“anders haaves liv og virksomhed” : forfattet af th. horten

 

– fhv. Kirkesanger.  Kinn 1893. Forlagt af Ungdomsvennernes Forening.

– les også H.G. Heggtveits beskrivelse av Haave her :

 

FORORD.

Idet jeg herved fremlægger Haaves Liv og Virksomhed for Offentligheden, skal jeg bemærke følgende : I 1864 lærte jeg ham personlig at kjende, og fra 1872 har jeg havt Adgang til alle de Breve og Optegnelser, som han havde efterladt sig i sit Hjem; desuden havde jeg Omgang med hans fortroligste Venner i hans Hjembygd og nærmeste Omegn. Blandt dem var der ofte Tale om at gjøre noget for et Minde om Anders Haave. At reise et Monument eller lignende vilde mindst tiltale Mænd som de gamle christelige Lægfolk og deres Venner; men noget andet maatte der kunne gjøres. Der blev tænkt paa at danne en Forening til hans Minde og at udgive en Beskrivelse af hans Liv og Virksomhed.

Længe undslog jeg mig for dette sidste; men da det ikke var muligt at faa nogen anden dertil, og jeg mente mig at sidde inde med mere Materiale til en saadan end nogen anden, fremkommer dette Skrift. Materialerne var temmelig spredte, tungvindte og vanskelige at ordne. I forbindelse hermed aflægger jeg hr. Lærer N. Nilsen min hjertelige Tak for hans bistand. Skulde nogen sidde inde med nye Oplysninger, vilde jeg være meget taknemmelig for at faa saadanne tilsendt, saa de kunde komme Bogen tilgode, om den skulde komme ud i nyt Oplag. Endelig vil jeg henlede Læserens Opmærksomhed paa de bag i Bogen tilføiede Grundregler for “Ungdomsvennernes Forening – Haaves Minde” og gjøre opmærksom paa, at Bogen sælges til Indtægt for denne Forening.

Stavang i Kinn, November 1893. Udgiveren.

– 5 –

Anders Nilsen Haave

er født den 21de Juli 1809 paa Gaarden Haave i Naustdal, annex til Førde i Søndfjord. Han var den 4de af 6 Søskende. Hans Forældre var hæderlige Bondefolk; paa sin Gaard havde de nogen Gjæld, men, da de var flittige og tarvelige, led de og deres Børn ikke egentlig nogen Nød.

Den lille Anders røbede tidlig store Evner. Moderen havde som Bondekoner ialmindelighed liden Tid til at give sig af med Børnene. Derfor blev Alet, en Pige, som næsten hele sin Tid tjente hos hans Fader, den, som lærte ham at læse. Af og til maatte han aflægge Prøve paa sin Læsefærdighed for Faderen, og Pigen maatte ogsaa afgive sit Skudsmaal. Dette lød engang efter Haaves egen Erindring saa: “Aa, han verte bra te læse, Anders, naar berre han faar lite Gran Ris”. Neppe anede Pigen den Gang, at hun skulde opleve, at han, af hvem alt Fadernavn er, brugte sit Ris, og Anders blev en “brav Læsar”. – Hun forærede ham siden Kisten efter sig, et Tegn paa, at han havde vundet hendes Agtelse og Kjærlighed.

– 6 –

I Omgangsskolen lærte han at læse og lærte Katechismen og “Sandhed til Gudfryktighed” udenad, derimot ikke at skrive. Tidlig røbede han Anlæg for Smedarbeide og Violinspil, hvori han allerede før son Konfirmation bragte det forholdsvis vidt. Af Naturen havde han et livligt og muntert Sind og var særdeles flink til at finde paa Fornøielser og Narrestreger. I selskabelige Sammenkomster var han den første i Laget, og paa Grund af sin Færdighed i Violinspil var han omtrent uundværlig i ethvert Bryllup, hvor man brød sig om den slags Forlystelse.

Flittig og opfindsom var han til enhver Tid. Strængene til sin Violin spandt han tildels selv paa en Rok, han havde forfærdiget til det Brug. Alle sine Fristunder benyttede han enten i Smedien eller paa “Klevelemmen”. Ofte gav han sig ikke ordentlig Tid til at spise, men var færdig med sit Maaltid længe før de andre, og saa bar det afsted til Fristundarbeidet. Moderen sagde engang, saa han hørte det oppe paa Lemmen : “Gud bedre mig for denne Anders, han bliver rent en Verdenstræl”.

I sit Liv skeiede han dog aldrig ud i aabenbare Laster; men alt, hvad der foretoges i hans Nærværelse, maatte holdes inden Sømmelighedens Grænser. I manges Øine var han et Mønster af et Menneske; netop saaledes syntes de Livet maatte arte sig for en Ungdom, som vilde elske Livet og se gode Dage. “Han var en fuldt udsprungen og skjøn Blomst i denne Verdens Lysthave”.

Men hvorledes havde han det i sit Forhold til Gud ? Ogsaa i saa Maade syntes han at have alt iorden. Ifølge sine egne Udtalelser syntes han at have et noksaa

– 7 –

solid Grundlagfor sit Himmelhaab. Hans Daab, hans Kundskaber, han Kirke- og Altergang i Forbindelse med hans dydige Liv dannede den Grund, hvorpaa hans Fortrøstning hvilede. Han syntes, det var selvsagt, at han paa Grund af dette maatte staa sig godt med Gud. “Han var altfor beruset af denne Verdens Glædesvin til at se, at han manglede olie paa sin Lampe”. Hans Retfærdighed var endnu ikke større end Farisæernes og de Skriftkloges. Men Herren, som havde seet, at denne Mand var ham et udvalgt Redskab, blev ikke træt af at søge dette sit tabte Faar, som kom længere og længere bort fra ham.

Da han var omkring 24 Aar, fik Herrens Naadevirkning noget mere Magt over hans Hjerte. Til en Søndagsoverhøring eller “Stemnestue” paa Gaarden Solem havde ogsaa Anders Haave indfundet sig, og den Dag blev Sandheden ham for stærk. Han blev i sit Hjerte overbevist om, at det ikke stod vel til med hans Gudsforhold. Det er bleven sagt, at det var Mads Krognæs, Lærer og Kirkesanger i Naustdal, som talte den Dag; men Haaves eldre Broder har erklæret for Nedskriveren heraf, at det var Elias Fidje. Sikkert er i altfald, at denne sidste øvede en stor Indflydelse paa ham under hans Vækkelsestid. Ingen, som var tilstede paa hint Møde, mærkede noget særegent paa Anders Haave; men paa Hjemveien traf han en Kvinde, til hvem han sagde : “Det maa nok blive anderledes med os end hidtil, hvis det skal gaa os godt”. Hun blev da opmerksom paa, at han ikke saa saa munter og livlig ud som ellers, men tvertimod nedtrykt og indesluttet. Strax før havde han været med paa en Kirketur til Førde. Paa disse Kirke-

– 8 –

ture gik det ofte meget letsindig til. Denne gang havde en Hund fulgt sin Herre ud i Baaden. Den blev kastet i Søen og befalet at svømme iland og gaa hjem igjen; men den svømmede efter Baaden, og trods Skjend, Trusler og Slag vedblev den at følge efter Baaden, indtil man tilsidst tog den ind igjen. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Haave, idet Hundens Kjærlighed til sin Herre mindede ham om hans egen Utroskab mod sin Himmelske Herre. Haaves Broder D. siger, at man strax blev opmerksom paa hans forandrede Forhold; men selv talte han lidet om, hvad der rørte sig hos ham.

Kort efter – ikke et Aar – begyndte den af Dr. Bang omtalte Vækkelse i Vefring 1). Denne aandelige Bevægelse, der greb om sig inden Sognet, forplantede

– 9 –

sif ogsaa til Nabosognet. Den lededes af ældre Lægmænd, blandt hvilke vi især mærker os den før nævnte Mads Krognæs. Haaves aandelige Udvikling synes imidlertid at have gaaet meget stille og jævnt fremad under rolige og grundige Overveielser af Guds Ords Sandheder. Broderen, der boede paa en anden Gaard, vilde i Begyndelsen ikke tro, at denne Viltringen var bleven saa forandret. Han reiste derfor hjem til sin Faders Gaard for at komme efter, om det forholdt sig saa, og fik da erfare at det var Alvor med Anders. Den Tanke, at det maatte blive anderledes med ham, havde faaet ny Næring, da han fik høre om Vækkelsen i Vefring, og en Mand af en saa energisk Karakter som Haaves kunde ikke give sig til Ro, før han vidste , paa hvem han troede.

Dette var sent

– 10 –

om Høsten 1833. Han  skammede sig heller ikke over, at Folk fik vide, hvilken Forandring der var foregaaet med ham, da han først selv var kommen til Klarhed. Før han kom til Fred, var han meget nedtrykt. Mads Krognæs var den, han især betroede sig til. Mærkelig nok, saa meget Sans han end havde for Musik, saa tog han efter denne Tid aldrig – selv ikke efterat han var kommen til et friere Syn – Violinen igjen. Han havde saa længe misbrugt den i Forfængelighedens Tjeneste, at han ikke vilde støde sine egne Følelser og maaske støtte andre i deres Misbrug af dette i sig selv saa ypperlige Instrument. Han blev en afgjort Christen. Hans Kammerater, som ikke vilde følge ham, fik tydelig forstaa, at for dem var han tabt. Han gik ikke paa Akkord med Verdenslivet. De Tanker, han senere udtalte i et Vers, har han vist været besjælet af lige fra Begyndelsen af sit Christenliv :

“Du vil forgjæves pønse paa dig fra hans Aag at spænde,

om du vil Livets Krone faa og ei til Verden vende.

Lad Sorgen ei nedtrykke dig, lad Glæden, naar den byder sig,

dig aldri sikker gjøre”.

Sine indre Kampe kjæmpede han ud i Stilhed; han talte sjelden om dem, men vi kan faa et Indtryk deraf f.Ex. af følgende Vers :

Saa vent og bi med taaligt Mod, din Sorrigs Tid snart endes.

– 11 –

Naar du med Jesus holder Fod, dig Kraft fra ham tilsendes.

Hold dig til ham i Nød og Død, og glem ham ei i Glæden sød, men vaag og bed itide.

Din Sorrigs Tid snart vendes skal til salig Fryd og Glæde,

saa du iblandt de Frelstes Tal skal himmelmanna æde.

Naar du skal høste Aandens Sæd og mættes af Guds Herlighed, o, hvem kan det beskrive !

Det maatte være underligt for Haaves forrige Omgangsvenner og Kammerater og vistnok vække Alvorstanker hos dem, at Spillemanden var bleven Læser. Det ser dog ud til, at det var yderst faa, som fulgte ham; flere var vistnok overbeviste om, at dette vilde være til det bedste; men det ser ud til, at Veien syntes dem for trang.

Rygtet om Haaves Forandring naaede snart til Nabosognene og enkelte af de Lægmænd, som pleiede at besøge Vefring, reiste ogsaa til Naustdal. Af disse vil jeg særlig nævne Christian Auservik fra Svanø. Han var oprindelig fra Nordfjord og var bleven paavirket af Samson Troa (Traae), en af Hauges Venner. Christian havde en Broder i Naustdal, som han af og til besøgte. Ved en saadan Leilighed fik han Haave til at holde Bøn i en Opbyggelse. Ved sin Hjemkomst fortalte han denne glædelige Nyhed til en Ven.

Om Haaves Bøn sagde han : “Den var ikke lang, men særdeles god, og, dersom Vaarherre faar bevare ham, og han gjør Fremgang, vil han blive til Velsignelse”.

–  12 –

Haaves Broder Daniel Høisæther siger, at det første, han hørte ham holde Bøn i en Opbyggelse, var i Faderens Hus. En Stund senere reiste han til Vefring, hvor Anders Redal havde bestemt Opbyggelse. Denne opfordrede Haave til at holde Bøn, men først efter megen Vægring gjorde han det. Redal siger derom, at det gik sent og smaat, men jævnt og støt, og at det var hjerteligt og opbyggeligt at høre paa.

Strax efter kom han til Svanø, hvor han overvar en Opbyggelse paa Gaarden Osen. Vennerne der var meget glade i ham, men han var undseelig, og det holdt haardt at faa ham til at deltage i Opbyggelsen. Mads Krognæs søgte at faa ham med sig til at læse og holde Bøn, og omsider blev han ligesaa uundværlig i disse Sammenkomster, som han før havde været i verdslige Selskaber og i “Hverskaberne”.

Dette gik dog ikke saa fort; han var i Begyndelsen ikke rig paa Ord. Naar han talte, var det støt og hjerteligt. Ofte manglede han Frimodighed og tvivlede paa, om han var skikket og kaldet til at træde op paa den Maade. Imidlertid øvede han sig flittig i Skrivning og Læsning og røgtede sit jordiske Kald med rosværdig Omhu. Hans Vandel var exemplarisk; derom har jeg kun hørt samstemmige Vidnesbyrd fra alle Hold.

Efter at have besøgt Nabosognene foretog han sammen med Lars Redal en tur til Nordfjord; hvorefter han igjen en Tid virkede i Nabosognene og Hjembygden. Trangen til at vidne om Herren og om Veien til Salighed blev stærkere og stærkere, jo mere han kom til Klarhed over sig selv, og jo mere han forstod, at Vennerne ønskede

– 13 –

hans Virksomhed. Vennerne ledsagede ham i Flokkevis, ofte under Modstandernes Foragt og Spot.

Omsider vaagnede ogsaa Trangen hos ham til at virke i videre Kredse, og han foretog efter Vennernes indstændige Opfordring i Aaret 1836 en Reise til Østlandet. Det var dog først efter mange Kampe og grundige Overveielser, at han kom til Klarhed over sit Kald til en saadan Virksomhed. Han havde nemlig seet nogle af Vanskelighederne og Farerne ved en saadan Gjerning, og det ser ud til, at han ogsaa var plaget af særegne Fristelser. Imidlertid opsendtes der mange Bønner for ham, og Vennerne søgte at opmuntre ham. Da han nu var kommen til fuld Klarhed og Frimodighed, begyndte han et Vandreliv, som blev saa rigt paa Velsignelse for store Dele af vort Land.

Hidtil havde han saa godt som bestandig været ledsaget af ældre Venner; nu maatte han staa alene og optræde selvstændig, hvortil det viste sig, at han ved Guds Naade var bleven dygtiggjort. Under Reisen havde han dog Reisekammerat med sig fra den ene Bygd til den anden eller omkring til de forskjellige Steder inden Bygden.

Paa denne Reise bar det først nordover gjennom Nordfjord og Søndmøre og ind i den sydlige Del af Throndhjems Stift. Vennerne glædede sig over at se en saa begavet ung Mand vie sig til denne Gjerning. Af forskjellige Breve kan vi se, at han særlig besøgte de Steder, hvor Hauges Venner boede og havde virket; af disse blev han saa ledsaget til mørkere Steder “for ved Guds Naade ogsaa der at tænde noget Lys”. Underveis traf han sammen med Mads Vefring, og disse to

-14-

fulgtes da ad gjennem Gudbrandsdalen, besøgte Vennerne og holdt Opbyggelser. Breve fra Mænd og Kvinder fra den Tid vidner om, at de virkede til Velsignelse. Om deres Reise videre vides lidet. Af et Brev fra T. Siqveland i Arendal sees det, at de ogsaa der virkede sammen. I Skrivelsen bevidner Siqveland Haave sin Tak for Besøget, udtaler sin Glæde derover og opmuntrer ham til ikke at blive træt i Herrens Gjerning. Sandsynligvis kom Haave hjem ved Aarets Slutning.

Nu tog han atter fat paa sit Snedker- og Smedearbeide og andet, som maatte udføres hjemme hos hans Fader og Broder.

Ud paa Foraaret tiltraadte han atter en Rundreise omtrent samme Vei. Dog, herom har jeg ingen sikre Efterretninger før i Juli 1837; da træffer vi ham i Christiania. Den 3die Juli meldte han sig paa Politikammeret der og bestemte sin Reise over Christianssand og Stavanger til Bergen. Hans Virksomhed i Strøget mellem Christiania og Arendal varede i lidt over 3 Uger. Den 28de var han paa Arendals Politikammer og den 13de August i Christianssand. Han iagttog nøiagtig de gjældende Bestemmelser for Reisende, som paa den Tid paa saa mange Maader maatte controlleres.

Det ser forresten ud til, at han paa den Kant af Landet aldrig var udsat for nogen egentlig Forfølgelse. Den 25de August var han i Flekkefjord og den 3die September i Ekersund (Egersund). 13de September var han i Stavanger og reiste saaledes ikke saa lidet fort. Mellem Stavanger og Bergen virkede han ikke saa lidet, fornyede de ældre Bekjendtskaber og stiftede nye. I Særdeleshed synes dette

-15-

at have været Tilfældet paa Karmøen. I over 5 Uger reiste han omkring paa disse Kanter og virkede til megen Velsignelse. Den 21. October meldte han sig paa Bergens Politikammer for at reise hjem.

