Følelser for et høiere og vigtigere Øiemed; den tugter i Virkeligheden sig selv, i det den tugter sit Barn, der er den saa dyrebart.
Og som det nærmest maa antages at være Faderens Kald at opdrage sine Sønner, saaledes maa det ogsaa nærmest være Moderens Kald at virke efter bedste Evne for sine Døttres Opdragelse. Som Faderen skal stræbe at danne sine Sønner til dygtige, brugbare Mænd, saaledes skal Moderen stræbe at danne sine Døttre til fromme, blide og elskelige Kvinder.
Hos den sande Kvinde træder Livets Alvor, Kraft og Strenghed tilbage for den moderlige, opoffrende, Alt formidlende Kjærlighed. Ved Mildhed og Sagtmodighed udretter hun ofte langt mere end Faderen med al sin Strenghed. Vel kan denne Mildhed og Sagtmodighed stundom synes at mangle den Planmæssighed og Fasthed, som en fornuftig Opdragelse gjør Fordring paa; men selv om saa skulde være, saa vil dog den Alt opoffrende Kjærlighed, som afspeiler sig i den ømme Moders Færd, aldrig ganske forfeile sit Maal. Denne Kjærlighed vækker Gjenkjærlighed, og Gjenkjærligheden fremkalder hos Barnet Afsky for at handle mod Moderens Ønske.
Kjærligheden virker ved sit gode Exempel, og dette gode Exempel virker ialmindelighed kraftigere eller ialfald ligesaa kraftigt, som de bedste og alvorligste Formaninger.
Se her, kjære I., har Du det Væsentligste af de Betragtninger, hvormed jeg trøstede mig, naar jeg stundom i mit stille Sind følte mig mismodig over, at min Tid eller Omstændighederne i det Hele ikke tillode mig at tage en saa virksom Del i din Opdra-
– 11 –
gelse, som jeg ønskede. Imidlertid vil Du nok erindre, at jeg ikke altid forholdt mig saa ganske uvirksom, og Du har maaske endnu Minder om din Papas strenge Miner, om Du end ikke havde Anledning til at se dem saa ofte, som dine Brødre.
Men herved tør jeg maaske haabe netop at have truffet den gyldne Middelvei. Fader og Moder maa bistaa hinanden i sine Børns Opdragelse. Den Ene maa udfylde, hvad der maatte mangle hos den Anden. Hos Faderen er det væsentligst en paa sand Gudsfrygt og Kjærlighed grundet Bestemthed og Alvor, der bør udtale sig; hos Moderen derimod er det en paa Bestemthed og Alvor hvilende sand Gudsfrygt og Kjærlighed, der bør komme tilorde.
Gudsfrygt og Kjærlighed maa være Drivefjæderen, Sjælen i det Hele, kun at de hos Fader og Moder gjensidigen synes at vexle Plads med det andet Parti : Bestemthed og Alvor.
Hos Faderen er det, som om Gudsfrygt og Kjærlighed træde tilbage og ligesom skjule sig for det ydre Øie bag den gjennem Strenghed fremtrædende Bestemthed og Alvor; hos Moderen derimod er det Bestemtheden og Alvoret, der viger tilbage for den gjennem Blidhed og Sagtmodighed her mere fremtrædende Gudsfrygt og Kjærlighed.
Faderen opdrager saaledes væsentligst ad Lovens Vei, Moderen væsentligst ad Evangeliets Vei, og som Lov og Evangelium gjensidig tjene til at udfylde hinanden, skal ogsaa Faderens og Moderens forskjellige Opdragelsesmaade tjene til gjensidig Udfyldelse i sand Gudsfrygt og Kjærlighed.
Men mangle sand Gudsfrygt og Kjærlighed enten ganske eller endog kun for en Del, da vil den hele Opdragelse kun blive et
– 12 –
Skin, der maaske kan blende og se noksaa prægtigt ud for en kort Stund, men aldrig føre til sand Lykke og Velsignelse i Livet.
