– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Kristiania 1912-1920.
Fra s. 586 – 588 :
Ved siden av (John Nielsen) Fjeld maa omtales Lars Knudsen Kirkeberg, født i Søndre Aurdal 23. August 1812 som den næstældste af 12 Søskende.
Faderen var Gaardbruger Knud Larsen Kirkeberg, født der 1777 og vakt ved Hauge under dennes Besøg i Bygden 1801. Han skildres af de Gamle som en særdeles begavet Mand, en alvorlig Kristen, en virksom og dygtig Guds Ords Bekjender og først og fremst en klog og forstandig Leder.
Under vanskelige Tider stod han fast som et Fjeld paa Guds Ords og Børnelærdommens Grund. Han døde i Fred 19. December 1843 i en Alder af 66 Aar. Moderen hed Marie Andersdatter.
Sønnen Lars røbede tidlig en usædvanlig Begavelse; især var Tænkningen og Dømmekraften ypperlig. I sine Barneaar fik han kun daarlig tilfredsstillet sin Videbegjærlighed. Kun 12 dage om Aaret varede Stedets skrøbelige Omgangsskole. Efter Konfirmationen fik han lidt Veiledning i Skrivning af gamle Kirkesanger Syversen. Under Opveksten var han livlig og vilter, en munter Ungdom, der morede sig med Kamerater, men vaagede over, at han ei gik for vidt og skadede sit gode Navn og Rygte.
Hverken Læreren i Skolen eller Presten under Konfirmationsforberedelsen øvede nogen mærkbar Indflydelse paa ham, hvilket derimod var Tilfældet med Faderen og Stedets Haugianere; men det kom ikke endnu til noget fuldt Alvor med ham. Den Helligaands Gjerning i Tilknytning til Børnelærdommens Sandheder og Indflydelsen fra Hjemmet samt de Kristnes Ord og Eksempel forberedede imidlertid det senere aandelige Gjennembrud.
Fra Ungdommen af deltog han flittig i alle Gaardens Arbeider, og da han var praktisk anlagt og hændig, lærte han tildig at gjøre omtrent alt, hvad han havde Brug for af Redskaber, Møbler etc.
Den 19. October 1837 indgik han Ægteskab med Gaardmandsdatter Anne Olsdatter Olmhuus og overtog omtrent samtidig Faderens Eiendom. Det følgende Aar, 1838, fik Bygden Besøg af den bekjendte Lægmand A.N. Haave. Under en af dennes Opbyggelser blev han alvorlig grebet af det overbevisende og uimodstaaelige Vidnesbyrd og kom til en alvorlig Sindsforandring. Der var ogsaa et indre Slægtskab mellem Taler og Tilhører. En saa dyb og selvstændig Natur som Lars trang imidlertid Stilhed og Tid for at trænge helt igjennem og finde Troens Hvile ved Korsets Fod. Under tildels svære Kampe og en flittig brug af Bønnen, Guds Ord og Alterens Sakramente udvikledes han til den modne, faste, kristelige Personlighed, der gjorde et saa dybt og stærkt Indtryk paa mange.
Efter et Par Aars Forløb begyndte han sammen med sin Fader og andre Haugianere at deltage med Bøn og Formaningstale i Opbyggelserne. Man mærkede tydelig, at han helt vilde høre Herren til, være oprigtig og ærlig i alt sit Forhold og tjene Herren med alle sine Evner og Kræfter.
Omkring 1840 begyndte han at holde selvstændige Opbyggelser. Under den stærke Gjæring, som mærkedes i Bygden ved den tidligere skildrede Sørflatenske Udskeielse, voksede han paatagelig i kristelig Indsigt og dyb og alsidig Sandhedserkjendelse. Han grandskede flittig sin Bibel og lyttede opmærksomt til, naar hans Fader og andre af de ældste Venner drøftede de forskjellige Lærepunkter, medens de søgte at klarne Opfatningen og om mulig lede Bevægelsen ind igjen i sunde Spor. Dette lykkedes, som vi har seet, kun delvis.
Lars gjorde sig i disse Samtaler bemærket ved sin klare, evangelisk-lutherske Opfatning. Sammen med John Fjeld og nogle Aar senere tillige med Hans Pedersen Lingjerde virkede han ofte i Hjembygden ved Opbyggelser og kristelige Samtaler baade med den enkelte og i større Kredse og lagde især for Dagen, at han havde Undervisningen s og Overbevisningens Naadegave og en enestaaende Evne til at prøve Aanderne, om de var af Herren, og var ikke mindst en Sjæleleder af sjelden Art.
Hans Forkyndelse i Sammenkomsterne var grundig og videnede om rig kristelig Erfaring og især en mærkelig Indsigt i Frelsens Hemmeligheder.
