– «..Nogle Vink om hvad den gjenvundne Selvstændighed og Frihed opfordrer Nordmanden til at virke». Trykt i Marti 1815 hos H. Th. Bachruds Enke i Christiansand (dette var enken Lucine f. Nesterud, som etter H.N. Hauges tilskyndelse i 1809 brøt sin ungdoms forbindelse med O.P. Moe og reiste til Kristiansand og inngikk ekteskap med Hauges nære venn Hans Bach(e)rud; etter Bach(e)ruds bortgang allerede i 1814 ble Lucine gift med ungdomskjæresten Ole Peter Moe, som flyttet til Kristianssand og overtok Bach(e)ruds virksomhet/red.);
– i det heller sjeldne begrepet «dagskjær» ligger betydningen «skinn av dagslys før soloppgang» – hvilket gir oss en klar antydning av Hans Hansons tanker med skriftet/boken; les om Hans Hanson her;
– det har vært sådd tvil/uklarhet omkring hvem som er bokens egentlige forfatter; slik det står nevnt i artikkelen om Hans Hanson i «Norsk Forfatter-Lexikon» 1814-1880; denne usikkerhet synes å vedvare; den som tidvis har vært tilkjent forfatterskapet, nemlig Hansens fetter Ole Michael Sanne (1796-1857), den senere handelsmann i Lillesand, er nevnt, han tok artium ved Kristianssands Kathedralskole i 1813 og var på det tidspunkt boken ble utgitt, i 1815, kun var 19 år gammel; et like troverdig alternativ var imidlertid dennes far og samtidig Hans Hansons onkel Jens Sanne, født i 1760 og på den tid boken ble utgitt var han sterkt politisk engasjert, en kjent handelsmann i Kristiansand og med et godt omdømme. Men det er ingen ting i veien for at sønnen Ole Michael fra temmelig tidlig hadde innsuget tanker og ideer som ville sette ham i stand til å forfatte skriftet.
Allikevel – det mest avgjørende argument for å tilskrive Hans Hanson selv forfatterskapet til boken, er hva som der framkommer om den norske oppvåknende nasjons behov for å satse på skoleverket og opplæring av den oppvoksende slekt – et yndet tema for Hanson, både omkring Norges frigjøring fra Danmark og de senere år – inntil hans bortgang i 1837, 59 år gammel; også de kirkelige argumenter som framføres om de store behov for kirkelig fornyelse, taler for Hanson som skriftets forfatter;
– boken innledes med følgende sitat fra den «navngjetne» danske historiker og statsmann Ove Malling : «Saa blive det da vor Lyst : at tænke, arbeide og vaage for os og vore Efterkommere ! Aldrig indsnige Egennyttens, eller Misundelsens, eller Tvedragtens Aand sig mellem nordiske Brødre, til at forjage, eller forgifte de Velsignelser, Himlen vil unde, og et agtbart Land byder os.
– fra skriftets sider 3 – 26 :
Etterat have, i mere end fire hundrede Aar, staaet under et andet Folks Herredømme, seer Norge sig atter i Besiddelse af sin egen Constitution og alle et frit Folks Privilegier.
Vi have erholdt de samme Friheder, de samme Fortrin og de samme Rettigheder, som (om vi skulle være/red.) den rigeste og mægtigste Nation i Europa — som den Nation, der har bragt Kunster og Videnskaber, Industrie, Fabrikflid og Handel til en Høide, hvortil de ikke ere stegne hos nogen anden Nation paa Jordkloden.
O at vi dog, som denne Nation, maatte besjeles af varm og sand Fædrelandskjerlighed – at vi, efter dens Exempel, maatte benytte vor Frihed til, stedse, med forøget Kraft, at arbeide os frem til Velstand og Lyksalighed ! Og dette tør vi haabe !
– Altid har Nordmandens Hjerte luet høit og varmt for hans Fødeland, og hvormeget maa det ikke bidrage til at opflamme denne Ild, at han endelig seer sig igjen i fuldkommen Besiddelse af den Selvstændighed og Frihed, som han altid har følt sin Ret til, og aldrig været aldeles berøvet, skjøndt han ofte har maattet finde sig i at see den indskrænket, og har fundet sig i det uden Knur, for ikke at forstyrre den indbyrdes
– 4 –
Rolighed i Landet, eller bryde Eed og Pligt ?
At Foreningen mellem de to Naboriger, Naturen dannede til eet Land, meget vil bidrage til at befordre begges Velstand og Lyksalighed, derom kan Ingen, som ikke for meget beherskes af Fordom, tvivle. Da Norges Statholder (svensken grev Hans Henrik von Essen var stattholder i Norge fra foreningen i slutten av 1814 til i 1816/red.) nu tillige er Præses i Selskabet til Norges Vel, og da Hans Majestæt, vor og Sverrigs Konge, selv er dets Beskytter, saa tør vi vistnot haabe, at mange hæderlige svenske Mænd ville gaae ind i Selskabet, hvilket da berydeligen vilde forøge dets Fonds, og sætte det istand til at udføre flere og mere omfattende Planer til Norges Vel.
