4de KAPITEL.
I de Aar, som nu kom, hændte der flere Gange i Hans Nielsen Hauges Liv Begivenheder, som syntes at vise, at Vorherre, som Moren havde sagt, syntes at have en særskilt Mening med ham.
Ikke mindre end to Gange kom han paany i Livsfare, begge Gange paa Glommen, og for hver Gang følte han det med stigende Styrke, som ora Gud ved disse Mindelser om Døden vilde drage ham bort fra og rive ham ud af den altfor store Interesse han viste ligeoverfor verdslige Gjøre- maal.
For at komme bort fra disse Fristelser og dels vistnok ogsaa for at blive befriet for Militærtjenesten, som han ansaa for ukristelig, tog han i Treogtyveaarsalderen Tjeneste som Lensmands- kar hos sin Broder Ole Nielsen Hauge, som var bleven Lensmand i Tune Sogn.
Men det Arbeide, han der fik at gjøre, huede ham i Længden lidet; al den Strenghed mod de
Fattige, som han i Einbeds Medfør pligtede at udøve, bød ham i hans inderste Hjerte imod, og det varede ikke længe, før han sagde rent ud til sin Broder, at han ikke længer kunde staa i hans Tjeneste.
For nu at finde noget, der paa samme Tid, som det ikke opfordrede til egen Vinding, allige- vel gav hans Virkelyst og Videlyst et nyere og rigere Felt, beslutted han sig til at drage hjemmefra og tog da om Vaaren 1795 Tjeneste hos en Enkemadame Kruse, som boede i Fredrikstad og der drev Handelsvirksomlied.
*
Det var en Søndagskveld i Juni.
I en af de smaa Stuer i en af Fredrikstads Baggader stod der Munterhed og Leven.
Rundt Bordet sad en tre fire Karer og spilte Kort; et Par stod og saa paa.
«Spil ud nu Kristen,» sagde han, som sad for Bordenden; han var i Uniform og sad med Hatten bag i Nakken.
Kristen Gleng spilte ud.
Med Slag i Bord og Bandskab indimellem fortsattes nu Spillet.
Kristen Gleng vandt og slog sidste Kort i Bordet med en Smeld.
Saa sfcrøg han Toskillingerne og TreskUIin- gerne til sig og lo.
Vendte sig mod ham, som stod bag ham, og sagde:
«Bliv med nu Gut; her er Penge at tjene!»
Der blev ikke svaret.
Han, som stod bag hans Stol, bare smilte, et stille Smil.
« Penge at tjene,» gjentog et Par af de andre og lo.
«Saa for den, som vinder,» sagde en tredie.
«Jeg vinder støtt,» sagde Kristen Gieng og stokked Kortene.
«Bliv med nu Gut — Du trænger Fortjenesten !»
Han vendte sig igjen tilbage mod ham, som stod.
Denne var en bredskuldret, tætbygget Mand med brunt Haar, blaa, næsten drømmende Øine og en paa samme Gang stærk og mild Stemme.
«Nei — jeg spiller ikke Kort,» svared han.
Det var Hans Nielsen Hauge.
Da lo Kristen Gleng.
*Du blir inte salig da!» udbrød han.
Hans Nielsen svared ikke straks.
Der blev taget af i Kortene og givet rundt.
«Han er hellig, han Hans,» sagde en.
Hans Nielsen Hauge saa bort paa ham.
«Aa nei — det er nok ikke saa vel,» svared han stilfærdig.
«Ja ikke blir Du det hos Madam Kruse, hvor- meget Du end læser!» sagde Kristen Gleng.
«Spill udl»
Og der blev igjen spillet.
Denne Gang vandt ikke Kristen Gleng. Han sl og Kortene i Bordet med en Ed og betalte.
«Ser Da,> sagde Hans Nielsen Hauge stil- færdig bag hans Stol.
«Der strøg Djævelen med det hele.®
Kristen Gleng snudde sig paa Stolen.
«Aa hold din fordømmede Kjætt, i ropte han.
Hans Nielsen Hauges Ansigt fik en stærkere Farve.
«Jeg skal nok tie, tier Du at bande,» svared han.
Kristen Gleng spilte ud paany.
«Det gjør jeg, som jeg vil med,» svared han.
Hans Nielsens Øine btaaned.
«Er Du sikker paa det?» spurgte han.
Kristen Gleng lo og stakk med Trumf.
«Jaggu er jeg saa,» svor han.
Hans Nielsen taug lidt. Men saa maatte han til igjen.
«Det kunde hænde, det gik, som Vorherre vilde tilslut,» sagde han.
Kristen Gleng snudde sig.
«Hvad har han med det?» spurgte han braadt.
Hans Hauge saa ham bent i Øinene.
*Det faar Du nok engang se,» svared han djærvt.
Nu faldt sidste Kort,
Kristen Gleng vandt.
Paany strøg han Skillingerne til sig.
«Se der kom Fanden igjen med det hele!» lo han.
Hans Nielsen Hauge snudde sig og gik bortover Gulvet.
«Bare han ikke reiser med det hele tilslut,» sagde han.
