– fra sidene 108 – 127 (se oversikten del 2 her) :
FRA EN FREMMED VERDEN
Kilderne for bedømmelsen av Knudsens missionsarbeide er ganske rikholdige. Det vil imidlertid ikke nytte i en bok som denne at gaa i detaljer. Særlig i hans dagbøker til Barmens missionsstyre blandes saglige detaljer av tildels betydelig indhold sammen med de mest trivielle hverdagsting, kristelig jargon efter hernhuttisk mønster, gode oplysninger om land og folk, sprogstudier, bemærkninger om de indfødtes liv o.s.v.
For en stor del er vel disse dagbøker og breve særlig opsat for de «Liebe Väter» som ogsaa gav tydelig besked om hvordan de vilde ha sine skrivelser. Se mere herom under avsnittet : Tysk diciplin.
Sjelden eller aldrig har man vel heller i missionshistorien hat en vanskeligere opgave end denne i det daværende Sydvestafrika : At kristne vandrende nomader som til og
– 109 –
med var et blandingsfolk med en hjemlig kultur i fuld opløsning uten nogen rot i det nye. Siden den tid har jo hottentotstammerne fuldstændig indforlivet sig i den hvite mands liv og stel. De har nu glemt sin tradition og sin herkomst. — Det eneste de endnu har beholdt som et skin fra gamle dage er «kaptein-organisationen».
For at forstaa disse indfødte og deres overordentlig ustadige og ubehagelige væsen er det nødvendig at huske, at den oprindelige og mere uberørte befolkning av namaqua var blit uroet og opskaket av de saakaldte «Orlams».
Deres historie lyder i korthet saa : Hos boeren Pinaar arbeidet to hottentotgutter. De blev raatt behandlet og brugt som sporhunde paa Pinaars klapjagt paa buskmænd, en jagt som for hundrede aar siden var høist moderne og yndet blandt boerne. Van der Merwe har skutt 142. Man skulde tro at denne mand hadde rekorden. Oppermann slaar ham imidlertid av marken med 265 ofre. Paa større klapjagter skal det være «nedlagt» av dette «vildt» 2700 til 3200 stykker (citert efter Fischer).
I slike omgivelser lærte de to unge at bruke magt og ta sig tilrette. — En dag da den ældste bad om løn for sit arbeide, pisket først Pinaar ham efter alle kunstens regler og kastet ham derefter ned trappen. Broren saa paa, tok et gevær, skjøt boeren, hvorpaa de sammen plyndret huset og indførte det samme skrækregimente likeoverfor de hvite som disse selv hadde ført med de svarte.
— Denne mand blev den senere bekjendte Jager Africanus. — Regjeringen i Kapstaden utlovet 1000 thaler for hans person.
Han og de indfødte som hadde samlet sig om ham var imidlertid utvandret mot nord i grænsedistriktet for den daværende koloni. I 1805 begyndte Londonner Missionsselskapet virksomhet i Warmbad. Jager hørte rygtet herom og flyttet ned til Warmbad for at lære.
— Beboerne dernede, baade europæere og indfødte, blev imidlertid rædde og ønsket at han trak sig længer væk. Dette gjorde han,
– 110 –
men da Warmbad-folket indgik forbund med en namaquastamme, blev han rasende og ansaa missionæren som forræder, denne Mr. Albrecht maatte flygte, huset blev plyndret og brændt, folk nedsablet.
Ved en drøm blev han vakt til samvittighetsuro nogen tid efter. Han gik nemlig paa en sti ved en gloende klippe og trodde sig fortapt, da en mand kom og hjalp ham. — Formodentlig underrettet om Jagers tilstand, sendte missionær Campbell fra Pella ham et brev og tilbød ham et stevnemøte. Dette fandt sted og siden slog Ebner sig ned hos ham.
Jager var 44 aar da han lærte at læse og blev døpt. — Senere gjorde han flere aandelige kolbøtter med fald og omvendelse, men kom sig tilslut igjennem. Den unge Moffat (Robert/red.) fulgte ham til Kapstaden, hvor han blev mottat som en helt og overrakt store æresgaver. — Sønnen Jonker, som levet paa og efter Knudsens tid, rev til sig den ene del av stammen og drog ut paa nye plyndringer og røvertog og bragte uro og kaos med sig ind i den tidligere fredede ørkenverden. Stammen kaldte sig nu Orlam formodentlig efter en eller anden hvit stamfar.
Som tillæg til denne orientering i indfødt historie og livsførelse kan Knudsens dagbok om de indfødtes bekjendelser tjene :
Hvad galt har du gjort, Louis ?
