og Eftertanke, fordi det ingen Umage koster, at hænge ved Indbildningens Billeder, men Eftertankens Brug forstyrrer deres Magelighed.
Dog det er høist fornødent, at vi giøre os ret Begreb om, hvad Sværmerie er; thi i mangfoldige Henseender forvolder det megen Skade, at man betiener sig af Ord, som man ikke forstaaer, eller giør sig en forkert Forestilling om Meningen deraf; hvilket er Tilfældet med de allerfleste Mennesker, og Aarsag til en utrolig Mængde Vildfarelser.
Retfærdige og forsigtige maae vi være, i at give Noget Navn af Sværmerie, og i vor Iver derimod. Mange Ting i Verden have den største udvortes Lighed, og ere dog saa forskiellige, som Mørket fra Lyset. Hvad Religions-Foragteren og den Letsindige kalder Sværmerie, fortiener maaskee at kaldes med de ærværdigste Navne, og kan maaskee just være en Frugt af et med sand Ærbødighed for Gud og Dyd opfyldt Hierte.
Da Vantroen anseer Religion for en Byrde, og uden Undtagelse, for en blot Virkning af Overtro : betragter den ogsaa ethvert gudeligt Sindelav (sinnelag/red.), enhver Ytrelse af et Gud hengivet Gemyt som Sværmerie, hvilket den beleer og forhaaner. Letsindigheden, som henrives af sandselige Begierligheder, og ikke kan rumme andre Følelser i sin Siel, end dem, som behage og føde Sandseligheden, betænker sig ikke paa, at udgive den Alvorliges
– 6 –
Tænkemaade og Forhold, og den retskafne Christens varme Følelser, for Sværmerie. Han veed ikke at adskille de uligeste Personer fra hverandre, den nemlig, der med mørke og forvirrede Forestillinger retter sig efter sine stærke og levende Fornemmelser, fra den, som med klart Lys i Forstanden, føler en ædel Varme for det Gode.
Der gives mange Arter af Sværmerie; men her handle vi blot om det religiøse Slags, hvorpaa der egentlig ere tvende Hovedkiendemærker. Det ene bestaaer deri, at Sværmeren vil blot af sine Følelser erfare, hvad der er Sandhed, og ikke tage fornuftig Eftertanke til Hielp. Naar han f. Ex. beder til Gud, vil han af sin Følelse, en indvortes Fornemmelse lære, om hans Bøn har været Gud behagelig; istedenfor at han skulde dømme derom, af Bønnens forstandige eller uforstandige Indhold, af den Maade, hvorpaa han beder, af det Sind, hvormed han beder, af den Lyst og alvorlige Villie, han har til det Gode.
Det andet Kiendemærke bestaaer deri, at Sværmeren ikke adskiller Tingene udenfor sig, fra sin Phantasies Forestilinger om dem, Han er liig den Overtroiske, som seer Spøgelser, Giengiængere o. d. l. (og deslike/red.) uden for sig, troer virkelig at see dem med sine Øine, da det dog kun er hans egen Frygt og Indbildning, som afmaler dem for ham.
Sværmeren har paa samme Maade i sin ophidsede Indbildning Syner og Aabenbarelser;
– 7 –
troer at fornemme Guds Aands Indskydelser og overordentlige Virkninger af guddommelig Kraft.
Man kan da let slutte, at Fornuften er gaaet af Brug hos ham; at der ingen Orden eller Sammenhæng kan være i hans Tanker; at han, som et Menneske udenfor Verden, snakker om Ting, han ikke har noget klart Begreb om; afviger fra Tingens af Gud indrettede Gang i og imens at alt gaaer i den naturlige Orden, Skaberen anviste det, indbilder han sig, at der skeer daglige Mirakler, og at Almagten, imod sin egen Visdom, kan frembringe overnaturlige Virkninger paa hans Siel.
Af yderste Vigtighed er det, at befæste sig imod Søværmeriets afsindige Daarligheder, da det, med al sin Urimelighed og Latterlighed, er en farlig og letsmittende Syge.
Erfaring viser jo, at flittige, ærlige og retskafne Folk befænges deraf, at det allerede har forrykket saa mange Hoveder; og hvem veed, hvorvidt denne Fornuftens Forvildelse kan gaae ?
Indbildningens Blændværker, som sagt, behagelig og forførende; ilde underviste og slet oplyste ere saa mange Christne; og Faa have Styrke nok i sin Tro og Overbevisning, til at prøve, hvad Sandhed er, til at dømme om, hvor der et ægte Christendom, den sande Aand og Mening af Jesu Lære.
– 8 –
Endnu har man, efter atten hundrede Aars Forløb, Aarsag, til at give Christne den samme Advarsel, som Christus gav sine Disciple. »Naar de sige til Eder : her er Messias, eller der er han, da skulle I ikke troe det; sige de, han er i Ørken, da gaaer ikke derud, eller han er i Kammerne, da troer det ikke !» Math. 24.
Maae man ikke endnu tilraabe Christne : naar de sige, her er Jesu Lære, eller der er den, da troer det ikke, fordi det paastaaes; see, den er i Templerne, eller gaaer hen i Kammerne, i de Huse, hvori Forsamlingen holdes, der skulle I finde den, da troer det ikke, førend I nøie have prøvet det.
Hvad, spørge I, skulle vi da troe, og hvad skulle vi ikke troe ?
Er det ikke en ynkelig Forvirrelse, en ulykkelig Uvished, og det i saa vigtige Ting ? – I skulle hverken troe Apollo eller Kæphas, hverken den ordentlig beskikkede Lærer, eller dem, som i Hobetal paatage sig a lære. I skulle allene troe Eders egen Samvittighed, og den Herre, hvis Lære I bekjende Eder til.
Hvilke der ere Aanderne, det er : Lærdommene fra Gud, og hvad I have at troe, eller ikke at troe, det kunne og skulle I selv prøve og dømme om. Christne maae ikke løbe efter Andres Raab (rop/red.) : see her er Christus eller der er han; men tvertimod følge Pauli Opfordring, 1 Cor. 10. «Jeg taler med forstandige Folk, dømmer selv om det, jeg siger !»
Enhver, det kræver han, Rom. 14.(Romerbrevet/red.), skal være
– 9 –
vis (viss/sikker/red.) i sin egen Mening; Enhver, lægger han siden til, som ikke handler efter egen Overbevisning, begaaer Synd.
Hvor er da Christus, hvilken er hans Lære, hvorpaa skulle vi kiende den ? – Spørger (spør/red.) ham selv, og spørger Eders egen Samvittighed, hvad den dømmer derom : saa ville I ikke, som Røret, bevæges, hverken af denne eller hin Vind : ikke forledes til at gaae derhen, fordi man siger : han er her eller der.
Det maae da komme an paa, hvad Christus, eller Christi Lære vil, vi skulle troe om Gud, hans Villie, hans Dyrkelse; hvilken Kilde den viser os til, for deraf at hente Trøst og Opmuntring til Dyd.
