fredrik tobias knudsens levnetsløb (levnetsløp)

– som del av boken : “Fredrik Tobias Knudsens og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedskrevet og udgivet af F. T. Knudsen i hans 81de Aar”; Christiania. Det forr. B. M. Bentzen’s Bogtrykkeri. 1867;

– fra sidene 3 – 63 :

I det Haab at mine endnu levende Børn, Børnebørn, Slægt og Venner onske at læse det, vil jeg, saavidt min Hukommelse tilsteder, nu i mit 81de Aar beskrive mit Levnetslob i denne Verden. Med dette Foretagende og med Hensyn til det jeg ellers vil udtrykke mine Tanker om, er det min Hensigt at være Sandheden tro uden Omsvøb, og saavidt jeg ved Guds Hjælp har fundet det at være Sandhed for Gud.

Af Mangel paa Underretning om mine tidligere Forfædre maa jeg begynde først ifra min Oldefader af, nemlig Knud Nilsen, om hvem jeg intet mere ved, end at han var en gudfrygtig Sømand og Bruger af Gaarden Husefjeld i Qvinnesdal. Han døde salig i Herren, og jeg maa tro, at hans gudfrygtige Børneopdragelse hidindtil ved Guds Naade har fulgt med hele vor Slægt.

Hans Søn Fredrik Knudsen var min Bedstefader eller Farfader, og boede med sin Hustru Thorbør paa Gaarden Dranksland i Lyngdal. De havde to Sønner og en Datter, der ligesom Forældrene bleve gudfrygtige Folk. Han havde adlært Smedeprofessionen i Christiansand, hvilken Profession han siden lærte sine Sønner, der begge bleve særdeles dygtige Smede.

Efter de ovennævnte Bedsteforældre fik jeg Navn. De levede og døde salige i Herren. Deres Søn, Svend Knudsen, var Smed og Gaardbruger paa Gaarden Eitland i Vandsø Sogn. Han og hans Kone vare meget agtede og elskede Folk, der i Sandhed vare gudhengivne. De havde fem Børn, som lignede deres Forældre i sand Gudsfrygt.

Svends Kone døde tidlig af en altfor længe forsømt ubetydelig Skade i en Taa; hun var en meget elskelig Sjæl. Svend indgik siden nyt Ægteskab, og vandrede paa Jorden i 93 Aar før han indgik i den evige Hvile. Hans gudfrygtige Søster blev overmaade ulykkelig gift med en verdsligsindet Mand, der i Forening med sin Coneubine i alle Maader plagede hende saaledes, at hun i lang Tid var sindssvag, indtil vor Herre ved en salig Død løste hende ud af sin store Trængsel.

Min elskede Fader, Knud Knudsen, Fredriks anden Søn, blev født paa Gaarden Dranksland i Lyngdal den 4de December 1744. I Aaret 1780 indgik han Ægteskab med min kjære Moder, Anne Chatrine Jacobsen, født paa Gaarden Knivsland i Vandsø Præstegjeld pr. Farsund, den 27de Januar 1766. Mine Bedsteforældre paa Modersside, Ole Jacobsen med sin Hustru Gunvor,

– 4 –

vare meget agtede Folk. Hans Søn af 1fte Ægteskab, Peter Carlsen, var ikke gudfrygtig førend i sin sidste Sygdom, og hans anden Søn, Jacob Lorentz Jacobsen, der var Klokker i Herred Sogn, blev heller ikke omvendt førend i sine sidste Levedage; men han førte en from Vandel med sin troende Hustru Karen, som blev 90 Aar gammel.

Bedstefader Ole Jacobsen delte hele sin Gaard Knivsland imellem disse sine to Sønner og min kjære Moder, der fik en Fjerdedel mindre af Gaarden end enhver af Brødrene. Disse mine Bedsteforældre førte en from Vandel, og jeg haaber at de og deres Børn ere tagne til Naade af Frelseren, førend de forlod denne Verden.

Min Moder blev tidlig opvakt og troende. Min kjære Fader havde et ualmindeligt Geni, og var en overordentlig Smed. Han istandsatte f. Ex. et uhyre stort brukket Anker for et russisk Orlogsskib, hvilket Arbeide ingen anden Smed turde befatte sig med. For Jorddyrkning og Fabrikanlæg vandt han den 1ste Sølvmedalje af det danske Landhusholdnings- og Commerce-Collegium for Fabrikanlæg og Jorddyrkning.

Mine Forældre beboede i lang Tid den Del af Gaarden Knivsland, som tilfaldt min Moder, og paa hvilken min Fader ved Siden af Professionen og de andre Anlæg som han foretog, saasom Frugthavers Indretning med mange Frugttrær, ogsaa opryddede megen Jord og begrov utallige Læs Sten under Jorden.

Han indgjerdede med Sten et stort Bjerg til en Faaresti, og flyttede alle fine Huse hen paa et behageligere Sted, opførte en Stampe og Kornmølle, tilligemed et Farveri med behørige Værelser; og alt dette udførte han hovedsagelig og for det meste med egne Hænder. Hans Flid og Virksomhed og Opfindelsesevne var utrættelig, thi han ønskede at være et i alle Maader følgerigt Exempel for alle sine Naboer.

Men hans Gudsfrygt og hans mange Forsøg paa at vinde Sjæle for Jesus var dog hans kjæreste Syssel, og jeg tvivler ikke om, at hans Arbeide har baaret Frugt for Mange for Tid og Evighed.

Naar disse dyrebare Forældre, med deres Børn omkring sig, laa paa deres Knæ, og med Hjertens Bøn og Paakaldelse bade om Saliggjørelse for hinanden, saa gav dette et Eftertryk til deres øvrige Formaninger og strænge Opdragelse hos deres Børn, der ved Guds Aands umiddelbare Magt bragte dem nærmere hen til Gud.

Fem Aar efter deres Bryllup, den 26de November 1785, blev jeg Fredrik Tobias Knudsen, den ældste af deres ni Børn, født til denne Verden paa Knivsland. Jeg plagede dem uden Ophør ved at skrige i 21 Uger, saa at de maatte bære mig paa Hænderne Nat og Dag, hvorved den Ene maatte løse den Anden af.

Et Par Aar derefter blev min Broder Ole Knudsen født, som senere i Krigens Tid med England blev Proviantskriver paa Kutterbriggerne Laugen og Langeland. Han var et Geni, men da han havde Skade for Brystet, og ikke efter Lægens Raad vaagede nok over sit Hang til Selskabelighed, eller afholdt sig ganske fra berusende Drikke, saa døde han af Tæring før han

– 5 –

blev 30 Aar gammel i en Blodstyrtning. Da det nærmede sig til Enden med hans Liv græd og bad han om Naade og Forladelse, og derfor tror vi at han blev benaadet. Han efterlod sig sin Kone og en Søn, Cornelius Knudsen, tilligemed fire Sterbørn.

Cornelius blev saa færdig i Malerkunsten, at han dekorerede et Værelse paa Slottet i Christiania, der blev kaldet Knudsens Værelse, og tillige malede og dekorerede Slotscappellets hele Indre. Dersom han havde afholdt sig fra Drukkenskab, kunde han nu have været en stor Mand. Vi bede Dag og Nat om hans Omvendelse.

Et Par Aar senere blev min endnu levende Broder, Christian Knudsen født; han bor i Christiansand, og har bestyret flere Ombud der, som Vægter-Lieutnant, som civil Vagtmester og som Bestyrer af Arbeidsanstalten; han er nu Farver. Baade han og hans elskværdige Kone har ført en christelig Vandel, men om de ere fødte paany ved jeg ikke, men jeg tror at de tragte derefter. De have tre gifte Børn og to døde

Min ældste Søster, Grethe Christine Knudsen, blev som spedt Barn ved en Skræk, som den ugudelige Farver Mohnhaupt indjagede hende, kastet imod Vuggekanten med Næsen, saa at en Aare sprang i samme; hun blødede saalænge indtil Blodet ikke mere havde Farve, og dog beholdt hun Livet. Denne Blødning gjentog sig siden Tid efter anden, indtil hun blev voxen og gift med Abraham Jensen, der havde en liden Jagt, hvormed han hentede Bord fra Christiansand til sin Handel. Omsider døde hun af Forblødning. Hun var ikke lykkelig gift, hvorfor hun ikke tabte noget ved denne Omskiftelse, saameget mindre som hun stod i Forbindelse med Jesum, hendes himmelske Brudgom.

Min endnu levende Broder, Andreas Christian Knudsen, blev af Regjeringen sendt til Veterinær-Anstalten i Stockholm; han bestod godt sin Examen der og er nu Amtsdyrlæge i Bergen. Med sin elskede Hustru Magdelene Christine, født Bryning, fører han en christelig Vandel; men om de ere fødte paany ved jeg ikke, men jeg haaber de længes derefter. Han har forhen været mig og mine til stor Hjelp, især mens jeg boede i Christiania. Han havde en ældre Broder, Andreas, fra hvem han fik sit Navn. Denne lille Broder var kun 1/2 Aar gammel, da vor Moder en Morgen tidlig fandt ham død i Vuggen af et Slag som havde gjort hans Legeme blaat.

Dyrlægens eneste Barn, Knud Johan Diderik Knudsen, er gift i Christiania med Andrea Thoen og ansat ved Hypothekbanken der, hvor han ved sit Forhold gjør sine Forældre megen Glæde.

Vi havde ogsaa en Søster ved Navn Helene Elisabeth Knudsen, et meget elskeligt Barn, som vor Herre tog til sig da hun var syv Aar gammel.

Vor yngste Broder, Zakarias Knudsen, er, som jeg tror, forenet med sin Gud og lever med sin gudfrygtige Datter paa Gaarden Knivsland i Vandsø; de beboe en mindre Del af Knivsland. Han har en søfarende Søn ilive og en Søn, der døde paa

– 6 –

Havet, og tillige en gift Steddatter efter sin salige Hustru. Han saavelsom Dyrlægen har i deres Ungdom udlært Smedeprofessionen i Bergen. Han har ogsaa været Skolelærer og Kirketjener i Vandsø Sogn.

Vor yngste endnu levende Søster, Anne Rebekke Jensen, var et Aar gammel da min ældste Datter blev født. Og havde vor kjære Moder ikke været saa ubetænkt, at bortgifte hende til denne Abraham Jensen, som forhen havde havt hendes Søster Grethe Christine til Kone, saa havde hun sandsynlig nu været i høi Ære og Velstand og havde undgaaet megen Kummer paa Jorden. Men da hun og hendes mange Børn ere Gud hengivne, saa ved Gud bedre end vi om ikke Kummer kan være bedre end Velstand. Hun har et godt Haab om sin Mands salige Udgang af Verden, som skeede for et Par Aar siden, og hun lever nu i Farsund som Enke. Hun har syv Børn som leve, hvoraf tre Sønner i Amerika og en Søn og tre Døttre i Farsund.

Min Fader solgte sin Gaard Knivsland, og efter nogen Tid kjøbte han en Gaard Øster-Wathne, som han ikke mange Aar derefter igjen solgte, hvorefter han med Familie flyttede til vor Broder Ole Knudsen i Christiansand; han endte salig sine Dage der i Aaret 1823, 76 Aar gammel.

Da min Broder Ole nu allerede var død, opholdt vor kjære Moder sig dels hos Broder Christian Knudsen i Christiansand, og dels hos Broder Andreas E. Knudsen, som i den Tid var Dyrlæge i Christiania.

Da hun anede at hendes Død ikke var langt borte, flyttede hun igjen til min Broder Christian Knudsen i Christiansand, fordi hun gjerne vilde blive begraven ved Siden af sin Mand. Hun endte sine Dage i Aaret 1844, 80 Aar gammel, stille i Gud og uden at give en Smertens Lyd fra sig. Den Dag hun gik hjem maa hun vist have anet, fordi hun i betids forlangte Vadskevand, skiftede Linned, satte sit Haar istand og lagde sig hen paa Sengen, og medens min Broder Christian og hendes intime Ven Pastor Dybdahl med flere sad hos hende, saa bleve de neppe hendes Afsked vaer. Pastor Dybdahl glædede os meget siden ved at forære os den Tale, han holdt ved hendes Grav.

O, hvor usigelig lykkelig jeg allerede er i dette Liv, i den søde Forvisning, at kunne samles med disse og alle mine Kjære i Himmelen; ja, jeg er et af de lykkeligste Mennesker paa Jorden. Da mine kjære Forældre vare inderlige Tilhængere af BrødreKirken, saa vare de og deres Børn i Grunden aldrig i et egentlig Medlemskab af den Lutherske Kirke, hvoraf dog jeg og min salig hjemgangne Datter, Fredrikke Johanne Knudsen, ere formelig udtraadte i Aaret 1857. Og jeg haaber at ingen af vor Slægt nogensinde har ment, at Jesu Christi sande og synlige Kirke har været til paa Jorden, uden alene i de allesteds adspredte Jesu sande Elskere der ere fødte paany og leve i Gud og han i dem.

– 7 –

 

Jeg Fredrik Tobias Knudsen, den ældste af ni Sødskende, er som anført født paa Gaarden Knivsland i Vandsø Præstegjeld pr. Farsund den 26de November 1785.

I den Tid havde Provst Bugge, Fader til afdøde Biskop Bugge i Throndhjem, som et Redskab i Herrens Haand, lagt Grund til den store Opvækkelse, som dengang forefom der, hvilken Vækkelse Sønnen senere ved Guds Magt udbredte tildels over det hele Præstegjeld; men især i Vansø Sogn, hvor flere Hundrede bleve vakte, og vist mange af dem bleve troende og Tilhængere af Brødre-Kirken, saaledes som deres Lærer var det.

Lige fra mine Børneaar var jeg paavirket af Guds forbarmende Naadekald, der fra mit 10de Aar overvandt mig i den Grad, at det siden blev min eneste vigtige Trang og Fornødenhed at faa mine Synders Forladelse af Jesum og Vished derom i mit Hjerte. At der til den Ende maatte ske noget Overordentligt havde jeg antaget, men hvorledes vidste jeg ikke, fordi jeg ikke forstod at aabne mig til Raadførelse hos Nogen.

Men jeg græd og bad min Frelser derom paa mine Knæ i enhver Krog, inde og ude, og først i mit 13de Aar blev de Ord : «I hvilken vi have Forløsning formedelst hans Blod, som ere vore Synders Forladelse», en Veiledning til Jesu Blod, hvis Kraft Frelseren lod mig saa levende nyde, at al min Frygt og Tvivl og Angest over mine Synder, tilligemed disse, var aldeles borttaget fra mit arme Hjerte, ved overflydende Retfærdighed, Fred og Glæde i Frelseren, med Salighedsforsmag af himmelsk Glæde og Salighed.

At jeg saaledes blev født paany og døbt med den Helligaand, at jeg nød den sande hellige Nadvære af Frelseren selv i mit saliggjorte Hjerte, og at Herrens usigelig trofaste Langmodighed indtil dette Øieblik aldrig siden har ladet mig savne dette Vidnesbyrd, skjønt jeg saa ofte ved Mangel paa Aarvaagenhed eller ved Ulydighed havde fortjent at bortkastes, saaledes vil al denne Guds Kjærlighed til mig arme benaadede Synder stedse forøge min Salighed og min Frelsers Herliggjørelse af mig i Tid og Evighed.

To af vort Sogn bleve valgte som Deputerede, hvoraf min Fader var den ene; de bleve sendte til Kjøbenhavn, og vare saa heldige at faa udvirke hos den danske Regjering, at Magister Bugge blev ansat i sin Faders Sted som Sognepræst til Vandsø, medens hans Fader ikke meget villig dertil, fik et godt Præstekald paa Østlandet. Denne Forandring angrede mange Troende siden, da Magisteren, der forhen havde vist saa stor Nidkjærhed i Omvendelsesværket, endelig i Slutningen af det 18de Aarhundrede, omtrent 1792 eller 94, sveg samme i dette Præstegjeld, blev meget verdslig i sin Vandel og søgte sig hen til Fredricia, hvorfra han blev Biskop i Throndhjem, og der kom tilbage til Herren i sine senere Aar.

Da der nu efter ham kom en Sognepræst til Vandsøs, der alene var Embedsmand, saa var der intet at vente af ham for Omvendelsessagen, omendskjøndt han taalte Conventikelholdelse. Derfor henvendte mine Forældre og andre Hellige sig til Brødrene, for at faa en

– 8 –

Forstander for dem, hvilket omsider lykkedes.

Men den Broder de erholdt, havde ikke Evne til at fortsætte det begyndte Guds Værk, som allerede mere og mindre var i Aftagende. I den gamle og unge Bugges Tid var mine Forældres Hus et sædvanligt Forsamlingssted, saasom de gjensidig vare de intimeste Venner; men da Vækkelsen saa meget tog til, blev der bygget et eget Forsamlingshus paa Gaarden Raastad midt i Sognet, som efter Præsteskiftet snart ganske sløifedes.

Derimod holdtes Forsamlingen cirka 12 Aar i det Hus, som af Brødrene blev bygget til Broder Bau paa Knivsland.

I den Tid blev jeg udnævnt til Hjelpebroder for de yngre Mænds og ugifte troende Brødres aandelige Pleie. Der var ogsaa dengang (1804—5) nogle Troende af Slægt og Venner i Qvinnesdal, Lyngdal, Spind og Herred, som vi besøgte af og til med megen Opbyggelse. For mit Hjerte var det en salig Tid, saa jeg ofte længtes meget efter at komme hjem fra dette jordiske, fremmede Land, der allerede havde skaffet mig mange Sorger og Fristelser.

Allerede i Aaret 1797 havde min Fader bygget et stort Farveri paa sin Grund ved Præstevandet, en Indsø ved hans Gaard Knivsland, til en meget ugudelig tydsk Farversvend, der anstillede sig gudfrygtig eller dog moralsk, og som efter et Aars Læretid skulde dele Fortjenesten med mig. Kontrakten med Svenden var lovmæssig nok, men baade Øvrigheden, som skrev den, og min Fader havde forglemt at bestemme Tiden, inden hvilken al min Faders Bekostning paa Farveriet og flere hundrede Daler til Farvervarer fra Hamburg skulde tilbagebetales, hvorfor min Fader for at blive dette ugudelige Menneske qvit, endnu maatte laane 200 Daler at kjøbe ham fra sig med, efter at han havde forbrugt de fleste Farvervarer i alskens Ugudelighed.

Medens jeg var hos ham, sparede han ingen tænkelig Maade for at forføre mig og gjøre mig Livet surt, saa at jeg meget ofte ønskede, at det havde været mig tilladt at springe i Vandet og drukne mig.

Han var en stærk Drukkenbolt og Hoerkarl. Han havde en gift Kone paa den anden Side af Vandet, som efter Signaler besøgte ham. Han sagde at alt dette, og naar han kunde faa bedrage Nogen, var hans største Glæde. Han fortalte om alle sine Dueller medens han var Spion i fransk Krigstjeneste, sagde ofte at han ikke vilde i Himmelen, thi der var saa koldt og saa faa Folk; men han vilde i Helvede, der var saa mange, og der kunde han stege Poteter i Vinduet.

Dette Gevær som hænger her, sagde han, har jeg ladet, for saasnart som din Fader vil anlægge Proces mod mig, at skyde ham ihjel, og derpaa gaar jeg hen og drukner mig derude i Vandet. Men ! men ! men ! Ve dig, din Skjelm, dersom du siger det Ringeste om nogenting mig angaaende, saa dræber jeg dig strax.

– Jeg var ung og ellers meget frygtsom, og turde ikke sige et Ord til mine Forældre, men gik med mig selv, bad og græmmede mig over al denne Vederværdighed.

Da dette Rovdyr kom bort, hans Navn var Johan Gotlob Mohnhaupt, saa fik vi en godmodig, duelig, men ogsaa til Bræn-

– 9 –

devin forfalden Svend, der forhen havde været Mester i Christiania, ogsaa en Tydsker, ved Navn Meier, som var særdeles flink saalænge han fik Brændevin nok. Duelige vare de begge.

Endelig fik vi en respektabel Svend fra Christiania.

Min Fader havde oprettet en Stampemølle og Møllebrug for sig, og jeg var istand til at styre Farveriet alene i mit 13de Aar, denne høitidelige Tid for min Sjæl. Jeg havde forhen i Vinteren mellem det 10de og 11te Aar, lært eller gjennemgaaet Navigationen og skulde bestemme mig til Søen. Men en af mine fortrolige Venner sagde til mine Forældre, at det var umuligt for en Troende at være Skipper eller Styrmand for det ubændige Smugleries Skyld, som i den Tid var uundgaaeligt, og derfor blev jeg ikke Sømand men Farver.

Jeg havde megen Lærelyst, men at blive Præst, allerhelst Missionær vidste jeg ingen Adgang til, skjøndt det syntes mig i den Tid at være det høieste Trin, et christent Menneske kunde opnaa.

Jeg holdt mig stedse seperat fra Verden og kjæmpede med min faldne Natur, for at bevare og behage Gud i mit Hjerte. Ved min saakaldte Comfirmation var jeg i en meget ængstelig Betrykkelse, paa Grund af det skrækkelige Løfte jeg skulde aflægge, som jeg vidste at intet Menneske kunde holde eller har holdt, og da jeg vidste, at jeg nødvendig med Alle blev en Meneder for Gud, Præsten, Menigheden og mig selv ved den Leilighed, saa skjælvede og bævede min Aand, Sjæl og Legeme.

Man tvang jo da som endnu ethvert Barn, der ikke vil udtræde af Statskirken, til det Løfte, for at undgaa at comfirmeres paa Tugthuset; men i den Tid var det umuligt uden Landflygtighed, at træde ud af Statens Kirke, saa fast havde Præstestanden, lige fra Keiser Constantins Tid, vidst at binde Christi aandelige Rige paa Jorden til den verdslige Regjering og Pavemagt.

Denne Kirke havde udklækket den stygge Inkvisitions-Forordning af 13de Januar 1741, der endog forbød Husandagt naar mer end to var tilstede, som ikke hørte Huset til, med mindre man kunde faa Præsten eller blot en simpel Student tilkaldet.

Ved Hjælp af denne Forordning pinede Kirken eller Præstestanden, indhyllet under Statens Culisser, den tapre, herlige Hans Nielsen Hauge, ved flere Slags Straffemaader i 12 Aar, hvilket meget kortede af paa hans Liv. Men da man havde afhørt 600 Vidner og efter en 12aarig Proees, fridømtes han af Høiesteret for alle legemlige og aandelige Forbrydelser; mærk vel, paa det nær, at han ikke havde ophøiet Geistligheden i sine Taler, og at han stundom havde forsømt at sige vedkommende Præster, hvor han vilde holde en Forsamling, som kostede ham en Mulkt af 1000 Rigsbankdaler, efter at man havde segvestreret og formindsket hans Formue. Mange af hans Tilhængere satte man før og efter den Tid i Tugthusene, fordi de havde holdt Conventikkelmøder.

Omtrent i Aarene 1803 til 1804 geraadede jeg i en gjensidig Forbindelse med en meget agtværdig, ligealdrende Pige, Datter af

– 10 –

mine Forældres bedste Venner, ved Navn Anna Rebekka Olsen, hvilket Ingen havde noget at indvende imod.

Men da Forlovelsen ikke snart kunde realiseres fordi jeg endnu ikke kunde sætte Bo, saa indfandt der sig hos hende og hendes Slægt, efter et Par Aars Forløb, en Rival, der som Skibskaptein baade var mere anseet og bemidlet. Derfor holdt man paa at forføre hende til at give Slip paa mig og at svige mig, endskjønt de vilde være saare retskafne Folk.

Den skadeligste Mand, som derved voldte os begge usigelige Lidelser, hvilke sikkerlig bleve hendes snare Død, var min Rivals Broder.

Denne Mand, der havde været min fortrolige Ven og Lærer i Navigation, Retskrivning, Dicimal-Brøk m. m, paatog sig at overtale mig til at tro hans Paastand, at det ikke var Guds Villie, at Anna og jeg skulde blive Ægtefolk, hvilket, da han ingen Aabenbarelse kunde have derom, ikke nyttede til andet end til at plage os og gjøre ham mørk i mine Øine.

Men endelig lykkedes hans gudfrygtige Overtalelsesgaver ham hos hendes Slægt, saa at hun tilsidst opgav mig. Han var gift med hendes Søster, efter at have sveget en anden af hendes Søstre, og lempede det nu saa, at hun tog hans Broder til Ægte; men ingen af e fandt sig lykkelig gift, og snart derefter døde min Anna Rebekka salig i Herren.

Førend hun døde var jeg hos hende, og da hun saa mig sagde hun : Fredrik ! nu Gudskelov faar jeg snart den Brudgom jeg saa længe har ventet paa.

