Fra A. Chr. Bang : “Hans Nielsen Hauge og hans Samtid – et Tidsbillede fra omring Aar 1800”. Christiania 1910.
– Nærmere Betragtning af Hauges Kald. Hans Syn paa Samtiden. Hauge og Konfessionens Artikel XVI.
Der gives nu vel neppe nogen Mand med kirkehistorisk Syn, der ikke medgiver, at Hans Nielsen Hauge fuldt ud var berettiget til den Gjerning, der blev hans Dagværk, at han ikke ukaldet trængte sig ind i en fremmed Bestilling, men ifølge et særegent Herrens Vidnekald havde at virkeliggjøre en bestemt kirkehistorisk Opgave.
Uden dette Grundsyn vil man hverken kunne forstaa Hauge eller overhovedet hele den nyere norske Kirkehistorie. Men ligesaa tydeligt som dette sees, ligesaa klart springer det ogsaa frem, at Hauges Stilling i Historien er ganske extraordinær, og det er da heller ikke at undre sig over, at han paa en extraordinær Maade blev sig sit Kald bevidst.
I den nærmest før Hauge gaaende Tid var jo den kirkehistoriske Udvikling kommen ud paa aldrig før kjendte Afveie; her maatte altsaa brydes nye Baner, Udviklingen maatte ledes ind paa nye Spor: Betingelserne var tilstede i Folkets aandelige Jordbund, men ikke i det rationalistiske Kirke-Væsen. Derfor udgik ogsaa den nye Begyndelse til en fornyet, ikke seperatistisk Sektudvikling, men kirkehistorisk Normaludvikling derfra, hvorfra den i vort Land ene kunde gaa ud, nemlig fra Lægfolket.
Men en Gjenoptagelse og Fornyelse af en virkelig kirkehistorisk Udvikling af et saadant Udspring som den Haugeske Bevægelse i Norge er vistnok en noget nær enestaaende Foreteelse i Historien. Det vil da findes ganske i sin Orden, at Hauge fremtraadte med et overordentligt Vidnekald, der var blevet ham til Del ad Veie, der ligger udenfor det Almindelige. Jeg skal nu gaa over til at vise, hvorledes han blev sig dette sit høiere Kald bevidst gjennem en forunderlig Aandens Daab; vi er komne til det Punkt i Hauges Liv, der paa een Gang betegner det aandelige Livs Gjennembrud hos ham, og Vidnekaldets Udgaaen til ham.
Vi forlod Hauge, da han gjenkommen fra Fredriksstad efterhaanden hengav sig til Gud med større og større Alvor. Han levede da i Stilhed hos sine Forældre, sysselsat med de almindelige Sysler, der forefalder paa en Bondegaard. Den 5te April 1796 var han saaledes ude paa Markarbeide og sang da udenad paa Psalmen «Jesu, din søde Forening at smage». «Da jeg havde sjunget det andet Vers:
Styrk mig ret kraftig i Sjelen derinde, at jeg kan finde, hvad Aanden formaar,
tag mig til Fange i Tale og Sinde, led mig og lok mig, saa svag som jeg gaar.
Mig og hvad mit er jeg gjerne vil miste,
naar Du alene i Sjelen kan bo,
og sig omsider paa Døren mon liste, hvad som forstyrrer min inderlig’ Ro,
blev mit Sind saa opløftet til Gud, at jeg ikke sandsede mig eller kan udsige, hvad der foregik i min Sjel . . . Det første min Forstand samlede sig, da fortrød jeg paa, at jeg ikke havde tjent den kjære og over Alting gode Gud; nu syntes jeg Intet i Verden var at agte. Det var en Herlighed, som ingen Tunge kan udsige; min Sjel følte noget Overnaturligt, Guddommeligt og Saligt … Jeg ved alt det gode i min Aand, som fulgte paa siden den Stund, især den inderlige Kjærlighed til Gud og min Næste, — at jeg havde et ganske forandret Sind, en Sorg over alle Synder, en Begjærlighed, at Menneskene skulde blive delagtig med mig i samme Naade, en særdeles Lyst til at læse i den hellige Skrift, især Jesu egen Lære, samt nyt Lys til at forstaa den og sammenbinde alle Gudsmænds Lærdomme til det ene Maal, at Kristus er kommen til at være vor Frelser, at vi skulle ved hans Aand fødes paany, omvende os, helliges mer og mer efter Guds Egenskaber til at tjene den treenige Gud alene, for at forædle og berede vor Sjel til den evige Salighed»1).
