“sidste leveaar i norge” – del 3 av boken “en ørkenvandrer”;

– forfattet av Emil Birkeli : fra sidene 169 – 210; gå til bokens forside her :

– del 3 : “Sidste Leveaar i Norge” er inndelt i følgende avsnitt :

XIII. Stavanger-opholdet – s. 169 -179;

XIV. Vandreliv – s. 179 – 186;

XV. “Herrens brand – s. 186 – 192;

XVI. Tragedien i Skarmodalen – s. 192 – 204;

XVII. Karakteristik – s. 204 – 210;

SIDSTE LEVEAAR I NORGE

– 169 –

– avsnitt XIII –

STAVANGER-OPHOLDET

Da H.C. Knudsen for anden gang kom hjem til Norge, var han endnu en ung mand, kun 38 aar. Han kunde derfor efter menneskelig beregning endda ha brudt sig en ny bane og oprettet nederlaget fra Sydafrika.

Dette gjorde han imidlertid ikke, og hans beskedne forsøk herpaa mislykkedes ganske.

Saken var den at han kom hjem som en vingestækket fugl og fik aldrig mere selvtillid igjen. Saa feiret og avholdt han var før sin utreise i 1839, saa beskeden og ubemerket var hans tilværelse efter 1854.

Det missionsselskap i hvis stiftelse han hadde saa stor andel kjendtes ikke ved ham eller hadde glemt hans fortjeneste. Og selv gjorde han maaske heller intet, ja ønsket kanske ikke engang noget samarbeide med det.

Kunsten kunne heller ikke hjælpe ham. Han brukte den kun som en nødhjælp til at portrættere og tegne litt, men kunde ikke føle sig begeistret av den og fristet til at opta ungdommens avbrutte linje.

– 170 –

Det er i det hele vanskelig at følge ham i de 9 aar han hospiterte herhjemme efter katastrofen derute.

Kun hans far har fortalt noget om ham og opbevaret nogen av hans breve fra denne tid. Alle hans slegtninge er døde, og det er kun en gammel mand eller gammel kvinde spredt her og der rundt i landet som endnu husker noget om ham.

Men kanske de just har bevaret hans minde med saa megen mere ømhet og troskap siden de er saa faa. Selv har han efterlatt sig et minde i hvad han har skrevet i Missionsblad for Israel, og dette gir kanske det rikeste og bedste indblik i hans liv i denne sidste periode.

Da han kom til Norge fra Sydafrika med sin syke kone og to smaagutter tok han iland i Bergen, hvor han først bodde hos sin kones halvbror konsul Mohn. Fru Knudsen blev av sine slegtninge plaseret paa asyl. Senere tok dog manden hende ut derfra og fik hende anbragt i privatpleie ved Malde, Stavanger, hvor hun døde.

Sønnene blev sat den ene til proprietær Görbitz i Strudshavn, den anden til Svanø i Søndfjord.

Selv slog Knudsen sig ned i Stavanger, den første og eneste gang i sit liv han kan si at ha bodd i denne by. Vistnok hadde han besøkt byen paa nedreisen til Tyskland og under den store emissærreise i 1840, men han hadde ingen baand som bandt sig til stedet utenom de religiøse interesser og missionen.

Og nu var jo som allerede nævnt forholdene i henseende paa denne sidste totalt forandret fra hans sidste besøk.

— Under biskop Schreuders sterke ledelse var Missionsselskapet kommet ind i en høikirkelig retning som hos lægfolkene vakte ulmende misnøie, utmeldelse av selskapet og synkende indtægter, saa tilslut en fuldstændig omlægning blev nødvendig. Knudsen tilhørte den lavkirkelige opposition med liv og sjæl og gik endog saa langt at han offentlig foreslog oprettet nok et nyt missionsselskap (Nr. 22 av Missionsblad for Israel 1855).

De mænd som stod i spidsen for Missionsselskapets

– 171 –

ledelse var dengang presterne A. Hauge, senere prost i Skien, Blessing, forstander for missionsskolen og Eckhof, lærer ved samme. Antagelig har ingen av disse mænd tænkt paa at sysselsætte Knudsen.

Naar han trods alt dette allikevel kom til Stavanger maa det ha været hans gamle venner fra de sterkt bevægede og uforglemmelige dage i 1840, særlig foged Schiøtz som har anmodet ham om at komme tilbake til byen. Denne formodning blir til visshet naar man vet at det var fogden som hadde ledelsen av Missionsblad for Israel, som Knudsen redigerte fra 1855—57.

Opholdet strakte sig over tre aar, og hans tid blev optat foruten av redaktionsarbeidet, med en skole han oprettet men som nok har ført en temmelig kummerlig til-

– 172 –

værelse, adskillig tegning og litt reisevirksomhet i Ryfylke og Søndhordland.

Hovedinteressen ved hans Stavangerophold knytter sig imidlertid til redaktionen av missionsbladet. Dette var intet mindre end N. J. Holms eget bekjendte Norsk Missionsblad fra 1827 som var overdraget Israelmissionen som dens specielle organ.

Knudsen syntes at ha tat fat paa denne opgave med mod og lyst og indførte øieblikkelig en friskere tone og et mere varieret indhold end man ellers var vant til. Han nøiet sig ikke bare med at behandle jødemissionen, men fortalte fra Sydafrika fra sit eget felt, optok hvad der blev skrevet fra missionsmarkerne rundt om i verden mere i aand med N. J. Holm end med den foregaaende redaktions begrænsede program.

Han nøiet sig ikke bare med missionsstof, han tok op allegorier, sit kjære emne «de sidste ting», ja endog diskussion om dagens spørsmaal som Det norske missionsselskaps høikirkelighet : grundtvigianisme og forslag om at stifte et nyt mere demokratisk o.s.v. — Allerede første aar fik han derfor paapakning fordi han sprængte rammen for Israelsmissionens organ, og han undskylde sig i første nummer av anden aargang med, at andre gode mænd ogsaa skrev om de samme emner som han i missionsblade, og de to følgende aargange viser at han ikke lot sig skræmme eller paavirke til at forandre sin kurs.

Tvertimot. I 1856 bryter den Lammerske bevægelse ut i al sin vulkanske kraft, og Knudsen beskjæftiger sig meget med den. Mormonismen blir utførlig behandlet. Der gives politiske oversigter. Han sender aapent brev til landets prester o.s.v.

Flere av disse punkter fortjener en særlig omtale og behandles derfor nedenfor i rækkefølge.

Han har i bladet anlagt en stil som vi ikke kjender fra hans tyske breve og bøker. Antagelig er den et forsøk paa at skrive folkelig og forstaaelig. 

Den virker imidlertid høist naivt og springende og hører ikke til hans bedste frembringelser.

Hans tiltler  er besynderlige. En salig utredning av hans tidligere overordnede, missonsinspektør Wallmann, kaldes : “Gjør dig rede, bli oplyst”. — “Der er naade utøst paa dine læber”, om en almindelig og god dame-biografi.

Eksempel paa hans bladstil :

Jeg var nylig i Skien.

Hvad fandt du der ? Kraftige aander som ikke var bange for at si sandheten. —— Skal jeg ikke bekymre mig om mange ting ? Det er ikke den bedste del du har valgt.

Skal jeg ikke vidne ? Ja, men ikke anderledes end han vidnet. Verden er verden enten den har kappe eller krave paa. Skal vi ikke vidne mot slikt ?

Ja, men hvem er du som vidner ? Kan du vidne noget ? Du er altsaa mot Skien ? Nei, jeg er med sandhedens aand som vidner frit for verden.

Skal jeg ikke si noget ? Jo, du skal si sandheden mot din næste, men ikke om ham.

Av disse besynderlige litet pointerte spørsmaal og svar fremgaar det dog, at Knudsen ikke var nogen blid tilhænger av Lammers bevægelse. — Han blir imidlertid nu dristigere, angriber grundtvigianerne, kalder deres lære “forbandet”, førende til Rom, til egenretfærdighet o.s.v.

“At det ser like sørgelig ut i den norske kirke viser prost Sagens liktale”. Nr. 15 1856.