Det ser ud til, at han paa denne Reise har lært Blikkenslagerhaandværket og falbudt og solgt af sit Arbeide. Han forfærdigede ogsaa Revesaxe til atskillig Indtægt. I begge disse Haandverk var han dygtig, og af hans Arbeider findes der endnu nogle, prisende sin Mester.

— Tiden indtil Slutningen af 1838 eller Begyndelsen af 1839 tilbragte han dels med Arbeide i Hjemmet og nærmeste Omegn og dels med at foretage mindre Ture omkring i Bergens Stift. Sammen med Broderen byggede han saaledes en Bro over Naustdalselven et Stykke nedenfor Faderens Gaard. De maatte bygge 3 Stenkar med 18 Alen mellem hvert. Dette Foretagende ansaaes for meget storartet, og der var paa Forhaand mange Domme og Spaadomme derom, idet mange deri mente at se et Udslag af Indbildskhed og stor Dumstolthed. Men Foretagendet lykkedes, og alle, som vilde benytte Broen, maatte betale en bestemt aarlig Afgift. Denne gik det imidlertid smaat med at faa ind, og Broen blev omsider overtagen af Veikassen, og da blev den ogsaa sat i bedre Stand.

Atter maatte han dog afsted for at “ryste Støvet af Trøien”. Antagelig tog han ud i Begyndelsen af 1839. Ogsaa denne Gang bar det nordover og ganske hurtig ind i Throndhjems Stift. Af et Brev fra J.B.B. Tangen ser vi, at han har været paa Tønset,men ganske kort. Tangen udtaler i dette Brev sin Glæde over Haaves Besøg og siger, at hans “blide Kjærlighed, hans hjertelige Op-

-16-

muntringer og Advarsler for alt Ondt har gjort hans Hjerte godt”. Ifølge Underretning fra Mads Vefring var Haave allerede tidlig paa Aaret i Trysil, hvor han foruden Vefring ogsaa traf sammen med Daniel Arnesen. Disse holdt da i Forening flere Opbyggelser, som ifølge pastor Dybdahls Beretning blev til Velsignelse for mange Sjæle. Her blev Vefring tilbage for at forberede sig til Examen Artium. Han havde nemlig følt Kald til at blive Præst og besluttede at forsøge, om Herren vilde lade det lykkes for ham.

Arnesen og Haave reiste sammen tilbage gjennem Gudbrandsdalen, men skiltes ved Mjøsen. Haave opholdt sig længe paa disse Kanter og fandt vistnok Markerne hvide til Høsten.

— Den 26de Septembervar han paa Christiania Politikammer og bestemte sin Reise til Throndhjem. Han besøgte vistnok Trakterne vestenfor Christianiafjorden og var maaske inde i Christianssands Stift, men reiste neppe nordover langs Kysten, ja, det er usikkert, om han denne Gang besøgte Hjemmet.

Af forskjellige Breve fremgaar det, at han ogsaa i det Throndhjemske virkede til megen Velsignelse, og her var han ogsaa udsat for nogen Forfølgelse, idet man under en Opbyggelse tog og arresterede ham. Da han skulde føres til Foged Elster, som senere blev Sorenskriver i Søndfjord, traf man denne underveis, og Haave fremviste sit Pas, hvorpaa Fogden sagde, at man skulde lade ham uhindret gaa. Paa denne Reise kom han etsteds i det Throndhjemske til en Lensmand, hvor han tog Logi. Nylig var der lyst efter en Rømling, og Lensmanden syntes, at Haave ifølgeSignalementet var Manden. Haave blev da spurgt om, hvor

-17-

han agtede sig hen. Efter at have faaet dette at vide, sagde Lensmanden : “Ja, saa kan du slaa Følge med mig; jeg skal ogsaa did”.

Haave takkede og modtog Tilbudet. Underveis syntes han, at det bar i en anden Retning, end han havde tænkt, og gjorde Skydsen opmærksom derpaa; men Lensmanden sagde, at han kunde stole paa, at det gik den rette Vei. Da de kom iland, fortalte de, at Fogeden boede der, og at de ønskede, at han skulde følge med op til ham, da han reiste samme Vei.

Haave havde intet derimod, idet han tænkte, det var tryggest at faa sit Pas paaskrevet. Da de kom op, blev Haave og 2 Mand staaende ude i Gangen, medens Lensmanden gik ind og fortalte, at han havde paagrepet den rømte og efterlyste Fange. Fogden spurgte, om han havde ham med, hvortil Lensmanden svarede ja og aabnede Døren. Den ene Skydskarl gik foran, og Fogden spurgte, om det var ham. “Nei”, sagde Lensmanden og pegte paa Haave, “denne er det”.

Fogden mønstrede ham fra Top til Taa. Haave begyndte da at fortælle, hvor han agtede sig hen, og at han havde taget Følge med Lensmanden, da denne foregav at skulle samme Vei. Da han nu imidlertid var kommen Veien om Fogden, benyttede han med Glæde denne Anledning til at faa sit Pas paategnet. Fogden gav ham nogle Krydsspørgsmaal for at forvisse sig om, at her ikke laa noget Bedrag under. Efter at have gjennemseet og paategnet Passet, sagde han  til Lensmanden, at de to fik se til at komme overens, og at han fik skaffe ham til det Sted, hvortil han agtede sig.

Haave fulgte da Lensmanden tilbage og fik et hyggeligt Logi. Dagen efter

-18-

hørte Lensmanden Haave holde Opbyggelse, og de to blev gode Venner. Haave besøgte ham senere.

Hans Vandring videre er ikke kjendt, førend vi træffer ham i Reisen Sogn i Nordland (Sørreisa i Troms), hvor han virkede til megen Velsignelse. Især blev han meget fortrolig med Beboerne paa Finsæth (Finnset), hvor han fandt et kjært Tilholdssted. Den 4de Juni skrev han herfra sit betydningsfulde Brev til sine Venner i Søndfjord og Bergen, som siden skal blive meddelt ordret, da det viser, hvorledes Haave ledede den haugianske Retning ind i friere evangeliske Spor. Han virkede nu heromkring en Tid, navnlig i Bardo og Maalselven. Der var stor Tilstrømning til hans Møder, og mange blev paavirkede og vakte; flere af disse tog senere ud for at udbrede Guds Ord.

I Breve fra Lars Olsen, T.P. Finsæth og Lars Ivarsen tales med Glæde og Tak om Velsignelsen af hans Virksomhed der, og i et Brev fra flere Mænd og Kvinder der bevidnedes, at han søgte at lede og befæste dem i Guds Ords Sandhed.

Ud paa Høsten tiltraadte han Reisen sydover. Den 15de December var han paa Throndhjems Politikammer og bestemte sin Reise til Bergen over Christiania. Af opbevarede Breve fremgaar det, at han besøgte Soknedalen, Støren og Holtaalen. Naar vi saa den 10de Marts 1841 træffer ham i Opdal, den 10de April i Christianssund og den 13de i Molde, paa hvilke Steder han har forevist samme Pas, saa synes det klart, at han denne Vinter har opholdt sig i det

-19-

Throndhjemske. Rimeligvis har han bereist Støren, Holtaalen og Røros og maaske været endu længere sydefter Dalen og derpaa taget nord igjen over Kvikne, som han sees at have besøgt paa denne Reise, og siden gjennemreist Strøgene nordenfor Christianssund.

Paa denne Reise traf han sammen med flere andre, som reiste og holdt Opbyggelser, som f. Ex. Ole Løsæth og Jens Johnsgaard. Rimeligvis tog han nu over Fjeldet til Gudbrandsdalen og saa nedover til Lillehammer. Maaske besøgte han Resten af Østerdalen, men ialtfald reiste han gjennem Hedemarken og Romerike.

Af et Brev fra Ole Furusæth sees det, at hans Gjerning der var til Velsignelse. Den 30te August meldte han sig paa Christiania Politikammer og bestemte Reisen hjem langs Kysten. I Christianssand var han 16de og i Stavanger den 27de September. Denne Gang reiste han forholdsvis hurtig gjennem disse Trakter, hvorimod han i Stavanger og Omegn opholdt sig til 28de October.  Af Breve fra denne Tid sees det, at dette hans Ophold blev til stor Velsignelse og Glæde baade for ham selv og de christelige Venner der. Paa Reisen til Bergen havde han ialtfald en Tid Torstein Redal med sig.

Samson Stueland skriver derom i et Brev, dateret 19de November samme Aar. Den 9de December ankom han til Bergen for at reise hjem før Jul.  — Som sædvanligt var det en stor Glæde for Slægt og Venner at samles om ham igjen efter et saa langt Fravær og høre om hans Oplevelser paa Reisen. En Tid maatte han anvende til at skrive Breve til sine Venner. Tidlig paa Foraaret (våren) begyndte

-20-

I Osen i Kinn at bygge en Jægt og henvendte sig til Haave med Anmodning om at komme til ham i Arbeide særlig for at hjælpe ham med Indredningen. Dette gjorde ogsaa Haave, og Søn- og Helligdage holdt han Opbyggelser i Nærheden.

Sammen med Jens Areklet gjorde han en Tur til Nordfjord i Pintsen, hvor mange havde velsignet Udbytte af Besøget. Lærer O.J. Hestnæs af Gloppen skriver om, hvor velsignet hans Nærværelse havde været, og Elef Hjelmesæth sagde om Opbyggelsen på Hestnæs at “det var et saa stort Aandens Maaltid, at om han havde hørt Luther og Pontoppidan, kunde de ikke bedre have mættet hans Sjæl end de livsalige Ord, som han den Gang hørte”. Ogsaa her spurgte Folk, om han ikke snart kom igjen.

Da han var færdig med Fartøiet paa Osen, maatte han til Hellevig i samme Sogn for ogsaa der at indrede et Fartøi. Da dette var færdigt, hyrede han sig med Fartøiet fra Osen under Vinterfisket, men han fik ikke Fred i at forlade den aandelige Virksomhed og lægge sig efter at tjene Penge. — I Midten af Mai 1843 tiltraadte han atter en Rundreise over Østlandet gjennem Søndmøre, Romsdalen og Gudbrandsdalen. I Slutningen af Juli var han paa Thoten, hvor han tildels holdt Opbyggelser sammen med Herman Rustad og andre Lægmænd. I Begyndelsen af October var han paa Hedemarken og noget senere paa Kongsberg. Om hans Virksomhed her skrives i et Brev til Haave og Mads Vefring : “Med rørt Hjerte maa jeg skrive eder til, naar jeg tænker paa eders fortrolige Om-

-21-

gang med os; her er saa mange Mennesker rørte og spørger, om ikke Anders og Mads kommer hid igjen. Det er fornemmelig en ung Person, som ikke før troede, at der var et Liv efter dette; men nu, siden han hørte Anders, er han bleven saa urolig i sit Hjerte, siger han, og ønsker at faa tale med ham igjen, naar han kommer. Ja, mange, som før har spottet, spørger nu, om de ikke kommer igjen. Det var mange Dage, efterat I var reiste, at Folk gik og spurgte, om det ikke blev Opbyggelse i Ugen. Jeg tror, det kunde blive gildt her, naar her var nogen, som paamindede oftere; andet kan jeg ikke sige”.

I Slutningenaf November var han i Skudesnæshavn. Denne Gang har han fundet det nødvendigt at opholde sig længere Tid paa disse Kanter. Først i Mai 1844 kom han hjem efter at have været borte noget over et Aar.

Ogsaa denne Gang dvælede han lidt hjemme for at skrive Breve og besøge Slægt og Venner. I Svanø Sogn var det især paa Osen og Hellevig, han maatte opholde sig en Tid. — Tidlig om Vaaren 1845 tog han igjen ud paa en Rundreise; men denne Gang tog han sydover gjennem Bergens Stift. Om Vaaren var han i Ekersund og lidt senere i Mandal. Han synes væsentlig at have holdt sig til Kysten og saa af og til gjort længere Ture ind i Landet. Omtrent midt paa Sommeren var han i Skien. I Slutningen af Julivar han i Tønsberg, hvorfra han skrev et Brev til sine Venner i Søndfjord.

Det var beregnet paa at læses af flere og blev som almindelig copieret. Det lyder så : “Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og

-22-

den Herre Jesum Christum ! Det er nu længe, siden jeg har kunnet meddele eder nogle Ord. Vel har jeg flere Gange besluttet at skrive, men Tidens Korthed og andre Omstændigheder har forhindret mig, hvorfor jeg indtil nu har maattet lade det bero med at tænke paa eder og bede for eder; og endskjøndt jeg maa tilstaa, at, ligesom jeg er en fattig og svag Christen, saa at mine Bønner baade for mig selv og andre er meget ufuldkomne, saa ved jeg dog, at Herren ikke bortstøder det svage Barn, som af Hjertet elsker ham; thi ligesaa lidt som Moderen forlader sit Barn, fordi det er sygt, svagt og skrøbeligt, ligesaa lidt forlader Herren sine Børn, som af Hjertet raaber til ham, om de end er svage og skrøbelige, naar de kun af Hjertet elsker ham og gjør hans Villie.

Sagen bestaar mest i at kjende sin Nød og søge Hjælp hos ham, som alene kan ende al vor Jammer. Farligst er derimod den Tilstand, naar ingen Fare fornemmes, naar Sjælen nedsænkes i Dorskhed og Følesløshed og bliver rolig i sin egen Søle, ja, hvad som er endda værre, naar den med det vanvittige Barn finder Fornøielse i at besmitte sine Klæder med Dynd og Skarn. Det er derfor intet godt Tegn, naar Hjertet nedsænkes i Fred og Rolighed udenfor en sand og levende Fornemmelse af sine Synder og sin egen Afmagt til at kunne hjælpe sig selv. Den Fred, som nydes udenfor Jesum, er igrunden falsk; den er en Fred med Verden.

Jesus priser dem salige, som er fattige i Aanden, og Aandens Fattigdom kan ikke haves, uden at der jo ogsaa maa være en levende Fornemmelse af sin egen Afmagt og Uformuenhed til at kunne hjælpe sig selv; thi først i denne Elendigheds Erkjendelse bringes

-23-

hine Christi Ord i levende Erfaring : “Uden mig kan I slet intet gjøre”.

Da bliver det vor hovedsagelige Forretning at trygle og bede og den største Kunst at modtage for intet. O, den velgjørende Aandens Fattigdom, der bringer saa herlige Forjættelser med sig, at Jesus lover dem Himmeriges Rige !

Dog maa vi ingenlunde tænke, at vor Fattigdom er den, som bringer os Rigdomme, o, nei ! intet mindre; ligesaa lidt som den legemlig Fattige derfor er rig, fordi han ser og ved, at Armod og Elendighed har sneget sig ind i hans Bolig, ligesaa lidt er den aandelig Fattige derfor rig, fordi han erkjender sin Armod og mærker, at Fienden har sneget sig ind i hans Hjertes Hus og Bolig og der plyndret og frarøvet ham den kostelige Rigdom, som blev erlanget i den hellige Daab.

Ikkedestomindre har Jesus lovet saadanne Himmeriges Rige, og hvorfor det ? Jeg tror, af tvende vigtige Aarsager : først fordi de er trængende og derfor ogsaa bedende, og den, som beder, han skal faa;  for det andet fordi de er beredte til at modtage Naaden i Christo. Han bor i det Høie og i Helligdommen og hos dem, som har en sønderstødt Aand. Det er altsaa klart, at Forjættelsen om Himmeriges Rige og Guds Naades Rigdomme ikke meddeles andre end de aandelig Fattige, og at samme Rigdomme ikke kan bevares uden i de Hjerter, som bevares i en stedsevarende Aandens Fattigdom.

Ja, dyrebare Venner !  maatte det sande Livsens Lys skinne ret klart i vores alles Hjerter og give os vort eget Intet tilkjende, saa vi igrunden kunde kjende Nøden og føle Trangen til vort eget sande og evige Vel, saa at den Sag kunde blive vor Hovedsag

-24-

og Hovedbestræbelse frem for alt andet i Verden. Jeg finder og forstaar, at Fienderne er mange, som vil holde tilbage og gjøre Veien til det evige Liv utilgjængelig, saa jeg synes meget tydelig at forstaa Jesu Ord : “Mange skal søge at komme ind (i det evige Liv) og skal ikke kunne”. O, saa lad os da for alting anraabe vor trofaste Immanuel, at han vil være med os og lykkelig fuldende vor Reise gjennem denne Jammerdal, at han selv vil antage sig vor Sag og udføre den til sit eget Navns Ære, saa vi blandt de mange. mange tusende Retfærdige og Salige kunde faa istemme den evige Lovsang for Guds Throne !

