sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del III – «hans nielsen hauge og præsteskabet»

Hvad Paven i Middelalderen var for hele Europa, vare paa hiin Tid de fleste af Norges Præster for deres Menigheder; ligesom Paven raabte paa Ufeilbarhed som Christi Statholder, saaledes paaberaabte disse sig deres guddommelige Kald som Beviis for, at deres Ord var Guds Ord, og følgeligen Alt, hvad de lærte, ophøiet over Lægmandens Bedømmelse.

En vigtig Hierarchermine (en ovenfra-og-ned-mine/red.) maatte komme hertil, for at holde Mængden i tilbørlig Afstand, og denne troede nu ikke længer at Præsterne vare blotte Mennesker : Ærbødigheden for dem nærmede sig næsten Tilbedelse.

Med Taalmodighed lode de fromme Faar sig ikke alene klippe, men endogsaa flaae af deres zionske Hyrder, og først, naar dette blev altfor føleligt, hendte det undertiden, at En eller Anden tog Mod til sig, og appellerede til den verdslige Retfærdighed, hvor den aandelige – geistlige – syntes at drive sine Fordringer altfor vidt.

Hauge oprørtes ved dette Præstevælde, og uden Skye kaldte han dem Smaapaver, og Leiesvende, der tyranniserede over Herrens Arv o. s. v.

Saaledes læser man selv i hans allerførste Skrivt, betitlet : «Betragtning over Verdens Daarlighed» Yttringer om Geistligheden, som nødvendigen maatte ophidse flere af denne Stand, og navnligen de største Hierarcher imod ham. Uagtet det feilfulde Sprog, hvori Hauge dengang fremsatte sine Ideer, og uagtet den store Forskjel, med Hensyn til Fremstillingsmaaden, som finder Sted mellem hans første

– 41 –

og senere Skrivter, maa man dog tilstaae, at hans Grundsynsmaader ere i det Væsentlige stedse de samme, hvorfor jeg heller ikke tager i Betænkning, angaaende den omhandlede Gjenstand, at anføre Citater af benævnte Skrivt, der saameget mere maa fortjene dens Opmærksomhed, der vil gjøre sig bekjendt med Haugianismens sande Charakteer, som man deri maa antages at see dens første Livsspire.

Side 8 læser man saaledes : «Apostelen Paulus siger : jeg er bleven Eders Fiende fordi jeg talede Sandhed. Saaledes frygter jeg for, at det og gaaer mig, men jeg maa dog tale Sandhed af den Drift, som jeg haver. Vor Konge (man erindre sig, at dette er skrevet under det danske Enevælde, da Kongen var Alt), sagde jeg i det første Capitel, har ordineret Lærere; af dem kjender jeg Nogle, andre hører jeg om. Det er et almindeligt Ordsprog, at Gjerrighed er hos alle Mennesker, men hos Præsten har den Overhaand. Dette er altfor sandt hos mange; Gud hjælpe Enhver til at indsee det. Man kan erfare det paa deres Ord og Gjerninger : de have i deres Prædikener meget at handle og bede om det Timelige, og hvorledes man deri skal blive lykkelig, og forestille saa, at man kan sove sig ind i Himmelen; de kunne aldrig faae saameget af det Timelige, at de jo (uten at de/red.) søger efter mere, ligesom man derfor skulde kjøbe sig Salighed. Skal de undertiden tale Guds Ord, saa maa de have god Betaling derfor og da kan det vel blive (da vil de tale/red.), ellers ikke.  De vil og have

– 42 –

Ære og Reverentse (ærbødighet/red.) af sine Tilhørere, og foregaae dem (setter dem/red.) desuden med saadanne Exempler, som at, naar de komme af Kirken, gaae de i Spil og Vellystigheder. – –  Iblandt dem, som skal være fromme regjerer altformegen Hovmodighed og Gjerrighed, hvilke Laster ere vederstyggelige for Gud».

Side 18 :

«Pharisæer finde vi desværre nok af; thi de see ud, Siger Christus hos Luc. 11 Cap., ligesom de Dødes ukjendelige Grave, og Folket, som gaaer her og der over, veed det ikke; det er : de have en sød og veltalende Tunge, og holde sine Læber ærbare, tale vel i Øinene, og veed de noget Godt, da skjule de det; men høre de noget Galt, saa gaae de i Ens Fraværelse og bespotte, ja forvende Sandheden til Løgn. Disse ere de fine; nu de grove, som vil have stor Ære, vil have, at man skal have Hatten i den ene Haand og Gaver i den anden, og altsaa give Betaling for Ordene, man skal have. Om disse siger Christus : I randsage den hellige Skrivt, og mene at I have det evige Liv i den, og det er den, som vidner over Eder, at I skulle faae des overflødigere Dom».