Hans dogmatiske rettelser i nr. 18-19 gjælder ogsaa stridspunkterne med grundtvigianerne : Paradiset, forkyndelsen for aanderne som var i forvaring, treenighetslæren. Hans artikel om Kirke og Mission i samme nr. tilhører hans bedste artikler. Han sier i denne :

– 174 – 

Ved kirke forstaar man nu i almindelighet blot kirkeregimentet og hvad dertil hører.

O. Vig fortæller os at der ikke egentlig er nogen usynlig kirke. Jo, saa men er der. Man kunde snarere fristes til at si, at det ikke er nogen synlig kirke, blot en synlig kirkeordning. Guds rike er indeni Eder.

Sjælelivet er i Gud, men det kan ingen se som ikke blir født paany. Og det er ikke snart gjort som mange mener. Mot denne indre kirke som i alle verdens fire hjørner og overalt har et sind i Kristus, skal helvedes porte intet formaa. Men vel mot den ydre.

Missionen gik ikke ut fra kirken, men kirken i nuværende forstand gik ut fra missionen. Tar jeg ikke feil saa viser den foranstaaende fremstilling (en anden artikelrække) av den evangeliske mission, at missionen ikke gik ut fra kirken, men heller ikke ind i den, da den gik ind i kirken. Vil man tænke paa en levende (?) mission maatte man omtrent gjøre følgende love :

§ 1. Selskapet har kun den lov ingen lov skal gjøres, men vil blot hedningernes frelse.

§ 2. Vi ber om og søker missionærer og sender dem ut til det land som Herren vil vise os.

§ 3. Ingen fonds.

§ 4. Vor mission har intet med kirke at gjøre og holder helst sine samlinger utenfor kirkerne, gjerne under aapen himmel.

Navnet maa gjerne lyde som det surinamske neger-selskaps : Den-Herre-Jesus Kristus-elsker-de fattige og elendige.

Disse originale og i det væsentlige rigtig tænkte tanker røber en særpræget personlighet med adskillig selvstændig vurdering, som vi ellers ikke har saa ofte anledning til at møte hos Knudsen.

— Man skulde tro at han maatte være ukirkelig efter sine missionsteorier at dømme. — Men husk at «kirken»; den officielle kirke, som Knudsen saa den i femtiaarene, var alt andet end tillokkende. Den

– 175 –

hadde ikke forsamlingsfrihet for noget slikt som mission endda. Penger maatte ikke indsamles inden kirkehusets vægge. En missionsprest maatte ikke komme op paa prækestolen. I kirkebønnen fandtes det ikke et ord om missionen eller Israel o.s.v.; alt dette er ting som de første missionsvenner med møie og besvær arbeidet frem mot smaalig motstand og pedanteri.

Sidst av alt, efter tre forskjellige negtelser, gik man med paa at ordinere missionæren, idet missions-selskapet var paa nippet til at henvende sig til utenlandske kirkesamfund om ordination.

Sit kirkesyn gir Knudsen i sidste nr. av bladet 1856 i artikelen Kirkesaken.

Her gjør han gjældende at det ikke findes nogen fuldkommen kirke, at kirkeordninger kun angaar den synlige og jordiske indretning og ikke staar i forbindelse med de ting som er nødvendig til salighet. Bekjendelse eller strid om bekjendelsen angaar den menneskelige side. Den tid vil komme da man blir mere sparsomme med bekjendelser og strid om samme.

Hvad det kommer an paa er hjerteforholdet, ikke navn og ydre ting.

For at kunne svare paa de opstillede spørsmaal : Hvad der er sandhet i kirkesaken. Og hvad som er nødvendig at gjøre fremhæver han kirkens indre og ydre karakter, og sjeldner skarpt imellem væsentlig og uvæsentlig. Den er bare en dragt og en skiftende form. Derfor kan ikke kirkeordning være nogen væsentlig ting eller i det hele tat av nogen fundamental karakter for det specifik kristelige.

Selv forholdet til staten : om underordnet, overordnet, likeordnet eller ganske skilt har intet med selve kirkens : kristendommens inderste væsen at gjøre.

Kirketugt — hvor bra den end kunde være — kan ikke skape kristne, men vel bli en ny inkvisition. Kirkelove og nye forordninger kan bli et værre band end de gamle. Ceremonierne har derfor heller ingen avgjørende betydning.

«Om man kaster jord paa mig eller ikke, om jeg selv tar

– 176 –

kalken og brødet eller faar det, om jeg gaar i den gamle eller den nye kirke blir det samme, naar jeg har brudgommen hos mig».

At tale om samvittigheten er rigtig. Det er rosværdig at følge sin samvittighet selv om samvittigheten tar feil. Men ingen bør gjøre sig samvittighet over sekundære spørsmaal som kirkeform.

«Kristus er selv langt mere end alle kirker. Han være din prest, dit ord, dine sakramenter, din kirke, din salme, din sang !»

— «Kirkeformer kan bli en modesak. Naar en prins ønsker at gifte sig fremstaar dissenter-familier. Alt maa da indrettes efter nye mønstre. Intet av det gamle taales. Men naar bryllupet er over og hverdagslivet begynder, vil man oftest være like vel tjent med Christian VII (?) lov som den fri-apostoliske kirke».

Denne artikel er baade vel skrevet og vel gjennemtænkt. Og den røber et frigjort syn paa dette specielle omraade. Ja i mange henseender var han foran sin tid. Kun skade at han ikke anvendte den samme kritiske metode paa de øvrige spørsmaal som blev ham forelagt i livet.

I 1857 merker man at det kirkelige spørsmaal er i høi grad brændende. Han kommer derfor tilbake til det gang paa gang i forskjellige forbindelser. — Under forsvaret for kirken likeoverfor dem som kalder den en satans kirke medgir han at kirken : «vor moder» sagtens kan ha brøst. Men disse brøst er vore egne brøst.

Ti kirken eksisterer ikke utenom, men ved — og i kraft av menneskene. — Knudsen kjender altsaa ikke det episkopale kirkebegrep, hvorefter kirken som institution eksisterer i kraft av sig selv og en guddommelig indstiftelse.

Derfor ivret han ogsaa mot Grundtvig og hans kirketeori. Se nr. 17—18. Likesaa mot den ved samme retning fremhævede daabslære. I nr. 1 1858, i sit aapne brev til norske prester, argumenterer han imot daabsdyrkelsen ut fra

– 177 –

Augustana art. 2 hvor det sies, at gjenfødelsen foregaar ved daab og den Helligaand.

Han konstaterer ut fra Ap. gj. 10, 44, at Aandsdaaben gaves før vanddaaben i Kornelius’ tilfælde. Han betragter barnedaaben bare som en spire, en mulighet til liv.

I sidste nummer han redigerte opgir han sit standpunkt saaledes : Siden vi endnu befinder os paa jorden, saa maa vi ha et sted at sætte foten. Jeg holder mig derfor til den Lutherske kirke, som jeg før har sagt. Men mit borgerskap er i himlene, hvorfra vi ogsaa forvente den Herre Jesus Kristus.

Mit samfund er med Faderen, Sønnen og den Helligaand.

Et karakteristisk uttryk i denne artikel lyder saa : Den døde Gud bor i templer. Den levende i hjerter.

Faste og bøn.

Som botemiddel for de raadende daarlige kirkelige tilstande og for kleine forhold i det hele anbefalte Knudsen sterkt i de sidste aargange av missionsbladet Faste og selvtugt.

Første gang han nævner tanken synes at være i nytaarsnummeret 1857 : «Jeg anbefaler derfor av ganske hjerte bøn og faste som vi virkelig trænger til. En virkelig bodfærdig og troende faste vilde ogsaa være det bedste middel til at reparere kirkens brøst, som man taler saa meget om».

I nr. 6 i artikelen om kirken : «Vi bør vist faste, be og graate. Sker det, da behøves ingen andre reformer, og sker det ikke nytter ingen nye kongelige forordninger».

I nr. 13 : «Fast en gang imellem for at komme tilnøkterhet (klarhet ?) i Gud !» Det ser ut som hans tanker og opfatning av dette spørsmaal er klarnet i løpet av aaret 1857.

