– i H. G. Heggtveits bokverk «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie» – fremkommer flere interessante betraktninger om bevegelsen knyttet til Hauge og bevegelsens ettervirkninger. Første bind (utarbeidet i Kristiania i perioden 1905-1911) omhandler Haugianismens tid – første halvdel fra ca. 1796 – ca. 1820.
Det sies på s. 247 at enkelte av Hauges venner stod i en viss motsetning til den andre friere retning i denne tidsepoke, Brødremenigheten, som i stor grad vektla å forkynne om Jesu «Blod og Vunder», men som i mindre grad talte om helliggjørelsen. Haugianerne, på sin side, trodde mer på Jesus enn de forkynte om Jesus, men at de alltid la til «for Jesu Kristi skyld». En svært positiv karakteristikk som gis disse mennesker, var at de som regel fremsto som glade og livlige i sitt kristenliv, og ikke trege og sure, og slik at de bar sitt hode høyt.
I samme bind på s. 256 skriver Heggtveit følgende : «Disse Mænds og Kvinders Vidnesbyrd var ofte uklare, ensidige og mangelfulde, som Tilfældet pleier at være i store Vækkelsestider; men de var dog oprigtige og personlig sande. At enkelte Sandheder stærkere maa betones end andre overfor en mer eller mindre aandelig sovende Slægt er baade nødvendigt og selvsagt.
Tidsforholdene stiller ogsaa sine særegne Krav, der maa tages Hensyn til, hvis Udbyttet af Arbeidet ei skal blive magert eller endog helt resultatløst.
Efterhaanden som Aarene skred, under Aandens Veiledning og Helliggjørelsens Kamp, voksede de i Klarhed og en fuldere kristelig Erkjendelse, og en Række af de foran nævnte vil altid mindes med Kjærlighed og Tak som Banebrydere for en ny Tid.
– les videre om Haugianerne her :