– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– fra s. 614 – 616 :
Ved deres Opbyggelser (Rasmus Amlien, Herman Rustad, Elling Eielsen/red.) blev en 7-8 Yngre vakte, hvoriblandt især mærkes den senere bekjendte Gaardbruger Thrond Hansen Greftegreff (Oplysninger og Meddelelser fra ham selv og andre samtidige Haugianere. Fleraarigt personligt Bekjendtskab), født paa Tveten i Lynner (Lunner/red.) 17. August 1814, Søn af Gaardbruger Hans Paulsen og Hustru Kari Gulbrandsdatter.
De hørte begge til Hauges personlige Venner.
Den meget begavede Søn modtog tidlig Indtryk af Hjemmets kristelige Alvor og blev stærkt paavirket af Børnelærdommens Sandheder.
“Naar jeg skal berette om min aandelige Udvikling”, skriver han, “saa faar jeg begynde med Puglæsningen, som man nu klager saa meget over. Men jeg priser den; det man faar pugget i sig som Barn, glemmer man ikke saa let. Gjennem den lærte Kristendomskundskab havde Gud et Tag i mig, saa jeg gik med en stærk Overbevisning, især til sine Tider, ja, jeg gjorde endog Forsætter og Løfter; men de blev desværre snart glemte; dog dukkede de atter op igjen, og den trofaste Helligaand vedblev sit forberedende Arbeide i min Sjæl”.
Efter Konfirmationen blev de kristelige Alvorstanker en Tid trængt tilside; Verden og dens Glæder fik Overtaget, om han end levede et udvortes ærbart Liv.
Selv midt under Ungdommens Fornøielser bar han paa en urolig Samvittighed og dølte af og til Guds Naadekald i sin Sjæl.
Saa skred Tiden indtil omkring 1837 uden nogen større aandelig Forandring. Da kom noget før Paaske den bekjendte Elling Eielsen til Bygden og senere et Par andre Haugianere. Ved disse Lægmænds, især førstnævntes enfoldige og gribende Vidnesbyrd blev Thrond og nogle andre Unge vakte og fandt ikke længe efter Fred med Gud.
— Den Aand og Ild, som nu brændte i hans Indre, gav ham ikke Rist eller Ro; han maatte omkring i Bygden og de omliggende Prestegjæld for at vidne om den Sandhed til Salighed, hvis skabende Kraft han selv levende havde erfaret. Og de Gamle har fortalt med Glæde og Tak til Gud om den store Evne han havde til ud af sin egen Oplevelse at skildre Livets og Dødens Vei for sine Tilhørere, som i store Skarer strømmede til hans Samlinger.
Han var en “Ildprofet” for sin sovende og sløve Samtid, er der bleven sagt, men tillige dyb og klar uden nogen Ensidighed og i flere Henseende rigt udrustet; særlig var hans Tanke skarp og Dømmekraften sund.
Forstands- og Viljelivet var vistnok mest udviklet. Han viste sig allerede dengang som en fremragende aandelig Leder, stærk i Samtalen til at udrede, klargjøre og veilede Sjæle til Selverkjendelse og hjælpe dem til at gaa Ydmygelsens Vei til Frelseren.
— Hvor han kom, blev der Bevægelse, Vækkelse og kristeligt Liv.
I 1838 virkede han bl.a. paa Modum sammen med den førnævnte Jens Kittilsrud og blev Middel til, at mange blev ledet ind i Guds Rige. Saaledes virkede han velsignelsesrigt gjennem talrige Opbyggelser rundt om i nogle Aar.
— Den 1. October 1842 blev han i Jevnaker gift med Kari Olsen, født 1802, Datter af Gaardbruger Ole Halvorsbøle i Gran og Hustru Mari. Fra denne Tid overtog han vistnok Gaarden Greftegreff, standsede plutselig med sin Prædikantvirksomhed og var siden ikke til at formaa til at holde selvstændige Opbyggelser; han deltog dog stadig sammen med andre i kristelige Møder ved Bøn, korte Formaningstaler og gjennem Samtaler; han var hele sit Liv den anerkjendte og anseede Leder af det kristelige Liv i Bygden og en tro og opopfrende Deltager i alt Arbeide for Guds Rige.
Særlig laa Hedningemissionen hans Hjerte nær. Han var med at stifte den første Forening for Hedningemissionen i Jevnaker 1840; ved nogen Paavirkning af Rasmus Amlien og Herman Rustad sluttede den sig lidt senere til Det norske Missionsselskab i Stavanger, og Thrond ledede siden denne Forening lige til de sidste Aar.
I Begyndelsen gik det smaat; men ved hans energiske og utrættelige Arbeide øgedes Interessen og Bidragene, saa det en lang Tid vistnok var faa Landsmenigheder, hvorfra der sendtes saa store aarlige Bidrag.
Greftegreffs ærværdige Skikkelse vil for mange ældre Missionsvenner være bekjendt fra Kredsmøder og Generalforsamlinger.
At han ogsaa levende interesserede sig for den indre Mission og det kirkelige Reformarbeide maa tillige stærkt fremhæves. Ved Siden af sit Gaardsbrug fortsatte han “uden at gaa træt” sit Arbeide for Guds Riges Fremvekst paa den foran omtalte Maade.
Som allerede berørt, havde han en eiendommelig, ja enestaaende Evne til at deltage i en Samtale paa en lærerig og fængslende Maade og kunde som faa gjennemskue og afsløre al uægte Kristendom og “prøve Aanderne, om de var af Gud”, da han i høi Grad var baade klog og skarpsindig.
