– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 263 – 269 :
Den mest fremragende af de gamle Haugianere i Hevne var vistnok Erik Olsen Holden, født paa Gaarden Bratset i Rennebu 1799 (Oplysninger fra Ingebrigt Grendahl og andre gamle Haugianere; samtidige Breve; “Hyrden” for 1914, No. 7 (“Livserindringer af Fr. Aandahl”); Hevne Kirkebøger ved S. Dahl).
Forældrene var agtværdige Bondefolk. Deres meget begavede Søn fik en tarvelig Skoleundervisning og blev opdraget, som almindelig dengang, til stræng Arbeidsomhed og Nøisomhed.
Han voksede op som en ærbar ung Mand, men uden dybere Kjendskab til det sande Liv i Gud. “Jeg indbildte mig”, skriver han selv om denne Tid, “at jeg var rig formedelst den udvortes Gudstjeneste og mine Naturdyder; men jeg vidste ikke, at jeg var fattig, elendig, jammerlig, blind og nøgen”. “Dog straalede Herren af uforskyldt Barmhjertighed ved sit Ord og Aand ind i mit af Naturen formørkede Hjerte, saa jeg i Guds Lys fik se og kjende, at Synden gjør Skilsmisse mellem os og Herren, vor Gud. Dette skeede, da jeg var i mit 25. Aar; thi før lærte jeg altid, men kom aldrig til Sandheds Erkjendelse”.
Denne store Overgang fra Døden til Livet skeede henimod Slutningen af 1823. Da han havde en brændende Lyst til at besøge H.N. Hauge, drog han tidlig paa Vaaren 1824 over Fjeldene til Gudbrandsdalen og videre gjennem Hedemarken og Romerike til Bredtvedt og kom did i Begyndelsen af Marts. Da han traf Hauge og hilsede paa ham, sagde denne : “Hvad jeg er, min Broder, det er du og blevet og tænk — vore Navne i Himlen er skrevet !”
— “Og da havde jeg faaet fuld Betaling for min Reise“, fortalte han siden.
Han blev der dog nogle Dage og førte uforglemmelige Samtaler med Hauge om Kristenlivets Afveie og Farer, Kampe og Kaar, gjennem Sorg og Glæde indtil dets salige Fuldendelse, men først og sidst om ham, “som er given os af Gud til Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning”.
Det var aandelige Bryllupsdage for den unge Lægmand; forunderlig styrket og glad drog han hjemover og ikke længe derefter gik Hauge, den tro og trætte Herrens Tjener, ind til sin Herres Glæde.
Efter Tilbagekomsten begyndte Hverdagslivet med meget Arbeide og sine mange større og mindre Opgaver; han tog alt op i Jesu Navn og fortsatte sin Vandel i Gudsfrygt og Tro. Ved denne Tid ægtede han en ligesindet Kvinde fra Fødebygden ved Navn Gjertrud; “de kappedes begge to om at bede, love og prise Herren. Hun var flink til at tale “privat” med Folk samt driftig og dygtig i det timelige, men talte ikke i Opbyggelserne”.
Efter at have boet nogle Aar i Rennebu, hvor Erik var en meget ivrig Guds Ords Bekjender, flyttede de til Hevne omkring 1830; her kjøbte de Gaarden Holden og tilbragte Resten af sit virksomme Liv.
Efter den stærke Vækkelse der i Hauges Dage indtraadte under den langvarige, aandelige Trængselstid fra 1804 til 1814, ja endnu længere ned, en aandelig Tilbagegang.
Flere af de gamle Ledere døde eller flyttede bort til andre Steder. Ved Eriks komme til Holden var der i nærmeste Omegn næsten udelukkende Ligegyldighed og aandelig Død. “Som Følge heraf blev han Gjenstand for megen Haan og Spot i Bygden. Hans Vidnesbyrd om Synd og Naade forargede dem… Efter Forretningerne i Hovedkirken valgte Erik en fast Plads paa Kirkegaarden, hvorfra han vidnede — ikke med Foredrag –, men i Form af Samtaler om det “ene Fornødne” for dem, som vilde høre derpaa. Mange maatte hen for at høre paa den nye Profet. Der gik imidlertid mange Aar, inden man fik se Frugt af den udstrøede Sæd, saa mange slog paa den Streng, at det var frugtesløst Arbeide.
Da stampede Erik i Kirkegaarden og sagde : “Gro skal det, om ikke før jeg ligger her !”