Jeg er en morder. Foruten en damara saa har jeg dræpt to hottentotter.
Hvad har du gjort Paul, Louis’ søn ?
Jeg er en horkarl, jeg har hat samkvem med begge disse som sitter her.
Hvad galt har du gjort, Adam ?
Jeg er ogsaa en morder. Jeg har slaat ihjel en hottentot som man sa (mig) vilde dræpe mig.
(Til en gammel buskmands kone.) Hvad har du at bekjende ?
– 111 –
Svar : Jeg har begravet et barn levende. En slegtning av mig var far til barnet men vilde ikke underholde det. Derfor grov jeg et hul og kastet barnet nedi.
Det er karakteristisk for Knudsens syn og praksis, at han efter denne beretning fortsætter : «Nu blir disse kjære (!) mordere og horkarle, hvorav tre buskmænd med døtre og en damarapike, atten i tallet, alle renset ved vor Frelsers blod og fortjeneste fra deres onde samvittighet i den hellige daab og optat i Guds barnesamfund».
I den første tid bodde Knudsen i et mattehus. Men opholdet i dette hottentot-palads har ikke huet ham. Han forsøkte at indføre forbedringer, men uten nytte : «Det forekom mig at døraapningen var for trang, muligens vilde du gjøre det samme. Du sætter to pæler et stykke fra hinanden og løfter matten op. Hvad gjør du imidlertid naar en vindflake kommer jagende sand og støv foran sig i en stor søile og gaar ret ind i den høie vakre døraapning ? Da flyver ogsaa huset op i høiden, du som jeg blir ganske paf, bøkerne spoleres o.s.v., især dersom det kommer en skur samtidig.
Jeg lot derfor døraapningen være som den var før, trang. Men jeg vilde ogsaa sitte høiere og ligge høiere. Men da opdaget jeg røkplagen. Vi har nemlig altid ild inde om kvelden, for lyset slukker jo let og brænder snart ut. Dersom man nu som namaquaerne ligger paa jorden saa generer hverken røken eller varmen.
— Tænk heller ikke paa forbedring med tredør, skorsten o.s.v., det gaar ikke. Men man maa ta sig iagt saa ikke hunde og gjeter spiser op maten om natten. Matsaker skyver man imellem matterne og kjøtt hænger man op ute. — Av de forhaandenværende materialer kan du ikke vente dig et bedre hus. Det er et sandt mesterstykke som søker sin like. De hollandske kolonister har ogsaa fundet dette, og har intet bedre hus at bo i naar de er ute i marken.
– 112 –
Jeg kan ogsaa forsikre at jeg har tænkt ut en hel masse forbedringer o.s.v. for akerbruk, bygning, beklædning o.s.v., men det gaar ikke som man tænker. Ikke alt er forbedring her som kunde være det under vore forhold. En nar kan odelægge mere i en time, end en klok mand kan bygge op i hundrede aar (?). Døm ikke for fort, men undersøk grundig paa forhaand».
Trods Knudsens tilsyneladende begeistring for mattehuset tok han dog snart fat paa et bedre, og fik de indfødte til at hjælpe sig med at faa Schmelens ruiner istand til et beboelig hus. Det lykkedes ogsaa, og han fik anlægge en have og lede vandet ind i haven.
Saavidt man kan skjønne var han i alle de første aar usædvanlig populær og kunde faa de indfødte til at gjøre hvad det skulde være.
— Han tok sig blandt andet for at organisere dem med høvdinger, styre og raadsforsamlinger. Han indsatte en ung namaqua som var døpt og het David Christian til «kaptein». — For dette fik han en velfortjent skrape fra sin bestyrelse, og fik alvorlig svie for sin mangel paa sund dømmekraft senere, da denne mand gjorde sig fuldstændig fri fra hans formynderskap og optraadte mere uforskammet end nogen andre.
I brev av 25. oktober 1846 forsvarer han sin handlemaate :
5) Om kapteinsaken haaber jeg at I ikke behøver at ha for megen omsorg. Saa meget mere som den unge «kaptein» er i min varetægt, og jeg tjener som hans egen stedfar. Forresten har en kapteinstilling meget litet paa sig (Knudsen fik desværre erfare noget ganske andet). Men ved djævelens list kan jo det aller uskyldigste bli farlig, hvorfor forutseenhet er at anbefale.
Resultatet av de første aars paavirkning var en sterk bevægelse som kanske kan komme ind under betegnelsen «vækkelse». Den ytret sig ved skrik, sterke følelser og ekstatiske tilstande. Folk drømte og saa syner. Det var let at samle dem til kirke, skole og nadver.