Og alt dette maae være saa tydeligt og forstaaeligt, at den Enfoldige kan begribe det, siden Jesus vilde, at hans Evangelium ogsaa skulde prædikes for de Fattige, for den store, lidet oplyste mængde. Dette er Maalstokken, med hvilken vi maae prøve, og, efter Pauli Formaning, selv dømme om det, der kaldes Christendom, hvilken da bliver let at adskille fra Sværmerens Indbildninger.
At kiende den eneste sande Gud, det haver Christus lært os. Men ikke har han givet Anledning til, at vi skulle prøve paa, at forklare Guds Væsen, at ransage Guddommens Dybheder. Hans Viisdom saae, det ikke allene var over vor Fatteevne, men det blot vilde tiene, til at
– 10 –
forvilde Menneskets Forstand, og føde Indbildningen med sværmerske Forestillinger.
Kort og fatteligt og høist vigtigt er det, som Jesus har forklart os om Gud. Gud er, saa lærde han, en Aand, Joh. 4. Han er hellig eller fuldkommen, Math. 5. Han er Skaber af Alt, Marc. 13. Intet skeer uden hans Vidende og Vilie, han ophøider Alt og styrer Alt, Math. 6, Luc 12. Han har det kierligste Fadersindelav (fadersinnelag/red.) imod os, Luc. 19.
Beholde vi denne Kundskab reen og uforfalsket, uden Tilnærning af Menneskers Griller og Indfald, er den ikke allene tilstrækkelig for os, men vil ogsaa bevare os fra alt Sværmerie, fra alle Vildfarelser.
Er Gud en Aand, saa kan han hverken sees med Øine, eller fornemmes med nogen legemlig Sands. Vi kunne ikke kiende ham, uden med vor Forstand; vi kunne ikke være i Samfund med ham, uden for saavidt, at vor Ville stemmer overeens med hans Ville; vi kunne ingen Fornemmelse have af ham, uden for saavidt, at vor Samvittighed, vor Forstands Overbevisning siger os, at vi ere ham behagelige eller mishagelige. Gud kan ikke siges at boe i os, eller være i os paa anden Maade, end naar vi have den Tænkemaade og det Sindelav, den virksomme Lyst til det Gode, den alvorlige Afsky for det Onde, som giør os lige med hans Sind og Tænkemaade.
Vi kunne ikke anderledes have Omgang med ham, end med vore Tanker
– 11 –
og Forestillinger om ham, om hans Miskundhed og Forbarmelse, om hans Godhed og Retfærdighed, hans Visdom og hans øvrige Fuldkommenheder; om hans tilbedeværdige Gierninger, hans utallige Velgierninger imod os, om det han fordrer af os, og forbyder os, og det vi tør haabe af ham.
Christus haver selv med de tydeligste Ord saaledes forklaret, hvad det er, at Gud er i os, og vi i ham, Joh. Ev. 14de og 15de Kapitler.
Og derpaa har den af hans Apostle, der forstod ham saavel, bygget sin Undervisning om vort Samfund med Gud, hvorledes han er i os, og hvorledes vi ere i ham og af ham, 1 Joh. 1ste, 2det, 3die og 4de Kapitler. Summen af Alt er denne : at Gud er i os, og vi have Samfund med ham, naar vi med Christi Aand eller Sindelav elske Gud, og bevise dette, ved en upartisk og virksom Kierlighed til Mennesker.
Vi kunne derfor af Jesu egen Lære klarligen indsee og erkiende, at det er vanærende Overtro, og høist skadeligt Sværmerie, dersom Nogen menende, at Gud paa en anden Maade kunde boe i os : dersom man troede, at Guds Aand eller Christi Aand, som er Sandheds, Kierligheds, Visdoms og Dyds Aand, kunde anderledes komme til os, eller være i os, end naar vi bruge egen Flid og stadig Eftertanke, og frivilligen lade os overtale til at troe og lyde Jesu Lære; dersom man troede, at Guds Aand virkede fornemmelige Bevægelser inden i os,
– 12 –
ligesom naar vi fornemme Indtrykket af sandselige Ting paa Legemet; dersom man troede, af Guds Aand at faae nogen Indskydelse, at der skulde foregaae nogen anden Forandring, frembringes nogen anden Virkning, end disse : at Forstanden oplyses og overbevises om Jesu Læres Sandheder, Villien deraf bevæges til at elske og lyde dem, og Samvittigheden deri finder sin Trøst og Beroligelse.
Da Gud er en Aand, maae vi, som Jesus siger, dyrke ham i Aand og Sandhed. Hans Dyrkelse kan da ikke være indskrænket til visse Steder og visse Tider. Allevegne maae han dyrkes, stedse maae vi dyrke ham, i Alt, hvad vi fortage eller efterlade. Den Dyrkelse, vi bringe ham, maae skee med et reent og uhykkelskt Sind, en retskaffen Tænkemaade imod Gud og Mennesker. Det samme Sind skal være i os, som var i Christo Jesu. Med vore Ord og Gierninger, i alle Livets Stillinger skulle vi udøve vor aandelige Dyrkelse : i Arbeide og Forlystelser, i Omgang og Ensomhed, i Modgang og Medgang, i Fred og Fare, imod Venner og Fiender, mod Herrer og Tienere, Ægtefæller, Forældre, Børn, Brødre, kort : altid og allevegne skulle vi stræbe at dyrke Gud, ved at indrette vort Forhold saaledes, at det kan behage ham.
Vor christelige Gudsdyrkelse er derfor ingen Tieneste, vi giøre ham, som selv giver Liv og Aande
– 13 –
og Alt til Alle. Ikkeheller tænke vi, at vi værdigen dyrke ham, blot fordi vi opløfte vore Tanker til ham, fordi vi have gode Følelser og indvortes Bevægelser, som er usikkre at forlade sig paa, og ofte forsvinde ligesaa snart, som de opkomme; eller fordi vi tale tit og meget om hans Navn, hans Gierninger, ofte frembære hans Lov paa vore Tunger, anstille os hellige, andægtige, udvortes ærbødige imod Gud.
Vi skulle jo ikke elske med Ord og Tunge, med blotte Tanker og Følelser, men i Gierning og Sandhed. Den fornuftige og Gud behagelige Dyrkelse er den, at besøge Enker og Faderløse i deres Trang, og holde sig ubesmittet (nemlig fra Laster) i Verden. Ikke den, som siger, han elsker Gud, men den, som gavner Andre med den ham betroede Naadegave. Ikke den, som føler Medlidenhed, eller ynker den Elendige; men den, som virker, til at afhielpe hans Elendighed, dyrker Gud, Jac. (Jacobs brev/red.) 1ste og 2det Kap.
Vi kunne med faa Ord sige, at vor Gudsdyrkelse bestaaer i en redelig Opfyldelse af de Pligter, vi skylde os selv, den Stilling og det Forhold, Gud har sat os i til Andre. Thi da raabe vi ikke blot Herre, Herre ! men giøre den himmelske Faders Vilie, Da stræbe vi ikke at iagttage hans Bud i et Tilfælde, og frivilligen overtræde dem i et andet. Da handle vi ikke som egennyttige, skinhellige, ærgierrige Mennesker. Men Guds hele Lov, Kierligheds Lov, er os hellig, fordi vi elske den, og elske vore Pligter.