Dette angaaende Geistlighedens moralske Characteer, om hvilke man ogsaa, i Forbindelse med deres Embedsliv og Fremstilling af Christendommen, læser i benævnte Skrivts (fremdeles : Betragtning over Verdens Daarlighed) Side 11 og 12, Følgende :

«Det er et almindeligt Ord at Troen skal gjøre os salig : hvad enten den (troen/red.) er levende eller død holder de Onde for det samme; men som Træet kjendes paa Frugten, saa kjendes Troen paa Gjerningen

– 43 –

hvorfor man maa see efter den. Jeg veed at Hyrderne skulle vise Faarene Veien, det er vel saa. Jeg læser da, hvorledes Philosopherne skriver om Sjelens Tilstand efter Døden; mange tale og skrive, at det er de oplyste Tider (man behage her at erindre hvad ovenfor er sagt med Hensyn til Hauges Anskuelse af Oplysningen) og troe at Alle skulle have god Løn, men Arbeidet tales ikke om; skjønt jeg hverken har hørt eller læst, at vor himmelske Fader giver den Løn, som ikke arbeider. Nu svares vel, at Enhver arbeider, men Ens eget Arbeide duer ikke til Saligheds Befordring.

For faa handle om den Helligaands forarbeidende Naade, hvilket kommer deraf, at de af ham ikke faae andet end Straf, saalænge Synden elskes; thi Christus siger, at den hellig Aand skal straffe Verden for Synd, og paaminde Eder om al Sanhed, og at Ingen kommer til mig, uden min Faders Aand faaer draget ham; denne Dragelse haver jeg kun lidt hørt været handlet om af nogen Præst, hvilket ikke er at undre paa, da han ikke drager Nogen til Gjerrighed, Vellyst og Hovmodighed : I opæde Enkers Huse, og tage Ære af hverandre, hvilket skeer nu. Naar Nogen døer, saa skal en Sum Penge ud, for at dømme Sjelen salig, den Efterlevende til Trøst. Det bliver som Propheten Esaias siger : mit Folk ! de som prise Dig salig, forføre Dig (NB. dette angaaer de Skyldige; thi de Uskyldige ere frie). Jeg erfarer og veed, at de Græshopper, der stikke som

– 44 –

Skorpioner, have Guldkroner paa Hovedet, og deres Ansigt er som Menneskets Ansigt, Aab. 9 Cap.; det er hykkelske, falske Lærere, der ikke skal skade Træerne eller noget Grønt, men Menneskene, hvilke (de falske Lærere) have saadan Magt nu, at det er forskrækkeligt; thi om Nogen vil læge de giftige Saar, saa forbyde de det; det er som Christus siger, at de lukke Himmerigets Dør til for Andre, og selv vil de ikke gaae der ind; det vil jeg kraftigere bevise med de Ord Jesus siger Math. 7 Cap., hvor han taler om den snævre og brede Port og Vei, og siden om de falske Lærere og deres Frugter. I 21 V. siger han : Ikke Enhver, som siger Herre, Herre skal indgaae i Himmerigets Rige, men den, der gjør min Faders Villie, som er i Himmelen. Faderens Villie er, at man skal troe Sønnen og elske ham; Sønnen siger : Hvo som holder mine Befalinger, han elsker mig; hans Befalinger ere, at man skal forsage alt det, man haver, ja tilmed sit eget Liv, naar det gjælder Guds Ære, da skal man ikke holde sit Liv for godt, men tale Sandhed. Vor Frelser siger Math. 11 Cap. : Hvad ere I udgangne at see ? Et Menneske klædt i bløde Klæder : de ere i Kongens Huse (i King James Bible 1611 står «soft clothing» – mens nyere norske oversettelser skriver «fine klær»/red.). Det er : man er blød til at modstaae det Onde, og formedelst kongelig Høihed, og af Overmænds Had frygter for Fiendskab (det sees tydeligt, at Hauge her vil hentyde paa, at Dentids Geistlighed, for at smigre Magten, eller i det mindste af Frygt for at støde den, undlode at tale Sandheden med Frimodighed. Gid vi nu ikke maatte have Aarsag til længere at beklage os over det samme ! og derfor hykler. Gud befaler Propheten :

– 45 –

«Naar jeg siger til den Ugudelige : Du skal visseligen døe, og Du ikke paaminder ham, da skal den Ugudelige døe i sin Misgjerning; men jeg vil kræve hans Blod af din Haand». Dette skulde Lærerne læse idelig, trække Bjelken af sit eget Øie og, derefter erindre Andre, saa kunde de undgaae den skrækkelige Sentents : Mange skulle komme til mig paa hiin Dag og sige : Herre vi have propheteret i dit Navn og uddrevet Djevle i dit Navn, og have vi ikke gjort mange underlige Gjerninger i dit Navn ? Da vil jeg bekjende for dem : Jeg kjender Eder aldrig, viger fra mig, I som have gjort Uret ! Det vil ikke hjælpe at stole paa Troen og ikke adlyde Guds Befalinger«.