Naar jeg imidlertid her har søgt at fremstille det Forhold, hvori Faderens og Moderens forskjellige Opdragelsesmaader staa til hinanden, saa kan naturligvis ikke Meningen være, at dette Forhold er ufravigeligt og altid gjør sig gjældende i det virkelige Liv.
At der gives mange Undtagelser derfra, behøver vel neppe engang at paapeges. Der gives saaledes maaske ikke saa faa Fædre, der i sit Forhold til Børnene synes at indtage Moderens Plads, og omvendt ikke saa faa Mødre, der synes at indtage Faderens Plads. Men jeg har søgt at vise Forholdet saaledes, som det vel hyppigst yttrer sig, og som det ifølge Menneskenaturen vel ialmindelighed maa og bør yttre sig.
Det er nok derfor ogsaa sjelden, at man ser en vel opdragen, for den mandlige Virksomhed dygtiggjort Søn, opdraget alene af sin Moder, eller omvendt en isandhed kvindelig, elskværdig Datter, opdraget alene af sin Fader. Manden er vel nærmest skikket til at opdbrage Mænd, Kvinden til at opdrage Kvinder.
Som der kun levnedes mig liden Tid til at virke for din Opdragelse, saaledes levnedes der mig ogsaa kun knap Tid til din Undervisning i de almindelige Skolefag, da min korte Fritid, som Du vil erindre, for det Meste optoges af dine Brødre, hvem jeg efter bedste Evne søgte at uddanne for den akademiske Bane.
Imidlertid forsømte jeg Dig heller ikke ganske i denne Retning, og ligesom Du ved Flid og Lærvillighed ofte lettede mig mit Arbeide og i det
– 13 –
Hele taget gjorde mig denne Undervisning let og behagelig, saaledes tør jeg ogsaa nære det Haab, at det Kundskabsmaal, Du under min ofte afbrudte Undervisning naaede, maa berettige Dig til Navn af en almindelig dannet Kvinde.
Et inderligt Ønske, som jeg nærede, men som min Sygelighed negtede mig Opfyldelsen af, var Ønsket om personlig at kunne forberede Dig til Confirmation og nyde den for Faderhjertet saa opløftende Glæde, paa Herrens Vegne selv at modtage din Bekræftelse paa det hellige Daabsløfte. Som jeg idag er bleven negtet Glæden af personlig i Herrens Navn at stadfæste den allerede tilforn indgangne Pagt med din jordiske Brudgom, saaledes blev det mig ogsaa negtet paa hin, din første og allerhelligste Bryllupsdag, i Herrens Navn at stadfæste din i Daaben indgangne Pagt med din himmelske Brudgom og at udtale vor himmelske Faders evige Velsignelse over Dig i den Anledning.
At maatte opgive dette saa dyrebare Ønske var mig, som sagt, et saare tungt Stød. Men jeg bør dog visselig ikke beklage mig derover. I den Mands Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, til hvem din Confirmationsforberedelse og derpaa følgende Confirmation blev anbetroet, havde jeg nemlig den bedste Borgen for, at Du visselig Intet tabte ved Byttet.
Ved din Confirmation var Du da altsaa, efter almindelig Talebrug, bleven et voxent Menneske. Imidlertid hindrede ikke dette mig fra, efter fattig Tid og Leilighed, at fortsætte min Skolevirksomhed med Dig, især i sproglig Retning. I det engelske Sprog var det dog ikke mig, men en kjær Veninde, der saa ufortrødent
– 14 –
efter eget Tilbud paatog sig din Undervisning, og den Velvillie og Selvopoffrelse, hvormed hun udførte den, vil vist altid bevares i din kjærligste Erindring, ligesom den stedse vil omfattes baade af din og af min varmeste Taknemmelighedsfølelse.
I Løbet af denne Tid var det, at min Helbredstilstand, som Du ved, tvang mig til ganske at nedlægge min Embedsvirksomhed, efterat jeg i de sidste Par Aar kun havde seet mig istand til at forblive deri ved den Hjælp, der var mig tilstaaet til Embedets Bestyrelse.
Da til samme Tid begge dine Brødre forlode mig, for at fortsætte sine Studeringer ved Universitetet, saa fik jeg nu friere Hænder, idet jeg herefter vilde have den tilforn saa fuldt optagne Tid til min egen Raadighed.