– 113 –
Og de levet i det hele i en overspændt tilstand. — I denne tid døpte Knudsen mange, vistnok for mange.
Og han organiserte nye menigheter. Han hadde selv forstaaelsen av folkets standpunkt og behov, men synes ikke at ha været skikket til deres aandelige leder. Dertil var han selv for stemningsrik og avhængig av følelser.
Von Rohden sier om hans første tid paa Betania : «Det lykkedes Knudsen at holde menigheten sammen i 1 1/2 aar. Da spredte den sig til alle kanter paa grund av tørken. Han hadde fremkaldt en overordentlig sterk bevægelse blandt hedningerne».
I sin bok om Namaland angir Knudsen de døpte paa tre steder inden sit distrikt som følger :
Betania og Nyholstenborg : 383 døpte. 175 nadvergjester.
Gudbrandsdalen: 377 døpte. 182 nadvergjester.
Ialt : 760 døpte.
– 114 –
Det sidste sted laa i dalsænkningen østenfor Betania-sænkningen i samme dal som fiskefloden har sit leie. — Der fandt Knudsen en fra Oranjefloden utvandret stamme med en høvding som hadde det franske navn Tibot.
— Stedet hvor de hadde slaat sig ned tiltalte ham i den grad, at han kaldte det Gudbrandsdalen.
I denne menighet hadde baade han og hans eftermænd sine bedste stunder. Og man har grund til at tro, at det særlig skyldtes enkelte indfødte føreres alvor og modenhet, at mens Betania-menigheten senere opløstes fuldstændig, saa fortsatte denne «gudbrandsdalske» menighet sit liv og flyttet til Rehobot (skal være Bersheba/red.), som blev et centrum i den efterfølgende periode.
Knudsen gir sine missionsprincipper i den føromtalte bok om Namaland paa en særdeles grei og tiltalende, men sangvinsk maate :
«Landet er som før nævnt uskikket til ansamling av mennesker, og selv vil de indfødte ogsaa nødig samles. En fast menighet eller by kan derfor neppe tænkes saa længe naturen er som den er nu, og ikke en usædvanlig indgripen enten av Gud eller mennesker har omskapt det. — Som Nama-landet saa ogsaa Nama-menigheten. Idag kan den bestaa av 100, imorgen av 4 á 5 mennesker. Idag samlet, imorgen spredt blandt 50 stammer. Her er ikke Guds rike lik en kvinde som la en surdeig i tre maal hvete, men en som tok surdeig og blandet den med 100 maal hvete og avner. — Her gives kun kammerherrer fra Morland som blir døpt langs veiene og drar sin vei.
Vi har dog den glade forvisning at den gode sæd paa en eller anden maate, paa et eller andet sted atter skal spire og bære frugt efterat den av vinden er ført til alle verdens kanter.
Er det ikke mulig at fremstille et lærd og anset folk av dem, saa kan de dog ved Guds naade gjøres til troende folk. Og hvad er i det store og hele Ægyptens (verdens) glans værd ? Forsmegter ikke tre fjerdedele av den eiviliserte
– 115 –
verden ? Herren har ikke sagt at hottentotterne skal bli et herrefolk, men la dem være hyrder.
Bor de ikke fast, saa bor de dog behagelig. Deres klær er vistnok daarlige, levemaaten klein, men saa er ogsaa deres arbeide og omsorg tilsvarende. Ulykkelige er de, saalænge de ikke kan komme ut over det jordiske. Lykkelige derimot, naar en trofast missionær kan lede dem og deres indre liv helliget selvom de ikke forandrer sin nationale levemaate.
Siden de har valgt ørkenen, en liten hytte hvor de varmer sig og værner sig, og ellers er fornøiet med de allermindste bekvemmeligheter, som ingen fyrste eller konge, hvorfor trække dem over i en anden levemaate ?
— De skal være hyrder. Og dersom ingen forstyrrer dem vil de leve et lykkeligere jordisk liv end os. Ta ikke ifra dem et eneste halmstraa. Sæt dem ikke paa en stol inde i hytten. Derved hindrer du bare røken og sitter selv ubehagelig. Gjør ikke døraapningen større, forsøk ikke paa at gi dem noget bedre hus. — Men lær dem at tro, elske og haabe. Det vil gjøre det bedre for dem. Lær dem renslighet, det vil ikke forstyrre dem. Lær dem at bevare sig selv ved Guds naade fra synd.
– 116 –
Da trænger de ikke klostermure til at beskytte sig, da blir hvert hus skole og kirke, og det liker de saa godt.