– 178 –

De sætninger som formes med «vist, vistnok, virkelig» o.s.v. gir uttryk for hans egen famlen. Men i nytaarsmummeret skriver han i sit aapne brev til presterne og benytter Paulus’ uttryk : Jeg undertvinger mit eget legeme o.s.v. til at lægge dem paa hjertet at benytte fasten som et hjælpemiddel til at fremme sit maal.

Sit syn fremlægger han her paa følgende maate :

«Kjære prester og Herrens tjenere.

Jeg reiste i en tid da missionen hos os endnu var litet kjendt som missionær til hottentotterne. Efter at ha været der i 14 aar, styrte Gud min vei hit igjen. Og ved at sammenligne folkelivet paa markeder under fiske o.s.v. synes det mig som folk her hjemme er værre end derute. Jeg blev forskrækket ved dette syn og rev mig løs (?) for at si menneskene dette ved offentlige sammenkomster og advare mot den truende fare. Jeg tænkte derfor at henvende mig til eder for at be eder ikke bare at præke og forelægge folket dødens og livets vei, men ogsaa selv at underkaste eder tugt og disiplin.

«Jeg undertvinger» vil ikke si at man taler høit og anstrengende. Heller ikke har det noget med læretrældom at gjøre. Det maa meget heller bestaa i en underkuelse av legemets tilbøieligheter. Gjøre det ufrit.

I denne tid maa man forberede sig til sine prækener og pligter ved at holde legemet i trældom ved bøn, faste, avholdelse fra mat o.s.v. og streng avsondring fra verdens venskap, glæde og nydelse».

Dog var han klar over at legemet ogsaa trængte pleie og omhu for at kunne tjene som aandens redskap. Denne askese var for ham et middel til at opnaa større aandelighet. Og vi vet at han trolig praktiserte denne lære selv resten av sit liv. Se følgende avsnit.

Pengehjælp til det Rhinske missionsse1skap.

I den sidste aargang av Missionsbladet, som H. C. Knudsen redigerte, refereres oftere pengegaver til Rhinske

– 179 –

selskap foranlediget ved oplysninger om dette selskaps økonomiske vanskeligheter. Alt i alt kom der ind over 300 spd. Dette viser at Knudsen ikke bar noget nag eller gjengjældte mulig forurettelse fra sit gamle selskaps side.

— Efterat han var fratraadt redaktionen skrev han ogsaa en liten notis om trang paa Rhinske selskaps stationer i Sydvestafrika og fik 60 spd. —

En anden liten notis om grundsproget i nr. 3 1857 synes derimot at ha adresse til Det norske missionsselskap.

Denne lyder saa :

En sa : «En missionær maa kjende grundsproget» (Hauge?)

En anden sa : «Jeg er sandheten. Sandheten skal frigjøre eder».

Derfor kan alle sendes som er frigjorte av sandheten. Men av dem som kjender grundsproget kan desværre kun faa brukes.

Med ordene : «Den forrige redaktion ønsker nu at overta bladet igjen», i nr. 1 1858 avsluttet han sit arbeide med redaktionen. Og bladet faldt atter tilbake i de roligere og kjedeligere former det hadde før han overtok det.

– avsnitt XIV –

VANDRELIV

«Den sidste reis nu forestaar.

Sing Sailor Ho!

Wergeland.

Saavidt man kan forstaa sluttet Knudsen sin lærervirksomhet i Stavanger vaaren 1858. Den skole han har drevet har sat smaa merker efter sig, og andet var jo ikke heller at vente efter saa kort tid. — Det interesserer da heller ikke saa meget at vite hvor han har fundet lokaler og hvilke medlærere han har hat. Han tør selv ha været

– 180 –

den lykkeligste da det hele blev opløst. Det er uttalelser i hans breve til faren som kan tydes i den retning.

Samme aar vet man, at han har reist 10 uker i Ryfylke paa gamle tomter og besøkte Karmøen, Tysvær, Skjold. Likesaa Ølen, Etne, Aakrefjorden, Skaanevik, Halsenø og Fjellberg.

Muligens var det først paa denne tur at han ogsaa førte sin kone til Stavanger. — Han klager over at ha været forhindret i at reise paa grund av sygdom og skolearbeide. Han fortæller at han tegnet paa veien baade i Haugesund og Koppervik. Og dette vet man, at han ogsaa har gjort i Stavanger.

De fleste av hans tegninger er gaat tapt eller beror hos ukjendte eiere. De man kjender, som f. eks. fra familierne Sigmundstad paa Fister og Furra paa Stjernerøy, er noksaa almindelige. — Endnu findes der personer paa denne kant av landet som husker ham.

Gamle Ingeborg Nærbø i Lysebotten fortæller at hun var 4 aar første gang han var derinde og 17 (?) aar sidste gang. Hun husket intet av hvad han talte første gang, men husket en salme som hun lærte og siden har kunnet : «Jesus han er syndres ven» fra Troens rare klenodie.

Alle folk i bygden fulgte ham ned til stranden da han reiste. Han var en blid og livlig mand, med tiltalende væsen. Han syntes ikke at være tungsindig. Folk hadde faat det indtryk derinde, at det var under en samtale med en høvding som reiste vaaben mot Knudsen, at konen hadde faat det chok som hun aldrig forvandt.

Da en kone fra Songesangs-gaardene bragte ham nogen penger inde i byen, saa de han var opkloret i ansigtet av sin kone.

Da hendes far fik vite at Knudsen var kommen tilbake til landet hentet de ham med baatskyss (8 mil ?) for at han kunde holde møte paa Songesang. Den sidste gang han var der husket hun hans tekst : Han utsendte dem to og to til de steder han selv vilde komme efter. Han var i Lysebotten om morgenen og i Lyse om kvelden, for dér var mest folk.

– 181 –

Han hadde sagt, at dersom ikke 1/3 av menneskeheten gik til i krigen saa hadde han regnet feil (sic).

Kirkesanger Nærbø fra Lyse fortæller det samme om fruens sindssygdom som foregaaende. Høvdingen skulde imidlertid ha reist vaaben mot en anden, som hadde villet lægge haanden paa Knudsen. Nærbø fortæller, at Knudsen var overordentlig avholdt i hans hjembygd Lysbotten. Han malte og tegnet ikke derinde.

Paa møtet hadde han til folks store fornøielse læst fadervor paa namaqua. Smaagutterne abet efter lydene og kunde si : Amaqoi !

Et av de vers man lærte av ham lyder saa :

Det vorder lyst hvor mørket har regjeret, Vær hilset morgengry til Kristi dag !

Haleluja, nu seirer Herrens sag. Hvad fædrene at skue har begjæret det ser vi nu,

høilovet være Gud ! som lyset bød av mørket bryte ud.

Hans hustru døde 25. mars 1859. Knudsen bodde paa denne tid fremdeles i Stavanger, og et av beviserne herfor har vi i hans fine tegning av fru Knudsens «lit de mort» (Eies av Hr. Joachim Christiansen).

Efter denne tid har han imidlertid tat vandringsstaven fat for alvor. Hans første station var Skien hvor han jo ogsaa nu hadde alle sine nærmeste slegtninge.

Ifra Skien og Solum har han vistnok tat smaaturer rundt omkring. Magga Flood, datter av hans bedste vens bror, husker ham fra denne tid. Hun sier : «Saavidt jeg kan mindes, var Knudsen paa Hitterdals prestegaard vinteren 1860. Han kom da fra Kongsberg hvor han bodde hos en frk. Strand som hadde en stor pikeskole og hvor jeg var i pension. Han var en underlig mand, fastet hele dagen imellem, og mor fortalte da han var hjemme, at han satte sig tilbords, men ikke smakte maten naar han hadde sin fastedag. Hvor længe han da var hjemme husker jeg

– 182 –

ikke, men siden tror jeg hverken far eller mor saa ham mere».