Overalt er vist nok, saavel den svenske Regjering, som det agtværdige svenske Folk villigt til at bidrage kraftigen til Norges Opkomst, naar kun Normanden ikke, af Fordom, vilde støde denne Hjælp fra sig, men vandre Haand i Haand med sit Broderfolk til det store Maal : fælleds Velstand og Selvstændighed.
Og med Glæde tør enhver oplyst Normand nære den Tanke, at Fordommen mod vore brave Naboer vil forsvinde efterhaanden, ligesom vi lære nøiere at kjende dem, og at det svenske Folks Industrie og Vindskibelighed vil have en gavnlig Indflydelse paa Norge.
Men heller ikke mod Danmark bør vi nære nogen Uvillie i vor Barm; thi kun ved en uafbrudt venskabelig Forstaaelse med Danmark kan den scandinaviske Halvøe opnaae den Grad af Velstand og Lyksalighed, som den kan og bør naae. Alt Nationalhad
– 5 –
er desuden uanstændigt og et oplyst Folk uværdigt, og hvorfor skulde vi nære noget Had mod de Danske, som vi i saa mange Aar have levet i broderlig Enighed med : hvoriblandt vi have kjendt saa mange ædle og fortiente Mænd, som vi have regnet for vore Brødre, og som have anseet os for Brødre : hvoraf der lever saa mange agtværdige og elskværdige Mænd iblandt os, og som Mange af os staae i den nøieste Familieforbindelse med !
Om end ikke den danske Regjering ialt har behandlet os, som den burde, bør dog saadant for stedse glemmes af et ædelt og høimodigt Folk, saameget mere, som de danske Konger i Almindelighed ikke kunne frakjendes den Roes, at de have villet deres Undersaatters Lyksalighed.
Kun saameget deraf bør vi bestandig have i Erindring, som sætter os istand til med Fasthed at forkaste ethvert Forslag, hvilket et uroligt Hoved, eller en Fiende af Norges Lyksalighed, maaskee i Fremtiden maatte gjøre os, om at bryde den med Naboeriget indgangne Forening, for atter at forbinde os med Danmark.
Men intet kan saa kraftigen værne os mod ethvert, for den indvortes Rolighed farligt, Forsøg paa at bryde Foreningen, som naar vi smage Frugterne af denne Forening, i den Velstand og Lyksalighed, den fremvirker. Og hvo vil negte, at der jo, for den følende og tænkende Nordmand, aabner sig
– 6 –
glade Udsigter i Fremtiden ? Vi see imøde en ny Lov, som bliver Nationens eget Værk, og som altsaa alene kan have Norges sande Vel til Formaal, uden nogen despotisk Partiskhed. Vi have alle Staters Lovgivningssystemer for os, og, i det vi efterfølge det Gode og Rigtige deri, kunne vi vogte os for alle deres Feil og Mangler. Korte, tydelige og bestemte Lovbud; Eiendomssikkerhed, uden undertrykkende Privilegier, hurtig og god Retspleie, hensigsmæssige Criminallove, Opmuntringer for Handel og Industrie, ere de Fordele, som vi med Vished tør love os af denne.
Vi have Trykkefrihed : dette saa ypperlige Middel til at fremsætte og drøfte ethvert Forslag til Statens Vel, uden at behøve at frygte for, at de frimodige Yttringer, som, i enhver upartisk Undersøgelse, ere uundgaaelige, skulle paadrage os Straf, eller vel endog bortrive og fra det Fødeland, vi ønskede at gavne.
Regjeringens Opmærksomhed paa indenlandsk Flid og Industrie, især paa Agerdyrkningens Fremme : Folkets egne dyrekiøbte Erfaringer i dets syv Elendighedsaar : den Vindskibelighed og Nøisomhed, som Trangen, i disse, har vant den mindreformuende Deel af Nationen til, og den ringe Grad, hvortil Luxus paa det Hele, endnu er stegen i Norge, i Forhold til hvad den er i andre Lande, spaaer os, at
– 7 –
Flid og Vindskibelighed, Tarvelighed og Nøisomhed vil vorde udbredt i Landet, ligesom ogsaa den Overeensstemmelse, der er mellem Nordmandens og Brittens Nationalcharacteer, lover os, at hiin, ligesom denne, vil efterdags sætte sin Ære i, blot at bruge sit eget Lands Producter, naar Manufactur og Fabrikflid – som vi have Grund til at haabe bliver opmuntret og udbredt iblandt os, saa at Landet selv kan frembringe, hvad det med Nøisomhed forbruger.
Men intet er nødvendigere for et Folk, der med Kraft vil arbeide sig frem til det store Maal : Nationatheld og Nationalvelstand, end en almindelig udbredt Oplysning, og hvor saare langt staaer ikke Norge tilbage i denne !