Det hele vil ikke vinde nogen anseelse i verden. Det vil skyte op som en kvist av tør jord. Men Herrens herlighet vil lyse desto klarere frem for et retfærdig folk, glad i haabet og utholdende i bønnen».
Prøver av hans dagbøker.
3. november 1843. Præket over teksten i «Forglemmigei» (antagelig en liten andagtsbok). I stilhet og hvile skal eders styrke være. Prækenen gik ut paa at bevise at vi var blit sterke. Hadde jeg ikke begyndt alene, og nu var vi mange som i menighetssamfund motstod djævelen ?
Mandag 6. november missionstime.
Tirsdag 7. november forsamlet vi os og diskuterte om vi som menighet skulde be om regn. De var enig om at vi skulde gjøre dette, og vi forsamlet os derfor samme kveld og bad om regn.
Barna hadde hørt om vort forehavende og trodde at vi bad om melk. Melken er nemlig hovedernæringsmiddel. Og naar kalvene dør, vil ikke koen gi fra sig melken. Derfor hænder det ofte at man stopper ut en kalv og stiller ved koens side.
10. november kom gamle Tibot og Adam.
12. november. To blev konfirmerte. Klaas og Jonathan. Nadver. Det blev klaget over liten forstaaelse og kjærlighet inden menigheter. — Tilslut blev det hellige kys indført.
13, november reiste jeg med Christoph Tibot, Adam og min lille Noa til Fiskefloden. Om kvelden saa det ut til at bli regn, da der samlet sig store skyer.
14. november. Alle skyer er væk. Jeg rettet mine øine op mot skyerne og tænkte med David : Skal jeg hæve mine øine op mot skyerne (bergene) ? Nei, jeg vil fæste mit blik paa Herren hvorfra hjælpen kommer. Sal. 121.
Om eftermiddagen ved 2-tiden saa jeg et fata morgana. Først en sjø med bølgeslag, men med engang opløste det
– 117 –
sig i en let røk. Og siden saa vi det mere til venstre som et stille vand. Det var saa klart at buskerne ved bredden speilet sig i vandet. Hvilken pine at se paa ! Et saa herlig vand og i saa stor mængde midt i heteste middagen uten at kunne faa forfriske sig av det.
Boerne kalder det Opgift eller Opgeef, paa namaqua heter det «höre». — En sten blir til et stort fjeld, fortalte Tibot mig. Jeg lot Tibot gi mig forskjellige eksempler
paa namaqua-sproget. Baade orlam, buskmand, koranna og namaqua tilhører samme sprogstamme. — Om kvelden gudstjeneste hos Tibot.
Den 15. november morgenandagt, begyndte med fortællingerne i genesis.
Har de lært dette grundlag, saa faar de mere av de enkelte prækener, efter min mening iallefald.
Om ettermiddagen katekiserte jeg de døpte i katekismen.
Den 16. november morgenandagt, skole, samvær med døpte og udøpte.
Den 17. november. Kirke, skole, daabskandidater og aftenandagt.
– 118 –
9. december : Br. H. Hahns længe efterlængtede ankomst.
Sammen med sin hustru ankom han sent om aftenen. Denne gang var det altsaa ingen namaqualøgn, som jeg frygtet for og skrev i min forrige dagbok, men en behagelig sandhet.
Det blev illumineret fra taket ved hjælp av mine skolebarn, og skutt en salve nede fra marken. Derpaa blev «Vor Gud han er saa fast en borg» sunget. — Fra mit tak gik illuminationen videre, foranstaltet av 7 gutter, derved blev vekselvis det engelske, tyske og norske flag belyst. — Ved overordentlige hændelser sker overordentlige ting !
Det var mig ogsaa om at gjøre at vise mine barn en velordnet og festlig velkomsthilsen. Disse kjære blev kun tre dage hos mig og reiste videre 12. december. — Med dem kom mange breve til min store fryd og glæde.
Juleaften blev som forrige aar feiret med stor fryd og riskaker. Et juletræ hadde vi ogsaa selvfølgelig, kun at det denne gang var hængt en slange paa det med knust hode.
Da jeg var paa Ebenezer hadde jeg lært at lave nogen lette kaker med rosiner. Med disse blev vort træ ogsaa gjort tiltrækkende med gode spiselige saker.
Evangeliet i 1. Mosebok 3, 1—15, kvindens sæd skal knuse slangens hode, tjente især for os ældre til at gjøre dette juletræ til et symbol paa Kristus med alle hans skatte. Han, det rette livstræ og kundskapstræ, om hvem det heter, at den som ikke æder av det skal dø.
Løgnen.
