– i boken «En Beskrivelse over Eker. Fra gamle Dage og indtil Nu». Af en Bonde. Drammen. I Kommision hos Chr. Jensen 1887;
– denne bonde skal være Nils Paulsen eller også Poulsen, den velkjente legmann og forfatter, med tilhold i traktene omkring Eker/Drammen fra fødselen i oktober 1815 og store deler av livet, inntil han gikk bort 30. juni 1894 – les annet om Nils Paulsen på denne siden;
– i bokens kapittel : «Gaardbrugerstandens Oprindelse og Karakter» – fra sidene 21 – 28 :
– 21 –
Hvorfra den oprindelige eller gamle Gaardbrugerstand paa Eker nedstammer, kan vel ikke siges med Vished; dog synes det sandsynligst, at den nedstammer fra de store Eiendomsbesiddere, der allerede længe før den «sorte Død» sees at have taget Bolig her. Ifølge P. A. Munch nedstammede enkelte af disse fra den gamle norske Kongeslægt, medens flere vare beslægtede med disses Høvdinger eller endog selv vare saadanne. Vi skal t. Ex. nævne Beboerne paa det gamle Raukaberghi, Akre, Vidneshesi, Krokstadhum, Horgini, Berg og Skarrom m. fl.
Kun to Ekerfamilier har hver sin bestemte Stamfader, nemlig paa Loe og Stenshorne; den første fra det 14de og den sidste fra det 17de Aarhundrede.
– 22 –
Hvad Efterkommerne angaar, da siges de gamle Ekværinger at have været et stærkt og velvoxent Folk; men af middelmaadig Størrelse. Dog skal der have været Enkelte, i hvem man sporede en Levning af den gamle Kjæmpeslægt.
Bønderne havde et godt Skudsmaal, især for at have været ordholdende. Uagtet Bondens Kaar paa Eker, efter at det danske Adelsvælde havde tabt betydeligt af sit Herredømme, skal have været bedre end mange andre Steder i Landet, roses Ekværingen dog for at have været venlig og forekommende mod sine Undergivne og beskeden mod sine Overordnede.
Men vilde Nogen sætte sig i hans Høisæde, berøve ham hans Rettigheder, krænke hans Æresfølelse eller haane ham, da kunde en saadan ligesaagodt have tirret Ulven, medens Haanden sad i Ulvens Svælg. Han hævdede baade sine Rettigheder, sin Ære og sin Værdighed, noget flere af de danske Adelsmænd ogsaa oftere fik erfare. Det kom derfor ikke saa sjeldent til alvorlige Stridigheder mellem disse og Bønderne, og flere Gange maatte Kongen lægge sig imellem, eller ogsaa beskikke Mænd, som kunde undersøge Sagen og, saavidt mulig, bilægge Tvistighederne.
Saaledes reiste der sig engang en alvorlig
– 23 –
Strid mellem flere Bønder og Lehnshøvdingen Ove Gedde til Semb. Den sidste havde nemlig paalagt Bønderne at skaffe 200 Tylvter Maalbord, 300 Tylvter Dannemarksbord og 300 Tylvter Samfængsbord til Kongens Skibe. Bønderne, der fandt dette Paalæg altfor hardt, sadde sig imod og skrev til Kongen og besværede sig over et saadant Forlangende. Kongen (Kristian den 4de 1588-1648/red.) tog Bøndernes Parti, og Gedde fik en skarp irættesættelse.
Med alt dette vides dog aldrig blandt Ekværingerne, som ofte paa andre Steder, at en eller anden Genialitet er fremtraadt. Bygden har aldrig manglet Mænd til at forestaa sine egne Anliggender, og den sendte endog tvende Konstituenter til Eidsvold; men nogen fremragende Begavelse vides ikke at have udmærket nogen.
Derimod roses de (Ekværingerne) for nogle smaa Heltebedrifter, t. Ex. to Gange at have pisket Svenskerne ud af Bygden, hvorom mere senere. Hvorvidt de en tredie Gang forenede sig med 300 Thelemarkinger, som over Eker begav sig til Gjellebæk, hvor General Lützow laa for at spærre Svensken Veien til Drammen og Kongsberg, har nok været baade sagt og skrevet, men er dog ikke ganske paalideligt.
Saameget er vist, at det nævnte Antal Thelemarkinger,
– 24 –
hver forsynet med sin Bøsse og Niste for 3 Uger, kom og tilbød Generalen sin Tjeneste med de Ord : «Goddag, Far ! Vi hører, at Du har faaet nogle ubudne Gjæster, som Du gjerne vil være kvit; har Du Brug for os, saa giv os noget at gjøre; Du skal se, vi ere Mænd».
Et saadant Tilbud var ikke at slaa imod. De bleve modtagne og sendte til Kaptein Coucheron, der laa paa Krogkleven for at spærre Fienden Veien til Ringerige. Her kom det da, som bekjendt, til Slag, og hvor 200 Svenske bleve nedskudte. De vilde være blevne det alle; men Svenskerne kastede sig ned blandt de Faldne og listede sig derpaa bort om Natten (til Minde herom er paa samme Sted reist en Støtte, hvorpaa staar skrevet :
«Hvad tænkte Svensken paa, de vilde Nordmænd gjæste ?
Mon de i Agerhus sin Fod saa fast vil fæste ?