«Med Vettet dit ja!» svared Kristen Gleng, «Du læser dig snart gælen Du Hans — det siger alle!»
Hans Nielsen Hauge smilte.
«Lidet er det at tro,* svared han — «at Guds Ord skulde gjøre Folk gale; det, som bare holder Menneskene til det, som godt er; heller skulde en tro, at det gjorde dem vise og forstandige, saa de lærte det, som var til deres sande Vel baade her og senere. Nei Kristen Gleng — Du spiller og drikker dig fra Vettet Du — saa er det gaaet mange før dig, og saa vil det gaa herefter.»
Kristen Gleng storlo.
«Hvad ved Du om det?» spurgte han.
Korteue var blevne liggende urørte.
«Jo, det ved jeg meget om?» svared Hans Nielsen Hauge. «Læs i Bibelen Du som jeg, saa kanske lik Du ogsaa noget at vide!»
Han sagde det saa stilt, at der blev stille i Stuen.
Kristen Gleng reiste sig.
«Det mere en læser, det mindre skjønner en
— og da er det bedst at lade sligt være,» svared han.
«Det er mangen en, som er bleven underlig af sligt,» lagde en anden ind.
Hans Nielsen Hauge stod og saa hen for sig.
«Det kan nok hænde,*> sagde han. «Guds Ord er et tveægget Sværd enten til Død eller Frelse.»
«Da er det bedst ikke at læse,» sagde Kristen Gleng.
«Læser en, saa faar en Ansvar for det, en har læst — det er likere at være slig en arra Synder som jeg — som hverken er hellig eller lærd paa Skrift — og som bare er slig, som Gud har skabt en.®
Han gik hen og satte sig paa Sengen.
«Aa nei — en faar nok ikke skylde paa Gud,» svared Hans Nielsen Hauge.
«Paa hvem skulde en ellers skylde?»
Kristen Gleng smilte og fik Felen frem af nogle Filler i Sengen-
«Paa sig selv, Kristen,» svared Hans Nielsen alvorlig.
Kristen Gleng klunked.
«En har ikke gjort sig selv,» sagde han.
Hans Nielsen saa dybt paa ham.
«Mangt har vi arvet,* svared han; «men det meste har vi vel gjort selv, Kristen — saa af det, som ondt er.»
Han talte saa sorgfuldt stille.
Kristen Gleng spilled op en vild Dans, men brød straks af.
«Det er ikke værdt at gjøre det værre end det er,» svared han.
Saa spilte han videre.
Hans Nielsen stod stille og hørte. De andre slog Takt med Hælen i Gulvet.
Kristen Gleng brød atter af.
«Her er ingen Jenter,» ropte han.
«Det er ikke værdt at gjøre det værre end det er,» sagde nu Hans Hauge. «Det kunde være likere at prøve paa at gjøre det bedre. Men da maa en angre.»
«Hold Kjzeft nu, Hellig-Hans!> sagde Kristen Gleng.
Han spilie igjen.
Hans Nielsen saa bort paa de andre.
De lo.
Da sagde han høitf saa det skar gjennem Fele- laaten:
«Tænk paa Døden, Kristen Gleng!*
Kristen brød af.
*Hvorfor det?» spurgte han.
«Fordi den kunde komme.»
Hans Nielsen Hauge talte i stor Magt.
Kristen Gleng lo tvungent.
«Dø skal vi alle,* svared han.
Hans Nielsen stod og saa paa ham.
»Vilde Du dø nu?» spurgte han.
Kristen Gleng svared ikke,
«Jeg har været fire Gange inde i Døden jeg,» fortsatte Hans Nielsen Hauge. «Saa jeg ved, hvad det vil sige.»
Der var Stilhed.
«En faar ikke tænke paa sligt — ellers blir en tullet,» sagde Kristen Gleng.
«En skal netop tænke paa sligt — ellers gaar det galt,» svared Hans Nielsen Hauge.
«Du kunde dø ikveld, Kristen — tænk paa det. Saa turde det hænde, Du læste Guds Ord Du som jeg. Godkveld!»
Han snudde sig langsomt og gik.
Der var bleven et Øiebliks Stilhed rnellem de muntre Mænd.
— Gl —
Kristen Gleng sad og slængte med Benene og klunked saa smaat paa Felen; de andre sad med Hænder i Fang.
«Det gaar aldrig vel med hannem,» sagde Kristen Glerig endelig.
De andre saa hen for sig.
«Nei, det gjør nok ikke det,» sagde en.
«Det er Synd — slig hugsam Kar ellers,» sagde en anden.
«Ja Fanden saa hugsam Kar,* svared Kristen Gleng,
«Og Hink Kar skal væreb
«Ja Fanden saa flink Kar,» svared Kristen Gleng igjen.
Der blev klunket paa Felen; men der blev ikke spillet videre. Der faldt nogle Ord af og til; men ingen lo.
De tænkte alle paa det, Hans Nielsen Hauge havde sagt om Døden, før han gik.
«Hm! Dø!» sagde Kristen Gleng med ét og
reiste sig.
«Dø skal vi alle!»
Det var otte Dage senere.