Den 15. januar 1844. En møisommelig opklaring av en løgn blandt barna. Jeg har fundet at hedenske barn ikke altid selv forstaar at skjelne mellem løgn og sandhet, saa dypt er de fanget av løgnen. Truer man dem med straf,
– 119 –
vil de paa liv og død bedyre det, som de vet den dømmende vil ha frem, for at slippe pryl. — Skam eier de ikke, de ser en uskyldig ind i øinene, som om de ikke skulde føle nogen skyld ved at lyve.
Naar de sier : Jeg kan da ikke si, at jeg har gjort det naar jeg ikke har gjort det, saa kan man omtrent være sikker paa at de er skyldige.
Spør man den ene ut om den anden, saa forutsætter denne bestandig, at den anden lyver og sier det motsatte.
Jeg holdt engang paa at pryle en liten fyr fordi hans løgn var altfor aapenbar til at undskyldes og skjules. Han svarte paa min opfordring om at si sandhet : Ammas: For sandt. Men gjengav allikevel sin gamle løgn. Dette gjentok sig flere gange, og tilsidst viste det sig, at han ikke forstod hvad sandhet var, men trodde at det var selve ordet «Ammas» = sandhet jeg vilde ha.
Man maa derfor lære dem selve begrepet sandhet. Man kan ikke engang til at begynde med si at løgn er synd, men man maa lære dem hvad løgn er, og at si at sandhet er bedre end løgn ved at sammenstille disse to.
Tørke.
I denne tørketid har i løpet av januar menigheten set sig nødt til at finde et andet opholdssted. Vi er derfor faa igjen paa stedet her, og snart blir vi endda færre. I tørken vil jeg besøke Tibots folk, og siden kanske reise paa besøk til hr. Hahn og Kleinschmidt.
Dersom det fandtes et skib i Walfishbay vilde jeg følge dette til Kapstaden og faa trykt en abc, de 5 parter av Luthers katekismus og vor Herres lidelseshistorie i namaquasproget. Før jeg kan foreta disse reiser maa jeg imidlertid ha færdig mit paabegyndte hus. Det er bygget av tørret mursten og i tre avdelinger bestemt til vognhus, fremmedhus og museum. Tre av mine skoleelever og Jakob Vries, min medhjælper, har bygget det, saa det koster ikke meget.
– 120 –
Den saakaldte kaptein paa Betania, Jan Fredrik, av hvilken I har mottat et billede, er ikke stort bedre end Paul Linke, den gudløse bierkaptein ved Oranjefloden. En falsk, gjerrig forbryder, en døpt tyv, morder og røver. Han er endnu ikke kommen til Betania trods Schmelen har sendt ham tilbake her til mig som en sand Onesimus. Jeg vil besøke denne Jan paa min reise til Damaraland, ikke saa meget av barmhjertighet som av Jonas-vrede og uvilje.
22. februar. Idag sprængte vi en mine for første gang. Det gik meget godt, hele fjeldstykket i kilden gik istykker, saa vi kunde bryte dem op og ta dem væk. Vandet syntes at tilta, men vi maa sprænge væk endda mere. Ingen vil være med at bore, stenen er saa haard at vi trængte en hel uke paa det første hul.
Søndagsbesøk.
3. mars 1844. Oplaget av mel, sukker, ris og te paa Betania er ikke stort. Desuagtet prøver jeg med disse ting at holde nogen enkle søndagslag her hos mig, for om mulig at løfte namaquaerne op av deres mangehundrede-aarige raaskap.
Jeg tror ikke det er nødvendig at gjøre som den berømte fader von der Keng, som smurte sig ind i namaqua-fett. Derved tror jeg ikke man kan trække dem ut men heller mere ind i barbari. Heller ikke bør man gaa til den anden yderlighet : at bestige en høide de ikke kan naa, hvor fristende det end maatte være. Nei, man maa stille sig saa man kan si : hertil kan du ogsaa komme. Til de mange forsøk paa at trække disse sunkne, foragtede men hovmodige mennesker ut av deres raaskap hører ogsaa disse søndagsselsskaper.
Spiseseddelen er ganske enkel. Først litt kjøtt stekt i sit eget fett, dernæst ris kokt i melk med namaqua-rosiner (enslags bær som plukkes av nogen store trær). Endelig en kake av et strudsegg og noget mel stekt i fett og te
– 121 –
med sukker til. Jeg vilde heller ha anvendt namaqua-kaffe, men da det ialmindelighet ikke lykkes at opdrive søt melk om eftermiddagen, og denne namaquakaffe har en ubehagelig smak uten megen melk, saa maatte jeg avstaa fra det og servere deres yndlingsdrik : te. Forrige søndag hadde jeg min ældste, Petrus, med sin kone og sin datter og en anden døpt pike. Igaar den 3. var Lambert Paulus, Maria og Martha, ældste i min menighet, her til middag.