I Aarhundreder have vi maattet hente vor Oplysning fra et fremmed Land, der blev som Lysets Middelpunct, hvorfra kun sparsomme Straaler ude sendtes til os, og Norges Sønner selv, naar de kom tilbage fra dette Lysets Land, syntes at tabe Lyst og Kraft, til at gaae frem med vedholdende Skridt pan Videnskabernes Bane, fordi de, blandt Norges mørke Fjelde, næsten savnede ale Opmuntringer og alle Hjelpekilder dertil.
Nu er denne Forbindelse ophørt, og vi maae stræbe at antænde Lyset hos os selv, hvis vi ikke ville rave om i det tykkeste Mørke.
Det er sandt, vi have vundet det, at ingen Privilegier mere hindre os i
– 8 –
at befordre Oplysningens Udbredelse; men man maatte være meget partisk, naar man vilde negte, at vi jo, ved den pludselige Fraskillelse fra Danmark, ere blevne berøvede Hjelpekilder, saavel til vor studerende Ungdoms, som til den virkelige Lærdes Fremskridt paa Videnskabernes Bane, der først meget sildig (sent/red.) ville blive erstattede.
At vor Forening med Sverrig vil kunne erstatte, hvad vi, i denne Henseende, tabte ved at skilles fra Danmark, er vel sandt; men det er ligesaa sandt, at der vil hengaae lang Tid, inden vi komme til at benytte denne, ligesom de fleste andre Fordele, Foreningen tilbyder os, saaledes som den kunde og burde benyttes, deels formedelst Sprogenes Forskjellighed, og deels formedelst den almindelige Uvidenhed som den svenske Literatur, der endogsaa strækker sig til dem iblandt os, der have en udbredt Kundskab i den franske, engelske og tydske Literætur.
Imidlertid bør man søge, saa meget muligt, at tilintetgiøre disse Vanskeligheder.
At etablere en Boghandel med Sverrig er en Ting, som nødvendig maa sættes iværk, og vi tør haabe, at dette snart vil skee. For at gjøre det svenske Sprog nøiere bekjendt for det norske Folk, bør det ogsaa herefter læres grammatikalsk i vore Skoler, ligesom vi forvente, snart at see et lidet Haandlexikon over de svenske Ord, der ere meest afvigende fra de
– 9 –
Danske. Og da Norsk og Svensk egentlig kun ere forskiellige Dialecter af det samme Sprog, saa er der ingen Tvivl om, at de jo, i mange Henseender, kunde tjene til at oplyse og berigtige hinanden, og vi bør, saa meget troligere, benytte denne Hjelpekilde, som de Danske, næsten aldeles, have overseet den. Maaskee kunde et grunbigt Studium af det svenske Sprog ogsaa bidrage, til at afgjøre den langvarige Strid om Vocalfordoblingen og det stumme E, saa at vi eengang kunde faae en almindelig antagen Orthographie.
Ikke destomindre ønsker vist ingen Normand, nogensinde at see det norske Sprog sammensmeltet med det svenske, ligesom det fordum smeltede sammen med det danske; tvertimod bør vi holde over vort Sprog, som en sand Helligdom, da dette er det fornemste Særkjende paa Nationens Selvstændighed. Men skal dette skee, da maae vi forskaffe os et Nationalbibliothek af de vigtigste danske Bøger, og dette bør iværksættes strax, deels fordi vi høiligen trænge til det, og deels for at blive forsynet itide, om Communicationen med Danmark nogensinde skulde vorde sperret.
Den nærværende høie Priis paa Bøger vil vist nok gjøre dette meget bekosteligt; men uden Offere — uden betydelige Offere kunne vi ikke vente at naae vort Maal; og da det er en Ting, hvorpaa
– 10 –
Nationens literaire Existenee, og dermed dens Selvstændighed beroer, saa vil vist ikke det norske Folk finde et Offer tungt, der gjøres i saa skjønt et Øiemeed.
Men det er ikke nok, at der sørges for den Lærde, og for den studerende Ungdom; ogsaa Almeenoplysning bør af al Kraft fremmes, og her møde vi igjen først den Gjenstand, der har været skrevet saa meget om; men som der endnu er saa meget tilbage at virke for, nemlig Skolevæsenet.
Det nytter imidlertid lidet, at Skribenten udkaster Planer til Skolevæsenets Indretning og Forbedring, saalænge der mangler de nødvendige Penge til, paa en hensigtsmæssig Maade, at lønne Skolelærerne og at forskaffe de fornødne Skolebøger.
Maaskee gives der intet Fag, som fordrer et mere særeget Talent, end Skolelærerens, og hvor faa besidde ikke dette Talent ?
Men kunne vi vente, at de faa, som besidde det, skulle opofre sig til et Fag, hvori de stedse maae kæmpe med Armod og den derfra næsten uadskillelige Ringeagt, saalænge de, paa nogen anden Maade , sorgfrie kunne fortjene deres Brød ? (altså forskaffe seg et annet levebrød/red.)