Paa en af Fredrikstads tarveligste Beværtnings- steder sad en stille Mand og spiste.
Han spiste simpleste Kost, Vandgrød og skum
met Melk.
Det var Madam Kruses Tjenestedreng Hans Nielsen Hauge.
Han havde laget Tjeneste paa de Vilkaar, at han skulde holde sig selv Kosten, og det kunde i den Tid mere end en Gang holde haardt at blive mæt, naar han da ikke fik sendende noget hjemmefra.
Hid paa denne Beværtning brugte de at komme flere af de Mennesker af den simple Klasse, som Hauge paa denne Tid havde Omgang med, Tjenestefolk, Folk fra Fæstningen og indimellem forskjellige Løsgjængere.
Der faldt da ret som det var Tale paa Hauge og hans «Helligheds; ret som det var fik han høre Haan og Spot; ret som det var var han Vidne til raa Op førsel og hørte ugudelig Tale.
Da han aldrig veg unda for al sige sin Mening, fik han paa den Maade mange Uvenner, men og* saa et Par, som tog ham i Forsvar og holdt sig til ham, uden at de dog som han læste Guds Ord eller syslet dybere med de aandelige Ting.
I Hauges Aandsliv stod der under disse Maa- neder en stor Kamp.
Hans Natur med de opvakte Sanser og den store Lærenemhed kunde ikke undlade at føle sig dragen til mangt og meget, som han vidste ikke var ret.
Samtale med Mennesker var hans Liv; det, som faldt ham vserst af alt, var Ensomheden. Ofte naar han for ikke at høre al den letfærdige Tale, som førtes mellem Kameraterne, gik hjem til sit eget lille Værelse, kunde han lange Stunder kjæmpe med sin Fantasi for at faa de fristende Verdens Billeder ud af sit Sind.
Sanselængsel begyndte at melde sig paa en Maade, som bragte ham til at gyse for sig selv; han kunde af og til kjende slig fortærende Lyst ti! at lære al Livets verdslige Glæder at kjende; han kunde gribe sig i at ønske, at han intet vidste om Gud, men at han var syndefuld og lykkelig uvidende som de andre.
Glemme, glemme, ikke altid nages og pines af Samvittighedskval og Angst for Guds Dom — sJige Tanker kunde ofte fare igjennem ham.
Særlig kom dette over ham, naar ban var uden Syssel sætt else og alene; derfor blev Næt- terne ham en Pine, og Søvnløshed svækked hans Helbred. Den stærke, sunde Bondegut begyndte at magre og blekne af; i Øinene var der kommet noget sløvt og vekt, som han aldrig før havde havt.
«Drik Gut, saa glemmer Du det hele,» sagde en af Kameraterne en Kveld til ham, som han sad der nøktern mellem de andre, som drakk.
Hans Hauge havde bare smilet og svaret, at han helst vilde være ved sine Sansers Brug; men hemmelig havde en Lyst til at smage og glemme og være fuldt lykkelig for en liden Stund sneget sig fristende gjennem hans Sind.
Dette sad han nu altsammen og tænkte paa, medens han spiste sin tarvelige Kveld alene paa det lille Beværtningssted.
Jenten, som stelte, sad ude paa den morkne Trapp; Døren stod oppe; hun talte af og til med ham, som sad og spiste.
Hun var ung, frodig af Vækst og havde et underlig dulgt Smil. Sniilehuller kom frem i de runde, røde Kinder, naar hun lo; Latteren var stilfærdig og besynderlig fristende.
Hun var kommen did til Fredrikstad fra Saaner for et Aar siden; hun var bare et Par Aar over de tyve.
Nu sad hun der paa Trappen i Kveldsolen, saa af og til nedover Smuget, om nogen skulde komme, talte nu og da et og andet Ord ind til ham, som sad derinde.
«Gaar Du aldrig paa Dans Du?» spurgte hun med ét.
Hans Nielsen snudde Hodet og saa did ud. Saa lagde han Skeen.
«Nei — jeg har ingen Hug til sligt,® svared han.
Han saa paa hende. ■
Hun sad med Haanden under Hagen og saa ind paa ham.
«Saa?» sagde hun og smilte.
Han tog igjen Skeen og spiste videre.
«Det var underligt,® sagde hun igjen. Hun tog sig med venstre Haand til Hodet, hvor Haaret var løsnet.
Det var lidt stille.
«Hvad har Du Hug paa da?» spurgte hun om lidt.
Hans Hauge saa ned, da han svared.
«Aa der fins andet,» sagde han lavt.
Hun smjlte igjen, rundkindet.
«Hvad for andet?» spurgte hun.
Det stakk til i Hans Hauge en forvildende Fornemmelse.
«Det er ikke godt at vide,» svared han næsten fra sig selv.
Hun lo. De hvide friske Tænder syntes.
«Aa, det ved Du godt — ung Kar, som Du er,» sagde hun.
Det for andeu Gang gjennem ham, den samme forvildende Fornemmelse; men i næste Øieblik var det, som om det tog til at bløde i ham ind- vendig.
«Nu sviger Du, Hans Hauge,» sagde det lige- som ganske tydeligt.
