– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920;
– fra s. 230 – 232 :
Af den haugianske Vækkelse paa Hedemarken fremgik foruden de allerede omtalte Lægmænd ogsaa en kvindelig Guds Ords Bekjender, der virkede til Velsignelse i vide Kredse. Det var Pernille Christensdatter Vold, formentlig fra Vang eller Furnes ved Hamar (forskjellige Oplysninger fra Samtidige).
Hun blev født der antagelig i 1776, og lagde tidlig for Dagen, at hun baade var en meget begavet, virkelysten og dygtig Kvinde. Det formenes, at hun blev vakt under Hauges første Reise i Bygden i 1799; han var ihvertfald den, som øvede størst Indflydelse paa hendes aandelige Udvikling. Da hun selv var kommen til mere aandelig Modenhed og kristelig Indsigt, drev Kristi Kjærlighed og Omsorgen for Medmenneskers Frelse hende til at vidne om Veien til Livet, først i Hjembygden og de omliggende Bygder, siden over det hele sydlige Norge.
Hendes Opbyggelser bestod i hjertelige Formaninger til Omvendelse, Læsning af Stykker i en eller anden god Bog samt først og sidst kristelig Samtale, Sang og Bøn.
Da hun af danske Venner, som i 1803 besøgte Norge, fik høre om Vækkelsen i Jylland, reiste hun og en anden kristelig Pige (Marthe Olsen Gabestad/red.) derned for at “opbygge sig selv og andre paa vor allerhelligste Tro”; de var i Jylland i flere Aar, og i denne Tid var der ikke liden Opvækkelse” (Haugvaldstad. Opmuntring etc. Stavanger 1875. S. 45).
Saa vendte de tilbage, og Pernille Vold blev i 1808 gift med en af Hauges Venner, Nils Hansen Opstad, “en gammel Søfarende fra Egersund”; han døde imidlertid Vaaren 1809 i en Alder af 82 Aar og blev begravet i Stavanger 2. Mai.
Deres eneste Barn, Datteren Nille, blev født 18/7 1809 og blev senere gift med Danqvart Normann.
Den 21. October 1809 indgik Pernille Christensdatter nyt Ægteskab med daværende Teglmester, senere Kjøbmand Ole Gundersen Seglem fra Egersundsøen, født 1776, bekjendt som en af de mest fremstaaende af Hauges Venner i Stavanger.
Deres Hus var et Tilflugtssted for de Troende, og begge fremmede Guds Riges Sag alt, hvad de formaaede, baade ved Opbyggelse, som de holdt sammen, og ved sine timelige Midler (Stavanger Domkirkemenigheds Kirkebøger. Skriftlige Optegnelser af flere gamle Haugianere i Stavanger).
I et bevaret Brev fra denne Tid skriver hun : “Gud fremdeles forunde os sin Naade at leve i ham, saa samles vi engang hos ham. Vi, som er kaldte med én Aand, er vidt adspredte i dette Land; meget hører til vor Beredelse. Jesus siger : “Vi maa lægge Vind paa med Flid at gaa ind gjennem den snævre Port”. Dette tror og erkjender jeg er sandt; thi vi har meget at trænge ud fra; ei alene den syndige Natur og dens Tilbøieligheder, men mere vor Aands Egenvilje, Selvgodhed og Attraa efter at være noget og have noget at holde sig til. Jesus er alene Veien, Livet og Sandheden; han er det levende Vand, og hvo, som drikker af dette Vand, skal ikke tørste evindelig. Men her i Tiden længes vist den troende Sjæl saa inderlig efter at faa mere af dette Vand; jo mere den drikker, des mere begjærer den deraf, og jo mere den faar, des større Længsel og Attraa faar den til at komme Jesus nærmere og nærmere. Det er saa forunderlig med Guds Kjærlighed; den drager Sjælen saa inderlig, at jeg føler mig uværdig til at tale derom end sige smage noget deraf.
Naar jeg betænker Guds Førelse med mig gjennem Tiden, især siden han fik give mig min Tilstand tilkjende, da er mit Hjerte rørt baade af Sorg og Glæde; af Sorg over, at jeg ikke har taget Guds Naade saa vel i Agt, som jeg burde, af Glæde over, at Gud har holdt mig ilive ved sine Ord og Vidnesbyrd til denne Tid.
Det er mig nu ret hjertelig om at gjøre at vandre i den barnlige Aands Lydighed; men jeg føler, at jeg ofte snubler og falder, da her er mange Anstødsstene, som ligger i Veien. Gud forunde os fremdeles sin Naade, at vi maatte vokse i Selverkjendelse, at Kristus, vor Frelser, kunde blive alle Ting for os, og vi deraf kunde virke og være frugtbare paa al god Gjerning og pryde vor Herres Lære med vor Vandel, saa Faderen maatte æres, og Sønnens Igjenløsning prises formedelst den Helligaands Naadevirkning, Kraft og Lys i vor Sjæl.
Ak, det er meget, at vi, som sad i Mørke og Dødens Skygge, har seet og ser det store Gode, Gud, vor Fader i Kristus, har beredt det faldne Menneske. Han siger : Alting er beredt, den store Nadvere færdig, kommer til Brylluppet ! Kjøber uden Penge og uden Betaling Vin og Melk ! Her kræves intet andet, end at vi skal komme; lader os derfor daglig med Bøn og Længsel trænge ind til Gud, at han mere og mere kunde faa omskabe, fornye og helliggjøre os.
Vi har vist Aarsag til at erindre hverandre om, at de Budne var det ikke værd. Det maa vi tilstaa, ja give Gud fuld Ret i. Men lad os ikke med Forsæt eller af Ligegyldighed foragte Indbydelsen; thi saa lukker vi os selv ude. Min Bøn er for mig og eder alle, Meddelagtige, at vi maatte staa sammen i Bøn og Himmellængsel, alletider vogte os for Udskillelse, Sekter og Partier og søge at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand. Heller end at volde Splidagtighed opgive egne Meninger og gjerne vige, for at Kristi Hjord maa leve i Fred og Endrægtighed. Gud, vor Fader, forene os alle i din Søns Samfund, det beder vi om den Helligaands Naade til. Amen” (Utrykt Brev fra Pernille Seglem, skrevet omkring 1820, men uden Datum og Aar).
Hendes Ægteskab med Seglem var meget lykkeligt; de fik 5 Børn, tre Sønner og to Døtre. Den ældste, Oline Marie, f. 6. Januar 1811, blev gift med Kjøbmand Torger Svanøe i Bergen; den yngste, Pernille, født 3/9 1820, død 25. December 1853, blev gift med Peder Endresen Ramsland, født 1813, død 11. Mai 1877. Deres yngste Datter, Beate Ramsland, født 27. December 1850, blev 18. September 1872 i Stavanger gift med Digteren, Amtmand Alexander Lange Kielland (Familien Kielland. Ved A. Kielland. Christiania 1898. Domkirkemenighedens Kirkebøger og Oplysninger af Torger Svanøe i Bergen m.fl. Samtidige).
Efter nogen Tids Sygelighed hensov Pernille Seglem i Troen paa sin Frelser den 24. Juni 1821 og blev begravet den 31. s. M.; hun var da kun 45 Aar gml. og tilhørte Domkirkens Menighed i Stavanger. Hendes Mand, Kjøbmand Ole Gundersen Seglem, døde sammesteds den 20. November 1826 i en Alder af 50 Aar (Domkirkemenighedens Kirkebøger).