kapitel 1 – hauges aandelige udviklingstid

TIDSRUMMET 1771—1797.

Indledning Hauges barndomstid og første aandelige udvikling — Gerhard Seeberg.

Den sidste halvdel af forrige aarhundrede frembyder billedet af et stort frafald inden den lutherske kirke. Det ligger udenfor dette arbeides plan at skildre de forskjellige strømninger og bevægelser, af hvilke den aandsretning, der kjendes under navn av rationalismen, fremgik. Det være her kun antydet, at dette væsen egentlig er skabt i Tydskland efter paavirkning fra udlandet, at den derfra brød ind over Danmark og Norge, og at den i disse lande blandt de dannede og især blandt geistligheden vandt et herredømme, om hvis udstræk- ning man nu endog har vanskelighed for ret at danne sig et begreb.

Doceret fra det kjøbenhavnske universitets kathedre, prædiket fra de allerfleste prædikestole, indsmuglet i almuskolerne, bragt til torvs gjennem bøger og tidninger var rationalismen faret som en pest over hele det aandelige liv. Under den indbildte „oplysning» var mørket saa stort, at dagen syntes borte for evigt.

For vort lands vedkommende viser det sig endog ved det første syn paa hin tid, at medens saa stor en del af presterne var paavirkede af frafaldets aand i mere eller mindre grad, saa blev almuen dog saa temmelig uberørt af rational­ismen, naar undtages enkelte strøg af kysten og et eller andet prestegjeld i det indre af landet, hvor presterne var mest virksomme for „oplysningens» fremme. I det hele og store taget fremgaar det, at almuen forstod ikke de rationalistiske prester – dels var de nemlig uden evne til at gribe folket; dels var deres prædiken saa tilsløret, at den mindre oplyste ikke ret fik tag i den nye lærdom; dels var der ogsaa flere, der mistvivlede om at kunne bibringe den simple mand „mere oplyste religionsbegreber»‘ ; bonden fik da nøie sig med den gamle lær­dom efter Pontoppidans lærebog, medens de mere fornemme blev lyksaliggjorte med prestens egen visdom, dels var selve rationalismen i sit væsen saa taaget, at den vanskelig kunde gribes av almuesmanden med hans realistiske begreber og krav.

Man følte vistnok, at der var en mangel ved presternes prædikener_; men hvori det egentlig stak, derpaa havde man ingen synderlig forstand. Hvad presten sagde, var jo i regelen i og for sig betragtet sandt; og det slog jo altid an, naar der blev prædiket om dyd og gode gierninger; thi der var god ethisk bund i folket. Feilen laa ikke saa meget i, hvad der blev prædiket, som i, hvad der ikke blev prædiket.  Saa tog da almuen i al naivitet, hvad der blev budt den, underlagde de rationalistiske talemaader den gamle kristendoms indhold, og for resten hjalp man sig med de gamle opbyggelsesbøger saa godt, man kunde.

Den gamle opbyggelses-literatur maa tillægges en ganske overordentlig stor indflydelse paa vort folks religiøse udvikling og bevarelse. I den har man at søge hovedkilden til den gudsfrygt, der endnu fandtes hos folket midt i ratio- nalismens tider, og som bar i sig spireevnen til den nye tid. Før den tid, vi staar i begreb med at skildre, var der, som bekjendt, gjort yderst faa tilsprang til et bevidst kristelig liv gjennem vækkelser. Men nidkjære presters og bispers arbeide for kristendommens fremvæxt og sand oplysnings fremme var ikke blevet uden frugter.

Sands for gudelig læsning var efterhaanden bleven vakt, og det var en ikke liden skat af gudelige bøger, der lidt efter lidt fandt vei ud blandt almuen og læstes med begjærlighed. Naar man færdes blandt almuen, og man vil gjøre sig umage med at undersøge bogforraadet i husene og hytterne, da vil man og det paa de allerfleste steder i landet opdagc en ganske forbausende mængde af opbyggelige bøger fra ældre tider, det er arven efter bedste- og oldefædrene.¹ Ud fra denne gjennem den gamle opbyggelses-literatur nærede og af enkelte sporadiske vækkelser befrugtede religiøsitet var det, at den gudelige folkebevegelse havde sin oprindelse, som baade i Danmark og fornemmelig i Norge reiste sig mod rationalismen.