Han kjendte sig glohed indeni Bringen.
«Guds Ord,» svared han høit og fast og fik med en Gang slig sval Glæde.
Hun saa paa ham — ligesom undrende.
«Aa?» sagde hun.
Og om lidt forsatte hun, da han ikke svared.
«Saa om Søndagen,» sagde hun. «Men Lørdagskvelden?»
Hun smilte igjen.
«Hver Kveld,» svared Hans Nielsen Hauge.
Hun talte ikke straks. Sad bare og smilte.
«Det blev for meget af det Slaget,» sagde hun.
Hans strøg af Skeen og lagde den fra sig.
«Det blir aldrig for meget af det gode,» svared han og reiste sig.
Hun sad som før.
a Det er andet ogsaa vel, som kan være godt,» sagde hun med sin unge Stemme.
Hans Nielsen blev rød.
5 — Hans Nielsen Hauge*
«Det kan vel være,» svared han. «Men ikke for mig.»
Hun sad lidt og tænkte.
«Du er gift kanske,» sagde hun.
Han stod i Døren og saa paa hende.
«Nei, det er jeg ikke,» svared han stille.
Hun saa op.
«Du kan vel altid danse — Ungdom som Du erl*
Han snudde sig fra hende for ikke at se.
«Jeg synes sligt er Synd,» svared han. Han gik fra hende og indover Gulvet.
«Synd!» sagde hun og drog paa det. «Alt er Synd!»
Hans Nielsen snudde og saa nu slærkt paa hende.
«Af vor Natur ja,» svared han. «Men Guds Ord kan forandre det hele!»
Hun smilte igjen.
*Du er en underlig en,» udbrød hun, tog sig til Haaret og reiste sig; thi nu kom der flere.
Saa gik hun til Kjøkkenet tæt forbi Hans Nielsen Hauge.
Hun saa paa ham og smilte; hun tog ham lindt i Armen, der hun gik forbi.
«Du skulde ikke være slig,» sagde hun, og han kjendte igjen den søde, farlige Fornemmelse.
Han snudde sig harm og gik frem mod Døren for at gaa.
Da kom der tre Mand ind. Det var Folk, som brugte spise der, ungt Folk; Hans Hauge kjendte dem alle.
De stansed i Trappen, da de saa ham komme-
«Skal Du alt gaa, Hans?» spurgte en.
Hans Nielsen Hauge stod paa Trappen, hvor de andre nu kom op.
*Ja — jeg har alt gjort fra mig,» svared han.
Han, som først kom op og som først havde talt, tog Hans Nielsen om Skulderen.
«Vend att naa,» sagde han.
Det var John Giende, Sergeanten, Han svingte Hans Nielsen rundt og drog ham med sig ind.
Hans fulgte modstræbende.
De to andre, som var komne op, skjøv paa.
«Det er Laurdagskvelden ikveld,» sagde en. Han havde slig mild Stemme.
«Da faar en muntre sig lidt,» sagde John Giende, Sergeanten.
De tre slog sig ned ved Bordet, hvor Jenten nu kom ind og satte Mad frem. Hans Nielsen blev staaende støttet til Skabet ved Døren og saa paa.
«Den evige Grauten,* sagde John Giende.
Jenten smilte.
«Ja, han er trufast,» svared hun.
De tre Skeer tog fat i Fadet; man aad i Stilhed.
Da sagde om lidt han med den milde Stemme:
«Det er Nævagraut; han trængte at fugtes — eller hvad synes Du Ingebjørg?»
Han skotted bort paa Jenten, som gik fra og til.
Hun stansed og saa fra den ene paa den anden.
«Mjølken er vel fugtig,* sagde hun.
«Ja vel,» svared han med den milde Stemme; «men den er ikke fugtig nok.»
Tromøy tolkeboksamtlnl
Han saa betydningsfuldt bort paa den tredie, som endnu ikke havde talt — en liden sort- smusket Mand med kaffebrune Øine.
Denne lagde nu Skeen, famled nede i sin Trøielomme og drog omstændelig en Lommeflaske frem. Skotted bort paa Hans Nielsen Hauge, som stod og saa paa, satte Flasken for Munden og drakk.
«Sign Gott, Hans Nielsen,» sagde han, strøg af med Haanden og rakte til ham med den milde Stemme.
Denne drakk.
«Sign Gott, Lasse Tater,» sagde han, tørked af og rakte videre til John Giende, Sergeanten.
Nu drakk denne.
«Sign Gott, Syver Frøland,» — han nikked til ham med den milde Stemme.
«Det var Pind paa Grauten,» sagde han munter.
Saa rakte hau til Hans Nielsen Hauge.
«Drikk Hans,» udbrød han, «Du kan trænge; Du har det magert nok hos Madam Kruse,»
Hans Nielsen saa paa Flasken, men tog ikke imod. Han havde mere end en Gang efter sl id- somt Arbeide kjendt Lysten paa det stærke; det havde vatnet i hans Mund, naar de andre drakk; en og anden Gang havde han ogsaa smagt paa og kjendt den forunderlig ildnende Strøm gjennom Kroppen: der stod altid en Strid i ham, naar han afslog; Lysten var der, ganske stærk tilstede; han tænkte hver Gang paa Brylluppet i Kana, hvor Frelseren selv skaffed Bryllups- gjæsterne Vin at drikke; Synd kunde det altsaa ikke være i og for sig; ilet gjaldt bare at holde Maade.
