13de KAPITEL.
Det var en voldsom religiøs Gjæring over hele Norges Land. Hauges Virksomhed var falden som Regn og Sol over et tørstende Land. Snart sagt i hver Bygd tog den aandelige Vækkelse Vækst; «Vennerne» kunde snart tælles i Tusender, og hver og en arbeided efter Evne videre paa at udbrede den levende Kristentro.
Det siger sig selv, at mangt et Vildskud paa denne Maade maatte blomstre op mellem det sunde Korn. Angsten for Synden og dens Straf og Kampen for at frigjøre sig for Lastens Herre* dømme kunde i syge og bortstængte Sind tage de sælsomste Former.
Og for alt dette fik Hans Nielsen Hauge i Tidens Øine bære Skylden.
I en af de nordligste Fjeldbygder paa Grænsen mellem Østerdalen og det Trondhjemske boede der i Holtaalens Præstegjæld paa Gaarden Nord- aune dybt inde under Bukkhammerfjeldet en Mand, som hed Ole Nordaune. Denne Ole, som var gift Mand med flere Børn, havde paa Gaarden hos sig efter gammel Skik sine to Brødre Esten og Anders.
De tre Brødre var af Kjæmpeslægt, godt ud- rustede baade til Legeme og Aand. Men under Fjelddalens ensomme, knugende Forhold var især Ole bleven en indadvendt Mand, mørk af Sind og sær i al sin Færd.
Saa kom da en Dag det sælsomme Aandens
Veir, som Hange reiste, dragende sin Vei nordover Bygderne.
Omvendelse fra Synd og Tro paa den levende Gud var det Krav, som blev stillet til hver og en. Folket paa Nordaune følte sig draget til denne sære Kraft; Ole især begyndte for Alvor at vende sit Sind mod Gud og at granske sin Samvittig- hed og søge Veien til Salighed. Men — lidet havde han læst, og endnu mindre forstod han af de Bøger, som der fandtes.
Saaledes gik det Sommeren frem.
En mørk Høstkveld, som Brødrene sad sammen og talte om disse Ting uden at komme til nogen dybere Klarhed, reiste Broren Ole sig med ét, gik hen til Ska bet, hvor hans gamle Fele hang, og tog den ned. Kom fremover mod Aaren med den, satte sig og gav sig til at klunke paa Strengene.
Ole havde været Bygdespillemand, og mangen en vild Nat med Slagsmaal og Drik havde den gamle Fele sunget sine æggende Slaatter.
Nu havde den hængt der i mange Aar, ubrugt; thi Oles Sind var mørknet til Tungsind, som det svarte Fjeld, hvorunder Gaarden laa:
Ole klunked nogle vilde, brudte Løb af en Halling.
«Sligt har Fanden fundetpaa,* sagde han. Det lyste til i hans Øine, sælsomt.
Broren tog efter Felen.
<Nei, spil ikke,» sagde han. «Du har tjent den Onde længe nok.>
Ole saa paa sin Bror. Saa tog han nogle
Strøg, Det var som brandt der Ild gjennem Strengene.
*Nei, nei!» bad Broren.
Ole spilte. Det skai som Skrig under Slindene. Og han tramped Takten dertil.
cSligt er Fandens Verk,» sagde han; han lagde Felen. Og Sveden stod ham paa Panden.
«Kast den paa Varmen!» sagde Esten.
Broren saa mørkt paa ham.
«Tro om den brænder?» sva red han. «Fanden frir sit og sine!»
Esten hugg Buen og slængte den paa Aaren. Det fræste til. Harpiksen fntted og fiammed og sød.
«Der for Fanden,» sagde Ole.
Og de sad begge og saa paa. at Buen brandt.
■tKast Felen, Ole!» sagde saa Esten.
Ole strøg nedover Felen med de stive Fingre. Han saa paa Esten — et underlig sorgfuldt Blik. Saa reiste han sig, tog Felen og lagde den frem- paa Varmen.
Luerne tog omkring; Felens Bryst brast med en Smeld; saa brandt det hele stille.
Da graat Ole Nordaune.
<Nu frelste Du din Sjæl,® sagde Broren.
