sande, kan bevise : den Første af disse – der under Paaskud af, at uddrive Djevelen, havde i sin Afsindighed myrdet Barnet – var imod mig og mine Bøger, endog før han forfaldt i Raserie, og havde klaget over, at mine Bøger vare alt for lidet strenge til at straffe paa Menneskene; selv havde jeg aldrig seet ham eller været ham paa 3 Miil nær, før Aaret efter at hans Udaad var begaaet; da traf jeg ham, og spurgte ham da, om han ikke selv syntes at det var ilde gjort; hvilket han selv da med Vemod beklagede; ikke havde Øvrigheden straffet ham, da alle vidste, at det var skeet i Raserie.

Den Anden omtalte havde jeg ikke været paa 6 Miil nær, heller ikke veed jeg om de havde mine Skrifter; men dette veed jeg, at de som skulde med Ømhed og sindig Oplysning veiledet dem, havde spottet med deres aandelige Bekymring og Bedrøvelse over Synden; og da er det ikke godt for Mennesker som ere geraadede i Angest for sin Sjels Salighed, hører Ondskabs Raserie, ere selv uoplyste og ubekræftede i Herrens Ord. Her gaaer det efter Salomons Ord : «hvor intet Maad er, der maae Folket falde; Ordsprog 11, 14. 12 C. 25.

– 43 –

som de gav mig, og efter en liden Hvile, at ligge i Snøen, thi andet fandtes der ikke at hvile paa, kom jeg mig igjen; Selskabet var nu forvildet om Veien, men som jeg havde et lidet Kompas i min Lomme og tog det op, saa blev jeg vaer at vi gik Syd til Østen, og Stedet, hvorhen vi agtede os, skulde efter Beretning ligge Nord til Østen, Selskabet troede da mine Ord, og efter at vi havde taget denne Cours og gaaet 1 Miil, saa øinede vi den Dal vi saa meget længtes efter; dog endnu var 2 Miil til Huus, hvilket vi opnaaede ved Midnatstid det 3die Døgn efterat vi havde begyndt paa denne Fjeldreise. I to Timer sov jeg, hvorpaa jeg hørte at Folkat lavede sig til Kirke, hvorfor jeg stod op og fulgte dem. Efterat jeg havde talet med adskillige der, begav jeg mig paa Veien fra Saltdalen til et Sted, Hundeholmen kaldet, og derfra til Løvøen.

§. 66. Paa denne Reise fik jeg prøve de meest slettænkende Mennesker jeg har forefundet i Norge, der ei alene vare fattige paa Formue, men og paa Menneskekjærlighed; thi endskjøndt jeg ingen Ting begjerede uden Mad og Huus mod Betaling, saa var der dog mange som ganske nægtede mig disse Livets første Nødvendigheder, skjøndt ingen kjendte mig enten efter ondt eller godt Rygte; deres Uvillie kunde maaskee undskyldes derved, at mange lette Mennesker reiser derom og tit beviser dem slette Stræger.

Løvøen ansaae jeg for et begvemt Handelssted, og da samme var tilkjøbs; saa skrev jeg

– 45 –

til Christiania derom, og en af mine Venner C– B– (dette var Christoffer Brateng, opprinnelig fra Snertingdalen/red.) reiste did og kjøbte samme, er der endnu og driver Handel.

§. 67. Jeg foretog mig derpaa en Reise til Bardudalen, et Sted som ligger 4 Miil adskilt fra andre bebyggede Landbygder, og hvor der for 12 Aar tilbage, ingen var nedsat; da jeg forhen havde hørt om dette Sted og at der skulde være velsindede Mennesker, saa havde jeg Lyst at komme der, jeg fandt der megen udyrket Jord, hvorfor jeg proponerede (foreslo/red.) for nogle Familier Syd paa Norge at flytte der Nord, som ogsaa skede, og de fik der bedre Kaar end de før havde. Fra Bardujordene reiste jeg nedad en Strømelv til Bardufossen, hvilket er det steileste og høiefte Vandfald i Norge; dog Vandets Mængde ikke er over mod Sarpfossens; her saae jeg Leilighed til at Vandet kunde deels ledes, deels mineres igjennem Fjeldet langs Fossen, saa at derved kunne drives Sauge, Stampe- og flere Slags Maskiner, som var stor Mangel paa der i Landet, ligesom og Tømmer kunne ledes derigjennem, som ellers slaaer sig i Stykker i Fossen. En Mængde Birk og Oreskov bliver der opbrændt som Braater, hvilken Aske kunne bedre benyttes, naar den blev samlet og deraf tilvirket Potaske; thi tilraadte jeg nogle fra Opdal ved Dovre at reise did for at anlægge Potaske-Kogerie.