Dette gav da Anledning til, at jeg senere modtog endel unge Mennesker i mit Hus, hvem jeg skulde bibringe videnskabelig Undervisning, og iblandt disse ogsaa din kjære A. Skjønt en fuldstændig Hemmelighed for mig i det første Halvaar efter hans Komme, har jeg dog senere erfaret, at det at se hinanden og det at elske hinanden for Eder omtrent var samtidigt.
Det var derfor en høist uventet Overraskelse for mig, da I begge hin Morgen kom ind til mig, for at bede mig om mit faderlige Samtykke til Eders fremtidige Forbindelse. Men saa uventet denne Overraskelse end var mig, og saa lidet forberedt jeg derfor maatte være paa den, saa følte jeg mig dog ikke mindre glad og lykkelig derved. Din A. var os jo et kjært Medlem af Familien. Hans Charakter og Gemytsbeskaffenhed havde jeg under hans Ophold hos os lært at kjende fra en
– 15 –
saadan Side, at jeg neppe kjendte nogen ung Mand, til hvem jeg hellere kunde ønske dit Hjerte knyttet, end til ham.
Da dertil ogsaa alle de øvrige Hensyn, som jeg under saadanne Omstændigheder maatte tage i Betragtning, syntes at give mig det bedste og skjønneste Haab om, at Du ved hans Side maatte blive lykkelig, saa følte jeg mig allerede strax greben af den inderligste Taknemmelighed til Herren, som her grant syntes mig at maatte være tilstede med sin naadige og alfaderlige Styrelse.
Jeg udtalte derfor uden Betænkning strax i Herrens Navn mine varmeste Velsignelsesønsker over Eders fremtidige Forening. Men hvor dybt følte jeg mig ikke greben, og hvor bevæget blev jeg ikke, da mine Øine under dette tilfældigvis faldt paa den Diamantring, Du bar paa din Haand, og som ved Arv var kommen til Dig fra din og din A.’s fælles Grandoldemoder !
Ved at faa Øie paa denne brast Forhænget for den taknemmelighedsfulde Anelse, jeg allerede strax fra Begyndelsen af havde følt, nemlig at Herren i sin alkjærlige Styrelse her selv maatte være tilstede, og at Ham alene skyldtes Takken for, hvad her saa uventet var skeet. I denne Ring saa jeg ligesom et synligt og tilforladeligt Pant paa Herrens personlige Nærværelse; jeg skulde ikke tvivle, og det var mig nu, som saa jeg Ham selv velsignende midt iblandt os.
Du kjender, kjære I. (Ingeborg M./red), denne Rings Historie. Du ved, at dens første Eiere vare Kammerraad A…… I.(Kammerraad og Fut Andreas Nielsen Juel/Foged over Halsnøy/1722-1777/red.) og hans Frue (Anna Christophersdtr. Munthe (1728-1794)/red.) paa H…. (Halsnøy/red.) K……(Kvinnherad/red.).
Dette Ægtepar, der levede i Midten og henimod Slutningen af forrige Aarhundrede, havde, ligesom din Moder og jeg, 3 Børn (egentlig 4 barn/red.),
– 16 –
nemlig de 2 Ældste Sønner og den Yngste en Datter (det eldste barn var datteren Christine Ørbech Andreasdtr. Juel Kahrs, (f. 1761, d. 1842) – det yngste av de 4 barn var datteren Petronelle Marie, f.1767, d. som spedbarn/red.).
Da Sønnerne (Niels Andreasen Juel (1764-1800) og Christopher Munthe Andreasen Juel (1767-1804)/red.) begge studerede og vare bestemte til at blive Prester (deres morfar Christopher Ludvigssøn Munthe (1688-1754) var sogneprest i Hafslo og Luster og gift med Christine Jensdtr. Ørbech (1690-1741)/red), sagde Moderen, hvis Forældres Brystbilleder sees i Ringen, til dem :
«Den af Eder, der først prædiker for mig, skal have denne Ring».