Vi hadde en særdeles morsom og interressant underholdning med hverandre. Det forekom mig at de allerede herav fik den idé, at de ogsaa var mennesker. Kun de rent og ordentlig klædte blir indbudne.
Undervisningsmetoder.
Da man her intet kan forutsætte som kjendt, maa man selvfølgelig begynde med begyndelsen. —
Men skal det bli noget igjen hos dem av det man har for sig maa man ikke holde lange og æstetiske prækener, men kun den korteste maate for katekisation som man kan tænke sig.
I dette ligner de ikke Israel : de er ikke fremtidens folk, men i høi grad nuets. Det som de ikke ser forstaar de ikke. Derfor gjør man bedst i at følge Pestalozzis anskuelsesundervisning.
Ogsaa haandgripelig pædagogisk undervisning maa til. Saaledes har det hændt, at jeg midt i prækenen har grepet sambukken (pisken), forlatt kateteret og prylet et uartig barn, og holdt paa saa længe, at barnets egensind var brutt, hvilkets ofte tok lang tid (!). Derpaa har jeg fortsat min præken.
Dersom en fin prædikant fra Europa kom til os vilde han slaat hænderne sammen og hurtigst mulig søke tilbake til døren.
Vor gudstjeneste ligner sikkerlig mere en jødeskole end en kirkegang. Imidlertid gaar det ogsaa ofte meget pyntelig og fredelig for sig.
– 122 –
Da barnas tænke- og hukommelsesevne maa opøves, og da de kun meget langsomt lærer at læse eller huske utenad, saa har jeg fundet det udmerket at la dem lære de bibelske navn utenad, noget de gjerne vil, og jeg har bragt dem saa langt i denne kunst, at de kan slegtsregistrene (sic) fra Adam til Kristus, skapelsesverket, de 12 Israels stammer, de 10 plager, dommere, profeter, apostle, de 7 menigheter i Lilleasien, alle bøker i det gamle og nye testamente o.s.v.
Noget av det vanskeligste er at lære dem sang. Med stor møie har jeg indøvet 30 melodier, hvorav 20 tostemmige, og 60 hollandske vers, som jeg haaber sitter for tid og evighet.
Namaquaerne har ogsaa sin nationale sang, den bestaar av en ordløs uartikulert modulation av stemmen. Derfor sa man i Schmelens tid før man gik i kirke : La os komme sammen og skrike !
Jeg har ogsaa forsøkt at oversætte nogen sange til deres eget sprog for at høre om kliklydene vilde umuliggjøre sangen.
Prøven faldt meget godt ut, men folk foragter sit eget sprog trods sit nationale hovmod, og de vil helst synge hollandske sange. Deres yndlingssang er : Zoo wast een burgt is onze God (Vor Gud han er saa fast en borg).
De døpte voksne underviser jeg i Hebr. 6, 1—2 : La os skride forbi barnelærdommen om Kristus o.s.v., 2den art. i trosbekjendelsen og læren om Herrens gjenkomst (NB !).
Namaqua-sproget.
Et ord ligner det andet. Men ved den mindste dreining og betoning kan det forandre mening. F. eks. : De fire kliklyd danner først 4 ord med ren uttale, derefter 4 andre med uren uttale, og nok 4 nye med andre kombinationer.
Av bokstaverne gives det mange med 12 til 20, ja 24 forskjellige betydninger. A har 12 forskjellige betydninger.
– 123 –
At uttale kliklydene er meget vanskelig, men altid at ha dem færdig i munden og i den rigtige forbindelse er en kunst. Jeg satte til med mod og lyst, men blev likesaa ofte støtt tilbake av vanskeligheterne.
Det er overordentlig vanskelig at fremstille sproget skriftlig og derfor ogsaa at læse det. Det er likesaa let for de indfødte at lære hollandsk.
— De grammatiske regler for substantiver, adjektiver og pronomener er ikke lette, dog overkommelige. Sætningskonstruktion, betoning o.s.v. derimot overordentlig vanskelig. Ofte tænkte jeg at ha fundet en eller flere gode regler. Men slog de til for et eller to tilfælder, saa gik det galt i tredje og fjerde.
Sproget kan imidlertid lettere læres ved tilegnelse av kurante sætninger end ved ord (dette er jo ogsaa en moderne fremgangsmaate. Forf.).