Jeg tror at hun led og døde af Kjærlighed til mig; thi hvor vi kom sammen i et Selskab, efter at hun havde opgivet mig, og saa mig bedrøvet, sagde hun stedse : Jeg kan ikke udholde at se dig bedrøvet, jeg maa ikke se dig. Men da hun var borte, som var min jordiske Skat, saa var med eet den hele Natur, mine Forældres og Venners Huse og det hele Land ligesom en Ørken, hvorfra jeg maatte flygte af Mangel paa Hengivenhed i Guds Villie.

Jeg havde bestilt en Leilighed til London, men da dette ikke blev noget af, kom jeg til Bergen i 1807, da Krigen med England brød ud.

I 1806 stræbte jeg fra allerførst af at indføre Kokoppe-Vaxinationen i Vandsø Præstegjeld, ved at reise omkring uden Skyds og uden Betaling, og fik jeg ved megen Overtalelse Lov til at vaxinere Folkets Børn, hvilket omsider lod sig bedre gjøre, efterhaanden som fornuftige Forældre og Venner foregik de andre med et godt Exempel.

Det kostede meget Bryderi med at gaa, ofte en hel Mil to Gange, for at paasætte og efterse, at forskrive Materie og Blanketter, samt at udfærdige og uddele saamange Attester paa Ære og Samvittighed til 300 Børn. Siden maatte man betale derfor og selv reise til Vaxinatøren.

I Aaret 1809 foretog jeg det samme i Etne Præstegjeld, ni Mil søndenfor Bergen.

– 11 –

Endskjøndt jeg i Aaret 1793 kun var meget ung, havde jeg dog hørt tale om Polens Deling og den franske Revolution, om Skrækkensregjeringen i Frankrig og den franske Kong Ludvig den 16des Henrettelse i Paris, samt om Marrats Regjering sammesteds, da man ved Gulliotinen udøste Blod som Vand, ligetil Robepierres Regjering tog en Ende; de øvrige Epoker og Revolutioner Frankrig har jeg endnu mere kjendelig havt Erindring om.

Ankommen til Bergen kunde jeg ikke faa Arbeide hos nogen Farver, men da jeg af en Kjøbmand Jonas Lund i Egvaag var bleven forsynet med en Anbefaling, forskaffede denne mig Arbeide paa et Contor, hos Krigscommissær Wiby, i et halvt Aars Tid, indtil jeg for egen Regning fik leiet et Farveri i Byen.

I 1807 tog vor Herre Vaarsilden bort fra Sverige og styrede den til Norge, efter at vi i 30 Aar havde maattet undvære den; men Krigen med England udbrud ogsaa i dette Aar, hvilket Overtroen sagde var en Følge af Sildens Ankomst.

I Aaret 1808 havde jeg en ikke ringe Fortjeneste ved at koge Hvid-Sæbe, som satte mig istand til at være mine kjære Forældre til megen Hjælp. Da jeg kom til Bergen var jeg som Christen anbefalet til en gudfrygtig og christeligsindet Skomagermester, Elias Christoffersen, der meget interesserede sig for mig, og desuden gjorde sig det til Opgave at faa mig vel gift, hvilket han meget pønsede paa og endog forsøgte at udføre; men forgjæves, indtil han omsider opnaaede sit Ønske, ved at bringe mig i Bekjendtskab med Jomfru Asseline Johanne Marie Lie, der i Aaret 1809 virkelig blev min Hustru; hun var født i Bergen den 13de December 1784. Hendes Fader var død, og hun og hendes Moder, vare ligesom hendes salige Fader, Broder og Søster, sande Guds Børn.

Da benævnte Elias Christoffersen laa paa sit Sidste, sendte han Bud efter hende og mig, og beteede sig saaledes, som om han var vis paa at vi To skulde blive Ægtefolk, endskjøndt der var megen Hindring derfor, som ved Pengetab blev ryddet af Veien.

Min vordende Svigermoder og min Kjæreste ønskede da helst at kjøbe en Gaard paa Landet. Og da min Svigermoder i 1809 havde solgt sin Gaard og Smedeværksted i Bergen, saa flyttede vi til Etne Præstegjeld, i den Tanke at kjøbe en Capteins Gaard der; men da Capteinen var fraværende i Krigen, saa kunde ingen Handel ske. Da jeg kom hjem fra en Reise til Østlandet og traf sammen med dem i Etne, holdt vi der vort Bryllup paa Gaarden Gjærde, den 11te Februar 1809. Siden kjøbte vi i nærmeste Sogn, Aalund, Gaarden Hustvedt, hvorpaa der kunde fødes 2 Heste, ca. 12 Kjør, 50 Faar og Gjeder og avles 50 Tønder Korn.

Vor ældste Datter, Maria Hendrikke Laurentze Knudsen

– 12 –

blev født paa Gaarden Hustvedt i Aalund den 29de September 1810. Jeg havde bedet Gud om, at dersom han gav os Børn, han da vilde give og to Sønner, for om han tog den ene fra os, vi da maatte have en i Behold, og han gav os i det heletaget otte Børn, tre Sønner og fem Døttre.

Den Omstændighed at vor Gaard Hustvedt, efter de da gjældende Love, kunde tages tilbage af Odelsprætendenten for den Pris vi havde kjøbt den for, uden Erstatning for de nye Huse, som vi nødvendig maatte bygge derpaa, og den Omstændighed, at der var saa mange uduelige Papirpenge i Omløb, at de fleste hjemmeværende Ynglinge, der ikke vare Soldater og i Krigen, slet ikke vilde tage Tjeneste hos Nogen, men hellere som Lediggjængere drive Handel, saa at man var aldeles forlegen for Tjenere til Gaardens Drift, gjorde at jeg maatte indbyde 29 Naboer mod stort Traktement til en Hjælpedugne, for at nedslaa det meste af min Eng paa een Dag; paa dette Græs fik vi tre Ugers idelig Regn, saa det var gulbrunt og bedærvet da jeg fik det ind i Hus.

Og af hvad jeg havde saaet af godt Korn og Rug, der ikke var voxen i eller vandt med denne Egn, høstede jeg næsten intet paa de tre største Agre. To kostbare Kjør og en overdentlig stor Oxe mistede jeg det første Aar; Oxen fandt sin Død i en Myr paa Fjeldet, den bedste Ko faldt ned af et høit Fjeld og slog sig i mange Dele, den anden Ko svandt ind og døde, saa at Intet af disse tre kunde benyttes. Endelig foruden alle disse Uheld maatte vi ogsaa indse, at ingen conditioneret Familie kunde leve paa en saadan Gaard, og derfor saa vi os nødsaget til at sælge den og flytte til Bergen igjen, Aar 1811.

Imidlertid formerede den snart derpaa følgende Statsbankerot, eller Pengenes Tilintetgjørelse, vort Tab i det Store.

Da vi flyttede til Bergen havde vi paa et Haar nær druknet paa Bukkefjorden; vi flyttede nemlig alt vort Husgeraad paa en stor aaben østlandsk Baad, som jeg havde kjøbt, og da jeg havde en paa Søen ganske uduelig Mand med mig og da det blæste haardt, saa at jeg havde nok med at styre Baaden op for Vinden, fordi vi havde store Seil, og derfor ikke skulde tage Sø ind fra Siden, og da Manden ikke forstod at nedtage eller formindske Seilene, saa vare vi snart synkefærdige ved at indtage Vand forfra, førend vi bleve det vaer.

Vi fik endelig Storseilet ned og holdt af under Vinden, medens min Kone øsede og Manden pumpede Vandet ud; vi bleve bjergede ved at seile ind under en ubekjendt Holme, hvor jeg tog Rev i Seilene og fortsatte Kursen til Bergen.

Jeg spurgte min Kone hvad hun tænkte i Farens Øieblik, da Baaden ved enhver lille Sø tog Vand ind, dels fra den ene og dels fra den anden Side, førend vi fik Pumpen igang. Hun svarede mig, at hun var glad over at vi var der Allesammen, nemlig fire, foruden en snild Amme og min daarlige Sømand. Saaledes frelste Gud os Alle dengang fra den øiensynlige Død.

Jeg havde allerede kjøbt et Hus i Bergen og derved conserveret en Del af de slette Penge jeg fik for Gaarden Hustvedt;

– 13 –

thi at en Daler kun var 2 Skill. af Værdi vidste man dengang ikke noget om. Dette Hus var mere hensigtsmæssigt for en Farver, som jeg agtede at være, end for en Kjøbmand, som jeg siden nødsagedes til at blive, fordi der næsten ingen Farvervarer var at bekomme i Krigens Tid og Farverne intet Arbeide havde. Jeg tog altsaa Borgerskab som Kjøbmand, og var glad ved at blive Borger førend min Kones Nedkomst, for at, om jeg fik en Søn, han da ikke behøvede at være i Sø-Rullen.

Snart derefter forundte den kjære Gud os vor ældste Søn, Hans Christian Knudsen, født i Bergen den 11te Decbr. 1811 og død den 11te Februar 1816. I sin forte Levetid, han blev fire Aar og to Maaneder, var han det elskeligste Barn i enhver Henseende. Han var udrustet med ganske udmærkede Aandsgaver, og med en Kjærlighed, der var saa stor, at han i mange Dage ikke kunde faa dø for Længsel efter sin Fader, som dengang var paa en Reise.

Hans største barnlige Glæde og Lyst var at agere Præst og anstille Gudstjeneste med sine Jevnaldrende; saa tidt han kunde, indkaldte han saadanne smaa Drenge og Piger til Kirketjeneste, som de holdt i et Værelse for sig selv. Han lærte tidlig mange Psalmevers udenad, som han sang med Hjertenslyst og som han brugte at synge før og efter sin Prædiken; naar han meddelte Nadværen, og naar han døbte Dukker for Pigerne, saa gik altsammen andægtigt til.

En stor Armestol tjente ham til Prædikestol, og saa ofte som han sang det Vers i Guldbergs Psalmebog : «Han er opstanden, store Bud ! etc,» saa tilsatte han ved Versets Ende de Ord : «Han var død, men se han lever vel», og naar han sang de Ord : «Min Himmel er nu aaben», klang dette helt prophetisk.

Han blev baaret til Graven af 12 unge Kjøbmandssønner, ved hvilken Leilighed alle hans udenadlærte Vers bleve sjungne.

Da jeg kom hjem fra bemeldte Reise, der varede længe, men som dog blev fordelagtig, da jeg medbragte en Ladning Sild, var han allerede død for 11 Dage siden. Da jeg kom ind sprang jeg op paa Salen, hvor han laa, kastede mig ned for Gud og bad om, at dersom han ikke paa nogen anden Maade kunde saliggjøre mine Børn, han da vilde tage dem Allesammen, den ene efter den anden.

______________________________

Min Omvendelses og Saliggjørelses Periode. – Næsten fra min Barndom af og saa længe jeg ikke var mig bevist at have syndet for egen Regning, elskede jeg Frelseren meget, tilligemed alle jeg mente vare hans Folk, og jeg havde mange Fornemmelser af hans Kjerlighed til mig. Men da jeg siden mere og mere befandt mig under Loven, ved mine Synder og mit Hjertes ruinerede Tilstand og Vantro, især fra mit 9ve til mit 13de Aar, som var min Omvendelses- og Saliggjørelses- Periode, i hvilken det hovedsagelig laa mig paa Hjertet, at faa en upaatvivlelig Forvisning af Frelseren selv om alle mine Synders Forladelse, og naar jeg i disse Aar paa mine Knæ

– 14 –

stedse græd og bad derom, – saa gjorde jeg altid den Contrakt med ham, at han gjerne maatte føre mig paa saa tunge Veie i denne Verden som han selv vilde, naar jeg blot maatte opnaa det store Formaal at blive salig i Livet, i Døden, og i den uendelige Evighed.

Jeg anede altsaa, at saadanne Veie vare hans Forehavende og naadige Ledelse med mig, og at mit vægelsindede og letsindige Hjerte kun paa denne Maade kunde tøiles og naa frem til et saligt Endemaal; den Alvidende modtog naadig min Contrakt, og ved mine Erfaringer ligetil idag har det stedse vist sig for mig, at dette var hans Veie til min Pleie, og ligesom alle hans saliggjørende Veie ere hans eget Værk, saa har han i min hele lange Levetid bevaret mig for de allerfleste Synder, som for menneskelige Øine kunne være synlige; paa den Maade var jeg fra min Ungdom af stedse anseet af de Hellige som en hellig Mand.

Men for Guds Øine og i hans Nærværelse havde jeg altid utallig Meget, af Mangel paa Alvor og Aarvaagenhed, formedelst Gudsforglemmelse, Snublen og hemmelig Skjødesynd, at afbede og omvende mig fra.

«Thi hver den Sjæl som synder skal dø». Jeg kjæmpede med Gud om Naade og Kraft til at afstaa fra den ene Synd efter den anden, saa snart jeg blev den vaer. Og jeg ser nu, at dersom al Synd stedse havde været utaalelig for mit Hjerte, saa havde jeg nu opnaaet en saare ønskelig Grad af Helliggjørelse og Salighed, og endda kan jeg i Tid og Evighed ikke nok fuldtakke Frelseren for hans usigelige Trofasthed og Overbærelse, Langmodighed og Naade mod min Sjæl, saa at jeg stedse i mer eller mindre Grad har fornummet Noget af hans Aands Vidnesbyrd i mit fattige Hjerte om, at jeg aldrig har været ganske forladt af min dyrebare Frelser eller tabt hans evige Fred og Hvile.

Herrens Navn være evig lovet, for at jeg i mine senere Aar har opnaaet lidt mere Alvor, Aarvaagenhed og Forsigtighed, og en mere aandelig Omgjængelse og Forening med den levende Gud, alene ved hans Naade og Varetægt.

Til Gavn for de Sjæle, som ved Guds Magt have fast besluttet sig til for evig at søge Jesum og Himmelen, vil jeg herved advare mod at søge Veiledning hos Mennesker eller af menneskelige Skrifter, men ene og alene i Guds Aands indre Tale i deres egne Hjerter, alvorlig sammenlignet med den hellige Skrifts sammentagne Vidnesbyrd, og en forstandig og forsigtig Lydighed mod denne Jesu Aands Veiledning i deres Hjerter, til at føde dem paany ved Omvendelse og Benaadelse, en stedse mere og mere inderlig Forening, en personlig og indvortes Omgjængelse med den levende Gud og himmelske Menneske, Jesus Christus.

Jeg kunde ikke bekvemme mig til at være en saakaldt Kjælderhandler; men valgte Bondehandelen, til hvilken Handel jeg maatte leie Søboder. Til Silde-Salteri havde jeg anskaffet en Jagt at afhente Sild med. Denne Jagt hedte den lille Johan.

– 15 –

I det Heletaget var denneslags Handel med alle de Varer, som Bonden behøvede, ligesaa variabel for mig som for alle Andre, og snart maatte jeg ogsaa erfare, hvor mange Fristelser og Feiltrin en Handlende kan være udsat for.

Den 3die April 1813 forundte vor Herre os en Datter, nemlig Marthe Helene Lie Knudsen. Imidlertid voxede vor Husholdning i denne dyre Tid, hvor der neppe var Mad at faa tilkjøbs fra Magasinerne eller hos Andre. 1 Tønde Rug kostede 6 á 900 Daler, og da næsten al Indførsel var standset, saa stege Priserne for hver Uge mer og mer paa alleslags Varer, saa at den, der vilde handle forsigtig og med sine egne Penge, stedse gik mere og mere tilgrunde, tillige ogsaa formedelst Pengenes slette Værdi, saa at blot de der havde handlet med Kredit og andres Penge bleve Formuende.

Da nu næsten ingen Varer mere gaves at handle med, maatte jeg paa det nærmeste lade Sildesalteri og at fare efter Sild med mit Fartøi være min Hovedbeskjæftigelse. Forhen i nogle Aar, medens der endnu gaves Varer, stod jeg i Handelscompagni med Bataillonscommandør Bøyke Rulffs, der havde bekvemme Boder for Bondehandel, hvilke jeg til fælles Fordel skulde benytte som den Handlende.

Men da dette omsider blev umuligt, saa besluttede vi at salte og udskibe en stor Ladning Vaarsild til St. Petersburg, og til den Ende foer jeg efter Sild fra Fiskeværene. Den meste Sild kjøbte han selv og saltede i Bergen; men denne Sild var for gammel til Udskibning, hvilket Arbeide vi snart maatte beklage, thi vore 500 Tønder Sild blev i St. Petersburg solgt til en saa ringe Pris, at Fragten ikke kunde betales med den hele Ladning.

Dette var et stort Tab for mig. Nu vidste jeg ingen anden Udvei til Fortjeneste, end at fare paa Sommer- og Vinterfiskeri, for at salte og føre til Byen den Sild som jeg saaledes kunde faa. Men dette var ogsaa usikkert og som en Hazardhandel; thi naar det nu hændte, at jeg ingen Sild fik, eller led Tab paa det jeg havde saltet, gik jeg til agters, faa jeg ved Siden deraf maatte pønse paa at finde andre Recurser til Hjælp.

Jeg bryggede engang 12 á 14 Tønder Ædikke, men da jeg vilde sætte en ny Brygning, var de Varer jeg skulde bruge dertil i en saa høi Pris, at dette ikke lod sig gjøre. Da jeg nu vilde forsøge Sæbefabrikationen, saa havde allerede en Kjøbmand Berle forsynet hele Østlandet med sin ubrugelige Sæbe til en Spotpris. Fiskeriet maatte jeg da holde fast paa.

Jeg havde beregnet mig en stor Fortjeneste ved at brænde det afskyelige Brændevin, og var saa taabelig at stole paa, at dette Arbeide ikke alene var lovligt for Enhver i den Tid, men at endog Hauges Venner og Hauge selv gjorde det. Jeg anskaffede mig Apparater dertil, og holdt ved at brænde Brændevin; men dette Arbeide blev kun en Forbandelse og næsten Ruin for mig. Jeg havde jo ellers ogsaa handlet med denne skadelige Vare, paa Grund af samme Indbildning om lovlig Haandtering og fordi der dengang ingen Tanke var iblandt Folket om Brændevinets Fordærvelighed.

Den 18de Marts 1816 forundte den kjære Gud os en Søn,

– 16 –

nemlig Hans Christian Knudsen, som siden i sit Liv blev rhinsk Missionær i Store Namaqualand i Syd-Afrika.

Han blev født sex Uger efter at den Førfte af samme Navn døde, ligeledes medens jeg var paa en Reise efter Sild.

Enhver Dato for mine udvortes Epoker, kan jeg efter saa lang Tid ikke erindre; men alle udvortes Omstændigheder har jeg anført, og skal anføre dem efter den strængeste Sandhed.

Førend jeg gaar videre, vil jeg til Guds Lov og Pris fortælle en overraskende, frelsende Bønhørelse og Hjælp i min daværende betænkelige Stilling og Forlegenhed. Jeg havde nemlig modtaget af min Fader 7 á 800 Daler for at bruge dem i Handelen, saalænge indtil han havde kjøbt et andet Gaardbrug; men da jeg Aaret før havde leiet et Gjæstgiveri nogle Mile nordenfor Bergen, og for at completere dette Fiskevær med Varer fra Byen, var saa ulykkelig at tage disse Varer paa Kredit, hvilke, førend jeg fik dem udsolgt, faldt ned til den halve Pris, formedelst Pengevæsenets Forbedring, og da jeg desuden havde levet et heelt Aar uden den ringeste Fortjeneste, saa var mine Finantser i en meget slet Tilstand.

Jeg tænkte nu med Gru derpaa at min Fader snart kunde fordre sine Penge tilbage. Jeg havde forhen kunnet hjælpe ham, og nu saa det ud til at jeg maatte gjøre ham forlegen. Tiden kom, han kjøbte en Gaard og forlangte sine Penge tilbage; men nu fik jeg ogsaa se, hvad Gud er istand til at gjøre.

Jeg vidste ingen Udvei, men maatte dog forsøge at udkaste Garnet. Jeg udrustede mit lille Fartøi ved Kredit med Salt og Tønder, foruden endel Hamp, Tobak og Brændevin, hvormed jeg agtede at betale Silden, ifald jeg kunde opspore noget Sted hvor den fiskedes.

Endskjøndt jeg nordover ikke kunde faa opspurgt noget Sted, hvor der fiskedes Sommersild, saa tog jeg dog nordover for at tage afsted til Søndfjord. Imedens bad og klagede jeg min Nød for Herren, saa paatrængende som det var mig muligt, Dag og Nat. Da jeg kom fire Mile fra Byen fik jeg Modvind, som jeg nødig vilde have, men til mit Bedste; thi der fik jeg vide at der skulde være Sild en halv Mil derfra. Jeg leiede en Mand og Baad derhen; men den Smule Sild som havde været der var borte, og dog skulde jeg derhen for at faa vide, at to Mil nærmere Havet ved Marøen stod der Sild i Laas.

Jeg fik den samme Mand med mig did, sluttede Akord med Fiskerne om den Sild de havde for 10 Rigsbankdaler pr. Tønde og fik fire Mand med mig tilbage, som bugserede Fartøiet derud om Natten, gjennem en mig ubekjendt Kanal. Om Morgenen fik jeg en Ladning saltet, og da de allerede havde fisket mere Sild paa et andet Sted som stod i Laas, saa kjøbte jeg ogsaa denne. Jeg sendte derfor en Mand fra Øen til Bergen med denne første Ladning Sild, og forskrev en større Jagt, og Salt og Tønder i begge Fartøier tilbage, ligesom jeg da ogsaa fik Penge til at betale Silden med, saa ingen vidste eller fik vide, at min Kasse da jeg kom derud, blot bestod af 7 Rigsbankdaler. Jeg saltede og Bønderne fiskede stedse mere Sild, indtil jeg havde bragt nogle hundrede Tønder til Byen, og Fiskeriet var ganske forbi.

– 17 –

Da nu denne Sild som jeg fik af Guds Haand, var al den Sild som kom til Byen i den Sommer, saa fik jeg solgt den største Del deraf til den høie Pris, nemlig 40 pr. Daler pr. Tønde.

Saaledes fik jeg ikke alene de Penge, som min Fader skulde have, men ligesaamange tilovers at dække meget af min Gjæld med, saa at denne Bønhørelse stedse har, og altid vil for mig være en af de største og mest haandgribelige timelige Velgjerninger fra Guds egen Haand.

Den 25de Januar 1819 forundte vor kjære Gud og Frelser os den tredie Datter, Anne Cathrine Knudsen, født i Bergen.

Jeg havde kjøbt et stort Slupfartøi, ved Navn Vovehalsen, som jeg lod kjølhale og brænde; men da den manglede et Anker og adskilligt Tougværk, saa var jeg for det første, nemlig i den Tid, ikke istand til at gjøre den seilfærdig til en Reise. Jeg haabede paa bedre Dage, eller ventede paa en bedre Tid, men forgjæves; og endelig maatte jeg sælge den igjen.

Jeg fragtede nu med en Bondejagt 100 tomme Tønder og endel Salt og andre Varer til Eie i Sogndal i indre Sogn, hvor jeg agtede at salte Brisling. Jeg ventede der et Par Maaneder med Længsel og Sorg, fordi der ingen Brisling fiskedes; heller ikke kunde jeg komme hjem igjen, fordi alle Fartøier for Modvind ikke kunde komme tilbage fra Byen. Fire Mil fra Eie fik jeg en gammel Jagt til mig, hvori jeg ladede 40 Tønder blød Bondebrisling som jeg havde indkjøbt, samt mine 100 tomme Tønder, Salt og andre Varer, og desuden 100 Tylvter Bord, som Generalinde von Krogh gav mig med som Fragtgods; men om Natten vakte Jagtens Folk mig, fordi den vilde synke og de kunde ikke holde ud at pumpe længere.

De holdt nu paa at kaste alle Bord paa Land og alle Tønder paa Bryggen, medens jeg ilede til Generalinden i Koupanger for at beklage mig. Da jeg nu kom tilbage til Eie, saa var Fartøi og Folk desertert og en Mil af Sigte fra mig. Sildetønderne havde ved at opkastes skjødesløst paa Bryggen tabt mange Baand og megen Lage, der gjorde Silden lidet afsættelig; men se ! – da endelig Omstændighederne havde holdt mig i Arrest der ifra Micaeli til Jul, saa gjorde Gud at der fiskedes til mig 80 Tønder god Brisling faa Dage sør Jul, som jeg saltede med egne Hænder, fordi ingen mod Betaling vilde taale den stærke Frost, der neppe var at udholde.

Da jeg saa havde forsynet denne Sild vel, saa kom Fartøier nok fra Byen og tilbød sig at bringe mig hjem. Saaledes var Gud saa naadig at vende det visseste Tab til Fordel for mig. Jeg kom strax paa Hjemveien, men Reisen varede længe, og derfor fik jeg den uforglemmelige Sorg at min kjære Hans Christian døde med overmaade stor Længsel efter mig, 11 Dage førend jeg kom hjem.

– Jeg vandt ikke lidet paa den nye Brisling, men den lange Tid tog meget bort.