Den ældste af Sønnerne (Niels A. Juel/red.) forlod imidlertid siden Studeringerne og levede som Landmand paa H…(Halsnøy), K…(Kvinnherad).
Den anden Søn derimod (Christopher Munthe J.(1767-1804)/red.) blev Prest og fik Ringen. Men da han døde i sin tidlige Manddomsalder, medens hans Børn endnu vare smaa, og der ikke var Udsigt til, at Nogen af Sønnerne kunde blive Prest (sønnen Andreas Juel (1792-1868) ble militær/red.), saa blev Ringen overdraget til hans Datter I.,(Ingeborg Marie (1793-1841/red.) der blev min Moder, og efter hvem Du er opkaldt.
I min Opvæxt viste min Moder mig ofte dette Familieklenodie, og da hun stedse syntes at lægge en vis Vægt paa, at det var overdraget til hendes Fader, fordi han blev Prest og havde prædiket for sin Moder, saa opstod allerede tidlig den Tanke hos mig, at det maaske var min Moders Hensigt at give mig Ringen, hvis jeg engang kunde blive Prest og komme til at prædike for hende.
(Her er forbindelsen mellom Erik Olsens datter Ingeborg Marie og hennes mann Andreas Juel : Christopher Munthe Juel, som ble den av kammerråd og fogd Andreas Nielsen Juels to sønner som prediket for sin mor Anna Christophersdtr. Munthe og som dermed fikk seg overlatt diamantringen, ble også far til Ingeborg Marie (1793). Denne Ingeborg ble mor til Erik Olsen og farmor til Eriks egen datter Ingeborg Marie. Dermed ble slektene Juel og Olsen knyttet sammen i 3. ledd (Ingeborgs bestemor Ingeborg M.(f.1793) og Andreas’ bestefar Andreas (f. 1792) var søsken) og de hadde samme tippoldemor Anna Christophersdtr. (5. ledd)/red.)
Noget Bestemt i saa Henseende blev dog aldrig udtalt af hende for mig. Da jeg imidlertid kom hjem som theologisk Candidat efter min Moders Død (1841/red.), kom min Fader med Ringen til mig som en dyrebar Erindring fra min uforglemmelige Moder, der virkelig stedse havde havt den Plan med den, at den skulde tilhøre mig, dersom jeg engang fik theologisk Examen.
Da jeg blev gift, lod jeg din Moder bære Ringen, eftersom den egentlig er en Damering og ikke nogen Herrering, og nu, da din Moder og jeg vare blevne
– 17 –
gamle, begyndte vi at raadslaa om, hvem af vore Børn der skulde have Ringen efter os.
Jeg erklærede mig ubetinget for, at den skulde overdrages til din yngste Broder F.(Fredrik Christian f. 1853/red.), der studerer Theologi, naar han engang kom til at prædike for os, medens din Moder foreslog, at den skulde overdrages til Dig paa din Confirmationsdag.
Med Ønsket om, at Ringens gamle Tradition fremdeles skulde befølges, protesterede jeg kraftigt mod dette Forslag, men maatte dog tilsidst give efter for din Moders indtrængende Forestillinger om, at Ringen aldeles ikke passede for en Herre, men kun for en Dame.
Saaledes blev da Ringen skjænket Dig paa din Confirmationsdag, skjønt ikke uden en vis Modstand fra min Side. Men hvad var nu skeet, og hvad saa jeg nu ? Jeg saa, at «Herrens Veie ikke ere vore Veie», og at «Mennesket optænker sin Vei, men at Herren alene stadfæster hans Gang».
