mari jørgensdatter holen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling.

 

– fra s. 314 –

 

Nede i Smaalenene levede og virkede en kristelig Kvinde, som fortjener en nærmere Omtale. Det var Marit Jørgensdatter Hole (“Budbæreren” (det amerikanske) No. 26,27,28 for 1900, hvor Isene har leveret en Biografi af hende, som her i alt væsentlig er fulgt, men med mange Ændringer efter egne Undersøgelser. Meddelelse fra flere samtidige Haugianere).

Hun blev født den 6. Februar 1806 paa Pladsen Kolsbo under Bjerkebæk i Aremark, ikke langt fra den svenske Grændse.

Hendes Forældre var fattige Folk, og Misveksten i Krigsaarene 1808 -1814 gjorde naturligvis deres Kaar endnu vanskeligere. Det hændte saaledes oftere, at de i sit Hus ikke eiede anden Mad end Barkebrød; og selv deraf fandtes mangengang lidet.

Saa skulde da hendes Fader til Byen for at kjøbe Mad. Denne Ventetid var imidlertid forfærdelig lang for de stakkels sultne Barn. Hun tiggede sin Moder om Lov til at gaa bort i Nabogaarden for at faa noget at stille sin Hunger med, men vendte lige tomhændt hjem igjen.

Moderen søgte da at trøste sin sultne Datter med, at naar bare Far kom hjem, saa skulde det nok bli Mad. Han kom, men havde ikke faaet kjøbt andet end et grovt Lerfad. Som rimeligt, glædede dette hende svært lidet, da det jo var mest om at gjøre at faa noget spiselig i Fadet. Gud hjalp dog, saa de opholdt Livet.

I Syvaarsalderen fik hun slig Lyst til at lære læse, at Forældrene ikke fik Ro, før de kjøbte en ABC og var hendes Skolemestere; paa hin Tid stod Skolevæsenet svært lavt næsten overalt, særlig dernede. Mari var saaledes ikke mere end ialt 3 Dage paa Skolen hele sin Barndomstid.

Men uagtet dette erhvervede hun sig paa egen Haand en betydelig Læsefærdighed og kunde udenad sine Lærebøger i Kristendomskundskab.

Omkring 1817 døde Faderen; to Aar senere mistede hun ogsaa sin Moder. Et Bevis paa hendes tidlige Modenhed anføres fra denne Tid. Da man spurgte hende, hvorfor hun græd, da Moderen laa syg og ikke, naar hun var død, svarede hun : “Jeg gjør som David; han græd, mens hans Barn laa sygt, men taug, da det var dødt”.

Efter Forældrenes Død kom hun bort til Fremmede som Gjæter. Tiden fordrev hun da med at læse. Vaaren 1822 tegnede hun sig til Konfirmation. I Forberedelsestiden virkede Herren kraftig paa den unge Piges Hjerte; det gik op for hende, at hun ikke længere stod i sin Daabspagt.

Da hun om Høsten nævnte Aar gjentog Daabsløftet, var det under stor Frygt og Bæven, men dog med et inderligt Ønske om at blive bevaret i Pagten med Herren.

“Men mit Hjerte var ikke ret for Gud”, sagde hun senere; “jeg vilde igrunden ikke afstaa fra Synden, som allerede var bleven mig kjær. Dertil kom, at jeg gjorde mit Forsæt i egen Kraft, hvorfor jeg ogsaa kom til at ligge ganske under for Syndens Fristelser og Tillokkelser. Eftersom Tiden gik, tog derfor Syndelysterne og Tilbøielighederne saaledes til, at Aandens Kald blev ganske overdøvet, og Samvittigheden saaledes bragt isøvn, at den taug til alt, hvad jeg gjorde.

Saaledes t. Eks. engang jeg hørte om, at nogle af Hauges Venner reiste gjennem Bygden og talte med Folk om deres Sjæls Frelse, da svor jeg paa, at jeg aldrig vilde blive lig dem”.

Hun fortalte ofte senere, hvor grov og gudløs hun en Tid blev; Eder og Forbandelser krydrede hendes Tale, og Kortspil var den kjæreste Fornøielse, hun vidste. Indtil henimod Tyveaarsalderen var hun i Tjeneste hos forskjellige Gaardbrugere omkring hendes Barndomshjem. Da flyttede hun til Gaarden Mosvigen; men ogsaa her fandt hun Kammerater efter sit forvendte og onde Hjertes Lyst.

Uagtet hendes Liv var gudløst, læste hun dog meget i Bibelen, hvori hun efterhaanden blev saa godt kjendt, at hun kunde erindre og anføre passende Bibelsprog ved forskjellige Anledninger.

Men hun var, som hun senere sagde, “en seende Blind og en hørende, der ikke forstod”.

Ja hendes aandelige Blindhed var saa stor, at hun mente for fuldt Alvor, at der intet mere var at iagttage med Hensyn til Sjælens Frelse og Salighed end ganske mekanisk at læse i Bibelen og lære Stykker af den udenad. Denne Betragtningsmaade kom vel af, at hun aldrig havde havt Anledning til at stifte Bekjendtskab med eller omgaaes levende Kristne.