Omsider havde jeg i Aaret 1820 saltet en Ladning Smaasild for mit eget lille Fartøi, med hvilken jeg agtede at seile til Bolstadøren paa Voss for at sælge, da der var liden Afsætning i Bergen, og da jeg nu skulde hente Skibsbaaden, som ved Afreisen var bortkommen, men nu

– 18 –

funden, saa lagde vi Fartøiet ind i Biskopshavn, strax nordenfor Bergen.

Jeg tog overland til Bergen for at hente Baaden, men om Natten udbrød pludselig en stærk Storm fra Vest, som stod lige ind i Havnen, hvorfor jeg saa hastigt som muligt tog tilbage til Biskopshavn over Land. Men da jeg kom havde Stormen allerede rettet Dræggens Klør, og Fartøiet laa sønderknust paa Klippen, Ladningen var tabt og Silden bedækkede Havets Bund; det Salt jeg havde tilovers gik samme Vei, tilligemed de øvrige Sager eller Varer, som tabtes eller bedærvedes, saa at jeg alene reddede Seil og Tougværk og endel af Dækket, da Stormen lagde sig.

Den Matros som var paa Fartøiet kom vel paa Land strax ved Stormens Begyndelse, men kunde ingen Baad eller Folk faa fat paa til nogen Hjælp, om dette havde været muligt.

Foruden dette smertelige Tab havde jeg tillige Tab, formedelst Pengenes Forbedring til Specier, som gjorde at jeg maatte betale Kreditvarer med 100 Procent. Paa det Nærmeste bestod al min Gjæld i hvad jeg skyldte Stadscapitain Fischer, hvem jeg uden Forlangende tilbød og gav Pant i mit Hus, for hvilket han dengang takkede, og rosede mig for min Retskaffenhed; men kort derefter fordrede han Gjælden afgjort, og da jeg imidlertid ikke kunde finde Adgang til noget Laan, saa bortsolgte han ved en eneste Auction mit Hus og store Hauge for mindre end den halve Værdi, saa at jeg intet fik tilovers, og saaledes blev husvild.

Men Guds Straf, som min bedrøvede Kone havde tilsagt ham til Gjengjæld for hans Ubarmhjertighed og Ondskab, rammede snart; han døde, og hans Søn maatte ligesaa fattig som vi gaa fra sin Faders Eiendom.

I dette Aar forundte vor kjære Gud og Frelser os den fjerde Datter, nemlig Fredrikke Johanne Knudsen, født i Bergen den 12te Marts 1822.

Imidlertid fortsatte jeg med at reise syd- og nordover paa Sildesalteri med leiede Fartøier, indtil ogsaa dette ikke mer lod sig gjøre. Desuden havde jeg gjort mange Reiser langs Kysten med forskjellige Handelsvarer hvorunder jeg ofte var i Fare for de engelske Orlogsskibe i Krigens Tid.

__________________________

Den i hans Tid velsignede Norges Apostel, Hans Nielsen Hauge, gjorde sig overordentlig fortjent af Fædrelandet ved at formere og almindelig udbrede Conventikkelvirksomheden, hvorved man opdagede, at Mange bleve opvakte og troende ved saadanne Lægmænd, som vare fødte paany, medens derimod næsten aldeles Ingen bleve troende ved Præstestandens Sjælesorg, hvilket vi endnu erfarer.

Hauge var selv et stort Middel i Guds Haand for Mange, og udsendte mangfoldige nationale Medhjælpere trindt omkring i Landet, saa at Lyset begyndte at fortrænge Mørket.

– 19 –

I Aaret 1813 ledsagede jeg min Kone og vore tre Børn og Amme hen til Lyngdal, tre Mil fra Farsund, paa Besøg hos mine Forældre, som for en Tid boede der.

Med en Skibsleilighed reiste jeg tilbage til Bergen i et vigtigt Anliggende; men da jeg saa hurtigt som muligt vilde forlade Bergen igjen, for at gaa til Lyngdal, gaves der ingen Leilighed.

I Forening med den samme Skipper, der nu havde forladt sit fragtede Fartøi i Bergen, og som vi forhen havde været med til Lyngdal, og som hastede lige saa meget som jeg med at komme tilbage til sit Hjem i Spind, kjøbte jeg en liden Hardangerbaad for at ro os frem med. Skipperen syede to Lagener sammen til et Raaseil, og to Matroser fulgte med os. Skipperen, en gruelig Vovehals, satte en stor Skibskiste ned i vor lille Baad, hvorved vi bleve formeget ladet og belemret paa Reisen. Jeg forstod det ikke, men Galmandsværk var det dog.

Vi tog fra Bergen Lille-Julaften i Modvind, som vedvarede de 20 Mil førend vi naaede Thannanger.

Vi roede tre Mil om Dagen i Modvind, saa at der ikke fandtes hel Hud indeni vore Hænder, og vi frøs ubeskriveligt. Fra Thannanger fik vi lidt Vind i Seilet, indtil vi kom forbi Jædderens Rev, men da begyndte Vinden at blæse stærkere, og Natten var nær, saa vi ikke kunde naa til Egersund; dog gjorde Gud det saa, at vi fik fat i en Fisker, der roede til Land, og som nu styrede vor lille Baad imellem høie Bølgebjerge og Brændinger iland til Haa paa Jædderen, saaledes at da vi kom til Land, maatte vi springe ud af Baaden i Søen, for med Hast at drage Baaden saa høit paa Land, at Landsøen (Sudraget) ikke skulde tage den fra os igjen.

Det var Nytaarsaften, og vi bleve godt forpleiede paa Haa; vi toge derfra Nytaarsdagsmorgen i taaleligt godt Veir til Egersund, hvor vi overnattede.

Fra Egersund toge vi Klokken 4 om Morgenen i godt Veir og Vind men i Bælmørke, og naaede frem i Nærheden af Listerfjorden; men da begyndte det i Forening med tykt Snefald at blæse en Storm af Sydvest, saa at den anden Livsfare var nær forhaanden; den optaarnede Sø fyldte ofte næsten vor lille Baad, og en maatte øse medens tre roede af alle Kræfter.

Land kunde vi ikke se, men høre af Landsøen, og at finde Land, om der gaves noget Redningssted, det kunde vi heller ikke. De tre af os ventede kun Døden; men Skipperen sagde under mange Eder : det har ingen Nød, bliver det værre, saa skal vi sætte Forstavnen imod Søen.

Dog, da Faren var størst og der begyndte at dages, fik vi se en Bugt, som vi med Livsfare naaede ind i, og da vi kom længere ind, fik vi Lov at følge med et Proviantskib, som laa der, til Lindesnæs Da vi havde forfrisket os lidt i Land, gik vi ombord med vort Tøi, og fik Slæbetoug paa Baaden, og Fartøiet gik fra denne Havn, som var Rasvaag, med en stærk Mærsseils-Kuling; men ihvorvel Skipperen heisede Flag efter Lods, som vi fik ombord, maatte vi dog gaa i Havn østenfor Lindesnæs. Nu havde vi nogle Mile at ro tilbage til Spind; men vor Baad var revnet i Forstavnen ved Slæbningen. Skipperen slog nogle Spigere ind i den og bandt den

– 20 –

sammen med noget Tougværk, og da Vinden lagde sig begyndte vi at ro tilbage forbi Lindesnæs.

Udenfor samme blev Søen høi, Baaden tog Vand ind gjennem Forstavnens Revne og en Kjæip eller Tolle gik itu, saa vi ikke kunde bruge mere end to Aarer, førend vi fik Hammer og Spiger ud af Kisten; endelig med megen Angest fik vi Baaden istand og Vandet ud af den, og bleve ogsaa denne Gang ved Guds Magt frelst fra den tredie Livsfare paa denne Reise, og kom til Bugdø i Spind. Tre Gange har altsaa Gud frelst mig fra Døden paa denne ene Reise, og ak, hvor ofte har han ikke ellers gjort det !

I Aaret 1815 foretog jeg følgende Reise :

Jeg seilede engang fra et Fiskevær til Bergen med et lidet Fartøi, der seilede overmaade daarligt, hvorfor det blev Nat førend vi ønskede og ventede det. Vi var ladet med Sild.

Jeg spurgte den kjendte Mand, som var med mig, om vi kunde finde frem; ja, svarede han, jeg tager ikke Feil af Veien. Det blev bælmørkt, saa vi ikke kunde se hinanden fra den ene Ende af Fartøiet til den anden. Vi tog feil af Veien og seilede ind i en Bugt, hvor vi havde omkommet, dersom vi ikke ved Hjælp af Lynild havde observeret Fare; vi vare nemlig komne saa langt ind, at det var yderst vanskeligt at komme ud derfra, især fordi dette Fartøi lidet kunde seile og mindre krydse, hvilket var nødvendigt for at komme ud igien; men krydse maatte vi.

Det tordnede og lynede forfærdeligt; vi gjorde mange Krydsninger med liden Fordel, men Gud vilde dog frelse os; thi da vi just seilede mod en Stenholme, uden at vide det, og vare saa tæt ved den som vi kunde uden at knuses, da viste et Lyn os Holmen, saa at jeg fik holde ned i Læ af den, og vi takkede Gud at vi kunde ligge der Natten over og udfinde hvor vi nu befandt os.

Da vi om Morgenen fik se og om, bleve vi vaer, at just der, hvor vi havde krydset om Natten frem og tilbage, var saa fuldt af Skjær og Klipper at ingen Baad kunde seile derimellem, og jeg blev ganske forbauset over den Guds Naade, som havde frelst os fra Døden. Vi fandt nu snart den rette Vei.

Og meget ofte ellers har vor Herre frelst mig fra Døden.

___________________________

I Aaret 1820 læste jeg Prælaten Bengels af Hofraad Stilling forbedrede Forklaring over Apokalybsen, der gjorde et usigeligt rystende Indtryk paa mit Hjerte. Jeg havde ikke forhen med fornøden Indsigt læst det 20de Capitel i Aabenbaringen om Herrens anden herlige Aabenbarelse fra Himmelen, ledsaget af hans salige Hære, som skulde faa deres Legemer igjen i den første Opstandelse; derefter skulde de Salige, som leve, i en Hast forvandles, siger Paulus, og komme med de Opstandne til at møde Herren i Skyerne, for samtlige at tjene og være med Herren i 1000 Aar førend den endelige Dom og siden i al evighed.

Bemeldte Bog havde ifølge Bengels progressive Beregninger næsten upaatvivlelig antaget,

– 21 –

at Herrens Aabenbarelse skulde foregaa inden Aaret 1836. Jeg læste at først efter de 1000 Aar skulde alle Uomvendte staa op og alle Mennesker møde frem for Dommen, og at naar Herren kommer, vil han kaste Dyret af Afgrunden og den falske Prophet i Ildsøen, tilligemed alle de Mennesker, der have taget Dyrets Mærke paa deres Pande eller paa deres Haand.

Forklaringen om alt dette forekom mig saa klar, at jeg opfyldtes med Skræk og Glæde og en stor Længsel efter at leve de 16 Aar indtil 1836. Jeg oplevede den Tid og lever endnu, med samme inderlige Længsel i mit Hjerte. Men Herren havde heller ikke saa nøie aabenbaret Tiden for sin Tilkommelse. Men Herren kommer. Læs følgende Bibelstæder: Joh. Aab 22, 10. Aad. 3, 13. 1 Thess. , 4. Matth. 24, 3. Maithæi Ev. 24, 15, i samme Capitel, V. 27, 29 og 30, og Cap. 25, V. 314 Aab. 19, 15 og 20. 2 Thess. 2 3 V. 2 Thess. 1, 8. 2 Thess. 1, 7. 1 Thess. 4, 13 og 18. Aab. 20, 5. Phil. 3, 11. Aab. 20, 11. Matth. 25, 31 og 32. Jer. 31, 7, 12 og 13 Vers.

Jeg havde nu forandret mit Borgerbrev, og maatte tage fat paa Farveriet; men ogsaa dette blev stedse mere kummerligt, thi da maatte vi betale en stor Husleie for at bo paa et beleiligt Sted, og sjelden kunde jeg faa de Apparater jeg skulde bruge bekvemt nedmuret; men det værste var, at naar Værten som vi boede hos døde, dette var Tilfældet paa to Steder, og ellers naar vi maatte skifte Bekvemmelighed, saa tabte jeg hver Gang saa godt som alle de Kunder af Nordfarere og Bønder, som jeg møisommelig nok havde sammensanket, hvilket gjorde Arbeidet og Fortjenesten utilstrækkelig medens jeg indtil 1830 boede i Bergen.

I Aaret 1821 foretog jeg, som Carigadør for en Landhandler paa et Fiskevær, en Reise til Gottenborg med 600 Tønder Sild, hvilken Commission, uden at jeg vidste det, var et stort Hazardspil baade for mig og de to Slupfartøier jeg til den Ende fragtede. Jeg frygtede for at Silden var slet saltet; thi denne Landhandler var saa taabelig at nedsalte 4000 Tønder Vaarsild i en Dynge paa sit Søbodgulv, og da han saa fik Tønder, lagde han Silden ned i samme uden Salt eller Lage, hvilket jeg fik erfare, da jeg kom til Gottenborg.

Den Tanke ængstede mig, at begge Ladninger maaske vare saa slette, at jeg ikke engang kunde betale Fragten med dem; men da jeg var saa heldig at antage Rigsdagsmand Samuel Arvidson til Commisionær, saa fik jeg Lov af ham til at omsalte al Silden i nye Tønder paa hans Søboder udenfor Byen, førend den kom ind til Byen til Vrageren, som derpaa erkjendte den for antagelig.

Ved denne Omsaltning maatte jeg bruge mange Folk, da jeg maatte styrte Silden, der laa sammen i en Klump, ud af hver Tønde og op i

– 22 –

store Kar, der fyldtes med overflødigt Vand, for at skylle hver eneste Sild førend den blev omsaltet.

Uagtet denne store Bekostning, lykkedes det dog min Commisionær at sælge den halve Del til Dagens Pris, og af Arvidson havde jeg betinget det Løfte, at hvis jeg ikke fik solgt den øvrige Del af Silden til samme Pris, saa skulde han selv beholde den til en noget lavere.

Dette Løfte maatte jeg benytte mig af, og da jeg paa Børsen sagde ham dette, svarede han, at han nødig kunde, men dog aligevel vilde staa ved sit Løfte, og at det glædede ham at finde en Mand i mig der bar saa stor Omhu for en fremmed Mands Eiendele.

Da Fragten var betalt, bragte jeg Landhandleren tilbage saa meget Salt og nye Bøgetønder, at han kunde salte tredobbelt saa stort Kvantum Sild i Tønder, som det jeg havde forhandlet, og tillige nogle Kontanter, samt 20 Spd., som jeg maatte hjælpe Skipperen paa hans eget Fartøi med for at komme ud af Byen, da han for sin Ladning fik saa lidet for Silden, at han ikke kunde dække Udgifterne.

Med et Par andre Sildefragter gik det ham ligefaa fatalt, som med hans eget Fartøi. Min accorderede Provision for denne Tjeneste, blev dog en midlertidig Hjælp for mig.

Imidlertid var vor Husholdning der bestod af 11 eller 12 Mennesker bleven saa kostbar, at Farveriet ikke kunde strække til, da vi desuden havde 80 Spd. i aarlig Husleie at betale, hvorfor jeg maatte forsøge ved Siden af Professionen at brygge Øl, hvilket heller ikke vilde forslaa, og jeg maatte derfor for at faa billigere Leie, flytte hen til en mindre Bekvemmelighed paa et mindre beleiligt Sted i Byen.

Den 19de November 1825 forundte Gud os den femte Datter, Lucie Margrethe Knudsen, født i Bergen.

___________________________

I 1814 blev jeg indviklet i Tænkning om Perpetum Mobile, formedelst en Skolelærer som leiede Hus hos mig. I Begyndelsen drillede jeg ham for hans Forsøg; men snart derpaa blev Muligheden af at udfinde en saadan Maskine meget rimelig. Jeg vidste at mange spekulerede paa det samme, og at England havde udsat en stor Præmie for sammes Opfindelse. Jeg troede at det kunde være muligt ved Kunst at overvinde Naturens Ligevægt, thi jeg vilde benytte CentralAtraktionen eller Tyngde- Kraften; og jeg tror endnu at dette vil ske, endskjønt jeg ikke var den der skulde finde det.

Af de forrige Aarhundreders saakaldte Adepters og Alchymisters kostbare Arbeider paa at udfinde de Vises Sten, og derunder at udfinde et Arkanum eller Universallægemiddel, at gjøre Guld, og at finde Perpetum Mobile, fandt jeg det sidste mest rimeligt at søge efter, og troede ikke at dette var Synd, helst da selve Johan Arendt havde et Laboratorium hvori han experimenterede.

De øvrige phantastiske Opgaver blandt disse Alchymister, som at skabe Lys, at qvadrere Cirkelen, at skabe Mennesker ved et hermetist Æg, og at opnaa den evige Ungdom, fandt jeg under al Kritik. Ligesaa gaadefuld fandt jeg de Beretninger om allehaande

– 23 –

Ridderordeners og hemmelige Selskabers Vandring til og fra Klosteret Cannobin, gjennem skrækkelige underjordiske Labyrinter iblandt fæle Spøgelser, samt om Exercitser gjennem de ægyptiske Pyramider, for ved disse Prøver ai gjøre sig værdig til den høie Stand og Gnosis, som de ville erhverve.

Ved mine Forsøg paa at finde Perpetum, troede jeg stedse at vinde mere Indsigt. Jeg arbeidede ikke derpaa uden af og til naar jeg ikke forsømte noget andet Arbeide, og anvendte ikke mange Penge derpaa, da en og anden hjalp mig til Materialier.

Efter flere Aar havde jeg endelig en stor Maskine istand, som bestod af en stor Cylinder, der dreiede sig om sin egen Axe, og i Maskinens indvendige Rum havde jeg anbragt 50 forskjellige Hjul, der skulde ved at trykke og hæve, overliste Ligevægten i Maskinens Phæripherie. Disse Hjul og Indretninger støbte og dreiede jeg selv af Messing, og ved en Afdelings-Maskine skar jeg Tænder paa alle Hjul og paa den Indretning som var fast i Cylinderen, samt dreiede, befæstede, og placerede alle indvortes faste eller bevægelige Axer.

Paa lidt Veiledning nær af en Uhrmager, gjorde jeg Alting selv, undtagen Hovedaxen, som jeg maatte have hos en Smed, og som jeg siden selv dreiede og tildannede. Længe førend jeg fik dette i en saadan Stand, at jeg kunde se med Øinene et forønsket Resultat, havde mine Ideer sat sig saa fast i mit Hoved, at jeg syntes mig ganske forvisset om Sagen, ja saa vis derpaa, at jeg engang sammenkaldte Stiftamtmand Christie, Capitain Foss (senere Statsraad) og Overlærer Sagen, for at overbevise dem om Rigtigheden af min Theori. De svarede, at de ikke forstod det. Og desværre maatte ogsaa jeg erfare, at jeg ikke kunde forudse alle de Ting der ere istand til at hindre dette Værk. Resultatet mislykkedes, og Anger og Græmmelse var min Løn.

Til en Husholdning af 12 Mennesker og 80 Spd. i aarlig Husleie vilde Farveriet som før sagt ikke forslaa, skjøndt jeg ved Siden deraf bryggede Øl. Jeg flyttede derfor for at faa billigere Leie, hvilket heller ikke nyttede. Ved Svig af et falskt Menneske, som jeg havde leiet en Bekvemmelighed hos, maatte jeg i Utide flytte til Sandvigen, til et Hus som tilhørte Consul Konow, hvorved jeg tabte al Fortjeneste.

Jeg maatte endnu engang med ei leiet Fartøi forjøge at gaa paa Sildefiske, der blev til liden Nytte.

Den 19de October 1827 forundte Gud os, medens vi boede i Sandvigen, det ottende Barn, den tredie Søn, nemlig Lauritz Johannes Lie Knudsen.

Endelig kjøbte jeg i samme Aar ved nogle Venners Hjælp et lidet Hus i Byen ved Nykirken, ikke langt fra det forrige, paa hvilket, da det var kjøbt paa en Auction, hvilede mange smaa Heftelser, som vare mig ubekjendte, og som jeg havde megen Møie med at faa betalte, førend jeg fik det tilskjødet.

– Ved og i dette Hus, geraadede jeg i meget smertelige Gjenvordigheder, da min kjære Svigermoder, Marthe Lie født

– 24 –

Schjedsar, der var meget gudhengiven, og som havde levet hos os i 18 Aar, blev hjemkaldet ved en salig Død i December 1828, i Begyndelsen af sit 80de Aar. Hendes Mand, Kleinsmedemester Lars Johannes Lie, var forlængst gaaet foran hende hjem til Herren ved en salig Død.

De vare begge fra Gudbrandsdalen, og havde foruden min kjære Kone to Børn til, en Dreng ved Navn Lars Lie og en Pige ved Navn Ingeborg Hendrikke Marie Lie, der begge til forskjellig Tid, saavelsom min Svigerfader vare døde i Herren, flere Aar førend jeg blev bekjendt med min kjære Kone og min Svigermoder.

Hendes Begravelse kostede omtrent 100 Spd. hvilket var den almindelige Betaling for en borgerlig Mands eller Kones Begravelse. Jeg maatte derfor sælge meget af vort Husgeraad, for at faa Penge til Begravelsen. Min Svigermoder var en meget hæderlig Kone, begavet med en stor Kjærlighed til Jesum, med Forsigtighed i Vandel, og ligesom med en prophetisk Gave; hun forudsagde saaledes bestemt den store Brand i Kjøbenhavn, da Slottet og Frue Kirke og meget mere opbrændte, og medens Slottet brændte, sagde hun : «Idag brænder Kjøbenhavn og Kong Christian den 7des Bolig», hvilken Forudsigelse Præsterne og Andre meget forundrede sig over; thi da Posten kom fik man Troen i Hænderne. En af Præsterne slog Hænderne sammen og udraabte høit : «Madame Lie er min Kone !»

– Hun forudsagde ogsaa den store Ildebrand i Bergen, da Ny-Kirken sidst brændte, og vidste med saadan Sikkerhed, at hendes eget Hus ikke skulde brænde, at da Blyet i Vinduerne begyndte at smelte og Huset blev betrukket med Seil, vilde hun endda ikke lade nogen Ting flytte bort fra Huset; hun havde Nøgelen til sin velforsynede Madbod forvaret i sin Lomme, for at man ikke skulde bære noget ud derfra. Det som ellers blev bjerget ud af Huset skeede imod hendes Villie.

Hun forudsagde tillige den Brand, som tildrog sig strax efter hendes Død; og førend hun døde, sagde hun : «Min Datter (nemlig min kjære Kone) kommer fnart efter mig», hvilket ogsaa gik i Opfyldelse et halvt Aar efter hendes Død.

Hun havde engang en for hendes store Kjærlighed til Jesum og hendes Længsel efter hans herlige Tilkommelse fra Himmelen, saare mærkværdig Drøm, som hun ikke nok kunde gjentage og fortælle : Hun saa ham saaledes at nedkomme paa Skyerne, medens hun befandt sig selv ved Fredriksbergs Fæstning og udraabte med høi Glæde og Haandklap : «Det er Frelseren ! Nu kommer Han», og til alle Mennesker som hun saa, raabte hun : «Kommer, kommer dog til Ham !»

Men da det forekom hende, som om Helvedet var aabnet paa Nordnæs, og de fleste Mennesker toge Veien derhen, saa sprang hun efter dem, for at advare og sige dem dette. Tilbagekommen fra Nordnæs følte hun en Brystbeklæmmelse, som hun antog var en Begyndelse til hendes Legemes Forvandling for at møde Herren i Luften, og syntes hun ligesom en Snor var kommen ned for at lette hende op; men da vaagnede hun. Skjøndt det var en Drøm, var hun næsten som henrykt, saa ofte hun fortalte den.

– Jeg kan ikke undlade at fortælle om et Syn, som hun

– 25 –

havde lysvaagen om en Styrmand, hvis store Velgjørerinde hun var i hans lange Sygdom; han døde af Tæring. Dagen efter hans Død og medens hun befandt sig i sin Storstue, aabnedes pludselig begge Halvdøre til hendes Værelse, og en Skare af Mennesker kom ind, hvis Legemer dog, tilligemed deres Stemme, forekom hende usædvanlig aandelige; iblandt disse kom den afdøde Styrmand ligehen til hende og bukkede sig meget dybt, som om han vilde takke sin Velgjørerinde. Endskjøndt hun aldrig var bange, saa blev hun aligevel noget altereret, og hun gik nu for at hente noget fra Kjøkkenet. Kjøkkendøren havde staaet paa Klem, og hendes Pige havde derfor seet den hele Tildragelse ligesaa tydelig som hendes Madmoder. Pigen tog hende strax fast i Armene og drog hende til Døren med de Ord : «Vil de ikke gaa ind, Salen er fuld af Folk ?» Svigermoder svarede : «Tys, jeg ved det !» men da hun kom ind, vare alle borte og Dørene lukkede. Pigen har siden selv fortalt mig dette, og min kjære Svigermoder befattede sig aldrig med Løgn; dermed Punktum.