§. 68. Herfra reiste jeg ud efter Monselven og over til Balsfjorden, besaae disse Landstrækninger, og talede med Indbyggerne; paa disse Veie traf jeg

– 46 –

mange Finner (lapper/samer/red.), der laae i Marken med sine Reensdyr. I Balsfjorden havde nogle Finner stukket en meget stor Hval; derved havde de baaret sig saaledes ad, at 4 Mand roede raskt ind paa Siden af Hvalen, som han var over Vandet, og skjød sin Pust, hvorpaa en var færdig med et stort Spyd paa en Stang og skjød i ham, hvorpaa Manden slap Stangen og den blesserede Hval blev ved at løbe indtil han var sprængt, og saaledes døde.

Jeg reiste ud til Tromsøe Bye og var der i Kirken, og derefter talede jeg med mange om vor Christendoms Pligter, da nogle forstod baade norsk og finsk Sprog, de som nu kunde Norsk forklarede min Tale for de Finske, hvoraf adskillige fattede Lyst til Guds Ord, nogle græd og vare bøielige.

§. 69. Derpaa reiste jeg fra Tromssøe til Lofoden og derfra til Brynie Præstegjeld (Brunneyjar sókn på norrønt er Brønnøy/red.) og siden til Gjeslingerne; at jeg alle Steds opbyggede alt hvad jeg formaaede, og at det hos mange fremvirkede christelige Dyder, det er bekjendt, eftersom det ogsaa var min Hovedsag.

Paa Gjeslingerne blev jeg ved den fiskende Almue bekjendt med dette Lands forskjellige Folkecharacterer, næsten fra ethvert Sogn kunde mærkes Forskjel paa Udtale, Skikke og Sæder. De fra Namdalen og Brynie (Brønnøy/red.) Præstegjeld syntes jeg dog bedst om, da blandt disse baade findes belæste og tænkende Bønder, de tillige viste flere naturliggode Dyder, saasom Tjenstvillighed og Høflighed, hvilket man og flere Steder skal antræffe i Nordland, og ikke saa Faa her fandt Interesse for de Religions-Sandheder jeg foredrog dem;

– 47 –

men i Nordran var adskillige grove Mennesker, dog fandtes ogsaa her en og anden tjenstvillig og godgjørende, især op under Fjeldet, men de fleste vare meget fattige.

§. 70. Længer Nord syntes jeg langt mindre om Folket. Et Sted kom jeg til hvor der var mange Huse, men ingen kjendte mig eller havde hørt noget Rygte om mig, og jeg fik ikke engang lov at sidde paa en Stol om Natten; endelig traf jeg tilsidst en, som tillod mig at ligge paa det bare Bord. Træghed og Uvillighed traf jeg ofte her, og ingen som udviste nogen Sands for min Opbyggelsestale, førend jeg kom paa Grændserne imod Løvøen og Hammerøen, hvor der fandtes Enkelte.

Derfra nordefter fandt jeg næsten ingen fortrolige, til jeg naaede den føromtalte Colonie (see §. 67.), som fra Østerdalen i Aggershuus Stift havde nedsat sig der; disse udmærkede sig ved en bedre Aandsdannelse og Vindskibelighed. De fleste af dem fattede ogsaa et Sind med mig i det Gode, ligesom endeel gamle Nordlandste Folk paa dette Sted bleve mine Venner. Ja endog hos de saakaldte Bufinner og Qvænerne fandt jeg langt bedre Charakteer end jeg havde tænkt, da ogsaa nogle af dem fattede Afskye for Synden og forbedrede sit Levnet; derimod vare de fleste Fjeldfinner meget trædske, egennyttige, uvillige, og tyvagtige, ja endog røverske, hvilket sidste dog i den senere Tid var meget aftaget.