I Begyndelsen af 1827 begyndte Guds Aand atter karftig at kalde paa hende. Hun følte sig urolig og utry uden egentlig at vide, hvad der feilede. Det var især Ordet om den vide og trange Port og den brede og smale Vei, som optog hendes Tanker. Hun kom særlig til at overveie, hvorledes det kunde forholde sig saaledes, at der var faa paa den ene Vei og mange paa den anden, medens hun kun kjendte til ét Slags Mennesker.

Til hvilken Flok hørte da disse ?

Hun havde, som før nævnt, hørt tale om de saakaldte “Hellige”, “Læsere”, eller “Haugianere”; men disse havde jo Ord for at være nogle elendige Sværmere og Udskud, som enhver maatte vogte sig vel for, hvilket ogsaa Mari agtede at gjøre. Men tænk, om det skulde være dem, som var det andet Slags Mennesker og gik paa den smale Vei !

Saaledes fôr Tankerne ængstende og alvorlige frem og tilbage, uden at det blev til noget Resultat. — Saa besluttede hun at gaa og høre paa disse Folks Taler. Hun havde læst saa meget, at hun troede sig istand til at bedømme, om de var sande eller falske Profeter. Og hun ventede med Længsel paa en saadan Leilighed.

Da spurgtes det, at en af H.N. Hauges fremtrædende Venner, Eidsvoldmanden John Hansen Sørbrøden fra Berg ved Fredrikshald, sammen med en anden Haugianer skulde holde Opbyggelse Bededag paa Gaarden Enger, hvor Konen var en Kristen.

Tiden kom, og trods alle Hindringer gik Mari og en anden Pige til Sammenkomsten. Paa Veien var de inde flere Steder for at faa ogsaa andre til at følge med; men de høstede kun Spot for Umagen.

Da de endelig var komne til en Plads under Enger, hvor der skulde være Dansemoro, forsøgte man baade med Spot og Overtalelse at hindre dem fra at gaa længere. Hendes Kammerat havde nær ladet sig standse; men Mari var urokkelig; nu vilde og skulde hun prøve disse “falske Profeter”, som man kaldte dem.

Saa kom de da frem til Mødestedet. — Medens man ventede paa, at Folket skulde samles, læste Sørbrøden et Brev fra en Ven paa Oplandene; det indeholdt en Beretning om en troende Mands Udgang af Tiden, og hvorledes denne havde glædet sig inderlig over, at den himmelske Brudgom var nær for at hente ham som sin dyrekjøbte Brud hjem til Guds Paradis.

— “Nuvel”, tænkte Kari, “holder deres Tro og Lære i Døden, saa har jeg nok; det er ingen Tvil om, at disse er de faa, som har gaaet gjennem den trange Port og vandrer den smale Vei, der fører til Livet. At blive saadan skal ogsaa være min Bestræbelse efter denne Dag”.

— Saa begyndte Opbyggelsen med Afsyngelsen af en Salme og nogle Formaningsord om at høre Guds Ord andægtig og bedende, hvorefter Dagens Lektie samt en alvorlig Betragtning derover blev læst op af en Postille.

Siden lagde man, dels i Sang og dels i Tale, Tilhørerne indtrængende paa Hjerte, hvor nødvendigt det var upsættelig at søge Gud. Hun syntes, at hvert Ord passede paa hende; det borede sig som en skarp Pil ind i Hjertet og fremkaldte Syndeangerens bitre Taarer saavel under Mødet som paa Hjemveien.

— “Nu, hvad Slags Folk er saa disse Haugianere ?” spurgte hendes Husbond, da hun kom hjem. Hun svarede : “Er der nogen paa Jorden, som ligner Kristi Apostle, saa maa det være dem”.

— Mari havde imidlertid den feilagtige Mening, at der kun skulde et anstrængende Arbeide til fra hendes Side for at blive en Kristen, og glædede sig over sin gode Læsekundskab, som hun troede skulde hjælpe hende godt paavei. Med stor Iver og Alvor tog hun fat paa Læsningen af Guds Ord. Men det, som før havde forekommet hende klart og greit at forstaa, blev nu dunkelt og tvetydigt; alt syntes ligesom at komme i Ugreie.

“Dog Herrens Aand var den rette Pottemager, der med stor Visdom kunde tilberede det skrøbelige Ler, som han havde under Hænder. Hvor skjørt, haardt og ubøieligt det end var, kunde han dog deraf danne et Naadens Kar, hans Navn til Pris”, sagde hun senere.

Til de indre Hindringer : aandelig Vankundighed og Uklarhed kom ogsaa ydre, nemlig Spot og Forfølgelse. Da hendes Husbond Søndag Morgen efter hin Opbyggelse kom op og fik se hende sidde og læse Guds Ord, slog han med en stor Svøbe i den Stol, som hun sad paa, og sagde : “Du tænker nok at blive lig de Helligprester, du hørte; men det skal der ikke blive noget af !”

