– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912-1920.
– fra s. 646 – 648 :
En velkjendt, eiendommelig Skikkelse blandt de ældre Lægmænd i Christiania var Kirkebygger Andreas Olsen (Oplysninger fra hans Søskende og flere gamle Haugianere; mangeaarigt personligt Bekjendtskab), født paa Kongsberg 10. April 1816, Søn af Handelsmand Ole Herbjørnsen Berg, der bar sit Navn efter en Gaard øverst i Tinn, og Hustru Ingeborg Andersdatter Sønju fra Bygden Bingen paa Øvre Eker.
De hørte begge til H.N. Hauges personlige Venner.
Moderen omtales som en meget forstandig, kristelig oplyst, aandslivlig, men noget skarp Kone; Faderen var stille af Væsen, noget tilbageholdende, nød stor Tillid og var en klog Leder af Venneflokken, hvorfor han sædvanlig gik under Navn af «Bispen», et Navn vistnok Spottere havde givet ham.
«De opdrog sine Børn i stræng Gudsfrygt»; disse «blev ogsaa fremadstræbende og dygtige Mennesker».
Saavidt vides, var Andreas ældste Søn; han modtog tidlig stærke og uforglemmelige Indtryk af Forældrene og de mange Haugianere, som vankede i deres Hus. Derfor blev han ogsaa til sin sidste Stund en Lægmand, som i alt lagde for Dagen, at han havde sin Rod i den gamle Tro og havde faaet sit Præg af de ældste Haugianere.
Fra sine spæde Aar begyndte han at frygte og elske Gud, som i Daaben havde gjort ham til sit Barn og en Arving til det evige Liv. I Barndommen gik han stille for sig selv og grundede over, om han havde den rette Tro. For at faa Vished derom forsøgte han at gaa paa Vandet; men da han saa, at han sank, løb han drivende vaad hjem og raabte : «Jeg har ingen Tro; jeg kan ikke gaa paa Vandet !» Men Moderen svarede : «Ja, Barn gjør Barns Gjerninger !»
Han var en dyb og begavet Mand med en udviklet kritisk Sands og blev alle Dage en ensom Grubler, der tænkte meget over Livets dybeste Spørgsmaal for at faa større Klarhed i disse og over den kristelige Sandhed idethele. Han søgte paa Skolen mest mulig at tilegne sig Kundskaber og Færdigheder.
Omkring Konfirmationsalderen kom det til bevidst Gjennembrud med ham. For at styrke og nære sit aandelige Liv læste han flittig i Guds Ord og de gamle gode lutherske Opbyggelsesbøger, bad flittig om den Helligaands Oplysning og begyndte tidlig at vidne om sin Tro i Sammenkomsterne.
Han blev udlært Snedker og drev siden sit Haandværk med stor Iver og Dygtighed.
Paa «Aakeren» byggede han sig ved Begyndelsen af Firtiaarene en Gaard, hvor han havde baade Værksted og nogle Rum, som han bortleiede, samt et stort Forsamlingslokale, «Aakersalen», en af de ældste paa Kongsberg.
Her holdt baade tilreisende Haugianere og han selv ofte Opbyggelser; han omtales allerede dengang som en begavet, tankerig og grundig Taler, der blev Midlet til fleres Vækkelse og aandelige Opdragelse i Tro og Gudsfrygt.
Begge Forældrene levede til omkring 1850.
I 1858 reiste han til Gransherred, hvor han paatog sig at bygge en ny Kirke, der blev færdig 1859; derefter opførte han Hovind Kirke, som blev taget i Brug 1850, og byggede saa Sauland Kirke, som vistnok indviedes 1857 (Se Theol. Tidsskr. 3. R. Andet Bind 1888, Side 277 : L. Dietrichsons «Norges Kirkebygninger»).
Ved Siden af dette sit timelige Arbeide talte han flittig Guds Ord rundt om i Østthelemarken og blev mange til Vækkelse og Velsignelse.
Fra Vaaren 1856 bestyrede Søsteren, Marie Olsen (1818 – 1869), hans Hus i flere Aar, efterat hun fra Vaaren 1845 havde udført et grundlæggende og meget betydningsfuldt Kjærlighedsarbeide ved Opdragelsesanstalten «Hans Cappelens Minde» ved Skien, indtil hendes Kræfter var næsten helt nedbrudte.
Omkring 1860 flyttede han og Søsteren til Skien, hvor han tildels drev sit Haandværk, men især virkede frit som Guds Ords Forkynder efter de gamle Lægmænds Vis baade i Byen og rundt om. Han nød stor Tillid og øvede en betydelig Indflydelse. I det forberedende Arbeide for at danne «Langesundsfjordens Indremissionsselskab», som blev stiftet paa et Møde i Brevik tredie Pintsedag 1866, deltog Olsen ivrig og dygtig. Siden virkede han der i Egnen endnu i adskillige Aar baade som Bygmester og i den indre Missions Tjeneste.
I Begyndelsen af Syvtiaarene flyttede han til Christiania, hvor han boede paa forskjellige Steder, længst maaske dog paa «Kampen», hvor han kjøbte Tomter og byggede og solgte Huse, med virkede vistnok mere som kristelig Lægmand.
Han reiste i de sidste 30 Aar af sit Liv flittig omkring i næsten hele Christiania Stift, mest dog i Bygderne paa begge Sider af Fjorden samt i Christiania By.
Paa sidstnævnte Sted arbeidede han næsten udelukkende i Tilslutning til «Den lille indre Mission» og «Broderkredsen» med dens Bedehus i Hausmannsgaden.
Bedst erindres han kanske gjennem sin ofte eiendommelige Deltagelse i Fredagssamtalerne paa nysnævnte Bedehus. Naar han syntes, disse gik trægt, begyndte han at deltage ivrig og med stor Dygtighed fremholde ofte meget originale Anskuelser, der vakte levende Modsigelse.
Han var baade kundskabsrig og en flink Dialektiker, som virkningsfuldt forstod at gjøre gjældende afvigende Meninger; det var ikke Hvermands Sag at staa sig mod ham. Naar han saa havde faaet tilstrækkelig Liv og Fart i Samtalen, og Emnet ved hans Indlæg var blevet alsidig belyst, kunde han saa tilslut i faa træffende Ord komme frem med sin virkelige Mening, som det da viste sig deltes af næsten alle de Tilstedeværende; det var ikke sjelden noget «sokratisk» eller «kierkegaardsk» ved ham og hans Maade at optræde paa i en Samtale eller ved et Ordskifte.
Han hævdede altid skarpt og uden Afkortning Lægmændenes Ret til at tale Guds Ord i Opbyggelsesforsamlinger og var en bestemt Modstander af «Nødsprincipet».
Paa Grund af Beretninger, han havde hørt af de Gamle om Geistlighedens Forhold til Hauges Venner, og hvad han selv i sine yngre Aar erfarede i denne Henseende, stod han idethele meget kritisk overfor Presterne; men han indrømmede dog, at der selv dengang var stor Forskjel og en hel Del hæderlige Undtagelser.
Andreas Olsen døde i sit Hjem «Udsigten» paa Kampen 23. April 1897 » i Troen paa sin Frelser», elsket og savnet af mange Venner.
Den Gamle levede alle sine Dage som ugift.