Fra hans ophold i Skien og Solum har vi en interessant beretning fra hans eneste nulevende slegtning : Miss Elieson i Chicago. «Da jeg var 11 aar døde min mor (en søster av Knudsen), og jeg kom til tante Lucie Knudsen — onkel Hans’ yngste søster som hadde pikeskole i Skien. Hun hadde bedt mine forældre om at faa sørge videre for min opdragelse. Kort efter kom ogsaa onkel dit og blev boende hos tante et aars tid eller mere. Han levet der som sproglærer og portrætmaler. Han var det nøisomste menneske jeg kan tænke mig — kan ikke erindre ham i anden dragt end en av graat hjemmevævet vadmel. Det pinte tante at han skulde gaa saadan, saa ofte som vi var utbudne til venner. En dag han ikke var hjemme sendte tante mig til en nærboende skrædder med en gammel dres til mønster og fint mørkeblaat klæde til ny dres. Da skrædderen kom med den nye pene dragt, blev tante rent nervøs og viste ikke hvordan hun skulde faa anbringe den. En dag blev vi budne til middag etsteds, og da tok hun mod til sig og bad ham om at benytte den. Han optok det meget unaadig. Tante graat saa jeg følte det saart paa hendes vegne. Men jeg tror næsten han efter en times tid tok den paa. — — Onkel brukte meget at faste. Han gik tilbords med os, bad bordbøn, men naar maten blev omsendt, saa lot han den gaa videre uten at smake den. Men han sat altid smilende og glad og underholdt os mens vi spiste. Oftest var det ett maaltid han fornegtet sig — men det kunde ogsaa være baade middag og aften. Det hændte ogsaa at han fastet den hele dag, til tantes store sorg, for han var mager og svak. Og det kunde synes som han saa vel kunde trænge til litt mat. Det kunde ogsaa gaa uker uten at han fastet. Jeg fik derfor ikke det indtryk at den var planlagt — det saa ofte ut som han ikke visste det førend han kom tilbords. En dag bad jeg : Onkel, kan du ikke la være at faste idag,

– 183 –

vi skal ha saa god mat ? — Han svarte med et smil : «Dersom du visste hvor meget godt der følger med at faste, saa vilde ogsaa du gjøre det».

Det værste var naar vi var bortbudne. En dag var han bedt om at holde opbyggelse, og fruen bad flere av de tilstedeværende tilaftens med os. Hun hadde stelt festlig til, og jeg husker blandt andet deilig kalvestek. Men da vi kom tilbords blev det saa for onkel at han skulde faste. Vertinden bød ham forskjellig, men forgjæves. Hun stod med taarer i øinene, og tante og jeg syntes det var saa hensynsløst av onkel, at vi ogsaa sat med graaten i halsen.

Han var ellers et deilig menneske at være sammen med — hans indadvendte kristendom tiltalte mig meget. Han gik daglig sine ensomme ture, og naar han kom hjem arbeidet han flittig, enten med elever eller maling — og naar han tok sig en hvil var det i en god stol og med Johnsens salmebok hvorav han sang til sin egen opbyggelse. Han hadde saadan bløt, behagelig stemme.

Min konfirmationstid tilbragte jeg hos bedstfar, gamle Knudsen i Fjærstrand, og der blev jeg ogsaa ofte sammen med onkel.

Det kom noget saart og bittert over ham naar han fortalte sin far om sin store skuffelse ved tilbakekomsten til sin kjære gamle menighet paa Betania. Missionær Hahn hadde sat ondt mellem ham og menigheten saa den hadde vendt sig bort fra ham. «Den onde Hahn», pleiet han at si. — —

Knudsens temperament, hvori baade det mystisk-sværmeriske og oppositionelle kunde faa plads samtidig, gjorde at han blev sterkt paavirket av Skiensbevægelsen. Faren sier herom i sine mindeord om sønnen : Vi vil da faa tid til at glæde os over at vore anskuelser i disse to sidste aar smeltet sammen med hensyn til Frelserens aleneste guddom som skaper, opholder, frelser og dommer, nemlig den Helligaand ?

Og med hensyn til at ta sin forsoning

– 184 –

og forlikelse med Gud med vand, brød og vin, nemlig mat og drikke». Hvor meget eller hvor litet det ligger i en saadan uttalelse vet man ikke. Trolig er det at sønnen ogsaa dengang har mottat paavirkning av sin far. Denne var en meget sterkere personlighet end sønnen, og han hadde ikke som hin mistet noget av sit livsmod eller sin energi.

Én ting synes at være klart, at Knudsen forlot Skienskanten endda mere befæstet i sin mystisk-sværmeriske forventning av Jesu snare gjenkomst, end da han kom. Det stationære associationscentrum i hans bevissthetsliv som heller skulde være spredt og svækket blev med andre ord endda mere fikseret.

Fra Skien kom Knudsen via Bergen til Dønnum(Dønnem/red.) helt oppe ved Kristiansund til lensmand Nergaard, bekjendt ogsaa som stortingsmand.

Aarsaken til flytningen er ikke kjendt. Men hans arbeide deroppe bestod i at være huslærer for Nergaards to sønner. En nulevende dame (fru B.) fra Drammen traf tilfældigvis til at være deroppe samtidig, idet hendes mor, en flink væverske tra Oplandet, blev kaldt av Nergaard til at komme og lære fra sig sin kunst paa Dønnum (Dønnem).

— Paa denne dame har han gjort et sterkt indtryk. Hun kan ikke huske at han talte meget om Jesu gjenkomst. Det har ialfald ikke fæstet sig hos hende som noget fremherskende ved ham. Han var stille og beskeden, svak og nødt til at holde diæt. Han spiste saaledes kun flatbrød, smør og melk. Han fik tøi fra sin søster, men gav bort alt. Han gik ut om søndagen og holdt møter.

Et blad med et eneste ord paa (traktat) er det personlige minde denne dame har efter ham. Hun sætter ham overordentlig høit. — Han tegnet meget paa sit værelse, et meget beskedent litet rum utenfor hovedbygningen. — Det er næsten en trøst at høre hvad denne dame fortæller om ham, at han slog linealen tvers av paa gutterne. Det var da saapas «fyk» igjen i ham.

– 185 –

Under dette sit ophold paa Dønnum (Dønnem) hadde han to sørgebudskap fra hjemmet, nemlig at begge søstrene Lucie og Fredrikke døde. (Fredrikke døde 25. oktober 1861 (39 år gml.) og Lucie døde 15. februar 1862 (36 år gml.)/red.)

Den første var lærerinde i Skien og synes at ha været hele familiens støtte og hjælp de senere aar. — Den sidste led av en sygdom som faren kalder «sonnambulisk», og som hun skulde ha faat efterat forlovelsen med en prest gik overstyr.

Missionæren følte sterkere trykket av sin pligt til at sørge for den gamle fars underhold efter datteren Lucies død, derfor skriver han før han forlater Dønnum (Dønnem), at han maa gi avkald paa ham med hensyn til at forsørge sig i alderdommen.

Han hadde jo ogsaa sine to sønner som han litet og intet kunde gjøre noget for. Den ene vokset op i Strudshavn hos proprietær Görbitz og skulde utdanne sig som skibsbygmester, den anden blev opdraget paa Svanø, Søndfjord. — Begge kom senere til Amerika, hvor den ældste druknet idet han skulde ombord paa et skib. — Den anden studerte teologi, blev sindssyk og var paa vei til et sindssykeasyl sammen med en kamerat, da han av en samtale glimtvis opfatter situationen, og straks efter kaster sig ut av toget med den følge at han blev dræpt.

Knudsens vei fra Dønnum (Dønnem) nordover kjendes ikke med sikkerhet førend han skriver til faren fra Mosjøen i Vefsen. Hans sidste brev fra Dønnum var skrevet 6. april 1862, og det fra Vefsen 30. april 1862.

— Man har ment at han kom til Hatfjelddalen over Namdalen, Grong til Grane. Men denne lange vei over land har han neppe rukket paa denne tid. Derimot kunde det synes mere sandsynlig at han er kommet sjøværts nordover. — Særlig vilde det forekomme besynderlig naar han først var reist ut for at virke gjennem præken og samtale at reise saa hurtig gjennem de tæt befolkede og rike bygder i Trøndelag, Namsos og Grong uten at stanse eller gi sig bedre tid.