Man tog den nyvakte Kvinde med Magt og satte hende ved Kortbordet i Haab om, at Spillet atter, ligesom tidligere, skulde øve sin Virkning. Man tvang hende ogsaa til at holde Kortene, som dog fra den Tid var og blev hende en Vederstyggelighed. Djævelen og hendes onde Natur gjorde ogsaa sit til at hindre hendes Omvendelse. Den listige Frister hviskede i hendes Sjæl : “Dine Synder er saa mange og store, at du ikke kan vente at faa Naade”.

Til andre Tider lød det fra samme Kant : “Selv om du omvender dig, saa kan du dog ikke blive bestandig i Troen blandt slige raa Mennesker !”

Men det, hun havde hørt om Omvendelsens Nødvendighed, kunde dog aldrig gaa hende af Tanke. Lovens Bud samt Kravet : Omvend dig, eller du er fordømt formedelst dit syndige Liv, lød stærkt i hendes Indre. Samtidig følte hun sig svag som et Siv og fuld af allehaande Tvil. Det gamle Liv i Synden havde tabt sin Velsmag, saa det syntes umuligt at vende tilbage igjen; men at komme frem til Liv i Gud forekom hende næsten ligesaa vanskeligt.

— “Det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som hører Guds Aand til”.

Hun forstod ikke, at Herren netop paa denne Maade i aandelig Forstand vilde “tilstoppe hendes Mund” og “gjøre Synden overflødig kjendt”, for at han siden des overflødigere kunde faa forklaret sin Naade i Jesus Kristus, som blev lagt under Loven for slige bundne Sjæle.

— Der gik dog en Tid hen, inden hun kom til Fred. Hun maatte ligesom først knuses sønder og sammen af Syndenød, Frygt, Tvil og Forfølgelser. Det hændte, ret som det var, at Kammeraterne holdt hende fast og ertede hende for at “drive Helligheden bort”, som de sagde.

Engang vilde de endelig, hun skulde synge noget; dette lovede Mari, saafremt hun selv fik vælge, og det gik man ind paa. Saa sang hun H. A. Brorsons bekjendte, gribende Salme :

“Kom Hjerte, tag dit Regnebret, Skriv op dit Lives Dage !

Se til, at du kan sanse ret Og tænke lidt tilbage :

Hvad har du gjort de mange Aar, Du har i Verden levet ?

Tænk, sikre Sjæl, at alting staar I Herrens Bog opskrevet”.

Da hun var færdig, sagde de : “Nei, nu ser vi, det ingen Raad er med hende; nu blir hun hellig, hvad vi end siger”. Deres Plagerier ophørte dog ikke; hun blev fremdeles hadet og tilsidesat baade af Overordnede og Ligemænd; man bevogtede hende og lagde an paa at forstyrre i den Grad, at det kun var om Natten, hun fik Anledning til at udøse sit Hjertes Nød og Trang for Gud i Bøn og læse hans Ord.

Saaledes gik hun en Aften i denne for hende saa tunge Tid ud i et nærliggende Skogholt, efterat de andre havde lagt sig. Alle Guds Naadeløfter var hende ligesom rent uvedkommende, og den ene Anfægtelsesbølge kom større end den anden og truede med ganske at opsluge hende.

Da mindede Gud ved sin Aand om sine Frelsesundere med David, Manasse, Peder, Paulus o.s.v. Men ikke før havde hun heri fundet Trøst, før Sjælefienden hviskede : “Nu har du gjort en større og værre Synd end alle dine øvrige Misgjerninger tilsammen, idet du har lignet dig med disse hellige Guds Mænd !”

Atter var al Trøst og hvert Glimt af Haab borte. Hun saa ingen Raad til Udvei paa nogen Kant og havde heller ikke en eneste Troende at raadføre sig med. Til dette kom, at hendes Arbeidsfæller fremdeles spottede og idelig gjorde opmærksom paa Feil og gamle syndige Vaner, som endnu hængte ved hende.

“Du maa ikke tage Guds Navn forfængelig, Mari; det gjør ikke de Hellige”, hørte hun dem skadefro at bemærke. Da kunde hun gaa strængt i Rette med sig selv og sige : “Hvor forfærdelig forblindet jeg er, der ikke engang ser det, som staar saa tydelig og klart i Loven”.

Saa gjennemgikk hun Guds hellige Lov og fandt sig skyldig i alle Bud, og det stakkels Hjerte krympede sig i en Angest og Raadløshed, som grændsede til Fortvilelse. Aandelig udmattet og udpint, men oplyst og veiledet af Aanden vovede hun sig endelig til at kaste sig med al Synd, Skyld, Urenhed, Svaghed og Usseldom ned for Jesu Fødder; hun tiggede uafladelig om Naade uforskyldt. Og den Fred, som ikke hendes Forsætter eller Forbedringskamp eller Læsning eller noget andet havde kunnet skaffe hende, den følte hun nu gjennemstrømme sin Sjæl ved Troen paa Kristi Blod, som renser fra al Synd.

Og det lød i hendes Indre : “Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig”, en naadefuld Bekræftelse paa

 

 

Skriv inn søkeord..