Saaledes talte Hauge i det Øieblik, han først fremtraadte paa Forfatterbanen, og, Foredragets Formelle undtaget, talede han saaledes til hans Tunge forstummede i Døden. Rigtignok maatte Meget af hvad han skrev om Geistligheden medrette kaldes en haard Tale, men at den ikke destomindre var sand, derfor synes det Bifald os at være Borgen, hvormed den modtages af Folket, som man maa antage bedst følte, hvor og hvorledes Skoen trykkede.

Vel kan man indvende herimod, at Folket let kan blive en partisk Dommer, hvor Talen er om en Sag, hvori det selv er interesseret; men da denne Indvending deels støtter sig paa den formeentlig grundfalske Forudsætning, at privilegerede Kasters Interesse kunne

– 46 –

ophævede ethvert Begreb om Ret og Uret, hvis man i alle Tilfælde kunde paaberaabe sig sin Overbeviisning som tilstrækkelig Undskyldning for sine Handlinger : Hykleren, Skurken, Undertrykkeren og Voldsmanden kunde da under den samme Ægide, som den frimodige Sandhedsven, den Ædle og Gode finde sig sikret mod Bebreidelse og Dadel.

Dette er kun for en Deel sandt, og beviser ikke mere, end at en kun foregiven, ikke existerende Overbeviisning ei kan tjene til Undskyldning for en slet Handling; thi til Ære for den menneskelige Natur, kunne vi, uden at vove noget Paradox, med Sikkerhed antage, at aldenstund et Menneske lytter til Fornuftens og Samvittighedens Røst, kan dets Overbeviisning aldrig blive stridende mod det Natur- og Moralbud, som er indskrevet i ethvert Menneskes Hjerte.

Hermed er det imidlertid ei sagt, at en saadan selv med den redeligste Hu dannet Overbeviisning jo kan være feilende; – thi isaafald vare vi ei længer de svage Dødelige, der altfor ofte kunne skuffes af Blendeværk, og at som en Følge heraf, Christi og hans Apostlers Formaninger om Fordragelighed og Overbærenhed mod den Anderledestænkende, mod den Feilende og Vildfarende aldrig formeget kunne lægges paa Hjertet.

Hvis Hauge derfor endogsaa feilede, da han, ifølge det Anførte, dadlede en Geistlighed, som han deels troede misbugte sin Myndighed, deels ikke svarede til sin Bestemmelse, og de Fordringer, man saaledes maatte have paa den, saa lagde ikke destomindre hine Lærere en stor Mangel paa sandt christeligt Sind for Dagen, der

– 49 –

istedet for at bruge blid Belærelse, saaledes forfulgte og efterstræbte ham, at man snarere skulde troe, Hauge var en Forbryder, end en Formand for et Partie, der, fra flere Sider betragtet, bør være os saare agtværdigt.

At Hauge, ikke dreven af urene Bevæggrunde, men fordi han ifølge sin Overbeviisning ikke troede at burde gjøre Andet, opløftede sin Stemme mod Hierarchiet, derfor synes hans egne Ord at være Beviis nok, naar han nemlig skriver : «Apostelen Paulus siger : Jeg er bleven Eders Fiende fordi jeg talede Sandhed; saaledes frygter jeg og det gaaer med mig, men jeg maa dog tale Sandhed af den Drift, som jeg haver».

Simple og ukunstlede ere disse Ord, og evige Vidner ville de være mod hans Modstandere og Forfølgere. I selve Maaden, hvorpaa Hauge fremstillede de Misbrug og Laster, som han fandt herskende blandt Geistligheden, forekommer det mig ogsaa, at den, selv om han feilede, burde have seet en kraftig Bevæggrund til i det mindste at være overbærende, om end ikke til aldeles at undskylde ham.

Det var ikke Letsindighedens Haan, ikke Vittighedsjægerens Spot med Religionen, og det, som ifølge denne er Mennesket helligt; men en kraftig simpel Alvorsfølelse, der var fremavlet ved en for hans Sjel nedslaaende Betragtning over Folkets religieuse Tilstand, som udtrykker sig i hans Bebreidelser mod Geistligheden, i hvis slette Exempel, Hierarchervælde og ufrugtbare Fremstilling af Christendommen han troede at see hiint Ondes fornemste Aarsag.