§. 71. Qvænerne ere et svensk Folkeslag fra Qvænland i Sverrige, som deels nedsætte sig paa

– 48 –

den norske Grændse, deels sende eller sælge deres Børn til de Norske (til tjeneste/red.); naar Barnet kun er 4 á 6 Aar tage de intet derfor, men naar det er 10 Aar gammelt, gave de Norske som oftest 10 Rd. D. C. derfor, og da skulde det tjene til det var 18 á 20 Aar, men nogle gik fra sin Huusbond før; for mig var dette et Særsyn.

At see Fjeldfinnerne med sine betydelige Reensdyrhjorde, og i Selskab med disse at sove paa Birkeriis under et Vadmelsdække, som et simpelt Telt, samt spise Reensdyr, Ost og Melk med lidt Syregræs, var ligesaa usædvanligt og paafaldende for mig, men som dog ei besværede mig.

§. 72. Fra Gjeslingen reiste jeg til Nummedalen (dette er Namdalen i Nord-Trøndelag/red.), der gjorde jeg Kjøb for en O – C (dette var Otter Carlsen Bachrud, også han, som Hans Thorsen Bachrud, fra Helgøen ved Mjøsa, og som senere ved avhør tok avstand fra Hauge/red.) paa et Gjestgiverie, kaldet Sørvigen, hvor der ogsaa var en gammel Saug og Møllebrug, og denne Mand istandsatte Brugene med endeel Forbedringer.

Jeg reiste herfra deels til Lands og deels til Wands til Trondhjem, hvor jeg kun standsede en Dags Tid og talede med mine Fortrolige.

§. 73. Derfra gik jeg over Fjeldet til Gulbrandsdalen; paa denne Reise blev jeg bekjendt med en Kobbergang i Vingjela (Vingelen/red.) i Nærheden af Østerdalen, hvor en af mine Venner havde opdaget samme, jeg tilraadede nogle som Participantere at skyde Penge sammen, og de begyndte at drive samme Gang, og fandt rig Kobbermalm der; men da jeg blev arresteret 1804, begyndte en anden at paastaae, at det laae indenfor hans Circumference, saa de ikke skulde faae Lov at drive Malmen til Kobber. De havde muttet

– 49 –

og faaet kongelig Tilladels der; endelig solgte de Gangen til Assessor M— i Christiania (meddommer/red.) og profiterede endeel paa samme. I Guldbrandsdalen blev jeg ogsaa bekjendt med en Slags ildfast Grydesteen, som sammesteds udhugges af Bjergene, hvilke Gryder ere fortræffelige deri, at ingen Slags Mad faaer deraf nogen Vansmag. Siden besøgte jeg de fleste Sogne og Byer i Christiania Stift, var ogsaa en Tid paa Egers Papiirfabrik, der nu var i fuld Drift; derfra reiste jeg hjem til mine Forældre.

§. 74. Jeg reiste kort derefter til Skien, derfra op Holden Sogn over Dale og Fjeld til Sættersdalen (Setesdalen/red.), her anlagde jeg en Papiirsmølle paa Fennefos, som har været i fuld Drift til 1813, da en anden Mand kjøbte samme og forflyttede den nærmere mod Christiansands Bye; dog drives endnu ved Fennefos endeel andre Maskiner.

Dalefolket her var, som i Almindelighed, haardføre, tarvelige og vindskibelige, efter den Grad af Oplysning de havde opnaaet; de ere heller ikke saa lidet kyndige i Bibelen og andre Skrifter, ligesom og saa nogle udmærke sig ved Skarpsindighed og Duelighed i alle de Konster de have seet.