Dertil give os Gud Fader sin Naade for Jesu Christi, vor Herres og Frelsers, Skyld, Amen.

— Jeg kan hilse fra mange bekjendte christelige Brødre og Søstre, som jeg paa min Reise har besøgt. Paa mange Steder er stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord, og blandt de mange Begjærlige gives der paa sine Steder ikke saa faa, som jeg haaber har forladt Lysternes Bane og er indtraadte paa den aandelige Kampplads for at stride for Guds Rige. Herren give dem og os alle Bestandighed i Løbet, at vi kunde blive tro indtil Enden og faa Livets Krone !

Jeg haaber, I har erholdt (mottatt) min Skrivelse fra Stavanger, hvori jeg meldte noget om Missionsbladet. Jeg skulde gjerne ønske at høre noget om, hvorledes det gaar med den Sag (Hedningemissionen) iblandt eder, og min Attraa er, at, naar jeg faar noget at høre, det da maatte være til Glæde, hvilket Haab jeg bestandig har næret. Fra den Tid, jeg reiste fra Stavanger, har

-25-

jeg vandret vidt om baade i Byer og paa Landet; dels har jeg reist langs Kysten og dels i Fjeldbygderne, undertiden 17 Mil op fra Søkanten.

— Mange er de Ting, jeg kunde ønske at skrive om, men Tiden og Rummet vil ikke tillade det. Et kan jeg sige, at Herren har været uendelig god imod mig, ikke alene deri, at jeg for det meste har været frisk, hvad det legemlige angaar; men han har ogsaa ladet sit Fredens Evangelie Budskap trænge ind til Hjerterne, endog de klippehaarde; hvad Virkningerne siden kan blive, er jo Herren alene bekjendt.

Imidlertid er det jo ogsaa en Selvfølge, at en Christen ikke altid kan vente glade Dage her paa Jorden, og det kan jeg ogsaa sige, at Omvexling af Sorg og Glæde, lyse og mørke Stunder har mødt mig paa min Reise; men under alt er det mit Ønske, at Jesus, som er Sjælens Brudgom, maatte faa anvende alt til sin Bruds Beredelse, saa jeg engang, iført hans Retfærdigheds Kjortel, kunde staa ved hans høire Side og synge ham det evige Halleluja !

Lev nu hermed alle vel ! Min kjære Moder, Søskende og øvrige er alle kjærlig hilsede. Gud berede eder alle til Udgangen af Verden ! Alle Venner baade i Førde og Kinns Præstegjæld er kjærlig hilsede fra deres i Christo forbundne A. Haave”.

I August var han i Christiania og i September paa Thoten. Rimeligvis har han ogsaa denne Gang taget Veien gjennom Gudbrandsdalen, Romsdalen og Søndmøre.

Nu ser det ud til at Haave mere end før har tænkt paa at komme ind i en fast ydre Livsstilling. Nogle raadede ham til at blive Farver, andre Gaardbruger osv.

-26-

Men Tiden til at slutte Reiselivet var endnu ikke kommen. Sammen med O. Kjeldsen drev han Sildesalteri i Skudesnæshavn og forkyndte Guds Ord deromkring. Senere var han i Stavanger og foretog sandsynligvis en kortere Tur til Østlandet i Anledning af Missionsselskabets Generalforsamling (1846). I Slutningen af August var han hjemme, og om Høsten gjorde han en Tur nordigjennem til Molde. — Det følgende Aar 1847 drev han ogsa Sildesalteri, og i April Maaned gjorde han en Tur hjem. I Juli synes han at have været i Bergen; i October var han hjemme paa Haave. I denne Tid var det enten i Stavanger eller en By i Nærheden deraf, at Haave holdt Opbyggelse sammen med en anden Lægmand. Haave talte sidst. I den talrige Forsamling var ogsaa to høiere Militære. Efter Opbyggelsen gik de sammen paa Gaden og talte om Mødet. Den ene sagde da med en Ed, at slig Kjæft, som der var paa den, som talte sidst, havde han  aldrig hørt paa nogen Lægmand. “Nei”, svarede den anden, “han gjorde et mægtigt Indtryk paa mig; jeg skulde ønske at høre ham op igjen”.

I Slutningen af Marts gjorde Haave en Tur til Bergen med en Jægt fra Hellevig. Vaaren stundede til og mindede om, at snart skulde det vækkende Budskab lyde ud over Naturen og de mange store og smaa Skabninger vækkes op af sin Slummer til et nyt Liv, — et Billede paa den kommende Opstandelse. Men endnu engang var det hvide Lagen (laken) bredt ud over Mark og Skov og tildækkede dem aldeles, — et fagert, men dog alvorsfuldt Skue ! Haave og C.M. havde en Stund

-27-

siddet nede og havt det noksaa hyggeligt; men saa kom deres Tur paa Dækket. Haave laante sin Kammerat en Frakke og tog selv en paa, idet han spøgende udbrød : “Det er Frakkemændene, som nu er komne paa Dæk !”

En Tid efter tog Stormen ham overbord, idet “Stikbauten” (et Taug) slog sig om ham. Med sin sædvanlige Aandsnærværelse greb han med begge Hænder fat i Tauget; men da han var bange for, at Tauget under Farten skulde slippe, bed han i Tauget og blev omsider halet ombord igjen. Ved disse Tider var det ogsaa, at han af Amund Helland i Bergen leiede en stor Sal til en Opbyggelse og betalte 10 Spd. derfor. Denne Opbyggelse skal have vakt adskillig Opmærksomhed og lærte derhos Vennerne i Bergen, at det kunde være godt at have et rummeligt Forsamlingslocale.

————

Ydre Tilskikkelser, indre Trang og Venners Opfordring især fra Nordland bevægede Haave til atter at forlade Forretningerne i Hjembygden og mere udelt ofre sig for Ordets Forkyndelse. Den 21de Juni 1848 tiltraadte han igjen en Reise til Nordland gjennem Nordfjord og Søndmøre. St. Hansdag var han paa Ørstenvig hos R. Uden at have sovet om Natten, kun efter nogle Timers Hvile, traadte han frem for Forsamlingen, som i den Tid havde samlet sig. Han siger selv : “Jeg befandt mig noget upasselig efter Reisen og nærede derfor megen Frygt for en mindre heldig Andagtstime; dog, Herren var os samtlige god og styrkede vore Hjerter ved Ordet”.

Han talte over Joh 14,27 og gjorde Forsam-

-28-

lingen eftertrykkelig opmærksom paa, at “Verdens Børn er fredløse endog under Nydelsen af alle jordiske Herligheder og Glæder; thi aldrig kan der være sand Fred i det Hjerte, hvor Fredsforstyrreren, Satan, hersker. Freden maa dø der. Den sande Fred erholdes kun hos Fredsfyrsten, Jesus; saaledes er det klart, at den sande Fred først da kan faaes og beholdes, naar Sjælen beslutter sig til at opsige Syndens og Satans Tjeneste og siger Farvel til den fredløse Verden med al den Herskermyndighed”.

— Aftenen efter holdt han ogsaa Opbyggelse og reiste Kl. 9 1/2 til Aalesund, hvortil han ankom Kl. 11 Form. den næste Dag. Her opholdt han sig i 2 Dage og holdt 2 Opbyggelser. En Mængde Mennesker baade af høiere og lavere Klasser samlede sig og blandt dem Stedets Sognepræst. Det fremgaar af hans Beretning, at han har “antaget, at Guds Velsignelse har omstraalet Hjerterne, og at de har nydt en sand Glæde med hverandre”.

Første Dag oplæste han nogle Vers af Ps. (salme) 119 og mindede om, at “vi er Gjæster og Pilegrime; skal vi vinde vel frem til Hjemmet, Fredens Bolig, saa maa vi føres af Guds Bud, Ord og Aand. Vi maa være rustede til Krig, og Jesus maa være vort Liv, vor Næring, vor Himmelmanna; dog maa vi ogsaa lade os nøie, om bitre Urter og Korset følger med. Først naar Guds Børn engang kommer hjem, skal de tilfulde nyde Herligheden som Frugten af Jesu Død”.

— Han boede hos en Kjøbmand N.D., som han kaldte sin Ven. Med Dampskibet “Prins Carl” afgik han til Throndhjem. De havde dygtig Storm over Hustadvigen. I Christiansund gik han iland og hilste paa Kjendte og Kjære. Mødet

-29-

maa have været inderligt. I vor Tid, som er saa forholdsvis rig paa Guds Ords Forkyndelse, kan vi vanskelig tænke os, med hvilken Inderlighed disse Venner elskede hverandre, mødtes og skiltes.

Haave siger selv, i en Beretning : “Jeg tog Logi hos min dyrebare Ven Kjøbmand R.B., hos hvem jeg blev modtagen med Hjertens Glæde. Jeg skulde have ønsket, at jeg kunde opholdt mig her en Tid for at hilse paa mine Bekjendte; men, da jeg havde slaaet Følge med Dampen, maatte jeg lade mine Hilsener ombære af min ovennnævnte Ven. Imidlertid fik jeg i mit Logi til min store Glæde Besøg af Kjøbmand N. og Garvermester V. Denne sidste kjendte jeg blot af Rygte; dog tror jeg, at vi bægge under vort korte, men lærerige Samtale, erfarede Sandheden af Ordet : “Som Ukjendte og dog Bekjendte”.

— Vi træffer den samme Inderlighed overalt, hvor vi kan følge ham omkring blandt Venner. Saaledes, da han kom til Throndhjem; der havde man — antagelig gjennem Breve fra Venner — hørt, at Haave muligens var ventende, og derfor samlet sig, da “Prins Carl” ankom, og mønstrede Passagererne, som steg ud af Færgebaaden. “I et nu”, skriver Haave herom, “ser jeg en Del bekjendte Ansigter, nemlig min fortrolige Brødre J.J. fra M., C.S., Lærer A.J. og Bygmester D. med flere. Af disse mine dyrebare Venner blev jeg nu ledsaget hen til et Sted, hvor der holdtes Opbyggelse, og hvor da ogsaa jeg fik Anledning til at hilse paa Forsamlingen med nogle faa Ord”.

— Han holdt 3 Opbyggelser i de 4 Dage, han var her, i og omkring Byen. Moholt var ham et kjært Tilholdssted.

— Den 4de Juli var han ombord i “Prins Gustav”, og den 8de om

-30-

Morgenen gik han iland paa Kløven. Han klager over, at Søvn og Hvile gik spildt for ham paa Reisen. “Jeg hastede nu”, skriver han, “alt hvad jeg kunde, for at komme over Fjorden til Strømmen, hvorfra jeg gik over til Finsæth”.

Denne Gaard var ham et særdeles kjært Tilholdssted. Den var som en Station for ham, til hvilken han atter og atter vendte tilbage. Der hvilede han ud og vederkvægede sig; der skrev han sine Breve osv. Af hans Beretning om Ankomsten hertil sees det, at den var aldeles uventet og overraskende, saa at hans Venner i de første Øieblikke var i Tvivl om, hvorvidt de befandt sig i Virkeligheden eller drømte.

“Min Ankomst hertil var aldeles uventet, hvorfor mine Venner knapt vilde tro sine egne Øine. En stor Glæde gjennemtrængte da gjensidig vore Hjerter, og vi følte os ret lykkelige over endnu engang at se hverandre her i Livet”.

Paa sin Reise i 1840 besøgte han dette Sted, og hans Virksomhed blev her særlig velsignet. Han pleiede gjerne, naar han  talte om dette Sted, kalde det med Navne som min Fredsbolig, mit Fredshjem o. lign.

Omkring midten af Juli skriver han : “Lige fra mit forrige Besøg havde det Ønske gjensidig bevæget sig i vore Hjerter, at vi endnu engang maatte gjenfindes her i Livet; mange livsalige og dyrebare Øieblikke havde jeg i hin Tid tilbragt iblandt dem.

4de Søndag efter Trefoldighed holdt han Opbyggelse paa Finsæth, og samme Dags Aften reiste han over til Maalselven til Fosmoen, og ledsaget af D.J. foretog han en Reise gjennem Maalselvdalen; paa Veien opover bestemte de Opbyggelser, til de kom nedover igjen. En Dag kom de i en slem Omstændighed,

-31-

herom lader jeg ham selv fortælle : “Vi skulde nemlig over en  Elv, Tamakelven. Denne var bleven temmelig stor af det overflødige Regn, som faldt i den Tid. Imidlertid satte vi dog over, og Gud gjorde, at det gik meget godt. Den følgende Dag maatte vi den samme Vei tilbage, og, da det havde regnet den hele Nat, ansaa vi det for afgjort, at Elven var for stor at komme over tilhest.

Ingen Baad eller Færge var der at faa. Hvad skulde vi nu gribe til ? Opbyggelse var bestemt, og Tiden nærmede sig, da vi kunde formode, at Folk begyndte at samle sig. Her var nu ingen anden Udvei end at bygge en Flaade; men dette vilde naturligvis medtage Tid. Inden 2 Timer var imidlertid Flaaden færdig. Nu drev vi vore Heste ud i Elven og lod dem svømme over til den anden Side; dernæst arbeidede vi os selv over paa vort vanskelige Skib. Glade ved at være komne lykkelig over, fortsatte vi vor Reise, men kom dog 3-4 Timer forsent til Opbyggelsesstedet. Imidlertid havde dog Forsamlingen taalmodig ventet paa os. Vi opbyggede os nu, saa godt vi kunde, at Guds Ord, og Herren meddelte os sin Velsignelse til vore Sjæles og Hjerters Vederkvægelse”.

I Dalen blev han indbudt til en Begravelse, hvor han talte til de Forsamlede over de Ord : “Det er beskikket Mennesket engang at dø og derefter Dommen”.  “Jeg nærer det haab, at denne Forretning ved denne Begravelse saa vel som de øvrige Sammenkomster ikke var ganske uden Velsignelse”.

Af Beretningen fremgaar det, at han forlod Begravelsen, saasnart Liget var sænket i Jorden. Tirsdag i den følgende Uge skiltes han med sin Ledsager og tog afsted til Bardo. Her

-32-

blev han ogsaa modtagen med Glæde, men mærkede dog, at den Ild, som brændte der for 6-8 Aar siden, havde tabt sig hos mange. “Alligevel”, skriver han, “fandt jeg saa meget desmere hos de Trofaste og Oprigtige Erholdelsen af den sande Erfaring og det rette Christendomslys, grundet paa den hellige Skrifts urokkelige Sandhed, samt Indsigt i den rette saliggjørende Orden”.

Her i Bardo havde han ogsaa en Ledsager D.S., som fulgte ham gjennem Salangen. Folket synes ikke her at have modtaget ham med en saadan Begjærlighed og Glæde som paa flere andre Steder. “Det synes at forekomme mig, at kun faa havde gjort det til sin hovedsag at leve for Evigheden; alligevel fandt jeg dog ogsaa her, som jeg haaber, redelige og oprigtige Sjæle, som dyrkede Gud af Hjertet”.

Herfra tog han tilbage igjen til Bardo, hvor han atter holdt flere Opbyggelser og maatte love endnu engang at besøge Stedet, før han forlod Nordland.

— Turen gik derpaa til Maalselven, hvor han holdt flere Opbyggelser, og reiste saa over Fjeldet til Reisen (Sørreisa) sammen med J. S. Kjeldmoen og overvar en Missionsgudstjeneste af Pastor Welhaven. Af Bestyrelsen for Reisens Missionsforening saavelsom af Præsten blev han anmodet om at holde Bøn fra Kordøren før og efter Prædikenen, hvilket han  ogsaa gjorde. Efterat Gudstjenesten i Kirken var tilende, blev Salmen : “Vær trøstig Zion, Jesu Brud”, afsungen strax udenfor Kirkedøren, hvor da Forsamlingen ofrede til Missionen.

Derefter samledes flere af Folket i en Stue, hvor Haave havde en liden Andagtsstund. Den 18de August reiste han til Tromsø, hvor han besøgte Biskop Kjerschau,

-33-

Provst Holmboe og Pastor Welhaven. Sit Logi havde han hos en Ven, Lærer H.; forøvrigt finder han ikke meget aandeligt Liv der, men dog nogen Begjærlighed efter at høre Guds Ord. Selv siger han herom : “Jeg nærer det Haab, at Herren ogsaa her har sine Tilbedere skjønt ubemærket af den store Hob”.