– 50 –

Betragtes Sagen fra denne Synspunct, som den upaatvivleligen maa, hvis man i Hauges Yttringer vil finde noget mere, end vilde planløse Udbrud af en Uvillie, hvis Grund han ikke var sig selv bevidst saa kunne vi eiheller forundre os længere over, at han fandt det nødvendigt saa ofte at gjentage sine Erindringer om de forhen paapegede Feil hos Geistligheden, da Folket nærede en saa blind Ærefrygt for Præsterne, og slige crasse Begreber om disses guddommelige Kald, at det (folket/red.) ialmindelighed troede, at høre selve Guddommens Røst gjennem disses Mund.

Disse Forestillinger blev det ham derfor nødvendigt at berigtige, hvis han skulde virke noget for den Sag, der var bleven hans Livs Formaal; thi i modsat Fald vilde de Fleste have troet, at de tilstækkeligen kunde gjendrive ham ved at sige : «Præsten har en anden Mening», og efter et saadant  (Fa’r har selv sagt det) finde al videre Overveielse og Eftertanke overflødig. Hvad Geistligheden saa ofte har været og er, troede han derfor at burde fremstille, og derfor skrev han t. Ex. i »Forsøg til Afhandling om Guds Visdom» Side 53 saaledes : «Da Lærestanden, eller de, som skulle være Præster, altid har været forførisk, saasnart som det har varet en Tid, saa er det vist og nu (saaledes) med altfor mange : det staaer om Pharisæerne, at de vare hofmodige og gjerrige, det var godt, om der ei vare saadanne nu. Efter Christi Tid opkastede de store Paver sig, og kaldte sig Christi Statholdere, der gave Folket Syndernesforladelse for skrivtlige Beviser før de døde;

– 51 –

om der findes her i Nærheden saadanne, veed jeg ikke; jeg troer ikke, de faaer skrivtligt Beviis før de ere døde, da kan der vel blive udstedt et for en Sum Penge, at Sjelene ere hos Gud o. s. v.»

Sine Bevæggrunde til saaledes at stille Geistligheden hyppigen tilskue i dens – man maa desværre tilstaae – sande Skikkelse antyder han selv paa et andet Sted (Den christelige Lære S. 7) saaledes :

«Jeg maa og advare imod, at man ikke skat tage til Fortrydelse og forhærde sig paa, at jeg taler saa haardt om de onde, og gjerrige Præster eller Lærere, men betænke Apostelens Ord : Man bør stoppe Munden til paa dem, som forvende ganske Huse, i det de lære det, som ikke bør læres, for slem Vinding Tit. 1, 11. Heller ikke maa de (I ?) dømme, at jeg haver et særdeles Had til dem; vel sandt, at jeg hader deres onde Gjerninger, især for den Skade de foraarsage . . . men elsker dem som alle mine Medmennesker».

Om disse og lignende Yttringer ere, som Profesfor Stenersen siger (see Hauges Liv Virksomhed og Lære, indført i Rudelbachs Maanedsskrivts 7de Bind, Side 156), «skrevne af et mod Præstestanden hadsk Hjerte», eller om de ikke meget mere maae ansees som Udtryk af et for sin Gjenstand dybtfølende Hjertes retfærdige Harm over Gestlighedens Laster og Magtsmisbrug, vil jeg uforbeholdent have henstillet til Læserens Dom.

Med Hensyn til Læren om det guddommelige Kald, hvorpaa

– 52 –

Præsterne beraabte sig, og som, bogstavelig forstaaet, maa lede til Ufeilbarhedsideen, der har sat Trippelkronen paa Roms Biskop, yttrer Hauge paa mere end et Sted, at et saadant ei kan antages i egentlig Forstand.

Saaledes skriver han i «Enfoldiges Lære» S. 5 : «Præsterne sige, de ere indsatte af Gud og Kongen til at prædike Guds Ord; men vare de indsatte af Gud, og han havde lært dem Joh. 6. og de havde faaet det uforskyldt, saa gav de det uforskyldt. Math. 10, 8. o. s. v., og i «Sandheds Bekjendelse» S. 25 : «vare de (Præsterne) kaldte af Gud, saa gjorde de Guds Gjerning».