Den kirkehistoriske foreteelse, der tog sin begyndelse med bondegutten Hans Nielsen Hauges optræden i aaret 1796, er et særsyn i historien. Vistnok fremviser kirkehistorien talrige exempler paa,at Uegmsend har fremtraadt i opposition mod det udartede kirke-varsen, og vistnok har flere af saadanne mænd havt en ikke ringe indflydelse baade paa samtid og eftertid. Men en saa baade kirkehistorisk beretti­get og ren kirkelig lægmandsoptræden som Hauges, lader der sig — saavidt jeg formaar at se historien an — ikke opvise noget sidestykke til. Her var vistnok ogsaa brøst og mangler og misgreb, men her er ogsaa det eiendommelige, at bevægelsen selv har formaaet i udviklingen at udskille disse fra sig, saa at den hele bevægelse er gaaet op i den lutherske kirke og helt kommet denne tilgode.

Derfor vil den norske kirkehistorie altid vide at nævne Hans Nielsen Hauge som en af sine største mænd; og enhver fremstilling af vort lands kirkehistorie i nutiden vil altid være nødt til at sætte aaret 1796 som et afgjørende punkt, hvor det gamle ender og det nye tager sin begyndelse.

¤¤¤

Hans Nielsen Hauge er født paa gaarden Hauge i Tune prestegjeld den 3die april 1771. Faderen Nils Mikkelsen var fra gaarden Evenrød i Glemminge sogn og blev gift med Maria Olsdatfer, med hvem han fik gaarden Hauge, hvor han døde den 10de januar 1813, 81 aar gammel.¹ Hans forældre var stille, fromme folk, og navnlig omtaler Hauge sin fader som en mand med skjøn paa aandelige Ting.² Moderen, der døde 1ste januar 1811, 76 aar gammel,³ var en øm kvinde af et blødt gemyt; hendes inderlighed gik i arv paa sønnen.

Det var en familie, hvori gudsfrygt havde fæstet rod_; børnene blev opdragne til at ende dagen med bøn, moderen lærte de smaa psalmer og bønner, faderen samlede familien om sig til husandagt.⁴ Det var en saadan familie, i hvilken Hauge blev opdragen for at „voxe som en god Gren» paa «det gode vintræ, Jesum Kristum», i hvilken han «blev indpodet i daaben». Men, idet Hauge kaster tilbageblikket paa sin ungdom, finder han, at han vel tidlig lærte «noget at skjønne paa ondt og godt», men at det onde dog voxede mere, end det gode. At „mennesket er ondt fra ungdommen af“, viste sig ogsaa her. Han bekjender, at, naar hans forældre revsede ham, saa opvakte dette gjenstridighed hos ham – han fortæller, at da han var 7 å 8 aar gammel, faldt den tanke ham ind at forkorte sit liv for paa den maade at tage hevn over sine forældre.⁵

((Foruden Kingos psalmebog og Pontoppidans „Sandhed til Gudfrygtighed» har jeg faaet det indtryk, at følgende skrifter mest var i brug: prædikensamlingeme af Møller, Brochmand, Povel Andersen Medelbye, Hersleb, Gerner og Pontoppidan, Arnds „Sande Kristendom», Scrivers „Sjæle-Skat», Fresenii Kommunionbog, Werners ..Himmelvei», Hvalsøs .De bedendes Kjæde», Herslebs „Guds Børns daglige Adgang til Naadestolen’, «Den aandelige Aarvaagenhed», Ramus’s «Naadens aandelige Markedstid», Col­lins «Voldsomme Indtrængelse“ og Jesu Forklaring i Sjælen», Hofs «Laas for Munden», flere af Jersins skrifter og ikke faa af Luthers skrifter i dansk oversættelsefremdeles Kingos «Sjunge-Kor», Peder Dass’s „Katekismus- og bibelhistoriske Sange», Dorthea Engelbretsdatters „Sang-Offer», Brinchs «Tanketøile», Anna Borrebyes «Zions Sukke», Lunds «Brudegave», Hyphofs .Aandelige Dues Turtel-Røst», Brorsons «Troens rare Kle­nodie» o. fl.