– 14 –
Vore Bønner og Taksigelser, vore Andagts Øvelser hiemme i Husene og i de offentlige Forsamlinger, ansee vi da ikke for vor egentlige og sande Gudsdyrkelse, men som vise Hielpemidler, vi flittigen og fornuftigen skulle bruge, for desbedre at kunne opfylde vore Pligter, eller at dyrke Gud i et arbeidsomt, gavnligt og retskaffent Levnet.
Vi dømme med Jesus, at det Ene, nemlig vore Pligter, maae nødvendigen giøres : det Andet, vore Andagts Øvelser, maae ikke forsømmes. Fremdeles da Gud er, som Jesus haver lært os, hellig eller fuldkommen, maae vi ikke have Noget i vore Tanker og Forestillinger om ham, som ligner menneskelige Svagheder. Han er ikke som den ærgirrige Første (fyrste/red.), der vil hyldes og agtes af sine Undersaatter, med udvortes Æresbevisninger og Cermonier. Han hører ikke med Behag paa vore Udraab, Lovtaler og Besyngelser af hans Storhed og Majestæt, naar vi forsømme de større Ting i Loven, Tillid, Barmhiertighed og Retskaffenhed.
Han ligner endnu mindre den myndige, frygtelige Behersker, som blot kræver Lydighed, fordi han vil æres, giver Befalinger, blot fordi han vil vise sit Overherredømme, straffer, for at hevne sine Loves Overtrædelse, uden den Hensigt, at forbedre, kræver Fyldestgiørelse og Lidelse af sine Undergivne, førend han kan tilgive.
Han er ikke som den svage Herre, der kan lade sig forsone ved lovtalende Smiger, Bestikkelse og frembragte Ofre.
– 15 –
Eller som den gode, men svage menneskelige Fader, der giver efter for sine Børns Graad og gientagne Bønner.
Han den Hellige, den Fuldkomne, sigter kun til eet Maal med alle sine Befalinger, det er til vor Lyksalighed.
Men Jesus har kun anviist os en Vei at vandre paa til dette Maal, og den er, at giøre vor himmelske Faders Villie, eller at opfylde vore Skyldigheder, hvad enten vi ere Forældre eller Børn, Herrer eller Tienere, Sunde eller Syge, Rige eller Fattige, i hvad Stand og Vilkaar vi ere satte i Alt det, som møder os, i det vi tænke, taler, giøre og lade.
Endvidere, lærer Jesus, Gud er Skaber af Alt, og Styrer af den hele Verden, følgelig ogsaa af alle vore Skiebner. Han den almæatige Enehersker, som giør alle Ting foruden Medhielp, som ikke haver Noget behov, men selv giver Liv og Aande og Alt til Alle, han deler ikke sit Herredømme med nogen Anden, som skulle kunne styre imod hans Villie, eller uafhængig af ham.
Naar det da er i ham vi leve, røres og ere, Ap. G. 17. maatte vi ikke da tænke fornærmeligt imod denne vor Eeneherre over Liv og Død, om vi meente, nogen Dievel eller ond Aand havde Magt over os, og kunde regiere os og vore Skiebner ?
Hvorledes kunde vi da, efter Jesu Lære og Exempel, erkjende vor Skyldighed : at tilbede Gud og dyrke ham allene ? Nei, al saadan Tro, al saadan Frygt er vanærende Overtro og Sværmerie.
– 16 –
Hvor meget urimeligere, og aldeles stridende mod Jesu Evangelium er den skadelige og skammelige Indbildning, at nogen ond Aand skulde kunne boe i smaa Børn, hvis Uskyldighed og Oprigtighed Jesus kræver hos dem, der ville være hans Navns sande Bekiendere. Vred over dem, der vilde hindre Børn at komme til ham, tog han disse Uskyldige paa sine Arme, lagde Hænderne paa dem og velsignede dem, ønskede, de maatte bevare sin Uskyld og Oprigtighed; men ikke med det mindste Vink gav tilkiende, at der var noget ondt Væsen, som skulde udjages af dem, Marc. 10. Seer da, hvilken ubegribelig Vankundighed det er, som indbilder sig, at Dievelen kan indtage Sæde i smaa uskyldige Børn.
Kun til Gud, som opholder Alt og regierer Alt, henviser vor Forløser os, og indskierper paa den fatteligste Maade den Sandhed, at han styrer alle, endog de i vore Øine mindste og ubetydeligste Hændelser.
Der sælges ikke to Spurve o. s. v. frygter ikke, endog hvert Haar paa Eders Hoved er taalt, Math. 10. – Alvorligen advarer han imod alle ængstelige Bekymringer, imod den Forkerthed, at giøre Næringssorger til sin fornemste Omsorg. Eders Hovedbekymring, siger han, skal være den for Gud gieldende Retskaffenhed, og de ørige Ting, skulle vidst ikke mangle, naar I kun ikke attraae dem, som det vigtigste og største Gode, Math. 6.
Kan I tvivle, spørger han, om at Gud
– 17 –
vil førsørge Eder med Føde og Klæder, da han har givet Eder de vigtigere Ting, Liv og Legeme; da han føder de ringere Skabninger. Fuglene, som ikke saae, høste eller samle i Lade; da han klæder de endnu ringere Vexter paa Marken i saadan Pragt, Skabninger, som ikke arbeide, ikke spinde ?
Men vilde vi nu, af denne faste Tillid, hvormed vi bør og kunne forlade os paa Gud, vilde vi deraf giøre os den Forventning, at Gud vil opholde og forsørge os, uden vor egen Flid og Eftertanke, siden han sørger før hine Skabninger, endskiønt de ikke arbeide : saa omskabte vi Jesu vise og trøstelige Lære, til det latterligste Sammenvæv, som nogen fordærvet Indbildning kan sammenspinde. Det var og den høieste Fornærmelse mod Jesu Visdom, om vi vovede saaledes at forvende hans Ord, ligesom det var den største Fordævelse for os selv.
Hans Slutning er just denne : da Gud føder og klæder hine Skabninger, som ikke er bestemte til Arbeide : hvor meget mere vil han føde og klæde Eder, som fik det Fortrin, at kunne tænke og arbeide, og ere pligtige til at arbeide.
Dog Sværmeren bygger derpaa, at han ved Bønnen kan erholde, hvad han ved Arbeide bør erhverve. Jesu Ord og Løvter (løfter/red.), mener han, ere ham Borgen derfor. Han har jo udtrykkelig lovet : «Hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, det skal han give Eder». Joh. 16, og hos
– 18 –
Math.7. Beder, og Eder skal gives, leder (let/red.), og I skulle finde v. s. v.
Men, hvad det første Sted angaaer (Joh. 16/red.), da betænke vi vel til hvem Jesus taler, og i hvilken Henseende han taler til dem. Det er til hans umiddelbare Disciple, og i Henseende til det dem overdragne Embede, at forkynde hans Evangelium.