Dem, der saameget have dadlet Hange herfor, har man vel Aarsag til at spørge, hvad de dog forstaae ved Præsternes guddommelige Kald ? Skeer dette middel- eller umiddelbart ? For med fuldt Alvor at kunne paastaae det Sidste maa man rigtigtnok have en god Portion blind Troe, og det saa meget mere, som det ikke kan undgaae Iagttagerens Blik, at selv fra den Kaldtes Side blive ikke sjelden flere Slags Midler anvendte; men er hiint Kald middelbart, det vil sige, at den, der af naturlig Lyst eller andre Bevæggrunde, har valgt det theologiske Studium, bliver gjennem de lovmæssige Former befordret til et Capellanie, Sognekald o. s. v. medens en Anden, der har valgt et andet Studium, bliver gjennem de samme Former befordret tl et andet Embede i Staten, saa er det ligesaavel vanskeligt at indsee, hvorledes den Ene af disse kan mere, end den Anden, paaberaabe sig guddommeligt Kald, som hvorledes de begge

– 53 –

kunne med Grund paastaae, at have dette, i deres Stilling i Staten, mere, end Landmanden, Haandværkeren og de øvrige Borgerclasser i deres.

Skjønt man derfor kunde synes at have Ret til at antage, at Hauge talte imod den bogstavelige Forklaring af hiint guddommelige Kald, som Geistligheden paaberaabte sig, blot fordi han ansaa den, i og for sig selv betragtet, ei allene for urigtigtig, men endog for skadelig, saa kan dog den, der har lagt nøiere Mærke til Hauges Aandsretning, forsaavidt man nemlig kan slutte sig til denne af hans Aandsproducter, vanskelig tilbageholde den Formodning, at han derved har havt endnu et andet, sig selv maaskee kun mindre klart bevidst Hensyn.

Han synes nemlig ikke at have bifaldt den Maade, hvorpaa Religionslærerne kaldes, men derimod i sine Anskuelser, saavel med Hensyn paa Læreembedet, som den udvortes Gudstjeneste ialmindelighed, at have nærmet sig Skotlands Presbyterianer, der saavel deri, at enhver Menighed selv vælger sin Lærer, som ved deres Kirkeskikke, der ere blottede for alle de pompeuse Ceremonier, som hos os ere Levninger fra Pavedømmet, have af alle protestantiske Kirkepartier (vel gaae Independenterne, der ikke erkjende nogen geistlig Authoritet, endnu et Skridt videre; men deels kan man spørge, om de ikke i egentlig Forstand ere UltraPresbyterianer (der gaae endnu videre, end den første Kirkes Bekjendere) deels have de efterhaanden saaledes smeltet sammen med Presbyterianerne, at de ei kunne komme i Betragtning (ikke eksisterer som egen gruppe/red.) meest

– 54 –

efterlignet den Simpelhed i den udvortes Gudsdyrkelse, som fandt Sted i den første christelige Kirke.

Det aandelige Slægtskab, som finder Sted mellem denne kirkelige Simplifications-og Friheds Idee (om jeg saaledes maa udtrykke mig) og den Maade, hvorpaa Hauge ansaae selv den Uindviede berettiget til at fremstaae som Folkelærer i private Forsamlinger, og den store Vægt, han ved enhver Leilighed lægger paa denne Slags religieuse Opbyggelse, samt hans saare tit gjentagne Advarsler om, at man ikke bør troe at finde noget Fortjenstligt i Iagttagelsen af de kirkelige Ceremonier, synes tilsammen at tale for den anførte Formodnings Rigtighed.

I hans Troesbekjendelse forekomme følgende Yttringer, som her maaskee ville være paa deres Sted. «Verden hadede Christum, fordi han vidnede om den, at dens Gjerninger vare onde; hvo, der følger ham deri og adlyder hans Bud, den kan vente sig samme Skjæbne. Have de forfulgt mig, skal de og forfølge Eder. Joh. 15, 20. Man begyndte strax at forbyde hans Apostle at tale til Nogen om dette Navn, og saaledes blev man ved i de første 300 Aar efter Christi Fødsel at forbyde, forfølge og dræbe dem, som bekjendte sin Troe paa Christum; endelig fik den udvortes Kirke Fred, men derefter blev Christi Navns offentlige Bekjendelse indskrænket ene og alene til Lærestanden, for hvilken, som bekjendt, en Pave blev Overhoved, og hvorimod ingen Lægmand maatte sige noget, om Lærerne end fore nok saa vild