Det største Onde jeg syntes finde, var Misbrug af det stærke Øl og Brændeviinsdrik, især ved Gjestebuder og Høitider; en anden Bemærkning jeg gjorde, var den Forfængelighed man der finder i smaa Ting saa som, at lade sig meget nøde at spise og drikke, Rangstrid ved Bordet, at ingen vil vise Lyst til at sidde øverst,

– 50 –

hvilket meer og mindre findes flere Steder i Landet. Begjerligheden at finde mig var meget stor; thi fra 2 til 10 Miil reiste ikke Faa, for at faae tale med mig, saa der hos mange var en stærk Begeistring, hvilken jeg søgte at moderere; mange fattede her Sind for christelig Dyd, og har siden ført en bedre Vandel.

§. 75. I Begyndelsen af Aaret 1804 reiste jeg til Christiansand, og lod der oplægge nogle Skrifter.

§. 76. Fra Christiansand reiste jeg Landeveien over til Stavanger; alle Steder søgte Folk mig, og hændte det sig at samme gik mange Miil for at faae tale med mig, naar jeg ikke kom til dem; hvorfor jeg heller gik til dem, hvorved Tiden kunde spares for mange.

Her over Jedderen var en særdeles stor Begjerlighed hos Folket at høre gode Tilskyndelser til Gudsfrygt, saa det var vanskelig at finde saa stor Stue, at de forsamlede fik Rum; thi gik jeg til en agtet Mand, N– A–; han og jeg overlagde med hverandre, at han skulde byde (invitere/red.) Provsten, som var deres Sognepræst, til sig; dette skeede, og Provsten kom en Søndags Eftermiddag; mange Folk samledes; jeg havde forud talt saa længe med Menneskene der, at jeg var mat og træt, men Provsten bad mig tale som forhen, hvortil jeg svarede, det vil jeg, i samme Aand; men da jeg ikke kan nogen Tale udenad, saa maae jeg udtrykke hvad der efter min Overbeviisning, ifølge Bibelens Grund falder mig i Hjerte og Tanker, som jeg troer er Ret; efter en kort Sang begyndte jeg med de Ord af Dagens Epistel : I ere ikke kaldte til Ureenhed, men til

 – 51 –

Helliggjørelse 1 Thess. 4, 7. Da jeg begyndte at tale, saa var mit Hjerte opflammet, hvorved Talen flød særdeles let, og det manglede mig ikke Forklaring over de omrørte Ord; da Talen var sluttet, tog Provsten mig i Haanden og takkede mig, og ønskede, at jeg maatte ved min Tale virke paa Menneskene; af de andre Tilhørere vare mange bøielige her som flere Steder, og endeel fattede Forsæt derved til Frugtbarhed i christelig Dyd.

Folket her udmærker sig ved Tarvelighed og Arbeidsomhed; uagtet denne Egn er i Agerdyrkning og Kornavling vist den betydeligste paa hele Norges vestre Søkyst, saa spades dog alt deres Agerland; her findes og endeel Cultur og Hoveder af gode Evner, kun at de vare forenet med mere Trofasthed og Sædelighed.

§. 77. Fra Stavanger reiste jeg til Bergen Søveis. Fra Begyndelsen af forrige Aar og til Slutningen af de 3 første Maaneder i dette, havde jeg reist over 650 Mile, meest til Fods.

§. 78. I Bergen kjøbte jeg dennegang en Land-Eiendom, Svanøen kaldet, beliggende omtrent 11 Miil nordenfor Bergen, til en Ven fra Hallingdal ved Navn O– T– (dette var Ole Torgersen (Svanøe)/red.); han byggede der en Saug samt Meelmølle, anlagde et Skibsbyggerie og i senere Tid et Saltkogerie. Ligeledes kjøbte jeg Strudshavn tæt ved Byen for min Svoger L– (dette var den tidligere nevnte Johan Loose, gift med Hauges søster Karen/red.) og en P– A– fra Hallingdal : da jeg kjøbte denne Eiendom var den tiltænkt en anden Mand, men da denne ei

– 52 –

vilde have den, saa gik de 2 omtalte ind i den gjorde Accord; her blev af ny opbygget 3 Møllebrug, med Sigter, Sammaler og Peelsteen samt Halvgrynmølle.