Tune ministerialbøger. — ⁸ «Religiøse Følelser’ af H. N. Hauge, Kristiania 1817, pag. 26 og 27. «Verdens Daarlighed» af H. N. Hauge, Kristiania 1796, pag. 59 og 61. «Kirkehistorie» af H. N. Hauge, Kristiania 1S22, pag. 217, anm. Af Hauges fader, Nils Mikkelsen Hauge, er der i min besiddelse et manuskript, skrevet med en ret god haand og indeholdende sange og gudelige betragtninger. Gjennem daværende pers. kap. Koren i Fredriksstad har jeg faaet aiskrift af den endnu paa Evenrød opbevarede origi­nal af frierbrevet, Nils Mikkel en i aaret 1760 skrev til Maria Hauge. Det aander af et elskeligt, gudfrygtig sind. — At Hauges fader skulde viere lensmand, beror paa mis- forstaaelse. ³ Tune ministerialbøger. * «Religiøse Følelser», pag. 25 og 27. — ⁵ «Verdens Daarlighed», pag. 58 og 59. Naar prof. Jens Møller i Staudlin £? Tzchimers «Archiv» II, 354 — efter presten Thaulow i Fallesens «Theol. Maanedsskritt» V,cj2 anfører dette som et bevis paa, at Hauge fra barndommen af var af et „mørkt,mclan- kolisk temperament», i hvilket han søger den naturlige aarsag til hans senere «svær- meri», saa beror dette kun paa misforstaaelse af det citcrcde sted i «Verdens Daarlig­hed»; sammenhængen viser paa det tydeligste, at Hauge her fortæller om en barnagtig, ond tanke, der ikke havde sin grund i et melankolisk temperament, men i – gjenstridighed)).

Hauge var af et stille, indadvendt gemyt. Han var en af dem, der ligefra det punkt, da bevidstheden vaagner, gribes og drages mod det religiøse. Denne længsel mod det evige, dette suk mod det høie, denne hans sjelden begavede aands ustandselige grublen, denne indre strid med sig selv, denne vaklen mellem evighedens alvorstanker og ungdommens letsind paatrykte hele hans barn­doms- og ungdomstid et ganske eiendommelig præg af inderlighed.

«Jeg havde,» siger han, „ ingen lyst til at stride, liden lyst til lystighed med mine selskabsbrødre, var (meget) mere tungsindig, naar jeg var i selskaber og der saa eller hørte støiende lystigheder, især var jeg bedrøvet, naar der yppedes klam­meri … Jeg dandsede aldrig, agtede lidet om spil eller musik, vilde aldrig være med i værtshuse_; men, naar nogen fortalte historier samt talede om religiøse eller aandelige ting, deri fandt mit hjerte interesse».¹

Og fremdeles: „Da jeg kom til mere alder og lærte bedre at læse og tænke derpaa, saa gik jeg og grundede meget paa himmeriges og helvedes tilstand, til jeg var 11 til 12 aar_; da var jeg meget forvirret (dvs: beklemt, udaf det) ₅ dog altid holdt (jeg) det hos mig selv, hvilket var saa meget værre_; thi havde nogen faaet det at vide, især

((¹ ..Religiøse Følelser», pag. 23—24.))

min fader, havde jeg nok faaet trøst og undervisning derom.» ¹ „Naar rygte gik om krig og pest, saa var jeg meget bange for døden og fandt ofte ligesom noget hemmeligt, som omringede mig; jeg oprørtes i hjertet, og undertiden græd (jeg), naar jeg saa døde mennesker eller hørte tale om død og evighed_; selv tarnkte jeg ofte paa døden og evigheden, og om folk nu levede saa, at de med grund kunde vente at blive salige, og om de ikke meget mere havde aarsag til at vente sig at blive evig forkastede af Gud.