– 55 –

fra Skriftens og Jesu Læres Sandhed; hvo der fordristede sig til at vidne imod Verden, fordi dens Gjerninger vare onde, han blev strax anseet for Kjætter og foriulgt med Fængsel Død og Landflygtighed» —————— «Ingensteds finde vi at Christus har indskrænket Næstens Opbyggelse til nogen lærd Stand, men han valgte Fiskere saavelsom Toldere, og forbød ingen at bekjende ham eller tale om hans Navn, advarede ogsaa sine Disciple derimod Luc. 9, 50. Moses den store Prophet vilde heller ikke forhindre saadant, men ønskede meget mere, gid alle Herrens Folk vare Propheter, og Herren vilde give sin Aand over dem, 4 Moseb. 11, 28-29. Apostlerne finde vi heller ikke at have brugt nogen saadan Myndighed; vi finde ikke at nogen af dem gjorde Indvending imod at Stephanus prædikkede, straffede og overbeviste Folket, endskjøndt han var blot udvalgt til Fattiges Forstander. Man har indvendt imod mig Pauli Ord : «Hver blive i det Kald, han er kaldet udi» 1 Cor. 7, 20.; det foregaaende og efterfølgende i dette Capittel viser os tydeligt, at han dermed hensigter til de forskjellige Stænder, de Troende kunne befinde sig i, da Guds Aand kaldte dem til fornyet Sind, at de (da) ikke skulle bekymre sig, for at blive frie for det, de vare bundne til, hvilket 21 Vers viser, «er Du kaldet i Herren en Tjener, da bekymre dig ikke, men kan Du blive fri, da brug det heller»,  saa jeg kan ikke (ind) see, at nogen Christen, som fandt Attraae og havde Gaver dertil, herved udelukkes fra Ret til

– 56 –

at opbygge sin Næste, eller forhindre Talen paa beleilig Tid. Syr. 4, 25″ (see Hauges Reisebeskrivelse Side 121 seqqv.).

Jeg veed ikke, om jeg i anførte Ord, i Forbindelse med andre Steder i hans Skrivter (som t. Ex. i hans «Testamente», der først blev trykt efter hans Død. I dette lille Skrivt, beder og formaner han sine Venner 1) til at holde fast ved Guds Ord, 2) dernæst til ikke uden Prøvelse efter de Regler, han her angiver, at følge andre Skrivter, 3) ikke selv at udgive noget Skrivt, uden det er prøvet af de Ældste i Menigheden (at Ældste her ikke bør forstaaes om dem, der have den høieste Alder, men ligesom hos Presbyterianerne i kirkelig Betydning, følger af sig selv), 4. at stræbe efter, hvis de skulde kaldes en Sect, da at fortjene Navnet af den dydige. 5) fremfor alt vogte sig for Lunkenhed, Sikkerhed og Splidagtighed, 6) at vedligeholde den Slags Kirketugt, som hidtil fandt Sted imellem dem, i det de skyede deres Selskab, som lod Lasten herske over sig, men forresten ikke befatte sig med noget særeget adskillende Kjendetegn, 7) at tage sig iagt for vildfarende Lærdomme, som han frygtedede for Nogle vare tilbøielige til. For det 8.) bestemmer han han hvilke der skulle ansees som Lærere iblandt dem, og de Regler de ved deres Opbyggelsessammenkomster skulde iagtage, endelig for det 9de at de skulde være fordragelige mod Anderledestænkende. (Confr. Stenersens Hauges Liv osv.), har seet formeget, naar jeg i dem troer at have Bekræftelse paa, hvad jeg ovenfor har sagt, saavelsom Beviis for, at hvad Hauge forstaaer ved Kald til Læreembedet

– 57 –

er alene det simple, at Vedkommende maa finde hos sig selv «Attraa og Gaver dertil».

Sandheden tro bør man tilstaae, at man hos Hauge oftere sporer en Ubestemthed i Udtryk, der gjør Meningen vaklende, og tvetydig. Om denne Mangel paa Tydelighed i Foredraget blot bør tilskrives hans Mangel paa Evne til at udtrykke sig klart og bestemt, Noget, der synes at maatte være en Selvfølge af hans Mangel paa videnskabelig Dannelse, eller om den reiser sig af en virkelig Uklarhed i Ideerne selv, er saa meget vanskeligere at afgjøre med nogen Bestemthed, som man i hans Skrivter (især de først udgivne) troer snart at finde Spor til det Første (mangel på utdannelse/red.), snart til det Sidste (mangel på idé-messig klarhet/red.), og maaskee kunde man just derfor ikke feile saa meget, om man antog, at hiin Ubestemthed og Uklarhed i Fremstillingen skriver sig fra begge de arførte Aarsager.