§. 79. Strax efter St. Hanstid reiste jeg fra Bergen til Christiansand, her blev mig tilsendt fra en Ven Copie af en Skrivelse fra det danske Cancellie til Øvrighederne i Norge, saavidt jeg erindrer, med Befaling at indberette hvad de vidste om min Vandel, da Cancelliet var underrettet om, at jeg skulde udbrede skadelige Religions-Begreber blandt Almuen, stifte en egen Sect, berige mig, og søge at krænke Statens Love : dette gjorde mig i Begyndelsen forbauset; men efter en kort Betænkning, saa fattede jeg mig og kunde ikke troe, at Øvrigheden efter rigtig Undersøgelse skulde kunne attestere saadant, da jeg vidste med mig selv, at hverken min Hensigt eller Handlemaade havde været saaledes.

§. 80. Jeg havde dennegang foresat mig at reise til Danmark, saasom jeg havde faaet adskillige Breve derfra med Anmodninger om at komme did, hvorfor jeg med et Skib reiste over til Horsens, og derfra vandrede omkring i Jylland, hvor nogle Mennesker fandt megen Fornøielse i at tale med mig, endog paa Grundet Herregaard (ved Vejle/red.).

Herfra reiste jeg til Christiansfeldt i Holsteen, hvor jeg besaae den derværende Brødremenigheds Indretninger, var ogsaa paa Høresalen og hørte paa Lærerens Tale, samt ogsaa hos Forstanderen; han og denne Menighed fandt Fornøielse i mig, som jeg i dem;

– 53 –

thi Differencen i de udvortes Skikke, især Lodkastningen, stødte mig vel noget, men dette kunde ingen Hinder gjøre for de ædle Hjerters Forening og Broderkjærlighed, og de uædle hører det Gud til at dømme.

Efter 4 Dages Ophold der, begav jeg mig paa Reisen tilbage til Colding, derfra til Corsøer, og over til Fyen, derfra til Faaborg; hvor der var Nogle som havde Bekjendtskab med mig; jeg talte ogsaa med nogle Præster i Danmark, tvende af dem især sagde, at de intet havde imod min Vandel; det samme har og nogle Præster sagt i Norge. Fra Faaborg gik jeg til Nyborg, derfra over Beltet til Sjelland og lige til Kjøbenhavn.

§. 81. Paa Fyen og især i Iylland traf jeg Nogle som vare bøielige og havde en alvorlig Omsorg for sin Sjels Salighed, ligesom jeg endnu i Jylland har enkelte fortrolige Venner; men i Almindelighed saa syntes jeg ei at finde saadan hjertelig Oprigtighed der, som paa de fleste Steder i Norge, men Træghed og jordisk Sind med Uvillie stødte mig meer i Danmark; Drukkenskab syntes dog at være langt sjeldnere der end her; thi om endskjøndt Bønderne der leve som Smaaherrer i Kræsenhed, saa skal man dog sjelden see nogen drukken.

§. 82. Da jeg kom nu til Kjøbenhavn saa var jeg i Tanke om jeg skulde søge at komme i Tale med nogen af den høieste Øvrighed; men som jeg vidste og betænkte Rygtet var ondt om mig der, og jeg ikke havde der nogen Contrabeviser, saa troede jeg det var bedst om Sag anlagdes imod mig, at

– 54 –

jeg da var i det Land, hvor jeg havde virket meest, der kunde ogsaa Beviser lægges for Dagen, saavel om min Troe, som mine Bedrifter; thi gik jeg fra Kjøbenhavn til Helsingøer, og lod Politiemesteren paategne mit Pas; her traf jeg en Jagt som skulde reise til Norge, og denne blev jeg med til Frederikshald. Da jeg kom i Land saa meldte jeg mig for Vagten, der tog mit Pas og bragte samme paa Fæstningen, hvor det blev paategnet.

§. 83. Nogle Officierer med Byfogden og flere kom om Aftenen til mig i Logementet for at see mig og tale med mig; vel priste Byfogden min Virksomhed, og den Forbedring mine Opbyggelsestaler havde virket paa mange Mennesker, men dog forbød han mig at holde nogen offentlig Tale der.