Men udover Vinteren var Ole Nordaune mørkere end før.
Ret som det var gik han og mumled for sig selv, og naar nogen spurgte, svared han ikke.
Saa var det en Kveld før Jul.
Ole Nordaune havde lagt sig. Konen og Tjenestejenten gik endnu oppe. Som nu Konen
gik ud af Stuen for at se til Kreaturene til Natten, begyndte han, som laa der i Sengen, at skjælve.
«Kom hid!» ropte han til Tjenestejenten.
Hun blev ræd, da hun saa ham skjælve.
«Hvad vil Du?» spurgte hun.
«Kom hid og bed for mig!» ropte han.
Da kom hun borttil.
«Kjære i Jesu Namn!» sagde hun.
«Nei, læg dig paa Knæ!» ropte han og drog hende ned ved Sengen.
«Bed for mig!» han skrek det næsten.
Hun stred imod.
«Je kan itte!» sagde hun og vilde op.
Da reiste Ole Nordaune sig.
«Kan Du itte!» skrek han. «Da er Satan i din Krop!»
Dermed gav den kjæmpestærke Mand hende et Slag i Hodet, saa hun stupte bag over og laa som død.
I det samme kom Konen ind.
«I Jesu Kristi Namn, hvad har Du gjort!» roper hun.
Ole Nordaune sad blek paa Sengen.
«Fanden var i hende!» sagde han ganske hæst og stille.
Men Konen graat og jamred sig; for endnu var der ikke Liv at mærke hos hende, som laa.
Da reiste Ole sig.
«Bi,» sagde han. «Det skal nok bli Raad med sligt. Guds Ord har Magt!»
TROMØY FOLKEBIBLIOTEK
Saa gik han til Skabet, tog Bibel og Postille og lagde paa Jenten.
«Naa kjem a nok atti att,» sagde han.
Men Jenten iaa der fremdeles uden Liv.
Da sagde Ole:
«Je har att Kakjisma!» Gik saa hen og tog den lille Kathekisme, som Iaa i Vinduesposten, og lagde paa Jenten.
Da slog hun endelig Øinene op og begyndte at aaje sig.
«Der ser en,» sagde Ole, — «Guds Ord har Magt!>
Slig gik det Vinteren udover.
En Dag i Februar, som de tre Brødre var sammen i Stuen, sagde Ole til Esten:
«Esten — no riv Satan i mig!»
«I mig aul» svared Esten. «Kom, saa driv os ut’n!»
Dermed tog han Oles Haand, og saa gav de sig begge til at hoppe op og ned til stor Undren og Skræk for Kvindfolkene, som var i Stuen. Af og til skrek de.
Vildere og vildere blev Hoppene; Sveden flød af dem.
«No skal han ut!» skrek Ole.
Da drog Konen og Tjenestej enten paa Dør.
«Aa jø, for Tilstand!» jainred de.
Men de to drev som før. Svedskummet valt af dem. Saa stupte Esten skrigende overende og Ole over ham.
«Retnaa farer han!» ropte Esten. «Han slit mei i Kroppen!»
Da bed Ole Næse og Overiæbe af sin Bror, saa Blodfossen randt.
«Eg skal faa han ut!» skrek han.
Broren sad, med Blodvælten ud over Fanget, blek og saa paa sin Bror.
«Ja, nu for han,» snøvled han frem. Saa tog han Næse og Overiæbe, som laa paa Gulvet, og kasted det ind i Varmen.
«No æ æ kvit den Onde!» sagde han.
Da reiste Broren Ole sig, hugg Tag i sin anden Bror Anders, som havde staaet og seet paa dette, drog ham frem mod Aaren og tvang hans høire Haand ind i Varmen.
Anders skrek og kjæmped; men Ole, som var bjørnestærk, holdt ham fast.
«No rensker vi Sjæla di!» ropte han.
Tjenestejenten, som kom ind igjen ved Skri- gene, sprang frem for at redde Anders; men da hugg Broren Esten med det blodige Ansigt Tag i hende.