Om nu og enhver Christen vilde og kunde henregne dette Løvte paa sig og vente dets Opfyldelse; kunde dette dog ikke skee paa anden Maade, end Jesus haver lovet det, nemlig naar man, ved at arbeide paa hans Evangeliums Udbredelse, beder Gud om Held og Fremgang deri. Kun i den Henseende, og ikke, naar de bade om dette, eller hint timelige Gode, skulde Faderen give dem, hvad de bade om.
Hidtil havde de ikke bedet i hans Navn, det vil sige : saalænge han selv var nærværende, skulde de ikke træde (gå/red.) i hans Sted, men naar han forlod dem, skulde de bede i hans Navn, d. e. som Sendebud i hans Sted, og hvad de som saadanne bade om, skulde hans himmelske Fader give dem.
Hvad det andet Sted (Matteus 7/red.) angaaer, da vil det ganske vist vederfares den Bedende, hvad Jesus haver sagt, at han skal faae. Men ikke oversee vi, hvad der staaer i hans Ord ! Ikke siger han : I skulle faae, hvad I bede om; men den, som beder, han faaer, den, som leder (leter/red.), han finder, for den, som banker, oplades der. Ingen Bedende, som for Alvor vil bønhøres, bliver ubønhørt.
– 19 –
Men deraf følger ikke, at han faaer sit i Bønnen frembragte Ønske opfyldt. Thi omendskiøndt det kan flyde af et redeligt Gemyt, kan det dog være uforstandigt, kunde drage Ulykke over ham, om det opfyldtes, eller kunde stride mod Guds vise Hensigter, som vi kortsynede Mennesker ikke kunne bedømme.
Den Syge beder om Sundhed, og troer, Bønhørelsen var gavnlig. Men maaske denne Sygdom allene er i Stand til at ydmyge den ham selv ikke nok bekiendte Stolthed, eller at giøre hans Letsind alvorligt, eller maaskee bevare ham fra et endog stort timeligt Onde, som i hans sunde Tilstand vilde ramt ham.
Kan han nu, fordi han vedbliver at være syg, sige, at han har bedet, og ikke faaet ? Sin Sundhed har han ikke faaet. Men den Bedendes Ønske er jo dette, at faae det som kan meest glæde og lyksaliggiøre ham, og afvende det meste Onde fra ham ?
Naar han da faaer ved sin Bøn større Eftertanke, et ham hidtil ubekiendt Taalmod, en sand Kundskab om sit eget Hierte, Forstand til at overlade sig i Forsynets algode Bestyrelse, Kierlighed til Dyd og det sande Gode : er han da ikke bønhørt, fordi hans Ønske ikke blev opfyldt ? Er han ikke endog i Sygdom men lykkelig, ved sit Sinds Tilfredshed med Guds Faderbeslutninger over ham, og den glade og beroligende Samvittighed ? Men dog maae han for Alvor ville bønhøres. Han maae tænke over Guds Hensigter, at de altid ere
– 20 –
vise, naadige og til vort Bedste, han maae bruge Lidelsen som en Lægedom for sin syge Siel, eller som et styrkende Middel til en fastere Siels Sundhed m. m.
Thi ellers ønsker han i Ønsket om Bønhørelse umuelige Ting, som vi dog vel ikke vilde troe, at Jesu Visdom har lovet, at skulle skee.
Endog om den taabelige Beder kunne vi sige, at han beder ikke, uden at faae. Han ønsker, at Gud vil nedsende Brødet, ligesom fra Himmelen, at han kunde høste, uden at saae. Han mener at kunde vorde viis, uden at bruge Fornuft og Eftertanke, at kunne vorde dydig, uden Flid, uden Kamp imod herskende Lyster og Vaner, uden Øvelse i det Gode.
Bøn og Guds Aand skal, efter hans Tro, udrette Alt, hans egen Magt, hans egen Duelighed og Bestræbelser, er Intet værd. Da det nu er naturligt, at han skuffes i sine Forventninger, Intet faaer uden Umage, hverken bliver klogere eller bedre, saalænge han ikke anvender Fornuft og egen Flid : aabnes omsider hans Øine, og han seer og føler, at Forhaabningen om Bønhørelse ikkun var en Frugt af Taabelighed og Indbildning. Han faaer vist nok ikke de han beder om , men beder dog ikke, uden at faae, og faaer det, som er ham saa nødvendigt og tienligt, sund mennskelig Forstand, og alt det Gode, som er en Følge af at bruge den ret.
Han overbevises om, at vi ikke maae vente Held og Velsignelse i vore
– 21 –
Foretagender, at Guds Aand ikke anderledes kan virke hos os, end naar vi rigtigen bruge de Hielpemidler, Christendommen anbefaler os.
Endelig er det Christi egen Lære, at Gud haver det faderlige Sindelav imod os, Luc 15. I disse trøstelige, lærerige og opmuntrende Lignelser, udtrykker vor Forløser Guds Tænkemaade imod Menneskene. Han fremstiller det klarligen, at Gud haver en over alt vort Begreb ufattelig stor Kierlighed til os, at han har den største Medlidenhed med vore Feil og Overtrædelser, men sørger tillige paa det alvorligste og omhyggeligste, for at bringe Daaren og den Forvildede tilbage ril Sandheds Erkiendelse, hvorved de allene kunne vorde salige.
Først da den forvildede Søn i Lignelsen havde alvorlig slaaet sig selv, først da han med en oprigtig Fortrydelse (anger/red.) vender tibage til sin Faders Huus, og med inderlig Længsel ønsker at optages paa nye i hans Venskab, først da tør han haabe Tilgivelse. Faderen ikke allene skienker ham denne, men viser den største Glæde over, at Sønnen, ved sin forandrede Tænkemaade, havde sat ham i Stand, til at kunne forlade ham enhver Daarlighed; og igien giøre ham til sin lykkelige Søn.
Dette skeer med den frivilligste Kierlighed fra Faderens Side, derved opnaaes hans eneste Ønske og Hensigt; at have fundet sin tabte Søn, dette opfylder saa ganske det faderlige Hierte, at der ikke er Rum for nogen anden Følelse end den af den
– 22 –
høieste Glæde. Ikke den mindste Bebreidelse høres , ingen Poenitentse, ingen Bodsøvelse paalægges, intet Offer, ingen Fyldestgiørelse eller Erstatning kræves, Faderen vil i høieste Maal glædes over sin fundne Søn, Sønnens skal opmuntres og glædes, og Alle maae glæde sig med dem.
Seer (se/red.), saaledes har Gud aabenbaret sig i Christo, saaledes har Christus aabenbaret Guds Tænkemaade og Sindelav imod Menneskene, og hvad han kræver af Syndere. Ikke at de skal pine, plage, og ilde tilrede sit Legeme; ikke paa den Maade korsfæste Kiødet og dets Begierligheder, at de hade sit eget Legeme, hvilket vi maae føde og vedergvæge, at det kan være skikket til nyttige Forretninger, og til Gavn for os og Andre. Hvad Gud, eftersom han er aabenbaret i Christo, fordrer af Syndere, er intet Forsoningsoffer; ingen Lidelse, vi selv paaføre os, ingen unødvendige Plager og Smerter. Paa den Maade har Christus aldrig vist os Veien til Guds Naade og Velbehag. Han har budet sine Sendebud at prædike Omvendelse og Syndernes Forladelse. Han har viist os i Faderens Forhold mod sin forvildede Søn, at paa vor Side er Intet at giøre, uden at haabe og fast troe paa Guds forbarmende Skaansel og Godhed, naar vi oprigtig erkiende, inderlig fortryde, og alvorlig stræbe at vende tilbage fra Daarligheder til Visdom, fra Laster til Dyd.