Jeg gik fra Frederikshald hjem til mine Forældre, som atter vare glade for de fandt mig; her blev jeg og underrettet om nogle af Øvrighedens Indberetninger til Cancelliet imod mig, hvilke vare forskjellige, thi nogle af de civile Øvrigheder havde roest sig, men Andre, især nogle geistlige sagdes at have skrevet bittre Usandheder paa mig.

§. 84. Fra mine Forældre gik jeg omkring til adskillige af mine Venner lige til Egers Papiirfabrik, hvorudi min Broder, Michel Nielsen, eier en 4de Deel. Her overlagde jeg om adskillige Virksomheder, da jeg nu havde mere Formue at fremmemmine Industrie-Planer med, samt daglig samlede Kundskaber.

§. 85. Som jeg en Dag stod paa

– 55 –

Papiirfabriken og besaae Arbeidet, kom Lensmanden for Egers Præstegjeld og hilsede mig fra Fogden, at han vilde tale med mig; men jeg tvivlede for at det ei var noget Godt han vilde mig; jeg havde havt Leilighed at gaae derfra, men frygtede for at det kunne give Forargelse. Paa Veien sagde Lensmanden mig ogsaa reent ud, at han havde Ordre at arrestere og fængsle mig med Jern. Jeg blev da sat i Hougsunds Arresthuus, og om Aftenen den 24de October 1804 befalede Fogden, at jeg skulde sluttes i Jernlænker, hvilket og skede; denne Nat sov jeg saa sødt og roligt, som jeg neppe havde gjort paa et heelt Aar; hvilket vel kom deraf, at mit Sind var roligt i min Selvbevidsthed som intet andet kunde sige mig, end at jeg af den redeligste Hensigt, havde af alle Kræfter arbeidet paa at hindre Ondt i mit Fødeland, hvorfor jeg efter al min Overbeviisning troede jeg leed uskyldig.

Nogle Bekjendte og Fremmede kom til mig i Hougsund for at tale med mig, saa at de Uger jeg sad der, faldt Tiden mig ei saa lang; her blev ogsaa holdt Forhør over mig om min første Oprindelse og videre Foretagende; tillige blev jeg spurgt, om jeg vilde afholde mig fra at holde Taler, hvortil jeg svarede : at jeg var sindet at forholde mig efter min Børnelære.

§. 86. Den 22de Novbr. Kl. 10 om Aftenen, kom Lensmanden og leverede mig Amtets Ordre at læse, der indeholdt, at jeg skulde under streng Bevogtning, endog militair Vagt, transporteres til Christiania; denne Tid var ingen af mine

– 56 –

Bekjendte tilstede, og ingen blev vidende om min Bortførsel; Lensmanden tog kun sin Dreng med og kjørte mig til Christiania; han ytrede Formodning om, at jeg enten skulde sættes paa Munkholmen, eller jages i Landflygtighed til Øerne i Sydhavet, saa at jeg ikke maatte tænke paa at faae see nogen af mine fortrolige Venner mere; jeg svarede da : at saalænge der er Liv, saa er dog Haab til bedre, end at denne Spaadom skulde opfyldes, da min Gud nok sørger for mig, og jeg er overladt i hans Haand, og tilfreds at tage imod hvilke Trængsler han behager der skal møde mig; ved deslige Tanker og Tale holdt jeg mig frimodig, og da Lensmanden efter min Erfaring ei satte stor Priis paa mine religiøse Samtaler, saa talte jeg meest med ham om adskillige patriotiske Anlæg, hvortil jeg hist og her i Landet havde været den første Aarsag, hvilke, sagde jeg, er tungt at tænke paa om samme skulde strande; mange vilde derved tabe sit Levebrøbd; men ogsaa deri vil jeg være rolig, saasom jeg er mig selv bevidst, at have virket hvad jeg formaaede til mit Fødelands Gavn, og mine Medmenneskers, saavel timelige som evige Vel.