Derhos lagde han altid saavel ved sin som andres Forkyndelse særlig Vægt paa, at den, der vilde optræde som andres aandelige Veileder, maatte “tale som Guds Ord”.
Enkelte af den “nyere” Retning syntes, at han ikke var “fri” nok i sin Kristendomsopfatning. Men de, som kjendte ham nøiere og forstod ham uden Fordom, var enige i, at hans Tale og Liv vidnede om, at han havde et klart og fuldt Syn paa, hvad der er skjænket os i Kristus. Hvor tiltalende han end var for dybere og tænksomme Naturer, havde ha dog ikke ydre Veltalenhed, med det som var bedre, en Evne til at finde frem af Guds Ord nye og gamle Ting og vidne klart, sammenhængende og alsidig om Synd og Naade og Vandringen i Lyset. Derfor var ogsaa hans Sammenkomster vel besøgte, og man satte stor Pris paa hans Husbesøg, Samtaler og indsigtsfulde Raad og Veiledning. Ofte fik han ogsaa bilagt Tvist og Uenighed, som syntes at være ulægelig.
Fra 1840 til nogle Aar før sin Død reiste han ikke saa lidet omkring i store Dele af Christians og Buskeruds Amter samt i Sogn; ialfald var han der paa en længere Reise sammen med John Fjeld. Gjennem adskillige Aar virkede han ogsaa som Bibelbud for Lutherstiftelsen.
I sit Hus var han en sjelden Husbond og Opdrager for sine 13 Børn. Han var bestemt, retfærdig og sindig i sin Optræden og paa samme Tid venlig mod alle, ikke mindst mod Børnene. Disse hang derfor ved ham med Kjærlighed og saa op til ham. Han behøvede ikke at bruge mange Ord; bare et Blik var somoftest nok, naar andres Skjænd intet hjalp. Hvad han havde sagt stod altid fast, enten det gjaldt Tugt eller Belønning.
Da hele Bygden saa op til ham med Tillid og Agtelse baade paa Grund af hans forsigtige, oprigtige Kristendom, store praktiske Indsigt og eksemplariske Vandel, blev han tidlig og gjennem Aarene meget benyttet i Kommunens Tjeneste. Fra Juni 1862 var han omkring et Aar konstitueret Lensmand og vandt almen Paaskjønnelse, men likte sig ikke i denne Stilling, som han fandt lidet stemmende med sine kjæreste Interesser. For at pleie disse mest mulig uforstyrret trak han sig som ældre helt tilbage fra alle kommunale Gjøremaal og viede fra nu af den indre og ydre Mission al den Tid og Kraft, han kunde afse.
De fire sidste Aar (fra 1884) boede han og Hustru hos Sønnen Knud, der var Gaardbruger paa Li i Nordre Land. Her døde hans trofaste Medhjælp 29. October 1887, efter at de havde været gifte i over 50 Aar. Ved Begravelsen laa han selv tilsengs. Flere af Børnene stod rundt om og græd, da de forstod, at ogsaa han snart vilde følge efter. “I maa ikke sørge”, sagde han; “dette gaar netop, som det skal. Dvæl ikke for meget ved det forbigangne, men se fremad og stræb alvorlig ved Guds Naade efter at naa det Maal, som Gud har sat for os”.
Nogle Uger senere, da Doktoren besøgte ham, spurgte den Syge med en mærkværdig Frimodighed : “Du tror vel ikke, at jeg kommer op igjen mere ?” — “Aa nei, du gjør nok ikke det”, svarede Lægen. Da udbrød han glad : “Om du mente at trøste mig ved at stille Helbredelse i Udsigt, saa vilde det ikke glæde mig; thi jeg længes efter at faa flytte herfra; jeg ved, hvor jeg farer hen; thi jeg ved, paa hvem jeg tror”.
Da hans Datter Marie vilde sige det sidste Farvel, ytrede han : “Jeg har ikke saa meget at gjøre med Helliggjørelsen nu, men desto mere med Retfærdiggjørelsen”.
Han udtalte under stor Frimodighed sin Forvisning om Frelsen i Kristus. En Dags Tid før Hjemgangen kom Menighedens Sogneprest B.A. Gjølme for at tale med ham og meddele Nadveren. Da denne reiste, ytrede den Døende : “Nu vil jeg gjerne gjøre gamle Simeons Ord til mine : “Herre, nu lader du din Tjener fare hen i Fred; thi mine Øine har seet din Frelse””.
Dette sit Ønske fik han opfyldt 2. Januar 1888, omtrent 8 Uger efter Hustruens Død. De hviler nu ved hinandens Side paa Søndre Aurdals Kirkegaard.
Af deres Børn er Sønnen Ole Kirkeberg, født 11. October 1849, Prest i Dallas, Wisconsin, og tilhører den forenede Kirke.