– i boken : “Gården Rustad Øvre i Østre Toten og Slekten derfra gjennem 300 år”. Trykt som manuskript. Oslo 1942.
– fra forordet :
Tanken om å få istand et slektsregister for Rustadslekten fikk jeg for mange år siden ved å se det verdifulle materiale som avdøde gårdbruker Ole Chr. Haug hadde samlet for min mors slekt — Bjørnstadslektens vedkommende.
Det var oprindelig min hensikt kun å opsette enkle ætte- og anetavler, samlet i en bok for begge slekter. Men efterhvert som arbeidet skred frem og materialet og interessen øket kom også ønsket om å utvide rammen for boken, idet jeg fant å burde ta med biografiske oplysninger for de enkelte medlemmer av slekten. Jeg bestemte mig derfor, av praktiske og økonomiske grunde, til først å utgi denne bok om Rustadslekten og her kun medta i korte trekk oplvsninger om gården Bjørnstad og slekten derfra, bl. a. to anetavler vedr. min mors slekt.
Det er da min hensikt, hvis det blir økonomisk overkommelig, å utgi en mere fyldig slektstavle for Bjørnstadslekten senere.
Det meste av materialet for Bjørnstadslekten er som nevnt samlet av Ole Chr Haug, hvortil kommer adskillige suplerende oplysninger fra gårdbruker Torlleiv Bjørnstad. Materialet for de eldste generasjoner av Rustadslekten er oprindelig skaffet til veie av avd. (avdøde/red.) prost H. H. Neumann i Vestre Toten, supleret av redaktør av „Totens Bygdebok”, forhv. kirkesanger Olav Gjørvad s. st. Men den mest verdifulle hjelp i mit arbeide har jeg hatt i herr Sigurd Røse, Oslo. som er en ivrig genealog med et udmerket kjennskap til gamle Totenslekter. Det er ham som har skaffet tilveie det vesentlige arkivmateriale for de eldre generasjoners vedkommende, hovedsakelig fra utrykte dokumenter som kirkebøker, skifteprotokoler, panteregistre og manntallslister m. v.
Til alle disse, og serlig da til herr Røse, sender jeg herved min forbindtligste takk.
Alle data vedkommende den nulevende slekt er skaffet tilveie ved direkte henvendelser.
Skrivemåten for personnavnenes vedkommende er for de eldre generasjoners vedkommende holdt i den form som var brukt i de eldre dokumenter. Gårdsnavnene derimot er skrevet slik som nu er brukelig.
Blandt kulturfolk har der til alle tider været en trang til å lære sin slekt og sine fedres liv og levnet å kjenne. Det er mit håp at denne slektsbok vil bidrage sitt til å tilfredsstille denne trang — både hos de nulevende og de kommende generasjoner og dermed styrke slektsfølelsen, som også er grundlaget for fedrelandskjerligheten.
Boken, som kun er bestemt for slektens medlemmer, er trykt i et begrenset antal numererte eksemplarer, og blir ikke tilsalgs hos bokhandlerne. Den er ført ajour til august 1942.
Oslo i august 1942. N. RUSTAD
– fra s. 19 – 25 : HERMAN RUSTAD OG HANS EFTERSLEKT.
Herman Nielsen Rustad, f. 6/9. dpt. 9/9-l792. d.25/4, begr. 5/5-1875 på Jevnaker kirkegård.
Ifølge nedenst. utløsningskvittering overtok han gården Rustad år 1813 :
.Aar 1813 Mandag den 2den August blev Retten sat paa Thinggaarden i Petterud.. Hvorda blev ting-
læst: ……… No. 27. Udløsnings Qvittering : “ (Påtegning på skiftebrev av 2. november 1803, se s. 17).
Da nu sønnen Herman Nielsen er Odels og Aasædes-berettiget til denne Gaard, hvilken Ret han nu vil benytte, saa har han deels ved Pantebrev og deels ved Udbetaling i Penge berigtiget forestaaende Suma for enhver af oss undertegnede, hvorfor vi herved meddeler ham denne Udløsnings Qvittering, der skal indeholde fuldkommen Hiemmel for ham til benævnte Gaard, som da vil blive frie for de ved bemældte Skiftebrev indeholdende Udlægge.