Hvordan kan Sværmerens selv opfundne Dyrkelse
– 23 –
bestaae med denne Jesu tydelige Lære; hvordan kan det bestaae med hans egen Tro paa Jesu Lidelser og Død, at han ved Lidelser tænker at forsone Gud, og, som han siger, frelse sin Siel ? Kan Sielen umiddelbar frelses, fordi Legemet lider Pine og Smerte ? Er der nogen anden Maade at frelse Sielen paa, end at den vankundige Forstand maae oplyses, den onde Villie bøies til det Gode, den bebyrdede Samvittighed lettes og beroliges, derved at man veed (vet/red.) med sig selv, man stræber efter Guds Velbehag , hvilket han altid, uden Bodsøvelser, uden Selvplagelse, skienker af forbarmende Faderkierlighed Enhver, som redeligen søger det.
Christus haver, som Apostelen Peder siger, 1ste Br. 2. «lidt og efterladt os et Exempel, at vi skulle træde i hans Fodspor».
Vi ere da ogsaa pligtige, til at lide, ja at sætte vort Liv til, ifald det kræves, for at kunne bevare vor Troskab imod Dyd, Pligt, Sandhed, Fædreland, Medmennesker.
Hvo som her vil frelse eller skaane sit Liv, han skal, efter Jesu Ord, miste det – han lever her til Skiændsel, og berøver sig det bedre Liv hisset. Men at lide for sine Daarligheder, som en Sværmer, en Ulydig, en Forbryder : er ikke det, paa engang at paadrage sig baade Skam og Elendighed ! Hvad Ære er vel deri, siger Apostelen Peder, 1 Br. 3., om I vise Taalmodighed, naar I have fortient de Slag, som I faae ?
– 24 –
I det tilkommende Liv kunne vi da ikke haabe Belønning eller Lyksalighed for andre i det nærværende udholdte Lidelser, end for saadanne, som vi ikke kunde undgaae, med mindre vi havde forladt Sandheds og Retskaffenheds Vei, og derfor taalde dem taalmodigen; men ikke for saadanne Lidelser, som vi selv droge over os, eller havde egen Taabelighed og Uforsigtighed at takke.
Det tilkommende Liv staaer jo i den nøieste Sammenhæng med det nærværende, og er, efter Jesu Lære, ganske en Frugt deraf. Vore Gierninger, vor Tænkemaade, vort Sindelav, skulle folge os. Hvad vi have giort i Legemet, ondt eller godt, skal blive os giengieldet. Baade hvad vi have saaet, og hvorledes vi have saaet, det og saaledes skulle vi høste.
Det kommer an paa, om vi have anvendt vor Tid og vore Kræfter til sand Nytte for Verden, eller fortæret den Laster og Ladhed, enten det saa er andægtig Lediggang, hvori vi har forødet Tiden, eller vi paa anden Maade har begravet vort Pund unyttigt i Jorden.
Forgieves vil den andægtige Lediggiænger beraabe sig paa, og sige : «Jeg har forladt det Timelige og kun bekymrer mig om det Evige; jeg har foragtet de verdslige Ting og kun holdt mig til de aandelige, jeg har præket, synget, bedet, stedse havt Guds Ord og Skrivtens Sprog paa mine Læber; Mange, siger Jesus, Math. 7. skulle paa hin Dag sige ti mig : Herre, Herre have vi ikke
– 25 –
lært i Dit Navn, o. s. v. Men da skal jeg aabenbar erklære dem : aldrig har jeg kiendt mig ved Eder: viger bort fra mig, I som giorde Uret. Og det er den høieste Uret, at forsømme sit jordiske Kald, forlade det virksomme nyttige Liv, efterlade Pligterne som Fader eller Moder, Husbonde eller Tiener, o. s. v., eller, med Jesu Ord, ikke giøre den himmelske Faders Villie.
Vi behøve altsaa ikke at staae i Tvivl om, hvad der er Guds Ord og Jesu Lære. Af hans egne og hans Apostles tydelige Ord er det klart nok, han ingen anden Hensigt havde, end denne, at befrie Mennesker fra vanærede og skadelige Vildfarelser om Gud, hans Villie og Dyrkelse; at skienke dem de trøsteligste, og til det Gode meest opmuntrende Sandheder; ved Alt, hvad han leed og udrettede, at lære dem en saadan Anvendelse af deres Tid og Kræfter, at de deraf kunde hisset høste ædle, glædelige og varige Frugter; samt at giøre de os meddeelte Trøstegrunde, Lærdomme, Forskrivter m. m., saa tydelige, at den Enfoldige kan fatte og anvende dem.
Vil nu Nogen prædike et andet Evangelium, beraabe sig paa nye Aabenbarelser, paa Aands umiddelbare Indskydelser, og deslige : erklærer han ikke da derved : at Jesu Evangelium er os ikke nok, at det lærer os ikke, hvad der er os vigtigt og nødvendigt at vide ?
Men hvem der prædiker saaledes, var han end en Engel af Himmelen, skulle vi,
– 26 –
eller tør vi da troe ham ?
Ja, om hans Prædiken endog indeholdte nogen Sandhed, men han fremsatte den paa en mørk og uforstaaelig Maade, saaat vi ikke derom kunne giøre os nogen tydelig og forstandig Tanke : saa vide vi med Vished, at, hvad han prædiker, ikke er det Evangelium, Jesus bød forkynde for de Fattige.
Lader os ikke komme frem med denne Indvending herimod : at der er saa Meget, vi ei kunne begribe, og dog maae troe.
Intet er vissere, end at det, vi kunne begribe, er saare lidet, imod det, vi ikke kunne begribe. Men saa skulde vi da ikke heller forsøge paa at forklare eller randsage det, som er os ubegribeligt. Vi kunne vide, og maae i mange Tilfælde troe, at Noget er til eller skeer; men derfor vide vi ikke, hvorledes det er til og hvorledes det skeer. Vi erkiende Guds Tilværelse, vi erkiende ham, som er over al Fatteevne fuldkommet og tilbedeværdigt Væsen, som den, der overalt virker med sin Magt, sin Visdom og Godhed, opholder og styrer Alt, i de viseste og bedste Hensigter.
Men kunne vi forklare, hvorledes han er til, begribe hans uendelige Væsen, hvorledes hans opholdende og styrende Haand virker, og er overalt tilstede ? Saadant hører derfor ikke til Jesu Lære, ikke gav han os Anledning til at grandske derpaa, ikke er det paa saadan Grund, han lærde os at bygge vor Tro, vort Haab eller vor Dyd.
Meget mere skiulte han med viis Omhyggelighed
– 27 –
for sine Disciple og alle sine Tilhørere, hvad de ikke kunde taale at vide, hvad de ikke ret kunde fatte og forstaae. Tydeligt maae det være, som udgives for hans Evangelium; thi hvorledes var det ellers et Lys for vor Forstand ?