§. 87. Da jeg kom til Christiania blev de Jern, som Lensmanden havde sat paa mig, aftaget, og jeg blev vel indsat i Misgjerningsmænds Arrest, under mange Laase, men fik dog bedre Seng og Middagsspise fra Byen; jeg havde 2 Rd. 2 Mk. da jeg kom i Arresten, disse vare forbrugte i 3 Uger; siden bekom jag 24 ß. (skillinger/red.) daglig; og da Middagsspisen kostede 12 ß., saa havde jeg kun 12 ß. igjen til

– 57 –

min øvrige Spise (mat/red.), Vask, Barbeer m. m., hvilket nødte mig til at leve meget indskrænket og knapt; desuden var min Bevogtning saa streng, at ikke en eneste af mine Venner fik tale med mig, eller sende mig det mindste. Byfoged W. (dette var Jacob Wulfsberg 1751-1826, far til den kjente Niels W. – beskrevet på ´borgerskolen´/red.) kom til mig strax og underrettede mig om, at han og Sorenskriver A–, vare af Kongen beskikkede til Commissarier i min Sag, at optage Forhører over mig m. v. Dette glædede mig noget, da jeg haabede, om Gud vilde unde mig Livet, saa skulde jeg faae oplyst min hele Fremfærd. Thi jeg var sikker, at Beskyldningerne der vare gjorte mig, vare usande, og derfor ikke kunde bevises, uden de Opbyggelser jeg havde holdt, og det jeg havde skrevet enfoldig, ligefrem Sandhed, og paamindet uden Persons Anseelse, men saadant troede jeg efter vore Love, ikke var strafskyldigt.

Det værste var Tidens Langsomhed, da jeg ikke havde noget at udrette, ingen Bøger at læse, og mindre noget Menneske at tale med. Da jeg havde siddet i nogle Dage, kom Stiftamtmanden i Christiania Hr. G – M (dette var Gebhard Moltke/red.), det var samme M– (Moltke/red.) som jeg før var bleven bekjendt med i Trondhjem. Denne Mand var saa venskabelig imod mig, at han fulgte min Broder Michel Nielsen til mig en og anden Gang første Aar, og siden fulgte Byfogdens Fuldmægtig ham, saa jeg nød det Gode at faae tale med denne min troe Broder mange Gange, ja og enkelte andre Venner fik Tilladelse en og anden Gang at tale med mig, dog alle i Øvrighedens Nærværelse.

– 58 –

§. 88. Jeg som ikke var vant til Ledighed, tog nu paa mit Barndomsarbeide, at strikke Vanter; dette drev jeg saa vidt, at jeg endog forfærdigede de fineste Silke-og Bomulds-Vanter, endog til de Fornemste i Byen, der kjøbte disse af mig; jeg havde seet denne Konst engang da jeg var 12 Aar gammel; men jeg fandt siden op en egen Maade som gik endnu bedre og hurtigere.

Længere hen forlangte jeg Bøger, hvilke jeg bekom, deels til Kjøbs deels til Laans; da jeg ved Vagtmesteren erholdte Aviser, saa kjøbte jeg ved disses Veiledning de Bøger jeg troede mest kunde interessere mig; jeg læste Bøger af forskjellig Materie, Religieuse, Natur-Videnskabelige, Juridiske, endog Comoedier.

Efter et Aars Forløb hvori jeg kun 3de Gange var udi fri Luft, og iøvrigt stedse henbragte min Tid inden Arresthusets usunde og skumle Vægge, blev jeg syg. Byfogdens Fuldmægtig fulgte mig derfor ud i fri Luft, omkring i Byen i 2 Dage, hvorved jeg kom mig noget igjen.

§. 89. I dette første Fængselsaar var Commissionen over mig holdt 2de Gange, og jeg blevet forhørt om det vigtigste af mine Foretagender; men da disse Commissarier indsaae min Sags Vidtløftighed, vel og Beskyldningernes Urigtighed, saa søgte de Kongen om at blive entlediget derfra, og derpaa blev 2be andre Commissarier udnævnte.

I denne Tid skrev jeg ved en Procurator en Ansøgning til Regjeringen om Løsladelse, og sendte samme til Stiftet, som lovede mig med Anbefaling,