Den 20de August talte han i Tromsø over Luc. 18, 10-14. Et Uddrag af Talens Indhold har han selv meddelt : “Iblandt dem, som fremstiller sig for Guds Ansigt for at bede, findes der ialmindelighed 2 Slags, nemlig Hyklere og sande Christne. De første kommer frem for Gud i Bønnen enten af Vane eller for at ansees af andre — blot Hykleri. De sidste drives til Bønnen af ren Hjertens Trang og Drift, og disse bliver bønhørte og erholder Retfærdighed for Gud for Jesu Christi Skyld, medens de andre afvises tomhændede. Vi har et klart Exempel herpaa i Farisæeren og Tolderen. Begge fremstillede sig for at bede; men ak, deres Hjerter var høist forskjellige. Den ene var fuld af Egenretfærdighed og høie Tanker om sig selv; han havde ingen Trangtil Guds Naade og fik derfor heller ingen. Den anden havde ikke andet qt bringe sin Gud end et syndigt, angergivent Hjerte; men dette Offer var Herren behageligt; han fandt Naade og gik retfærdiggjort ned til sit Hus fremfor den anden. Men saaledes er det ogsaa nu blandt den bedende Forsamling. Hvor mange Hyklere og Egenretfærdige findes ikke i Templerne og Guds Hus i vore Dage, som hverken søger eller faar Guds Naade ! De gaar derfra, som de gik derhen.

Dog  — der gives ogsaa , Gud ske Lov, dem,

-34-

som indfinder sig af sand Hjertens Drift, og disse vil Gud af Naade skjænke sin Retfærdighed og Salighed”.

Den 24de August reiste han til Balsfjorden sammen med J. Finsæth efter at have lovet atter at besøge Tromsø, før han reiste sydover igjen. Der synes at have været nogen aandelig Bevægelse deromkring, og han fik oprettet en Missionsforening der og forærede Bestyrelsen nogle Missionssalmer og andre Missionsskrifter.

Gjennem Nordfjorden og Auersfjorden reiste han saa til Maalselven til L. (Lars) Kjeldmoen og saa til sit kjære Finsæth, hvor han hvilede i 8 Dage og beskjæftigede sig med legemligt Arbeide af og til.

Sammen med Ole Bakkejord besøgte han saa Dyrøen, Salangen og Bardo. Endelig skulde Turen ogsaa gaa til Andøen, som han beskriver noget nærmere. Blandt andet siger han, at der fandtes en Myr på omtrent en Kvadratmil; ved Stranden var en Masse Tang og Tare, som han formaaede Beboerne til at benytte.

— Efter Pastor Normanns Forslag reiste Haave og en af hans Ledsagere sydover og to af hans Ledsagere nordover; paa den Maade skulde de reise rundt Øen og saa mødes igjen i Præstegaarden efter at have vandret forbi hverandre paa den modsatte Kant af Øen.

17de Søndag efter Trefoldighed var de i Kirken og hørte “en meget christelig Prædiken”. “Denne”, siger Haave, “var vist til Opbyggelse for flere end mig. Da Folk skulde gaa ud af Kirken, tillyste Præsten, at der af mig skulde holdes Opbyggelse i den faste Skole om en halv

-35-

Time. Vi gik da først hjem til Præstegaarden, og til bestemt Tid samledes vi i Skolelocalet. Først blev en kort Salme afsungen; dernæst læste jeg nogle Capitler af Nytestamentet og talte over Luc. 8, 5-8, hvorved jeg erindrede om de forskjellige og ulige Virkninger af Guds Ords Hørelse, samt om hvorledes Ordet maa annammes, benyttes og bruges, om det skal være (bære?) Frugt til Guds Ære osv.

Dernæst sagde jeg de Forsamlede mit hjertelige Farvel og takkede for de Øieblikke, jeg havde tilbragt i deres Midte. Derpaa fremtraadte Præsten og aflagde i sit og Dverbergs Menigheds Navn sin hjertelige Tak for vor Besøg. Han bad ogsaa til Gud om, at den Sæd, vi havde udstrøet iblandt dem, maatte trives, og at Gud fremdeles maatte ledsage os og give Frugt af det Guds Ord, vi fremdeles forkyndte. Efter at have taget Afsked med Forsamlingen fulgte vi tilbage til Præstegaarden”.

Saavidt det kan sees, vilde de den følgende Dag reise tilbage til Reisen, men blev hindrede af Storm i 3 Dage. Disse benyttedes for en stor Del til Samtaler om aandelige Gjenstande. Haave pudsede Præstens Slaguhr, huggede og istandsatte hans Kvern og lignende. Thorsdag bar det afsted, og lykkelig ankom han til “sit kjære Fredshjem”, Finsæth.

—  Nu skulde Turen gaa til Tromsø, og den maatte han af Mangel paa bekvem Leilighed tilsjøs tage over Bygder, Fjorde og Sund. Den 6te November bar det afsted til Maalselven, hvorfra han fik Leilighed til Tromsø med Nils Dahle. Her blev han i 3 Uger og havde i denne Tid mange hyggelige Samtaler med Provst Holmboe og Pastor Welhaven. 6te December vendte han tilbage til

-36-

Maalselven efter denne sin 2den Tur til Tromsø. Nu gik Turen til Balsfjorden, hvor han oplevede meget Glædeligt i aandelig Henseende. Baade han og Folket syntes, at Tiden — 14de til 18de December  — blev altfor kort; men der var ikke Raad med det.

Over Fjeldet bar det igjen til Maalselven, hvor man ønskede, at han skulde tilbringe Julehøitiden oppe i Dalen. Turen gik til Fosmoen, hvortil han ankom den 23de December. Det saa nu ud til Uføre i Helgen; “herover”, siger han, “var jeg noget bekymret; dog troede jeg nok, at Gud kunde forandre det, om han saa vilde, og dermed var jeg ogsaa rolig i Guds Villie”.

Det skjønnes let, at han har talt med sin Gud om den Sag. Veiret havde været godt i 14 Dage før, og nu var det at vente, ligesom det ogsaa saa ud til, at det skulde forandre sig. Dagen efter, som var den 4de Søndag i Advent, begyndte det at blive koldt, og Juledag havde man det bedste Skiføre, som kunde ønskes. “Opbyggelserne blev saa talrig besøgte, at de største Stuer ikke kunde rumme de Forsamlede”.

5te Juledag bar det afsted til Bardo, hvor han havde bestemt sig til at blive i Nytaarshelgen. Her overvar han et Bryllup, hvor han havde Opbyggelse og hyggelige Dage. Helligtrekongersdag var der Missionsfest paa Sætermoen, hvilken ogsaa var vederkvægende. Indholdet af Opbyggelsestalen har han selv gjengivet saaledes : “Matth. 13, 47-49. Ved Himmeriges Rige forstaaes her Guds Naaderige paa Jorden eller den christne Kirke. Den himmelske Not er Ordet og Sacramenterne. Ved denne Not samles mange Slags, som vi har Exempel paa blandt de Kristne. O, hvor mange

-37-

iblandt os er ikke aabenbare eller hemmelige Gudsforagtere, grove eller fine Hyklere ! Midt iblandt disse findes de sande Christne, Guds Venner; dog, hermed maa den Troende stille sig tilfreds, da Klinten maa voxe sammen med Hveden indtil Høsten. Men, kjære Christne, vi erindrer os ved disse anførte Ord vor Pligt, hvad vi skylder de arme Hedninger. Er det ved sit Ord og Sacramenterne, at vor Gud samler sin Menighed, da er sandelig ogsaa vi skyldige at bidrage vort til, at disse Naademidler ogsaa kan komme ud til Hedningerne. Og skulde vi vel kunne være ligegyldige Tilskuere til Missionsarbeidet, o da, ja da er vi de raadne Fiske, som han kaster ud”.

Nu hastede han til Reisen (Sørreisa) igjen og kom til Finsæth den 9de Januar 1849. heromkring holdt han sig, men temmelig rolig til Midten av Marts. I denne Tid skrev han Breve, stellede lidt med sine jordiske Affærer, læste Guds Ord for sin egen Del og samtaled med de mere oplyste og fortrolige af sine Venner i Nærheden.

Paa Kjeldmoen sees han at have arbeidet sig en Reisekuffert, ligesom han har samtalt lidt med Pastor Sandberg. Men saa bærer det afsted over Balsfjorden til Ulsfjorden (Lyngen). Her var som oftest Folk og Fæ sammen under et Tag. Herfra reiste han tilbage til Balsfjorden, hvor det synes, at Guds Ord har baaret rig Frugt denne Gang. “Begjærligheden efter Guds Ord var her meget stor”, skriver han; “jeg haaber ogsaa, at ialtfald noget af Sæden fandt en bekvem Jordbund”.

Nu skal han 3die Gang til Tromsø, denne Gang for at sige Farvel. Han opholdt sig der i 14 Dage.

-38-

Flere og forskjellige religiøse Gjenstande blev bragte frem og behandlede, hvorved vi søgte at befæste Troen, Haabet og Kjærligheden for at kunne naa vort foresatte Maal”.

Det ser ud til, at Vennerne sig imellem har havt Samtalemøder, tildels maaske ogsaa sammen med Geistligheden. Med Vished kan det ikke sees, at han holdt mere end 2 Opbyggelser i Tromsø denne Gang. Sine Afskedsord knyttede han til den Text : “Hvorfra kommer du, og hvor vil du hen ?” Han mindede Forsamlingen om Menneskets Udspring; “det har den største og fuldkomneste Ret, og dog hengiver det sig til det Onde, til Tilfredsstillelsen af sine Lyster, idag en, imorgen en anden, og ender i det evige Mørke. Guds Børn skilles med et andet Haab og har et andet Maal”.

Nu gaar det fra Afsked til Afsked. “Det var ofte ret dyrebare og vigtige Øieblikke”, skriver han. 28de April reiste han fra Tromsø, og 16de Juni skulde han være ombord i Dampskibet for at forlade Nordland. “Overalt var der Sorg blandt mine Venner”, siger han. I Bardo maatte han holde mange Opbyggelser, og Guds Ord syntes at have en kraftig Virkning paa Hjerterne. Om Afskeden fra Maalselven skriver han : “Ogsaa her var der stor Sorg, fordi jeg skulde reise”.

Det maa have været glædeligt for Haave at se disse for største Delen lidet oplyste Mennesker flokke sig med en saadan inderlig Begjærlighed om Guds Ord og at blive omfattet med en saadan hjertelig Kjærlighed. Ja, mægtig maa det have grebet ham, naar han, denne rolige og nervestærke Mand, vant med religiøse Bevægelser, maatte føle, hvad han udtrykker saaledes : “Jeg kan ikke negte, at mit Hjerte

-39-

blev noget underligt; jeg blev ligesom syg. Jeg syntes ofte, det var, som om en Del af mit Hjerte skulde ligge igjen paa de Steder, hvorfra jeg reiste. Dog søgte jeg at skjule mitt Vemod og opretholde mit Mod, at det ikke skulde mærkes paa mig, og jeg saaledes skulde forøge mine Venners Sorg”.

Saaledes forlod han Maalselven og satte over til Reisen, hvor han tog ind paa “sin vante Fredsbolig Finsæth”, hvorfra han nu havde været borte omtrent 1/4 Aar. Men nu stundede Afskeden til ogsaa her, og  — som Ordsproget siger — “han har det værste tilsidst”.

“Jeg kan ikke negte”, skriver han, “at jeg gruede mig til den 10de Juni, som var 1ste Søndag efter Trefoldighed, da jeg skulde holde min sidste Afsked i Nordland. Mange havde bestemt sig til at møde den Dag paa Finsæth for at høre mig sige mit sidste Farvel og lykønske mig til min Hjemreise”.

Den bestemte Dag kom, og mange Folk kom ogsaa fra mange og fjerne Steder, saa at de neppe kunde rummes. Sine Afskedsord knyttede han til Ef. (Eferserbrevet) 5,14, og Indholdet af Talen gjengiver han selv saaledes : “Dersom jeg i denne Stund kunde have den glade Forhaabning, at denne Forsamling var bestaaende af blot opvakte og omvendte Sjæle, da vilde det være en stor Lindring for mit beklemte og sorgfulde Hjerte. Men ak, saa gjerne jeg vilde, saa tør jeg ikke nære saa store Tanker, at en saa talrig Forsamling som idag skulde bestaa af bar sande Troende og ægte Guds Børn. Naar jeg derfor idag skal sige eder mit Farvel, saa maa samme lyde baade til Omvendte og Uomvendte, og jeg benytter mig derfor idag til mit Afskedsord af

-40-

Apostelens Ord i Ef. 5,14, hvoraf jeg faar Anledning til at byde Farvel med Sovende, med Vaagne, men endnu ikke Opstandne samt med Opvakte og Opstandne, hvem Jesus Christus skal lyse for. — Jeg tager da først Afsked med dig, du sovende Synder, og mit Afskedsord lyder til dig idag : Vaagn op, du, som sover ! Ak, maatte jeg idag formaa at træde saa nær dit Sikkerhedsleie, at du maatte høre mit sidste Raab. Jeg vilde nødig forlade dig idag med den Tanke, at du laa, laa tilbage sovende; thi, skulde det blive Tilfældet, da gjælder mit Farvel idag ogsaa maaske den lange Evighed; da tager vi idag Afskedsom dem, hvem det er at befrygte aldrig mere skal samles for at nyde Guds Goder; thi paa hin Dag maa du  —  om du ikke nogensinde vaagner  —  og jeg være skilte, og du tager saaledes Afsked fra Gud, hans Engle og de Troende. O, vaagn derfor op i Jesu Navn og bese din syndige, din urene og besmittede Sjæl ! Vaagn op, førend Guds Domme bryder løs ! Annam din Jesu Naade og forspild den ikke !

Mit andet Afskedsord lyder idag til dig, du Opvakte, men endnu ikke Opstandne. Dig tilraaber jeg idag for sidste Gang : Staa op fra de Døde !  O, hvor mange rørte Sjæle og urolige Samvittigheder, hvor mange overbeviste Sjæle ligger ike endnu paa sit Syndeleie, saadanne, om hvilke det maa siges, at de annammer Ordet med Glæde og tror til en Tid, men falder fra i Fristelsens Tid ! O, du ustadige Synder, hvorfor griber du ikke din Bedring an med fuldt Alvor ? Hvorfor ligger du endnu og ikke ifører dig Christi Kraft og staar op ? Vel er det skeet, og det er meget at takke Gud for, at du er opvaagnet,

-41-

men det vil dog ikke hjælpe dig, om du ikke staar op fra dit Syndeliv og ifører dig Christi Retfærdighed.

Mit tredie og sidste Afskedsord lyder til eder, I Opstandne; for eder skal Christus lyse. I har ogsaa Bevis paa, at denne Forjættelse (løfte) er gaaen i en sand Opfyldelse for eder. Christi Lys har allerede tilkjendegivet eder den store Trang, I har til Jesu forsonende Naade. I har allerede lært at kjende eders aandelige Mørke og eders fortabte Tilstand, saa I, kjære Sjæle, kjender med Ydmyghed eders Uværdighed til al Guds Naade; I kjender eder skyldige til evig Straf, I stoler ikke længere paa eders egen Retfærdighed, men beder med Tolderen : “Gud vær mig Synder naadig !”

O, hvor Jesu Lys har aabenbaret eders aandelige Mørke, hvor det har lært eder at sætte Pris paa den saliggjørende Naade !  Det er mig idag meget tungt at maatte sige eder Farvel, men det glæder mig dog, at vi med Glæde skal findes igjen. Vi byder idag Farvel; men om en liden Stund sees vi igjen paa det Sted, hvor intet Afskedsord mere skal høres. Nu, Gud være hos eder alle og ledsage enhver af eder paa Sandheds vei til Livet !”

Det ser ud til, at de ligesom ikke har kunnet skilles fra ham, men har ialtfald villet gjøre sig godt af hans Nærværelse, hans Formaninger, Trøst, Belærelse og Raad saa længe som muligt.

“Mange forblev til næste Dag”, skriver Haave, “hvorved vi fik Anledning til at samtale om og afhandle flere Gjenstande  angaaende det Religiøse”.

— Men ikke nok med, at han havde vundet en saada  Plads i deres Hjerter. Ogsaa han omfattede med inderlig Kjærlighed saa mange Venner som neppe nogen anden.

-42-

“Da nu Dagen kom”, skriver han, “var jeg rigtignok i andre Henseender færdig, naar undtages det Baand, med hvilket mit Hjerte var bundet til de kjære Nordlændinger, hvilke jeg elskede af inderste Hjerte. O, hvor mit Hjerte var ligesom sønderrevet og fyldt med Bedrøvelse”.

Det havde uden Tvivl været en let Sag for Haave at stifte et Parti her og bevirket Udtrædelse af Kirken, om han havde villet det. Det har været en særdeles stor Velsignelse for den norske Kirke, at Herren har kaldet, udrustet og uddrevet Mænd til Arbeidere i Vingaarden, som saa ganske uegennyttig, uden at ville optræde som Partførere eller Forstander og lignende, kun har arbeidet for Sjælenes Opvækkelse og Befæstelse i Sandheden, saadanne, som ikke har søgt at samle til sig selv, men til Herren.