Det ene ord hænger i det andet og ligger ofte uadskillelig sammen. Jeg blev tidligere, naar jeg ikke fik klar besked, halvt sint naar jeg spurte om betydningen av et ord, men forstaar nu, trods jeg ikke kan følge en femtedel av oversætterens ord, at det omtrent vilde være umulig at oversætte ord for ord.
Det er nødvendig at kjende sproget bare av den grund, at en række ord har flere betydninger. F. eks. ordet for Gud «Zuikoab» som egentlig betyr knæsaar, senge- eller liggesaar, og ogsaa kan oversættes med «ske» (?). Daab heter «namus», egentlig kaste vand i øinene (?). Saa er det navne paa trær, ting og mennesker som røber en usigelig raahet, og ikke bør brukes.
Menigheten paa Betania.
Herren være lovet som har velsignet os og git mit arbeide frugter. Jeg er først og fremst taknemmelig mot Gud som gav os ro og anledning i et helt aar at være sammen, og dernæst er jeg glad fordi jeg fik arbeide mens
– 124 –
det var tid, og høste hvad andre har saadd. Nu synes det som det atter kommer en tid da sæden skal ligge skjult i jorden og vise om den er en egte sæd eller ei. Ventes tiden er en forhaabningstid.
Folk er nu fordelt i to grupper, men vil for fremtiden ikke kunne være mere samlet. Men dersom Herren vil gi os regn saa kunde vi nok atter snart komme sammen.
Menigheten i Gudbrandsdalen.
September. Til bestemt tid kom gamle Tibot fra Fiskefloden med 6 rideokser for at hente mig og mine. Det manglet mig nogen trær til huset og nogen sten paa muren. Det varte derfor nogen dage førend vi red med Tibot tilbake.
Paa veien hadde vi et uheld. Den gamle Tibot faldt av oksen og slog hodet mot en sten saa han fik flere hul i hodet og kun med møie kunde følge videre. Det var en slange i veien som oksen vilde undgaa.
Vi slog os til for resten av natten da det var mørkt og fortsatte videre da maanen kom op.
Onsdag 14. september. Idag laget man mig et mattehus paa den maate, at alle tok en matte av sit hus, og snart hadde jeg et hus sammensat av disse kjærlighetsgaver. Den 15. laget jeg et bord i huset av en stor sten, og var likesaa glad over mit stenbord som over en stor skat. Ti jeg kunde nu skrive et ord og ha et sted at lægge mine bøker.
— Hadde Luther bodd i mattehus saa vilde han sikkerlig til det «daglige brød» ha regnet en stol og et bord.
— — — — Endnu er det meget at skrive og at tegne, naar alt er færdig tar vi ut til Damaraland til Elberfeldt (i dag Windhoek/red.).
Tibot bad om et navn for sit bosted, hvor han nu tænker at bli til han kan finde noget bedre, og jeg kaldte det Gudbrandsdalen, efter et sted som jeg liker særlig godt i Norge.
Den gamle Tibot er trofast og ærlig, takket være hans arbeide og støtte er menigheten i Gudbrandsdalen i enhver
– 125 –
henseende Betania likeværdig. Kun staar man noget tilbake i gammeltestamentlig bibelhistorie, og jeg vil derfor sende ham en bibel med anmerkninger over første Mosebok.
Dagbok nr. 7 mai—august 1844 :
Reise til Damaraland.
Søndag den 23. kom vi til den gamle Jan Booi i Usib. Som bekjendt er han stammens ældste og bærer derfor titelen kaptein, skjønt en anden mand er den egentlige kaptein. Efterat jeg hadde hilst ham med spørsmaalet om, hvad jeg skulde gjøre med hans falske haand (sic) holdt vi gudstjeneste.
Om ettermiddagen hadde vi et alvorlig samvær borte paa et fjeld, hvorunder jeg forholdt ham hans mange synder, løgne og bedragerier og sa ham, at jeg ikke mere kunde tro ham, han fik si hvad han vilde. Efterat han hadde været litt morsk igjen paa sin side, tilstod han aapent at han i sit hjerte var fiendtlig stemt mot missionæren, og hadde staat med dolk og kniv for at dræpe ham.
Senere visste han ikke hvad godt han skulde gjøre os. Vi fik et helt faar, zebrakjøt og honning. Og litt te som han hadde igjen gav han os, likesaa Namaqua-kaffe og akaciefrugter.
Dommerembede.
Den anden dag, mandag 24. juni, var jeg atter dommer. Det gjaldt Piets sak. De indstevnte uteblev til at begynde med, men Herren føiet det saa at de endelig indfand sig 10 i tallet. Jeg forestillet dem deres uret : at slaa folk fordi de ikke kunde faa tobak, og at de alle maatte motta sin fortjente løn, og de vilde være fri senere dersom de nu fik sin straf. En av dem bad da om at jeg maatte foreta avstraffelsen nu, saa de kunde være fri.