Hun fortalte ogsaa mig blandt Andet noget Mærkeligt af en Historie om hendes og hendes Mands meget gudhengivne Ven, Morten Mentzel. Han var en af de Flere, som i den Tid troede paa en almindelig Opreisning for alle Mennesker, efterhaanden igjennem alle Evigheders Evighed, formedelst Jesu Christi Forsoning for alle Mennesker.

Denne Mand døde nogle Aar før jeg kom til Bergen; men han havde ligesaa ordlydende fortalt min Ven Elias Christoffersen det samme, som jeg nu vil fortælle fra min Svigermoders Mund.

Han var en Grovsnedker, som nedlagde Gulve og andet i nye Bygninger, og under hans Arbeide hændte det ham ofte, at i det Øieblik et eller andet ham bekjendt Menneske døde, kom den Døde til ham eller svævede forbi ham, raabende : «O beder for mig». Han maatte da strax fra sit Arbeide og ned i en Krog for at bede for dem. Disse saaledes Ankommende, saa i mer eller mindre Grad bedrøvede, forskrækkede, skjælvende og bævende ud, alt efter den Retning som deres Løb angav ham, da altid de mest Beængstede svævede lige mod Nord, og de mindre Beængstede i en Retning som mer eller mindre afveg fra Nord.

Dette var ikke sjeldne Tildragelser for ham, og det hændte sig stundom, at naar han havde bedet længe for en saadan Sjæl, saa fik han se den igjen med lysere og mere tilfredst Ansigt. For dem som ikke har læst Dr. og Professor Johan Heinrich Jung Stillings Aandelære, kunne disse to sidste Fortællinger vel blive anseet som Eventyr, endskjøndt Morten Mentzel, saavelsom min Svigermoder, vare aldeles sanddrue. Mig interesserer den sidste Fortælling mindre, fordi jeg ikke tør tro den endelige Opreisning.

– 26 –

Noget om min kjære Hustru Asseline Johanne Marie Knudsen født Lies salige Hjemgang.

Den smerteligste Periode i mit Liv og den bittreste Kalk jeg har maattet tømme blev mig nu til Del, da min kjære Livsledsagerinde ved en salig Død, 6 Maaneder efter sin Moder, og kun efter 9 Dages Sygeleie, den 10de Juli 1829 blev hjemkaldt fra mig og sine 7 Børn, hvoraf blot den ældste Datter var comfirmeret.

Hendes ældste Søn modtog hende deroppe; han var død, som før er anført.

Anledningen til min Kones Død var saa meget sørgeligere, som den hidrørte fra en i Virkeligheden saa ubetydelig Omstændighed, at en Skattefoged, hvilket Embede den Gang var i Brug, skjøndt vel ikke af forsætlig Ondskab, men dog af stor Uefterrettelighed, sendte sin Underfoged til mig med en stor Regning paa resterende Skatter, som Budet sagde at skulle hvile paa vort Hus.

Jeg havde forhen havt Møie nok med at betale slige Heftelser, og da Underfogden var gaaet, læste jeg med saadan Forbauselse denne Regning, at jeg ikke i det Øieblik kom efter, hvilket Nummer den Eiendom havde, paa hvilken disse Restancer hvilede.

Min kjære Kone læste Regningen paa samme Maade som jeg og udbrød i de Ord : «Dette bliver min Død !»

Da vi strax derpaa kom efter, at Regningen tilhørte et andet Hus i Bergen, sendte jeg den øieblikkelig tilbage.

– Min kjære Kones Udsagn gik i Opfyldelse; hun gik tilsengs under Opkastelse, og brækkede megen Galde, hvorfor Dr. Wisbech blev hentet. Hun forestillede ham Muligheden af, at hun kunde være frugtsommelig, da hun i den senere Tid, naar hun var i saadanne Omstændigheder, havde havt det paa samme Maade. Derfor vovede Lægen ikke at give hende Brækmiddel eller at aarelade hende, og Galden løb saaledes over i Blodet og bragte hende en heftig Galdefeber; men hun havde saa stor Modbydelighed for alle Lægemidler, at Lægen neppe med alt sit Alvor var istand til at faa hende til at indtage endog Mandelmelk.

Siden blev hun aareladt tre Gange uden Nytte; et Brækmiddel havde maaske reddet hendes Liv. Da Lægen efter 10 Dages Sygdom kom og fandt hende død, spurgte han om hun var død; «ja, ja», svarede jeg, «jeg maatte ofre min Isach».

Han mente at der maatte være noget under og gik. Hendes egentlige men uforsætlige Banemand var altsaa denne Skattefoged, som snart derefter for Kassemangel ligesom til Gjengjeld maatte gaa i Slavelænker; dette Embede blev senere afskaffet.

Jeg var nu i Vaande tilbage med mine syv Børn, hvoraf den yngste var et Aar og tre Maaneder gammel, nemlig min kjære Lauritz, som nu fortsætter med at skrive min Biografi efter min Dictat, fordi min Stær forbyder mig at gjøre det selv.

Dagen førend hun døde, var adskillige Veninder hos os for at tage Afsked med hende. Naar jeg spurgte hende hvorledes hun havde det med Frelseren, svarede hun : «Du ved jo at jeg har ingen Anden at stole paa end ham»; og taalmodig som et Lam var hun i sin Sygdom, ligesom hun altid var det i en uventet Grad.

Da hendes sidste Aften tilstundede, bad jeg hende om Forladelse for al den Lidelse, som jeg havde foranlediget hende, hvilken hun ogsaa gav mig med de Ord : «Tal ikke mere derom».

– 27 –

Jeg kunde ellers af Frygt, Angest og Sorg for at miste hende ikke tale meget med hende. Da det nu stundede til Natten, og jeg befrygtede at hun skulde dø om Natten, og jeg heller ikke kunde taale at hun skulde dø, førend jeg, og Børnene havde sagt hende det sidste Farvel, saa maatte jeg inden Børnene vare gaaede tilsengs, begynde med at tage Afsked fra hende, og takke hende for den Tid vi havde været tiljammen; og da Børnene saa dette, saa styrtede de grædende over hende og sagde Farvel.

Efterat dette rystende Optrin var forbi, spurgte jeg om jeg maatte tage Barnet Lauritz, som Pigen vuggede, ind til hende, men hun svarede : «Jeg kan ikke taale det, denne hele Dag har været altfor meget rystende for mig».

Mine ældste Børn vaagede med mig, de to mindre gik tilsengs. Senere om Aftenen indfandt der sig hos hende ligesom en Hvile, og hun sagde til mig : «Jeg føler en Lindring, hvem ved om en Kricis kunde blive muligt !»

Ak! hvor spidsede da ikke mine Børn sine Øren. Men nei, der kom ingen Kricis, og som jeg holdt min Arm under hendes Hoved, kunde jeg høre en Blodstrøm i hendes Bryst, hvorefter hun drog de to sidste Suk og Aandedrag, og døde Klokken 2 om Morgenen den 10de Juli 1829, medens jeg lyste Herrens Velsignelse over hende.

De 19 Aar, hvori hun som trofast æÆgtefælle delte saa megen Kummer med mig, var forbi. Nu var hun borte fra os, indtil det salige Gjensyn finder Sted. Ak! hvormeget fik jeg ikke nu at betænke og at angre af min Livsvandring med hende i disse 19 Aar, endskjøndt vi levede i en stedsevarende Harmoni med hinanden.

Fredrikke, 6 Aar gammel og Lucie, 4 Aar, tilligemed de øvrige Børn, havde ogsaa for kort Tid siden seet deres Bedstemoder som Lig.

Min lille Lauritz, der kun var 5-fjerding Aar, kunde Gudskelov endnu ikke føle noget til disse to haarde Slag; men da Fredrikke og Lucie vaagnede i deres Seng ligeoverfor Moderens Lig, udraabte Fredrikke : «O ! jeg ser at Moder ligger Lig !» og begge brød da ud i Graad og Klage tilligemed de ældre Børn.

Min Søn, Hans Christian, forfattede nu i sit 13de Aar et Par bedende Sørgevers i denne Anledning, som senere er mig frakommet.

– Jeg maatte nu i min egen Jammer og dybe Sorg være en Trøster for mine Børn, og var det ogsaa i Sandhed; thi hver Gang de græd, Nat eller Dag, maatte jeg trøste dem med den Trøst, at Moder nu i Himmelen havde det saa overordentlig godt, og at vi kun havde en liden Tid at leve og at bie og være taalmodige i, saa vilde vor kjære Frelser ogsaa tage os Alle til sig i Himmelen, og da skulle vi faa se og finde vor kjære Moder igjen og være med hende hos Jesum altid, og aldrig mere have nødig at skilles fra hverandre eller at græde og sørge for nogenslags Ting.

Jeg forklarede dem ogsaa at det var den søde Frelser selv, der tog hende fra os, og at han selv imidlertid vilde besørge for os alt hvad vi havde nødigt. Saaledes kunde jeg for en Stund faa deres Øine tørre, men saa ofte de begyndte at græde maatte jeg gjentage Trøsten.

Efterat min Kone var lagt i Kisten, spurgte jeg min kjære Søn, Hans Christian, som allerede

– 28 –

dengang var kommen saavidt i Tegning, at han maaske kunde tegne det første Stykke efter Naturen, om han ikke troede at han kunde tegne sin Moder, saa at vi kunde have et lidet Billede af hende.

Han begyndte strax at græde, og tegnede baade hende, Kisten, hendes Ligtøi og Gulvteppe, saa at det lignede, og forærede mig dette Tegnestykke.

Han var dengang, som ovenfor anført, i sit 13de Aar. – Nu vaagnede Sorgen paany for mig med Overmaal, ihenseende til den dyre Begravelsesomkostning. Jeg maatte derfor sælge meget af det jeg endnu havde tilbage fra den bedre Tid, skjøndt vi forhen, Tid efter anden, til Hjælp til det tarveligste Udkomme for saa mange Mennesker, allerede havde solgt det Guld, Sølv og Kobbertøi, det kostbare Dækketøi og Sengklæder, som vi nogenlunde kunde undvære. Men nu maatte det meste afsted, for at faa Penge til Begravelsen; dog havde vi noget Indbo i Behold.

Baade til min Kones og til min Svigermoders Begravelse fik jeg indbudne Borgere til at bære til Graven, og saa stort et Følge, at Bedemanden, der maa indbyde ethvert Menneske som skal være med, var bange for at Ligfølget var altformeget ulovlig talrigt.

Bedemanden udretter ellers alle Ærinder ved saadanne Leiligheder, og bestiller og betaler alle Udgifter til Jorden, til Graven, til Klokken og Ringeren, til Præsterne, Klokkeren, Organisten, Skolens Disciple, Sangen og til sig selv for Indbydelsen o. s. v.; alt til meget høie Priser.

Det varede ikke meget længe førend Skifteretten kom. Alle mine Forestillinger til denne om at hensidde i uskiftet Bo, uden kongelig Tilladelse, som kostede 18 Spd., blev mig nægtet, og saaledes blev mit Hus og Indbo bortsolgt, og jeg med mine Børn nødsaget til at leie Hus paa Nordnæs.

Farveriet var nu for mig saa godt som Intet; jeg befattede mig derfor med at arbeide Kufferter, Kister og Ruller for at ernære os, og angrede meget paa, at jeg ikke for lang Tid siden havde betænkt at forsøge noget saadant.

Endelig fik jeg et Brev fra en Ven i Vandsø, om at jeg burde flytte fra Bergen og nedsætte mig i Farsund.

Min kjære ældste Datter, Maria Hendrikke Laurentze, var imidlertid bleven gift med Skomager Absalon Olai Andersen, som ved sin Død efterlod hende to Børn, af hvilke det Ældste, en Søn, Anton Fredrik August tidlig kom i Himmelen. Han blev født i Bergen den 12te Januar 1835, og døde 20de Februar samme Aar. Det yngste Barn, hvis Navn er Elisabeth Marie Fredrikke, blev født i Bergen den 28de Februar 1836, og er nu gift med Seminarielærer Storaker.

Andersen bragte Maria mange Lidelser, som hun efter flere Aars Ægteskab blev forløst fra ved hans Død.

Han døde af Tæring, hvilken Sygdom forvoldte at Arbeidet tog af, og Maria blev derfor tvungen at gaa i Jordemoderlære i Christiania. Da hun var færdig dermed, og hendes Mand imidlertid var død, flyttede hun til Farsund for at praktisere, indtil hun kunde faa en fast Ansættelse. Der blev hun forlovet med den christeligsindede Uhrmager, Christoffer Wathne, med hvem hun siden, efter at have erholdt fast Ansættelse som Jordemoder

– 29 –

i Mandal, indgik Ægteskab og fik tre Børn med, hvoraf de to endnu leve og gjøre deres Forældre megen Glæde. Deres Navne ere : Anne Christine Wathne, født den 23de August 1843, Anskarius Christoffer Wathne, født den 15de Marts 1847 og Asseline Augenie Wathne, født 18de October 1848 og død 28de Januar 1851. Men deres kjære Forældre ere af og til noget sygelige.

Da jeg flyttede fra Bergen og til Farsund i 1830, var min Datter Marthe Helene Lie, tilligemed de øvrige Børn med mig. Hun blev gift der med en verdsligsindet Hattemager, Johan Conrad Eliesen, den 30te October 1833. De fik 14 Børn, hvis Navne ere: Martinus Math, født i Farsund 10de Septbr. 1834, Asseline Fredrikke, født den 13de December 1841, Johan Conrad (død), Maria (død), Fredrik August (død), Fredrik August (død) Hans Christian, Fredrik, Magdalene Chathrine, Elen Johanne, Else Rina og Asselina (død), samt 2 Dødfødte.

I Aaret 1859 fik vi Kundskab om at min kjære Datter Marthe laa syg af Tæring, dels fordi hun var mindre lykkelig gift, og dels formedelst Fattigdom og mange andre Omstændigheder.

I Farsund havde Eliesen staaet sig godt med sin Hattemagerprofession og opnaaet at blive Forligelsescommissær, Ordfører og Brandmajor. Nu gjorde han sig ogsaa til Kjøbmand; men snart derefter var han ikke mere hverken Hattemager eller Kjøbmand i Farsund, og flyttede til Christiansand for at være Hattemager der. Da han medbragte anbefalende Attester fra de Fornemste i Farsund, forsynede Ole Moe, senior, ham med Varer fra Hamburg; men nu var han afvendt fra at arbeide selv, og overlod dette til en Svend, hvorfor han, da disse ubetalte Varer vare forbrugte, var kommen meget dybt i Gjæld og Fattigdom, – og hans Kone laa syg af Tæring.

Da Enkefrue, Pastorinde Kjælland havde besøgt min Datter Marthe, saa skrev hun til os og Pastor Hauge i Skien, at dersom vi vilde se min Datter ilive, saa maatte vi komme strax. Imidlertid skrev min Datter Lucie til Grosserer Jacobsen i Fredrikstad om Pengehjælp til sin syge Søster i Christiansand, og han var saa god at ville sætte Eliesen i fuld Virksomhed og sendte ham nogle Hundrede Spd., for at han kunde kjøbe Varer fra Hamburg, hvilket han ogsaa gjorde med nogle af disse Penge; de øvrige brugte han til Husleie og anden Smaagjæld, samt til en Lystreise til Fredrikstad og Drammen, medens hans Kone laa dødssyg hjemme uden Forpleining.

Imidlertid bar Pastor Hauge Marthes Omstændighed paa sit Hjerte, og sagde til mig : «Jeg er saa bange at det bliver forsent; de maa se at komme afsted til Marthe, førend hun dør; se der er Spd. til Reisepenge», som han da gav mig.

Min Lucie gik med og vi kom snart til Christiansand, fjorten Dage førend Marthe døde. Det samme Dampskib

– 30 –

som bragte os til Christiansand, bragte ogsaa Eliesen hjem fra hans Lysttur, under hvilken Svenden imidlertid arbeidede Hatte i hans Værksted.

Nu kunde min Datter Lucie efter Hjertens Lyst pleie sin kjære Søster Marthe lige til hendes Død.

Hvor ulykkelig en troende Pige kan blive, naar hun gifter sig med en verdsligsindet Mand, har Erfaringen lært os. Marthe havde stedse bedet om sin Mands Omvendelse, saa meget mere som han stedse stræbede at modarbeide hendes Hjertes Attraa og Bønner for sine Børns Gudsfrygt og Omvendelse til Jesum.

Denne min kjære Datters sørgelige Omstændighed gjorde, at baade Fredrikke og Lucie blev saa forsigtige i deres Valg af Ægteskab, at de omsider ikke bleve gifte.

Eliesen havde i Farsund et godt Rygte, som man kaldte det, og var i en Levevei, saaat Marthe, da hun troede at det i den Tid kunde være vanskeligt for hende at faa en gudfrygtig Ægtefælle, besluttede sig til, dog med Blanding af Frygt og Haab, at blive hans Kone. Men snart efter deres Bryllup lagde han sit Had til hendes og til alle andres Gudsfrygt for Dagen; alligevel har jeg ikke baaret noget Had til ham, men stedse bedet for ham, skjøndt han negtede min egen Datter at besøge de Forsamlinger, som jeg holdt i Farsund.

Hvormeget det Anførte saarede hans ømme, velopdragne Kone, er ikke saa let at vurdere.

Noget om Marthes sidste Sygdom og Dødsleie.

Endelig kom min kjære Datter Marthes sidste Lidelsesuge. Hun haabede at alle hendes Bønner og Længsler efter fin Mands Omvendelse sikkert skulde gaa i Opfyldelse, naar hun var død, skjøndt hun mente at han aldrig havde elsket hende.

Hendes sidste Sygdom var som flere af hendes Barselsenge, forbunden med usigelige Smerter. Hun sagde engang i en Samtale om Døden : «Ak, jeg troede ikke at Døden kunde være værre end en slem Barselseng; men nu erfarer jeg at der er stor Forskjel».

Hun pinedes over al Maade af Kvælelse, saa at det neppe var udholdeligt for mig og Lucie at høre, se og føle hendes Jammer. Vi maatte ned paa vore Knæ og Ansigt i Bøn og Graad til Frelseren om Lindring for hende, og han bønhørte os saavidt omsider, at Kvælelsen forandrede sig til Mavesmerter, som stedse tiltog.

Jeg spurgte hende om vi skulde lade hente Præsten, da mine Tanker om denne Sag var hende ubekjendt, hvortil hun svarede Ja. Da Pastor Sagen (d.e. Albert Peter S., født i Bergen 1816 som sønn av Lyder Sagen/presteutdannet 1838, res.kap. i Domkirkens Menighed i Kristiansand 1850-70 – deretter Hetland/red.), som blev hentet, kom, spurgte han om hun var af Brødrene. Jeg svarede : ja, hun nedstammer fra dem, og ønsker kun at høre noget om Jesu Kjærlighed til Syndere.

Hun havde nu en Lise, og jeg spurgte Præsten om vi før Handlingen maatte synge en Psalme af Psalmebogen «Harpen» som hun kort før havde ladet os synge, og som begynder saaledes : «O, hjertelig jeg længes, at komme hjem i Fred», hvilket han bejaede. Hun sagde at hun havde ladet ham hente for at faa nogen Bestyrkelse; men sagde og :

– 31 –

«Jeg har faaet alle mine Synders Forladelse af Frelseren selv for lang Tid siden, og har overleveret ham min Mand og mine Børn, saa at min eneste Længsel er at gaa hjem til ham».

Da Præsten derpaa efter en simpel Tale, var saa ubetænkt at forsikre os om, at hans Tilgivelse var Guds Tilgivelse famlede han dog i sine Ord da han gjorde dette.

Bagefter spurgte jeg ham hvorledes det gik med hans Sjælefiskeri; han svarede ubetydeligt derpaa. Jeg sagde ham: jeg vil gjøre Dem opmærksom paa hvad sand Christendom er; den er intet andet end en benaadet Sjæls personlige Omgjængelse med den levende Gud. Han fik Hastværk og jeg fulgte ham ud.

Vor kjære Marthes Lidelser tiltog med hver Dag, og skjøndt hendes Mand en og anden Gang kom ind i hendes Værelse, saa kunde han dog sjelden komme i en synlig Bekymring og Sorg over sin Kones Jammer og Lidelser, uagtet min og Lucies Medynk og Beden, idet vi hulkende laa paa Knæ og Ansigt, skrigende til Frelseren om den Naade, at han vilde lade Dødens Engel afskjære hendes Livstraad. Vi græd saalænge, at vi tænkte der ikke var flere Taarer i vort Hoved og mine Knæ vare ganske ømme, min Indvold var ligesom smeltet af Hede og det blev mig mere end klart, hvad Herren siger om sig selv : «At hans Indvolde lyde af Barmhjertighed».

Ak hvilke lange Dage og Timer ! Endelig blev Søndagen hendes sidste Dag, og medens hun laa der i sin skrækkelige Vaande, kom Madame Sørensen og hendes Datter til os, og jeg bad dem om at hjælpe os at bede for hende. De knælede ned med os, og da vi reiste os fra Bønnen, hørte jeg til min store Glæde, at Herren naadigen havde bønhørt os saavidt, at hun ikke mere var sig bevidst.

Pludselig hævede hun sig fra Puden, og med et friskt Menneskes Røst, sagde hun : «Fader ! vil du tage dem ?» Ja! «Ja saa er det bedst at du er ovenpaa med dem, der har jeg ogsaa været med dem. Vil du tage flere end de Bestemte ?» Ja, saa mange jeg kan faa, svarede jeg. «Vil du love mig det ?» Hun kom med Haanden. Jeg svarede Ja ! og tog hendes Haand i min. «Ja, saa er det godt, saa er det vel», udbrød hun og lagde sig til Puden, og Dødskampen indfandt sig, som heller ikke varede længe; thi snart var hun hjemme hos Herren. Hun hensov salig i Herren, Søndagen den 10de Juli 1859.

Tre Dage førend hun døde kom en Veninde, Madame Tellefsen, der var bekymret for sin Sjæls Salighed, til hende, og kastede sig over hende med Kys og Velsignelse, og faldt ned paa sine Knæ foran Sengen med Lov og Tak til Gud, fordi min Marthe var bleven hendes aandelige Moder. Ogsaa den trofaste Madame Hall, der saa trolig tjente min Datter og vaagede over hende i længere Tid ligetil hendes Død, velsignede og takkede hende som sin aandelige Moder, tilligemed flere andre Mennesker.

Min Lucie tog hendes Datter Magdalene Chatrine til sig i Skien, og opdrog og oplærte hende vel i sin Pigeskole, og siden da Lucie døde, var hun hos mig indtil hun blev confirmeret her i Solems Kirke af Provst Wettergren. Hun havde været i Skrædderskole i Skien,

– 32 –

og fik siden en god Tjeneste hos Cand. theol. og Boghandler Ross i Mandal. Min Datter Marie tog det yngste Barn, Else Rine, med sig til Mandal, hvor hun endnu er. Den næst Yngste, Elen Johanne, blev ved den gode Grosserer Julius N. Jacobsens Hjælp og ved min Lucies medvirkende Omhu, opdragen og oplært i det bedste Pigeinstitut i Christiansand, som Gratistinde, hvilket Lucie havde udvirket medens hun levede; hun blev siden confirmeret sammesteds, hvorpaa min Datter Maria udfandt en god Tjeneste for hende hos Consul Wathne i Mandal.

Min Datter Anne Chatrine i Drammen havde ligeledes udfundet en god Tjeneste for den Ældste, Asseline Fredrikke, hos Consul Bakke. Den ældste Søn, Martinus Math, er Bagersvend, den næstyngste af Sønnerne, Hans Christian, er Malersvend og har havt Stipendium. Den Yngste, Fredrik Eliesen, satte jeg i Malerlære i Skien og holdt ham Klæder og Skotøi; han er nu udlært. Paa denne Maade har jeg, saavidt det var mig muligt, indfriet mit Løfte til min kjære afdøde Datter, Marthe.

Kort efter at vi vare ankomne til Farsund, lod den kjære Gud en Opvækkelse finde Sted blandt en Del af Indvaanerne der, saa at nogle af dem bleve Troende; dette vakte megen Opsigt, fordi den vandte Lystighed i Selskaber med Dands, Spil, Drik og Verdens Lystighed for en stor Del blev indskrænket eller formindsket for de Lystelskende, og alt dette anklagede og beskyldte man den hellige Farver for, især naar Afhold fra Drukkenskab blev tillagt, saa at et ondt Menneske virkelig i længere Tid stod mig efter Livet. Men de ugentlige Forsamlinger vedbleve at holdes til Velsignelse i de syv Aar vi opholdt os der.