Sit Tog til Norderhoug, mon de forglemmet har;
Det staar da nu tilrest de paa Krogskogen var.
Her mødte Coucheron med Norske voved Trøie,
Saa Døden lukte (lukket/red.) strax paa Svensken mangt et Øie,
Som til sit Fødested forglemte at gaa hjem.
Kom Svenske aldrig her, naar Du betænker (minnes/red.) dem».
Med Hensyn til den økonomiske Stilling, da var de gamle Ekværinger i det daglige baade i Dragt
– 25 –
og Levemaade nøisomme og tarvelige; men til Høitid og Hæder endog ødsel, især hvad Kvindedragten angik.
De fornemste Bondejenter vare, efter hvad Professor Strøm (Han Strøm/red.) siger, paa hans Tid klædte i Silke fra Top til Taa : «Brokades Luer (et Slags Silketøi med indvævede Guld- eller Sølvtraade), Florsforklæder, Tørklæder med Kniplinger, to Silketørklæder paa Halsen og et i Haanden; hver af forskjellig Farve».
I en ældre Beretning heder det : «Hvordan Kvindernes Dragt var i det daglige, ved man ikke nu noget om; men til Kirke og hæderlige Sammenkomster prydede de sig med snorede Trøier, sølvbeslagne, brede Læderbælter, ofte 16—20 Rigsdalers Værdi. Derhos Sølvkjeder, som svøbtes 3–4 Gange om Halsen, og som havde i den nedhængende Ende enten en Daler eller en anden stor Penge, som maatte være forgyldt».
«Langt tilbage bar de Brystduge og Huer, der vare behængte med Sølv-, Messing- eller Tinplader og Pukler, samt store Fingeringe. Ved disse hang atter en Hob mindre Ringe, der gav baade Skin og Lyd.
Naar en Bondepige dengang skulde staa Brud, blev baade hendes Haar og Klæder behængte med
– 26 –
al den Stads, man kunde faa fat, til liden Fordel for hendes naturlige Skabning.
«Bondekonen», siger Strøm, var paa hans Tid klædt i «Damask, med sorte Fløiels Hætter» (Kjyser) og «Brokadestrøier, der endog skal have kostet indtil 60 Rdlr.».
Imidlertid begyndte disse Hædersdragter tilsidst at blive lidt trykkende, og da Kong Fredrik den 5te (1746-1766) 1749 ventedes til Eker, blev derfor flere Bønder enige om at hæmme denne Yppighed.
Mandens Dragt var derimod langt tarveligere. Knæbuxer med Remmer om under Knæet og Sølvspænder samt Trøie og Brystdug, alt af Vadmel og almindelig med Sølvknapper, vedblev i lang Tid at være Bondens Dragt. Paa Reiser brugtes Varabuxer, der rak fra Armene og ned til Fødderne, og forsynet med Knapperader paa begge Sider. Udenpaa bar de en Kappe, dels af Skind, dels af grovt Tøi. Hudsko med Haarene udad var almindelig til hverdags om Vinteren, men til Stads brugtes Sko med Sølvspænder. Paa Hovedet brugtes om Vinteren Huer, helst af Kalveskind, samt en lang Haarflette i Nakken. Om Boliger, Bohave og ovrige Husstel med mere, vil senere blive talt.
Jagt og Fiskeri var Ekværingens oprindelige Erhvervskilder, medens Jordbruget blev lidet eller
– 27 –
intet skjøttet, saa meget mere, som dette heller ikke dengang gav stort af sig. Korn forskaffede man sig ved en Slags Tusk- eller Byttehandel, helst med Hollændere. Disse har da seilet op ad Elven med sine Jagter og lagt iland paa forskjellige Steder, hvor Bønderne har havt sin Last liggende, og hvor Byttehandelen er foregaaet.
Ogsaa med Svenskerne skal der være drevet en saadan Handel; men hvad Slags Varer, de har ført hid, siges ikke, medens det heder, at Ekværingen gav Kobber i Bytte, noget, den danske Regjering, da den blev vidende derom, forbød. Denne Byttehandel vedvarede i mange Aar, indtil Bragernæs ved sin stærke Opkomst tvang baade Ud- og Indlændinge til at lade Omsætningen foregaa ved deres Mellemkomst.
Dette var vistnok ikke Eker fornøiet med, og der blev ogsaa klaget herover til Kongen, som sendte den ene Plakat efter den anden, der forbød Drammenserne at lægge sig imellem her; men det hjalp ikke. Det ene Handelshus reiste sig efter det andet, indtil Kristian den 4de, der begyndte at frygte for, at Drammen vilde overgaa hans nyanlagte Stad Kristiania, paabød, at Drammenserne skulde nedlægge sin Handel og flytte derind – et Paabud,
– 28 –
der blev ligesaalidt respekteret, som om Drammenserne havde befalet Kongen at nedlægge sin Kongeværdighed.
Drammen blev, trods baade Ekværingernes og Kongens Misnøie, en blomstrende Handelsstad, der til Dato har hævdet sin Plads. Derved blev det altsaa slut med denne Tuskhandel. Rigtignok sees et hollandsk Handelsskib 1606 at være seilet op i Ekerelven, formentlig for at tuske, men Skibet blev arresteret, som det sagdes, for Gjæld; saavidt man ved, var dette det sidste.