Toten den 6te juli 1813. Ole Andersen Rognebye. Otter Pedersen Hougen. Niels Jørgensen Røestøen.
Efter sigende skulle Herman Rustad været en flink og driftig gårdbruker i tiden efter sin „omvendelse“, når han var hjemme mellem sine mange reiser.
Han fikk vistnok i sin tid en påskjønnelse herfor av Selskapet for Norges Vell. Den sydvestre del av synnergjordet, „Hermansmælingen“ kalt, er oparbeidet av ham. De to hovedbygninger påbygget han. Den vestre blev forlenget mot øst og den østre mot syd.
Flaabakken, matr. nr. 388 2 Ipd. tunge, Kongens Skjøte på denne eiendom, som ligger i Eina Almening, men skatter til Kolbu, av Kongen til Herman Nielsen er dat. 1. november 1805 og tingl. 18 juni 1806 (Flårud seter ligger efter matrikelen og i skattehenseende i Kolbu på grensen mot Hurdalen og Gran. Den var i den katolske tid en liten gård (Flaabakken), hvor hesteflåeren for Toten bodde. Det var jo som bekjendr da et uhederligt håndverk å slakte og flå en hest, for ikke og snakke om hvor farligt det var å spise hestekjøtt. Hesteflåeren måtte derfor bo meget avsides, og hesteskrottene blev senket ned i et lite tjern et par km syd for Flårud og denne heter fremdeles „Merratjønnsputten“. Efter reformasjonen blev hesteflåeren arbeidsløs og flyttet fra Flårud, som blev liggende øde. År 1728 tikk Niels Michelsen Rustad tilsigskjøtet Flårud med nærmere angitt skog (på 700 mål) mot å svare de skatter som tidligere hadde tilligget Flårud. Denne eiendomsrett må antagelig senere være gått overstyr idet Herman Rustad på nytt måtte få kongeskjøte på den 1ste november 1805).
(Som kilde for ovenstående levnetsbeskrivelse er benyttet følgende artikler av kirkehistoriker H G.Heggtveit : “Den Norske Kirke i det nittende Arhundrede”. 1912—1920, Haugianernes Tid, s. 605-609. “For Fatig og Rik“ nr. 26/27, 1885, “Luthersk Kirketidende”. 8/2-1879, nr. 6. Den gamie rettskrivning er bibeholdt).
Af Haugianerne paa østre Thoten vargjennem lange Tider Herman Rustad den mest bekjendte og virksomme. Om hans Opdragelse vides intet; Skoleundervisningen maa have været kortvarig og daarlig; han kunde saaledes ikke skrive, men maatte diktere sin Søn de smaa Breve, han af og til sendte Familie og Venner. Uagtet denne hyppig opmuntrede ham paa følgende Maade : “Skynd dig nu Far, jeg skal nok skrive”, gik det dog i Regelen temmelig smaat med dikteringen; han kunde ofte sidde lange Stunder uden ar faa frem et Ord.
Fra Ungdommen og en god Stund efter at han var bleven gift, levede han i stor Ugudelighed. Han drak, sloges, kjørte med sin Hest over Skigarer, og lige ind i Stuen og bar sig ad som et vildt Dyr; naar han kom hjem i en saadan Tilstand, jagede han ud baade Kone og Børn. Paa Rustad boede dengang tilleie en Sorenskriver (Christoffer Weidemann. I Hermans tid bodde flere embedsmenn påRustad, således ritmester Bernt Magnus Kinck fra ca. 1815 til ca. 1830), der en Morgen omkring 1825, efter at Herman om Natten var kommen hjem stærkt beruset og havde tumlet ganske forfærdelig, talte for ham og fik ham til at give sig Haanden paa ikke mere at drikke Brændevin.
Herman forstod ogsaa selv klart, da han var ædru, at Lasten i den Grad havde taget Overhaand, at han var ude af Stand til at varetage sit betydelige Gaardsbrug.
Derfor blev hans Formuesforfatning stadig mer mislig, og han forudsaa, hvad Enden vilde blive. Han følte sig dypt rystet og nedknuget under Samvittighedens Kvaler og blev grebet af den Tanke, at han stod ved Randen af en Afgrund, der vilde ødelægge baade Sjæl og Legeme og bringe Familien i Fattigdom og Elendighed, om han fortsatte et Øieblik som før.