Nei; skulle vi torde haabe, at Oplysningens Straaler med Kraft kunne trænge igjennem til den opvoxende Slægt; saa maae vi træffe en Indretning, der gjør den offentlige Skolelærers Kaar ganske anderledes, end de endnu ere paa de fleste Steder i Nørge. Og skulde vi ikke torde haabe, at saadan en
– 11 –
Indetning kunde træffes ?
Nordmanden har, i den senere Tid, midt under de meest trykkende Kaar, viist, at han endda havde noget tilovers at yde sit Fædreneland, naar dets Vel krævede Offere af Ham, og hvad skulde han da ikke kunne og ville gjøre nu, da vandel og Næringsveie atter ere komne i Drivt, og Udsigt til bedre Tider igjen smiler venlig til Norge !
Eller kunde han yde Bidrag til at fremme noget værdigere og skjønnere Formaal, end en forbedret Skoleindretning ? Den Sum, man yder hertil, er ikke tabt ! Det er en Capital, man udsætter for sine Børn, som de ville faae igjen med de overflødigste Renter. Vistnok vil der medgaae lang Tid, inden Mængden, af sig selv, kommer til en levende Erkjendelse af dette; men paa ethvert Sted gives der Mænd, som have Anseelse og Indflydelse nok, til at kunne virke paa Mængden, naar de, med Opmuntring og Exempel, alvorligen ville gjøre det, og at Trang til en forbedret Skoleindretning mere og mere begynder at blive almindelig erkjendt, det kan man ikke tvivle paa, naar man lægger Mærke til, hvormange der nu holde Privatlærere til deres Børn fremfor i fordum Dage.
Imidlertid vilde det nok være meget hensigtmæssigt, om der opstod et Selskab, under Navn af Selskabet for Efterslægten, eller Selskabet til Skolevæsenets Forbedring, som, med Raad og Daad, bidrog til at fremme dette store Øiemed.
Et saadant Selskab synes at være desmere nødvendigt, da Norges
– 12 –
naturlige Beskaffenhed giør det umuligt, især paa Landet, at indrette Skolevæsenet efter en almindelig Plan, og det derfor var saare nyttigt, om der indhentedes erfarne og oplyste Mænds Betænkninger fra enhver Egn i Riget.
Ja ! skulde saa vigtig en Gjenstand, som Skolevæsenet, ikke qvalificere sig til at komme under Opmærksomhed af det kongelige Selskab til Norges Vel ?
Man har talt om, at der skulde anlægges adskillige Latinskoler i Norge, og vist nok var det ønskeligt, at der blev flere end een Latinskole i hvert Stift : men en ordentlig Latinskole i hver By vilde dog nok blive formeget, og alligevel ønsker vistnok enhver Fader, der har Sønner, som ere bestemte til Studeringer, at disse, i deres Fødeby, kunde erholde i det mindste grundige Forkundskaber i de døde Sprog; thi foruden det, at ikke Enhver kan bestride de uhyre Bekostninger, der ere forbundne med at holde sine Børn i Latinskole i en fremmed By, saa gives der neppe nogen Forældre, der gjerne vilde slippe deres Søn saa tidlig bort fra deres eget Opsyn, som var fornødent, naar han, i en udenbyes Latinskole; skulde erhverve sig alle de Sprogkundskaber, der ere nødvendige til at blive Student.
Det bedste Middel til at raade Bod paa dette var unegtelig, at den første Lærer i enhver Byes Borgerskole kunde informere i de lærde Sprog, og at der, under ham igien, var en Lærer, der kunde undervise i de levende Sprog, saa at Arbeidet
– 13 –
kunde være deelt, og ingen af dem overlæsses med Forretninger — en Omstændighed, som Erfarenhed lærer, altid retournerer paa Disciplerne.
Begge disse Lærere burde være saaledes lønnede, at de ikke havde nødig med Privatinformationer at hentrælle de Fritimer, som de kunde behøve, deels til Recreation, deels til at udvide deres egne Kundskaber.
Hensigtsmæssigt vilde det ogsaa være, om disse to Overlærere ene og allene befattede sig med Sprogunderviisningen,og havde endnu een eller to Underlærere, der underviste i Modersmaalet, Regning, Skrivning, Geographie og Historie.
Det er sandt, saadan en Borgerskole vilde kræve et betydeligt Fond; men vi hade seet en By i Aggershuus Stift, endnu i Krigens og Trangens Tid, oprette saadan en Borgerskole.
Schien har, for noget over et Aar siden, givet Norges Kjøbstæder et skinnende Exempel paa en Borgerskole, som maaskee endun er den første i sit Slags i Norge, og det var at ønske, at enhver By, der vilde virke noget alvorligt til Borgerskolens Forbedring, vilde gjøre sig nøie bekjendt med Schiens Borgerskoles Indretning, og tage denne til Mønster.
Og hvorfor skulde ikke enhver norsk Kjøbstad kunne udrette det nu, da Udsigterne i Fremtiden atter ere blide, og Handel og Industrie ere komne i Virksomhed igjen, som Schien udrettede da, medens disse laae i Dvale, og hine vare høist mørke og sørgelige ?
