– etter at den aktede sognepresten i Snaasen (Snåsa) i Nord-Trøndelag Jens Rynning gikk bort på prestegården 11. juni tidligere samme sommer (1857); han var født i 1778 og etter presteutdannelse i Kjøbenhavn hadde han tjent som prest siden 1805, først som residerende kapellan i Ringsaker. I Snaasen hadde han vært siden 1824 og da han siden hadde vært i prestetjeneste i mer enn 50 år, ble han i kirkelig og bibelsk betydning regnet som «Jubellærer».
Det var den kjente redaktør, skribent og arkivar Paul Botten-Hansen som står bak denne meddelelse og betraktning knyttet til Jens Rynning og hans liv/tjeneste – les den her – på bladets sider 143-144 :
Den 11te Juni døde Sognepræst til Snaasen Jens Rynning, en af Landets ældste Præster og en Mand, der i sin Tid har gjort sig fortjent som Forfatter af flere, især økonomiske Skrifter.
Han var født paa Kastnæs i Tranø Præstegjeld den 30te Mai 1778. Faderen var Overauditør Ole Rynning, der 1781 fik Afsked som Foged over Senjen og Tromsø og døde ikke længe derefter; Moderen hed Golla Hveding.
Sønnen blev sat ind i Throndhjems Skole, hvorfra han deponerede 1796 (ikke 1797) og var saaledes en af Mag. Søren Monrads Dimittender. 1798 tog han den philosophisk-philologiske Examen med Udmærkelse og i 1800 theologisk Embedsexamen med bedste Charakteer. Med samme Udfald prædikede han over Eph. 2. V. 18, men fik blot non contemn. (middels til akseptabel prestasjon/red.) for den katechetiske Prøve. (Efeserbrevets kap. 2, vers 18, lyder i D.N.B. 1978 : «Gjennom ham har vi begge i én Ånd adgang til Faderen»/red.).
Som theologisk Kandidat lagde han sig, foruden Theologien, ogsaa efter Physiken og Økonomien eller, som han i en af sine Ansøgninger siger, «efter saadanne Kundskaber, hvorved han som Præst eller Folkelærer kunde gavne». Han frekventerede saaledes i Aarene 1801 og 1802 flittigen Professor G. Begtrups Forelæsninger over Landøkonomien , og udkastede Tegninger og Modeller af egen Opfindelse, der ifølge denne dygtige Fagmands Vidnesbyrd vidnede om «et sjeldent Talent for de mechaniske Videnskaber og ualmindelig Kundskab i samme«. Derhos søgte han gjennem Skrifter og Afhandlinger at udbrede Kjendskab til Økonomien og Landbruget, og vandt den udsatte Priis af 200 Rdl. for en Afhandling om Tangbrændingens Indflydelse paa Fiskerierne ved de norske Kyster.
Overhoved seer man, at han omhyggeligen anvendte sin Tid, og baade Biskop Bech (Frederik Julius B./red.) og Biskop Bugge (Peter Olivarius B./red.) udtalte sig derfor meget rosende om hans Flid og Kundskaber.
Som en Anerkjendelse heraf var det ogsaa, at han endnu som Kandidat, 24de Juli 1805 blev optaget som Medlem af det norske Videnskabernes Selskab i Throndhjem. Vendt tilbage til Fædrelandet var han nogen Tid deels Huuslærer for Kancelliraad Ellert Holtermanns Børn paa Østeraad (i dag : Austrått i Ørland kommune vest av Trondheimsfjorden/red.), deels Privatlærer i Throndhjem, hvor han deeltog i Underviisningen ved Søndagsskolen. Sommeren 1805 reiste han, efter Datidens Skik, ned til København for at supplicere (søke stilling/red.). Han søgte forgjæves om Evje og om Tromsø Præstekald, men fik 18de Oktober 1805 Ringsakers residerende Kapellani efter Andreas Mørch, der kort i Forveien (12te Juli) var bleven befordret til Sognepræst i Hurum.
Aaret efter giftede han sig med Severine Cathrine Steen (søster av presten Lars Steen/red.), en Datter af daværende Landhandler paa Ringsaker Bernt Anker Steen, og blev ved hende Fader til fire Sønne og fire Døtre, af hvilke Børn kun tvende (to/red.) overleve ham.