Jeg saa med Forbauselse og ydmyg Tak, at Ringen nu netop var kommen til den Rette. Jeg saa, at hvis jeg ligeoverfor din Moder havde sat min egen Mening igjennem, da havde jeg nu bitterlig maattet angre det. Herren viste mig her, hvad jeg tilforn aldrig havde tænkt mig, nemlig at dette saa kjære Familieklenodie nu skulde vende tilbage til sit oprindelige Hjem, til det samme Sted nemlig, hvorfra det for omtrent 100 Aar siden var udgaaet; at det nu ikke blot skulde atter knyttes til det samme Familienavn, men endog til de samme Personnavne, hvortil det tidligere havde været knytet. Ja, isandhed, jeg følte mig her dybt greben som ved en Aabenbarelse fra Herren, og ligesom jeg den
– 18 –
gang udøste mit Hjerte i inderlig og ydmyg Tak til vor himmelske Fader, der gjør Alt saa saare vel for os – langt over, hvad vi kunne haabe eller vente, og langt over, hvad vi kunne ane eller forstaa, – saaledes takker jeg Ham fremdeles med ydmygt Sind og taknemmelighedsfuldt Hjerte for al den uendelige Godhed, Han omgjorder os med, for al den ufortjente Naade og al den faderlige Velsignelse, Han tildeler os baade i legemlig og aandelig Henseende, og beder Ham med Blussel over mig selv at give mig Visdom til aldrig at forlade mig for fast paa min egen Forstand, min egen Villie eller mine egne menneskelige Beregninger, men trygt lægge al min Sag i Hans almægtige og alkjærlige Faderhaand, der gjør Alt saa saare vel for os.
Efter din Forlovelse var det, som rimeligt kunde være, ganske forbi med vor Læsning sammen. Du fik nu saa meget Andet at tænke paa, for itide at kunne uddanne Dig for din tilkommende husmoderlige Stilling, at din videnskabelige Uddannelse nu maatte træde i Baggrunden og vige tilside for de mere praktiske Fordringer, din fremtidige Livsstilling gjorde til Dig.
Disse Fordringer haaber jeg, Du troligen har søgt at imødekomme. Jeg haaber, at i den praktiske Uddannelse, Du har søgt at tilegne Dig, ikke vil blive uden Frugt i Fremtiden, og at den theoretiske Udvikling, jeg tidligere har stræbt at bibringe Dig, vil have hjulpet Dig til den Aandens Modenhed, den Forstandens Dømmekraft og det Retsindighedens Indblik i dine fremtidige Forholde, at Du nogenlunde selv vil kunne skjelne det Sande fra
– 19 –
det Falske, det Rette fra det Urette, det Nyttige og isandhed Gavnlige fra det Unyttige og Skadelige.
Du vil fra idag af betragtes som den modne, selvstændige Kvinde, som Husmoder for og Bestyrerinde af en ikke ubetydelig Landhusholdning.
Du vil faa mange Byrder at bære, mange Pligter at opfylde og meget Ansvar at staa i, og under saadanne Omstændigheder vil det vel ofte ske, at Du vil finde disse Byrder besværlige, disse Pligter trykkende og dette Ansvar tungt.
I Erkjendelsen heraf er det derfor, at din gamle Fader, hvis Opdragergjerning nu er endt, og som idag byder Dig Haanden til Afsked fra Barndomshjemmets fredelige og sorgfrie Arne, føler Trang til endnu i Afskedens Øieblik at henvende nogle Ord til Dig, for, om muligt, derved at give Dig nogle kjærlige Vink, nogle faderlige Raad til Veiledning paa din fremtidige Livsbane, samt i Forbindelse dermed tillige at give Dig et kort Overblik over dine væsentligste Fremtidspligter som Husmoder, i Haab om, at Du derved maaske lettere vil kunne finde Dig tilrette i samme, lettere overskue dem og lettere vurdere deres Betydning.
Det kan maaske synes Dig noget paafaldende, at jeg, din gamle Fader, der hidtil aldrig har indladt mig paa Husmoderens Gjerning, og for hvem denne Gjerning med dens Byrder, Pligter og Ansvar derfor maa antages at ligge temmelig fjernt, nu paa mine gamle Dage vil vove mig ind paa et saa aldeles fremmed og ukjendt Felt.
Det maa jo ligge Dig nær at antage, at jeg herved giver mig ud paa en glat Is og følgelig maa befrygtes at komme tilkort. Jeg erkjender ogsaa tilfulde
– 20 –
dette selv, og jeg vilde visselig aldrig have indladt mig paa dette saa ukjendte Felt, dersom ikke Faderkjærligheden havde fremkaldt Ønsket hos mig om ogsaa i de kommende Dage, om muligt, at kunne være Dig til nogen Hjælp ved Raad og Veiledning.