Det var maaske ikke urigtigt, om Lovgivningen ogsaa blandede sig
– 14 –
noget mere i Skolevæsenet, især nu, da den lovgivende Magt er i Folket egne Hænder, og ingen Lov kan faae Udseende af Despotisme, eftersom Nationen maa være overbeviist om, at dens Repræsentanter intet foretage, uden hvad der sigter til Fædrenelandets sande Gavn.
Men det er ikke blot Borgerens Børn for hvis Underviisning enhver By bør sørge; ogsaa Arbeidsmandens og den egentlige Almueclasses Børn bør i det mindste lære, at læse og skrive deres Modersmaal tydeligt og rigtigt, og at regne den simplere Arithmetik med Færdighed, samt erholde en grundig og fornuftig Kundskab om Christendommen og deres Pligter, og dette bør de kunne lære uden nogen Bekostning for deres Forældre, der selv saa høiligen behøve deres Suurterhvervede til Livets Ophold; men derimod burde alle de Forordninger, der tilholde saadanne Forældre at lade deres Børn benytte de Foranstaltninger, der ere gjorte til deres Underviisning, baade skjærpes og strengt overholdes.
De saakaldte Fattigskolers og Almueskolers hensigtsmæssige Indretning er en Gjenstand, der fortjener at komme under den nøjeste Overveielse af dem, der arbeide paa Skolevæsenets Forbedring; thi en rigtig udtænkt og vel udført Plan, i denne Henseende, kunde maaskee langt mere bidrage til at forebygge alleslags Forbrydelser, end alle Criminallove og Politieanordninger.
Spred Skolehorizontens Taage (tåke/red.), Og spart er Alles – Alles Blod.
– 15 –
sagde en ædel Digter ved dette Seculums Begyndelse; men der feiler endnu meget i, at Taagen, det dækker denne Horizont, er adspredt.
Men endnu gives der en Classe Børn, som egentlig ikke hører til nogen af disse Skoler, og, som en lang Tid af Aaret heller ikke kunne deeltage i nogen Skoleunderviining : jeg mener Matrosbørn og Saadanne, som, fra deres Barndom af, emploieres til Søfart.
Skulde det ikke kunne lade sig gjøre, at der, i enhver Søstad, oprettedes en Vinterskole for saadanne Børn, og var det ikke en passende Indtægtskilde for denne Skole, om enhver Søfarende, fra Skipperen til Kokkedrengen, maatte yde den visse Procent af sin Hyre, og at alle de Skibe der kom ind i en Havn, maatte betale en vis Afgivt til Skolecassen ?
Ved at fremsætte dette Spørgsmaal, kan jeg heller ikke undlade at yttre en Tanke, som i mange Aar har været min Yndlingsidee : Skulde man ikke torde haabe at see et Academie for Coffardie cadetter oprettet i Norge ?
Mange ville maaskee ansee denne Idee for latterlig; men naar man nøiere overveier den, troer jeg ikke, man vil finde den saa aldeles forkastelig. Dersom en Skippers eneste Bestemmelse var at
– 16 –
navigere et Skib over Søen, saa tilstaaer jeg, man ikke behøvede at oprette noget Academie, for at forskaffe ham de førnødne Kundskaber; men dette er den mindste Deel af hans Bestemmelse.
Han er sin Reders reisende Handelsagent, og kommer ofte i fremmede Lande, i saadanne Situationer, der gjøre ham mangehaande Kundskaber nødvendige, naar han skal kunne virke, hvad han bør, til sin Reders Gavn.
Tilmed beroer Nationens Agtelse blandt Fremmede, for en stor Deel, paa at dens Skibsførere ere Folk af Kundskab og Opdragelse; thi efter hvem bedømmer man vel vor Nation udenlands, uden efter disse ?
Vi vide dette med os selv; thi hvem skylde vi vel det ufordeelagtige Begreb, vi have om Hollændernes Cultur, uden Smakskipperne (det var kapteinene på de såkalte «smakker», en spesiell type hollandsk seilskute, som førte ulike varer i det som her hjemme gikk under navnet «smakkehandel»; ikke minst var dette en tradisjon og årviss begivenhet i byene på telemarkskysten, slik som i Brevik, og lenger sørover i Agder-fylkene, da skutene, representerende firmaer Holland, stod i utstrakt forbindelse med norske handlende; ikke minst gjalt det handel med trelast – i århundrene helt fra 1500-tallet og til midten av det nittende århundret), og hvorfor er Jyden saa almindelig udraabt for Dumhed, baade i Norge og Danmark, uden fordi man bedømmer Jyder efter Jydeskippere.
De formuende unge Mennesker, der reise udenlands, for at fuldende deres Dannelse, ere saa faa : deres Omgang er næsten indskrænket inden en vis Cirkel, og de Fremmede ere saa partiske at troe, de have deres Udenlandsreise at takke for al deres Dannelse; men Skibscapitainen har Forretninger, næsten med Folk af alle Stænder, og Enhver troer, i ham at skue en troe Copie af Landets originale Børn.
