sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del IV – «h.n. hauge og hans læregrundlag»

Hverken Pietisterne eller Haugianerne havde til Hensigt at danne et nyt Partie i Kirken, men alene at gjenopvække i den herskende (kirke/red.) det slumrende religieuse Liv; – begge Partier erkjendte Bibelen for Troesregel; men Symbolerne og Confessionerne forkastedes idetmindste af Pietisterne som blotte Menneskeværk, der ikke burde lægge noget Baand paa den frie Troesyttring, forsaavidt denne med Hensyn til Bibegreber (adiafora (gresk)/mellomting/red.) og Enhvers subjective Anskuelse kan være forskjellig, men derimod i Henseende til Grundideerne fælles for alle christelige Kirkepartier.

Vel har Hauge, saavidt mig bekjendt, paa intet Sted i sine Skifter tydeligt udtalt sin Overeensstemmelse med denne Pietisternes Grundsætning, vel nævner han ogsaa i sin Troesbekjendelse «de her i Landet befalede symboliske Lærebøger» i en Forbindelse, der synes vise, at han for sit Vedkommende hyldede dem som Troesregel; men deels gjorde han dette naturligviis forsaavidt som han var overbeviist om, at de vare overeensstemmende med Christi og hans Apostlers Lære, og derfor troede at kunne paaberaabe sig dem som Beviis for sin Læres Overeensstemmelse med Landets herskende Religion, deels ere de symboliske Lærebøger endnu ikke Symbolerne og Confessionerne selv, og endelig røbe hans religieuse Anskuelser i det Hele, at han hyldede dette, den sande protestantiske Kirkes øverste Princip, at alene Bibelen, og ingen menneskelige Læreformler bør tjene som Regel og endeligt Støttepunct for den menneskelige Aands Fremadstræben mod en klar religieus Erkjendelse, og den heraf afhængige Troe, der saaledes fremstaaer som Product af Bibellærens frie Opfattelse i vor Bevidst-

– 65 –

hed, medens den, naar – som t. Ex. Grundtvig og Lindberg ville – Confessionernes Ufeilbarhed træder istedetfor Pavens og Conciliernes, maa blive ligesaa blind, og ligesaa afhængig af Menneskebud og menneskelig Authoritet, som den var før Reformationen, da den dicteredes fra det banlynende Vaticanet og prædikedes af Dragoner.

Som Beviis for Hauges frie Anskuelse med Hensyn til de symboliske Troesforskrivter, kan jeg ei undlade at anføre en Forandring, som han vilde have indført i den anden Troes-Artikel. Han mente nemlig (see : Forklaring over Loven og Evangel. efter Luthers Chatechismus S. 40, samt Stenersens Hauges Liv osv. i 7de Bind af Rudelbachs Maanedsskrivt S. 170), at de Ord : «nedfoer til Helvede» nødvendig maa forstaaes, om den Sjeleangest, Jesus led i Getsemane Hauge, og om sine Sjelelidelser paa Korset, da han udraabte : «Min Gud ! min Gud ! hvi haver du forladt mig» og troede derfor, at der ikke burde læses som der staaer : «korsfæstet død og begraven, nedfoer til Helvede»; men : ”piint under Pontio Pilato korsfæstet, nedfoer til Helvede, død og begraven».

Om han heri har Ret eller ikke, maae Andre afgjøre; men at dette Exempel er et temmeligt stærkt Beviis for, at han ikke vilde underordne sin Troe nogensomhelst anden Authoritet, end Skrivten selv, er formeentligt klart.

At man derimod heraf, saaledes som Professor Stenersen synes at gjøre, kan drage den Slutning, at Hauge var hengiven til utidigt

– 66 –

Grublerie over Gjenstande, der ifølge deres Natur ere over, skjøndt derfor ikke striden de imod den menneskelige Fornuft, kan saa meget mindre indrømmes, som Hauge overalt viser en stor Ærbødighed for Aabenbaringen selv og dens Grundsandheder, om han end ikke uforbeholdent hyldede alle de menneskelige Forklaringer og Tillæg, som han ei kunde bringe i Overeensstemmelse med sine religieuse Anskuelser.

Kun forsaavidt som de dogmatiske Lærebestemmelser blandes sammen og forvexles med Aabenbaringstroen og dennes Grundsynsmaader, kan derfor den have Ret, der, som Hr. Professoren, vil af Hauges Lære i det Hele, og navnligen af hans Fremstilling af Troen og Retfærdiggjørelsen, bevise, at han ikke nok bøiede sin «selvstændige Grublen» under Skrivtens Anseelse.

Et Beviis paa det Modsatte synes det at være, at, da han i Fængselet blandt de forskjellige Skrivter af moralsk, philosophisk, historisk, juridisk, og belletristisk (literært/skjønnliterært/red.) Indhold ogsaa læste Voltaires og Andres Angreb paa Christendommen, kunde disse kun for en kort Tid vække nogen Tvivl hos ham, og havde forresten ingen anden Følge, end den, vistnok meget gavnlige, at hans Synskreds udvidedes ved de Iagttagelser og Betragtninger, en saadan Læsning maatte give Anledning til.

Saa urigtigt som det derfor paa den ene Side vilde være at betragte Hauges Lære som Overtroens og den blinde Troes Hylding, ligesaa urigtigt er det ogsaa paa den anden Side at ansee den for den blot speculative Fornufts Foster. Den slutter sig paa det nærmeste til

– 67 –

Aabenbaringstroens Grundsandheder, men med stadigt Hensyn til Morallovens Fordringer : hans Tilhængere skilte sig ikke fra Kirken; bleve de kaldte en Sect, skulde de bestræbe sig for at erhverve Navnet : «den dydige», – og hvor megen Aarsag har man ikke til at ønske, at alle religieuse Partiers Tendents var denne !