– 126 –
Jeg spurte dem nu, hvad de vel hadde fortjent, om 30 slag var formeget ? De svarte da alle : Vi er tilfreds med dommen, vi er alle skyldige. De som hadde bragt tilbake kvæget til damaraen og som ikke hadde deltat i slagsmaalet blev dømt til 6 slag, de andre til 30 samt at betale 1 faar i erstatning.
De blev derefter formant til ikke at tænke paa slagene, men paa sin synd. Og gamle Jan utførte dommen med en lærrem.
3. juli kom vi til Kham over Gou-hoas. Paa veien skjøt vi efter flere springbukker, gnu og zebraer uten at faa nogen.
Da solen gik ned traf vi paa en hvit flodhest. Mine ledsagere gav den to skud, og den flygtet. Den hvite flodhest vender sig ikke saa let imot jægeren som den sorte. Man skjelner mellem hvite og sorte løver, flod-heste, giraffer, hyæner o.s.v. Farveforskjellen er dog ikke merkbar for ukyndige. Av løver er der forresten flere arter.
4. juli jagt paa en gemsebuk uten resultat. Vi møtte ogsaa gnu og zebra og skjøt en av de sidste. Dette var særs heldig for os, ti folkene fik kjøtmat og hestene feldtsko (sic). Det er ikke raadelig at reise denne vei uten proviant, da vildtet ikke altid lar sig finde. Vi er desuten 5 mand med 8 heste, og da denne halvdel av veien er stenet, slites hestehoven meget.
To bergdamaraer kom lokket av skuddene og fik forsyne sig, da vi selv kun kunde ta litet med av kjøttet.
Om kvelden kom vi til Hahns og Kleinschmidts skjerm.
Skjerm kalder man en halvrunding av busker, omtrent som et buskmandshus til koke- og soveplads samt forsvar mot vilde dyr.
Fredag 5. juli gjorde vor vei en voldsom sving mot øst, mens den tidligere gik bent mot nord. Ved floden Oanob saa vi en masse løvespor av dyr som hadde været der og drukket vand. Vi forsynte os ogsaa og red tilbake
(dette er Knudsens akvarell av Neu Holstenburg, beliggende litt nordvest for dagens Maltahöhe/teksten nederst til venstre på maleriet er skrevet på norsk : Ny-Hostænborg i Namaqualand; under dette er skrevet tallene 1,2,3, «mattehus» m.m. og lenger til høyre tallene 4,5, med teksten To «Oxevogne»/red.)
paa den samme vei med spidse stene. Vi leiret os ved Kai-gurub-elven. En av vore heste gik paa bare kjøttet, men vi var heldige og slap noget uheld.
Idag beyndte landskapet at forandre sig. Tidligere var vi vant med uoverskuelige øde vidder. Fjeldene syntes sat like ret ned paa sletten uten fot eller avsats. Her er det anderledes, fjeld paa fjeld og vanskelig farbare pas. Alle tegn tyder paa et høiland, særlig den sidste fjeldryg 3 timers ridt syd for Elberfeldt.
Over disse Auas-fjeld har Junker (se side 110) anlagt en vognvei, et sandt mesterverk, og han skal anlægge en lignende til Walfishbay. Ros for dette arbeide tilkommer ham, selv om han ellers har gjort svært litet rosværdig. Arrowsmith kaldte det sted hvor Elberfeldt ligger for Queen Adelaide Bath.
Det første maal med min reise var Junkers tvetydige skrivelse til superintendent Hudgson, oversendt ham til hr. Brecher og Terlinden. Svaret er git i konferanseprotokollen.
Det næste maal var at tegne damarafolk og holde konferanse. Det sidste krævet et ophold av mig i 3 uker. Billedet indeholder fire grupper: 1) 5 svarte figurer i forgrunden, kvægdamaraer. 2) 3 rødlige i bakgrunden, namaqua. 3) De derpaa følgende fire er buskmænd. 4) De to svarte tilhøire er bergdamara. Foran bergdamaraerne liggger en hyæne. Set forfra synes dens hode tykkere oventil og tilspidsende nedover.
Foran denne ligger en sjakal, fra snuten til svansen 2 fot, 13 tommer. Foran buskmænderne ligger en ung kudu. Den er 6 fot, 13 tommer lang, hodet vel 12 tommer. Længer tilvenstre ligger en vild hund, 2 fot, 2 tommer lang.
– les videre avsnitt 10 her :