Efter de opbevarede vidnesbyrd fra hans virksomhet i

– 186 –

Vefsen og Hatfjelddalen har han tilbragt et helt aar paa disse trakter. Muligens har han dog i denne tid ogsaa været huslærer for prestens sønner i Hatfjelddalen.

I det sidste brev faren fik fra ham, skrevet paa Fellingfors i Hatfjelddalen 20. mars 1863, ber han om at faa sin post sendt til Tromsø, og han har altsaa da tænkt sig videre nordover. Han kom imidlertid aldrig utenfor Hatfjelddalen mere.

– avsnitt XV –

«HERRENS BRAND»

«Alle himle er for ringe

for den sjæl hvis bryst og bringe

føler livets konges brand».

Johs. Flood sier i en artikel om Knudsen (Maanedsskrift for missionsvenner, 1881), at han efter opgivelsen av skolearbeidet ansaa det for sit kald at reise omkring som lægmand : reiseprædikant og holde opbyggelser og missionsmøter rundt omkring i vort fædreland. Paa en saadan reise maa han være omkommet i Hatfjelddalen, hvor hans legeme fandtes frygtelig lemlæstet i Skarmoelvens fossestup.

De nærmere omstændigheter ved denne skjebnesvangre reise er det vi nu vil forsøke at klargjøre. Hans tyske biograf von Rohden kalder hans utgang av livet «rätselhaft». Og det maa man paa en maate gi ham ret i. Men hvad mener han ? Hvad lægger han i dette uttryk ? Mener han som enkelte at Knudsen blev gal, eller kanske tok livet av sig ?

For at kunne svare paa disse spørsmaal trænges en undersøkelse av Knudsens mentalitet. Og til denne har vi kun hans breve til faren fra den sidste tid og øienvidners beretninger. I 1861 skriver han i anledning søsterens (Fredrikkes) død :

– 187 –

«For mig sørger Herren med den samme barmhjertighet som han altid har sørget for mig med. Ti om aftenen er graat som gjest, om morgenen frydefest. Dette er den del vi søker for os; salighet : at faa bo hos Herren stedse, faa høre hans røst, se hans ansigt og føle hans nærhet. Det er al den del vi begjærer. Heri er jo livet og livet er lys, at ogsaa vort ansigts lys ikke taper sin glans, men fyldes med den herlighet som den eenbaarnes . . Alle himle er for ringe for den sjæl hvis bryst og bringe føler livets konges brand. Hvem er en seirende som den som kjæmper sig gjennem fiendens hele leir og ser Gud med ubedækket aasyn ?»

Gjennem disse linjer møter vi mystikkeren og den religiøse sjæl av en fin og hengiven type. Uttrykkene kan ikke analyseres efter en grov erfaringsnorm. De maa føles av en aandsbeslegtet. Der er intet abnormt i dem, det er kun den religiøse henførelse som taler.

Brev fra 20. januar 1862 skrevet paa Dønnum i anledning søsteren Lucies sygdom:

«Jeg kommer nok til at bli etter, saavidt jeg forstaar. Jeg gruer og fryder mig. Men I gaar foran. Her er endnu 16 aar igjen da skal han føre eder alle op igjen, naar han anden gang skal lægge haand paa Ægypten og frelse sit fangne folk. Men du skal ta med dig alt det som rummes i dine arme, ikke 8, men 8X8 uendelig talt, som havets sand. At ikke en klo blir tilbake.

Gaa du i forveien; ti her blir andre tider. Men vi frygter ikke; ti hans hellige er i hans haand og pinen kan ikke røre dem — — — Der er hvile i hans ansigts beskuelse. Det er det som jeg ikke kan utsi; ti der er stor glæde, fryd, og dog saadan hvile, usigelig lyst og usigelig trøst».

8. mars 1862 :

«Tak for salmerne, deriblandt Fredrikkes : O lam, o Jesu søte lam. Har hun avskrevet den eller har hun digtet den ? Den er yndig som bruden selv i alle maater.

– 188 –

Og brudgommen er ubeskrivelig. Men det er salig allerede at kunne beskrive ham saaledes. Han kommer mig ihu i sin kjærlighet, saa vi vil fryde os for hans ansigt. Han er stor, jeg er ringe. Men Herren tænker paa mig; ti Herren er god».

30. april 1862 :

«Det er salig at vi kan faa vandre som salige blandt dem som skulde arve salighet ved Aanden. Her er sjæle som jeg har glædet mig i, og som du vilde glæde dig i naar du finder dem».

Brev fra 20. mars 1863. Fellingfors mellem Vefsen og Hatfjelddalen :

Sidste brev fra hans haand. Han begynder med at klage over pengemangel med hensyn paa at kunne betale porto.

«I skal ikke ha guld eller sølv i eders belter. Men englevogn er færdig dig at tage, og fór du vild, han fører dig i land, din Frelsermand. Han lar mig staa paa mine høider, og der er ingen fremmede hos mig. Men Gud er hos mig. Han er den sande, den rette. Han er klippen. Herren være eders banner, liv og salighet !

Jeg læste idag i Almuesvennen for 3. februar, at det var stor forferdelse i Kristiansand ved et telegram fra England som forkyndte tegn fra himmelen.

Se hvor det nærmer sig med tegn, krig og underlige gjerninger. Vor 17. mai skal formørkes, og det er forbi med vor fred og frihet. — Skjuler han sig selv, hvem vil da finde ham, men lar han sit ansigt lyse, hvem kan da skjule ham».

#

I disse utdrag derimot møter vi en overspændt sværmer som beregner aar og dato, og ser varsler i alleslags like og ulike begivenheter. — Men for det første maa vi huske, at brevene er skrevet til fortrolige slegtninge, og at de ikke kan tolkes som et uttryk for hele mandens indre

– 189 –

bevissthetsliv. Og straks førend han forlot Dønnum skrev han et mere reflekterende brev, som røber tanke og dømmekraft ved siden av denne søken efter den mystiske forening med guddommen.

«Dette lys gik op for hende (søsteren Fredrikke) da jeg skrev i missionsbladene; ti i den tid sendte hun mig ord av samme indhold. Hun ser i dette lys sin Frelsers utrolige herlighet og henrykkes av dette syn naar det sees i aanden. — Men for dem som skal anmodes om at se det ved begreper og forestillinger vil det være til liten nytte. Dette er ikke det eneste syn et menneske kan faa. Gud har aabenbaret sig paa mangeslags maater.

Vor nærværende tid vil bli rik paa meget lys i denne henseende. Og ikke blot hos de kristne, men ogsaa iblandt hedningerne. Ti aanden kan ingen forbyde. At prøve hver aand er ikke altid saa simpel en sak. Guds tanker ligger ofte ved siden av djævelens. Og himmelens ophøielse og hvile ved siden av helvedes angst, og valget er ikke overlatt til fornuften, men til den retfærdige, den sandrue, den hellige, den elendige som fornedrer sig til at bære korset for at vandre med Herren sin Gud».

Mindre tilfredsstillende blir hans tankeføring naar han kommer ind paa emnet Kristi snare komme.

Samme brev : «Hvad er det for en tale oprørernes konge i Kina fører ? Mon ikke han kan være den rovfugl fra Østen» (henviser til det foregaaende og citat fra Esaias 46, 11). «I Nanking vises han guddommelig ære i den offentlige gudstjeneste, og den er ikke hedensk, hvilket han ogsaa uttrykkelig har forlangt. Keiseren skriver til missionær John : De som i kjærlighet og endrægtighet med os iagttar den himmelske religions regler, har tilladelse til at besøke os. Jeg hører at den fremmede lærer G. John og hans ven av høiagtelse for himmelens rike, og med ærefrygt og tro paa min far (Gud) og paa min adoptiv-far (Kristus) hvilke være takket for at de har forlenet os anseelse, magt og undere, hvorom de som er langt

– 190 –

borte og de som er nær hos ærefrygtsfuldt har hørt o.s.v.