Den, som ikke kan giøre god Rede for sin Tro, men indhyller sin Tale i dunkle Forestillinger, bruger uforstaaelige og forvirrende Ord og Talemaader : han gaaer jo endnu i Mørket, veed selv ikke, hvad han siger, ei heller kan undervise Andre, men bliver baade for sig og dem en lydende Malm og en klingende Bielde.
Ligesom den Onde skyer Lyset, at hans Gierninger ikke skulde aabenbares; saa skyer Sværmeren Tydelighed og Forstaaelighed, at hans Drømme ikke skulle forsvinde, ved Fornuftens Lys og sund Eftertanke.
Naar han ikke kan udholde Prøve, ikke forsvare sig for de Grunde, som sættes imod ham, griber han til sit hemmelighedsfulde Sprog, beraabe sig paa Aandens uforklarlige Virkninger, og vil afvise enhver Modsigelse dermed, at vor forblindede Forstand ikke kan indsee og forklare disse høie og skiulte Ting.
Saa aabenbart røber Sværmeren sin Ufornuft og Forvildelse. En Ting maae jo enten kunne forklares, eller være uforklarlig. Kan den lade sig forklare : hvor utaknemmeligt, om vi ikke brug de vor Eftertanke, til at forstaae, hvad Gud har giort forstaaeligt for os ! Men er den over vor
– 28 –
Fatteevne, og for os uforklarlig : da angaaer den ikke os, men vi bør tænke, som der staaer i 5. Mos 29, 29, «at der vist nok ere mange skiulte Ting, men disse ere ikke for os, men for Gud; de aabenbare, de forstaaelige, de ere for os og vore Børn, dem ville vi leve efter».
Sværmeriet er da kiendeligt nok derpaa, at det foretrækker, hvad dunkelt og utydeligt er, for det (framfor det/red.), som er aabenbart og tydeligt. Hyppigen betiener Sværmeren sig af Skrivtens Sprog, hvilke han af Ukyndighed anfører ofte paa de upasseligste Steder.
Omendskiønt den Enfoldigste selv veed, at hvad man ikke har lært, og ikke forstaaer, kan man ikke heller dømme om : vover dog Sværmeren at forklare de vanskelige Skrivtsteder, hvortil han mangler al fornøden Kundskab og Lærdom. De maae tiene til at bestyrke hans Forvildelser, saasnart han blot finder et eller flere Ord deri, som synes at ligne de Drømme, der forvirre ham og Andre.
Jeg vil blot til Exempel nævne et eneste Sprog (bibelord/red.), nemlig 1 Cor. 12, 3. som just ikke er af de meget vanskelige, men hvori Sværmeren af Uvidenhed dog søger Næring, og hvoraf den giør sig allehaande mørke Forestillinger om Aandens Virkninger og om Menneskets Uduelighed til det Gode. Dette Sprog lyder i den almindelige Oversættelse saaledes : Ingen, som taler ved Guds Aand, kalder Jesum en forbandet Ting; og Ingen kan kalde Jesum en Herre, uden ved den hellig Aand.
– 29 –
Efter denne Oversættelse tvivler Sværmeren ikke paa, at hans formeente hellige Tale frembringes af Guds Aands Indskydelse, og umiddelbare Virkning paa hans Siel, uden hvilken han, som han siger, ikke var i Stand til at kalde Christus en Herre. Naar da Aanden saaledes bestyrer ham, og virker paa ham, saa er det ikke at undre over, han, som et ellers uvidende og i verdslige Videnskaber ukyndigt Menneske, jo nok kan tale høie og hemmelige Ting, og, i Følge sine Aabenbarelser, være Andres Lærer. Med saadanne Elendigheder opfylder han sin egen og Andres Indbildning, og formedelst sin Vankundighed styrter som en Blind flere Blinde med sig i Graven.
– Det mindste Lys, som tændes i det anførte Sprog, eller blot en ligefrem ret Oversættelse deraf, fordriver paa engang det hele Mørke, og viser hvor simpelt og fornuftigt Apostelen har udtrykt sig; i det hans Ord og Meningen er denne : «ingen Velsignet spotter Jesus : og kun den Retskafne et hans sande Bekiender».
Ikke nok, at Sværmeren vanskaber og forhutler Skrivtens Sprog, og giør det anvendeligt paa sig, hvad Apostelen Peder 2 Br. 3 siger om et andet Slags Forvildede : «hos Paulus ere nogle Ting vanskelige at forstaae, hvilke de Selvkloge og Ubefæstede fordreie, ligesom de andre Skrivter, til deres Fordærvelse»; men han lærer, baade imod al sund Fornuft, og imod Skrivtens tydeligste
– 30 –
Undervisning. Det er Biblens Lære : «prøver (prøv/red.), dømmer (døm/red.) som Forstandige, prøver Aanderne, d. e. Lærdommen, om de ere fra Gud».
Men Sværmeren lærer, agter Fornuften ringe, lader den ikke forføre Eder, den er en farlig Ting ! Saaledes nedværdiger og utaknemmelig tilsidesætter han den ypperste Gave, Gud haver skienket os. Det er Skrivtens Lære : hædrer Ægtestanden, holder den i Ære ! Men Sværmeren foragter denne Stand, snakker om aandelig Kierlighed, og haaner den nødvendigste og Guds egen Indretning. Skrivten befaler Orden i det borgerlige Selskab, og Lydighed imod Love og Øvrighed. Sværmeren derimod trodser Love og Øvrighed, og misbruger det Bekiendte : «Man bør adlyde Gud mere, end Mennesker».
Dersom vi levede paa et Sted, hvor Øvrigheden befalede os, at spotte Gud og Christus, at opdrage vore Børn i Uvidenhed, eller paa anden Maade at foragte Dyden, og øve Laster; da kunde vi med Ret sige : man bør adlyde Gud mere, end Mennesker.
Men i andre Henseender at sætte sig imod Øvrighedens Befalinger, er at sætte sig imod Guds Befalinger, og drage Dom og velfortient Straf over sig. Hvo der misagter de offentliger Indretninger, forstyrrer den borgerlige Orden, viser eller volder Foragt imod Lovene, handler tvertimod Jesu og hans Apostlers tydelige og fornuftige Undervisninger, som byde os at ære Øvrigheden og bede for den, at Orden
– 31 –
kan bevares i det menneskelige Selskab, og enhver Borger finde sig lykkelig, ved at føre et roligt, ærbart og retskaffent Levnet.
Dømmer nu selv, hvilke Ulykker de Mennesker kunne stifte, som indbilde sig, og Andre, at de have guddommelig Aabenbarelser eller handle efter Aandens Indskydelse, og i denne Indbildning forledes til Ulydighed imod Øvrighed og Love !