Min Ven, Bager Olsen, stiftede en Afholdsforening i Farsund, og jeg fik en Missionsforening istand i 1834. Imidlertid reiste jeg om i nogle Præstegjeld fra Gaard til Gaard, og ved Forestillinger om Hedningernes Elendighed, fik jeg antegnet paa Papir et 500 Spd. aarligt Bidrag til Missionen, fra lige saa mange Mennesker, hvilken Deltagelse Skolelærerne lovede mig at vedligeholde, saavidt muligt ved Forsamlinger; men da Bidraget udeblev, indkasserede vi det første Aar kuns 70 Spd. af de 500, det 2det Aar 30 Spd. og det 3die 10 Spd.

Da jeg var bange for, at det kunde gaa min Søn som Cappelen, der var udlært fra Basel og siden gjorde sig til Boghandler i Christiania, saa tog jeg det Løfte af ham i en Forsamling, hvilket han og stedse holdt, at han ikke vilde svige sin Bestemmelse.

Mine Reiser svækkede min Næringsvei, som ellers var tarvelig nok, da jeg manglede Apparater og Midler til Farveriet.

Efter at min kjære Anne Chatrine var bleven confirmeret, fik hun Condition hos Fru Schødts (Schiøtz/red.) i Stavanger, hvor hun blev i to Aar, og kom hjem til mig, da hun ikke kunde udholde det længer. Medens hun var der, døde Fruens Fader, Rosenkilde, og da hun og Fruen en

– 33 –

Aften, førend han var begraven, sade i Børnekammeret, hørte de begge et meget dybt stønnende Suk. «Hørte du det Thrine ?» Ja ! «Ak det er vist min Fader», udbrød Fruen.

Hun havde længe derefter den dybe Sorg, at hendes ældste Søn døde uden Omvendelse, som hun troede, og under denne Sorg maatte hun segne, som man har fortalt.

Min Fredrikke var hos sin Søster Marthe, og min Lucie var optaget hos Bager Hermandsen i Stavanger som deres Barn; men da de fik et Barn selv, saa kunde hun ikke blive der. Jeg fik nu udvirket en god Skolegang til hende i Bergen, medens min lille Lauritz var der hos sin Søster Marie.

I Farsund besøgte vor kjære Hans Christian os, førend han afreiste til Barmen, og gik efter et kort Ophold med en Hollænder fra Lodshavn til Zirke-See.

Jeg holdt ogsaa omkring paa Landet mange gjentagne Opbyggelser, ligesaa i Spind, Lyngdal, Egvaag og Lodshavn. I Farsund saa jeg mange gruelige Exempler paa Drukkenskabens Fordærvelighed.

– Paa den Tid var Pastor Gabriel Kjælland (Kielland/red.), som forhen var Sognepræst paa Findø og en af vore bedste Venner, ansat som Sognepræst i Lyngdal. Foged Schødts i Forening med Pastor Kjælland og Postmester Kjælland og flere Venner af Brødrene, vare stedse ivrige Gudstjenere og Befordrere af Bibel-, Tractat-, Missions- og Nøgterheds-Foreningers Oprettelse i Stavanger.

Stavanger blev saaledes den første Planteskole for Guds Riges Udbredelse paa den ellers sædvanlige Maade, og kan betragtes som Hovedstaden for Guds Riges Udbredelse i Norge.

Der udbrød nu en Vulkan af Skrivefeide mellem de ovenfor Nævnte, der havde Christus som den eneste sande Gud, og Pastor Sandberg, der havde tre Guder, hvoraf den ene efter hans Mening var Guddommens Rod og Kilde. Denne Feide førtes i Wexels Tidsskrift og ængstede Mange.

– Ifra den Tid jeg kom til Bergen vare Hauges Venner i deres Lærebegreber saa egenretfærdige og lidet evangeliske, at jeg sjelden kunde trives iblandt dem, fordi deres Retfærdighed hos en stor Del af dem, ikke var saa stor som deres Lære. Hauge selv har jeg ikke lært at kjende personlig; men nu er det med hans Venner tildels det Modsatte af deres før omtalte Egenretfærdigheds Lære.

Paa Grund af et Brev fra min kjære Broder, Dyrlæge Andr. Chr. Knudsen i Christiania, flyttede vi derhen fra Farsund i 1838. I Christiania fik jeg og mine Døttre en liden Empløi ved et begyndende Prøve-Asyl for Smaabørn, hvorved de største Folk i Byen af begge Kjøn var overmaade meget beskjæftiget; det var det førfte paabegyndte Asyl i Norge.

Min Datter, Anne Chatrine, indtog en vigtig Plads i det første og i de flere Asylers indre Bestyrelse, uden at være Bestyrerinde. (Siden blev der oprettet et Par mindre Asyler). Hun forestillede Bestyrerinderne, at de ved sin Opførsel maatte give Børnene et godt Exempel; lærte dem hvorledes de skulde lære Børnene at synge lærte dem allehaande Lege m. m. Da Generalmajor, Over-Krigscommisær Birch, efter Prøve-Asylets Oprettelse, havde opprettet et Asyl paa

– 34 –

Grønland for 120 Børn, og ved Siden deraf en Skole, som skulde modtage de Børn, der havde naaet den Alder, at de ikke længer kunde være i Asylet, saa ansatte han Anne Chatrine til Lærerinde i denne Skole, hvorved hun vandt vedkommende Asyldamers og Herrers Tilfredshed, og Generalmajor Birch troede at have gjort et stort Fund, da han fik fat paa os.

I denne hans Skole, som min Datter Anne Chatrine bestyrede, gav jeg daglig to Timers Undervisning.

Da Børnene vare meget forsømte, maatte vi lade dem læse blot det Allernødvendigste til en Confirmation; jeg brugte derfor meget at katechisere med dem.

Men en Dag kom Generalen og forbød mig at katechisere og at lade Børnene læse i de hellige Bøger, (Luthers Katechismus og Dr. Erik Pontopidans Forklaring), og gav mig nogle Bøger til dem i meget bunden Stil, som Voxne neppe kunde læse, fordi han havde hørt i Byen, maaske af Wergeland, at Børn ikke tidlig burde have gudelig Undervisning.

Jeg sagde ham hvad denne Forandring vilde bevirke, og 8 Dage derefter kom han ængstelig til mig og spurgte, om jeg ikke katechiserede og lod dem læse i de hellige Bøger. Nei, svarede jeg, Generalen forbød mig det. «Ja, det er forkjert; tænk nu vil Forældrene tage Børnene ud af Skolen, fordi de siger at de ikke lærer Noget; Gud velsigne Dem, katechiser saa meget De vil med dem og lad dem læse i de hellige Bøger».

Ved Skolens Indretning sagde han, at han brydde sig ikke om hvad de lærte i Skolen, naar vi bare kunde faa Skinhelligheden ud af Grønland. Jeg sagde, at denne ikke var kommen ind i Grønland, men at jeg troede at det var Vanhelligheden vi skulde stræbe at faa ud derfra.

Medens vi samtalede, forekom det Ord «virkelig;» han spurgte mig da : «Tror De, Knudsen, at der gives Noget som er Virkeligt ?» Ja, jeg tror at jeg nu taler med General Birch.

– Denne Mand spekulerede ellers rastløs Dag og Nat paa, at gjøre vel imod Trængende, og var ellers gjerne den Første til at begynde og fuldføre alle i materiel Henseende nyttige Indretninger. Han stiftede en Arbeidsanstalt for Børn, og det som gjør ham største Ære, er den Forening, som han med stor Opoffrelse fik samlet i Hovedstaden for at hjælpe de Slaver og Tugthuslemmer, som havde udstaaet sin Straffetid, til at faa Arbeide hos brave Folk, saa at de ikke skulde være nødte at stjæle paany.

Han fik endog en Centralbestyrelse for denne Forening istand i Christiania, førend han døde i Trondhjem. Vi har Generalen meget at takke for hans specielle Omhu for os.

I bemeldte Prøve-Asyl i Vaterland, skjænkede de der inspicerende høie Damer ogsaa min Lucie megen Opmærksomhed, medens hun som fjortenaarig Pige hver Middag lavede Mad til 120 Børn, hvilken Tjeneste ophørte, fordi Bestyrerinden beordredes selv at besørge Kogningen og Bespisningen, hvorved ogsaa al vor Virksomhed ophørte ved dette Asyl.

Derefter anlagde jeg en privat Skole, og var bekjendt i Christiania som Privatlærer i Resten af de 10 Aar, som vi boede der.

I Drammen oprettede man nu tre store Asyler, og da Asylet paa

– 35 –

Strømsø, som var det største af dem, blev færdigt, var Professor C. Keyser saa god, at han reiste eens Ærinde til Drammen, for ved sin Indflydelse at tilvende min Anne Chatrine dette Asyl, hvilket ogsaa lykkedes.

I Aaret 1840 blev hun Bestyrerinde paa Strømsø, hvor hun ogsaa maatte hjælpe at sætte de to andre Asyler igang, med Hensyn til deres indre Bestyrelse. Professor C. Keyser sagde engang, at mine Døttre vare skabte til Lærerinder.

Hjemkommen til Christiania havde jeg underveis fra Egersund været saa heldig at stifte eller paabegynde Maadeholds-Foreninger, af hvilke den jeg havde stiftet i Christiansand hastig fremblomstrede (dette var etter hans reise foretatt langs kysten fra Christiania til Stavanger sammen med sønnen Hans Christian høsten 1839/våren 1840/red.).

Dette gav mig Mod til at forsøge det samme i Hovedstaden. Opmuntret af General Birch, holdt jeg Forsamlinger i Generalens Skole paa Grønland, og ved Overtalelse fik jeg stundom antegnet flere, stundom blot to eller tre som Medlemmer, men flere Gange ingen.

Da jeg havde naaet 41 Medlemmer, blev der valgt en Bestyrelse, hvori Artillericapitam Schjeel blev Formand og jeg Secretær. Min Søn, Missionæren, holdt en Tale paa den Dag, og inden tre Aar havde vi 300 Medlemmer, medens Schjeel var en tapper Medbroder i den Sag.

Da jeg begyndte dette Værk, forfattede jeg en liden Bog under Tittel : «Maadeholds-Selskab, det eneste Middel mod Brændevins-Forgiftelsen», hvilken Guldberg & Dzwonkowsky som Forlæggere trykkede, og som vandt meget Bifald hos Mange.

I et af de forberedende Møder, kom to simple Mænd til mig for at tegne sig, men spurgte mig forud med stort Alvor om vort Selskab var som Frimurernes, og om de som Medlemmer havde Lov at gaa til Alters. Jeg svarede, at vi ikke vare Frimurere og at vi alle gik til Alters; derpaa underskreve de.

Sagen havde mange Fiender, endog af Børn; thi naar Capitain Schjeel, som Ingenieur ved Vandindretningen i Chrisiania, befandt sig i Gaderne, samlede Gadedrengene sig der, og en af dem prædikede da høit om det giftige Brændevin og de berusente Drikke. Drankerne vare saa forbittrede paa mig, at jeg nogentid var bange at gaa alene om Aftenen i Gaderne, hvilket ogsaa havde været Tilfældet i andre Byer, hvor jeg næsten refikerede mit Liv.

Jeg modtog endog med Posten fingerede Spottebreve, og Sagen var saa ny, at mange spurgte hvad Missions og Maadeholdssagen var. Den senere Avisfeide mellem Pastor Sundt og Pastor Wexels gjorde heller ingen god Virkning.

De øvrige Bestyrere af vort Selskab vilde omsider udsende mig som reisende Emissær for Maadeholdssagen; men da de derhos vilde paalægge mig den unaturlige Instrux, at jeg i mine Forsamlinger aldeles ikke maate bruge Argumenter af den hellige Skrift som forhen, eller tale om Noget som var christeligt, og ikke tale om andet end om Brændevin og Drukkenskab, saa nægtede jeg at gaa.

Da blev efter Bestyrelsens Ønske Fritænkeren Andresen udsendt, hvilket senerehen

– 36 –

for dærvede den hele Sag; han sik 800 Spd. aarlig Løn.

Maadeholdssagen er siden dreven blot pro forma og til ingen Nytte for Landet ligetil denne Tid, fordi de hidindtil udsendte Emissærer vel prædikede meget om Gudsfrygt, men ingen Foreninger stiftede, og heller ikke lode Nogen forpligte sig til Afhold fra berusende Drikke; saaledes tager Drukkenskaben overhaand, og det bayerske Øl udretter forholdsvis ligesaameget Ondt som Brændevin. Den Løn som Brændevinsemissærer og Controlører opbebærer, synes at tjene til ingen Nytte.

Jeg fik indrykket i Morgenbladet, Grandskeren og Intelligentssedlerne mine Oversættelser af Dr. medicin Huffelands Bog om Brændevinets Giftighed.

Jeg holdt ofte Forsamlinger paa Børsens store Sal og i Latinskolens Festlokale, og engang foranstaltede vort Selskab en Forsamling i vor Frelsers Kirke, hvor Sognepræst til Aker, Pastor Hesselberg i den Anledning prædikede; endskjøndt Billetterne betaltes, har vist Kirken aldrig været saa fuld af Mennesker som denne Aften. (Kirken var overmaade vel oplyst).

En Tid derefter formaaede vi Stiftsprovst Arup at holde en Tale i Latinskolens Festlokale, hvor Norges og Sveriges Konge, Oscar den Første, og Arveprinds Frants Gustav Oscar vare tilstede. Dette skede ved Foranstaltning af Direktionen for vort Selskab.

I Begyndelsen indbildte man mig, at jeg maatte have flere af de saakaldte bedre Folk med mig; Geistligheden ønskede jeg desuden at vinde, og Biskop Sørensen lovede at være med, naar jeg fik flere. Han sendte mig til Stistsprovsten, som ogsaa lovede det samme; denne sendte mig til Pastor Fangen, men han maatte først spørge Pastor Wexels derom, der heller ikke var nogen Ven af denne Sag; Stiftsprovst Munch fortrød paa, at Pastor Fangen ikke vilde spørge ham.

Jeg kom nu til Artillericapitain Schjeel, der interesserede sig meget for Sagen og endelig skrev sit Navn blandt Indbydernes Navne. Nu kom jeg tilbage til Stiftsprovst Munch og viste ham dette, og efter megen Overveielse om, at han maatte have Brændevin at styrke sig med paa sine Visitationsreiser, have en Tram til Biskoppen, naar han kom, og ellers naar han skulde have Selskab, overvandt jeg ham endelig til at tegne sig blandt Indbyderne, idet jeg foreholdt ham, at han ikke var Medlem førend han skrev sig under Statuterne.

Morgenen efter kaldte han paa Pigen, at hun skulde komme med Karaffelen og Glasset, som hun ogsaa gjorde; men Stiftsprovstinden raabte : Du tegnede dig jo igaar i Maadeholdsselskabet ! «Ja, det er sandt, lad Flasken staa der, og gaa strax», sagde han til Pigen, medens han saa paa Uhret, «ned til Knudsen paa Vaterlands Asyl og bed ham komme op med Maadeholdsprotokollen, jeg har Noget af Vigtighed at tale med ham om».

Jeg kom strax til ham, og han viste sig undselig og saa forlegen, at han ikke kunde faa et Ord frem. Jeg sagde : Stiftsprovsten har hentet mig. «Ja», svarede han, «jeg er saa fuld af Skrupler i alle Maader, at jeg ikke ved om jeg kan udholde at være Medlem af Maadeholdssagen».

– 37 –

Nu, svarede jeg, som jeg hører af Dem, kan jeg heller ikke bruge Dem til Noget; maaske De vil stryge Deres Navn ud ? «Ja, dersom De vil tillade det»; han satte nu to Streger over sit Navn.

Jeg kunde nu ikke komme til Andre med dette Navn, som var overstrøget, og spurgte min Broder, Dyrlæge Knudsen, hvad vi skulde gjøre dermed. Han svarede mig, at vi med et Par Oblater maatte klæbe et Papirstykke over Navnet, hvilket vi ogsaa gjorde, og yttrede tilsidst i Spøg : «Nu kan vi skrive ovenpaa : Herunder hviler Stiftsprovst Munch».

Livlæge Døderlein vilde tegne sig, dersom jeg vilde forandre Statuterne, fordi han havde en Ven, som han holdt fast med et Glas Punsch. Admiral Møller pressede jeg saaledes, at han blev bevæget, men han kunde ikke tegne sig. Statuterne vare for strænge, sagde man; derfor vilde Professorerne og selv General Birch ikke tegne sig.

Over-General Wedel sagde, at han aldrig havde drukket Brændevin og var en Fiende af det, hvorfor han ikke havde nødig at tegne sig.

«Ja, men for Exemplets Skyld maa De gjøre det». Er jeg da ikke et Exempel, svarede han. «De er Overgeneral, men naar deres Soldater ikke ville lade sig commandere af Dem, men selvraadig løbe hver sin Vei mod Fienden, vilde Generalen da vinde Noget ?» Nei, svarede han, De har Ret, jeg skal tænke derpaa, naar jeg kommer hjem igjen fra en Udenlandsreise, som jeg nu maa gjøre.

Biskop Sørensen havde paalagt mig, at jeg oftere maatte komme til ham, men naar jeg kom, sagde han for det meste ikke andet : «hold de paa kjære Knudsen og vær vis paa, at jeg ikke skal svige dem». Ja, men hvad hjælper det saalænge Biskoppen ikke vil være Medlem. Han spurgte mig engang meget alvorligt, om jeg troede at en god Dram Cognac nu og da var skadelig. Ja, Dr. Huffeland siger det, og Biskoppen bør tro det. Saaledes gik det mig omtrent iblandt alle de Store i Christiania.

Jeg fik dog siden, i 1843, en trofast Medhjælper i kongelig Fuldmægtig Anton Schøtt, som var mit radicale Afhold tro i nogle Aar, indtil Andresen havde tillistet sig og sine indifferente Foreninger etslags Monopolium, der endnu desværre drives i det Store som en tom Modesag, uden den ringeste Nytte for vort Land.

Da de saakaldte bedre Folk saa at Afholdssagen lykkedes for os, saa vilde de fiske i rørt Vand med Garn, nemlig Statuter, der skulde være saa aabne, at alle, endog de største Fiske kunde gaa ind og ud af dem, hvilket og omsider skede.

Stiftsprovst Munch havde samlet 24 saadanne Fiskere med sig, men jeg fik dengang jaget dem fra Land gjennem Aviserne. Men snart bleve de mange, fordi de, ifølge deres Love, kunde gjøre med Brændevin og de øvrige berusende Drikke hvad de vilde, og endda have Navn af gode Afholdsmænd. Derfor indbildte alle Smaafolk sig strax, at det var Falskhed af os, og at man blot vilde tage Brændevinet fra dem, medens hine havde nok i de af Brændevin blandede Drikke, eller i Porter, Vin og Øl, som traadte istedetfor alle berusende Drikke og gjorde et Afholdsselskab for samme ligesaa nødvendigt som for Brændevin. Ja disse vare endog saa inkonseqvente, at de tillode Andresen at skrive i deres Protocol, at

– 38 –

der aldeles ingen Begyndelse til Afholdssagens Oprindelse var gjort, førend deres Selskab kom istand, skjøndt det var almindeligt bekjendt i Landet, at vort Selskab i den Tid talte allerede 300 Medlemmer, og at det var den første Impuls til Sagens Udbredelse lige fra Egersund af over det hele Østland, samt nordover det hele Land. Og denne aldeles usandfærdige Historie om Afholdssagens Oprindelse, forfattet af Andresen, findes upaatvivlelig den Dag i Dag i Centralbestyrelsens Protocol i Christiania, hvilket kan bevises og berigtiges af følgende Afskrift af vort Selskabs Protokol.

Udskrift af vor, det ældste Maadeholds-Selskabs Protocol i Christiania.

Gjennemtrængt af Sagens store Nødvendighed for vort Land og vor Stad, og opmuntret ved den heldige Fremgang, som Maadeholdssagen har faaet i Christiansand og Andetsteds, hvor jeg i Selskab med min Søn, H. C. Knudsen, havde den Lykke at kunne indlede denne vigtige Sag, søgte og fik jeg af den ærede Commite og Bestyrelse for Grønlands Asyl og Skole skriftlig Tilladelse til i benævnte Asylskoles Locale hver Søndags Eftermiddag at holde Forsamlinger, for efter mine svage Evner at oplyse og muligens fremme Maadeholdssagens Indførelse i Hovedstaden.

Med fast Lid til Guds og denne gode Sags indlysende Sandhed, Magt og Velsignelse, aabnede jeg ved Tillysning i Aviserne disse Forsamlinger den 7de Juni 1840, hvilke, paa to Søndage nær, uafbrudt vedvarede til Selskabets Stiftelsesdag den 7de September s. A.

I disse Forsamlinger har jeg dels ved Udarbeidelser og dels ved Hjælp af norske, svenske og tydske Skrifter stræbt at bortrydde de falske Begreber og store Hindringer, hvorved Sædvanen ialmindelighed, især med Hensyn til denne Sag, har lænkebundet Fornuften og forvendt Sandheden i hele Landet. Med Hensyn til disse Forsøg indskrænkede min Hensigt sig blot til at forberede og indlede Sagen ved at samle foreløbige Medlemmer til et Selskab, fordi jeg holdt mig forvisset om, at det siden vilde blive en Selvfølge at Præsterne, Lægerne, Øvrigheden og enhver Menneskeven vilde sætte sig i Spidsen for denne Sag, saasnart man fornam, at en god Begyndelse ikke alene var mulig men virkelig begyndt.

Men da jeg saa gik omkring til de første og mange af hverslags Embedsmænd i Hovedstaden, erfarede jeg med Sorg, at jeg hidindtil havde regnet feil, endskjøndt de Alle som En yndede Sagen og opmuntrede mig til at vedblive at forfølge min Hensigt.

Dog hver den som søger, han finder. Den Eneste iblandt de mere Formaaende som je søgte, fandt jeg i Hr. Artillericapitain Schjeel, der fra Selskabets Stistelsesdag tog mandhaftig Del i Sagen og gjorde fælles Sag med mig og min Broder, Dyrlæge Knudsen, og med Læreren Berg, der havde modtaget Subskribtionslister, ligesom Capitainen allerede forhen havde benyttet sin Indflydelse ved Artilleriet som Chef for et af Batterierne.

Ved bemeldte Forsamlinger paa Grønland tegnede sig vistnok langsomt og

– 39 –

sparsomt, men dog Tid efter anden 41 Medlemmer.

Hr. Capitain Schjeel, min Broder, jeg og Flere ønskede nu at se Selskabet constitueret, for ved fælles og forenede Kræfter at udvide Selskabets Virksomhed, hvilket saa meget lettere kunde iværksættes, som de antegnede Medlemmer havde undertegnet saadanne Love, der i Hovedsagen stemte overens med de hensigtsmæssigste vi kjendte, og der altsaa blot stod tilbage at vælge en Bestyrelse for Selskabet.

Vi berammede derfor en Generalforsamling den 20de Juli, til sædvanlig Tid og Sted, ved hvilken Leilighed min Søn, Missionær H. C. Knudsen, for fuldt Hus holdt en hensigtsmæssig Tale, foran hvilken blev sunget det 1ste, 4de og 5te Vers af Psalmen : «Hvor ser det ud i Verdens Ørk», og til Slutning det 9de og 10de Vers af samme Psalme.

Efter Talen tegnede sig 12 nye Medlemmer og Valg til en Bestyrelse foretoges, hvorved eenstemmig blev valgt : til Formand: Capitain Schjeel, til Kasserer: Dyrlæge Knudsen, til Secretær: Skolelærer Knudsen, og til Medbestyrere: Juveler Øyseth, Studiosus Thorbjørnsen, Skomager I. Olsen, Lærer Berg, Skomager G. Mikkelsen, Formand O. Hansen, Smedemester Clausen, Snedker C. Hansen og Bager M. Johannesen.

Altsaa var vort Selskab den Dag constitueret. Selskabet vedtog, at de sædvanlige Forsamlinger skulde vedblive hver 14 Dage paa samme Tid og Sted. Bestyrelsen besluttede at samles første Søndags Aften Kl. 6 i det samme Locale. Gud vesigne vore Idrætter.

Fredr. T. Knudsen.

 

Overensstemmende med Selskabets Forhandlingsprotocol, attesterer : Anton Schjøtt. f. T. Selskabets Formand. Christiania den 6te Marts 1845.

________________________________

Vi kaldte vort Selskab «Maadeholdsselskab,» fordi vi heller ikke vilde beruse os i nogensomhelst andre berusende Drikke, og vore Statuter vare saa ultra-radikale, at vi paa Ære og Samvittighed vare forpligtede til, ikke at brænde Brændevin, ikke at sælge det, ikke at føre eller bringe det til andre Mennesker, ikke at traktere nogen dermed, hverken blandet eller ublandet, og aldrig bruge det som Drik, uden efter en nøgter Læges Recept som Lægemiddel.