«No er det din Tur!» ropte han
Hun sled sig løs og sprang paa Dør. Men Konen, som forstod, at Manden var bleven vanvittig, havde sprunget til Nabogaarden efter Hjælp, og nu kom mange Karer, bandt Ole og Broren Esten og stængte dem ind under Bevogt- ning.
Da Ole blev bunden, knepte han Hændeme ihop og faldt paa Knæ.
«No æ alle Sjæle frelst her!» sagde han. Saa begyndte han at synge en Salme.
*
Hele Vinteren udover hersked Mørkets Aand paa Nordaune. Ole især var mørk og indesluttet. Vanviddet havde for!adt ham, og han gik der halvt i Skam over, hvad han havde bedrevet, og halvt i Fortvilelse over, at Veien til Gud var ham stængt.
Folk i Bygden sendte ham ret som det var en gudfrygtig Mand for at tale ham tilrette; men intet hjalp.
Sluttelig sendte de ham en Klokker fra Tolgen, bekjendt for sin Gudsfrygt og sin store Kundskab i Bibel og Spørgsmaalsbog.
Da denne Klokker traadte ind paa Nordaune, blev Ole Nordaune glad. Han reiste sig fra Bordet, hvor de netop sad og spiste, bad ham sidde ind paa og sagde, idet han tog ham i Haand:
«No er Vorherre sjøl kommen til Nordaune!»
Klokkeren blev der i to Dage og talte med Ole ora mangt; men Ole fandt ikke deraf nogen Fred i sit Sind, skjønte helter ikke stort af, hvad Klokkeren forktared.
* Satan har Du kanske faaet drevet ud af mig,? sagde han, da Klokkeren tog Afsked; *men Vorherre har Du ikke faaet ind! Aa nei!» — og han drog en dyp Suk.
Det var bleven Vaar.
Snesmeltningen havde gjort fra sig med skummende Stup og Fossefald udover alle Fjeld. Bukkhammeren laa disig vaarblaa over Dalen; det sprat i Bjerkeskogen rundt omkring, og Solen havde faaet Tag i de bare Jorder, hvor Vaar- dampen stod.
En Dag, som Ole arbeided inde med noget Sæletøi, han skulde have istand til Vaarpløinin- gen, og Konen drev og kogte Dugulsgrøden, tog det lindt i Døren- Det var to fremmede Jenter, som kom. De var unge og havde lyse, glade Ansigter.
«Guds Fred i Huset,» sagde hun, som først kom ind.
«Guds Fred,2 sagde den anden sagtere.
Saa blev de staaende ved Døren.
Ole Nordaune saa op der han sad. Drog saa et tungt Suk.
«Ja, kunde dokk skaffe det,» sagde han, «saa var dokk vælkomne!»
Den lyse af de to smilte.
«Det fms fuill en Raad,* svared hun.
Ole Nordaune havde lagt Arbeidet. Konen bad dem sidde indpaa.
«Dokk æ langfarendes?» spurgte Ole; han stod og saa paa dem.
Ja, de var da det.
Han saa paa den lyse.
*Hvad heter Dn’?> spurgte han.
«Randt,» svared hun. De blaa Øine var saa gode.
«Saa?» Han stod og stirred.
«Hvad er Du fra?»
«Fraa Hevle i Rennebu,» svared den lyse.
«Saa?* Han satte sig, men saa forskende paa dem begge.
*Og Kameraten din?» spurgte han igjen.
«Je heter Sara Ust,» svared denne.
«Jasaa? Fraa Vingelen da, vel?» Han saa igjen forskende paa hende, som havde svaret.
Hun smilte.
«Ja,» svared hun. «Jeg er det!» Og hun saa paa den lyse.
Ole Nordaune sad lidt og saa paa dem.
«Dokk ska te Byen da væ?» spurgte han.
Den lyse Randi Hevle saa paa den anden Jente og smilte.
«Nei,® svared hun.
«Saa?» Ole Nordaune undred lidt.
«Dokk har kanskje Ærend hit da?» Hau saa forskende fra den ene paa den anden.
Randi Hevle saa op.
«Ja — aat dei,» svared hun. Og han syntes hendes unge Ansigt lyste.
«Aat mei,» gjentog han. «Har dokk Bud aat
mei?»
Nu saa de begge paa ham.