Ofte, naar jeg sov, drømte jeg om himmerig og andre tider om helvede, om mord og forskrækkelser_; men, naar jeg gjorde bøn til Gud, før jeg sov ind, fandt jeg ro»  ² „Dette var især (tilfældet) fra mit 9de til mit 12te aar. Ved denne tid hørte jeg ogsaa nogle tale om adskillige religioner; dette vakte en ny bekymring hos mig med frygt og tvivl, om vor var den rette; thi omendskjønt mine forældre med flere sagde det, saa var jeg dog sat i tvivl, allerhelst da de talede om, hvor gudfrygtige endel havde været, som jeg og selv læste om deres store iver for Guds æres udbredelse, og det meget, endel havde lidt, fordi de bekjendte Herrens navn og sørgede trolig for sine medmenneskers salighed og bleve derfor spottede, forfulgte og haardelig, ja grusomt pinte.

Jeg fandt ved denne betragtning, at vi lever ikke som de, men ere ligegyldige i vor gudsdyrkelse, og taalte vist ikke at lide, hvad hine havde lidt; dette satte mig mere i bekymring, og jeg troede, at jeg ikke blev salig  ²

En gut paa 10—12 aar, hvori slige tanker gjærede og væltede sig, maatte selvfølgelig blive et særsyn for hans jevn­aldrende, mellem hvilke han da færdedes som en fremmed, uforstaaet baade af sig selv og af andre, ret som en underlig en. „Fordi jeg ikke kunde vise mig dygtig i ungdommens daarligheder, saa blev jeg ringeagtet af mine jevnaldrende, ofte spottet og holdt for taabelig; ja, jeg holdt mig selv ringere end de andre, saa at naar nogen agtet mand nævnte mit navn med berømmelse, da følte jeg mig uværdig dertil». ²

Det er saaledes let at skjønne, at Herren tidlig begyndte at danne Hauge til den gjerning, hvortil han havde bestemt ham. Han, der blev redskab til at veilede saamangen sjel, han havde i hele sin udviklingstid været ene med sig selv og Gud. Af ydre veiledere havde han ingen, end ikke for sin fader nænnede han at aabenbare sit hjertes tilstand. Men gjennen denne aandelige ensomhed tilkjæmpede han sig ogsaa hin karakterens støhed, hin tankens selv- stændighed, hint aandens skarpblik, der udmærkede ham som mand.

((¹ «Verdens Daarlighed», pag. 59. — ² ..Religiøse Følelser», pag. 14, 15 og 26.))

Gjennem en begivenhed, der indtraf i guttens 13de aar, mødte kaldet ham med større alvor og mere bestemt, end forhen. Sammen med sin fader, broder og en tredje mand var han reist ud paa Rolfsøsundet forat hente noget hø hjem. Paa tilbageveien faldt en af dem overbord, greb saa fat i baaden for at holde sig oppe og hvælvede samme, saa alle faldt i vandet. Hauge opgav strax ethvert haab om redning og stod altsaa ansigt til ansigt mod døden. „Først tænkte jeg paa min moder, som tager sig saa nær af en ringe ting, og nu min fader, broder og jeg skal omkomme her, det vil blive en ulide­lig sorg for hende; dernæst tarnkte jeg paa de smaating, jeg havde af klæder o. s. v., og tænkte saa: det faar mine brødre₅ det var tungt at forlade (det)_; thi jeg havde kjærlighed dertil, endskjønt døden truede… Jeg sukkede til Gud, at han vilde være mig naadig for den Herre Jesu Kristi skyld/ Men „helvedes sjæle-angest betog mig, og jeg begyndte at frygte for helvedes mørke, fordi jeg ikke havde elsket Gud, som jeg burde ₅ og tilsidst truede dødens mørke rædsel saa forskrsekkeligt, at naar jeg tænker derpaa, da maa mit hjerte græde;» og uagtet „jeg længtes efter lyset, blev det dog mørkt for mig, og saa blev min følelse borte.» ¹

Uden bevidsthed flød han nu i elven en stund og blev i saadan tilstand drevet bort imod elvebredden, hvor hans broder, som sammen med de øvrige alt lykkelig var kommen til lands, optog ham som død. Det lykkedes dog at bringe ham til live igjen_; snart forvandt han følgerne af badet i elven_; men dødsfaren og frelsen ud fra undergangens gab efterlod indtryk, der blev af blivende værd for hans fremtidige liv. Det blev mere alvor med hans læsning og mere bestemthed i forsættet om at ville leve efter ordet» han „begyndte at grunde derpaa, hvorpaa da indløb mange tanker». ²