Hvilken Hæder var det da ikke for vort Land, og hvilken Lykke for vore Kjøbmænd og Skidseiere, om enhver Skipper var en Mand af Kundskab
– 17 –
og Cultur ! Men hvorledes skulde de alle kunne erholde en hensigrsmæesig Dannelse, uden ved et saadant Institut ? Paa et saadant Academie, hvortil Skipper- og Styrmandssønner burde have samme priviligerede Adgang, som Officeersønner til de militaire Academier, burde da læres, foruden de almindelige Skolekunbskaber samt Navigation og Mathematik, de levende Sprog, og en Udsigt over alle europæiske Staters Love, især for saavidt de angaae Handel og Søfart.
Jeg forudseer meget godt den Indvending : «Hvor skal Pengene til dette Academies Oprettelse komme fra ?» men da det er Landets rigeste Folk, som vilde vinde meest derved, eftersom de, ved dette Middel, efterdags (etterhvert/red.) kunde i deres Skibsførere faae Handelsagenter, hvem de med Tryghed kunde overlade at handle paa deres Vegne i ethvert mødende Tilfælde udenlands, og da det tillige vilde være et kraftigt Middel, til at indgyde Fremmede Agtelse for den norske Nation : saa kan man ikke tvivle paa, at jo betydelige Bidrag vilde indløbe, naar Nogen for Alvor paatog sig at indsamle dem.
Maaskee er dette kun en behagelig Drøm; men jeg har fremsat den, fordi den mueligen kunde fremvirke lærdere og erfarnere Mænds Betænkninger over dette interessante Æmne.
En anden Idee, som maaskee heller ikke er andet
– 18 –
end en behagelig Drøm, er den, at Skolelærerne i enhver Skole nøiagtigen kunde udforske Disciplenes Anlæg og Færdigheder, saa at enhver Dreng; naar han gik ud af Skolen, kunde anbringes i det Fag, han havde meest Lyst og Duelighed til : at selv den Fattige kunde nyde den fornødne Understøttelse for at studere, naar han havde Genie og Nemme, forenet med Lærelyst, men at selv den Rige ikke maaske tillades at anbringe en Søn til Studeringer, naar han manglede disse Egenskaber.
Det vilde vistnok have mange Vanskeligheder at sætte dette iværk; men hvor usigelig meget vandt ikke Staten derved !
Saalangt som imidlertid Skolevæsenet i Norge endnu staaer tilbage, saa er det dog unegteligt, at der, i de senere Aar, har været meget udrettet til Kjøbstædskolernes Forbedring; men paa Landet staaer Skolevæsenet endnu, næsten overalt, paa den beklagelsesværdige gamle Fod.
Mennesker, som selv intet have lært, blive Skolelærare alene for at befries for Militairtjeneste, og den Underviisning, de give, bestaaer i, at de, paa en vis Tid af Aaret, reise om i Bygden, og opholde sig en fjorten Dages Tid paa hver Gaard, for at vænne Børnene til, i en syngende Dialect, halv urigtig, at fremsige hvad der staaer i en Bog, uden i nogen Maade at bekymre sig om Meningen deri.
Derimod har Luxus, i den senere Tid, udbredt
– 19 –
sig utrolig paa Landet i Norge, og man seer Bondekoner og Bondepiger, hvis Klædedragt forkynder de finest opdragne Damer; men hvis Tale og Opførsel snart røber deres Mangel paa Cultur og Aandsdannelse.
Ea saare sørgelig Erfaring er dette, og det var at ønske, at man kunde bibringe Bonden den Overbeviisning, at Cultur og Fornemhed bestaaer i Kundskab og Sædernes Forfinelse, ikke i Pragt og Overdaadighed, og at den Bekostning, de anvende paa at klæde deres Børn som Kjøbstædbørn, med mere Nytte kunde anvendes til at lade dem oplære som Kjøbstædbørn.
Virksomme og fornuftige Embedsmænd, især Præster, ville vistnok kunne bidrage meget, til at bibringe dem disse Ideer; men jeg frygter dog, at der aldrig bliver noget ordentligt af Skolevæsenet paa Landet, uden en Anordning paalægger enhver Bygd at holde duelige Skolelærere, der maatte, ligesom de nuværende Skoleholdere paa Landet, reise om og undervise, men i en mindre Omkreds, ligesom ogsaa de fornødne Skolebøger maatte anskaffes paa enhver Bygds Bekostning.
Men skal enhver Bygd i Norge kunne forsynes med duelige Skolelærere, da bliver det uforbigængeligt fornødent, at et Seminarium atter kommer istand; men dette Seminarium maatte virkelig svare til sin Bestemmelse.
Det maatte være en Stiftelse, til at danne Skokelærere for Landet; og ikke for Kjøbstæderne; thi disse burde
– 20 –
kunne forsynes med duelige Skolelærere, uden at man udriver Folk, der ere fødte til at dyrke Jorden, fra den Stand, de kunde levet lykkelige i, og oversætter dem i en anden, hvor deres Lod for det meste bliver, at kæmpe med Misfornøielse og trange Kaar.