*En Dram til Nødtørft kan være paa sin Plads,» havde han engang hørt Præsten Seeberg sige. Og nu efter det magre Kveldsmaal dukked disse Ord atter op.
Han saa igjen paa Flasken, som John Giende fremdeles holdt frem for ham; saa tog han langsomt imod, satte den for Munden og smagte.
«Nei drikk!* sagde John Giende, da han vilde give ham Flasken tilbage.
<Drikk paa Grauten!»
Hans Nielsen Hauge smilte og satte atter Flasken for Munden.
Det for ham som Ild gjennem Kroppen og blev liggende som en varm, farlig Glo under Bringen.
Han rakte hurtig Flasken tilbage til John Giende, som nu rakte den videre til dens Eier- mand Lasse Tater.
Og de tre gav sig igjen til at spise, indtil Fadet var tomt.
Men John Giende saa bortpaa Hans Nielsen Hauge.
«Det er bedre end at læse,s sagde han.
Hans Nielsen Hauge blev rød i sit Ansigt.
«Hver Ting til sit Brug,» svared han.
Saa satte han sig paa Bænken sammen med de andre.
Da der vel var spist, kom Tobakspibeme frem; der blev fortalt nyt fra By og Bygd, og særlig vidste Lasse Tater mangt at fortælle.
Han var af dem, som streifed Bygderne rundt og solgte Kram; senest kom han nu fra Sannesund, havde for nogle Dage siden været i Tune og kunde saaledes bringe Hans Nielsen Hauge ferske Tidender fra hans Hjem.
Haus Nielsen røgte sammen med de andre, spurgte om Ting i Hjemmet og fik Svar. Af og til gik Brændevinsflasken igjen rundt, og Hans Nielsen drakk som de andre.
«Ja nu kan Du sige, Du er vel faren,» lo Lasse Tater; «nu er Du eneste Præst i Tune!»
Han saa bort paa Hans Nielsen og drog stærkt paa Piben.
«Hvad mener Du med det?» spurgte Hans Nielsen Hauge.
Lasse Tater spytted.
«Jo nu skal jeg sige, at det staar til i Tune,» fortsatte han. «Seebcrgen er sat af Stolen og skal nu stande ti! rette for Kongen!»
Hans Nielsen gjorde store Øine.
«Sat af Stolen!» ndbrød han.
«Ja.» Lasse Tater drakk.
«Sat af Stolen, fordi han for for haardt frem. Han negted dem Skrifte for det mindste, om de slet intet ondt havde bedrevet. Men nu havde de klaget ham an mange, og nu skal han stande til rette og er sat af Stolen.»
Han havde drukket og sendte Flasken rundt.
De drakk alle uden Hans Nielsen.
«Drikk nu, om Du Kar vil være,» sagde John Giende.
Hans Nielsen kjendte sig ør og underlig.
«Kar ka ti jeg vel være endda,» svared han; han holdt Flasken fra sig.
«Drikk nu Hellig-Hans,» lo Lasse Tater.
«Du traatter vel Du saapas som vil»
Hans Nielsen gav efter og drakk.
«For denne ene Gangen,» sagde han. Og han kjeudte igjen den forunderlig døvende, farlige Brand under Bringen. Det for som et Stik gjen- nem ham, at nu var han paa gale Veie; han vilde reise sig, men det faldt saa tungt, og han blev siddende. Han tænkle paa Guds Ord, men fandt intet Sted igjen — alt drev ligesom forbi i en Drøm.
Da sang Lasse Tater, mens Jenten sad i den aabne Dør og hørte paa:
cOg her Du lilla, flicka og Stina er dit ria inn1 Kom liit, saa ska’ vi dricka og sedan tas i famn!»
Han skotted til Jenten.
«Hva’ siger Du om det, Ingebjørg!» ropte han.
Saa sang han igjen:
tOg hør Du lilla flicka oy hør min lilla Ven!
Jag har stik iila hikka — kan Du kurera den?»
De lo alle. Hans Nielsen drog paa Smilen; det hele sused forbi ham i en lykkelig Døs. Saa gik atter Flasken rundt. Han drakk, mekanisk, han som de andre, Tilslut drakk ogsaa Jenten, hun Ingebjørg.
Og Lasse Tater og de andre sang. Men for Hans Nielsen Hauge blev det hele som en sæl- som Drøm, der han sad med de store, graablaa Øine hedt slørede, Hodet støttet i høire Haand og uden at sige et Ord,
Han syntes, der kom en Tyngde a f Bly over
al hans Kropp; han syntes, det vugged og snsed
rundt omkring.
Saa med ét kom hans Hoved mod Bordpladen, og han brast i Graat, en Graat, som han selv syntes høre paa Afstand saa forunderlig lav og stilfærdig.