Jeg har forhen ikke anført, at jeg har været Undersaat af syv Konger og havt Borgerbrev af fem Konger, og at jeg baade forhen og i de 10 Aar som jeg boede i Christiania, flere Gange forgjæves ansøgte Regjeringen om en eller anden mindre Post eller Embede, hvorved jeg i samme Anledning to forskjellige Gange opnaaede at faa Audience hos vor mageløse gode Konge, Oscar den 1ste, der i egen

– 40 –

Person var Afholdsmand og desuden vilde afskaffe Dødsstraffen, som i de fleste Tilfælder tillige straffer med den evige Død. Gud give at denne velsignede Konge maatte blive et Mønster for alle Konger paa Jorden.

Til Bevis for det jeg hidindtil har skrevet, haaber jeg at efterfølgende Attester maa være gyldige Vidnesbyrd.

Attest fra Hr. Stiftamtmand, Toldinspektør Christie i Bergen.

Den i mange Aar herværende Kjøbmand, Hr. Fredr. Tobias Knudsen, som for endel Aar siden flyttede herfra til Christiania, har anmodet mig om en Attest til Oplysning om hans Færd her paa Stedet. I denne Anledning attesteres herved, at bemeldte Hr. Knudsen, ifølge den Kundskab jeg har om ham, maa ansees som en retskaffen, stræbsom og agtværdig Mand, hvis Lyst og Attraa at virke paa en gavnlig og hæderlig Maade, indtruffen Modgang ikke har underkuet.

Bergen den 4de Februar 1845. W. F. K. Christie.

 

Attest fra Hr. Statsrevisor Daae.

I Anledning af Maadeholdssagen har jeg oftere havt Anleduing til at møde Hr. Skolelærer Fredr. T. Knudsen, og i ham fundet en saare virksom Mand, med en sjelden Iver for at virke til Afholdssagens og andre sine Medmenneskers Forbedring og Vel. Jeg skulde derfor antage, at han maatte være udmærket skikket til Ansættelse i Fattigvæsenets Tjeneste.

Oslo den 15de Februar 1845. Daae.

 

Attest fra Hr. resid. Capel. Wexels i Christiania.

Hr. Fredr. Knudsen er mig bekjendt som en gudfrygtig og retskaffen Mand, om hvis oprigtige Lyst det er at fremme sine Medmenneskers Vel jeg ikke nærer nogen Tvivl.

Christiania den 12te Novbr. 1851. W. A. Wexels.

– 41 –

Attest fra Hr. Provst og Sognepræst B. J. Dybdahl pr. Drammen.

Undertegnede har i længere Tid kjendt Hr. Fredr. Knudsen. Jeg har i ham fundet en Mand af christeligt Sind og en christelig Vandel, og som har viist megen Iver for sine Medmenneskers Oplysning og Forbedring. Ledet af denne, har han blandt Andet vendt sin Opmærksomhed paa Afholdssagen, til hvis Fremme han har foretaget adskillige Reiser omkring i Landet, og paa flere Steder givet det første Stød til Sagens Opkomst. Dette var blandt andet Tilfælde i Christiansands By, hvor den første Afholdsforening blev stiftet ved Hr. Knudsens Nidkjærhed. Med gode naturlige Evner forener han nogen Dannelse, har færdes meget blandt Folket, er en i Modgangsskole prøvet Mand og besidder i det hele megen Livserfaring. Af disse Hensyn antager jeg, at Hr. Knudsen vel kunde tjene til en Udsending for Afholdssagens Fremme. Han er desuden en haardfør Mand, der er vant til at udholde Besværligheder, og som vil vide med muligste Sparsommelighed at anvende, hvad der til saadant Øiemed maatte blive ham tilstaaet.

Røkens Præstegaard den 11te Novbr. 1851.

B. I. Dybdahl, Sognepræst. (L. S.)

__________________________________

Attest fra Hr. Oberstlieutenant Schjeel i Christiansand.

Det er mig kjært herved paa Forlangende at kunne bevidne, at Hr. F. T. Knudsen, da jeg, saavidt jeg erindrer, i 1840 ved afdøde General Birch gjorde hans Bekjendtskab, var beskjeftiget med Stiftelse af en Maadeholdsforening i Christiania, hvor han senere i flere Aar virkede for Afholdssagen med megen god Fremgang. Det er min Overbevisning, at man har Hr. Knudsens Virksomhed og Iver for Maadeholdssagen at takke for dens velgjørende Virkning, og at det var ham, som der virkede først til Brændevinens Afskaffelse som daglig Drik. Senere er denne Sag blevet forfusket derved, at man har ført den ind under et Omraade, og dette er vel Aarsagen, hvorfor denne vigtige Reformsag ikke har haft hele den tilsigtede radikale Virkning, som er ønskelig til dette Lands Indbyggeres Lykke og økonomiske Velvære. Det er unegtelig, at Hr. Knudsen var den første, der virkede for Maadeholdssagen, og at hans Fortjeneste af Fædrenelandet er meget stor for den Ihærdighed, hvormed han arbeidede til det vigtige Formaal at uddrive Brændevinsdjævelen, et Formaal, som desværre endnu ei er opnaaet.

Christiansand den 15de April 1865. Schjeel.

– 42 –

Jeg fortsatte nu fra 1840 med min private Skole, og min Fredrikke og Lucie var mig behjælpelig.

I Aaret 1841 (skal være 1. juli 1843/red.) blev min kjære Anne Cathrine gift i Drammen med Overlærer, nu Klokker til Strømsø,. A. Jacobsen, (Andreas Jacobsen Skyberg/red.) hvilket Giftermaal var mig imod, fordi jeg havde altfor skrækkelige Begreber om Frimureriet.

Men det er gaaet hende langt bedre end jeg den Tid ventede. Jacobsen er en meget respektabel Mand og god Svigersøn. Deres Børn ere : Adelgunda Margrethe, der døde i 1858, 13 Aar gammel; Hanne Fredrikke, født 4de Februar 1848; Andreas Cathincus, født 25de Februar 1850 og Cathinca Bergitte Maria, født 5te Mai 1852.

Jacobsens Børn af forrige Ægteskab ere : Grosserer Julius Nicolai Jacobsen i Fredrikstad, der stedse foruden hans Godhed imod min Datter Marthe, ogsaa for mig og mine har været en stor Velgjører; Carsten Tank Jacobsen, Lastehandler og Forvalter for et Gods ved Sundsvall (Tunadal/red.) og Johan Fredrik Jacobsen, Lastehandler i Fredrikstad, samt Cathinca Bergitte Marie Jacobsen, der 18 Aar gammel omkom i Fiskum Fos paa Eger. Hun havde forud en saa stor Anelse om sin nær forestaaende Død, at hun skriftlig og mundtlig sagde sine Venner Farvel, og bad dem at elske Jesum for at blive samlede med hende i Himmelen. Der var ogsaa to yngre Sødskende, Lauritz og Laura, som døde tidligt. Min Datters Stedbørn har stedse elsket hende, som om hun var deres virkelige Moder.

Imidlertid lod min lærelystne Lucie sig informere i Tydsk, Fransk og Musik, lærte Blomster-, Haar- og Paparbeide samt andre Skolevidenskaber og Haandarbeider, saa at hun endelig til forskjellig Tid var Guvernante hos Controlør A. Andersen i Christiania, hos Pastor Glørsen paa Fiskum og hos Provst Beilegaard i Holden. Hun havde siden i mange Aar en Pigeskole i Skien, til sand Velsignelse for mange Børn.

Min kjære Fredrikke conditionerede siden i to Aar som Husjomfru hos Kjøbmand Peter Schjeveland i Arendal. Den særdeles Lykke, som Gud forundte mig med alle mine Børns Opdragelse, gjorde at de bleve afholdte af enhver, som lærte at kjende dem.

Bedrøvet over at Missionsskolen i Stavanger ophørte ved Grundtvigianismen, saa at ingen flere Missionærer kunde udsendes, ønskede jeg at oplyse Folket om denne Vildfarelse, og derfor foretog jeg i Vinteren 1843 uden Understøttelse en Reise gjennem alle Byer og Egne i Smaalenene, og stiftede hist og her, f. Ex. i Sarpsborg og Fredrikshald, Missions- og Maadeholdsforeninger.

Sommeren derefter vedblev jeg at reise opover Eidsvold, Thoten, Lillehammer, Gudbrandsdalen, Værdalen, opover Fjeldet til Trondhjem, og derfra til Christiansund og Molde; med Dampskib fra Molde og Romsdalen tilbage til Trondhjem; derfra til Røraas, og gjennem Østerdalen og Hedemarken hjem til Christiania. Paa disse Reiser holdt jeg over 80 Forsamlinger og stiftede forskjellige Missions- og Maadeholdsforeninger.

– 43 –

I Trondhjem spurgte Biskop Bugge mig om Hensigten med min Reise, som jeg fortalte ham; han udbrød i de Ord : «Missionen ! den norske Mission er bare Stolthed; alt hvad vor Herre hidtil har udrettet iblandt Hedningerne har været galt gjort, og nu skal Schrøder hen og sætte det istand Altsammen; det er bare Stolthed».

Ja, men det er bedre i Stavanger. «Ja», sagde han, «det er bedre i Stavanger. Jeg har ogsaa arbeidet for Missionen, og de Penge jeg har kunnet samle, har jeg sendt til Brødrene, der ved jeg at de blive brugte til Guds Riges Udbredelse».

_________________________________

Da min Søn, Missionspræst Hans Christian Knudsen, vilde begive sig med sin Kone til sin Missionsstation Bethanien i Store Namaqualand pr. Capcolonien i Syd-Afrika, saa besluttede jeg, min Datter Fredrikke og min Søn Lauritz os til at følge ham derhen som Colonister; men min kjære, yngste Datter Lucie vilde ikke gaa med, ei heller kunde hun lade os reise.

Mine Døttre, Maria H. V. Wathne i Mandal og Anne C. Jacobsen i Drammen, havde sine Mænd og Børn at stelle med. Jeg stolede paa at Lucie vilde gaa med, naar hun saa at Afreisen var forhaanden; men end ikke da, den sidste Dag, vilde eller kunde hun blive med os. Nu maatte jeg leie Skyds og sende hende til hendes Søster i Drammen.

Men denne Afskedssmerte for hende og mig glemmer jeg aldrig. Hun vedblev at græde og bede til Gud Nat og Dag, med ulidelig og utrolig Længsel efter at vi maatte komme tilbage, saa at hun siden ikke havde nogen stærk Helbred.

Gud bønhørte hendes Skrig paa den Maade, at vi maatte lide Skibbrud i den brittiske Kanal og vende tilbage til Norge i 1849.

– Vi havde saavidt muligt taget Afsked fra al vor Slægt og Venner i Norge, og modtaget hist og her lidt Understøttelse til Reisen, saa og af den kongelige Familie. Jeg troede derfor, at vi ikke kunde forandre vor Beslutning, saa gjerne jeg end havde ønsket det for min elskede Lucies Skyld. Hendes Graad blev stedse et Baand paa mit Hjerte.

______________________________

Dagbog

over vor Reise fra Norge til Tydskland, i Haab om at komme derfra til Syd-Afrika eller som det siden blev bestemt til Amerika, over vor Reise til New-Orlean og vort Skibbrud i den brittiske Kanal, samt over vort Ophold i London og vor Tilbagereise til Christiania,

ført af Lauritz I. L. Knudsen.

 

Vor Afreise fra Christiania med Dampskibet «Christiania» til Travemünde foregik Løverdag den 15de Juli 1848, efter en smertelig

– 44 –

Afsked med min yngste Søster Lucie Margrethe Knudsen. De øvrige Søstre, Slægtninge og Venner havde vi allerede ligesom ved Døden taget Afsked med.

Det var nemlig min kjære Fader F. T. Knudsen, min Søster Fredrikke Johanne og min egen Bestemmelse, om muligt, at følge min ældste Broder, Missionær H. C. Knudsen og Kone, til hans Missionsplads Bethanien i Store Namaqualand i Syd-Afrika. Derfor afreiste vi sammen, passerede Skagen Mandagen den 17de og ankrede ved Nyborg en Times Tid Klokken 2 om Natten den 18de Juli, hvor Pastor Møhne fra Christiania gik iland.

Vi kom til Trabemünde paa Formiddagen, hvorfra vi reise med Deligence til Lybeck og derfra til Oldeslo, hvor vi hvilede en Stund om Natten til 19de Juli. Derfra kjørte vi til Hamburg, hvor vi opholdt os hos en christelig Ven, C. G. Schavbe, i fire Dage.

Vi besaa den store Børs og et helt Qvartal af allehaande Kramboder, alt med Glastag over, i hvilket ogsaa min Svigerindes Broder, Hr. Kjøbmand Chr. Mohn fra Bergen med Søn og to Døttre samt Pastor Voss’s Søn, logerede paa sin Hjemreise fra Christiansfeld; disse havde vi den Fornøielse at komme sammen med. I Hamburg sendte vi ved vor Ven, Hr. Grosserer Hüppeden, vore i Tydskland uundværlige Sager til en Ven, Hr. Bergendahl i Amsterdam, i det Haab, at derfra vilde gives den bedste Leilighed til Cap det gode Haabs Forbjerg i Syd-Afrika.

Efter at vi havde seet Altona, reiste vi fra Hamburg den 24de med et tydsk Dampskib paa Elben til Harburg, og derfra kom vi med Omnibus til Bremen ved at kjøre hele Natten til den 25de, hvor vi toge ind til den kjære Madame Wilchen ved Anschari-Thor og opholdt os der i 14 Dage.

I denne Tid besøgte vi ofte den kjære Broder, Pastor Mentzel, der i 7 Aar har været Missionær paa de Dansk-Vestindiskte Øer St. Croix og St. Jan, men som nu er Forstander for Brødremenigheden i Bremen.

Den første Søndag vi opholdt os i Bremen vare vi i St. Martin Kirke og hørte en skjøn Prædiken af Pastor Mallet. 2den Søndag vare vi i samme Kirke og hørte Pastor Treviranus, hvem vi ogsaa besøgte. Vi besaa tillige St. Peters Domkirke, hvori der af 6 Præster prædikes hele Søndagen. I denne Kirke er en Ligkjelder, som vi besaa, der har den Egenskab, at de Lig som sættes ind i den ikke gaa i Forraadnelse; blandt de Lig vi der saa, var en svensk Greve og en tydsk General, som havde ligget der hel og holden i 400 og en Student som havde ligget der i 300 Aar; det sidste indlagte Lig havde blot ligget i 50 Aar.

Vi besaa Bremens Børs og Raadhuset, hvor vi blandt andet saa en stor Sal med mangfoldige Malerier af tydske Keisere, Konger og Paver, tilligemed et Maleri over Kong Salomons Dom mellem de to Kvinder, samt den Sal hvori Senatet afsiger alle Domme.

Under Raadhuset gives en stor Vinkjelder, som vi ogsaa besaa. Den var mærkværdig ved sit Omfang og ved de store Vinfade med forskjellige Billeder, ligesom og derved, at Væggen i det ene Værelse kunde transportere en sagte Hvisken fra det ene til det andet Menneske, naar de i de forskjellige

– 45 –

Hjørner lagde Hovedet til Væggen. Vi vare ogsaa i Selskab hos Kjøbmand Koch og Pastor Mentzel, og besøgte flere Gange Brødrenes Forsamlinger.

Fra Bremen gjorde min Broder, Hans Christian og Kone, en Afstikker til Oldenborg og Brage, som varede i tre Dage. Af Pastor Mentzel fik vi en Del Bøger og af flere Venner fik vi nogle Reisepenge. Af Madame Wilchen, i hvis Hus vi nød saa meget Godt og megen Fornøielse, fik min kjære Fader et Ny Testament.

Den 31te Juli forlode vi det venlige og yndige Bremen, og ankom med Dampvogn Klokken 9 om Aftenen til preusisch Fæstning og Stad Minden; vi opholdt os der Natten over hos Skræddermester Wilkmann og nød megen Kjærlighed i hans Hus.

Ledsaget til Jernbanen af Wilkmann og Søn, forlode vi altsaa Minden den 1ste August, og kom om Eftermiddagen Kl. 2 forbi Bielefelt og flere Steder til Güthersloh, hvor vi som sædvanlig ogsaa bleve meget vel modtagne af Boghandler Alexander Vogt, i hvis venlige Hus vi opholds os i 3 Uger. Min Fader og Broder Hans Christian og Kone gjorde en Afstikker den 4de August til Güldenbech og Halle i et Par Dage, og gjorde endvidere den 9de August en Afstikker til Osnabrüch, Kamen og Unna; fra Kamen tog min Broder med Kone til Barmen, og min Fader kom tilbage til Güthersloh den 12te for at følge mig og Søster Fredrikke til Barmen.

Den 14de August saa vi Kongen af Preussen, Fredrich Wilhelm den 4de, samt hans Brødre, paa deres Reise fra Berlin til Köln.

De lutherske Pastorer, Greve og Müller, og to katholske Præster vare nærværende, og Pastor Greve holdt en Tale til Kongen, hvorefter Kongen, imedens han takkede Folket, blandt andet sagde med Josvas Ord : «Udvælger hvad I ville, jeg og mit Folk vi ville tjene Herren».

Fader havde forhen seet ham i Ham. Den 17de kom Kongen tilbage fra Köln; der saluteredes med Kanoner, og med Geværer af de paraderende Borgere. Alle Mandfolk bar sort og hvid Kokarde; Jernbanestationen var behængt med Flag og Værelset hvori han gik ind med Blomster.

Vi besøgte Skolelærer Blankenhahn paa Gaarden Blankenhagen ved Güthersloh, og Medlæreren Kammeyer, hos hvem der var en Damemissions-Forening, og besøgte ogsaa Organist Menkoff.

Den 20de forlod vi det kjære Güthersloh og reiste med Dampvogn forbi Unna, Ham, Camen og Duitsburg (Duisburg/red.) til Düsseldorf, hvor vi opholdt os 1 Timestid og besaa Rhinfloden og et Monument af Churfyrsten af Køln.

Vi reiste derfra gjennem Elberfelt til Barmen, og fik Logi i Missionshuset, hvor min Broder H. C. Knudsen og Kone allerede vare ankomne.

I Missionshuset var 9 Studerende, nemlig : Schöneberg, Hofmeister, Krone, Krönlein, Eggert, Roth, Schmidt, Gerth (Gorth/red.) og Köster; der var ogsaa to sorte Afrikanere, Johnas Reinhardt og Phillip Cornberg fra Capstaden, hvilke informeredes paa Fyrsten af Bükkeborgs Bekostning.

En ditto Afrikaner, William Krosley, var

– 46 –

allerede demitteret fra Skolen, og havde faaet en Skole i Düsselthal. Goldammer var og færdig til at blive afsendt som Præst til Amerika.

Søndag den 22de var en stor Misssionsfest i Wupperfelds Kirke i Barmen; i samme Kirke prædikede fire Præster, Pastor Mallet fra Bremen, Cand. theol. og 2den Lærer i Missionshuset i Barmen L. von Rohden, Pastor Rohr og Pastor Möller. Derfra gik vi med Missionsvennerne til Hotellet Concordia, hvor vi alle spiste til Aften, og hvor vi hørte mange Psalmer og mange Taler. I dette Selskab befandt sig ogsaa en Jödemissionær, som var en omvendt Jöde; denne paalagde i en Tale alle de Tilstedeværende at lægge sig Jödernes Omvendelse paa Hjertet ved Bøn og Paakaldelse.

Den 25de August holdt Traktatselskabet sin Fest i Gemarke Kirke, hvor tre Præster prædikede.

Den 28de August prædikede Pastor Kalkhof, min Broder, Pastor Knudsen, og Inspektør, Pastor Wallmann ved Missionsfesten i Langenfelts Kirke, hvorfra man efter Kirketjenesten gik til et Hotel for at spise og underholde sig med høitidelige Samtaler.

Den 29de gjorde min Broder med Kone en Reise til Lemmerich og flere Steder til Missionsfester, og min kjære Fader gjorde en liden Reise til Solingen, ledsaget af Student Eggert, hvor de christeligsindede Venner kun talede Plattysk, som foraarsagede at Fader ikke, som han havde ønsket, kunde tale med dem.

Vi troede i den Tid at den store, sidste Fristelsestid var begyndt, en almindelig Verdenskrig ved Revolutioner, og at Herrens Tilkommelse maatte være meget nær; dog yttrede Fader Tvivl om at opleve Herrens Komme. Men da bleve de gamle Tydskere varme og paastode, at de ganske vist skulde opnaa det.

Den 13de September var der en Missionsfest i Ronsdorff, som min Søster Fredrikke og jeg bivaanede i Selskab med Student Roth. Først prædikede Pastor Eggert, derefter Pastor Ball og endelig Pastor Joseffen. Fra Kirken gik vi og alle Missionsvenner i et Hotel, hvor vi hørte mange Taler og Psalmer, og hvor vi drak Kaffe og spiste Julebrød, hvilket kostede 5 Groschen pr. Person. Om Aftenen gik vi hjem igjen til Barmen, sammen med en stor Flok, som sang Psalmer paa Hjemveien under stor Høitidelighed.

Da vi fik Brev fra min Broder, reiste vi paa Jernbanen gjennem Elberfelt og Düsseldorf forbi Mülheim til Köln. I Köln tog vi ind hos Kjøbmand Schjold; men da min Broder kom til os, fulgte vi med til Jødemissionær Kalkhoff, hvor han med Kone logerede; vi fik Logi hos Bødker Staelschmidt.

Vi besaa den katholske Domkirke, som i flere hundrede Aar har været under Arbeide, og hvor nu 400 Mænd arbeidede. Dens mange Taarne se ud paa Afstand som en Skov, hvilket de ogsaa skulle forestille. Det er en uhyre stor Bygning, i hvis Vinduer vare indbrændte Skilderier, og fra Taarnene havdes en vid Udsigt. Her ere 10,000 Protestanter, de Øvrige ere Katholiker. I Köln saa vi ogsaa en stor katholsk Procession med Hoftiet i Spidsen, ledsaget syngende af mange Præster og Folk med Faner og Røgelse o.s.v.

– 47 –

– Fra Köln gik vi med Dampskib opad Rhinstrømmen til Bonn, og bleve vel modtagne af Præsten Krafts Kone og Børn; Kraft var selv paa en Synode i Wittenberg.

I Nærheden af Bonn saa vi i et gammelt Ridderslot, Rosenburg, hvori der fandtes mange Trøier og Buxer af Jern og endel chinesiske Parasoller.

Efter to Dages Ophold bleve vi ledsagede af Fru Kraft og hendes Børn til Vinterfjeld, hvor vi spiste Vindruer; paa denne Side af Rhinen er lutter Vinavl, og Druerne vare da modne. Vi besaa de skrækkelige Ruiner af det gamle Slot Drakenberg, som truer hvert Øieblik med at styrte ned i Afgrunden. I gamle Dage har dette og flere saadanne været beboet af Røverfyrster; paa Veien dertil trakterede Fru Kraft os med Mad og Kaffe. Der er Asener tilrede at ride paa op og ned.

I Vinterfjeld toge vi Afsked med den venlige Fru Kraft og hendes Følge, fortsatte Reisen opad Rhinen til Staden Neüwid og tog ind til Kjøbmand Ditmann, hos hvem Broder Hans og Kone forbleve; Fredrikke logerede hos Borgermester Homann, Fader og jeg hos Kjøbmand Lux. Her besaa vi Fyrsten Hermann af Neüwids Slot og tillige Musæet, hvori der er mangfoldige Dyr; deriblandt en Krokodil af frygtelig Størrelse.

Vi saa i Brødremenighedens Kirke Fyrsten og Prindsessen af Neuwid, Prindsen af Nassau og Hertugen af Brunswig. Vi besaa ogsaa Brødrehuset, Søsterhuset og Bageriet. I Neüwid forlod Broder Hans og Kone os og reiste videre op til Kreusnach og flere Steder, da vi hellere for at spare Penge reiste tilbage til Barmen. Ligeoverfor Neuwid ligger Fæstningen Erenbreitstein og Ruinerne af Djævelens Borg.

Paa Tilbagereisen passerede vi flere Byer og Slotterne Løvenburg, Hammerstein, Argenfeldt, Skidde og Renne, saa Stæderne Weisel, Rensboch med Apollos-Kirken, Deuitz og Mulheim, og passerede Bonn.

I Köln opholdt vi os Natten over hos den kjære Staelschmidt, og fortsatte Reisen den 29de Septbr. til Düsseldorf, Elberfeld og Barmen, hvor vi bleve modtagne af Missionshusets Beboere.

Den 19de October holdt jeg min Geburtsdag i Missionshuset i Barmen.

Løverdag den 28de October nød vi den hellige Nadvære i Missionshuset.

Den 29de var der Afskedsmaaltid for dem der skulde udsendes, nemlig for min Broder med Kone og to andre missionærer, under hvilket Maaltid Pastor Banning holdt en Bøn og Inspektør Wallmann en Tale.