«Ja,» svared den lyse.
«Saa? Aakken har dokk Bud fraa?» Ole Nordaunes Blik søgte Randis Øine.
«Fraa Vorherre!» Svaret kom saa klart og fast, og hendes blaa Øine lyste saa godt og tro- værdigt, at det for varmt gjennem ham.
Han skolted bort paa Konen, som hele Tiden havde staaet fremved Aaren og hørt paa. Saa mørk ned han i Ansigtet.
«Da har dokk strengt Bud,» sagde han. Han drog en Suk saa tung.
Randi Hevles Ansigt blev saa uendelig mildt.
«Nei,» svared hun. «-Bare godt Bud!» Hun sad og holdt den anden Jente i Haanden. De sad som to gode Børn de to.
Ole Nordaune rysted sorgfuld paa Hodet.
*Aa nei,» udbrød han. *Jeg slipper nok aldrig af Satans Klør!»
Nu talte den mørke Jente.
«Gud kan fri dig!t sagde hun. «Det er bare at komme til ham!»
Ole Nordaune stirred frem for sig. De store, tungsindige Øine blev mørke.
«Den Veien iinder nok je aldrig!» sagde han
Og den kom igjen denne tunge, taareløse Suk.
«Jo — den skal vi nok lære dig,» svared Randi Hevle. «Om Du bare vil!»
Der jog en mørk Bølge af Blod op i Ole Nordaunes stærke Ansigt.
«Ja, kunde Du lære mig den,» sagde han, «saa skulde naa Guds Velsignels —,» han brød af, skjælv i Røsten.
Randi Hevle slog Øinene ned; sad og saa paa sine Hænder, som laa foldede i Fang,
«Det er bare at følge Kristus og den Véien, han gik, det —,> sagde hun ydmygt og stille.
«Ja, det er det,» sagde Sara Ust. Hun saa fortrøstningsfuldi frem for sig.
Det blev længe stilt. Konen fremved Aaren stod blek med foldede Hænder og stirred paa Manden, som sad og saa ned.
«Det er bare at angre det og saa tage imod
20 — Hans Nlelsen Hauge.
Gud af al sin Sjæl — saa kommer del alt sammen!»
Ordene faldt saa lavt og varmt og sikkert i Stilheden.
Da reiste Ole Nordaune sig. Hænderne var knyttede; der var Angst i Blikket.
«Er Du sikker paa detta Du dat» han ropte det ud.
Randi Hevle slog Øinene op — klare, trygge.
«Ja, det er je!» svared hun. «Je har selv gaat Veien!»
«Det har vi hegge to!» Hun tog Sara Ust i Haand.
Ole Nordaunes knyttede Hænder sank — noget ubeskrivelig vekt kom op i hans Ansigt.
«Ja jaI» sagde han. «Dokk er Guds Baru, det sjer ei grannt. Men aakken hjalp dokk dit? Aakken Guds Mann hjalp dokk dit!»
<Han Hans Nielsen Hauge!» kom Svaret. Og de to unge Ansigter lyste.
Da brast Ole Nordaune i Graat. Heftig, higstende Graat, som lidt efter lidt stilned, der Konen stod og slog begge sine Arme om ham, hun ogsaa graatende.
* Jasaa I» sagde han, *saa dein Mainn sae dokk
slikt!»
Han bekjæmpede Graaten. «Ja, da er det kanske Hjælp for os alle ihop!»
«Ja, no trur e, oss fekk ret Bud fraa Vårherre, Ole!» sagde Konen; hun stod og tørked ham med Haanden Taarerne af Ansigtet og flidde hans Haar, som var i en eneste Tavs.
Ole Nordaune gik lige frem til Randi Hevle og tog hendes Haand.
iDokk ska bli her!® sagde han stærkt. *Dokk slipp itt gaa, føre dokk har lært oss den Veien has Haugel>
«Ja, dokk lyt bli,s sagde Konen.
*
De to Jenter blev, og under deres enkle Kristendomsforkyndelse vandt omsider Folkene paa Nordaune frem til Sjælefred og Tro.