Hvor fristende kunde ikke saadane Tider, som de nys skildrede, have været ! Haave søgte aldrig at udsaa Stridens og Splidens Frø, anderledes end som Sandheden altid bringer Tvedragt. Han søgte ikke at lede bort fra eller svække Samfundets Institutioner, om disse end havde sine betydelige og iøinefaldende Skrøbeligheder. Det maa glæde os, naar vi ser, at han reiste omkring og ledede de religiøse Bevægelser i saa sunde Spor og flokkede Mænd og Kvinder, vakte og opvarmede af Sandhedens Ord, om Bekjendelsens Banner.

Ivar og Peder Finsæth var de sidste, han tog Afsked med ombord i Dampskibet “Nordkap”, som bragte ham til Throndhjem den 19de Juni. Her holdt han 3 Opbyggelser og reiste saa sammen med Ole Eide over Strinden gjennem Stjørdalen, Aaren, Skogn og Levanger, hvor han stansede i længere Tid,

-43-

Derpaa reiste han til Værdalen, hvor han kom i Følge med Ingebret Moe, og saa til Overhalden (Overhalla), hvor han holdt 8 Opbyggelser. Derpaa reiste han tilbage gjennem Beitstaden, Værdalen og Levanger til Thronghjem, hvor der skulde avholdes Generalforsamling for Hedningemissionen 5te og 6te August.

Han var valgt som deputeret baade fra Naustdals og Reisens Missionsforening. Efter Generalforsamlingen avholdtes der et Præstemøde, som blev ham til Nytte i saa mange Henseender. Selv skriver han derom : “Mange saare vigtige Gjenstande blev behandlede, deriblandt ogsaa de saakaldte Conventikler; der blev discuteret meget længe og alvorlig, saasom Sagen var af megen Vigtighed. Jeg glædede mig ret meget over, at jeg havde Anledning til at være tilstede paa dette Møde, da det for mig blev i saa mange Henseender til stor Nytte”.

Den 20de August reiste han fra Throndhjem til Melhus og derfra gjennem Ørkedalen til Meldalen og Surendalen. I Meldalen holdt han ialtfald 11 Opbyggelser. I Christianssund var han fra 16de til 20de September og holdt der 5 Opbyggelser. Desuden besøgte han Thingvold, Bolsø, Gøttern og Ørskaug. 7de October var han i Aalesund og holdt ialtfald 3 Opbyggelser. Den sidste Opbyggelse, han sees at have holdt paa denne Reise, knyttede sig til Joh. 3,14-15. “Det er os alle aabenbaret , hvorledes Israels Børn paa flere forskjellige Maader blev tugtede og revsede for sin Ulydighed, Knur og Vantro baade mod Moses og mod Gud. Saaledes sendte Herren dem brændende Slanger, der gav dem dødelige Bid (bitt). Til Frelse fra denne

-44-

gruelige Plage lod Gud ved Moses en Kobberslange opreise paa en Stang, til hvilken de bidte Israelitter skulde se hen i Tro og blive frelste. Vi, mine Brødre og Søstre, vi ligner hint Israel; ogsaa vi er bidte af den Helvedes Slange; dette Bid er dødeligt, og der er for os som for hine kun én Lægedom, og det er Troens Syn paa Christum Jesum, korsfæstet for os. Kjender vi nu Synden og Slangens Bid, o, saa lad os ikke forhale, men i vor Sjælenød søge den rette Læge !”

— Vennerne i Hjemmet længtede ogsaa efter Haave, og det blev meget opmuntrende for dem, da de fik høre ham tale til Opbyggelse ud af sit større Sandhedsforraad, sine vundne Erfaringer og forøgede Færdighed. Det blev ogsaa en interessant Underholdning at tilbringe Aftener sammen med ham i Samtale om de forskjellige Tildragelser paa Reiserne; da blev ofte Smilebaandet for kort, saa man maatte le ordentlig.

Undertiden kunde han fortælle om, hvorledes han om Nætterne kunde ligge i Krig med “de smaa Fiender”. “Trætte og udmattede som vi var, skulde min Reisefælle og jeg faa Værtens og Værtindens Seng. Min Kammerat var snart følelsesløs; men jeg Stakkar søgte forgjæves at værge mig for mine smaa Fiender. Vel satte enkelte af dem Livet til; men hvad kunde det hjælpe ? jeg raabte nu og da paa min Kammerat, men han vaagnede ikke. O, lykkelig er du, som kan sove saa sødt og uantastet midt under min skarpe Strid ! Under et Angreb paa en af mine Fiender opdagede jeg et Frø, som lignede et Kaalfrø. “Ivar, Ivar”, raabte jeg, al din Medicin er

-45-

berøvet dig !”  Men han gav kun et sagte : “Ja  — saa”  fra sig og sov ind igjen”.

Om Andøen (Andøya) fortalte han, at den var 12 Mil i Omkreds og bestod mest af Myrjord. En smal Fjeldryg gik langs efter Midten med tildels temmelig steile Klipper. En Myr paa omkringen Kvadratmil deler Fjeldryggem paa Midten. Øen, mente man, havde før ligget under Vand, 1) fordi man havde fundet Fiskeben opunder Fjelder, 2) fordi Jordlaget for en stor Del bestod af Skjæl, og 3) fordi man havde fundet Skelettet af en stor Hval langt oppe fra Søen.

En anden Gang fortalte han, at Forsamlingsskuret blev næsten opfyldt af Finner; de trak allesammen Skoene af sig udenfor Døren. Stille og fredelig fandt de efter Opbyggelsen alle sine Komager igjen, trods det var temmelig mørkt.

Det turde kanske ikke være uden Interesse at bemærke, at Haave paa denne Reise besøgte Reisen 7 Gange, Maalselven 6 Gange, Bardo 6 Gange, Balsfjorden 3 Gange og Tromsø 3 Gange.

——–

Som det af foranførte vil sees, foretog Haave mellem Aarene 1836 og 1849  8 Rundreiser; dvs. op i Throndhjems Stift, over Østlandsbygderne og tilbage langs Kysten eller omvendt. Paa 2 af disse Reiser var han ogsaa oppe i Nordland, den sidste Gang lige til Tromsø og Balsfjorden.

Foruden disse Rundreiser foretog han kortere Ture til Nabosognene og til Søndmøre, Sogn, Bergen og Stavanger.

-46-

Haave som Afholdsagent.

I 1853 indgik Haave Ægteskab med Bolette Martens fra Hellevig i Nabopræstegjældet Kinn, i hvis Annexsogn Svanø han kjøbte sig en Gaard paa Stavang, hvor han bosatte sig og blev en af sin Svigerfaders nærmeste Naboer.

Ved Overtagelsen af Gaardens Drift blev hans aandelige Virksomhed indskrænket til en mindre Kreds. Dog gjorde han lidt længere Ture af og til.

Saaledes henskred Aarene til 1855. Da blev han af “Den norske Forening mod Brændevinsdrik” opfordret til at træde i dens Tjeneste som Afholdsagent.

Det kunde ikke være saa vanskeligt at faa en Mand med et saa praktisk Syn paa Livet som Haave til at gaa med paa Afholdstanken. Han havde paa sine Reiser seet saa mange ulykkelige Hjem baade i By og Bygd, hvor Brændevinsdrikken havde bragt daglig Nød og Lidelse ind i Husene.

Han havde reist meget langs Kysten med Fartøier og syslet med Sildefiske og Sildesalting og seet, hvad Drikken bragte med sig.

Hans christelige Alvor i Forbindelse med hans Menneskekjærlighed og Sans for Orden og timeligt Velvære maatte for ham være Bevæggrunde til at modvirke Drikken. Paa Reisen til

– 47 –

Hedningemissionens Generaldforsamling i Christiania i 1855 holdt han paa at overveie Kaldet til Afholdsagent og bestemte sig til at modtage det.

Nu virkede han Resten af sit Liv i dette Øiemed al den Tid, han uden Skade for sit jordiske Kald kunde ofre, hvilket mindst var 2 Mdr. om Aaret.

Dette Skridt af han blev dog forskjellig bedømt af det christelige Lægfolk, idet nogle mente, at det ikke kunde passe sammen med at prædike Omvendelse og Syndernes Forladelse i Jesu Navn og saa bagefter opfordre Folk til at gaa ind i en Forening og afgive Løfte om at afholde sig fra stærke Drikke; thi dette, syntes de, vilde være at bygge paa sin egen Gjerning, akkurat det samme son nogle siger nu for Tiden om Totalafholdsarbeidet.

Haave og flere med ham troede imidlertid, at dette ikke alene var godt, men ogsaa nødvendigt for alle sande Christne at virke imod den fordærvelige og stadig voxende Drukkenskabslast.

For at komme til Klarhed i denne Sag fik nogle christelige Venner istand et Samtalemøde. Ved denne Leilighed spurgte en af de Tilstedeværende . “Kan en Christen med rolig og god Samvittighed virke som Afholdsagent ?”

— Haave, som var tilstede, svarede ikke paa Spørgsmaalet, men sagde : “Lad os heller vende det om; jeg fremsætter det Spørgsmaal : Kan en troende Christen med rolig og god Samvittighed undlade at modvirke den forfærdelige Brændevinsdrik ?”

Ved nu at overveie med hverandre Guds Ords Krav til hver enkelt troende Christen maatte man erkjende som nødvendigt for enhver at gjøre , hvad han kunde, for at modarbeide en Last, der ødelægger mange Menneskers timelige Velvære og berøver ham al sand Fred og Glæde.

Som man kunde vente af en saadan helstøbt Personlighed, udmærkede Haave sig ved Troskab mod sit Afholdsløfte, da han først var kommen til Klarhed om dets Gavnlighed og havde aflagt det.

“En Dag under Vinterfisket var er Sne og Slud med skarp, gjennemtrængende Vind, og det syntes umuligt at holde Varmen og at holde Mod og Kraft oppe, indtil vi fik udført vor Gjerning. Jeg var den Gang ikke gaaet ind i nogen Afholdsforening og tænkte, at, skulde Brændevin nogensinde gjøre Nytte, saa maatte det være i et saadant Tilfælde, hvor det gjaldt for en kortere Tid at udvikle Varmen, anspænde Kræfterne og holde Modet oppe. Jeg tog da en liden Portion og foreslog Haave i et Tilfælde som dette at søge en mulig Forfriskelse ved at nyde lidt. Han saa betænksomt frem for sig, som om han vilde betænke sig lidt; men strax efter svarede han : “Nei, nei, jeg maa ikke gjøre det”. I denne Aand gik han altid frem” (S. St.).

Hans Afholdstaler var alvorlige Opbyggelsesforedrag; fra christelig Side søgte han at begrunde Afhold i den christelige Kjærlighed, Selvfornegtelse og Afholdenhed.

Paa sine Reiser som Afholdsagent blev han modtagen med endnu mere Venlighed end før, idet baade Lægmandsvenner og Afholdsvenner kappedes om at faa ham i sine Huse. Han var jo nu foruden af sin Gudsfrygt og Dygtighed ogsaa i Besiddelse af en vis Anseelse, idet han nu ogsaa havde et ydre Kald.

– 49 –

Med Indtegnelse af Medlemmer og Stiftelse af Foreninger gik han meget viselig frem. Mange har søgt at opblusse Sindene for at fremkalde et øieblikkeligt Resultat og, idet de har smedet, mens Jernet var varmt, samlet et helt Antal Afholdsfolk, der har lagt et gavnligt Aag paa sig, som de kanske ellers ikke havde gjort. Sommetider kan det vare; men ofte er det saa, at de har lovet for meget og kommer til at føle sig som i en Tvangstrøie, som de snart har revet istykker.

Saaledes har det ofte gaaet, og Afholdssagen er dermed kommen i Vanry, og dens Venner er blevne vanvyrdede. Saadant kan vel vanskelig ganske undgaaes; men Haave søgte mere ogsaa i denne Henseende at lægge Sandheden klart og indtrængende frem, saa fik den virke paa Gemytterne en Tid.

Senere kom han tilbage, og da var det ofte saa, at man fandt en Frigjørelse i at slutte sig til en Afholdsforening, ikke et Baand.

Nedskriveren heraf er af den Mening, at, havde de fleste Afholdsagenter gaaet frem paa samme Maade, saa havde Afholdssagen havt en ganske anden Anseelse, end for en stor Del har været og er Tilfældet, om den end ikke havde kunnet fremvise saa tilsyneladende store Resultater.

Sandheden er nok ogsaa for Afholdsvennerne det bedste Sværd i Striden.

— Haave ansaa det for en Hovedsag at finde dygtige Ledere; han mente, at man var bedre tjent med at faa nogle støe Afholdsvenner, som ved Exempel og Tale kunde virke for Sagen, end i en Hast at faa istand en større Forening, hvis Medlemmer fristede Pligtlivets kummerlige Tilværelse.

Selv skriver han herom den 10de November 1859 saaledes : “Til Mjelva i Romsdalen kom jeg Kl. 2  om Natten til 20de Søndag

– 50 –

efter Trefoldighed efter den Dag at have tilbagelagt 4 1/2 Mil. Efter den Tid har jeg havt 7 Møder og paa de fleste Steder for fuldt Hus. Begjærligheden efter at høre Guds Ord er stor her, og en stor Del haaber jeg ogsaa er komne til en sand Omvendelse, saa det er ret glædelige Tidernes Tegn. Jeg har ogsaa godt Haab om, at mange paa min Tilbagereise vil lade sig indtegne som Afholdsmedlemmer; thi flere har ytret Ønske derom; men jeg har villet opsætte med Indtegningen, til jeg kommer tilbage fra Gudbrandsdalen. — Jeg har nu passeret Romsdalen og er kommen til Gudbrandsdalens Fogderi og vil fortsætte til Øier eller Gausdal for derfra at vende tilbage samme Vei; det vil sandsynligvis medtage 3 Uger”.

— Heraf ser vi tydelig, at Haave slet ikke har lagt anb paa at benytte Øieblikkets Stemning til at indtegne Medlemmer og danne Foreninger.

“I noget over 10 Aar forundtes det Haave at virke som Afholdsagent, og vi ved, at han blev Midlet til mange Ulykkeliges baade timelige og evige Frelse, skjønt det jo ikke egentlig var saadanne, dette Selskab lagde sig efter. Vi beklager, at det har været os umuligt at opdrive hans Dagbøger og Reiseindberetninger; rimeligvis er de ødelagte. Hvis saa er, maa det i høi Grad beklages; thi de indeholdt visselig mange Sandhedsord og gribende Samtaler, som kunde blevet til Veiledning og Velsignelse” (Menneskevennen”.

– 51 –

Haaves sidste Sygdom og salige Død.

De anstrengende Reiser i Forbindelse med Gaardsbruget og de communale Hverv, som blev Haave overdragne, tog stærkt paa hans Helbred.

I sine senere Aar klagede han af og til over Svaghed og Usselhed paa Legeme og Sjæl, og man kunde mærke, at hans Livsdag heldede. I Midten af November 1866 blev hans Helbred saa svar, at han jævnlig maatte holde Sengen.

Den 25de samme Maaned — det var 26de Søndag efter Trefoldighed — holdt han Missionsmøde i sit eget Hus. Der indfandt sig en talrig Skare, og de fik som sædvanlig høre mangt et velsignet Guds Ord, som med Aand og Kraft lød fra hans Læber. Efter at have læst en Prædiken af Pontoppidan om Jesu Aag som gavnligt og let holdt han et kraftigt og salvesesfuldt Foredrag, hvori han ogsaa ledede Tilhørernes Opmærksomhed hen paa Missionsgjerningen som indbefattet underJesu gavnlige Aag.

Dette var hans sidste Opbyggelse.

Næste Søndag var Sygdommen for Alvor brudt frem, og det viste sig snart, at den var af en farlig Beskaffenhed; den var just ikke voldsom, men i høi Grad afkræftende og udmattende.

Læge blev strax hentet og indfandt sig

– 52 –

oftere under Sygdommen, men kunde trod al sin Flid intet udrette.

Den syge led især af Opkastning; alt, hvad han nød, baade Mad, Drikke og Medicin, kastede han op igjen. Det blev ham mere og mere besværligt at tale; men, mærkelig nok, naar fortrolige Venner kom ind til ham og nærmede sig Sygeleiet, blev han ligesom frisk igjen og glad og kvik som i sine sunde Dage.

Uagtet han følte, at Sygdommen krævede Taushed, var det umuligt for ham at tie i Brødres Nærværelse, og han talte livlig dels om sin Sygdom og dels om det ene Fornødne.

Kom derimod nogen ind til ham, som ikke var af hans Aandsbeslægtede, forblev han alvorlig og stille og mælede næsten ikke et Ord.