Saa fik han da ogsaa mangen kamp mod den ungdommelige flygtighed, som hans unge alder naturligen medførte. „Tidt, naar jeg bad Gud om naade, og jeg afstod fra ugudeligt væsen, saa fandt jeg ei alene beroligelse, men og ofte glæde; derimod, naar — enten ved min egen læsning, eller naar jeg hørte min fader læse morgen- og aftenbøn m. m., — mine tanker var vendte paa jordiske, unyttige ting, da faldt mig tungt ind disse tanker: Den onde aand river ordet bort fra mit hjerte! o, jeg er i djævelens vold og veget fra Gud! Hvilket atter drev mig til bøn om naade for Jesu skyld.» ³

Det er af interesse i mere end en henseende at efterforske, hvilke skrifter

((¹ ..Verdens Daarlighcd’, pag. 60—6t. — ² Sammesteds pag. 61. — 3  .Religiøse Følelser*, pag. 27.))

der i Hauges ungdom var hans aandelige føde og veiledning; dette giver nem­lig et vigtigt fingerpeg til forstaaelsen af den lære, der findes nedlagt i hans skrifter. Han nævner selv katekismen og Pontoppidans forklaring. Kingos psalmebog og bibelen.¹ Des foruden tager man ikke feil — thi hans skrifter udviser det —, naar man antager, at han har gransket i og neeret sig af de skrifter af fædrene, han senere dels anbefalede sine venner, som Joh. Arnds ..Sande Kristendom», Luthers og Møllers postiller o. s. v., ²  og dels selv udgav, som Pontoppidans ..Troens Speil», ³ Collins „Kristi Forklaring i Sjelen», ⁴  Brorsons ,Troens rare Klenodie» ⁵ o. s. v.

I sit 16de aar blev Hauge konfirmeret af residerende kapellan Hammer. Herom fortæller han følgende: Jeg erindrer endnu konfirmationsdagen_; da var det en skik, at man paa den dag særdeles skulde pynte sig. Men, som jeg ei forhen havde lyst til at ligne de forfængelige, . . saa havde jeg ei agtet at være den dag anderledes end før_; men en af mine søstre tog sig dog for at pynte paa mig lidt Paa veien til kirken sagde en af de andre konfirmander til mig og de flere, som vare i følge: Idag har Hans Nielsen og opsat haar» m. m. Ja,» svarede jeg, „har vi idag stadset vort legeme, saa var det at ønske, vi ikke havde glemt vor udødelige sjel, men betænkte det store løfte, vi idag skulle gjøre, nemlig forsage djævelens gjerninger og vsesen (og) tro paa Gud Fader, Søn og den Helligaand.» ⁶

Tidsrummet mellem det 16de og 25de aar fremdrog sig under indre vaklen mellem gudelige forsætter og dragelser til verden. Sit stille væsen uagtet havde nemlig Hauge af naturen et temmelig stærkt fremtredende anlæg for verdslige gjøremaal og praktiske foretagender. Men den heraf opstaaede stærke interesse for de timelige ting blev nu snart en magt, der stillede sig i et stærkt modsætningsforhold til dragelserne mod Gud. Skjønt det av det følgende vil være klart, at Herren havde givet Hauge ogsaa dette anlæg i en bestemt hensigt, og at det fik sin store betydning under virkeliggjørelsen af hans historiske opgave, saa er det dog ligesaa klart, at her var fra begyndelsen af en eiendom­melig fare, og at herved opstod der en modstand mod kaldet, der skulde have