Kommer nu dertil (i tillegg til dette/red.), at Jorddyrkeren forføres bort fra Ploven, Haandværkeren fra sin Haandgierning, den fattige Husfader eller Husmoder, fra Orden, Flid og nyttige Beskieftigelser, for at fortære Tiden i Suk og Griller og tankeløs Andagt; Børn forlade Forældres Huse, strippe omkring fra Bøigd til Bøigd, og, som Mennesker, der ere forvildede i Hovedet, opholde de Giekke (tåpelige/naraktige/dårlige/red.), der vilde høre paa dem, med usammenhængende og ufornuftig Sqvalder, maae ikke da derved de gavnlige Haandteringer forsømmes, Familierne førstyrres, al Orden ophæves, og den skammeligste Lediggang vorde en Kilde til allehaanbe Daarskab og Elendigheder ?
Vi veed, hvorvidt dette Sværmerie har forrykket Nogles Forstand, at Galenskabet har naaet den Høide, at de Forvildede have paa det skrækkeligste og latterligste tillige mishandlet sit eget og Andres Legemer, i den afsindige Tro, de derved vilde frelses fra den tilkommende Fordømmelse; ja at en Forrykt har giort Ende paa et uskyldigt Barns Liv, og det med Faderens Bifald, i den ligesag afsindige Mening,
– 32 –
at ville uddrive en ond Aand af en Skabning, om hvilken Jesus saa tydelig erklærer, «det er just Saadanne, som høre ham til».
Vel tiltaae vi, at disse Udsvævelser ikke finde Bifald af Sværmeriets Formænd, men endog afskyes af dem og de fleste Tilhængere; og at deslige rædsomme Exempler maaskee mere ville afskrække, end drage flere efter sig.
Men hvad der er skeet, er alt for Meget, og alt for aabenbart en Følge af de Indbildninger, Sværmeriet føder. Ingen veed, til hvilke nye eller lignende Galenskaber det kan forlede. Men skulde denne smitsomme Syge ikke giøre os forsigtige, ikke forekomme os frygtelig, omendskiøndt den ikke drog Døden efter sig ? Skulde vi da først ansee den farlig, naar den bragde de Befængte til det Raserie, at ville myrde og mishandle sig selv og Andre ? Skulde vi ansee det for en ligegyldig Sag, et ubetydeligt Onde, at den forvilder og nedværdiger Fornuften, berøver Mennesket sund Eftertanke, giør ham til en latterlig Giøk og Drømmer, adsplitter Familer, forstyrrer den borgerlige Orden, omskaber nødvendig og gavnlig Virksomhed, til fromt Giøglerie og andægtig Lediggang ?
øa disse ere de bedrøvelige Virkninger, som Sværmeriet haver havt, og nødvendigt maae have; ikke et Onde, som tilfældigvis er indtruffet, fordi Nogle ‘dets Tilhængere have misforstaaet Sagen, og misbrugt, hvad de lærde og hørde. Thi da
– 33 –
vare alle Bebreidelser ufortiente og ubillige, siden det Bedste selv kan misforstaaes og misbruges. Nei, det ligger i Tingens Natur, hine Virkninger kunne ikke udeblive, naar Indbildningens Phantasier træde i Fornuftens Sted, og naar man giver mørke, forblommede og forvirrende Ord og Talemaader Fortrin, for den tydelige og enhver Eftertænksom fattelige Lære.
Dog, saa megen Aarsag vi have, til at holde fast ved Christendommens simple og forstaaelige Sandheder, at vogte os for, vi ikke fortrylles af Indbildningens Phantasier, og hindres af dem fra at bruge Fornuft og Eftertanke i vor Tro og Gudsdyrkelse : saa langt være det fra Jesu Bekiendere, at hade og efterstræbe dem, som Sværmeriet bedaarer !
Dette vilde ikke allene stride imod Christendommens høieste og tydeligste Grundlov : elsker og fordrager hverandre ! Men vi vilde begaae den største Urimelighed, om vi hadede Nogen, fordi han var befængt med en Sygdom, som let smittede dem, der uforsigtigt berørte ham, og omgikkes med ham. Sydommens Farlighed maae vi ikke skiule, og advare imod den, bør vi. Men den Uheldige, som er befængt med det Onde, skylde vi al Medlidenhed og al Kierlighed. Ja saa meget mere, som Forstandens Forvildelse av Indbildningens Blændværk er de ynkværdigstf af alle Sygdomme, og den vanskeligste at
– 34 –
helbrede. Vi ville endog tilstaae, at Sværmeriets Prædikanter have en redelig og god Hensigt, som er langt fra det strafværdige Hyklerie, der under Skinhelligheds Maske, søger at bedrage Verden.
Synet af unge Menneskers Vildskab, deres Fordærvelse og Udsvævelse, herskende Daarskaber og Laster, kan have antændt deres Nidkierhed og Omvendelsessyge, ja bragt dem paa den Tro, at de ivre for Gud og den gode Sag. De kunne staae i den Formening, at de af Gud have et besynderligt Kald, til at omvende Mennesker, og frelse dem fra Fortabelse. De kunne troe, at Gud erklærer dem sit Bifald, at han staaer dem mægtigen bi; da de see, at mangen forvildet Ungdom forlader Spil, Dands og larmende Forlystelser, ophører at sværme og bande, og i det Sted beder, synger, hører paa og læser, hvad de kalde gudelige Ting; at den har slaaet alt Versligt ud af sit Sind, og nu kun beskieftiger sig med det Himmelske og Aandelige ; at baade Gamle og Unge ere blevne omvendte, og ikke mere, som det hedder i deres Sprog, ere Verdens Mennesker.
Nu vel, det være deres Ros, om de have bragt nogen Daare paa en bedre Vei ! Held følge Enhver, som har den oprigtige Attraae i at ville lede Andre fra Daarlighed til Visdom, fra Laster til Dyd, fra Trældom under Lysters og Vaners Herredømme, til den christelige Frihed,
– 35 –
at kunne handle efter Samvittighedens Raad og Bifald !
Kun at dette skeer paa den rette Maade, kun at man ikke, ved at ville læge eet Saar, drager de onde Vædsker hen til til andre Steder, hvor de udbryde langt givtigere (giftigere/red.), og volde en dødelig Sygdom, eller dog tifold forøge Smerterne.
Saaledes gaaer det ofte, naar man i legemlige Tilfælde betiener sig af Qvaksalvere, og dem, som mangle fornødne Indsigter, til at være Læger : Og aandelige Qvaksalvere anrette ikke mindre Skade, naar de, uden Indsigt og Klogskab, paatage sig at helbrede sine Medmenneskers syge Siele. Hvorfor øgsaa Apostelen Jacob, som vidste, hvor farligt det er, naar Blinde ere Blindes Veiledere, giver den alvorige Advarsel, 3, 1. «Vorder (bli/red.) ikke Lærere i Hobetal !»
Priseligt er det, at omdanne Vildskab til Sædelighed, og føre den tøileløse Kaadhed tilbage til Orden og Skikkelighed.
Men tvende vigtige Bemærkninger herved maae ikke glemmes. Først, at man ikke giver ethvert Slags Lystighed, Spil og Dands Navn af syndige Fornøielser. Thi saaledes lærde ikke han, der vilde i Alt være vor Regel og vort Mønster. Selv var han ofte tilstede , og tog Deel i Giestebude og Høitidsglæder; langt fra at dadle dem, bidrog han til at oplive Selskabet og forøge Glæden : ganske bifaldt han uskyldige Lystigheder, og fandt det billigt, at
– 36 –
man glædede sig i glade Tilfælde, som Lignelserne, Luc. 15 og flere Steder vise.