Hans førnævnte Ven Anders Redal besøgte ham to Gange under Sygdommen, og disse Stunder, har denne sagt, var uforglemmelige for ham. Paa Vennens Spørgsmaal, om ikke Kone og Børn var et stærkt Baand, der fængslede ham til Livet, svarede den Syge : “Jo, vistnok er det ikke let at vide dem tilbage i denne forføreriske Verden; men dette er ogsaa noget, som bør bekjæmpes tilligemed alt det øvrige for ikke at røve Gud Æren og Retten til som vor Fader at drage Omsorg for os; thi han er en uendelig langt bedre Ven og Forsørger end jeg”.

Derpaa anbefalede han dem til Herren og hans Naades Ord i en hjertelig Bøn.

Da hans Hustru ikke ret kunde tænke sig Skilsmissen, blev det især magtpaaliggende for ham, jo nærmere det stundede mod Enden, at faa hende til med Troens fulde Hengivenhed at imødese hans Hjemgang til Faderhuset

– 53 –

med de mange Værelser.

Saaledes spurgte han hende engang : “Husker du, hvor længe vi har været sammen ?”  “Tretten Aar”, var Svaret.

“Ja vel”, sagde han; “saa tak hjertelig Gud for den Tid, vi har levet sammen, og tak ham ogsaa for den store Naade, at jeg, som har reist saa vidt og bredt og ofte været i mange forskjellige Farer, nu kan faa dø i Hjemmet, omgiven af mine kjære Venner”.

Og, da det nu lykkedes for ham at faa sin kjære Hustru til at blive overladt i Guds Vei og Villie og blive fortrolig med Tanken paa hans Opløsningstime, var alle de Baand løste, der bandt ham til det Jordiske.

Ved Afskeden med sine Venner og troende Omgivelser paamindede han dem om at vandre i Lyset som Dagens Børn og erindrede dem om Jesu Ord : “Et er fornødent”.

Da den evige Sabbatshvile stundede til, og han ikke længere kunde tale, pegte han opad mod Himlen som for endnu en Gang at minde sine Venner om det rette Hjem.

Afskedstimen kom; han foldede sine Hænder og saa opad, lukkede saa Øinene, og stille og rolig med et saligt Smil paa Læberne sov han ind i Jesu Arme den 31te Januar 1867. Han blev herved 58 Aar gammel og havde virket som en tro Arbeider i Herrens Vingaard i omkring 34 Aar.

Hans Ven Anders Redal skrev et Mindedigt, hvoraf følgende Vers hidsættes :

¤

Vor Ven er ikke død, men sødt han sover,

er borte fra al Strid og Herren lover :

Med Cherubim og Zerafimer mange udi den Salighed,

som Lammet har beredt, faar han nu prange.

¤

I dine Ungdoms Aar dig Herren kaldte,

i Naadens blide Vaar til sin udvalgte;

du Kaldet lydig var og tro til Døden. Ved Flodens Bæk du stod

og raabte : “Jesu Blod frelser af Nøden”.

¤

Den Tid, du med os var i Stridens Bolig,

du Ordets Lygte bar paa Veien trolig.

I Vennesamfundet vi dig ei glemme; i Ord og Gjerninger

var du en Christen her borte og hjemme.

¤

Farvel vi sige da til dig med Glæde.

Alt vel, du seiret har og taget Sæde

blandt alle dem, som er af Trængsel komne udi den store By,

Jerusalem det ny med alle Fromme.

¤

Saa vil vi takke Gud, om end vi græde,

for al den Tid, som du var her tilstede.

Vi ønske dig nu her ei mer tilbage, men glædes til den Dag,

vi og vort Sæde glad i Himlen tage.

– 55 –

Haaves Forhold til Kirken og dens Lære.

Enhver Bevægelse, som har sine gode Sider eller endog er væsentlig god, kan ogsaa have sine daarlige Sider eller være udsat for Udskeielser.

Den Bevægelse, som blev vakt ved Hauge og udfoldet under Haaves Indflydelse, havde ogsaa sine Renselseskampe at udstaa.

Medens den døde Rettroenhed i Virkeligheden forkastede Boden (gjøre bot/red.), stod den vaagnende Bevægelse i Fare for at overvurdere den eller give den en urigtig Plads.

Den lutherske Lære om Retfærdiggjørelsen blev under Vækkelsens Strømninger snart mere, snart mindre paagtet, sommetider fordunklet og ikke altid ret tilegnet.

Saaledes gik det ogsaa i Haaves Vækkelsestid. Den enkelte Person saa vel som de historiske Retninger maa gjennemleve sin egen Udvikling. Nogen egentlig Lovtræl har Haave neppe nogensinde været, om end Tilegnelsen og som Følge deraf Forkyndelsen af den frie Naade har udviklet sig gradvis.

Hans klare Blik og den faste Villie, hvormed han søgte at gjennemføre alt fuldkomment, bragte ham snart til at indse, at Retfærdiggjørelsen ved Troen er den eneste, som gjælder for Gud. Retfærdiggjørelse af Naade for Christi Forsonings Skyld har han nok hele

– 56 –

Tiden forkyndt, saaledes som han havde tilegnet sig den gjennem Læsning af Luthers og Pontoppidans Skrifter, men vistnok mere drevet paa med Forkyndelsen af Bod og Helliggjørelse, indtil han under en  Reise paa Østlandet i 1838-39 fik Øinene opladte for Nødvendigheden af at fremholde mere Guds Naade i Christo som det rette Middel til at nedslaa Egenretfærdigheden og ophjælpe de Fattige i Aanden. Vi minder i denne Forbindelse om det forhen anførte af hans Afskedstale paa Finsæth i 1849.

Fra samme Sted skrev han den 4de Juni 1840 til sine Venner i Søndfjord og Bergen : “Det er for os alle en bekjendt Sandhed, at uden Retfærdighed og Hellighed kan ingen erlange Guds Naade eller blive salig; men saa vist som dette er, saa vist er det ogsaa, at denne Sandhed ofte forvexles of af Sjælefienden fordreies, saa vi ofte forglemmer, hvor og i hvilken af disse tvende Dele vi har Livet, Freden og Saligheden at erlange. Prøver vi os nøie, saa kan vi strax finde, at Djævelen i Forening med vort bedragelige Hjerte søger at vende bag foran i Saliggjørelsens Verk for derved at stænge og gjengjærde Veien til Guds og Christi Naade, der dog ene og alene gjælder til Forsoning og Fred med Gud.

Dog, dette glemmes saa ofte desværre endog i de Stunder, da mest længes efter Trøst.

Se, kjære Søskende, hvorledes det har gaaet og mangen Gang gaar under Selvprøvelsen endog i Nød og Angstenes Timer, da man vist er syg og derfor behøver Lægen; thi, naar Hjertet er sønderknust og ydmyget, saa man er hjertelig bedrøvet over Synden og har fattet Bedringsforsæt, da er det jo

– 57 –

kun Christi Retfærdighed, som kan læge Sjælens Saar og gyde Olie i Samvittighedssvien; men dette vil den listige Djævel have fortiet for at faa Sjælen bort fra de stillerindende Vande, hvoraf den kunde fine Læskelse, og da, i Bedrøvelsens og Anfægningens Hede, taler Fienden som oftest mere om Hellighed og gode Gjerninger end om den Refærdighed, som gjælder for Gud, for derved at martre og plage den over Synden saarede Samvittighed med en hel Hob Pligter.

Skal vi ikke bekomme (motta/red.) Livet og Saligheden, førend vi ved Hellighed finder os bekvemme dertil, saa sker det aldrig.

Vist er det en uomtvistelig Sandhed, at Troen er død uden Gjerninger, og uden Hellighed skal ingen se Herren; dog er og bliver Tro og Retfærdighed ligesom Fostermoder til Hellighed og gode Gjerninger, og alle Bestræbelser derudenfor er for Herren en Vederstyggelighed.

Jeg mener ikke herved at forebygge Hellighed, det være langt fra !

Tvertimod er jeg og enhver af os overbevist derom, at de fleste Mennesker gjør intet sandt Godt; thi alt, som ikke sker af Troen, er Synd, og de, som gjør det Gode, kan dog aldrig gjøre nok end sige for meget. Derfor har jeg sagt, at Retfærdighed og Hellighed maa følges ad hos alle, som vil erlange Guds Naade; dog er der imellem dem den store Forskjel, at hin gjælder for Gud og er en fuldkommen Betaling for vore Synder samt en rensende, lægende og kvægende Balsom, som lyser Fred i Sjælen, medens denne er en daglig Paaarbeidelse, en daglig Fornyelse og Beredelse igjennem Medgang og Modgang at lutres for de overblevne Levninger af den gamle Adam.

Forøvrigt rækker

– 58 –

ikke det Gode til Herren, men kun til hans Børn paa Jorden og er der fuldkomment og saa sjeldent, at selv Paulus har maattet føre det Klagemaal over sig selv : “Det Gode, jeg vilde gjøre, det gjør jeg ikke“, og hvad skal da vi sige ? Heraf er det klart, at ingen bestandig Fred eller Hvile erlanges, uden den søges af Guds Naade — uden Tillæg af vort eget; men derhen vil Fienden ikke have os, han raaber altid : “Bi og tøv lidt, til du er noget forbedret, til du bedre kan bede, bedre kjæmpe og staa Lysterne imod o.s.v., og da først kan du vinde Trøst og finde Naade hos Gud”.

Saaledes forstaaes det, jeg har sagt, at Fienden vil vende bag foran i Saliggjørelsens Verk, og derved vil han bringe os til at bruge mere Fornuftens end Troens Øie.

Og hvor er den, der kjender sig selv og negter Sandheden heraf ?

Altsaa maa vi søge Livet i Retfærdighed og Hellighed hos en og den samme Gud og Christum og erlange dem paa samme Maade som Synderinden, der ved sine Suk og Taarer fik det naaderige Svar af Jesus : “Gak bort i Fred” ikke for sin Hellighed, sine Gjerningers Skyld, nei — “din Tro har frelst dig”, saa lød Svaret.

Til Slutning anmærkes, at foranstaaende ikke er skrevet til Hyklernes Trøst i sin  falske og indbildte Fred, ingenlunde ! Jeg har kun skrevet for de redelige og længselsfulde Sjæle, som længes efter at frigjøres af Sandheden baade fra en urolig Samvittighed og Guds Dom, og, da jeg selv ofte har været plaget paa omtalte Maade, saa har jeg derfor skrevet om samme i Haab om, at det kunde tjene en eller anden til Opmuntring og Bestyrkelse paa Retfærdigheds og Helligheds Vei, saa

– 59 –

Løbet kunde fortsættes med stadigere og fastere Skridt end forhen.

Ligeledes at al Stolen og Hvilen paa egen Kraft maatte falde bort, og i dens Sted en hjertelig Hengivenhed, Nedsænkelse og Ydmyghed under Guds og Christi Villie maatte finde Sted i Sjælen, og da haaber jeg, at Fremgangen i det Gode vil alt mere og mere tage til, saa der omsider bliver en herlig og hellig Vext i Guds Ord og Christi Erkjendelse.

Og, omendskjønt i Erkjendelsen af det meget Manglende Øinene ofte udgyder Taarer, saa sukker dog Sjælen, retfærdiggjort af og ved Christi Tro, efter Forløsningen, og da vil vist engang den Tid komme, da Brudgommen vil flytte Bruden, iført sin Klædning, fra Taaredalen til Frydesalen. Amen. Fra eders ringeste Broder Anders N. Haave”.

—————————

I Anledning af et Brev til J.P.F. i Nordland, dateret 12te December 1849 skriver Modtageren : “Det var os alle til sand Hjertens Glæde isærdeleshed for min Del. — Jeg var meget bekymret og tillige beængstet i min Sjæl over min hidtil førte Vandel, da jeg tydelig fandt efter Skriftens klare Grund og tillige af Erfaring at have levet mere i Vantro end i Tro, mere bundet til Loven end til det søde og saliggjørende Evangelium, hvorfor jeg mere har været en Træl end en Frigjort, mere af Tvang end af en oprigtig Kjærlighed til min Frelser har betraadt Livets den trange Vei, hvorfor ogsaa min Vandring paa denne Vei har været i en idelig Feilen, ja Falden og Snublen, af hvilken Grund jeg har været plaget med megen Tvivl og Vantro”.

Af denne Skrivelse fremgaar det, at Haave kom denne Mand til Hjælp ved at opklare for ham Ret-

– 60 –

færdiggjørelsen af Naade for Jesu Skyld. Manden var vakt for 10 Aar siden.

Fra Lillehammer skrev Haave den 2den September 1853 : “Vistnok bliver det altid Hovedsagen at lede den arme Synder hen til Renselsens Kilde og den rette Naadestol, som er opreist formedelst Troen i Christi Blod; men ak, det holder som oftest haardt, inden Synderen i sin Elendighed og jammerfulde Tilstand vover at overgive sig til ham. Det synes i Nødens og Anfægtningens Time at være et altfor stort Vovesprang at overgive sig paa Naade og Unaade i sin Forbarmers Jesu Christi Hænder; dertil føler man sig altfor syndig, altfor besmittet og uren”.

Af de anførte Citater vil det sees, at Haave allerede i 1840 har havt det rette Syn paa denne Sag, og at hans Virksomhed rettede sig derefter. Paa Grund af sin Stilling og Indflydelse paavirkede han ogsaa hele den ved Hauge vakte religiøse Bevægelse og ledede den ind i mere evangeliske Spor. Hertil havde han ogsaa særegne Betingelser baade ifølge sin Charakter og hele aandelige Udvikling.

Det laa den haugianske Retning nær at kræve, at Omvendelsen skulde foregaa hos alle paa samme Maade, med de samme Bodskampe o.s.v. uden at anerkjende Individernes og Guds Førelsers Forskjellighed. Ogsaa herimod har Haave vidnet baade i Breve, Foredrag og Samtaler.

Ligesaa imod at ville kræve før Christi Retfærdigheds Annammelse en Dybde i Syndserkjendelsen, som den først kan faa, efterat Evangeliet har gjort noget af sin Gjerning i Hjertet og dermed uddybet den

– 61 –

ved Loven vakte Erkjendelse af Synd.

Paa Moholt i Nordland talte han den 2den Juli 1848 over Joh. 26, 8-11. Den Hellige Aand maa overbevise Verden om Synd, om Hovedkilden og Roden til alle andre Synder, Vantroen eller den Synd, at man ikke tror paa Jesum Christum; denne er den værste og største af alle Synder, fordi alle andre i Grunden har sit Udspring fra den.

— Uretfærdigheden som Egenretfærdigheden er en Frugt af Vantroen og er fordømmelig. — Kun Christi Retfærdighed gjelder for Gud, og kun i denne Prydelse kan vi bestaa for Gud”.

Som man vil se heraf, har han slet ikke “jaget Synderen bort fra Troen”. — Naar Mennesket er vaagnet til Syndserkjendelse, kan det let komme til at se saaledes paa sig selv, at det ikke vover at gribe Naaden og glæde sig i den; hans Anger er saa ringe, hans Tro saa lidet virksom, hans Følelser saa urene. Et saadant Menneske kommer let til at søge efter Forvisning om sin Naadestand i sine Følelser eller Gjerninger.

I enkelte Øieblikke synes han at finde Forvisning og Glæde; men saa er begge Dele borte igjen; de er flygtige som Følelserne.

Dette udvikler sig til en mørk og sygelig Retning — uden Frigjørelse i Christo.

Haaves Liv og hans Syn paa og Fremstilling af Christendommen var ikke mørkt og sygeligt; derom kan enhver vidne, som kjendte eller hørte ham. “O, hvor sød og behagelig er ikke Jesu Fred for de Troende ! De hviler i Jesu Samfund og nyder hans Forening”.

Naar han talte om “de stillerindende Vande fra Jesu Vunder”, viste han slet ikke Synderen hen til Glæden i sine Følelser. Han gik dog heller ikke til den

– 62 –

modsatte Yderlighed, Nyevangelismen.