Formodentlig viser han sig selv som denne aabenbarede Kristus eller Gud, og Nanking gjælder da for det himmelske rikes Jerusalem. — — Denne rovfugl skal maaske tillige rydde landet for Israel eller jøderne. Han synes ikke antikrist at være, men maaske antikrist at lære at være den han er og skal bli».

Paa samme tid som man ikke kan bedømme Knudsen bare efter nogen faa privatbreve, synes det dog at være indlysende, at han i den sidste tid var overspændt for ikke at si mere. Og man kunde visselig ha grund til at frygte for at denne overspændte stemning naarsomhelst kunde utløses i en reaktion med fuldstændig sindsforvirring. — Denne frygt kunde ligge saa meget nær som hans familie ogsaa har vist tegn paa mental svækkelse.

Og dog foreligger der ingen beviser for, at Knudsen et eneste øieblik var forvirret. Alle hans venner som har bevaret indtrykkene fra hans personlighet og fra samværet med ham steiler uvilkaarlig ved den blotte tanke om en saadan mulighet.

De sidste vidnesbyrd om hans færd avkræfter ogsaa fuldstændig enhver tale om sindssygdom. Vistnok er det flere som husker at han var «rar». Men det rare bestod mere i hans faste, hans fremmede manerer og uvante væsen, end i hvad han sa og gjorde. — Det sidste var vistnok fuldstændig i orden, ellers vil han neppe ha gjort saa sterkt indtryk paa mange og ved et forholdsvis kort besøk ha sat merker som endnu viser sig igjen.

Og dog synes det som hans overspændte tilstand delvis er skyld i, at han omkom paa en slik maate som han gjorde.

Frk. Elieson i Chicago, en av hans faa nærstaaende endnu levende slegtninge, skriver i et meget interessant og betydningsfuldt brev om dette. Hun anfører i dette brev et øienvidnes utsagn, og dette øienvidne har saa

– 191 –

meget større interesse som han var sogneprest i Hatfjelddalen paa den tid Knudsen reiste deroppe.

«Engang da jeg reiste overland fra Sogn til Kristiania stanset jeg etsteds oppe i Lærdal paa et litet hotel for at spise middag. Samtidig var Lærdals sogneprest ogsaa der for at faa middag, da han hadde skoleeksamen. Da han i samtalens løp fortalte, at han hadde været prest i Vefsen, blev jeg opmerksom og spurte om han kjendte noget til min onkel, H. C. Knudsen, som omkom paa de kanter der nord».

«Da er jeg det sidste menneske som har talt med ham», var svaret. — Onkel var huslærer for hans sønner — men han holdt ogsaa opbyggelser i bygden og var meget avholdt. En dag kom det bud fra den anden side av fjeldet om ikke Knudsen kunde komme over og holde møter der ogsaa, og det lovet han. En dag bestemte han sig da til at gaa. Presten protesterte paa det alvorligste, han maatte paa ingen maate begi sig over fjeldet den dag uten fører; ti det saa ut til snetykke. Men han var ikke til at rokkke : Aanden sa til ham at han maatte gaa. Det var saa meget mystik med ham de sidste aar. — Efter en ukes tid kom det atter bud fra folket til presten, om ikke Knudsen kunde komme. Da forstod jo presten det var galt fat og maatte faa lensmand med mange folk ut for at lete efter ham. Efter megen søkning fandt de blot støvleskafterne med nogen knokler i, ben og trevler av hans tøi. — Ja det var en besynderlig trist skjæbne som hvilte over hele denne lille familie. Og han som var saadan en bønnens mand !

— — Prestens navn var Schjelderup, far til biskoppen (det stemmer ikke – det er en annen familie/red.). Han sa, at Knudsen var det mest uegennyttige menneske han hadde kjendt.

En dag skulde han reise bort et sted. Presten spurte ham da om han hadde penger nok. Jo, Gud forsynte ham altid rikelig. Presten lot sig ikke nøie med dette, men han vilde se pengepungen og hvad han hadde i den. Den var saa omtrent tom.

– 192 –

Presten hadde heller ikke saa mange penger, men han delte med Knudsen saa han følte sig usørgendes for ham. «Men», sa han, «det gjorde mig ondt da jeg fra kontorvinduet fik se en finnekone, som jeg visste var meget rikere end os, tigget Knudsen som aapnet sin portemonnæ og delte med hende».

Denne version tør være i høi grad værdifuld og rumme de vigtigste træk i Knudsens historie nordenfjelds.

Det var «Herrens brand» som brandt i hans bryst og bringe. Som en hjemløs flygtning drog han nordover, uskikket og fremmed for livet paa denne jord. Han var en aandelig feberpatient, god og opofrende, mange vil si for god, men uten den kontrol over sig selv og omgivelserne som er eiendommelig for feberpatienter.

At han har været huslærer hos presten Schjelderup er ikke fortalt av andre. Men det synes i høi grad sandsynlig og rimelig da han alt i alt maa ha opholdt sig henimot et aar paa denne kant. Det var ogsaa Schjelderup som i brev av 26. september 1863 meldte hans død til politimesteren i Bergen.

– avsnitt XVI –

TRAGEDIEN I SKARMODALEN

Without a murmur, without a cry; and a bell was tolled in that far-off town,

For one who had passed from cross to crown,

and the neighbors wondered that he should die.

Longfellow

Sandheten om tingen kan lignes ved et værdifuldt klenodie. Men som alle klenodier er den ofte kostbar og vanskelig at finde.

Da det var ønskelig at finde sandheten og kun sandheten om missionær H. C. Knudsens utgang av denne verden saa langt midlerne strak, saa stod det tilbake at samle endnu levende øienvidners beretninger om hans reise og sidste dage i Skarmodalen.

– 193 –

Sogneprest til Hatfjelddalen I. Melbye har efter anmodning derom villet foreta en slik undersøkelse, og han utførte den med en slik interesse og nøiagtighet, at spørsmaalet kan sies endelig at være bragt ut av verden.

Det er de av ham samlede beretninger som nu anføres.

Sognepresten indleder sin undersøkelse med følgende forkortede bemerkninger :

«Idet jeg oversender nogen indhentede oplysninger angaaende den hersteds mai 26 omkomne missionsprest H. C. Knudsen skal meddeles en del enkeltheter i sakens anledning.

Som man vil se stemmer ikke de enkelte meddelelser i en del detaljer. Saaledes er det ikke samstemmighet om han er kommen op Vefsendalføret eller Heringsbotn-Fusterveien.

Om brødrene Hans Ørnes, Anton Svarslid, og Anders Gausdalslid, som fandt hvad flommen hadde levnet av Knudsen, skal oplyses. Hans er født 1836, død 10. juni 1917, var gaardbruker paa gaarden Ørnes, hvorav følger fotografi. Ørnes ligger ved den øvre ende av Unkervatne. Det 9 km. lange Unkervand optar Skarmodalselven. Anton, der bodde paa Svarstad øverst i Susendalen, var i mange aar bygdens ordfører. Anders Gausdalslid hadde farsgaarden Gausdalslien hvor de alle er født.

En del avstande skal meddeles. Hatfjelddalen—Ruderaasen = 10 km. Hatfjelddal—Skarmodal = 40 km. Svarslid—Susendalen = 38 km.

Av det meddelte faar man det indtryk at H. C. K. var en overmaade sterk kristelig personlighet der hadde lagt alt i Guds haand og som derfor virket saa sterkt paa andre som han gjorde. Slik at man endog efter saa lang tids forløp kan erindre ham saa godt og tale saa vel om ham.

Min største glæde vilde det være dersom noget av dette kunde benyttes, saa kanske ogsaa Gud paa denne maate vil fremme sin store gjerning ved opreisningen av mindet

– 194 –

av en av sine tjenere, som har hat en grundlæggende betydning for hans rikes sak i vort land.

Undertegnet I. Melbye.

Optat 28. mars 1923 ved sogneprest Melbye.

1- Oline Larsdatter, f. paa Gugteselv, Hatfjelddal, 1847, meddeler:

Hun husker H. C. Knudsen bodde hos hendes forældre, der var gaardbrukere paa Gugteselv. Han var der i to nætter. Han kom da nedenfra Vefsen, brukte ski og var godt klædt, men saa sliten ut. Man fik indtryk av at han var en prøvet mand. Han var saa stille, tungsindig og sørgmodig, som om det var gaat ham noget imot.

