– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.
– fra s. 241 – 243 :
I nær Forbindelse med de foran omtalte Familier stod den anseede Haugianer Jens Olsen Helseth (Oplysninger fra Ingebrigt Grendahl, Kirkesanger O. Thorvik og Sønnesønnen, Skoleinspektør A.J. Helseth i Aalesund. Frænens (Fræna/red.) Kirkebøger ved Sogneprest K.E. Riise).
Han var født paa Hafslo i indre Sogn 1781, blev etter de Gamles Beretning vakt ved Hauge 1801, ja reiste endog en Tid sammen med ham og bekjendte sin Tro i Opbyggelsesforsamlingerne ved Bøn samt hjertelig og alvorlig Formaningstale til at omvende sig, tro paa Kristus og efterfølge ham i et helligt Liv.
Han vidnede ogsaa for sine Medmennesker baade gjennem Samtaler og en forsiktig Kristenvandel. I Hjembygden boede Jens til 1822, da han sluttede sig til den Skare af vindskibelige Mænd, der ved nævnte Tid udvandrede fra Sogn og nedsatte sig i Romsdalen, hvor de ved Dygtighed og Arbeidsomhed blev Velstandsfolk.
Først kjøbte han Gaarden Romuld i Kleive Anneks til Bolsø og giftede sig, sandsynligvis i 1823, med Anne Stavem fra Grytten, en Grandtante (?) af det norske Missionsselskabs Tilsynsmand i Zulu, O. Stavem. Kort Tid efter solgte han sin førnævnte Eiendom og kjøbte igjen Roaldseth i samme Sogn. Man havde dengang til Sogneprest her Hans Steenbuch, som efter flere Samtidiges Udsagn var Rationalist.
Da det kristelige Liv allerede var begyndt paa flere Steder i Sognet, hvor det i Jens Helseths Hjem samt hos de foran omtalte Familier havde faste aandelige Støttepunkter, fandt Presten det nødvendigt fra Prædikestolen at advare Menigheden for den slags Folk. Enkelte Gange kunde han rigtig tordne mod “Sværmeriet”. Iver Ødegaard og Jens Helseth gik bestandig i Kirke uden at ændse Overhalingerne for sit eget personlige Vedkommende. Men de havde saa stor aandelig Erfaring, at de forstod, at denne Bitterhed var skadelig og farlig for Prædikanten selv.
Efter endt Gudstjeneste en Søndag sagde den ene til den anden : “Hvad kan vi gjøre for at hjælpe vor stakkels Prest tilrette ?” Efter nøie at have tænkt herover under Bøn til Gud blev de enige om, at den ene af dem skulde forære ham en Ost og den anden et Smørspand. Det blev bestemt, at Iver, der var mindst bemidlet, skulde give Osten og Jens Smøret.
Dernæst aftaltes det, at Iver skulde reise først med sin Gave til Molde, hvor deres Sogneprest dengang boede. Senere kom Jens med sin Foræring. De lod naturligvis ikke Presten forstaa, et de gjorde dette efter Samraad med hinanden.
I første Prædiken paa Kleive, efter at Gaverne var overbragte, tog Sognepresten skarpt fat i “Sladderhankerne”, der ganske uden Grund talte ilde om de Vakte. Han lod dernæst Menigheden vide, at ingen af hans Sognebørn hadde vist ham en slig Kjærlighed og Taknemmelighed som netop de bagtalte Haugianere. Ogsaa siden brugte de “Oljefjæren” og fik siden altid være i Fred.
Men det blev ikke mange Aar, disse to arbeidede sammen her. I 1829 solgte Jens sin Gaard Roaldseth og kjøbte igjen samme Aar en forholdsvis betydelig Eiendom paa indre Frænen (Fræna/red.), som hed Helseth, et godt Stykke i Nord for Molde. Paa denne Gaard fik han Skjøde (skjøte/red.) 9. December 1829 og var maaske allerede da flyttet did med Familie.
Her boede han Resten af sit lange Liv og benyttede med samvittighedsfuld Flid og Troskab de Gaver, han havde faaet, til Guds Ære og sine Medmenneskers aandelige og evige Bedste. Selv var han altid en beskeden og ydmyg Mand.
Da en anden Haugianer spurgte : “Hvorledes lever du ?” svarede han sorgfuldt : “Aa, jeg lever nok mest i aandelig Armod”; han syntes selv, at hans Kristenliv ikke var rigt og frugtbart nok.
Sit Gaardsbrug drev han med stor Indsigt og praktisk Dygtighed, saa han var i en meget god økonomisk Stilling. De Steder, hvor han boede, var altid et kjært Samlingssted for Hauges Venner; han nød Anseelse som en eksemplarisk, virksom, gjæstfri og godgjørende Mand. I de senere Aar reiste han ofte for at besøge Venner og sammen med dem at styrkes og oplives i Troen; han deltog da altid med dem i Opbyggelserne; “det var meget enfoldigt, hjerteligt og erfaringsrigt, hvad han sagde”.
Blandt dem, som i Frænen blev vakte ved ham, var senere Lærer i Molde Anders Jacobsen, født paa Gaarden Aure i Frænen 12. Juli 1815 og død i Molde Vaaren 1902. Sidstnævnte var “en meget flink Lærer og en betydelig, virksom og anseet Lægmand”.
— Jens Helseth afgik ved Døden den 29. Juni 1868 i en Alder af 87 Aar. I sin sidste Levetid delte han Gaarden mellem to af Sønnerne; den ældste, Ole, født 1824, fik det meste; den yngre blot en mindre Del, som han brugte nogle Aar; saa kjøbte han en større Gaard, Aandal. Hans Hus var et Midtpunkt for det kristelige Liv der. Han døde imidlertid allerede i 1876, kun 57 Aar gammel. En Søn af ham er tidligere Seminarielærer, nu Skoleinspektør i Aalesund A.J. Helseth.
Efter den yngres Død fortsatte den nævnte ældre Broder Ole som villig Vært for læge Forkyndere og optraadte i sin Alderdom ogsaa tildels selv som saadan. Han døde 22. November 1892. Vækkelsen i Frænen i Ottiaarene begyndte omkring og paa Helseth.
Den aandelige Sæd, som gamle Jens Helseth havde spredt i Bygden, begyndte da at vokse og udfolde sig.
Hans Gaard i sidstnævnte Sogn og Ødegaard i Kleive var længe Mønsterbrug i Bygderne deromkring, hvad Jorddyrkning angaar. Det samme gjælder Trond Grendahls Eiendom Torvik i Øre, Gaardene Mjelva og Hole i Grytten samt Kristoffer Myklebostads Eiendom i Næsset.
— Lillebostad i Bolsø blev baade i Peers og Knuts Tid drevet paa en Maade, som skaffede dem Respekt ude i Sognet. Deres Broder Lars, der var gift med Iver Ødegaards Datter, satte ogsaa Mærker efter sig baade som Kristen, Jorddyrker, Notebas og Træarbeider.
Knut Bostad drev tillige en Tid Skibsbyggeri, skaffede mange Folk i Sognet Fortjeneste og stoppede Munden paa dem, som havde skreget op, at Haugianerne ikke bekymrede sig for andet end god Mad.
Deres Eftermænd i Arbeidet for Guds Riges Fremvekst har nydt godt af det betydningsfulde Rydningsarbeide, de gamle Haugianere paa saa mange Maader udførte. De saaede, vi høster.