Paa Grund af denne Ubestemthed i Hauges Foredrag vil det derfor hos Mange være afhængigt af den Synspunct, hvorfra de betragte Hauges Yttringer, om de ville finde, at de have den største Ret, der, som Professor Stenersen, troe, at Hauge i sin Mening om hiint Kald til Læreembedet meest nærmede sig Qvækerne, eller jeg, der saavel med Hensyn dertil, som i Henseende til den udvortes Gudstjeneste og Kirkevæsenet i det Hele taget, har troet mig beføiet til hellere at stille ham sammen med Presbyterianerne. I sig selv kan denne Meningsforskjel vel eiheller være af væsentlig Betydenhed, forsaavidt som den kirkelige Frihed og Simplicitet er i anførte Henseende, saa at sige, begge de førnævnte

– 58 –

Partiers (Kvekerne og Presbyterne/red.) Fællesmaal; men paa den anden Side bør man dog eiheller glemme, at medens man i denne Betydning kan kalde Qvækernes Frihed lovløs, er Presbyterianernes lovbunden, og at Hauge, hvis han enten havde fremstaaet som Kirkereformator, eller og som Stifter af en, af Statskirken aldeles uafhængig Sect, vist vilde have foretrukket den siste (presbyternes/red.) for den første, hvorfor saavel det ovenfor Citerede, som andre Steder i Hauges Skrivter er idetmindste mig Borgen.

En af Anklagepuncterne imod Hauge var det ogsaa, at han havde holdt religieuse Forsamlinger. Ifølge en gammel Forordning af 1741, der oprindeligen var udstedt mod Pietisterne og deres Forsamlinger, var det nemlig forbudt at holde saadanne, med mindre det var anmeldt for Stedets Præst, eller denne var nærværende.

Hvor vanskeligt et saadant Lovbud, naar den religieuse Aand havde taget en saadan Retning, at private Forsamlinger bleve hyppige, kunde efterkommes i Norge, hvor Præstegjeldene have en saa vidløftig Udstrækning, er let at indsee; ei heller vidste Hauge, i Begyndelsen, og endnu mindre de fleste af hans Tilhængere, at et saadant Forbud existerede. Hermed staae ogsaa hans og mange af hans Venners apostoliske Omvandringer i nøie Forbindelse. Disse, der i Haugianernes første Periode foretoges saa hyppigen, aftoge efterhaanden, og kunne nu ansees for næsten ophørte. Aarsagen til denne Forandring maa man vel for en stor Deel søge i Hauges efterhaanden forandrede Anskuelse af deres Værd.

– 59 –

Da han saaledes blev 1806 tilspurgt af den over ham nedsatte Commission, om han endnu var af den Mening, som han havde yttret ved hans Fængsling paa Eger 1804 : «at han ikke kunde forbinde sig til at lade af at holde private Opbyggelsestaler, hvilket han troede var overeensstemmende med sin Børnelærdom» svarede han, at han vel efter sin Samvittighed troede sig forbunden dertil, men da han i senere Tid havde erfaret, at saadant var mod Kongens Lov og Villie, og desuden, at den tilsigtede Opbyggelse, formedelst det store Sammenløb, ikke kunde opnaaes, saa ansaae han sig nu forbunden til at aflade fra, hvad han indsaae ikke kunde tjene til det tilsigtede Gavn (see Commissionsforhørets Protocol, 198 Qvæst.; samt Stenersens «Hauges Liv osv.» 172).

At han efter igjen at have erholdt sin Frihed 1814 indtil sin Død 1824 aldeles afholdt sig fra hine Omvandringer, synes at være Beviis for, at denne Forandring i Anskuelse var virkelig og ei foregivet, for at lindre de Trængsler og Lidelser, for hvilke en mindre kraftfuld Aand, end Hauges, rimeligviis vilde have bukket under.

Som bekjendt tilstod Hauge ogsaa Fruentimmerne Ret til at tale i de religieuse Forsamlinger. Naturligt var det, at dette maatte vække Opsigt, hvor det andet Kjøn er ifølge Lovgivningen fordømt til en evig Umyndigheds Tilstand.

Theologerne forsømte eiheller at anvende deres Vaaben, idet de erklærede en

– 60 –

saadan Lære for at stride mod Bibel og Christendom, og anførte som Beviis derfor Pauli Ord 1 Cor. 14 Cap. : «Eders Qvinder tie i Menigheden, og adspørge deres egne Mænd hjemme».

Hauge, hvis Anskuelse ogsaa i denne Sag synes tildeels at falde sammen med St. Simonisternes, der, ifølge et, maaskee altfor outreret Lighedsprincip, statuere i enhver Henseende lige Rettigheder for begge Kjøn, fandt sig ved denne dogmatiske Grund ei overbeviist. Meget mere anførte han som Modbeviis, at Paulus selv, ifølge Ap. Gj. 21, 9., drog ind i Philippi Huus, hvis fire Døttre propheterede, uden at man finder noget Spor til at han misbilligede samme. Da han (Hauge) ved Udtrykket «prophetere» ikke forbandt Betydningen at forudsige noget Tilkommende; men : at undervise og formane, saa kunde han naturligviis eiheller finde den Indvending grundet, at hvad der gjaldt hine, som inspirerede, ei kunde gjælde Alle ialmindelighed (see Enfoldiges Lære S. 9–10; samt Reisebeskrivelsen S. 128).