((¹ Se «Religiøse Følelser’, pag. 25 og 30. .Verdens Daarlighed», pag. 63. .Forsøg til enAfhandling om Guds Visdom»,Kristiania 1796, pag. 66 og 90. — ² .Verdens Daarlighed», pag. 77. — * Udgivet udtogsvis i ,Kristendommens Lærdoms-Grunde’ I, Kjøbenhavn 1800. — ⁴ Udgivet af Hauge, Kjøbenhavn 1799.       ⁴ Se  «De sande Kristnes udvalgte Psalmebog», Trondhjem 1799. — ⁶ .»Religiøse Følelser», pag. 17—18. At Hauge er konfirmeret af Hammer, sees af forhør, optaget af sorenskriveren i Strinde og Selbo 1799. (Rigsarkivet).))

gjort ham til et verdensmenneske af første rang, hvis den ikke var bleven besei­ret. At faa denne side af personligheden gjenfødt, var vistnok det sværeste arbeide for Aanden. Men saa gik ogsaa Hauge ud af denne proces med et klart blik baade for farerne ved det timelige og betydningen af det timelige og forholdet mellem dette og det aandelige. — Sin tilstand i denne tid skildrer han saaledes: _wMit sinds lyst henrev mig til adskillige jordi­ske begjærligheder, .. ligesaa til handel, som før­te min sjel i uro, saa at jo arldre jeg blev, jo mere tabte jeg min sjels ædle følel­ser.’ ¹   — „Jeg hørte mange Guds ord av mine lærere, som var hr. Hammer og min fader, som og kunde trænge sig ind i mit hjerte; men verdens lyster tog overhaand» . . . „Det timelige var mig saa angelegent, at jeg endog om søndagen havde ingen ro* … „Jeg havde mit liggendefæ (skatt) i verden/’ og „jeg søgte paa alle kanter at forhverve mig time­lige eiendomme.»  ²  — „Jeg var en forloren søn og tænkte sex gange paa det timelige og sørged for mit legeme mod én gang at tænke paa det aandelige og sørge for min sjel. Mine øine have seet efter verdens forfængelighed og for­glemt skaberen/  ³

((¹ „Religiøse Følelser», pag. 29. — ² „Verdens Daarlighed”, pag. 61, 62 og 63 passim. * »Om Guds Visdom», pag. 11.))

Men Herren glemte ikke ham. Det er forunderligt at se, hvorledes der slag i slag blev talt til den af de verdslige gjøremaal saa optagne unge mand og det i det sprog, han nu bedst forstod og som bedst kunde bane sig vei til hjertet, nemlig farer paa livet. Kort efter sin konfirmation var han i livsfare, idet han faldt i en bæk, hvorfra dog hans søster hjalp ham op og frelste ham. Senere var han i „døds-fare» paa Glommen udenfor Sannesund. Derpaa blev han liggende syg. Under sygdommen blev han næsten fortvivlet over sin til­stand og skalv „for den evige døds pine_; men som jeg af den gode Guds naade og hjælp fik et suk og raab for mig, da bekom jeg min forstand igjen» ¹

Endelig kom han i en ny livsfare paa Glommen, og „døden begyndte at true_; jeg bad til Gud af hjertet, at han vilde hjælpe os, da jeg i den tid havde bedre tillid til ham end i den forrige fare og tænkte: jeg skal ikke frygte_; men dog betog rædselen mig.»  ²  Ogsaa denne gang blev han frelst.

Det var de mest forskjellige ting. Hauge i denne tid beskjæftigede sig med. Han var lensmands-karl hos sin broder, Ole Nielsen Hauge, der paa den tid var lensmand? han beskjæftigede sig med „snedkeri og smederi»; ³  han drev paa birøgt; han forpagtede smaa jordstykker, som han dyrkede, og han syslede med smaahandel. ⁴

Et kort ophold i Fredriksstad, hvor han i 1795 tog tjeneste hos en enke­madame Kruse,³ blev af afgjørende betydning for hans indre liv. Thi her, midt iblandt den aabenbare ugudelighed, midt imellem dels likegyldige, dels spot­tere maatte det endelig afgjøres, enten han helt vilde hengive sig til Gud eller verden: det gik ikke her an at halte paa begge sider. Vilde han her følge ver­den, saa maatte han med det samme gaa ind i syndens aabenbare væsen_; men han var formeget paavirket og formeget draget af Gud til at kunne gjøre det_; altsaa maatte han stille sig i et bestemt modsætningsforhold til verden, og dette brud maatte da atter drive ham til med større alvor at søge Gud.