“Det første saavelsom det fortrinligste Kjendetegn paa en Christen er Troen. Med Troens Mærke tegner Jesus alle sine Faar, som hører ham til. —- Naat altsaa en arm Synder, bragt til en levende Kundskab om og en hjertelig Anger af sine Synder, med hjertelig Længsel, Hunger og Tørst tager sin Tilflugt til Christum som den eneste og rette Hyrde, der har sat sit Liv til for Faarene, se, da er dette det rette Bevis paa, at Hyrdens Stemme ikke har været for forgjæves. — Imidlertid vil der dog ofte opstaa Tvivl; som oftest reiser sig saadanne Tvivl deraf, at Sjælen lytter for meget til saadanne Røster, som vil overdøve Hyrdens og bringe der arme Faar til at skrækkes bort fra si Hyrde.Man gaar heller ikke langt bort fra ham, førend man kommer i Tvivl, Frygt og Vildfarelse. Man lytter heller ikke længe efter fremmede Røster, inden det føles, at Hjertefreden og Tilliden til Hyrden vil svækkes; thi jo nærmere man er sin Hyrde, jo mere beskyttet. — Men ingen Farlighed er større end den, at Faaret i nogen Maade vil hjælpe sig selv og give sig i Kamp mod sine Fiender uden Hyrdens Nærværelse; da ligger det snart under og taber Slaget. Herved reises da Uro og Hjertesorg; tilliden til Hyrden svækkes; det er bleven saaret og føler sig ligesom utilfreds med alt og frygter hartad baade Livet og Døden”.

I Forbindelse hermed vil det være af Interesse at erfare Haaves Stilling til de saakaldte Middelting. Ogsaa her er vi ogsaa heldige at have hans egen skriftlige Fremstilling. I November Maaned 1849 besøgte han Tromsø og var da flere Aftener sammen med Pastor Welhaven

– 63 –

og Provst Holmboe og havde mange interessante og nyttige Samtaler med dem.

En Aften talte de om de saakaldte uskyldige Fornøielser. Presterne vilde da først høre Haaves Mening derom, særlig om Spil og Dans.

Haave bemærkede da først, at det kom an paa, hvem som spillede og dansede. “Er dette en uomvendt, altsaa en vantro Synder, da er det vel ikke Tvivl om, at hans Spil og Dans er og bliver syndig, fordi han har deltaget deri med samme Sind og syndige Hjerte, som han forretter sine øvrige Gjerninger med, og da heder det jo, at alt, som ikke er skeet i Tro, er Synd.

Fra en anden Side at betragte Spil og Dans maa vi tilstaa, at det ikke er syndigt; thi jeg kan ikke forestille mig, at David gjorde Synd derved, at han legte paa Harpen. Jeg kan heller ikke tro, at det var Synd, at han dansede foran Pagtens Ark, og saaledes maa jeg tilstaa, at jeg betragter Spil og Dans for baade syndige og ikke syndige. Nu kommer det an paa, om vi kan finde om Spil og Dans, som nu bruges, at de kan sammenstilles med Davids, og da maa jeg rigtignok sige, at jeg drager samme høilig i Tvivl, thi ialtfald kan ikke jeg finde, at vore Dages Spil og Dans i nogensomhelst Henseende kan ske for at ære og dyrke Gus, som dog var Davids Hensigt”.

I det hele finder vi, at Haave fuldt ud sluttede sig til Kirkens Hovedlærdomme.

En Aften foreslog Provst Holmboe, at de skulde tale om den nye Fødsel af Vand og Aand i Daaben. “Herom var vi forsaavidt alle enige”, siger Haave; “dog syntes jeg, at der blev lagt altfor liden Vegt paa Daaben; thi jeg troede, at vi i

– 64 –

Daaben havde erholdt en fuldkommen Aftoelse og Renselse af alle vore Synder, og dernæst, at vi derved havde bekommet et sandt gjenfødt Liv i vore Sjæle, hvilket Gud skjænkede os formedelst vor Frelser Jesum Christum. Andre troede, at der i Daaben kun blev nedlagt en Spire dertil i Barnets Sjæl, at samme udvikledes ligesom Fosteret” osv.

Den 21de August skriver han om en Dampskibstur fra Lyster til Sogndal i Sogn : “Ikke længe efterat jeg var kommen ombord i Dampskibet, kom jeg i Samtale med en Fyrstikfabrikant fra Sverige, som nu boede i Sogndal. Denne Mand er udtraadt af Statskirken og kom nu fra Bergen, hvor han har ladet sig indlemme blandt de Frikirkelige og med dem nydt Nadveren. Du indser selv, at jeg under Samtalen med en saadan Person, som negtede Barnedaabens Gyldighed og forkastede samme, maatte føle mig meget oprørt. Vi blev ved næsten den hele Dag at behandle Brændpunkterne for Udtrædelse af Statskirken.

I Løbet af vor Samtale om Daaben forebragte han mig et for Daaben meget nedværdigende Spørgsmaal : “Hvad skal da Vandet tjene til ?

Rystet over Mandens spottende Spørgsmaal, svarede jeg : “Vogt Dem, min Ven, at De ikke spotter Gud ! Vil Christus have Vand og Aand tilsammen, saa er rigtignok efter Guds Ord Vand og Aand fornødne til vor Igjenfødelse“.

Heraf kan vi ogsaa skjønne, hvorledes Haave stillede sig til den Lammerske Bevægelse. Det har været af stor Betydning til Bevarelsen af Enigheden i vor Kirke, at Mænd som Haave og hans Samtidige har havt et saa

– 65 –

modent Syn paa den lutherske Kirkes Sacramenter.

For Haave stod Baptismen noget nær som en Bespottelse af Gud, og han mente, at man burde takke og glæde sig i Gud, fordi han har imødekommet vor Skrøbelighed ved Indstiftelsen af synlige Midler i Sacramenterne.

For ham stod Skrupler over Barnedaaben som en forstandsmæssig Mestren af Guds store Nedladenhed og hans Naadesvillie ved at bestemme, at hans Menighed skulde samle sig om synlige Bekjendelseshandlinger. Han holdt sig her til den lutherske, ligefremme og ærbødige Fastholden af Ordet.

Men trods hans kraftige og bestemte Optræden mod afvigende, sekteriske Fremtoninger har han dog respekteret andres Overbevisning.

“Undertiden”, skrev han i November 1848, “var der vel delte Meninger om disse eller hine Troesartikler og Forstaaelsen af flere Bibelsteder; men derved blev vore Hjerter ikke adskilte. Tvertimod erholdt vi alt større og større Tiltro til hverandre ved de frie Ytringer om vor Tro og Troens Grund, og sandelig det er ogsaa et meget slet og slemt Tegn paa Egenhed, Stolthed og  Indbilskhed, at man ikke taaler at høre og prøve andres Meninger uden at forarges og stødes. Jeg frygter høilig baade for mig selv og andre, at det da er den gamle Adam, som rører sig, og at den sande Ydmyghed er lidet rodfæstet i Hjertet”.

Grundtvigianismen tiltalte ham ikke. Han læste Wexels Skrifter, men havde imod den af ham omarbeidede Forklaring i Spørgsmaalet om Christi Nedfart til Helvede.

Naar der bliver Tale om hans Forhold til “den krikelige Orden”, da kommer han selvfølgelig i Klasse

– 66 –

med andre Lægprædikanter, som ikke paa nogen mirakelmæssig Maade kunde godtgjøre sit guddommelige Kald. Han optraadte vistnok ifølge et indre Kald, men kun paa Venners indstændige Opfordringer, og af alt, hvad jeg har hørt eller seet af ham, kan jeg ikke finde, at han havde Spor af Skrupler over sin Optræden; derimod finder jeg en dyb Ansvarsfølelse ved den vigtige Gjerning.

Kirkens Præste- og Lærerstand har han aldrig utilbørlig revet ned paa. I de flere hundrede Skrivelser af og til ham, som jeg har havt Anledning til at gjennemse, har jeg ikke fundet en eneste haanende Ytring; undtagelsesvis Beklagelse.

Han har helt ud taget sit Fodfæste i det aandelige Præstedømme.

Han gik i Kirken og hørte Guds Ord, men holdt Opbyggelse undertiden en halv Time efterat Præst og Menighed var gaaen ud af Kirken.

De Præster, som hyldede Lægmandsvirksomheden, omtaler han med en særdeles Forkjærlighed. Pastor Normann, Provst Holmboe, Pastor Dick og flere omtaler han meget rosende og med varm Inderlighed.

Om en Prædiken i Sandø Kapel i September 1860 skriver han saaledes : “O, at du havde været der og havt Anledning til at nyde noget af de mange kraftige Vidnesbyrd, som den Dag flød fra Prædikestolen. Det tør jeg paastaa, at, havde du været der, saa havde du til Slutning villet bekjende, at du i hele dit Liv aldrig havde hørt nogen vidne Sandheden saa klart og saa kraftig som denne Præst.  Gid ogsaa de mange Taarer, som flød af Tilhørernes Øine, maatte kunde kaldes Bods- og Omvendelsestaarer; da ved jeg vist, at Djævelen paa

– 67 –

den Dag tabte mange af sine Tjenere”.

— Tildels beundrer han det rene og kraftige Vidnesbyrd fra Prædikestolene, selv om han ikke finder noget Tilsvarende i Vedkommendes daglige Liv.

Den, som har gjort nogen Erfaringer, som han finder stemmende med Guds Ord, kommer let til at søge efter Antydninger til lignende Erfaringer hos dem, som forkynder Guds Ord, og hvis han ikke synes at finde disse, hindres han let fra at blive velsignet af den Sandhed, som forkyndes.

Ytringer af Haave som : “Jeg fik dog godt af, hvad der blev talt, og vist flere med mig”, tyder paa, at han var hævet over denne Indskrænkethed.

Ordet har Kraft, om ikke Forkynderens personlige Indvirkning ledsager det. Sandheden, purt og rent forkyndt, maa være det første, Prædikantens Personlighed det andet.

– 68 –

Haaves Forhold til sine samtidige Troesbrødre.

I Haave finder vi en Mand, som ved nærmere Betragtning sees at udmærke sig fremfor mange andre Guds Ords Forkyndere baade før og senere.

Han udvikledes, som vi har seet, rolig og grundig og var i flere Henseender en Type paa en ægte Nordmand. Hans Fremgangsmaade under hans aandelige Virksomhed artede sig herefter.

Han delte ikke den til Katolicismen heldende Mening, at Mennesket lidt efter lidt kan arbeide sig frem til Retfærdiggjørelse for Gud. Denne var for ham en Domsakt, som foregik helt ud, naar Synderen ved Troen blev tilregnet Christi Retfærdighed.

Heller ikke troede han, at Menneskets Omvendelse behøvede at foregaa efter visse paa Forhaand fastsatte Trin med længere Mellemrum. Det kan nok være, at der findes Spor af denne sidste Retning hos ham i Begyndelsen; men han har frigjort sig derfra lidt efter lidt.

Endnu længere var han fra den Retning, som anser Guds Aands forberedende Naadesvirkninger for den retfærdiggjørende Troes Frugter og saaledes bestyrker Mennesket i Selvforblindelse og

– 69 –

aandeligt Hovmod. I saa Henseende turde der være større Fare ved at tildømme end at fradømme et Menneske Livet i Gud.

 Den, som har læst Rosenius’s Skrifter, førend han har lært at kjende Haaves Breve om Retfærdiggjørelsen i Christo, kunde fristes til at tro, at Haave er en Eftersnakker af Rosenius; men, naar vi erindrer, at Haave allerede i 1840 skrev det Brev, som kanske mest af alle kunde lede til en saadan Antagelse, saa kan vi skjønne, at det ikke kan forholde sig saa; thi Rosenius begyndte først 3 Aar efter at fremstille sit klare Syn paa denne Sag.

Haave er ogsaa mere forsigtig og nærmer sig ikke saa meget den modsatte Yderlighed som Rosenius. Nyevangelismen finder ikke saa megen Støtte for sine yderliggaaende Anskuelser hos Haave i hans Tale og Skrift som hos Rosenius, ligesom denne stod nærmere den Yderlighed over Livet at glemme Læren end hin. Vi behøver her kun at minde om Rosenius’s Forhold til Baptisten Scot og Haaves Forhold til den lammerske Bevægelse.

Heller ikke med Grundtvigianismen kunde han indgaa Alliance trods den fælles Kamp mod Vantro og død Rettroenhed.

Sjelden skal vi finde en saadan Omsorg for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand som hos Hauges Venner, og Bekjendelsen var det Banner, de samlede sig om.

Haave elskede vor Bekjendelse som en dyrebar Skat og kunde ligefrem harmes, naar nogen vilde gjøre gjældende Meninger, som ikke stemmede med den. Vi ved, at vi kan finde Veien til Salighed efter den Bekjendelse, som er fremlagt af de kjære Reformatorer, og derfor er

– 70 –

det ufornødent at forstyrre den broderlige Enighed ved i Egensindighed at gjøre sine egne Meninger gjældende og udsætte sig for at spotte Herren og fare vild fra Sandheden.

Dette var hans Tanker i denn Henseende, og særlig bestræbte han sig paa at bevare den Enighed, som grunder sig paa i Ydmyghed at agte hverandre høiere end sig selv; denne Enighed var ogsaa ganske anderledes fremtrædende hos Hauges Venner dengang, end vi i Almindelighed finder det nutildags i religiøse Kredse.

Hvor forskjællig var ikke Haave fra f. Ex. Elling Eielsen, en Bondesøn fra Voss, som fremtraadte 6 Aar tidligere end Haave ! Denne havde særlig Evne til at vække og ryste San\mvittighederne, men han vilde nødig bøie sig under de Ældre. Han var rastløs og havde et mere uforfærdet Mod end nogen Lægmand før ham. Hans Maal var “at sætte Ild paa hele Landet”.

Han var ustanselig i sin Iver, men uviselig i sin Fremfærd.

Haave derimod “lod sig villig styre af de Ældre” (Myhrebøe) og udmærkede sig ved at veilede og frede Gemytterne. Han var en rolig Mand “med megen Erfaring og christelig Visdom og desuden en stø Personlighed”.

— Eielsen sagde tilsidst : “Jeg har ikke mere Rum i disse Lande; jeg vil reise over til Amerika”; dette gjorde han ogsaa og stiftede Hauges Synode. “Hans Stivsind og Egenraadighed førte ham desværre paa Afveie, og han traadte ud af dette Kirkesamfund og stiftede et andet, som bærer hans Navn”.

Haave derimod optraadte altid med Beskedenhed og Ro, men dog med Bestemthed og med en sjelden Kjærlighed til vort Folk og Land, ja endog til vort Kirkesamfund, hvis Brøst i flere Henseender han dog

– 71 –

havde Øie for. Hvor let kunde han ikke, om han havde villet, opkastet sig til en Slags Reformator, og som Menighedsforstander traadt ud af Statskirken (f. Ex. oppe i Reisen og Bardo i Nordland) !

I vore Dage ser det ofte ud til, at man søger at drage størst mulig personlig Fordel af sin Dygtighed som Guds Ords Forkynder, snart som Forfatter, snart som Emissær eller Menighedsforstander.

Istedenfor at kaste Sprængstof ind søgte han tvertimod stadig at virke til Enighed og om muligt ad lovlig Vei forbedre den kirkelige Forfatning. I sit Forhold til dem, han maatte erkjende for Vantro og Uomvendte, viste ogsaa Haave, at han var hævet over den pietistiske Indskrænkethed. En Ikketroende og en Gjenstridig bliver let sat i samme Klasse, og Følgen heraf er den, at den Christne derved vanskeliggjør sig sin store Verdensopgave at være Salt og Surdeig.

Haaves Maal var at kaste Surdeig ind i det hele Samfund. Hans Synskreds udvidedes stadig mere og mere, hvorfor enkelte syntes, at han tog altfor lidet Parti.

Til Trods for Haaves dybe Agtelse for og store Kjærlighed til vor Kirkes Bekjendelse var han dog mere tolerant end de fleste paa hans Tid.

Grunden hertil var hans høiere og friere Syn i Forbindelse med Haabet om Kirkens heldigere Organisation ad normal historisk Vei.

Det tør hænde, at Haave allerede tidlig begyndte at haabe paa bedre Tider. Hans Ven og (en Tid) Reisekammerat Mads Vefring gik til Universitetet, og de troende Professorer Johnsen og Caspari begyndte sin velsignelsesrige Virksomhed, hvorfra der fra den Kant syntes at være meget at vente.

– 72 –

Arbeidet for at fremhjælpe unge, christeligsindende og begavede Mænd havde hidtil hovedsagelig bestaaet i at tilholde dem at øve sig i Læsning, at skrive Breve o.lign. for saa at drage dem frem til at holde Bøn eller tale lidt i Opbyggelser eller, om de ansaaes skikkede dertil, at holde Opbyggelsesforedrag (som Exempel herpaa kan nævnes Lægprædikanten Lars Olsen. Han blev vakt ved Haaves Virksomhed i Nordland og stod siden i stadig Brevvæxling med Haave, som han kaldte sin aandelige Fader. Han blev senere Præst i Amerika og skal være død i 1878. Ligeledes John Nilsen Fjeld. Ogsaa han blev vakt ved Haave og virkede en Tid som Opbyggelsestaler paa Østlandet, men reiste senere til Amerika og blev Præst i den norske Synode).

Hertil kom, at de blev tilholdte at lære sig forskjellige legemlige Færdigheder; ofte fik de ogsaa Tillidshverv i Communen.