Hun husker at han sang: I Jesu søker jeg min fred (L. 298). Da han fandt et kart viste han dem de strøk hvor han hadde virket som missionær. Da hendes far skulde til skogen efter høi, fulgte Knudsen med for at reise videre. Da han forlot ham sang han det vers : Indtil jeg fandt det kildespring (L. 298, 2). Naar det staar i salmen at søke mot det høie, saa fik man indtryk av at det for ham var noget bokstavelig. Han vilde opover, høiere og høiere. Angaaende sit formaal med reisen sa han intet bestemt, skulde bare opover.

2 – Anna Mikkelsen, f. i Kroken, Hatfjelddal, 1850, meddeler :

Gaardbruker Per Olsen Skarmodalen satte H. C. Knudsen over Skarmodalselven da han skulde til Kroken i Susendalen.

Han blev sat over paa formiddagen. Om aftenen saa man ham i fjeldkammen. Man antar at han hadde tænkt sig tilbake. Anna Mikkelsens søster gik paa den tid i konfirmationsskolen hos daværende sogneprest Schjelderup. Hun hadde set Knudsen og hørt at han hadde uttalt til sognepresten at han skulde virke her.

– 195 –

3 – O. J. Ingebrigtsen, f. i Hatfjelddalen 1845, meddeler : Han husker at H. C. K. overnattet hos hans far gaardbr. Johannes Hatfjelddal, og at han derfra reiste østover til gaarden Unkervatne. I Skarmodalen bodde han hos gaardbr. Jeronimus Knudsen. Per Olsen forsøkte at overtale ham fra at gaa over fjeldet. Og da han ikke vilde opgi dette vilde man gi ham mat med, men han vilde intet ha. Paa spørsmaal om hvor han skulde, svarte han : Østover og opover. Det er tverbrat ned til elven, og paa den tid pleiet sneen at være haard — særlig morgen og aften.

– 196 –

Det er mulig at han mistet fotfæste naar han skulde nedover og er glidd og raset ned i elven. Kanske er han blit forslaat og liggende til vaarflommen tok ham med sig.

4 –  Gaardbr., forhv. ordfører, Anton Lie (Født 1848 og bodde paa Ivarslid i Susendalen. Det var Anton Lies bror, Hans Mathias Eriksen, som fandt H. C. Knudsen. Anders og Anton skulde besøke broren paa Ørnes og skulde underveis fiske i elven).

Døde 19 dage efterat han hadde meddelt følgende :

De fandt et skjærf nedenfor Bratli. Dette var 1. september 1863. Anton kjendte igjen skjærfet. De begyndte da at lete, og fandt det øvrige som hang paa kvister og bergknauser. Siden fandt broren støvlerne. Han lavet en kiste og la benene i og sendte en beretning til Knudsens far som bodde i Skien. Denne sendte ham 5 sped.

Knudsen holdt opbyggelse paa gaarden Unkervatne og Skarmodal. Paa Skarmodal meddelte Anton Lies bror, Hans, at Knudsen hadde valgt salmen : Gud skal alting mage. Dette viser at han hadde lagt alt i Guds haand.

Han blev rodd over elven ved 11-tiden. Ved 5-tiden om eftermiddagen saa det ut som han kom nedover igjen. Man ventet ham tilgaards, men han kom ikke.

Man antar at han er kommet til elven, og svak som han var har han sat sig ned for at hvile. Sved og varm har han vel været og er saa sovnet for bestandig. Vaarflommen, som naarsomhelst kan bryte løs, er da kommet og har tat ham med sig. Knudsen skulde til Kroken i Susendalen. Sogneprest Schjelderup vilde at han skulde reise den korteste og letteste vei op igjennem Susendalen. Men dette vilde ikke Knudsen. Det viser jo at han var noget egen, naar han istedet valgte den langt mere besværlige reise over fjeldet. Men han trodde dette var det rette og da kunde intet hindre ham. Det personlige indtryk man fik var, at han var en sterk religiøs natur.

– 197 –

Kanske noget overspændt og sværmerisk. Han laa syk i Skarmodal. Nedtrykt og indesluttet var han, men som sogneprest Schjelderup skal ha sagt, var det kanske hans sørgelige familieforhold som hadde bevirket dette.

Knudsen var meget «omtykt», d. v. s. godt likt med sine opbyggelser, og man hadde bare godt at si om ham.

Han hadde svak stemme, men sang godt. Naar man endnu saa lang tid efter kan huske hvilke salmer han sang, maa han ha gjort indtryk. Presten Schjelderup vilde la Knudsen faa penger, men det vilde han ikke ta imot.

5 –   J. M. Ingebrigtsen, f. 1857, bror av førstnævnte O. J. Ingebrigtsen, bor paa Fagerbakken, fortæller :

Knudsen kom til hans forældre fra Vefsen via Gugteselv sammen med en svensk ungdom, Sven Johan Lindblad. Denne var 17 aar, søn av en korporal og solgte vævskier.

Det var et tilfælde at disse to hadde truffet hinanden. De skiltes i Hatfjelddalen, hvori de fik losji hos Ingebrigtsens forældre. Ved frokosten næste dag smakte ikke Knudsen mat. Han læste bordbøn og sat saa og sang bl. a. : Gud Helligaand i tro os lær. Da den anden hadde spist, læste Knudsen igjen bordbøn og sang et salmevers.

Saa reiste han sig og haandtakket. Ingebrigtsens mor var rørt og sa : Du har jo ingen ting at takke for, du har jo ikke spist noget. — Jo tak, svarte han, det var likegodt som om jeg hadde spist. Han blev spurt hvor han tænkte sig hen, men svarte da at det visste han ikke. Han gik bare der hvor Aanden drev ham. Han reiste over aasen ned til Unkervatne. Han naadde til Per Nilsen (Olsen ?) som eide den inderste gaard ved grænsen. Her holdtes skolen, og Per Nilsen var den som skulde staa sig bedst deromkring.

– 198 –

Knudsen skulde til Kroken. Han maatte over elven og Per satte ham over med hest. Man saa ham begynde at gaa opover. Der er bratt og det pleier ofte at gaa skred. Efter hvad der berettes skal der være gaat et ras mens han var paa vei opover. At han gik opover kan ha git aarsak til at sneen løsnet. Raset gik helt over elven og stængte den for en stund. Knudsen kunde saaledes ha glidd med sneen og være blit begravet av den.

Man fik indtryk av at han var melankolsk og tungsindig, og kanske litt overspændt paa grund av aandelige grublerier. Han sang med slik inderlig bløt stemme, fulgte med med liv og sjæl, og man fik indtryk av, at sangen gav uttryk for hans personlige opfatning. Beretteren husker bedst at han sang salmen : «O, Helligaand, du skat saa skjøn», og tilføier at hans bløte stemme og gudhengivne sind gjorde et uutslettelig indtryk.

6 – Gaardbr. Andreas Nerli, f. 1843 paa gaarden Nerli, meddeler :

H. C. Knudsen hadde allerede holdt opbyggelse paa gaarden Ruderaas da vi kom dit. Men vi stanset allikevel da vi hadde kjørt fra Fustervatn. Knudsen var høi med lyst haar og skjæg. Han var mager, men saa ikke sykelig ut. Han gik i mørkeblaa klædesklær. Til Ruderaasen var han kommet fra Hatfjelddalen. Han holdt ikke lange, men alvorlige opbyggelser, hvorav han var optat med liv og sjæl.

Knudsen spurte engang hvad presten Schelderup gik efter (rettet sig efter). Denne svarte:  Luthers lære.

Jeg gaar efter Kristi lære, sa Knudsen. Schjelderup sa, at Knudsen kunde Bibelen utenad. Han hadde en glimrende hukommelse. Det han hadde læst en gang kunde han. S. skal ha sagt at han besad intet i lærdom mot Knudsen.