Hans Apostle have eiheller lært os anderledes. Verden, siger Paulus, maae man bruge, men ikke misbruge den. Enhver Guds Gave er god, naar vi nyde den som Christne, og som Christne sige Gud vor Fader Tak derfor. Lærerigt er i den Henseende det hele 14de Kapitel af Brevet til Romerne, saavelsom 1 Cor. 10., hvori Apostelen viser den Ømhed og Forsigtighed de Stærkere bør iagtrage mod de Svagere.
Men han vil ikke, at Nogen maae dømme Andre for Mad eller Drikke; ligesom han overhovedet advarer imod den Dristighed, at dømme en Anden, da Enhver skal giøre Gud Regnskab for sig selv, staae eller falde for sin egen Herre. Enhver, siger han, maae være vis i sin Mening, og handle efter Overbevisning, ja erklærer Alt for Synd, som ikke skeer efter Overbevisning.
Den anden vigtige Bemærkning, som ikke maae lades af Sigte, er denne : at vi ingenlunde maae ansee et Menneske, for et forbedret Menneske, fordi han ikke mere er liderlig, ryggesløs, vild og udsvævende, eller fordi han fører et stille indgetaget Levnet, og beskieftiger sig meget med gudelige Ting.
Med alt dette kan han endnu være saare langt fra at giøre den himmelske Faders Ville.Man forbedrer ikke, men fordærver Ungdommen, ved at betage den Mod, Raskhed og Munterhed,
– 37 –
hvorover den forfalder til et mørkt, tungsindigt, klagende, sukkende og kierlingagtigt (?) Væsen.
Hvad due saadanne Mennesker til ? Ikke til Arbeide, Besværligheder, ikke til Fædrelands Forsvar, eller en ædel og nyttig Handling. Tosset og klodset til Byrde for sig og Andre, vorder Enhver, som forfalder til en misforstaaet Hellighed og taabelig Andægtighed.
Ikke den er en Christen af saadan Beskaffenhed, som Jesus vil have sine Bekiendere, som surseende, fortrædelig og bedrøver, kaster Foragt paa de Velgierninger, Forsynets Godhed tilbyder os, og i Uvirksomhed, uden at gavne Verden, troer at dyrke Gud med sine tankeløse, ufrugtbare Andagtsøvelser. Men den, som, tilfreds med Forsynets Veie, nyder Livets Gode med viis Maadelighed, sand Taknemmelighed, er ligesaavel glad med de Glade, som han virksom deeltager i den Trængendes Nød og Uheld; som, taalmodig i Gienvordigheder, sætter sin Fornøielse og Hæder i at gavne Verden i en nyttig Haandtering, og være sine Medmennesker til sand Tieneste; som erkiender med Apostelen 2 Thess 3., at ingen Skam er større, end at drive om med Unytte, enen det er i andægtig eller anden Lediggang; at derimod Troskab og Flid i en lovlig Haandtering er en Christens høie Kald; derved, at han skal vente Guds Velsignelse; deri, at han skal nedlægge den Sæd, hvoraf han hisset skal høste.
– 38 –
I kunne da, mine forstandige Medchristne ! ved Hielp af egen Eftertanke dømme om, hvad I bør troe eller ikke troe.
Jesu Evangelium er i Alt, hvad der er Eder vigtigt at vide, saa tydeligt, at selv den Enfoldige kan forstaae det.
Jeg siger ikke, at vi ligesom halvsovende, med en dorsk og døsig Siel, kunne komme efter, hvad Ret er at troe, eller ikke at troe. Men naar vi med eftertænksom Fornuft, samvittig Overveielse prøve Lærdommene : vil det, som er vigtig Sandhed, aldrig være skiult for os. Det Mørke og Tvetydige høre ikke til Jesu Evangeliums lyksaliggiørende Tro. Naar I ikke, ved redelig Pønsen (pønsken/red.), kunne finde ud af Et eller Andet, da beroliger Eder dermed : at det Tydelige og Forstaaelige er for os og vore Børn, det ville vi følge. Indprænter Eder vel de anførte ubedragelige Mærker paa Sværmerie ! Men værer varsomme i at tillægge Nogen Navn af Sværmer; og hader ikke dem, som virkelig fortiene dette Navn ! Gaaer ikke som Barnet, i Andres Ledebaand; men undersøger selv og dømmer selv, som Forstandige ! Denne Rettighed «at prøve selv» en Rettighed, som Gud haver givet Eder, og Christus fordrer, at I skulle udøve, maae I ikke lade noget Menneske betage Eder !
Lader Eder ikke forvilde af den giekkelige (tåpelige/dårlige) Snak, naar man siger til Undskyldning for sin Efterladenhed i at tænke, og til Forsvar for sine Drømmerier : at man maae tage
– 39 –
Fornuften fangen under Troens Lydighed ! Uvidenhed indbilder sig, at Apostelen Paul har betient sig af disse Ord, og ivret imod Fornuft og Philosophie (Visdomskierlighed) 2 Cor. 10, 5 og Col. 2, 4 – 8. –
Hører Apostelens Ord, og dømmer saa : om han var en Ven eller Fiende af Fornuften ! Paa det første Sted siger han : «vi nedbryde de Anlæg og ethvert stolt Paafund , som opsætte sig imod Guds Kundskab, og tage ethvert Anslag imod Christi Lydighed til Fange».
Paa det andet Sted siger han : «Dette taler jeg til Eder, paa det Ingen skal ved overtalende Skingrunde besnakke Eder, V. 8 (Colossenserbrevet 2, 8/red.). Agter vel paa, at Ingen giør Eder til sit Rov, formedelst den af forfængelig Snak sammensatte Philosophie, som grunder sig paa Menneskesatser, paa Verdens Barnekunskab, men ikke paa Christum, hvis Lære han tilforn har sagt, indeholder den ædle og grundige Kundskabs dyrebare Skatte».
Følgelig er det ikke Fornuften, som han vil, der skal tages til Fange, og ikke imod Philosophie (visdomskjærlighet/red.), han ivrer. Hvad den Uvidende kalder Fornuft, det kalder Apostelen Ufornuft, Indbildning, Drømmerie, Sværmerie. Hvad hin kalder Philosophie, det kalder han forfængelig Snak, samt Ordgyderie, Svadsighed, Barnekundskab, Satser og Bud, som Menneskers Phantasie føder af sig.
Denne Ufornuft, disse Blændværk
– 40 –
og Daarskaber skulle tages til Fange under Christi sande høie og tydlige Lære, under hans fornuftige og fattelige Evangelium.
Bruger derfor, mine Medchristne ! de Vaaben, som Christi egen Lære, Fornuft og Eftertanke giver Eder i Hænder : saa skal Eders Forstand ikke allene bevare Eder selv, men mange svage Brødre, fra Sværmerie og dets bedrøvelige Følger.