– ved hennes bryllup 5. juli 1878 med arving til Halsnøy Kloster, Andreas Juel (1856-1922); dette utgjorde det korte slutningsord til Ingeborg Marie (1857-1946) fra faren Erik Olsen (1816-1881) i boken han skrev til henne og utgitt/trykket i Bergen samme året 1878; første kapittel i denne interessante bok kan du lese her :
– og nedenfor følger bokens avslutning – med farens spesielle dikt-strofer – på sidene 225 – 227 :
Slutningsord og Farvel.
«Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give Dig Livsens Krone !» Joh. Aab. 2, 10.
Saa har jeg da efter bedste Skjøn søgt at fremstille for Dig Hovedtrækkene af de Pligter, Du har at iagttage, og de Regler, Du har at følge, for i de kommende Dage at kunne blive en glad og lykkelig Husmoder.
Jeg har søgt at vise Dig Veien, ad hvilken Du tør haabe at kunne blive det evige Livs Arving, din Mands Krone og en sand Pryd for dit ganske Hus, velsignet af Gud og lovpriset af Mennesker.
Jeg har stræbt at vise Dig, hvorledes Du som en sand Israelit skal vinde Seier baade hos Gud og hos Mennesker og saaledes blive lykkelig paa Jorden og salig i Himlen. Jeg anser nu min faderlige Gjerning sluttet. Du forlader nu dine Forældres Hus, og din gamle, syge Fader vil snart vandre bort.
Gjennem min lange Sygelighed har Herren alt længe mindet mig om at holde mig rede til at drage herfra, og jeg føler, at Graven ikke kan være langt borte. Jeg vilde derfor saa gjerne ledsage din Bortgang fra Fædrehjemmet med nogle kjærlige Ord, der som et fremtidigt Minde kunde vidne om mine faderlige
– 226 –
Følelser for en elsket Datter.
De have maaske i sig selv kun lidet Værd; men de ere ialfald udgangne fra et ømt Hjerte. Saa modtag dem da i Kjærlighed, som de ere nedskrevne i Kjærlighed ! Modtag dem som min Svanesang til Dig i Livets sidste Blund, og betragt dem som en kjærlig Røst fra din Faders Grav, naar Jorden dækker mit Støv !
Lad dem ledsage hin Ring, Du modtog paa din Konfirmationsdag, og lad dem i Fællesskab med denne opbevares som en fremtidig Arvelod til din kvindelige Efterslægt !
Som Ringen vil minde Dig om din himmelske Brudgom og disse mine Afskedsord ville minde Dig om din jordiske Brudgom, saaledes skulle begge i Fællesskab minde din kvindelige Efterslægt om, at som Christus er Mandens Hoved, saaledes er Manden Kvindens Hoved, og at den christelige Hustru skal tjene dem begge i hellig Enhed.
Og hermed modtage Du da mit kjærligste Farvel med faderligt Ønske om, at Guds Naade, Fred og Velsignelse baade i Tid og Evighed maa følge Dig og din kjære A.(Andreas/red.) i Jesu Navn !
(Mel : «Hvo ved, hvor nær mig er min Ende ?»)
#
Og nu Farvel, min kjære Datter! Modtag din Faders Afskedsord !
Om Øiet end Dig skuer atter, Du gaar dog nu fra Hjemmets Bord.
I Mindet jeg dog altid har, Hvad Du for os i Hjemmet var.
#
– 227 –
Du var en from, en kjærlig Pige, Som lytted til Forældres Røst.
Du higed tidlig til Guds Rige, Og søgte deri Hjertets Trøst.
I Tro Du ydmygt bad til Gud, Og holdt Dig barnligt til Hans Bud.
#
Med Ømhed elsked Du din Fader, Og elsked Moder som Dig selv.
Derfor jeg haaber, Herren lader Dig saligt bo i Naadens Hvælv.
Hav Tak for, hvad Du for os var ! Vor Svaghed Du saa kjærligt bar.
#
Din Fader stunder nu til Hvile; Jeg sukker ofte dybt til Gud :
Lad Naadens Straaler mig tilsmile, Som Jesu Død har spredet ud !
Før mig til Fredens lune Havn ! Og lad mig lande i din Favn !
#
Gud signe Dig, min kjære Datter ! Gud signe og din kjære Mand !
Gud signe Alt, hvad Dig omfatter ! Gud signe Huset paa din Strand !
Gud signe Dig i Naadens Favn ! Gud signe Dig i Jesu Navn !
Din ømt hengivne Fader E. O.