Lasse Tater og John Giende, som sad paa
hver sin Side af ham, tog ham kring Aks-
lerne.
«Hvad er det nu, Hans Nielsen?» spurgte de.
«Hans Nielsen!»
De rusked i ham.
Han løfted det slappe Hoved og smilte,
«Det er bare en, som graater her etsteds,» svared han.
Taarer trilled.
Og saa igjen:
«Det er bare Hans Nielsen, som graater!»
De andre lo, sin raa, halvfulde Latter.
«Læs nu da Hans,» ropte John Giende,
Da kom Jenten, hun Ingebjørg, borttil. Hun vendte paa ham, som han sad der med Hodet i Hænderne, vuggende.
«Gaa hjem nu,» sagde hun.
Han saa op paa hende. Sagde ikke et Ord? men reiste sig ravende.
De skraldlo omkring.
«Traatted Du ikke Grautepinden?» spurgte Lasse Tater.
«Da duger Du ikke til Præst!»
Men Jenten fik ham til Dørs.
«Saa, gaa nu,» sagde hun. Hun var saa lind i Røsten.
Hans Nielsen fik Luen paa sit Hoved.
*Aa, slig Sy tid, f sagde han. Raved tilbage til Bordet og stod der fremfor Lasse Tater.
«Aa slig Synd!» gjentog han. «Slig Helvedes Synd!»
Snudde saa, ravende, — og gik.
De saa efter ham med de røde Ansigter og blodsprængte Øine, flirende.
«Der gik han Hellig-Hans,» lo de.
Men Jenten stod paa Trappen og stirred efter ham, som nu sjangled Gaden ned.
«En skulde ikke fylde op uvant Folk,* sagde hun. Gik forbi de andre og ud i Kjøkkenet.
«Ingebjørg!» ropte John Giende.
Der blev ikke svaret; hun kom ikke.
«Kom og bliv med paa Dansen, Ingebjørg!»
Men ingen svared.
John Giende reiste sig og gik til Kjøkkenet. Der var ingen derinde.
Han rangled hen til Kammersdøren. Den var stængt.
Han ropte:
*Bliv med nu Ingebjørg!»
«Nei,» blev der svaret derinde.
Han stod endnu en Stund og ropte uden at faa Svar. Saa rangled han tilbage til de andre, som havde reist sig.
«Hun [ngebjørg vil ikkel» sagde han.
De ropte alle i Flok.
«Ingebjørg!» ropte de. .
Men der kom intet Svar.
«Fankens Jente,» sagde Lasse Tater.
«Der findes vel andre!» Det var John Giende, som satte Luen paa.
«Kom, saa gaar vi paa Dansen,» sagde han.
Og under Larm og Rop kom de tre halvfulde Karer Stuen ud og Trappen ned.
Men nedover Gaden gik de Arm om Skulder sjanglende og syngende. Og Lasse Tater stemte i;
«Og her du iilla Stina. som er saa glad og fiu!
Sitt i Lite der og grina!
Kom dans til Feoiin!
Og lier du Stina lilla, liur Feolinen gaar!
En flicka hon far i lia, som Ingen Fæstmand faar!*
Folk stod og saa efter de tre, der de syngende og larmende drog udover Veien til Græsvik, hvor Dansen skulde holdes Lørdagskvelden.
*
Der -kom nogen famlende opover Trappen til det lille Kvistværelse i Baggaarden paa Madam Kruses Hus. Det var Hans Nieisen Hauge.
Han holdt fast Tag i Rækværket, mens han tog sig Trappen op; af og til stødte han Støvle- snuderne mod Trinnene og maatle stanse for ikke at falde; saa hørtes de tunge, slæbende Trin paany.
Endelig stod han vaggende ved Døren. Fandt efter meget Besvær Nøklen, vred om og gik ind. Kom sig med vaklende Fodlag frem til Sengen og stupte grue fremover denne med Klæderne paa. Der blev han liggende længe uden at røre sig.
Alt var saa besynderlig fremmed og han selv saa ligeglad om alt. Han vilde le, men aarked ligesom ikke; han kunde graate, men fik det ikke til. Han kjendte sig som lamslagen over hele Kroppen og kunde ligesom ikke gjøre Mod- stand mod nogen Verdens Ting.
Dybest inde i hans Bevidsthed arb eide d noget som Sorg og Skam; men han magted ikke at faa Tag i, hvad det var; det ligesom gled bort og kom igjen, kom igjen og gled bort alt i ét.
Han vidste, at han var beruset; men han min- dedes ikke, hvordan det var gaaet til.
«Du kommer til Helvede, Hans Nielsen,* mumled han høit for sig selv, der han laa; men han følte intet videre derved. Han var bleven et Syndens Barn, han, som saa mange andre, og han syntes, han drev rundt i en sval, vemodig Strøm akkurat som den første Gang, han holdt paa at drukne i Glommen.
Det stakk til med Angst i ham: han vilde bede til Gud om Forladelse for al Synd, men kunde ikke; han hiksted til som for at graate, men syntes han hørte sig le langt borte.
Da prøved han at folde sine Hænder, der han laa, grue fremover i Sengen.