Du vil nok kunne forstaa, at jeg ved disse mine Ord ikke henvender mig til Dig med den gamle, vel kjendte Lærermine. Jeg optræder ikke her som din Lærer, men som din kjærlige Fader, din ledsagende Ven og din veiledende Raadgiver, der saa gjerne vil offre sine i Livet indvundne Erfaringer paa Kjærlighedens Alter, i Haabet om, at Du deriblandt vil finde om end kun nogle enkelte, der maatte kunne blive Dig til Nytte.
Og skulde jeg end enkelte Steder synes Dig at vove mig for langt ud paa dette saa slibrige Felt, skulde jeg virkelig synes Dig at komme tilkort og at indlade mig paa Ting, som jeg ikke forstaar, saa er jeg dog ikke bange for den Kritik, jeg udsætter mig for hos en øm og kjærlig Datter, der tilfulde vil vide at vurdere sin Faders velmente Raad, om de end for det givne Tilfælde maatte forekomme Dig intetsigende og ubrugbare.
Jeg betragter Dig i ethvert Fald nu som den voxne og modne Kvinde, der besidder Indsigt, Forstand og Dømmekraft nok til selv at bestemme Dig for eller imod mine velmente Raad, og allerede herved haaber jeg, at de ikke ganske ville være uden Nytte eller Betydning for Dig, idet de ialfald ville give Dig Stof til Eftertanke og Kritik, der for Husmoderen visselig ikke er mindre vigtig og nødvendig end for Manden, i hvilkensomhelst Livsstilling han end maatte være.
– 21 –
Naar jeg nu altsaa vover mig ud paa denne glatte Is, som jeg maaske helst burde have holdt mig ganske borte fra, og jeg til Undskyldning for denne min Dristighed kun har at henvise til det ovenfor Anførte, har jeg troet det rigtigst, for at kunne give Dig en, saavidt muligt, klar Oversigt over det mangeartede Stof, som din fremtidige Livsstilling frembyder til Overveielse, at inddele det efter de forskjellige Forholde, hvori Husmoderens Pligter optræde, og efter de forskjellige Hensyn, som paa Grund heraf gjøre sig gjældende.
Jeg har troet, at disse Forholde kunne fremstilles under følgende 5 Hovedafsnit :
1. Husmoderen i sit Forhold til Gud.
2. –—–i Forhold til sin Mand.
3. ——-i Forhold til sine Børn.
4. ——-i Forhold til sit Tjenestetyende. .
5. ——- i Forhold til sit Huses Bestyrelse.
– ‘borgerskolen’ vil etterhvert gjengi det første «Hovedafsnit» av de ovenfor anførte – sidene 21 – 115, et omfattende avsnitt, og som kan være av almen interesse for dagens troende kristne – både kvinner og menn; det fortjener også å nevnes at det var Andreas’ tippoldefar, fogden Andreas Juel (1722-1777), som i 1758 fikk kjøpe den fogd- eller fute-gård han bebodde, nemlig Halsnøy Kloster, som fra 1664 hadde vært sete for Sønnhordland og Hardanger Fogderi, underlagt Stiftet og Stiftsamtmannen, med sete i Bergen; denne igjen var underlagt Rentekammeret (finansdept.) i Kjøbenhavn. Fogden Andreas Juel hadde ansvaret for rettshåndhevelsen og innsamling av skatter i sitt område; 4. september 1755 hadde han inngått ekteskap med datteren av sogneprest Christopher Ludvigssøn Munthe i Hafslo og Luster (Indre Sogn), Anna Christophersdtr. M. og de satt altså fra 1758 som eiere av dette gamle kloster-gods.
Siden gikk denne eiendom i eie til Fogdens sønn Christopher Munthe Juel (1767-1804), dennes sønn Andreas Juel (også militær/løytn.)(1792-1868), i neste ledd til Niels Juel (1831-1897), som også møtte på Storthinget, og dernest til Andreas Juel (1856-1922), som ble ektemann til Erik Olsens datter, Ingeborg Marie (1857-1946).