For neppe 14 Tage siden var vi endnu vor Bestemmelse tro at gaa til Afrika, men vi bleve overtalte til hellere at gaa til Amerika. Af Mangel paa Leilighed og fordi vort Tøi ikke kom tilbage fra Amsterdam, blev Afreisen forhalet baade for os og min Broder lige til November Maaned.

Missionsselskabet bestilte nu Fragt for min Broder med Kone til Afrika; men vi maatte selv søge Leilighed for os til Amerika. Vi toge derpaa Afsked fra alle dyrebare Venner i Barmen, og fra de uforglemmelige Wallmanns og Øvrige i Missionshuset, og ved Afskeden med

– 48 –

den kjære Inspektør Wallmann selv, sagde denne til Fader, at der ventede os en stor Gjenvordighed paa denne Reise, men at naar vi holdt fast paa Frelseren saa skulde det endda gaa godt; alligevel vare vi ikke saa kloge at forandre Reisen.

Den 30te October forlode vi Barmen, ledsaget af Eggert, Roth, Köster og Schmidt samt Krosley, og kom til Bremen Kl. 10 Aften; vi logerede i Missionshuset der, og talte med Madame Welchens og Pastor Mentzel. To Dage derefter reiste Tölke som Missionær til Ny-Zeland, og med Skibet Diamant reiste min Broder til Afrika.

I Bremen var Fader dog meget ængstelig; han havde ubehagelige Anelser, som om nogen Ulykke forestod os, saaat havde ikke min Broder saa ihærdig formanet Fader til at slutte Fragt og betale Plads for os i Skibet Burgyndy næste Dag den 31te, saa maaske der ved Betænkningstid havde blevet en Forandring i vor Bestemmelse.

Min Broder og Kone fulgte os til Bremerhavn den 1ste Novbr, hvor deres Skib Diamant og vort Skib Burgundy laa; men de reiste strax tilbage igjen for at gjøre sig færdig fra Bremen. Vort Logi i Havnen var saa dyrt, at vi strax maatte tage ombord, og erfarede snart hvor misserabelt vort Ophold der vilde blive.

Den 8de halede Skibene ud paa Rheden, hvor mange flere ventede paa god Vind.

Om Morgenen den 10de Novbr. fortalte jeg den Drøm jeg havde havt, at min Broder med Kone kom forklædte ned i vor Lugar, og at de medens vi sang Psalmen «Hvo ved hvor nær mig er min Ende», bleve hvidklædte, idet de sagde, at vi nu aldrig skulde skilles ad. I samme Drøm fik vi et Brev med sort Lak og deri den sørgelige Tidende, at Diamant var forlist med Mand og Mus i den britiske Kanal. Hvad der af Drømmen skulde gaa i Opfyldelse, kunde ligesaasnart ramme os, og passede saaledes især til Faders Anelse og Wallmanns Spaadom.

Samme Dag, den 10de Novbr. 1848, gik Burgundy og de øvrige Skibe under Seil med god Vind, og Burgundy, Capt. Hunt, bestemt til New-Orleans med 280 Emigranter, seilede snart alle Skibe af Sigte. (Vi agtede at nedsætte os i Staden Indiana i Nord-Amerika).

Den 11te Novbr. kom Capitainen til Fader og tilbød os et bedre Logi, fordi hans Rheder havde paalagt ham at sørge for os. Vi fik et net og bekvemt Kammer ved Kahytten, hvor vi sov godt i to Nætter. Med den stærkeste Vind for alle Seil naaede vi forbi Callais og Dover Kl. 4 Efterm., og kunde se henover til Frankrig.

Ved Dover tilbød en Lods sig for Kanalen, hvem Passagererne gjerne vilde betale; men Capitainen vilde ingen Lods have. Vi vare noget syge og gik tidlig tilsengs. Om Aftenen Kl. 10 seilede vi med en gruelig Fart op paa en Sandbanke ved Pleymouth. Nogle Minutter førend vi stødte, vaagnede Fader og hørte saavelsom jeg, at Bunden skurede imod Stene, ligetil vi stode fast.

Nu, sagde Fader til mig og Fredrikke, har vi gjort vor sidste Reise i denne Verden; lader os tage Klæder paa, og berede os til Døden. Vi kastede os ned paa Knæ, og bade Herren om Naade og

– 49 –

Salighed, og om at ikke Døden maatte vare for længe.

Min Fader troede saavist af bemeldte Anelser og af min Drøm, at vi skulde dø, saa at det ikke faldt os ind at bede om Livet, men blot om Tilgivelse og en salig Død. En troende Ven, som havde bedet med os nogle Aftener, og som nu fandt sig forvisset om, at vi allesammen skulde beholde Livet, kom og knælede ned hos os for at bede derom.

Seilene bleve ikke beslaaede, og intet Nødskud givet, og heller intet Signal kunde gives uden alene med Flag og Lanterne. Skibet blev læk og krængede. Da Mængden i Rummet fik vide at vi stode paa, kom Alle halvnøgne op paa Dækket med sine Koner og Børn, og raabte med en Mund : «Det er forbi med os», idet de skrege, bade og jamrede sig.

De Katholske bade til Jomfru Maria og alle Helgene, Jøderne til deres aleneste Gud og Protestanterne ogsaa til en Gud, Allesammen kun om at beholde Livet; om Jesu Navn og om at blive salig hørte vi intet.

Alligevel bleve alle bønhørte. Kl. 2 om Natten kom en liden Skonnert (Sophia), stærkt ladet med Stenkul og Svovel, seilende imod os, hvilken Capitainen og Styrmanden anraabte om Redning uden at erholde Svar; den vedblev at seile.

Dette var et grueligt Optrin, thi vi saa ikke Land, og vidste ikke om noget andet Skib vilde komme. Da greb den Tanke os dybt, hvorledes de maa blive tilmode, som paa Dommensdag skal se den evige Frelse gaa dem for evigt forbi. Vor Capitain sendte to dristige Mænd ombord til Skonnerten, som de ved Trudsler og Løfte om mange Penge fik til at komme og ankre en halv Mil i Læ af os.

Med to smaa Baade førte man circa 60 Mennesker, 3-4 ad Gangen, hen til Skonnerten, indtil Vind og Sø forbød dem før Dag at redde flere.

Vi opholdt os frysende og krybende paa Kabystaget, indtil ogsaa vi den næste Dag kom ombord i Skonnerten. Vi ventede forgjæves et Dampskib fra Frankrig til Redning; men nogle Lodsbaade fra England modtog alle dem som Skonnerten ikke kunde rumme.

Imidlertid blev to af Masterne kappede paa vort forliste Skib, der holdt paa at kantre; de bleve liggende i Læ af Skibet. Det hedte, at SkonnertCapitainen vilde følge os i Land; men han nølede saalænge, at det blev Nat førend vi kom afsted, og medens vi seilede huggede Skonnerten i de Banker, han som Ukjendt seilede over, føreĩd vi ankrede i aaben Sø udenfor Ramsgate. Capitainen kom siden to Gange til Hariis, hvor Halvdelen af Folket blev sat iland. De Engelske bjærgede og plyndrede alt hvad der hørte Emigranterne til, paa vore tre store Kasser nær, som vare komne ned i Bunden af Fartøiet.

Vor omtalte Ven, Callenbech, følte ingen Trang til at gaa fra Skibet, førend Mandskabet gik, og da nu disse med Capt. Hunt vilde gaa iland, kunde Ingen komme fra Skibet paa den Side, som vendte mod Storm og Søgang, og paa den anden Side var det umuligt at komme fra Vraget, fordi Master og den hele Rig laa iveien. Da sagde Capitainen : «Nu kan Ingen uden Gud frelse os». Ja, saa lader os bede ham derom, svarede Callenbech, og bøiede Knæ, hvilket Capitainen og det hele Mandskab ogsaa gjorde. Callenbech bad høit paa Tydsk om Hjælp, de Andre bade vel paa Engelsk, og

– 50 –

da de stode op blæste Vinden lige imod; nu sloge de sine Hænder sammen og raabte : «Dette har Gud gjort paa vor Bøn».

I Skonnerten led vi meget ondt af Frost og Kulde, da Bølgerne gik over Dækket. Fader fik laant en Skindtrøie til Fredrikke, og satte hende saa høit paa et Ankertoug under Baaden, at Søen ikke kunde naa hende. Fader vadede paa Tækket den hele Nat. Jeg frøs meget, og vilde derfor søge Ly i Folkenes Lugar, hvorfra jeg og Flere bleve kastede ind i Lasterummet paa Stenkullene, hvor vi næsten vare blevne kvalte.

Om Morgenen, da Fader af Angest raabte, at jeg skulde komme ud, kunde jeg neppe svare eller krybe ud af Hullet, og fandt da, at mine medfangne Tydskere havde stjaalet det Lille jeg havde reddet.

Efter at vi i tre Dage havde været uden Mad og Drikke i Angest og Kulde, bleve vi af to Barkasser afhentede fra Skonnerten den 15de Novbr. og bragte iland i Ramsgate, hvor mange medlidende Mennesker modtoge os paa Bryggen. De gode Indvaanere vare beredte paa vort Komme, og der stod mange deltagende Mennesker.

Vi fik Logi, Mange i hvert Rum; god Kost, men simpelt Natteleie, nemlig paa bar Halm i 10 Dage; enhver af os fik 14 engelske Skilling i Penge, et tydsk NyTestament og en brugt Klædning, som vare samlede til os, samt fri Befordring til London med Dampvognen 15 tydske Mile.

Vi tabte foruden 100 Spd. i Fragt, en Værdi af 3-4 Hundrede Species ved dette Skibbrud, og desuden paadroge vi os Sygdom. Vi fik ikke se noget af vort Gods; thi da Emigranterne fik sine Kister til sig i London, vare de tomme for alt hvad der kunde bruges. Fra vort Skibbrud og indtil vi naaede Ramsgate vare vi uden Mad, ja uden Vand i 3 Dage; vi frøs meget og vare vaade i den Tid, saa at Fader fik Brystbetændelse i London, og min Søster og jeg fik et Anfald af Kolera, dog i en mildere Grad.

Den 26de Novbr., vor kjære Faders Fødselsdag, kom vi til London. Vi kunde ikke tale Engelsk og blev meget forlegen derved. Den tydske Consul i Ramsgate sagde, at vi ikke fik vor Fragt igjen, naar vi ikke med de Øvrige vilde lade os transportere til New-Orleans for det tydske Selskabs Regning; og da vi nødig vilde miste Fragten, saa lode vi os glide med Strømmen, endskjøndt vi havde udstaaet saa meget før, og det nu tillige var den farligste Tid af Aaret at være paa Søen.

To eller tre andre Emigrantskibe vare forliste paa samme Tid som vi, og flere hundrede Mennesker omkom derved. Endel af os Emigrantere kom strax afsted paa et Fartøi, «Manson», fra London, men kom snart ind igjen til Deal, da det havde brukket en Mast.

I London besøgte vi de Herrer Mallajou, Chr. Christiansen, von Deurs, la Trope og Pastor Bech, alle af Brødrene, af hvem vi erholdt megen Understøttelse.

Den 1ste Decbr. toge vi Del i Kjærlighedsmaaltidet, og nøde Nadværen i deres Kirke. Vi besøgte Bankdirektør Samuel Jackson og Dr. Steinkoff (Steinkopf/red.), som er Præst for en tydsk Menighed i Savoy i London og begge Dronningers Skriftefader.

Den 30te November 1848 gik vi ombord i det ugudelige Skib,

– 51 –

Rio Grande, Capitain Bujan, som skulde bringe os og de fleste tydske Emigranter, der havde lidt Skibbrud med Burgundy, til New-Orleans, tilligemed nogle Irlændere, som ogsaa vilde til Amerika.

Den 2den December gik vi under Seil, bugseret af et Dampskib, (anden Gangs Forsøg til Amerika), og kom samme Dag til Gravesand, hvor vi ankrede for Storm og Modvind, og hvor vi laa til den 7de Decbr. Derfra seilede vi flere Mile ud i Themsen og ankrede atter for Modvind og Storm.

Snart derpaa fik vi høre og se, at en gammel Kone laa død i Rummet, (formentlig af Sult), uden at nogen af de andre Passagerer vidste hvorlænge hun havde været død; hun blev bragt op paa Dækket, og min Fader formaaede Broder Callenbech til at holde Bøn og Sang ved Liget, da han som indfødt Tydsker bedre forstod at tale Tydsk, hvorpaa Liget indviklet i et Lagen, der var forsynet med Stene, blev nedsænket i Floden neppe 1 Mil fra Land. Dette gjorde et dybt Indtryk paa os Alle.

Samme Dags Aften Kl. 10 vaagnede Fader og fornam at Skibet paa engang blev ubevægeligt staaende paa Grund, skjøndt vi havde Lods ombord; han fornam at Capitainen, Styrmanden, Lodsen og Folkene i hvert Øieblik gik ned fra Kahytten i Kjælderen for at se om Skibet blev læk, og alt gik saa stille for sig, for at Ingen skulde faa vide det.

Vi havde en liden Lugar for os selv foran Kahytten. Min Fader vovede ikke at lægge sig igjen, men vilde heller ikke vække mig og Fredrikke, førend om Skibet skulde blive læk. Da nu Vinden vendte sig, saa at han blev bange derfor, saa vækkede han os Kl. 3, og vi klædte os paa for at se Tiden an. Kl. 6 kom Floden igjen og gjorde Skibet flot, Ankeret gik op og vi seilede igjen en Mils Vei, hvor vi paa dybere Vand atter kastede Anker; men snart paany lettede de det for at krydse i en stærk Vind.

Den ugudelige Capitain og Folkene, de ryggesløse Tydskere, det gamle Skib, af hvis Rig det ene Toug efter det andet gik af, det igaar Passerede, og at Skibet havde staaet paa Grund hele Natten og vel kunde have mere Skade end vi nu vidste, (med Kosten saa det daarligt ud, thi voxne Folk skrege af Sult), tillige al den Møisommelighed som Reisen begyndte med, foruden det, at Skibet endnu under Krydsningen huggede i Bunden under den grueligste Seilads, Vinterens stormende Tid, og hvad vi allerede havde udstaaet, saa og hvad vi hver Dag hørte om Søskader, – Alt dette stod os levende for Øie og gjorde os af Angest mere legemlig syge, end vi vare det efter Skibbrudet, saa at vi kom overens om at bede vor Herre, at han vilde lave det saa, at vi kunde komme iland i Deal; thi den slemme Anelse Fader havde fra Tydskland, forfulgte ham endnu. Og da vi den 10de Decbr. 1848 med stor Fare kunde komme iland til Deal, saa gik vi iland der og gav Fragten i Stikken, og toge samme Dag tilbage til London med Jernbanen.

Ved Jernbanen i Deal traf vi en tydsk Katholik Allius Stäker fra Würtenberg, samt en Engelskmand Molbrak, som havde været i Norge og talede lidt Norsk. De fleste Emigranter vare gaaede iland i Deal, ifald de havde havt saa mange Penge.

– 52 –

I London Doch tog vi ind i vort forrige Logi i St. Georgs Kaffehus, hvor vi vare i syv Dage, indtil vi fik leiet et Værelse hos Skrædder W. Lacy i Walleloes Sqvær (Square/red.) ved den norske og danske Kirke, som et engelsk Missionsselskab for de Søfarende har leiet, og som bruges flittig.

Der boede vi og holdt vor egen Husholdning saa sparsomt som muligt. Værelset kostede ugentlig en halv Krone. Uagtet alt det som skrækkede os fra Reisen, hysede vi dog det inderlige Ønske at faa min yngste Søster Lucie til os til Foraaret fra Norge, og da der i Liverpol var saa billig Fragt, haabede vi at kunne reise derfra. Man kan komme fra Liverpol til New-Orleans for 2 Pund Sterl.

Vi ved ikke om Skibet Rio Grande, som vi forlode i Deal, naaede sin Bestemmelse. Vi besøgte vore kjære Venner, Brødrene; men da Veien var for lang til deres Kirke og vi desuden forstode lidet Engelsk, saa vendte vi os til en tydsk reformeret og en luthersk Kirke; men sjeldnere til den svenske Kirke.

Ofte gik vi til Vesleys (Wesleys/red.) og Baptisternes Bedehuse og Forsamlinger paa Gaden; desværre, vi kjendte da Ingen af Vennernes Kirke. Juleaften var vi hjemme og holdt vor Andagt; Juledag gik vi en norsk Mil til Dr. Steinkoffs Kirke i Sawoy. Søndag, Nytaarsaften, kom vi forbi den dansk-norske Kirke, der alene bruges til Missionen for de Søfarende, og da vi læste paa en Plakat, at Carl von Bülow skulde prædike der, saa gik vi ind og hørte ham. Fader kjendte ham som Emmissær i Norge, Danmark og Sverige for Baptistselskabet; de bleve begge overraskede og glade ved at træffe hinanden, fordi Rygtet havde sagt, at han var dræbt i Hamburg.

Der indfandt sig i Kirken blot ni Mennesker. Vi besøgte Bülow flere Gange i hans Bolig; han var nu fra Baptist bleven en ivrig Grundtvigianer, men ellers en ivrig Missionær for alle Søfolk, hvilke han ombord i deres Skibe hver i sit Sprog betjente med Omvendelsesprædiken, sikkert til Velsignelse. Han havde gudfrygtige Børn.

Vi besaa St. Pauls Kirke, der næst St. Peders Kirke i Rom er den største paa Jorden, indtil Domkirken i Köln bliver færdig. Søndagen holdes mere i Ære her end i noget andet Land, undtagen af Jøderne, hvis Butikker ere aabne paa Søndag men lukkede paa Lørdag.

Man fortalte os at der var 7 á 8000 Kirker eller Bedehuse til Gudstjeneste. Paa Søndagene ser man næsten ingen andre Folk, end de som gaar til og fra Gudstjenesten. Der gives 4000 Politibetjente i London, som ere saa aktive, at Alt gaar ordentlig til. Indvaanerne mene at Byen har omtrent fire Millioner Mennesker; den skal være to norske Mile lang og en Mil bred. Paa Ugedagene er der saa stor en Vrimmel paa Gaderne af gaaende og kjørende Mennesker, som vist ikke findes i nogen anden By. Man ser en uhyre Rigdom og Oplag i alle Butikker i 1ste Etage af Husene, og naar man har seet dette, saa tror man ikke engang i selve Hamburg at have seet en Butik.

Den 14de Februar ledsagede en Sømand, Andersen, os et Par Mil omkring i Staden hen til Dronning Victorias Slot, hvor hun boer naar hun er i Byen, og til Enkedronningens Slot; i Nærheden deraf saa

– 53 –

vi en deilig Dam, der stedse var fuld af det klareste Springvand. Underveis besaa vi en stor Malerisamling samt den kongelige Børs, hvori Dronning Victorias Billede staar i legemlig Størrelse. Udenfor Børsen er et Monument i overmaade stor Størrelse af General Vellington til Hest.

Medens vi opholdt os i London, (thi der gaves ingen Leilighed om Vinteren til Norge), samtalede vi ofte om vor Fremtid, hvad vi skulde gjøre, om een af os eller alle tre skulde hente min Søster Lucie til os, for at faa hende med til Amerika.

Fra Liverpol kunde vi komme til Amerika for 2 Pund Sterling hver, men Lucie vilde ikke komme til os; derfor maatte vi gaa til Norge, som mange raadede os til, og da vi kom hjem vare vi for modløse til at tænke mere paa Amerika. Ved at logere i London og ved det at vi i Tydskland havde betalt hel Fragt, svandt vore Penge betydeligt ind.

Den 19de Februar gik vi alle tre til Commerce-Doch, og gik under Floden Themsen, nemlig gjennem Tunellen til den anden Side af Floden for at spørge efter Leilighed til Norge. Denne Tunel er en muret Gade under Floden, og over samme seile Skibene op og ned. Man gaar ned til den gjennem en Vindeltrappe og op igjen paa den anden Side af Floden paa samme Maade. Tunellen er saa tæt, at der ikke var en Draabe Vand at se der; alligevel havde vi ikke Lyst at gaa der mere end en Gang. Hvælvingen er muret med Cement.

En vis Ullitz, der ogsaa spurgte efter Skibsleilighed, ledsagede os hen til det brittiske Museum. Blandt andre Sager, som vi her saa, var der en Sten som man kaldte Christi Grav, kommen fra Palæstina, samt Carl den 12tes Grav, ogsaa en udhuggen Sten; 6 store Værelser vare opfyldte med Fiske, Fugle, Pattedyr, Amphibier, Orme og Insekter, og iblandt de utallige Dyr af enhver Slags gaves en Løve, en Tiger, to Giraffer, en Kamel, en Drommedar, en Elefant og en Leopard o. s. v. Desuden stod der opreist mange ægyptiske Mumier; men af Mangel paa Tid kunde vi ikke faa se meget deraf.

Vi gik nu til et Billedgalleri, der var ligesaa vidtløftigt at beskue; især bleve vi opmærksomme paa et Maleri, hvor Jesas opvækker Lazarus fra de Døde.

Derpaa gik vi til de kongelige Lysthaver, hvor der vare allehaande levende Fugle fra den hele Verden. Vi gik ogsaa til de kongelige Kjøbmandsbutikker; men vi kom ikke til Dyrehaven eller andetsteds, fordi det kostede formeget.

Den 20de Februar besøgte Fader og Fredrikke de kjære Venner af Brødrene; disse og andre raadede og til at søge Understøttelse hos Selskabet for Skibbrudne, hvilket den svenske Pastor Carlson forhindrede os i. Ligeledes stængte han Adgangen for vor Ansøgning gjennem Ministrene til begge Dronningerne, ja endog til Jenny Lind, maaske fordi vi vare Norske.

Dog fik vi af førnævnte Selskab fri Overreise til Norge; men vi havde muligens ved at faa vor Ansøgning frem faaet en større Opreisning.

– 54 –

Den 25de Februar besøgte vi Pastor Carl von Bülow, samtalede med ham om Jerusalems Fornyelse og Jødernes Omvendelse, og toge Farvel med ham; han troede endnu engang at gjense Norge.

Mandag den 26d Februar blev et Fruentimmer hængt paa Newgate Fængsel, fordi hun havde dræbt sit Barn.

Den 27de Februar toge vi Afsked med den kjære Broder Chr. Christiansen, og nu fik vi vide, at vi kunde komme paa Hjemveien med den danske Skonnert Kjærstine, Capt. Larsen, fra Aalborg.

Den 8de Marts reiste vi paa Jernbanen over Hustagene til Vest-Indie-Doch, men Capt. Larsen var ikke færdig førend efter 14 Dage.

Med en Ledsager gjorde vi en Afstikker af 18 engelske Mile til Byerne Hammilton og Olduty og kom til Byen Rolluway, hvor vi spiste og drak Caffe; derfra gik vi til Schorist. Disse Byer ere Landsbyer men ligne Kjøbstæder; vi vare trætte da vi kom hjem. Vi gik forgjæves til det store Apotheker-Hall for at søge Raad for min svære Tandpine, og gik derfra til Statsminister Rehausen og fik et fransk Pas til Norge.

Den 20de Marts besøgte Fader, jeg og Fredrikke Brødrene i Mallajou, George von Deurs, Chr. Christiansen og Brødremenighedens Præst, Broder Bech, hvem vi ikke fandt hjemme. Vi toge Afsked med dem vi traf hjemme, og gik derpaa hjem til Madame Christiansen i det samme Ærinde, hvor vi med al Kjærlighed bleve modtagne.

Siden toge vi Afsked med Pastor C. v. Bülow.

Den 24de Marts gik vi anden Gang til Vest-Indie-Doch med Dampvognen, og fik vide, at Capt. Larsen ikke blev færdig førend om 8 Dage. Det er morsomt at se fra Dampvognen ned paa Gaderne, hvor der vrimler af Mennesker og Heste.

Onsdag den 4de April 1849 forlode vi endelig London og gik ombord i den danske Skonnert Kjærstine, Capt. Larsen, for at afgaa til Christiansand og Tønsberg.

Den 5te April fik vi desværre et Brev forseent fra Missionær Oftebro og tre andre Landsmænd, der skulde til Afrika, og hvem vi ikke vidste vare komne til Byen. Denne Dag gik vi under Seil. Vi passerede Stæderne Grinde og Ullitz nedenfor Grevesand, og vi bade : O, Herre ! før du os nu over til Norge for din Barmhjertigheds Skyld.

Vi passerede ogsaa samme Dag Norlin, hvor Vraget af en sunken Skonnertbrig laa saa dybt under Vandet, at vi blot kunde se Toppen af Masterne; nogle Engelske havde accorderet om at tage den op for 400 Pund Sterling.

Langfredag den 6te April seilede vi ud af Thames, men maatte et Par Gange kaste Anker for Modstrøm; om Eftermiddagen læste Fader for os og Mandskabet Jesu Christi Lidelseshistorie.