– 199 –

Fra Ruderaasen fór han til gaarden Ugelvatne, hvor han overnattet. Paul Hemmingsen, Ugelvatne, var meddelerens farbror. Da Knudsen hadde holdt sin opbyggelse, sa Paul, vi kan saa litet : bare budene og artiklene. — «Det er nok det», svarte Knudsen.

Han brukte ikke ski. Han gik der Aanden førte ham, sa han. Var han trængende, kom Aanden og hjalp ham. Benresterne er begravet paa kirkegaarden i Hattjelddalen.

7 – Anne Marie Thorsdtr., f. 1855 paa Ruderaas, fortæller :

Knudsen kom til Ruderaas skjærtorsdag aften 1863. Han kom vistnok fra Fustervatn og hadde en mand, antagelig derfra med sig, men hvem det var husker hun ikke sikkert, da hun bare var 8 aar dengang.

Knudsen brukte ikke ski, og da han reiste paa en aarstid med meget sne og daarlige veie saa var det tungvindt at komme frem for ham. Han var paa Ruderaas skjærtorsdag og langfredag og holdt opbyggelser begge dage — dog kun for gaardens folk.

Paaskeaften fulgte den daværende gaardbr. paa Ruderaas Ole Pedersen ham til Hatfjelddalen hvor han tok ind hos presten Schjelderup. Der var han, saavidt hun husker, til 3dje paaskedag og drog saa paa den for ham saa skjæbnesvangre tur til Skarmodalen.

Som man ser varierer disse beretninger noksaa meget og motsier hinanden tildels, — Dog er det enkelte træk som viser sig at være fælles for flere av dem. Blandt andet kan nævnes:

1 – Knudsens tungsind og melankoli (1, 4, 5, 6).

2 – Hans vakre sang (1, 4, 3, 6).

3 – Presten Schjelderups kjendskap og forhold til Knudsen (2, 4, 6, 7).

– 200 –

4 – At hans sidste sted var gaarden Skarmodal,

a. at han blev sat over elven – med hest (5), med baat (4),

b. at han kom tilbake igjen ut paa eftermiddagen (2, 4).

Maaten han omkom paa opfattes paa følgende maater :

a. Han har mistet fotfæste i den bratte elveskrænt og er raset ut i elven (3).

b. Han har sat sig for at vente paa folk som kunde ta ham over elven, har været træt, er sovnet og overrasket av flommen (4).

c. Han har løsnet et sneras og er begravet under sneen og ført tilelvs (5).

d. Han har selv forsøkt at vade og er blit revet med av strømmen som i løpet av dagen er vokset av snesmeltningen (den sidste opfatning blir gjort gjældende av en lærer O. A. Ingebrigtsen, slegtning av no. 3 og 5 i Melbyes liste. Han tror, at Knudsen vilde gaa paa skarren over fjeldet, men at han fandt det ugjørlig, vendte om og forsøkte at vade elven med den følge at han blev revet med/Hustad i Helgeland tidende 6. april 1915).

Denne forklaring (d/red.) har meget for sig. Men den kaster en saa sterk skygge over gaardens folk at den dog er uantagelig. Disse fandt det nemlig nødvendig at sætte ham over om morgenen, hvormeget mere da om aftenen efterat flommen var vokset. De saa ham komme nedover. Avstanden er da ikke større end at man let kan følge med paa andre siden av elven. Se fotografi.

– 201 –

I den beretning faren anfører i sin biografi av sønnen sies det ogsaa, at han blev sat over med hest. Broren til den Hans som fandt liket beretter imidlertid i 4 at han blev sat over i baat. Beretning 4 utmerker sig i flere henseender for de andre. Den er klar og paa vigtige punkter som beskrivelsen av Knudsens sindstilstand fuldstændig korrekt.

Den stemmer ogsaa overens med frk. Eliesons beretning fra samtalen med Schjelderup i Lærdal med hensyn til dennes bestemte indsigelser mot Knudsens reise over fjeldet paa den tid. Beretteren var 15 aar gammel da begivenheten skedde, og var altsaa i en god alder med hensyn til minde og opfatning.

Dog synes det usandsynlig at Knudsen skulde være blit overrasket av vaarflommen. Hvor hurtig end flommen kommer saa skulde man dog tro at en sovende skulde faa tid til at trække sig tilbake førend han var revet med av vandet.

Derimot synes den som beretter nr. 5, trods sin yngre alder og trods han er alene om at huske sneraset, er inde

– 202 –

paa den rigtige aarsak. — Det vigtigste punkt er forresten ikke sneras eller ei, men den bratte elveskrænt. Enten Knudsen selv er raset i elven eller ført av et sneras kommer paa ett ut.

Et andet overmaade vigtig træk er dette, at man har set Knudsen komme tilbake igjen om eftermiddagen. Som man ser av fotografiet fra Skarmodal har Knudsen fulgt Storrapen opover, og han har derfor længe været synlig for folk over paa gaarden.

— Denne retur viser os en mand som har indset at han har tat feil, og at fjeldveien er ufremkommelig. Han er altsaa fremdeles et forholdsvis sundt, dømmekraftig menneske. Paa nedveien i den bratte nedstigning har han da enten mistet fotfæste eller der er løsnet et ras med den følge at han blev ført i elven og knust i fossestupene nedover den vilde elv.

— Beretningerne hverken bekræfter eller motsier miss. Eliesons meddelelse om Knudsens opnold paa prestegaarden som lærer for gutterne.

Derimot fremgaar det tydelig at man husker sogneprest Schjelderup i forbindelse med Knudsen, og dette er jo et sterkt indicium. — Dersom han derfor brukte prestegaarden som utgangspunkt for sine reiser i distriktet har det jo liten betydning hvilke veie han har benyttet. Og da kan det jo ogsaa lettere forklares at han har været rundt omkring paa de steder som av beretterne er nævnt.

Vi har nu fulgt denne mand saa langt vi har kunnet. Vi er stanset i en av de mest avsidesliggende fjelddale i en avsidesliggende egn. — Hans sidste feil bestod i, at han ikke mottok raad, men vilde forcere sin vei i et farlig terræng. Det blev den ydre aarsak til hans død.

H. C. Knudsen droges mot fjeldet. Var det Namaqua-ørkenens store stilhet som engang hadde betat ham slik, at han nu i sin store sorg og kvide atter søkte de en somme fjeldstier og det stille øde langt fra bygden frem for de sikre bygdeveie og de folksomme tragter ?

Ikke paa Namib-ørkenens sandsletter i Tørstlandet og i den brændende sol, men i nordlandets sne og is, i den

– 203 –

kolde isstrøm skulde han imidlertid aande sit sidste suk. — Var det «Herrens kys» ?

Har hun ret den kvinde av folket i Ryfylke som sa at Knudsen fik samme skjæbne som Moses. Gud begrov ham ?

Han var kun 47 aar. Men man kan si om ham som det engang saa skjønt blev sagt om den lille utpinte nordfjordhesten : «Saa kom den lykkeligste dag for nordfjordblakken siden den gik i heimehagen og fik kjælenavn av barna» :

«Men Gud skal avtørre hver taare av deres øine og døden skal ikke være mere, ei heller sorg, ei heller pine skal være mere, ti de første ting er vegne bort».  Aab. 21, 4.

Under mulden paa Hatfjelddalens kirkegaard hviler de faa og smaa levninger av Knudsens utpinte og trætte legeme, som Skarmoelven maatte gi fra sig.

Men den sten som norske kristne før eller senere vil reise til hans minde er endnu ikke hugget ut av fjeldet.

Postscriptum.

Har Ibsen kjendt H. C. Knudsen og hans skjæbne ? Dette spørsmaal er meget interessant. Det er nemlig saa mange tilknytninger mellem Brands og Knudsens historie at man ikke kan undlate at merke dem.

Begge var overspændte, begge «maatte» frem trods advarsler, begge omkom paa fjeldet — begravne av skred.

Knudsen brukte uttrykket Livets konges brand. Brand blev skrevet 1866. I 1863 da Knudsen omkom, var Ibsen i Bergen og Oslo. Det kunde ikke være usandsynlig at han har hørt hans historie enten gjennom aviser eller gjennem familierne Görbitz, Mohns, Christiansens eller Knudsens.