«Fader vor —» begyndte han; men det stansed og ligesom dovned af; Tanker og Meninger blev borte; det vugged og vugged i dybere og dybere og dybere Træthed; det flød bort i Glemsel — Hans Nielsen Hauge sov, Beruselsens stærke, lammende Søvn.
Det ringed til Høimesse i Fredrikstads Kirkeklokker; kirkeklædt Folk strømmed gjennem Gaderne: Solskin skar klart ind gjennem alle Ruder og lyste over den lille By med Fæstningen i høi, blaa Luft.
Paaknæ foran sin Seng laa Hans Nielsen Hauge og bad. Havde saa uendelig en Følelse af Sorg og Skam for det, som var hændt; havde en saa usigelig kvalmende Afsky for alt det, han igaar havde været opi, og bad saa brændende til Gud om Tilgivelse. Syntes han ikke kunde gaa i Kirke idag, tilsølet og fornedret som han kjendte sig selv.
Han hørte Klokkerne derude fra. Det var som om han var bleven udestængt fra Gud og hans Rige for evige Tider.
Hans Nielsen Hauge bad. Bad, at Gud endnu denne ene Gang vilde forbarme sig og tage ham til Naade, saa skulde han for alle Tider vende Verden og dens Fristelser Ryggen og tjene Gud og ham alene. Og han syntes, han fik Svar.
«Gak hen og gjør din Gjerning!» blev der sagt ham saa lydeligt.
Og atter ringed Klokkerne derude, men nu som Trøst. Han reiste sig langsomt, klædte sine Hverdagsklæder af, tvætted sig og tog sine bedste Klæder paa. «Som jeg afklæder mig mit til- smudsede Klædebon,» sagde han til sig selv — «slig skal jeg ogsaa afklæde mig Synden og blive et nyt Menneske fra Hoved til Fod.»
Saa satte han sig til at læse i sin Bibel.
— Kirkeklokkerne havde længst holdt op at ringe. Der var stille paa Gaderne og stille i Madam Kruses Hus. I over en Time havde Hans Nielsen læst i sin Bibel, havde bedet indi- mellem og saa atter læst. Alt udenom ham var ligesom borte; han var alene i Kamp med sin Gud.
Det tog i Døren. Hans Hauge vendte sig; han havde ikke hørt, at en kom Trappen op.
Det var en af Kameraterne fra igaar, Manden med den milde Stemme.
Det for til gjennem Hans Nielsen Hauge med en brændende Skammens Fornemmelse.
«Goddag,» sagde han med den milde Stemme.
«Goddag.»
Hans Nielsen snudde sig paa Stolen, men lukked ikke sin Bibel.
Sy ver Frøland kom nærmere.
«Du er alt oppe?» sagde han og satte sig.
Hans Hange saa fast paa ham.
«Ja Gud ske Lov,» svared han.
Sy ver Frøland smilte.
«Du blev stiv igaar Kveld,» sagde han lavt.
Hans Hauge reiste sig.
«Skjønt det var ond Gjerning gjort, skal Du have Tak for det,» sagde han,
Syver Frøland saa forbauset paa ham,
«Ikke noget at takke for,» svared han.
Hans Nielsen stod alvorlig.
«Jo — det var stort at takke for,» sagde han og var saa forunderlig dyb i Stemmen.
«Det, I tænkte til det onde, det blev vendt til det gode for mig.»
«Saa?» Syver Frøland lo.
«Nei, le ikke,» sagde Hans Nielsen mildt og stille.
«I lærte mig Syndens Forbandelse at kjende. Det blir sidste Gang, jeg smager Brændevin. Og det skylder jeg Eder stor Tak for!»
Syver Frøland sad og saa op paa ham.
«Du er nok fuld endnu Du,» sagde han.
Hans Nielsen Hauge sukked.
«Ja,» svared han. «Fuld af Sorg over min Synd, og fuld af Trøst over Guds Naade!»
Syver Frøland slog Øineue ned.
«Ja, Du er hellig Du,» svared han.
Hans Nielsen stod lige ved ham.
«Det er jeg ikke,» sagde han uendelig mildt. «En Synder er jeg, jeg som Du. Men her findes Trøsten!»
Han lagde Haanden paa sin gamle Bibel.
Syver Frøland sad som før.
»Du læser for meget,» sagde han. «Snart blir Du konstig.»
Hans Hauge smilte.
«Og det tror Du,» sagde han trygg, «at Guds
Ord gjør Folk konstige? Nei, det er Synden, som gjør Folk konstige; det saa jeg bed st inat. Da er det bare et, som gjør frisk — det er Guds Ord.»
Syver Frøland reiste sig.
«Det er ikke værdt, vi taler om det,» sagde han. «Sligt kan være bra en Gang im el lem; men at drive paa slig baade Ørk og Helg — det kan blive baade Galskab og Skade.>
Hans Nielsen Hauge svared ikke. Lukked bare ganske stille Bibelen igjen.
«Vi faar se da,» sagde han, «hvem som drikker af bedste Kilde, Du eller jeg.»
Syver Frøland reiste sig og gik.