Saaledes blev han paa Grundlag af Psalmeverset stillet nær Gud paa extraordinær aandelig Maade; i denne Guds Nærhed blev da hans Syndserkjendelse forhøiet, paa samme Tid som det nye Livs Kræfter fødtes i hans Sjel, og Kjærligheden til Gud fremvældede med stor Magt og Styrke — alt som en høiere Bønhørelse paa Bønnen, hans nys havde bedet.
Nu ser han da ogsaa den hele Tilværelse i dette nve Livs Belysning; hans Sind fyldes med den mest brændende Kjærlighed til dem, der endnu vandrede i Mørket. «Det var da, ligesom jeg saa Verden ligge nedsænket i det Onde, hvilket jeg sørgede meget over, og (jeg) bad Gud skulde forhale med Straffen, saa kunde Nogle omvende sig. Jeg vilde nu gjerne tjene Gud (og) bad, han vilde aabenbare mig, hvad jeg skulde gjøre»2).
Som Svar paa saadan Bøn bliver han i sit Indre med megen Styrke mindet om Begivenhederne i Jesajas 6. Kap., og Herrens Tale til Profeten bliver i hans Sjel levende som udgaaet ogsaa til ham. «Jeg hørte Herrens Røst, som sagde: Hvem skal jeg sende hen og lade indbyde til min store Nadver og kalde fra alle Sider, Nord og Sør, Øst og Vest? Jeg sagde: Send mig; thi mit Hjerte brændte af Kjærlighed til alle Mennesker»3). «Det gjenlød i mit Indre: Du skal bekjende
((1) «Religiøse Følelser», Pag. 32—33. 2. Sammesteds. Pag. 33. 3) «Om Guds Visdom” , 2det Oplag, Kristiania 1799, Pag. 130.))
mit Navn for Menneskene, formane dem at omvende sig og søge mig, medens jeg findes, kalde paa mig, naar jeg er nær og rører deres Hjerter, saa kunde de omvende sig fra Mørket til Lyset»1).
Vi vil her standse lidt for nærmere at tage i Betragtning den ovenfor omhandlede Begivenhed i dens forskjellige Momenter, nemlig den stærke Fornemmelse af det nye Livs Sødme, det dybe, hjerteskjærende Syn af Samtidens aandelige Nød, den inderlige Sorg herover forenet med den mest brændende Begjærlighed efter at gjøre, hvad Gud vilde paalægge ham forat afhjælpe Nøden, og endelig det høiere Aandsvidnesbyrd om, hvad han skulde gjøre, hvori hans Gjerning skulde bestaa.
1. Den af Hauge oplevede Aandsopløftelse maa efter ham selv betragtes fra tvende Sider, dels som den egentlige Fødsel af et bevidst Liv i Gud, og dels som Kaldelsen til hans Livs Gjerning. Saaledes stod altid den 5te April 1796 for ham selv. I en Sang, han forfattede samme Dag i 1823, hedder det:
«Idag for syv og tyve Aar Gud kjærlig paa mig kaldte; han lægte mine Syndesaar og ved sin Naade mig kaldte til i Tiden at tjene ham, bekjende hans hellige Navn, stride med de Udvalgte 2).
Hvad da den første Side angaar, da er Begivenheden ikke væsensforskjellig fra, hvad saamange Kristne har erfaret, da Troen blev født i deres Hjerter, og de fik Aandens Vidnesbyrd, at de var Guds Børn. At Aandsopløftelsen for Hauges Vedkommende blev saa overvældende, det skulde være ham til Trøst og Styrke under de Storme og mange Vanskeligheder, der mødte ham under Udførelsen af hans Vidnekald.
I Forbigaaende bør det her anmærkes, at saavel Aandsopløftelsen som den paafølgende Samtale med Herren ikke sker umiddelbart, men paa Ordets Grundlag; her kan da hverken tales om Sværmeri eller Mysticisme 3).
(( 1) “Religiøse Følelser», I. c.
2) De af H. N. Hauge forfattede Sangc o. s. v.», Kristiania 1843; Pag. 36.
3) Det kan kun forklares af Mangel paa Kjendskab til Hauge, naar Pastor A. Stenersen i “Vidar» for 1834, Nr. 85 søger Grunden til Begivenheden af 5te April 1796 i «et Slags magnetisk Clairvoyance”; for Resten ser det ud, som om han henforer til samme Kategori, hvad Apostelen Paulus fortæller om sig selv i 2 Kor. 12,2 fg.))