Den 7de April begyndte vi paa Nordsøen og havde en svær Storm af Nordost, som varede i tre Dage. Vi vare meget søsyge, især Fredrikke. Det gik os uheldigt paa hele Reisen med Vind, Søgang og Søsyge; men endelig kom vi saa nær dek norske Kyst al vi saa Lister Fyr.

– 55 –

Søndag den 16de April seilede vi de fem Mil ned til Mandal, hvor vi i Vindstille ved stærk Strøm saa nær som et Haar havde drevet lige paa et Fjeld, og da Matroserne ikke ved Buxering kunde faa os fra Fjeldet, saa lod vor Herre to Lodser ifra Land komme os til Hjælp.

Ved begge Baades Hjælp kom vi fri af Landet og fik lidt Vind. Da vi nu vare hjulpne, sagde min Fader til Capitainen : «Det var Gud, som sendte os disse Mænd fra Land», men han svarede ganske alvorligt : «Nei det var det ikke, de har seet os fra Land af».

Efter 12 Dages slem Reise fra London, de 100 Mil, kom vi til Christiansand den 18de April, hvor vi udhvilede os hos vore Nærbeslægtede og Venner.

Den 26de April afseilede vi til Tønsberg, og kom der den 28de; vi logerede hos vor Ven Farver Olsen. Førend vi kom til Land seilede vi over et blindt Skjær midt for Bryggen, uagtet vi havde to Lodser ombord.

Den 31te (30. ?/red.) reiste vi overland til Walls Saltværk, hvor vi overnattede, og derfra gik vi med Dampskibet Carl Johan til Christiania, hvor vi toge ind hos vor Ven, Bøssemager Sørum. Samme Dag vare vi nede i vor Frelsers Kirke og hørte Candidat Broch prædike; udenfor Kirkedøren blev Pastor Wexels os vaer, som, idet han saa os, udbrød i de Ord : «Hvad ser jeg ! Knudsen ! Knudsen ! er De kommen tilbage ? Der ser man hvad Fædrelandskjærlighed kan udrette ! Veed Lucie at I ere komne ?»

Ja, at vi ere komne til Christiansand. «Har hun ikke seet Eder ?» Nei, vi kom nu. «O ! stakkels Lucie ! O ! stakkels Lucie !» raabte han. Vi hilsede nu ogsaa paa Generalmajor Birch med Flere.

Om Efjtermiddagen bivaanede vi Pastor Møhnes Forsamling, og derfra gif vi til vor gode Ven, Controlør A. Andersen paa Brokmandshaugen, hvor der holdtes Forsamling da vi kom, og hvor vi gjensaa og omfavnede vor kjære Lucie med inderlig Glæde.

Fra Brokmandshaugen flyttede vi til Gaarden Hoff i Askims Præstegjeld, hvor vi anlagde et Farveri og boede i 2 Aar.

Hoff den 21de Januar 1850.

 

(Her slutter min Søn, Lauritz Knudsens Dagbog).

I Askim blev min kjære Fredrikke forlovet med Stedets Præst; men da hun advarede ham mod at holde Dands og Kortspil, saa var Venskabet ude. Hun troede at dette Brud skulde være hende ligegyldigt; men det blev dog efter alle Mærker Aarsag til en somnambulisk Sygdom, der a plagede hende meget.

Da Husbekvemmeligheden paa Gaarden Hoff blev os opsagt, saa flyttede vi efter fleres Raad til Hamar, hvor ingen Bekvemmelighed fandtes. Vi fæstede nu en Grund at bygge paa; men da dette var uovervindeligt for os, saa flyttede vi med stor Skade til Feiring Annex i Hurdal, hvor det i 2 Aar gik os temmelig godt, og bedre end i Askim.

– 56 –

I den Tid holdt jeg sædvanlig en Forsamling i den ene og en i den anden Ende af det 1 Mil lange Feiring.

Jeg kjæmpede med Gud i de 2 Aar om Velsignelse eller Frugt af disse Forsamlinger og blev omsider bønhørt, saa at det almindelige Søndagsarbeide, at pløie, saae og dandse, saavelsom den almindelige Drukkenskab og Sværgen med mere, blev ligesomt udjaget af Bygden, og adskillige af Folket kom til en grundig Omvendelse.

Dette Sogn var ualmindeligt nedsunket i Synd og blottet for al Dannelse, hvilket og var vel bekjendt i Nabosognene, hos hvem Forandringen nu vakte Opsigt og Efterligning i udvortes Henseende.

Vi lønnedes med Had og Efterstræbelse af de mere Verdsligsindede, saa at vi fandt det raadeligst i 1854 at flytte til Skien til min kjære Lucie, som der havde en Pigeskole og ønskede at have os hos sig.

Da vi nu i hele Byen ikke kunde faa opspurgt en Bekvemmelighed for os, saa reiste vi til Holden; men heller ikke der kunde vi faa nogen brugelig Bekvemmelighed. Kjed nok af at flytte og at være husvild, søgte jeg nu rundtom efter en Tomt at bygge Hus paa Man havde indbildt mig, at i Nærheden af Fjærestrand skulde være det bedste Sted, og der kjøbte vi imod Panteobligation for tredobbelt Pris to Maal Grund tæt ved Vandet nedenfor Kløvholdt, hvoraf netop saameget var saa høit over Vandfladen, at vi kunde bygge et Hus derpaa. Jeg og min Søn byggede selv ved Guds Hjælp i trang Tid det Hus, hvori vi hidindtil har boet; men Tiden lærte os at Stedet var for nær Byen for en Farver.

Om mine to yngste Døttres salige Hjemgang.

1) Fredrikke Johannes Død.

Det var os vel en nærgaaende Sorg, da min kjære Datter, Marthe H. L. Eliesen, døde i Christiansand. Men da hun var plaget i flere Henseender og endelig fik Tæring, saa maatte jeg endda takke Gud for hendes salige Hjemgang, den 8de Juli 1859.

Meget dybere var vor Sorg over min umistelige, trofaste Datter, Fredrikke Johanne Knudsens meget salige Hjemgang fra os. Hun havde næsten stedse været vor forsigtige Husholderske; hun var lutter Hjerte til Gud, til os og til Enhver. Den Plage at høre gjennem det ene Øre saamangeslags Tiltale om mangehaande forskjellige Ting, hvilke hun antog vare Djævelens specielle og aldeles ualmindelige aandelige Plagerier, havde med Tiden tilsidst svækket hendes Sands i den Grad, at hun til forskjellig Tid og for nogle Øieblikke ikke mere selv var Herre over sine Tanker; men dog saa, at hun fik Naade til at styre sin forsigtige Opførsel.

Hun havde længe været sygelig uden at ligge tilsengs, og jeg befrygtede endelig, at hun maatte have Tæring; men Lægen svarede stedse Nei. 6 Uger førend hun døde, ønskede hun at besøge sin Søster, Anne C. Jacobsen i Drammen, efter 12 Aars

– 57 –

Fraværelse. Jeg bad Lægen om Tilladelse for hende at reise, og fik Ja, naar hun kunde bare sig for at blive vaad paa Reisen. Vi kom over Hitterdal og Kongsberg til Drammen, og hun var saa syg, at hun neppe kunde bære sig selv.

Hendes Søster, min kjære Anne C. Jacobsen, hentede strax sin Læge, som undersøgte hendes Bryst, hvorpaa jeg spurgte ham : der er vel meget fordærvet derinde ? «Ja», svarede han, «Lungerne, især den ene».

Ak ! udbrød jeg, saa faar jeg ikke beholde hende, endskjøndt jeg har kjæmpet saa meget med Gud derom, fordi hun er mig umistelig. Nu vidste vi Alle Besked. Da Lægen var gaaet, sagde Fredrikke til Søsteren : «Jeg hører, at I nu vil putte mig ned i Jorden». Søsteren svarede : «Ja, men du ved jo, at Frelseren har tegnet dig i begge fine Hænder». «Ja det ved jeg», svarede Fredrikke, «det er det jeg nynner paa Dag og Nat».

Efter nogle Dage forlode vi Vore i Drammen og toge den samme Vei tilbage igjen. Paa Kongsberg udhvilede hun sig i de varme, gudhengivne Veninders Omarmelser, nemlig Madame Strand og hendes Datter Christence med Flere.

Ved Ankomsten til de kjære Floods i Hitterdal, spurgte Fruen Fredrikke : «Er du ikke bange for at døe ?» «Nei», sagde hun, «jeg er ikke bange for at dø; thi fra den Tid af, Aarstallet kan jeg ikke erindre, at Frelseren tilgav mig alle mine Synder, har jeg havt det saa godt med ham, og siden den Tid har Døden tabt sin Braad. Jeg er ikke bange for at dø».

Og saa var det og saa forblev det til hendes sidste Suk. Aldrig har hendes aandelige Fiender i mindste Maade kunnet rokke hendes evige Forsikring om den Salighed, som hun stedse følte sig i Besiddelse af. Paa hendes sidste Leie var hun som ellers stedse taalmodig som et Lam, og naar jeg spurgte hende : «Er Frelseren hos dig ?» saa svarede hun altid med et hjerteligt langt «Ja», og bad stedse : «Kom kjære Frelser ! kom søde Jesus !» og saa ofte hun bad os at bede, at han vilde komme, og saa os knæle, oplivedes hendes Ansigt.

Nogle Dage førend hun døde, kom Capitain Aslaksen ind og bad hende med Taarer Farvel, idet han hulkende sagde : «Ak ! maatte jeg komme derhen, hvor De nu kommer».

I den Tid hun laa syg, kom en Dag en Nabokone til hende med nogen Suppe, som blandt Andet sagde : «Det er ingen Kunst for Dem Fredrikke at dø, der har levet saa forsigtig». Fredrikke svarede : «Ja, jeg har levet forsigtig, men det er ikke det som gjør at jeg nu kan dø; jeg havde en christelig Opdragelse, der har bevaret mig for meget Ondt; men det er ikke det alene, det er alene Jesu blodige Forsoning i mit Sted, det er alene hans Helvedes Angest og Kvaler for min Sjæl, som gjør at jeg kan dø».

Men dette forstod den anden ikke, som hun selv sagde. Man hørte nu næsten intet andet fra Fredrikkes Hjerte end : «Kom kjære Frelser ! kom søde Jesus»; tilsidst kunde hun ikke sige andet end Jesus, og strax førend hun drog de tre sidste Aandedrag hørte vi kun sus og atter sus og hun var hjemme hos Jesus.

Hun døde den 25de Oktober 1861, Fredag Eftermiddag Kl. 4 1/2, medens jeg lyste Herrens Velsignelse over hende og lagde hendes Øine

– 58 –

sammen. Vi bade derpaa med Taarer og Taksigelse ligesom nu : «Ak, dyrebare Frelser ! ak, lad mit Endeligt blive, lad vort Endeligt blive saa sødt og saligt som hendes».

Hun var i de sidste 6 Uger i uafbrudt Besiddelse af alle sine Sandsers Brug. Jeg spurgte hende engang før hun døde om hun vilde have Nadværen; men det vilde hun ikke. Hun havde den bedste Præst og hans himmelske Daab og Nadvære i sit salige Hjerte.

 

Fredrikke Johannes kjæreste Psalme :

#

O Lam! o Jesu søde Lam ! Som lod dig villig for mig slagte,

Du tog paa dig min Synd og Skam, Og ved din Død mig Liv tilbragte;

Du solgtes, jeg kjøbtes, min Skyld den blev din, Du dræbtes, jeg frelstes, din Himmel blev min.

#

Saa har mit Lam da alt gjort klart, Saa jeg slet intet mer er skyldig;

Min Gjæld udslettes rent og bart, Din Død, o Lam ! var nok saa gyldig.

Du ene alene har ganske betalt, Hvad jeg saa gjældbunden var skyldig i Alt.

#

Jeg staar nu frelst ved Lammets Blod Fra Lov, fra Synd, fra al Guds Vrede,

Jeg er nu paa saa fri en Fod, At jeg til Himmelfart er rede;

Alting er nu borte, som hinderligt var, Min Sjæl og alt Vished paa Himmelen har.

#

Jeg intet Mindre kaldes vil End Arving til Guds Himmerige,

Alt Jordisk strækker ikke til, Min Sjæl maa høiere opstige;

Retfærdigheds Krone til mig er henlagt, Den Lammet i Døden tilveie har bragt.

#

Min Sjel alt fuld af Længsel er; Ak ! at den Tid dog snart var omme,

At jeg som har ei hjemme her, Til Himlen hjem dog maatte komme,

Hvor Brudgommen findes, der Bruden vil hen, At kysse og favne sin sødeste Ven.

#

– 59 –

#

Saa kom o, Lam! og hent din Brud, Som længselfuld dig har i Vente,

Og efter dig nu ser hen ud, Om du ei snart vil hende hente;

Da jeg, som er Intet, i Eie skal faa, Hvad Himmelen evig at give formaar.

#

Det er, o Lam ! din Kjærlighed, Som Hjertet saa har tændt i Lue,

At det af intet andet veed, End kryste Sødhed af hver Drue;

Jo mere jeg suer dit Kjærligheds Bryst, Jo mere at se dig optændes min Lyst.

#

Ak, naar jeg møder dig engang, Og skal dit søde Ansigt skue,

Hvor vil jeg bryde ud i Sang, Hvor vil mit Hjerte staa i Lue !

Hvad Kjærlighed vil sig da yttre og tee, Naar jeg min livsaligste Brudgom skal se ?

#

O tænk ! hvad Brude-Kjærlighed, Naar mig paasættes Krands og Krone,

Naar du mit Lam mig giver Sted At sidde hos dig paa din Throne;

Hvor vil du da elskes, som borttog min Skam, Mit eneste, deiligste, sødeste Lam !

#

2) Lucie Margrethes Død.

Min kjære uforglemmelige Datter Lucie Margrethe var os ligesaa umistelig, fordi hun saa mangen Gang kunde hjælpe os, og fordi vi stedse havde et Tilholdssted og Logi hos hende, naar vi vare nede i Byen.

Hun foretog en ikke vel overtænkt Reise i December 1860 til Drammen, ledsaget af sin Broder Lauritz I. Knudsen, paa hvilken Reise hun i Dampskibet blev overmaade forkjølet, hvilken Forkjølelselse dog først efter at hun var kommen hjem til Skien tog saadan Overhaand, at hun fik en Blodstyrtning.

Paa Reisen til Drammen besøgte de Pastor Halling i Horten, og paa Grund af et Anbefalingsbrev, som Pastor Halling medgav dem, besøgte de i Holmestrand den gudhengivne og rige hollandske Konsul Ulricksen, hos hvem de logerede en Nat; de besøgte ogsaa Apotheker Lund der.

– Efter 14 Dages Besøg hos deres kjære Svoger og Søster, Jacobsens i Drammen, foretoge de Tilbagereisen over Kongsberg, hvor de besøgte de kjære Venner Bogbinder Wanberg, Madame Strand og hendes Datter Christence

 – 60 –

med Flere, som før er omtalt. Siden kom de til Hitterdals Præstegaard til den kjære Provst Floods Familie, og til øvrige Venner i Hitterdal, og derfra hjem til mig i Fjærestrand.

Her hjemme hos mig var hun et Døgn, og ved at kjøre hjem til Skien, som vi troede vel indpakket, da det var et meget slemt Veir, frøs hun dog saa overmaade, at dette maa have fremkaldt den Blodstyrtning, som før er nævnt.

Førend vi i al Hast fik hentet Doctor Schaanning, som kom tilligemed sin Søster, opkastede hun i sit eget Værelse en Mængde Blod. Dette var vel en Begyndelse til hendes Tæring, men ogsaa til den aarlange Gigtfeber, som hun siden maatte udholde, og som blev saa meget mere smertelig, fordi hun ved at bade sig i vedvarende Sved og Stuevarme, og ved at bruge varme Flasker ved Fødderne og flere spanske Fluer, ogsaa havde dette at udholde.

Endelig kom hun sig dog saameget, at hun kunde gaa sagte over Gulvet med en Stok; men snart kom fornyede Lidelser over hende. Juleaften 1861 blev hun overfalden af en endnu langt større Blodstyrtning end den første, og da vor Læge, Doctor Schaanning, i det Øieblik ikke var hjemme, blev Doctor Bentzen hentet; de kom begge To paa engang.

Bentzen udbrød i de Ord : «her er intet at gjøre; det er Tæring». Imidlertid vilde vor omhyggelige og hjælpsomme Læge, Doctor Schaanning, forsøge alle mulige Midler til idetmindste at lindre hendes ængstelige Sygdom, som han ogsaa gjorde efter yderste Evne.

Hun havde siden i nogle Uger, Tid efter anden, mange gjentagne Blodstyrtninger, og i den Tid smeltede hun sikkert en Tønde Isstykker i sin Mund, medens hun laa i et iskoldt Værelse med tilfrosne Vinduer. Da Juleaftensanfaldet kom, sagde hun til mig : «Fader, jeg dør vist dennegang». Det kan nok være kjære Barn, at du dør ifra os, men Gudskelov at du har vandret med Gud ! «Nei», svarede hun, «i Frisitelsens Stund har jeg ikke vandret med Gud, jeg har vandret med mig selv, og nu har jeg ingen Tillid til Frelseren; bed om Tillid, bed om Naadeblikke», udraabte hun, hvilket jeg ogsaa gjorde, og snart derefter sagde hun : «tak Frelseren».

Derefter var det stedse hendes Forlangende : «Bed om Jesu Kjærlighed», og om denne Kjærlighed maatte jeg ofte læse for hende i et Par udvalgte Psalmer. Da der i Begyndelsen med enhver Blodstyrtning fulgte en stor Ængstelse, var hun stedse saa bange for at oprøres formeget i sit Sind, at jeg ikke førend længe efter fik Tilladelse at læse for hende de rørende Breve, som hun fik fra sin Broder Missionæren, fra Provst Floods i Hitterdal, fra Frøken Thea Beilegaard i Tønsberg og Andre.

Naar jeg med hendes Tilladelse gik hen til en Bedeforsamling af Dissentere, og spurgte, hvad jeg skulde formaa dem til at bede med mig om for hende, svarede hun stedse : «O ! bed kun om Jesu Kjærlighed».

Da jeg spurgte hende om hun vilde have Nadværen, spurgte hun mig, hvad jeg helst vilde hun skulde gjøre dermed; det skal du ikke spørge mig om, sagde jeg, og Præsten blev hentet. Jeg vidste, at hun for længe siden havde faaet sine Synders Forladelse af Frelseren selv, hvem hun elskede meget inderlig. Pastor Hauge bad flere Gange for hende, og jeg

– 61 –

gjorde idelig det samme.

Endelig henimod Midnat, strax førend hun døde, samlede der sig saa meget Blod og Slim i hendes Bryst, at hun ikke længere mægtede at kaste det op, hvilket derfor kvalte hende til døde en hel Time. O Gud, hvilken Time ! det var neppe at udholde for os som vare tilstede; men saa kom Frelseren Klokken 1 Søndagsmorgen.

Hun hensov den 15de Februar 1862.

Ogsaa hendes Øine lagde jeg sammen, ligesom de to andre Døttres, med Smertens og Glædens Taarer. Vi og min Datterdatter Asseline Fredrikke Eliesen vaagede i denne Tid hos hende, og hun nød saare meget Venskab, Opmærksomhed og Hjælp i sin Sygdom af mange af Skiens Indvaanere.

Dog var vor gode Ven, Julius N. Jacobsen i Fredrikstad, i Guds Hænder hendes saavelsom vor største Velgjører; han betalte tillige hendes Regning paa Skiens Apothek, stor 16 Spd., foruden det som den gode Læge, Doctor Schaanning, havde betalt for hende.

Asseline Eliesen vaagede ligeledes i Forening med os ved min kjære Datter Fredrikkes Sygeleie i Fjærestrand.

Min kjære Datter Lucies Psalme :

#

Jesus elsker mig, Ved jeg visselig,

For de arme Syndre døde; Mon han sig til døde bløede ?

Jesus elsker mig, Ved jeg visselig.

#

Siden Troen mig Skjænket blev til dig,

Føler jeg mig som en Synder, Og ret som et Barn begynder,

Udi Vunderne Mig Udvalgt at se.

#

O et Naadevalg ! At jeg blandt det Tal,

Som skal staa for Lammets Throne, Kan istemme med den Tone,

Om det slagtet Lam, Som bar al min Skam.

#

 

Om min ældre Søn, preusisk Missionspræst Hans Christiaun Knudsens Dødsfald i Nordland, den 26de Mai 1863, findes anført i hans Biografi.

– 62 –

Jeg har saaledes af 8 Børn, 5 foran mig hjemme hos Herren og blot 3 tilbage her paa Jorden, nemlig : den Ældste, Marie H. L. Wathne i Mandal, Anne C. Jacobsen i Drammen og den Yngste af dem Alle, Lauritz I. L. Knudsen i Fjærestrand.

Min kjære yngste Søn, Lauritz Johannes Lie Knudsen, født i Bergen den 19de October 1827, var et Aar og tre Maaneder gammel da hans Moder døde; han blev snart derpaa antastet af en heftig Øienbetændelse, af og til paa begge Øinene, og udstod meget derved og ved spanske Fluer, og har saa godt som stadigt været hjemsøgt af Sygdom den meste Tid af sine Barneaar.

Han fulgte sin yngste Søster Lucie til Bergen, og var der hos sin Svoger, Skomager Andersen og Søster Marie; han gik paa Skole der i to Aar hos Cand. Bruun paa Nordnæs.

Da han havde trangt Skotøi begyndte allerede dengang hans Frostskade i begge Fødder, saa at de hver Vinter vare aabne, til stor Plage for ham ligefra hans 7de til 20de Aar. En lang Tid derefter var han i Christiania sengeliggende i to Maaneder af Nervefeber og derefter af Gulsot i een Maaned.

I tre Aar gik han i Skole i Christiania, først hos Candidaterne Knudsen og Haslund (Middelskolen), og derefter et Aar hos Cand. Wetlesen paa Institutet i Lakkegaden. Han var det villigste og lydigste Barn.

I Aaret 1840 kom han til sin Søster, Anne Chatrine Knudsen, som dengang var Bestyrerinde ved Strømsø Asyl i Drammen, hvor han besøgte Borgerskolen paa Strømsø i tre Aar. Ved denne Skole var der dengang tre Lærere : min kjære Svoger (svigersønn/red.) Jacobsen, Cand. Lexow og Student Nissen, tilligemed Maler Petersen, som var Lærer i Tegning.

Lauritz blev derpaa confirmeret af Sognepræst til Strømsø, Hr. Schrøter, og Confirmationen foregik i Bragernæs Kirke den 30te April 1843. Foruden de øvrige Skolevidenskaber, som han lærte paa Skolerne, læste han ogsaa noget Tydsk, Fransk og Engelsk, hvilke Sprog han i de senere Aar formedelst Nervesvækkelse har glemt meget af.

Ved al hans Skolegang fik han dog mest Indblik i Tydsk, Verdenshistorie og Geografi, som han ogsaa synes at have havt mest Lyst og Anlæg for. I Aaret 1843 kom han i Bogtrykkerlære hos Ludvig Riisum i Christiania; men da han var lidet for sig, og fandt at han ikke havde de fornødne Anlæg, interesserede denne Kunst ham ikke. Hans Mester forsømte ogsaa sine Drenge og Svende formedelst Drukkenskab.

Jeg hans Fader, lærte ham Farverprofessionen, og har han stedse ledsaget mig til mit 80de Aar. Da jeg blev stærblind, og altsaa ikke kunde skrive selv, har han stedse været mig til Hjælp og Velsignelse i de sidste Aar, saa at jeg ikke har mindre at takke Gud for for ham end for mine øvrige Børn.

I Aaret 1855 foretog han en Reise til Brødremenigheden i Christiansfeld i Schleswig som Farversvend, og arbeidede der saalænge

– 63 –

der var noget Arbeide for ham.

I den sidste Tid af Opholdet i Christiansfeld var han hos Gartner Uldahl paa Brødrehuset. Samme Høst reiste han til Stavanger til sin Broder, Missionær Knudsen, som var meget sygelig, for at hjælpe ham med hans der oprettede private Skole.

I 1856 reiste han hjem til sin kjære gamle Fader i Fjærestrand ved Skien for at hjælpe ham i hans Alderdom, og hvor han stedse siden har været. I Aaret 1852 kjøbte han og hans Fader et Grundstykke paa Gaarden Kløvholt i Solem, paa hvilket de i Forening byggede et Hus, bestaaende af fire varme Værelser, Farveri m. m.; vi lagde meget Arbeide baade paa Hus og Grund.

Herren havde af sin store Naade skaffet os Penge at bygge med.

I 1857, efter sin Hjemkomst fra Stavanger og Bergen, blev han vakt og bekymret for sin arme Sjæl.

Skriv inn søkeord..