Vi komme nu til et Punct, hvori Ligheden mellem Haugianerne og Pietisterne atter er iøinefaldende nemlig deres Anskuelse med Hensyn til de saakaldte Middelting eller Handlinger, der rigtignok ikke ere os befalede som Pligter, men eiheller staae i saadan Strid med disses Opfyldelse, at de kunne i moralsk Forstand ansees for utilladelige.

Disses Mulighed blev idetmindste i Begyndelsen, aldeles benægtet af Hauge og hans Venner, i det de paastode, at enhver Handling, der ikke kunde kaldes dydig, var det Modsatte, og følgelig lastværdig.

Ifølge denne strænge Dydelære, som man vistnok ikke kan nægte blev undertiden udstrakt til Yderligheder, og som især de mindst Oplyste, der ei kunde indsee, at selv den absolute Dyd kan under visse Omstændigheder blive relativ Feil, naturligviis saa let maatte misforstaae, ansaae derfor Haugianerne mange uskyldige Fornøielser for Synd, som hverken Fornuften eller Christendommen misbilliger, aldenstund de ikke gaae udenfor en vis Grændse, eller nydes paa vore Pligters Bekostning; ja denne Misforstand frembragte ei alene hos mange af Haugianerne et stedse sørgmodig Udvortes, Hovedhelden (hodehenging/red.) og andre Gebærder, som dog

– 68 –

Hauge selv paa flere Steder saa haardt dadler, men endogsaa en i det Hele taget mørk Anskuelse af Livet der fordømte al gladere Livsnydelse, og næsten nærmede sig en Art Cynisme (som Exempel paa at dette, idetmindste hvad en Deel af Haugianerne angaaer, forholder sig saaledes, skal jeg tillade mig at anføre en Historie, som en Landmand, der selv er bekjendt for at være Haugianer, har fortalt mig. Han havde opført en ny, temmelig smuk Bygning, der saavel med Hensyn til Størrelse som Form var mindre sædvanlig, hvor han boede. Dette stødte allerede en Deel af hans Venner, som heri saae Pragtlyst og Verdensaand; men da han endvidere bestemte sig til at lade en Deel Værelser male, og dette rygtedes, bleve de aldeles forskrækkede. En af dem kom til ham og sagde med en alvorlig betydningsfuld Mine, at der gik et Rygte, som han rigtignok ikke har villet sætte Lid til, men som var saa almindeligt, at han næsten var i Tvivl, uagtet det forekom som aldeles utroværdigt. Paa Spørgsømaal, hvad Rygtet da sagde, forklarede han, at det hverken var mere eller mindre, end at hans Ven, som ovenfor sagt, vilde lade male sine Værelser, der havde saaledes forbauset ham«).

Men saa sandt dette er, og saa mange Beviser der end gives for dets Rigtighed, er det ikke destomindre ligesaa vist, at den Alvorligttænkende, der ei blindthen lader sig henrive af Letsindighedens Strøm, vil finde Meget, der i denne Henseende kan tjene til Hauges og hans Tilhængeres Forsvar. Enhver maa vistnok tilstaae, at Misbrug og Mangel paa Maadehold, der kan gjøre selv det Bedste skadeligt, ere i Henseende til de ellers uskyldige Fornøielser isærdeleshed meget hyppige :

– 69 –

hvor ofte er de ikke blevne Skyld i at den Unge og Uerfarnes Dyd er bleven vaklende, og hvor ofte har ikke den faldne Dyds Taarer nedkaldt Forbandelse over de Steder, der, istedetfor at opfriske Legemet og Sjelen, og skjenke Hvile og Opmuntring efter Anstrængelser, alene give den tøilesløseste Letsindighed Næring.

Dette gjælder isandhed ei alene om de gemene Kipper (et simpelt vertshus/red.), hvor Fiolinens Klang ofte blandes med det vildeste Skraal og Forslaaedes Jammerskrig; men enhversomhelst Fornøielse, der istedetfor at styrke Legeme og Aand, bidrager til at svække dem, eller som nydes med Tilsidesættelse af høiere Pligter, og alene for at kildre (å kile/red.) en herskende Sandselighed.

Men bedømme vi vore Fornøielser efter denne Maalestok, hvor mange maae vi da ikke nægte os, som Mængden nyder uden nogen Betænkelighed ! See vi saaledes f. Ex. hen til de dramatiske Skuespil, saa kan der vel ingen Tvivl være om disses moralske Nytte, saalænge de ere hvad de bør, det vil sige, at de concentrere i sig Dydens og Lastens Idealer, og lade disse fremtræde i en Form, der er skikket til at vække i vore Hjerter gode Følelser og Forsætter. Naar man derimod, som paa vor nærværende Skueplads, næsten udelukkende see Fjellebodstykker (bod eller skur bygget av bord og planker og især brukt til gjøgleri og teater på markedsplasser el.lign./red.), Heibergs og andre Danskes Vaudevillekram o. d. l. (og deslige/red.), hvis Tendents (formål/red.) alene synes være, at opvække Latterskraal blandt et Publicum, hvis Smag og Kundstsands de fordærve, medens den Alvorligttænkende ikke har liden Grund til at frygte for den Indflydelse, de maatte have paa dets Moralitet – naar Thalia, siger jeg, nedværdiger

– 70 –