– i Johannes Johnsen Kaarbøls sangbok «Religiøse Sange» (på sidene 45 – 46) : over hele 13 vers – men i sangboken mangler vers 4, slik at sangen her gjengitt er over 12 vers :
Mel. Din Viisdom os o Herre.
– 1 –
Som Hjorten efter ferskt Vand skriger, Saa skriger og min Sjel og higer
og tørster efter dig, min Gud.
Naar skal jeg dig, o Herre ! finde og med de christelige Sinde
Mig glæde ved din Naades Lys.
– 2 –
Min Graad, min Mad og Drikke bliver; Thi dagligen man ti mig siger
Og spørger : hvor er nu din Gud;
Naar jeg i Svaghed derpaa tænker, I Sorrig det mig da nedsænker,
Og Hjertet klager udi mig.
– 3 –
Min Længsel er med dem at vandre, Som i sand Gudsfrygt med hverandre
I Christi Sind forenet er,
Med glade Hjerter Herren prise Og i sin Vandel daglig vise,
De jage efter Hellighed.
– 4 –
dette vers mangler (red.);
– 5 –
Min Sjel ! hvi er du saa bedrøvet ? Var du kun troe, saa blev du øvet
At nøies med Guds Førelse,
Som seer til dig i din Elende Og kan din Sorg og Klage vende
Til Glæde og Taksigelse.
– 6 –
Hvi vil Du endnu staae og klage Og ved Vantro holdes tilbage ?
Da Gud er saa miskundelig;
Han styrker dem, som lovlig strider, Og frelser naar de taarlig lider,
Og paa ham sætter al sin Lid.
– 7 –
Min Gud ! min Sjel den er bedrøvet Med Sorg og Møie noget prøvet,
derfore tænker jeg paa dig, Min Gud,
min Deel og faste Klippe ! Drag mig til dig og mig ei slippe,
Saa Floden ei bortskyller mig.
– 8 –
Gud ! dine Floder mod mig ruser, Nu her og der et Dyb stærkt bruser;
Saa Bølgerne gaae over mig.
Om Dagen lovet Gud sit Gode, Jeg saae hans Frelse og paa ham trode,
Og min Lyst blev da til hans Bud.
– 9 –
Om Natten i de mørke Stunde, Naar jeg hans Hjælp ei ret kan kjende,
Men Alt seer mørkt og farligt ud :
Med Graad og Sang i Nød og Vaade Jeg raaber da om Hjælp og Naade
Og beder til min Livets Gud.
– 10 –
Jeg siger da til Gud min Klippe ! Hvi har du mig forglemt, som ikke
Har nogen Hjælp foruden dig ?
Hvi maa jeg saa bedrøvet være, Naar mine Fiender mægtig ere,
Men jeg saa svag i Trængsels Tid ?
– 11 –
Som Mord i mine Been det bliver, Naar mine Fiender haanlig siger
Til mig : o hvor er nu din Gud ?
Det saarer da mit svage Hjerte, Saa jeg maa føle Sorg og Smerte;
Og Angest i den mørke Tid.
– 12 –
Min Sjel ! hvi er du saa bedrøvet Og med Uroe saa haardt besværet ?
Bi efter Gud taalmodelig !
endnu vil han dig Hjælp bevise, Endnu er Haab, jeg ham skal prise
Og takke for han frelste mig.
– 13 –
Han deres Gud og Frelser bliver, Hvis Haab og Troe paa ham sig hviler
Og eget Sind ei følge vil.
Giv mig, o Gud ! og denne Naade, at jeg i Velstand og i Vaade
Kun maatte ville, hvad du vil !


















