Men sidste Kveld de to var paa Nordaune og havde sagt Godnat og gaaet op paa Ramnen, laa Ole Nordaune og hans Hustru til langt ud- over Nat og taltes hviskende ved om alt det gode, som var kommen til Huset med dem, og hvordan det vilde gaa nu, naar de reiste.
«Det maa mest vær’ to særdeles Guds Engle aa det der!» sagde Ole; «skulde ondre om det itt lyser iaa dem om Natta, naar det er mørkt!»
Kari, Konen, stod op og gik i Hoselæsterne Ramnstrappen op og frem til de to som sov, ganske stille. Ole med foldede Hænder i Sengen, spændt ventende.
Nu kom Kari atter hstende ned og frem til Manden.
sNei,s sagde hun. «Dem hadde itt Glorie; men dem saav saa Guds inderlig godtt»
Ole nikked.
«Ja — dem har Fred i Sjæla Dem kunne godt være Engler for det!«
Der hørtes en hviskende Bø» i Stuen paa Nordaune; saa blev alt stille.
Den næsle Morgen gik de lo Jenter videre. Ole og Konen Kari stod paa Svalstenen, da de tog Farvel.
«Hils han Hauge,» ropte Ole Nordaune efter dem, «at no er Guds Fred kommen paa Garden her, aa Takk aa Guds Velsignets ska dokk aa hain ha, som lærte oss Veien!»
«Det skal oss!» svared de to Jenter. De var alt ved Grinden.
«Aa vælkomnc att!»
Det var Konen som ropte.
«Tak, om Gud saa vil!» svared Kandi Hevles lyse Stemme.
Men Ole Nordaune stod længe paa Svalstenen og stirred efter dem.
«Det var naa lei et Far Gudsengler,» sagde han. Saa stirred han op over mod Bukkhammer- fjeldet.
«Nei sjaa, kor ljos han er vorli Bukkhamme- reii!» udbrød han.
«Ja,» svared Konen. «Det lysner naae kvart no!»
Vaaren laa med sit Vidunder over alle Fjeld og Skoger. Og Fuglene sang, komne langveis fra hjem til de kjendte Reder.
*
Hauge havde nedsat sig i Bergen. Mange var de Grunde, som bevaeged ham til dette Skridt. Bergen var ham paa en Maade et fredeligt Asyl,
hvor han kumle arbeide i Fred; Bergen gav hans virkelystne Sind et stort Arbeidsfelt ogsaa paa det verdslige Omraade; som Handelsmand i Bergen laa det netop i hans Bedrift at reise, særlig paa Nordland, som han endnu ikke havde besøgt, og hvor han antog, at der maatte være en frugtbar Jordbund for Guds Ord.
Men førend han begav sig paa Reisen nordover foretog han en Reise gjennem Sogn, Hallingdal, Numedal og ned til Eker, hvor han ved den endnu ikke færdige Papirmølle traf sammen med tiere af de mest fremtrædende Haugianere, deri- blandt Ole Olsen Bache og hans Broder Torleif Olsen Bache, som efler hans Baad nedsatte sig som Handelsmand i Drammen,
Tidligere paa Aaret 1802 havde han foretaget en Beise nordover til det nordenfjeldske, men var bleven afvist af Grev Moltke i Trondhjem, da denne gjorde ham ansvarlig for Begivenbederne paa Nordaune og ligeledes tilskrev hans Virksom- hed de Excesser, som var foregaaet i Lexvik, hvor en Mand ved Navn Anders Hernes i Sinds- forvirring dræbte et Barn.
Hauge havde lidt meget under disse Anklager; men Biskop Nordahl Brun, til hvem han henvendte sig, trøsted ham.
«Ikke kunde Du have mere Skyld deri,» sagde han, «end jeg i noget, som tildrog sig her i Bergen. En Dag etterat jeg havde prædiket og var kommen ud af Kirken, tog en Soldat, som ogsaa havde været i Kirken, sin Bajonet og gjen-
nemslak eu af sine Kamerater, som gik foran ham paa Gaden.»
Da Hauge havde opholdt sig nogen Tid ved «Møllen», drog han videre til Kristiania og derfra hjem til sine Forældre i Tune.