I sit Testamente yttrer han sig om denne Gjenstand saaledes : «Qvinder holder ikke Tale, hvor der ere Vantroe sammen, kun i Stilhed med Enkelte, eller hvor der ere endeel Troende sammen; – dog dette staae ogsaa under de Ældstes Prøvelse».

Naar man hermed sammenholder, at der i Haugianismens første Tid endog fandtes flere Fruentimmere, der foretog missionairiske Omvandringer, og det

– 61 –

med Hauges Samtykke, saa synes det klart, at hans første Verdens Ideal-Gestalter (holdninger/red.) have ogsaa i denne, som i flere Henseender, efterhaanden alt mere afformet sig i Overeenstemmelse med Virkelighedens almindelige Livsforholde og disses Love.

I den senere Tid hører det til Sjeldenheder, at et Fruentimmer taler i Haugianernes Forsamlinger; hvorimod Sangen meget almindelig bliver dem overdraget.

For at komme tilbage til vor Hovedgjenstand, da udgjøre forøvrigt hine Privatforsamlinger et charakteristisk Præg, som alle de religieuse Bevægelser have tilfælles, der ikke skrive sig fra Statskirken selv og dens Lærere, men derimod fra en vis aandelig Trang hos Folket, der, i sin Higen efter Tilfredstillellse, søger denne udenfor de ordentlige Kirkeskranker, naar den ikke findes indenfor samme.

Derfor gjorde Geistligheden vistnok bedst i, hvis den, istedetfor at bruge Tvangsmidler, for at undertykke saadanne religieuse Bevægelser, hellere betragtede dem som advarende Vink om, at deres Fremstilling af Religionen ikke svarede til Tidsalderens og Folkets Tarv.

Historien frembyder utallige Beviser for denne uimodstaaelige Sandhed, at Folket kun da søger Tilfredsstillelse udenfor Kirken, naar det ei længere finder den inden dennes Mure. Saaledes stode, som en Forfatter udtrykker sig, Engelands skjønne biskoppelige Kirker med deres høitidelige Ceremoniel øde og folketomme, saa at den koldt dogmatiserende Talers Røst forsvandt i det øde Rum, medens Mennesker i Tusindetal strømmedede om

– 62 –

Methodisternes Prædikanter, der udenfor holdt Taler paa Torve og aabne Pladser; saaledes forlod i Tydskland Flokke af Tilhørere de Kirker, som gjenløde af det syttende Aarhundredes Dogmer (Hauge siger i sin Kirkehistorie om dette Aarhundredes Kirkelære : «Den største Deel af dem, som kaldte sig evangelisk-lutherske Christne, misbrugte Evangelium om Naadens trøstefulde Lærdomme til Sikkerhed, Efterladenhed og Lunkenhed i deres Chrisiendom, stolende paa at de vare Guds Børn, fordi de hørte Guds Ord, lod Præsten tilsige sig Syndernes Forladelse, brugte Alterens Sacramente, læste og sang o. s. v. uden sandt Alvor; ingen hjertelig Omvendelse fra Synden, sand Troe, eller Troens Frugt, men Mange levede som Hedninger i Stolthed, Gjerrighed og mange Slags Uretfærdigheder, og gjorde stor Allarm i Kirken med Splid og Strid, thi dem der ikke vilde løbe med dem, men leve som det anstaaer en Christen, paalagde de adskillige Kjætternavne (som Pietister) og søgte at fremstille dem i et falskt Lys» S. 196), og strømmede hen til Hallensernes Forsamlingssale, hvor en religieus Begeistring for Retskaffenhed og Dyd havde i flere Henseender løsrevet sig fra Dogmernes Ledebaand, – og saaledes strømmede ogsaa Norges Klippebeboere sammen om Hauge, da hans Røst gjenlød mellem Fjeldene : Folk ! dine Præster, der raabe : troe, og giv, ere Leiesvende, ere Ulve i Faareklæder. Christi Lære er Sandhed, men den siger, at Troe uden Gjerning er død, den byder, at vi skulle være kjerligsindede mod alle Mennesker, mod den Feilende, den Anderledestænkende, ja mod vor Fiende; dens Hovedbud er :