«Ja, det faar vi at se,» svared han. «Tki Du kommer at ende paa Dolhuset en vakker Dag, Hans Nielsen,» — han slog ham paa Skulderen og gik.
Hans Nielsen Hauge stod og saa efter ham med et sorgfuldt Udtryk i sit Ansigt; han hørte ham gaa Trappen ned og slænge Ytterdøren i efter sig.
«Aa, al den Synd, al den Synd i Verden!» hvisked han og folded uvilkaarlig sine Hænder. Og i samme Stund steg der i ham en brændende Laengsel efter at ofre hele sit Liv i Kamp mod det som ondt var; han bøied sit Hoved i ny Bøn og blev staaende slig længe.
Ud paa Eftermiddagen samme Dag banked det forsigtig paa Døren til Madam Kruses Stue. Det var Hans Nielsen, som kom for at tale med sit Herskab.
Madam Kruse sad alene i Stuen og sirikked, da Hans Nielsen traadte ind.
«En god Kveld,» sagde han stille.
«Dig det samme, Hans Nielsen,» svared Madam Kruse; hun saa op fra Strikketøiet.
Hans Nielsen blev staaende ved Døren.
«Var der noget særskilt idag?» spurgte nu Madam Kruse.
Hans Nielsen kom forsigtig nærmere.
«Ja, det var saa,» svared han; han saa freidig paa hende.
«Jeg faar bede Madam Kruse om al reise hjem.»
Han saa ned.
Madam Kruse lagde Slrikketøiet.
«Paa hvor mange Dage?» spurgte hun.
«Er der sygt hjemme, siden Du maa reise?» fortsatte hun, da han ikke svared.
Hans Nielsen Hauge saa op.
«Nei,» sagde han. «Det er nok mig, som er
syg.11
Madam Kruse smilte.
«Du ser ellers sund ud,» svared hun.
«Saa til Kroppen,» svared Hans Nielsen. «Men med Sjælen er det ikke, som det skulde.»
Madam Kruse tog atter Strikketøiet.
«Du læser for meget, Hans Nielsen,» sagde hun. «Det er mange, som har faret ilde ved det.»
Hans Nielsen rystcd paa Hodet.
«Deraf farer ingen ilde,» svared han. «De fleste af os læser for lidet.»
Madam Kruse rysted paa Hodet.
«Jeg læste ogsaa engang,» fortalte hun. «Havde
jeg fortsat med det. var jeg gaaet fra Foretande». Jo mer en læser, jo mer Ansvar faar en. Og tilslut ser en Helvede overalt I»
Hans Nielsen Hauge var bleven blek.
«Jorden er fuld af Synd,» sagde han. Han saa hen lor sig.
«Tør saa være,» svared Madain Kruse. «Men en faar tage den, saadan den er.»
Hans Nielsen saa paa hende.
«Jeg tænkte, en skulde prøve at faa den an- derledes,» svared han stille.
Da reiste Madam Kruse sig.
«Det magter hverken Dn eller jeg,» sagde hun. «Lad Præsten om sligt — han har Kald og Kund- skab dertil.*
Hans Nielsens Øine blaaned.
«Alle Kristne har Kald dertil,» svared han.
Da rysted Madam Kruse paa Hodet og smilte.
«Det tror jeg inte,» sagde hun.
Der blev stille.
Saa om lidt saa Madam Kruse bort paa Hans Nielsen.
«Hvormange Dage blir Du hjemme?» spurgte hun.
Hans Nielsen gik nærmere.
«Det var ikke saaledes ment,» sagde han. «Jeg tænkte at bede Madam Kruse om at faa reise for godt.»
Madam Kruse blev rød i sit Ansigt.
«Saa?» sagde hun.
«Hvad Grund har Du for sligt?»
6 — Hans Nleisen Hauge.
Hun saa bent paa ham; og han forstod, hun var harm.
«Jeg kan ikke for min Sjæls Fred,* svared han ganske stille. «Her er for stor Fristelse.»
Hun saa ned.
«Jasaa?» sagde hun. «Saa Du er af det Slaget?»
Hans Nielsen Hauge rødmed.
«Ja, Du faar kalde mig saa,» svared han.
Madam Kruse snudde sig halvt fra ham,
*Du kan gjerne gaa,» sagde hun. «Læsere og Hængehoder har jeg ikke Brug for.»
Hans Nielsen Hauge stod lidt.
«Ja, saa vil jeg sige Tak for mig,» sagde han
— «og ønske Guds Fred over Jert Hus, Madam Kruse. Jeg er bare en ringe Bondesøn; men et godt Ønske kan vel intet ondt gjøre. Farvel.»
Han snudde sig langsomt og gik.
Madam Kruse svared ikke. Men da han var kommen til Døren, sagde hun:
«Du har to Rigsdaler tilgode!»
Hans Nielsen vendte sig i Døren.
«Jeg har intet tilgode,» svared han, «Den, som intet godt har gjort, har intet tilgode.»
Han gik.
Men da Døren vel var lukket, rysted Madam Kruse gjentagne Gange paa Hodet.
«Gud bevare hans Forstand,» sagde hun høit for sig selv.