– hentet fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede”. Chra. 1912 – 1920.
Fra s. 713 :
Marthe Skogen opgives at være født i Lyster (Luster) i indre Sogn omkring 1784; hun blev vakt ved Haugianere 18 Aar gml., reiste senere til Bergen og var der længe; saa tog hun over Fjeldet til Gudbrandsdalen og boede i en Række af Aar hos Sivert Kjensletten.
I denne Tid deltog hun, som antydet, stadig i Opbyggelserne ved Bøn og kristelig Formaningstale. Marthe havde let for at udtrykke sig, eiede gode Tanker, en sund Opfatning og var meget beskeden og tækkelig i sin Fremtræden. Hun virkede til stor Velsignelse paa Lesje og Lesjeskogen baade ved Liv og Bekjendelse.
Saa flyttede hun til Christiansund og var der en Stund hos Handelsmand, senere Privatlærer Hans Dahl. Tilslut havnede Marthe paa Gaarden Torvik i Øre Prestegjæld; hos den bekjendte Haugianer Nils Trondsen Grendahl tilbragte hun Resten af sit Liv.
Hendes Vandel var altid forsigtig og eksemplarisk. Ogsaa paa det nye Sted deltog hun flittig paa samme Maade som før i Sammenkomsterne. Hun begyndte sin Opbyggelse en Kristi Himmelfartsdag med følgende Vers af Kingo :
“Jeg ved og i mit Hjerte tror, At han som op til Himmelse for,
Han saa igjen skal komme,
O Kom da, søde Jesu, kom Og aabne Himlens Helligdom
for alle dine Fromme ! O, god den Tid var omme !” (Landstads Salmebog 416,5.)
I Tilslutning hertil holdt hun en gribende Formaningstale til Folket om at omvende sig, søge Renselse i Jesu Blod og blive hellige Mennesker, saa vilde Gud af Naade “aabne Himlens Helligdom” for dem, naar dette Jordeliv var tilende, og skjænke en evig Salighed. Hun døde i en fremrykket Alder.
– red.: Marthe Skogen er også omtalt i Mads Iver Wefring’s “Minder fra mit Reiseliv”.
Der står referert på s. 19 fra Wefring’s reise dit sammen med Daniel Arnesen i 1834 :
“En gammel Pige derfra, Martha Skogen, var meget agtet og avholdt og indtog en høi Rang i Vennekredsen. Hun gjorde ogsaa Indtryk af kristelig Inderlighed.
Hun havde en klar Opfattelse, let for at udtrykke sine Tanker og var adskillig søgt af dem, der trængte til aandelig Veiledning. I den Tid var det almindeligt, at begavede Kvinder med Bøn og Taler tog aktiv Del i Opbyggelserne, og Martha Skogen var en af disse.
Hendes Optræden i Forsamlingen havde for mig intet stødende ved sig; hun var meget beskeden og nærede ikke store Tanker om sig selv. Et Eksempel herpaa skal jeg fortælle. Førend Arnesen og jeg tiltraadte denne Reise gjennem en Del af Gudbrandsdalen, anmodede Arnesen mig om, at jeg og Martha skulde gjøre en Trip op til Lesjeskogen for at besøge Vennerne der. Da vi var komne did, blev den nærmeste Kreds budsendt, at der skulde holdes Forsamling paa det Sted, hvor vi tog ind.
Da jeg saa en Del Gaarde i en større Afstand, spurgte jeg, om de ogsaa havde faaet Bud, og da der blev svaret, at de ikke havde nogen at sende did, tilbød jeg mig at gaa.
Martha, som hørte dette, henvendte sig til mig med det Spørgsmaal : “Synes du, at vi er saa fræke (dvs. dygtige) Folk, at det er rigtigt af os at tromme saamange Mennesker sammen ?”