Et karakteristisk Eksempel herpaa fortjener at anføres. Medens Provst L.Chr.B. Holmboe fra 1860 til 1877 virkede i Jevnaker, kom en helt ukjendt Lægmand til Bygden, optraadte med stor Freidighed, holdt nogle Opbyggelser der, gik saa til Provsten og fortalte herom, ja var endog fræk nok til at anmode ham om en anbefalende Attest. Denne var saa uforsigtig, at han meddelte Vidnesbyrdet uden videre, da han troede, at alle Lægmænd var som den kirkelige og solide Thrond Greftegreff.
Saa spurgte den Fremmede, om der ikke var nogen, han kunde henvende sig til under sin Virksomhed i Menigheden. “Jo”, sagde Holmboe, “gaa til Greftegreff, saa faar de Veiledning”.
Lægmanden takkede og fulgte Anvisningen. Han traf Thrond, frembar sit Ærinde og bad ham om at bestemme Opbyggelse til Aftenen og varsle rigtig mange Folk. Den forsigtige Gamle sagde imidlertid : “Aa, det er vel ikke slig hast; det er tidlig paa Dagen, og jeg har stor Lyst til at samtale lidt med den, som skal virke her”.
Han søgte nu med stor Klogskab at lede Samtalen ind paa forskjellige kristelige og kirkelige Spørgsmaal, som var oppe i Tiden, lod, som han var uvidende, og bad om Besked.
Selv ytrede han mindst mulig og da altid meget forsigtig. Den Fremmede derimod optraadte som Læreren og Veilederen.
Da det led ud over Eftermiddagen, ytrede denne atter, ar det skulde være godt at faa en Samling om Aftenen. Thrond derimod sagde : “Her bor adskillige Folk paa Gaarden og i Nærheden; vi kan budsende dem, og saa holde du en Husandagt for dem, saa kan der vel bli en Samling imorgen”.
Den Ukjendte knurrede lidt, men maatte give efter for den bestemte og viljestærke Gamle. Der kom adskillige til Andagten, Lægmanden optraadte freidig og veltalende; men Talen var fattig paa Aand, Erfraing og Indhold.
Helt siden sit Komme blev han beværtet paa det bedste. Om Morgenen masede han atter med, at han vilde holde Opbyggelse; men Thrond sagde tørt : “Det haster ikke endnu !” Da sagde den Fremmede : “Det ser ud til, at du nærer Mistillid til mig; da var det anderledes med Provsten, han gav mig endog en god Anbefaling, han ! Kanske du ønsker at se den Attest. jeg fik ?”
“Jo, det kunde nok være interessant det”, svarede Thrond. Den Ukjendte tog da op Anbefalingen, gav den til sin Vært, der læste den igjennem langsomt og med Opmærksomhed. Efter nogle Øieblikkes Taushed sagde Thrond : “Jeg tror, det er bedst, at jeg beholder den og leverer den tilbage til Provsten“.
Da kunde den Fremmede ikke beherske sig, fôr op i Vrede og overskjeldte sin Vært, medens denne rolig hørte paa. Saa ytrede han : “Aa, er du en slig Mand ! Det var netop saadan, jeg frygtede for, at du var, efter dine Ytringer og din Andagt ! Du kan ikke faa holde nogen Opbyggelse her i Prestegjældet, da du fattes den rette kristelige Erkjendelse af Sandheden, har liden greie paa Guds Ord og vor Kirkes Bekjendelse og mangler det ydmyge Sind, som altid maa findes hos en Guds Ords Bekjender”.
Manden baade truede og bad for at faa Vidnesbyrdet tilbage; men den Gamle var urokkelig, og den Fremmede maatte reise.
Siden kom det op, at han var en Hykler og Bedrager, der i alle Dele var uværdig og uskikket til at lære andre Livets sande Vei.
Provsten blev rent ulykkelig, da han fik høre dette, men beroligedes, da han fik Vidnesbyrdet tilbage af sin aarvaagne Ven og Medarbeider Thrond. En saadan Klokskab og Forsigtighed lagde denne altid for Dagen og arbeidede stedse i god Forstaaelse med Menighedens Prester.
Enkelte af dem var Modstandere af Lægmandsvirksomheden, ja angreb baade den og de Troende fra Prædikestolen; der kunde derfor af og til opstaa Vanskeligheder; men det lykkedes altid den gamle kloge Haugianer at overvinde dem.
Der var vistnok heller ikke mange Lægmænd, som saa ligefremt og aabent, men altid i Kjærlighed, sagde Presten Sandheden under fire Øine.
— Sin Kirke og dens Bekjendelse var Thrond Greftegreff i sjelden Grad trofast hengiven; han var som faa en helstøbt og moden luthersk Kristen.
— Den stærke Aand og de store Legemskræfter holdt længe ud; Kristus som Frelser og Forsoner gjennem sin Lidelse og Død for vore Synder og til vor Salighed var den faste Klippe, hvorpaa han byggede i Livet og i Døden. Derfor var hans Kristenliv i Regelen jævnt og roligt uden tilsyneladende større Omvekslinger og Brydninger.
Men ogsaa han havde stærke indre Kampe, Anfægtelser og store Trængsler. Uden i aandelig Henseende at være sløvet af Alder svandt Kræfteren efterhaanden, og “han sovnede stille ind i Jesu Navn” i Begyndelsen af Februar 1906 i en Alder af 91 1/2 Aar.
Hans Hustru gik bort 7. Marts 1871. “Saavidt vides, havde de to brave Børn, en Søn og en Datter”.