Derfor tok han nysnævnte Beslutning. Da den var fattet, gik han til sin Hustru og fortalte hvad der var passeret. Denne sagde : “Ja det var bedst for dig selv, og glade skulde vi vel alle blive, om du kunde holde fast ved dit Forsæt ; men jeg har ingen Tillid til din Bestandighed”.
Manden svarede bevæget : “Med Guds Bistand skal du få se, at jeg holder Løftet”. Dette skeede ogsaa.
Uagtet han indtil denne Tid havde været stærkt henfalden baade til Drik og umaadelig brug af Tobak, besad han dog en slig fast Karakter, at han blev tro mod sin Beslutning og aldrig mere smagte disse Ting, endskjønt han i førstningen hovnede op i Ansigtet, og hver Muskel formelig bævede og skælvede. Den Helligaand arbeidede fra den Tid særlig kraftig paa hans Hjerte og lod ham modtage mange Beviser paa Guds forekommende Naade; det kom omkring 1830 til fuldt Gjennnembrud og Sindsforandring med ham (det må her erindres at fristelsen til misbruk av alkohol var stor i de dage, det var brendevinsbrending så å si på hver gård og varen var sikkert ikke av beste sort).
Paa Thoten var den Tid ikke saa lidet aandeligt Liv og flere af Hauges personlige Venner levede og virkede der dengang og blev ham til stor Velsignelse og Bestyrkelse i Troen. Af disse maa især nævnes Ole og Helene Aaserud. Disse elskelige Kristne var hans Veiledere i den første tid. Hos dem traf han ofte Venner; thi deres Hjem var et Hvile- og Tilholdssted for reisende Lægmænd fra nær og fjern.
De var saa viselige til at omgaas alle; særlig havde hun en stor “Prøvegave“. I deres Søn Peder fandt Herman en kjær Ven og Aandsbroder. Foruden disse havde han særlig Omgang med og sluttede sig nær til Haugianerne Hans Ekstadstuen (denne var en tid bosatt i legd på Rustad, hvor han ikke skulle ha hatt det godt (se Vardals Bygdebok Bind III s. 169) fra Vardal samt Peder og Thomas Amlien fra Thoten, med hvem han senere kom til at virke sammen.
Det var dog dengang langt fra hans Tanke at optræde som Lægprædikant, har han selv fortalt.
Men da kom den bekjendte aandelige Rodhugger og Vækkelsestaler Elling Eielsen til Bygden og ruskede op i Gemytterne og gjorde det til en Samvittighedssag for ham ikke at grave sit Pund ned i Jorden, men ogsaa virke ved at holde Opbyggeiser. Det nye Liv, som var virket af den Helligaand i hans Hjerte, var efterhånden modnet i Stilhed, og omkring 1836 begyndte han at holde Opbyggeiser, fornemmelig i Hjembygden, hvor han nød almindelig Tillid som en sjelden stø, elskelig og alvorlig Kristen.
Fra 1825 tog han sig dygtig af sit Gaardsbrug. og hans økonomiske Kaar forbedredes Aar for Aar. For sine to Sønners og en Datters Opdragelse og Undervisning havde han megen Omsorg da han selv følte, hvor tungt det var ikke at have lært noget i sin Ungdom.
— I 1836 overdrog han Gaarden til sin Søn, tog selv Føderaad og fik herefter Tider, til sin fulle Raadighed, og han benyttede den flittig til at holde Opbyggelse i den nærmeste Omegn, ja foretog endog lengere reiser, og begyndte nu for alvor som Opbyggelsesprædikant. Han var dog ikke uarbrudt i Virksomhed, men udhvilede sig tidt og ofte i sit Hjem, hvor han da beskjeftigede sig med legemligt Arbeide. De omtalte ældre Venner i Bygden der hjertelig elskede ham og var glade i hans Virksomhed, syntes dog, at han
’ Denne var en tid bortsatt i legd på Rustad, hvor han ikke skulle ha hatt det godt <Se Vardal* Bygdebok bind til s. lr>9»