Om sit ophold i Fredriksstad skriver han: „Her blev jeg udsat for flere fristelser, og slettænkende mennesker søgte mit selskab. Drukkenskab havde til denne tid været mig afskyelig; men, da jeg stundom manglede spise, og ellers (naar) leilighed gaves, saa fandt jeg smag paa brændevin; saa jeg tror, at jeg nok kunde snart faldet i drukkenskabs-last_; men som jeg indsaa, at samme vilde blive mig baade til sjels og legems fordærvelse, saa bad jeg Gud, at han vilde bevare mig, fattede ogsaa derpaa afsky til denne last og blev ved Guds

((¹ «Verdens Daarlighed», pag. 61 og 63. — ² Sammesteds, pag. 65. — ³ Forhør, optaget af sorenskriveren i Strinde og Selbo, 1799. ^{— 4} „Forhørs-Protokollen’, ad qv. 1. (Rigsarkivet).))

naade bevaret, saa jeg ikke mer end én gang i mit liv har været beruset, og det skede, medens jeg var paa bemeldte sted.» ¹   — „Da jeg kom der, vedblev jeg om helligdagene at læse, hvorfor nogle sagde til mig: man kan sukke til Gud, og det er nok? naar man intet ved, saa har man intet at svare for; og, dersom jeg bliver saa ved at læse, saa gaar jeg fra min forstand o. s. v. Hvilke satans indvendinger jeg ikke agtede, men blev ved med bøn, at Gud vilde be­vare mig; og jeg bad da dem at læse og betragte det, men det blev mest bespottet; tilsidst saa blev jeg tillagt urigtige beskyldninger i min fraværelse med mange løgnagtige bagtalelser_; .. jeg maatte sige med David: de skjærper deres tunger som sværd og skyde pile i mit hjerte_; saa jeg græmmede mig inderlig, dog holdt jeg ved Guds ord og sang paa Davids psalmer om nattetid og trøstede mig ved min Gud og lærte ham alt bedre at kjende_; og jo flere for- bandelser jeg hørte, jo mere afsky fik jeg dertil»  ²

Efter forældrenes ønske forlod Hauge Fredriksstad, som det synes, i midten af aaret 1795, og drog hjem. Gjennem fortsat læsning af Guds ord og „andre kristelige bøger» blev nu efterhaanden Guds villie ham mere og mere klar. En dybere selverkjendelse skabte en dybere trang til naaden, og troen begyndte at vise sin magt til at overvinde verden. Modsigelsen han fik af dem, han talede med om aandelige ting, drev ham til at granske nøiere, at han kunde overbevise dem, som sagde imod, og saaledes kom han da ogsaa selv mere ind i ordets dybder.

„Jeg fandt nu», siger han, „afsky til alle synder. Naar jeg bad til ham, saa bøiede jeg mig ned til jorden med en hjertens uværdighed for det store gode, han gav mig, og fordi jeg ikke havde tjent Her­ren som jeg skulde. Undertiden faldt jeg paa knæ (og) bad, den almægtige Gud for sin søns skyld vilde grundfæste sin sandhed i mig, saa jeg kunde bygge paa den aandelige klippe, Kristus … Jeg paakaldte min saligheds Gud, at han vilde aabenbare sin søns kjærlighed i mig, skjænke mig sin helligaand, som kunde lade mig se min egen elendighed og afmagt, lære mig den vei, jeg skulde gaa for at følge Kristi fodspor… Til at være et sandt Guds barn, derpaa følte jeg, at der fattedes mig meget, især paa at elske ham over alle ting og være ydmyg af hjertet; jeg bad meget om naade hertil og at lære at kjende hans villie, hvad jeg skulde gjøre og lade. Vil du, min fader, give mig kraft at virke din kjærlighed i mit hjerte, bevare mig i ydmyghed, saa vil jeg af al magt tjene dig_; jeg vil opoffre alt, endog mit liv med de forrige martyrer, før

(( ¹ .Religiøse Følelser», pag. 30. — ² „ Verdens Daarlighed», pag. 66—67.))