Lige som i det forrige Semimariums Tid, burde der, ogsaa nu, vælges en Bondesøn af hvert Provstie, og det forstaaer sig, at man fornemmelig burde see paa, hvem der havde de fortrinligste Anlæg og Evner; men naar han havde faaet sin Dannelse ved Seminariet, burde hans Bestemmelse alene være, at danne Skolelærere i sit Provstie, og denne Bestemmelse burde være forbunden med saadanne Indkomster, at han kunde opofre sig til den, uden at behøve at befatte sig med nogen anden Næringsvei.
Jeg forudseer den Indvending, at alle disse Indretninger vilde fordre store Pengesummer; men jeg forudsætter, at sand Patriotisme besjeler Nordmanden : at han har intet kjerere Ønske, end Norges Velstand og Lykke, og at han altsaa villig gjør ethvert Offer, der kan befordre disse.
Uden saadan Patriotisme er der intet Haab om, at noget Godt kan udrettes for Fædrenelandet; men jeg veed med Vished, at, om der end gives Nogle iblandt os, hvis Hjerter indknibes af Egoisme, vil dog Mængden være villig til at yde betydelige Bidrag, for at fremme Norges Oplysning og Velstand, naar kun tænkende Mænd, der have Mængdens Tillid, ville paatage sig at gjøre
– 21 –
Forestilling herom, og overtyde den om det fornuftige og nyttige Øiemed af saadanne Bidrag.
Til at fremme Almuens Oplysning synes nye Lærebøger ogsaa at være fornødne og dog er det maaskee ikke saa raadeligt at fremkomme med disse strax da vor forrige Regjering endog omhyggelig har næret den Fordom, Almuen i denne Henseende har mod enhver Forandring af det Gamle.
Skulde Nogen forarge si over dette Udtryk, da beder jeg, han vil erindre sig Forbudet mod Doctor Neumanns forbedrede Udgave af Luthers Catechismus (dette var Jacob Neumann, den senere – fra juli 1822 (Claus Pavels’ ettermann) til januar 1848 biskop i Bergen/red.) .
At Almuen blev berøvet en fornuftig Lærebog, var den mindste onde Følge af dette Forbud; thi den Mistanke, Forbudet, i Almuens Øine, maatte kaste paa den Religionslærers Rettroenhed, der havde anbefalet Bogen, var en ny og saare betydelig Hindring for denne nidkjere Oplysningsvens Bestræbelse, efter at udrydde Fordom og udbrede fornuftig Religiøsitet blandt den.
At imidlertid ogsaa de gamle Lærebøger kunne modtage en langt fornuftigere Forklaring, end den bogstavelige, det veed Enhver, som har hørt oplyste og fornuftige Religionslærere catechisere over dem; men ikke enhver Præst, og endnu mindre enhver Skolelærer, har Indsigt og Genie til at udføre dette paa den hensigtsmæssigste Maade. Var det ikke derfor at ønske, at der blev udsat Præmie for den fornuftigste og bedste Foreløsning over Luthers Catechismus, Pontoppidans Forklaring og Balles Lærebog, og at
– 22 –
den Forelæsning, der blev tildømt Prisen, blev af Biskoppen authoriseret til Veiledning ved Underviisningen i Skolerne og Catechisationen i Kirkerne ?
Derved vilde Almuen efterhaanden vænnes til at tænke noget fornuftigt og godt ved de gamle dogmatiske Sætninger, som ere den (almuen/red.) hellige ved deres Ælde, uden at den forstaaer dem, og Veien kunde da saa jævnt banes til at give, i der mindste den næste Slægt, fornuftigere Lærebøger ihænde.
En Ting, der staaer i nøie Forbindelse med nye Lærebøger, er en ny Lithurgie. At denne længe har været ønsket af den oplyste Deel af Nationen, det veed Enhver; men ogsaa med den maatte der gaaes langsomt tilværks, da en pludselig Forandring i Kirkeskikkene neppe vilde gaae af uden Urolighed mellem Almuen.
Den nye Psalmebog (den evangelisk-kristelige/red.) er imidlertid paa mange Steder, endog paa Landet, antagen, og vi tør haabe, den, inden kort Tid, vil blive almindelig udbredt, naar patriotisksindede Formuende ville gjøre deres til, at den ikke blev for bekostelig for Menigmand.
Men naar vi have en fornuftig Psalmebog, saa gives der paa vor almindelige Søndags-Gudstieneste intet at udsætte, uden Collecterne og de anordnede Kirkebønner. De første troer jeg gjerne, uden Fare, kunde forandres, da de nye Collecter for det første allene maatte indføres Kjøbstæderne, og hvad de sidste angaaer, da var det nok rigtigst, om det overlodes til enhver Præst, selv at forfatte de ved enhver
– 23 –
Leilighed passende Bønner, ja ogsaa selv, istedet for den anordnede Klokkerbøn, at aabne og slutte Gudstienesten med en kort Bøn, som han indrettede efter det, han den Søndag talede over.