Paa Haaves Tid begyndte flere Bønder at sende sine Sønner til høiere Skoler, ja endog til Universitetet. Saaledes begyndte Standsforskjellen mere at udjævne sig. Lægfolk kunde forkynde Guds Ord, og Bondesønner kunde blive Præster.

— Hauges Venner var saa godt som de eneste af “Almuen” som paa den Tid havde noget Kjendskab til Landets kirkelige Love og havde læst og tænkt over Kirkens Bekjendelse. De indsaa godt, at denne ikke var til Hinder for en bedre Organisation af Kirken; de følte sig tvertimod overbeviste om, at de havde den paa sin Side, naar de arbeidede for en saadan.

Conventikelplakatens Ophævelse havde ogsaa givet dem Haab om Støtte fra Lovgivningens Side.

Hverken Haave eller hans Venner havde dog, saavidt mig bekjendt, optaget noget bestemt

– 73 –

Program i saa Henseende. For et saadant tilkommer de bergenske Reformvenner Æren.

Haave havde imidlertid sin Opmærksomhed henvendt paa at ophjælpe yngre, christeligsindede Mænd, baade som Hauge Venner før ham havde gjort, og saaledes som Samtiden havde givet ham Vink om. Flere af Haaves bedste Venner sendte sine Sønner til Universitetet og til Missionsskolen.

Efter hvert som han rykkede frem i Aarene og kom ind i Forretninger, følte han stærkere og stærkere, hvad Kundskaber har at betyde.

Paa egen Haand arbeidede han med Regning, læste den store Hanssens og Lunds Grammatik. Derefter lagde han sig efter Geografi og Naturhistorie. Stadig arbeidede han for at vinde Mænd med Kundskaber for sin Opfatning, og blandt sine Venner tællede han ikke faa Lærere og enkelte Præster.

Hans Kndskaber fra Barneaarene var, som vi har hørt, meget smaa; derfor blev ogsaa hans første Optræden aldeles paa haugiansk Maner. Hans første “Forkyndelse” af Guds Ord bestod i en Sammenblanding af Bøn, Lærdomme, fremstillede i korte, slaaende Udtryk, og Formaninger, alt eftersom Stemningen og Tankerne rørte sig hos ham. Han dvælede da hovedsagelig ved Nødvendigheden af Omvendelse og Helliggjørelse. Lidt efter lidt begyndte han at dvæle lidt nærmere ved enkelte Tanker eller ogsaa bevæge sig mellem de forskjellige religiøse Sandheder, saaledes som disse i Øieblikket kom frem for hans Tanker, aldeles uden Plan.

Senere søgte han en Slags Tankegang i Forhold til Saliggjørelsens Orden. Han søgte at give de Sandheder, han vilde fremstille en indbyrdes Sammenhæng. Undertiden oplæste han et

– 74 –

længere Skriftafsnit, af hvilket han tog enkelte Stykker frem og lagde Forsamlingen paa Hjerte.

Han søgte ogsaa op et Skriftafsnit, som gav ham Anledning til i en Slags Sammenhæng at fremholde de Sandheder, han paa Forhaand havde bestemt sig til at tale om. Temmelig tidlig begyndte han dog at udtænke og nedskrive en kort Tankegang, hvortil hele hans Foredrag sluttede sig, eller han gjennemgik ganske nøiagtig et enkelt Skriftsted.

Allerede før 1847 havde han Færdighed i at uddrage Satserne af et enkelt Skriftsted og at holde sig til dem i Løbet af Opbyggelsestalen. Han kunde ogsaa med god Orden og Sammenhæng holde sig til et bestemt Thema.

Han havde saaledes hævet sig betydelig over den Forkyndelse, som var den almindelige i de haugianske Kredse.

Iøvrigt udmærkede han sig ved Styrke og Klarhed i Tankegangen og i Evne til alsidig at belyse en Sandhed og dvæle saa længe ved den, at den blev tilfredsstillende opklaret og i passende Tid optog Sindet. Han havde Evne til paa en meget behagelig Maade at lægge Beslag paa Sjælen, frede Gemyttet og befæste Forsættet.

Han kunde i Talens Løb bringe Stemningen til en betydelig høide uden Affektation.

Praktisk slaaende Sandheder, fremsatte med Alvor, Fynd og roligt Eftertryk, greb efterhaanden hele Sjælen, idet Taleren besad en eiendommelig Gave til netop i rette Øieblik at gribe Følelse og Villie gjennem Erkjendelsen.

Kyndige Mænd har sagt, at hans Foredrag, naar han var rigtig oplagt, for længere Deles Vedkommende var af betydelig homiletisk Værd.

— “Menneske vennen”, No. 4, 1882 siger : “Derhos var han i ganske overordentlig Grad begavet som Folke-

– 75 –

taler”. Dr. Bang fortæller, at pastor Vefring har erklæret, at “han hverken af Læg eller Lærd har hørt saadanne Taler som af Haave, naar han var oplagt, og det ikke alene fra Indholdets, men ogsaa fra Formens Side“.

Paa samme Tid som hans dybe christelige Alvor vakte Liv overalt, hvor han færdedes, saa kom han tillige med Lys og Ro, og det var maaske det mest fremtrædende ved ham, denne forunderlige Gave til at opklare, hvad der var dunkelt, og at bringe Fred der, hvor Gemytterne var oprevne. Ved sin sjeldne Gave i denne Retning fik han ogsaa en Indflydelse som neppe nogen anden Lægmand siden Hauges Dage.

Som Forfatter optraadte han ikke. Han har kun skrevet nogle Sange (særlig Anlæg som Poet havde han neppe, omendskjønt nok flere Vers end de, som er optagne i Hauges Salmebog, kunde have fortjent Plads i en Kirkebog), en hel Del Breve, som dels er stilede til enkelte og dels til flere i Fællesskab. Disse sidste blev oplæste i Forsamlingerne og omsendte til de enkelte og af disse ofte copierede.

Hans Breve om Retfærdiggjørelsen, hvoraf et er anført, virkede til megen Velsignelse ved at frigjøre Sjæle, som var mer eller mindre bundne under Loven. Dr. Bang kalder disse Breve epokegjørende.

Forøvrigt virkede han ved Opbyggelser og Samtaler med den enkelte, og dette blev ham tildels anstrængende nok.

Det er af nogle sagt, at man havde likt bedre, om Haave mindre havde imødekommet Tidens Krav paa Udvikling og mindre tilfredsstillet sin Skjønhedssans. Da

– 76 –

der imidlertid er forskjellige Meninger herom, turde det være rettest at omtale hans Forhold i saa Henseende noget nærmere.

Et Øienvidne — M.H. — fortæller, at hun mindes ham, første gang han besøgte Nabosognet Svanø. I en Opbyggelse paa Gaarden Osen holdt han Bøn. Hans Klædning var da sorte Benklæder og en graa, kort Trøie med Uldens naturlige Farve.

Han var nylig begyndt at deltage i Opbyggelser, og var meget undseelig. Man var glad for hver en, som begyndte at holde Bøn i Opbyggelserne, og dertil kom, at han havde det med sig at blive godt likt overalt.

Der blev sat en Stol for ham, rigtig en national en, med Udskjæringer og fint, broderet Træk. Selv sagde han siden, at han skulde være inderlig glad, dersom han kunde have sat sig henne ved Ovnen paa Enden af en Bænk.

Da han begyndte at reise, aflagde han snart “Koftetrøia” og fik sine Klæder farvede, tildels rudede. Dette kunde endda gaa an, men saa begyndte han paa sine Reiser at bruge Kraver og Overskjorte af finere Lærred eller Shirts; da blev det for meget, syntes enkelte. Endnu værre blev det, da han til en af sine Reiser paa Østlandet fik sig en Trøie af finere Tøi; da begyndte mange at frygte for, at Haave var bleven lidt fin paa det.

Fra andre Hold lød det anderledes. Haave havde ikke saa liden Omgang i lidt finere Huse som f. Ex. hos Handelsmænd baade i By og Bygd. Disse syntes, at, vel var Haave “simpelt” klædt; men saa var det endda saavidt, at man kunde tage imod ham.

“Det er saa forunderligt med Haave”, sagde engang en Fru D., “han er saa tarvelig antrukken og bærer sig ikke saa fornemt ad; men det sømmer ham dog

– 77 –

alligevel, og han kommer saa godt ifra det”.

— Nogle Damer fra Bergen besøgte ham engang, medens han var hjemme paa Haave. Han boede da i en “Bu”. Dette var et Slags Stue med Loft, men uden Ovn og tjente oftest til Opbevaringssted for Klæder og andet Bohave eller som “Logihus”, oftest dog begge Dele.

Loftet blev da betragtet som Stadsværelse, og her havde alt det kostbareste faaet sin Plads. Her fik ogsaa Hædersgjæster sin Plads.

Damerne havde ikke ventet at finde Haave i en saadan Bolig og kunde ikke noksom udtrykke sin Forundring over, at han kunde klare sig saa tarveligt.

— Da han skulde bygge paa sin egen Gaard, syntes mange, at baade Vaaningshus og Ladebygning blev for storartet anlagt. Med Vaaningshuset gik det saaledes til, at Tømmeret blev kjøbt paa en Auktion over Lasten af et forlist Fartøi, og han vilde ikke have sparet synderligt, om han havde indskrænket Planen.

Den usynlige Haand, som leder alle Begivenheder, styrede dette derhen, at han derved tog et tungt Tag til Bedste for sin Søn, der efter menneskelig Beregning neppe ellers var kommen til at besidde Gaarden efter ham. Haave anede vist ikke, at han beredte et Hjem for Frk. Svanø, en Datter af O.T. Svanø’s Søn.

For at forstaa Haave ret i denne Henseende maa vi huske paa, at han paa sine mange Reiser havde seet og været plaget saa meget af Slurveri, ligesom han ogsaa havde lært at kjende og sætte Pris paa bedre Stel.

Sildefisket havde bragt Velstand ind i mange Hjem; en bedre Levevis begynde at blive almindelig. Hertil kom hans Giftermaal med en Datter af en Landhandler, og

– 78 –

for hende vilde han gjerne gjøre det saa bekvemt og hyggeligt som muligt. Hun var forresten en meget husholderisk og dygtig Kvinde.

Fremfor alt maa vi ikke glemme, at han ifølge sin Udvikling og Charakter maatte udføre, hvad han foretog sig, saavidt muligt fuldkomment, om han skulde være tilfreds dermed.

Angaaende Mødernes Ordning den Tid skal jeg bemærke, at Søndagsopbyggelserne begyndte med Afsyngelsen af en kort Salme; derpaa blev Kollekt og Epistel oplæst, saa blev en Høimessesalme afsungen, hvorefter Evangeliet og en Prædiken derover blev læst. Saa en Salme igjen, hvorefter Opbyggelsestalen begyndte med Bøn, — ofte blev ogsaa et Vers afsunget; saa fulgte selve Talen, der afsluttedes med Bøn.

Efterat saa en Salme var afsungen, blev der sluttet med nogle paamindende Ord om en eller anden vigtig Sandhed.

Var der flere Guds Ords Bekjendere tilstede, kunde to eller tre tale, foruden at en begyndte og en anden sluttede med Bøn. Begyndelses- og Slutningsbønnerne var oftest en Sammenblanding af Bøn og Tale til Forsamlingen.

I Hjemmet og Nabosognene lod Haave ofte Kvinder begynde med Bøn. Mange af Haaves Venner har yndet, at Kvinder holdt Bøn i Forsamlingerne, ja, selv at de ogsaa kom med nogle Formaninger.

Haaves Mening om Kvindernes Stilling til Naademidlernes Forvaltning har jeg ikke kunnet finde i skriftlige Optegnelser; men ved at sammenholde de Indtryk og Erindringer, som Samtidige havde af hans Forhold og Udtalelser, med de ledende Grundtanker blandt Hauges Venner synes følgende at  have været bestemmende for ham :

– 79 –

Herren har skjænket sine Gaver ogsaa til Kvinder baade i det gamle og nye Testamentes Tid og ladet sine Profeter forkynde derom. De har ikke været negtet Indflydelse som Forfatterinder, Lærerinder, Bestyrerinder o.l.

Det viser sig klart, at Herren har vedkjendt sig deres Virksomhed baade før og nu, ja, anvist dem sine Virkepladse, veiledet dem i deres Gjerning og særlig velsignet dem.

At Haave glædede sig ved at finde Støtte for denne Mening hos Kirkefædre og Kirkelærere, er sikkert.

En Kjøbmand H. Hansen i Stavanger forærede ham i 1841 “Det aandelige Præstedømme” af Spener, og han har ved flere Leiligheder udtalt sin Glæde over Bogen. At Kvinden havde “Nødkald” til at tage sig af Naademildernes forvaltning, indrømmede han, men at gjennemføre Bonifacius’s Fremgangsmaade at ansætte Kvinder i Embedet var han paa det bestemteste imod, ja, han var ikke bange for at udtale sin Misnøie, naar Kvinderne viste sig hovne, fremfusende og prækesyge. Sligt maatte støde hans Ordenssans og beskedne Væsen.

Vennemøder og Vennesammenkomster var i de Dage ikke sjeldne. Naar en eller flere Lægprædikanter besøgte et Sted, samledes Slægt og Venner der, saa mange, som havde Lyst og Anledning, især om Aftenerne, ogsaa udenfor de almindelige Opbyggelser. De sang da, samtalte og havde sine Andagter, hvorved gjerne flere holdt Bøn og ofte en eller anden af de Yngre, som en Tid havde holdt sig til Vennekredsen.

Da “Vennerne” aldrig optraadte som noget Parti, var aldrig saadanne Møder stængte for andre, som ønskede at være med.

Heller ikke havde alle Vennerne Anledning til at være med;

– 80 –

oftest sad flere omkring i Krogene med Længsel i sine Hjerter efter at faa være med.

— Et andet Slags Vennemøder bestod deri, at Venner fra Nabosognene besøgte hverandre. Ved saadanne Leiligheder sang man, bad og læste Guds Ord enten af selve Bibelen eller af en anerkjendt Andagtsbog; desuden samtalte man om sine Erfaringer eller om Forstaaelsen af et eller andet Bibelord, samt paamindede, trøstede og styrkede hverandre.

Saaledes havde man Venne- Bønne – og Samtalemøder, dog ikke ganske af samme Art som man nu tildels træffer dem.

At bruge Bønnemøder som Vækkelsesmidler, idet man søgte at formaa hvemsomhelst til at bede høit, stred imod den Betydning, man lagde i Bønnen som Bekjendelse.

At Haave ogsaa lagde den tilbørlige Vegt paa den stille Omgang med Herren og Bøn i Lønkammeret, fremgaar af følgende Linier i et Brev fra ham, skrevet i Aalesund den 25de October 1860 :

“Jeg har oftere i mine Breve erindret om Bønnen som en absolut nødvendig Del af vor Gudsdyrkelse og Christendomsøvelse; men dermed forstaaes ikke blot Oplæsning af Bønner, opskrevne i Bøger, ja, ikke engang blot den stedsevarende Bøn under Arbeide og Forretninger, men ogsaa Bønnen i vort Lønkammer. Der bliver Samtalen mellem Gud og Sjælen aller varmest og mest fortrolig, og der er det ogsaa som oftest, at Synderen bekommer Tro og Trøst og en glad Samvittighed.

Det er i Lønkammeret, at Synderen som oftest stilles nærmest Christi Kors og nyder den korsfæstede, døde og opstandne Frelsers Kraft.

Der,

– 81 –

ja der har mange knælet bedrøvet og opstaaet glad, knælet syg og opstaaet sund og derfor begyndt med Bøn og endt med Lov og Taksigelse.

O, salige Stunder ! Gud hjælpe os at bruge dem, at bede og faa, at bede og ikke blive trætte, til vi engang af Naade har udført Striden til Seier !”

¤

Ak Fader, lad dit Ord, din Aand dog ret faa Overhaand !

Og se, hvor fuld din Urtegaard af Torn og Tidsel staar;

din Vext du har vel her, men, ak, hvor tynd den er !

Hvor lidet er dog Kraften kjendt af Ord og Sacrament !

¤

O Jesu, Jesu, kom dog snart at se din Vingaards Art !

Af Døbte vrimler Stad og Land, men hvor er Troens Brand ?

Hvad hjælper det, vi ved, du Døden for os led,

naar vi ei staar mod Satans Verk i Troen frisk og sterk ?

¤

O Hellig Aand, for dig, vor Skat, vi græder Dag og Nat;

kom, giv os samme Lys og Kraft, vor’ Formænd før har havt,

da Christendommen stod som Træ med sterkest Rod

og Krone fuld af Frugters Sne og Purpur ! Lad det ske !

Hans Adolf Brorson.

Skriv inn søkeord..