herman hundere : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920;

– les også annet om Herman Hundere her :

– fra Anden Afdeling – sidene 495 –  497 :

En yngre, vidt bekjendt Lægmand var Herman Hundere (Meddelelser og Breve fra Hundere selv og Peder Nagløren), født i Sogndal 5. Marts 1827, Søn af Gaardbruger Anders Hundere og Hustru Johanna Johannesdatter.

Faderen skal have været stræng, men Moderen en kjærlig og mild Hustru; hun især tog sig omhyggelig af Gutten og gav ham de første dybe Indtryk af Kristendommen.

Vaaren 1836 kom den tidligere om talte Haugianer Nils Optun fra Lyster (Luster/red.) til Sogndal, gik forbi Guttens Hjem og bad Faderen sende denne omkring i Nabolaget og fortælle, at der Søndag skulde være Opbyggelse paa Vikune.

Den lille Herman gik med Glæde dette Ærinde, og det blev Begyndelsen til hans lange Arbeide i Herrens Tjeneste.

Søndagen kom, og han fik Lov af sin Moder at gaa paa Samlingen. Alt prentede sig uudslettelig i Barnesjælen. Man begyndte med at synge af Kingos Salmebog : “Det intet krænke skal mit Sind, Om verden mig vil hade; Jeg lukker Jesus til mig ind, saa kan mig intet skade” 0. s. v.

Saa læste Optun et Stykke af Hauges Samlingspostille, holdt derpaa en hjertelig Formaningstale om at omvende sig, tro paa Jesus og følge i hans Fodspor, saa vi kunde komme i Himmelen, hvor der er saa godt at være. Han talte saa vakkert og indbydende, at alle blev grebne, ogsaa den unge Gut. Saa sluttede han med en inderlig Bøn. Efterpaa begyndte Lægmanden at gaa sagte bort over Gulvet og tale kjærlig og fortrolig med hver.

En af de første, som han traf, var den lille Herman. Han lagde Haanden paa Barnets Hoved og

– 496 –

spurgte venlig : “vil du blive et Guds Barn til dit Livs Ende ?”

Dette Spørgsmaal blev kun besvaret med Graad. “Saa bad han Herren velsigne mig”,  skriver Hundere, en Bøn jeg haaber Herren har hørt. Jeg har ofte tenkt, at jeg da fik min første Indvielse til at blive en Herrens Tjener”.

Der “begyndte nu en kristelig Bevegelse i Sogndal, som fik store virkninger blandt Folket”.

Fra den Tid fremstod mange Lægmænd, der virkede stadig ved Opbyggelser. Blandt disse nevner vor Meddeler : Ingebret Mundal, Mons Venjum, Einar og Johannes Hillestad, Peder Nagløren, Ole Brustuen m. fl.

Trods de dybe Indtryk, som Hundere dengang modtog, gik dog endnu 12 Aar hen, før det kom til bevidst aandeligt Gjennembrud med ham. Dette skeede i 1848, især fremkaldt ved en jevnaldrende Guts pludselige Død.

Han fik nu en stor Kjærlighed til Guds Folk, besøgte flittig deres Forsamlinger og begyndte snart paa Opfordring ogsaa at deltage sammen med dem ved Bøn og Formaningstale.

Omtrent samtidig blev Hunderes senere Svoger Nils Thorbjørnsen Ylvisaker vakt, og de blev snart uadskillelige som David og Jonathan. De to Venner satte hverandre Stevne ved Kirken og i Sammenkomster saa ofte, som det var muligt.

Hunderes virkefelt var i de første Aar Hjemstedet, hvor han først og fremst drev med haardt Arbeide paa sin Faders Gaard. Desuden reiste han omkring i de tilgrændsende Bygder og bekjendte Guds Ord. Sandsynlig 1852 havde han en Kveld den gamle bekjendte, dengang blinde Haugianer, Torger Halvorsen Nes som Tilhører under en Opbyggelse, ikke langt fra sidstnævntes Hjem. I sin maleriske, nationale Dragt kom han ridende til Stedet paa en lys Hest, som lededes i Bidslet af hans Datter.

Sammenkomsten begyndte med Sang og Bøn, hvorefter Hundere læste et Stykke af en Bog, der kaldes : “Aandelig Aarvaagenhed” og knyttede hertil sin Tale.

Den Gamle, som en Tid under Hauges langvarige Arrest var bleven sløvet, ja endog helt kold i sin Kristendom, men nu var bleven aandelig gjenoplivet ved Omvcndelse og Tro paa Jesus, følte sig dybt bevæget. Han sagde tilsidst til den unge Bekjender : “Slut aldrig at virke med Guds Ord blandt Folk saa længe, du lever og er istand dertil !” Dette blev et Ord, som fulgte Hundere hele Livet.

Da Faderen ikke likte, at Herman reiste saaledes omkring som Prædikant, spurgte han Sorenskriveren i Bygden tilraads.

Denne svarede : “Din Søn har Begavelse og Kundskab, men ikke Kløgt; send ham paa Østlandet og til Byerne; det vil udvikle og modne ham !” Dette var just efter den unge Mands Ønske; han begyndte nu et omfattende Reiseliv over hele Vestlandet og Østlandet, baade i Bygderne og Byerne. “Overalt søgte han Omgang med Haugianerne, virkede sammen med dem, blev bestyrket i sit Naadeliv og udviklede sig snart til en af vort Lands mest begavede og virksomme Lægpredikanter. Han samlede store Skarer om sig til Opbyggelse og blev mange til Vækkelse og Velsignelse”.

Saa stiftede han paa Østlandet Bekjendtskab med en kristelig Kvinde, der senere blev hans Hustru. Da de var gifte, flyttede han til Sogndal igjen, overtog sin Faders Gaard og boede der i nogle Aar. Hans Hustru Karoline kunde imidlertid ikke rigtig trives i Sogn, hvorfor han solgte sin nævnte Eiendom og flyttede paa Østlandet, hvor han en Tid eiede Gaard ved Holmestrand, men siden boede paa flere Steder, for det meste helt optaget med sin Lægmandsvirksomhed i det østen- og søndenfjeldske Norge.

Aar om andet besøgte han ogsaa Hjembygden. Ikke lenge efter at den lutherske Frikirke var bleven dannet, traadte han ud af Statskirken og gik over til Frikirken. Han virkede nu i mange Aar som Prest og var siden Reiseprædikant.

De sidste Leveaar boede han i Christiania sammen

– 497 –

med et Par Døtre. Han var aandsfrisk og virkelysten lige til sin høie Alderdom.

Hosten 1902 reiste han rundt i forskjellige Bygder i Jarlsberg og tog saa opover til Sandsvær. Overalt holdt han Opbyggelser, og mange sagde, at det aldrig havde været saa godt at høre ham som denne Gang.

Han syntes paa denne Tur i særlig Forstand at have været aandelig oplivet og benaadet. Saavidt vides, blev han efter en Opbyggelse paa sidstnævnte Sted rammet as et Slagtilfælde.

Han samlede saa sin sidste Kraft, reiste hurtigst mulig til Horten og tog derfra over til Moss, hvor han havde en gift Datter. Han kom lykkelig frem, men døde nogle Dage senere, glad og frimodig i Troen, omgivet af sine Kjære. Det var den 10. November 1902 — .

Skriv inn søkeord..