Blandt Sønnerne var Student Ole Rynning , som udvandrede til Amerika og der døde i 1838. Han hjemsendte fra sit nye Fædreland en populær Reiseberetning, som udkom i Trykken (d.e. «Amerika-Bogen»/red.), og som ikke havde liden Indflydelse paa Vækkelsen af Udvandringslysten.
Som Kapellan i Ringsager forblev Rynning i 19 Aar, indtil Nov. 1824, da han udnævntes til Sognepræst til Snaasen efter da afdøde Joachim Hagerup Angell.
I 7 af hine Aar var han (fra 6te Jan. 1817) konstitueret Sognepræst i Ringsaker under Pastor Bergs Suspension, i hvilken Tid han, ifølge sin Provsts Erklæring, «med Anstrengelse opfyldte de Pligter, som dette Embedes Bestyrelse medførte, uden at modtage for samme nogen tilstrækkelig Godtgjørelse«. Han klagede selv i en Ansøgning over, at Forretningerne her havde overvældet ham saaledes, at «han var nær ved at segne under Byrden».
Inden han blev befordret til Præst i Snaasen, søgte han blandt andre Embeder ogsaa det ved Jonas Reins Død ledigblevne Korskirkens Sognekald (i Bergen/red.). Men Biskoppen fandt, at han ikke besad de Talegaver, som man maatte ønske hos en Præst i en Kjøbstads-Menighed. Derhos bemærkedes, at Rynning «undertiden indblandede sig i uvedkommende Ting».
Forresten gaves ham den Ros, «at han stedse havde stræbt at vise Flid og Nøiagtighed i sin Embedsførelse», ligesom ogsaa, at «hans Forhold som Mand og Fader og i andre Henseender var aldeles ulasteligt».
Paa Rynnings præstelige Virksomhed have vi ikke hørt nogen Klage, men imidlertid var den neppe heller usædvanlig fortjenstlig. Idetmindste tør vi slutte dette af de Charakterer, Biskoppen paa de til Regjeringen indsendte Lister har givet ham. I 1806 fik han det Skudsmaal, at hans Kundskaber vare «meget gode», hans Embedsduelighed «ikke slet», hans Virksomhed i samme «upaaklagelig» og hans moralske Egenskaber «ganske gode». 1818 og 19 fik han for «Duelighed» Charakteren 3.4, for
– 144 –
«Virksomhed 4» og for «Forhold 4» (i disse Lister var den almindelige Charakteer dengang 3. Nogle have Fem’ere, Andre 1 i et enkelt Fag. At Charaktererne slog til, viser sig deraf, at netop de Mænd, som tilkjendtes de bedste Charakterer, siden bleve de mærkeligste og mest anseede inden vor Gejstlighed).
Dette var, som man seer, i hans Kapellan-Aar. At han i en mere fremrykket Alder skulde gaaet synderlig frem, er vel ikke at forudsætte, idetmindste hvad «Virksomheden» angaar.
Til de ovennævnte Afhandlinger af Rynning maa endnu særlig føies, hvad han har skrevet om Odelsretten, hvorom han fremsatte de Anskuelser, der i den senere Tid især ere blevne gjængse.
Indløsningsretten fandt han at være fordærvelig saavel for den norske Nationalcharakteer som Landets Opkomst og Velstand, og saaledes burde den afskaffes. Allerede i 1801 havde Rynning behandlet dette Emne i et Stykke, der næste Aar blev trykt i Minerva; men da Selskabet for Norges Vel flere Aar efter fremsatte til Besvarelse Spørgsmaalet «om Odelsrettens Indflydelse paa Nationalcharakteren og Velstanden i Norge», behandlede han end yderligere Spørgsmaalet i en Priisbesvarelse, der i Selskabets historisk-philosophiske Samlinger optager 178 S. (4de B. 2den D.).
Odelsretten førte ham ogsaa ind paa Historiens Felt. I Minerva havde nemlig Rynning udtalt en skarp Dadel mod Einar Thambeskjælver, der flere Aar efter fremkaldte C. M. Falsens (Christian Magnus F./red.) Forsvarsskrift «Einar Thambeskjælver, «Nordens Helt»; og herved bragtes Rynning til ogsaa at skrive en Einar Thambeskjælver, hvori han søgte at begrunde sin engang udtalte Dom, idet han fremdeles ansaa Einar for «en skjændig Person». Dette Modskrift udkom i Christiania 1817.