Senere vandred han ned igjen nem Sraaalenene og besøgte sin Ven John Sørbrøden, hos hvem han holdt Opbyggelse. Derifra drog han over Fjorden til Vallø Saltverk, videre til Skien og op til Holden, hvor han holdt flere Samlinger paa Gaardenc Tvedt, Kløvdal, Ytterbø, Tufte og Heis- holdt.
1 Holden var dengang Bræmer PræsL; han var en ivrig Rationalist og Hauges hadske Mod- stander.
Haugianerne i Holden opfordred ham til at komme til Tvedt og høre paa Hauge; men dette afslog Sognepræsten.
Alligevel indfandt han sig midt under Andag- ten, og Hauge gjentog da for Præstens Skyld alt, hvad han havde sagt.
Da Hauge var færdig, reiste Præsten sig og gik lige hen tit ham, rød i Ansigtet af Vrede.
«Tvi vorde en saadan Ordets Forkynderh ropte han. Saa spytted han ham lige i Ansigtet.
Almuen reiste sig, murrende af Harme og Afsky. Men Hauge tørred rolig sit Ansigt, vendte sig mod de nærmeste og sagde:
«Jeg mener, vi faar synge Salmen: Far ud,
urene Aandl*
Han bladed ganske rolig i Salmebogen og opgav Numeret.
Saa steg Sangen.
Præsten Bræmer stod en Stund med-knyttede Hænder og rynkede Bryn og hørte paa. Saa vendte han sig pludselig — og gik.
Men han havde svoret Hauge sin Hævn.
Ved den næste Opbyggelse paa Heisholdt kom der, netop som Opbyggelsen var endt, Bud om, at man saa Præst og Lensmand komme dragende tilgaards.
Hauge vidste godt, hvad dette havde at betyde, og vendte sig mod Bonden paa Gaarden, Johannes Heisholdt.
«Nu gjælder det baade dig og mig.i sagde han smilende.
Johannes Heisholdt blev blek.
«Kom,» sagde han, «saa gjømer vi osl*
Hauge, som fandt det som sin Pligt at bevare sin Frihed saavidt det stod til ham, fulgte Bonden, som drog ham med sig ud paa Laaven, hvor de hopped ned i Høet og gjemte sig.
Fra sit Gjemmested kunde de gjennem Stok- sprækkerne baade høre og se dem, som kom.
Præst og Lensmand steg ud og spurgte straks efter Hauge.
De, som stod ude paa Gaarden, svared, at Opbyggelsen var slut og at Hauge var gaaet.
Præst og Lensmand drog ind i Stuen. Om lidt kom de ud og stod i Svalen.
«Hvor er Johannes Heisholdt?» ropte Præsten.
De derude saa paa hverandre. Ingen vidste noget.
Men Johannes Heisholdt var saa blek, der
han Jaa ved Hauges Side i Høet, ai det rent blev mærkbart Og hans Hjerte slog saa høit, at Hauge hørte det.
«Stakkars dig,> sagde Hauge hviskende, «at Du er saa ræd! Tag hid Haanden din og kjend, hvor rolig mit Hjerte slaar!»
Johannes Heisholdt prøved at smile.
Nu spurgte de igjen efter ham demde. Der svaredes da af flere, at han vel havde fulgt Hauge.
*Ja, ja,» sagde Præsten Bræmer. «Men Straf skal I ha, alle I, som har laant ham Hus til Op- byggelseU
Dermed reiste Præst og Lensmand.
Hauge slap denne Gang uantastet; men de fem Bønder maatte betale drøie Bøder.
Fra Holden drog Hauge nu gjennem Bø og Sillejord til Tinn, derfra Vestfjorddalen over Mjøsstrand og RauJand, herfra over Haukelid ti! Røldal, Suledal og Jelse.
Ved Juletid 1802 var han igjen i Bergen, hvor alle hans Venner der gav ham en hjertelig Mod- tagelse.
Efter en længere Reise til Nordland begav han sig for anden Gang til Danmark, hvor han fornyede og udvidede sit Bekjendtskab med Brødre- menighedens forskjellige Kirkesamfund baade paa Sjælland og over i selve Jylland, hvor Bevægelsen havde sit Hovedsæde.