Overalt ere Formularer en Ting, man bør søge, saa meget muligt, at undgaae, da det største Mesterstykke af en Formular, ved den idelige Gjentagelse, tilsidst aldeles taber sin Virkning. Kunde det derfor ikke overlades til enhver Præst, selv at sige noget passende ved Barnedaab og Altergang, naar kun det Væsentlige beholdtes, nemlig : at Barnet døbtes i Faderens, Sønnens og den hellig Aands Navn, og at Indstiftelsesordene læstes over Brødet og Vinen. Istedet for de øvrige Formularer kunde det overlades til Præsten selv, at holde en Indbydelsestale til Communicanterne og ligesaa, ved Barnedaab, en kort Tale til Fadderne og Menigheden, i hvilken Sacramentets egentlige Hensigt blev lagt paa Hjerte.
Imidlertid maatte Præsterne, især paa Landet, heri gaae frem med megen Vaersomhed, saa at Overgangen fra det Gamle til det Nye blev saa umærkelig, som muligt. At det nye Testamente, eller i det mindste alle Jesu Taler, inddelt i passende Afsnit til hele Aaret, læstes hver Søndag i Kirken, er en Forbedring i Gudstjenesten, som vist enhver oplyst Mand vilde ønske, og som ingen Almuesmand kan have noget imod.
Geistlighedens Dragt tør man vel derimod ikke tænke paa at forandre i de første 50 Aar; men ønskeligt var det dog, om i det mindsye Mæssehagelen snart
– 24 –
kunde blive afskaffet.
Men Skole- og Kirkevæseners Forbedring er ikke det eneste, som udfordres til Oplysningens Udbredelse i Norge; ogsaa Literaturen maa fortrinlig komme under Nationens Opmærksomhed.
At oprette Læseselskaber og anlægge Leiebibliotheker vilde, naar Bøgerne vare valgte med Indsigt og Smag, være et velgjørende Bidrag til at fremme Almeenoplysning; men ogsaa at skrive og oversætte Bøger, bør opmuntres saa meget mueligt, og da Papirets og Trykkerlønnens høie Priis nu gjør det umueligt for Enhver, der ikke er rig, at udgive et Værk af noget Omfang paa egen Bekostning, saa maatte det gjøres let for Enhver, der havde Genie og Talenter til at skrive Bøger, at finde en Forlægger, og dette kunde bedst lade sig gjøre, naar Selskabet til Norges Vel paatog sig at gjøre Udlægget til enhver nyttig Bogs Trykning.
Periodiske Skrivter ere imidiertid uunndværlige, saavel for at bringe nyttige Ideer hastig i Omløb, som for at den begyndende Skribent kan forsøge, hvad Held hans Arbeider kunne love sig hos Publicum, og, skal Norge faae nogen literair Existence, maa der nøvvendig strax begyndes med dette Slags Skrivter.
Tre saadanne Tidsskrivter burde vi, for det første, have. Det første skulde blot indeholde Afhandlinger over lærde og almeennyttige Gjenstande,
– 25 –
samt Anmældelser og Recensioner, saavel over udenlandske som indenlandske Skrifter.
Det andet burde egentlig være for de skjønne Videnskaber, og det tredie, et til Almeenlæsning passende Blad, der indeholdt lærerige Afhandlinger for Folk af de ringere Stænder; ja, da den almindelige Mand bedst virkes paa gjennem Religionen, saa var det at ønske, at en Deel oplyste Religionslærere vilde forene sig om at udgive et Religionsblad for Menigmand, der kunde bidrage til at udrydde Fordom og Overtro, og, i dets sted, udbrede sunde og fornuftige Religionsbegreber mellem Almuen.
Til at faae Afsætning paa de to sidste Blade, maatte især Præsterne bestræbe sig for, i deres Menigheder at oprette smaae Selskaber, der kunde holde dem i Fælledskab.
Imidlertid var dog neppe Haab om, at nogen af disse Skrifters Udgivere kunde i Førstningen blive skadesløse; men vi tør troe, at der gives Patrioter i Norge, som, endog med nogen Opofrelse, vilde forene sig til saa vigtigt et Øiemeds Fremme.
Dette troer Forfatteren af disse Blade er, hvad der, for det første, burde gjøres for at fremme Oplysningen i Norge. Han har vovet offentlig at fremsætte sine Tanker; ikke i den stolte Mening, at han kunde undervise Nationen eller de værdige Mænd, der skulle befordre og udbrede Oplysning iblandt den; men i det beskedne Haab, at der, blandt hans
– 26 –
Ideer, maaskee i det mindste kunde findes nogle, der fortiente, at mere kyndige og indsigtsfulde Mænd toge dem i Overveielse.
Maatte han være saa lykkelig at have givet noget – var det end og blot et eneste – Vink, der, under en dueligere Pen, kunde fremvirke noget til Held for Norge, da havde han bidraget til at gavne sit Fædreneland, og da var hans Hensigt med dette Par Ark opnaaet.