Han fik dog den Glæde at se Frugten. En nu afdød Haugianer, der virkede meget sammen med ham, har sagt : “Erik holdt flittig Opbyggelser hele sin Tid og førte en forsigtig Vandel. Han var overmaade blid og glad, ja smilte næsten altid, naar man saa ham. Ved hans gudelige Sammenkomster var ofte Presten H.C. Heyerdahl tilstede; han holdt meget af Erik og satte stor Pris paa ham. Det var især Sandheden, som den findes i Pontoppidans Forklaring, han fremholdt. Han virkede med stor Velsignelse Aar efter Aar fremigjennem Tiderne baade i Hjembygden og paa andre Steder, særlig i søndre Trondhjems Amt, i Dalene der, paa Nordmøre og i Romsdalen samt nordover til Trondhjem og videre til øverst i Namdalen. Han eiede en stor Gaard, som han passede godt, men fik alligevel Tid til at reise og bekjende Guds Ord. Naar han talte “privat”, var det mest ud af Børnelærdommen; i hans Vidnesbyrd var der baade Formaninger, Lærdom og rig Veiledning; det var lærerigt og opbyggeligt at høre ham udlægge det Guds Ord, han talte om. Han havde en stor Forstand og almindelige Gaver til at tale, men en sjelden rig Erfaring; derfor var det altid saa interessant og aandelig vederkvægende at høre ham. Han stod i et godt Forhold til Presterne og pleiede aldrig at kritisere dem. Han glædede sig hjertelig over Vækkelse, fulgte med vaagen Deltagelse enhver, som kom til Sindsforandring, og var flittig til at formane alle til at blive bestandige i Troen. En Pige lagde for Dagen Ustadighed som nyvakt. Erik lovede da Herren at gaa til hende hver Morgen. Men Kvelden før syntes hans Kone, med det samme de havde lagt sig, at Satan stod ved Døren som en mørk Skikkelse. “Aa nei, Erik, ser du dette Stygge ved Døren der ?” Denne svarede : “Kommer her noget “Ofryske”, saa faar det pakke sig igjen”; men Skikkelsen kom nærmere bort til Sengen, strakte sig over Konen bort til Erik og bed ham i Siden. Da bad denne til Herren og sluttede saaledes : “Riget er dit, Magten og Æren i Evighed. Amen”. Straks forsvandt Skikkelsen. Tidlig om Morgenen gik han fastende til Pigen og formanede hende alvorlig og indtrængende til at blive tro mod sin Herre og Frelser. Men han var der kun to Gange, før Pigen selv kom og bekjendte grædende sin aandelige Utroskab. og fra den Stund blev hun trofast ved at tjene Herren i Oprigtighed og Sandhed af ganske Hjerte, Sjæl og Sind indtil sit Livs Ende”.
Om sit Troesliv siden Vækkelsen skriver han : “Skal jeg kaste et Blik tilbage paa den hensvundne Tid, da kan jeg ikke sige, at mi Længsel efter Naaden i Kristus altid har været ligedan; thi min Tro har undetiden været meget svag, naar den burde have brændt i Kjærlighed til Gud, min Frelser og Næsten. Hertil havde det første Lys og større Kraft, som det hedder i Sangen : “Det første Lys har ret Forundringssager, Som Hjertet ind til Jesus ganske drager; Paa Verden der engang ei bliver set, Man følger alt kun opad sin Magnet”. Dog vil jeg til Guds Pris bekjende og ikke nægte, at jeg endnu ved Guds Ord og Aand finder mig dragen til Kristus; thi den værdige Helligaand er saa god, at han baade tugter og minder mig om, hvor høilig trængende vi er til Naaden i Kristus samt Syndernes Forladelse hver Dag og Renselse i det Blod og Vand, som flød ud af Jesu Saar og Side paa Korsets Træ for vore og den ganske Verdens Synder, hvorved han stillede sin Faders Vrede og derved kan rense os fra døde Gjerninger til at tjene den levende Gud, som det staar i Hebræerbrevet : “Efterdi da, Brødre, vi har Frimodighed til i Jesu Blod at gaa ind i Helligdommen, hvortil han indviede os en ny og levende Vei gjennem Forhænget, det er hans Kjød, , og da vi har en stor Prest over Guds Hus, saa lad os træde frem med et sanddru Hjerte i Troens fulde Forvisning, rensede paa Hjerterne fra en ond Samvittighed og tvættede paa Legemet med rent Vand. Lader os blive fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Løftet, og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntrer hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger og ikke forlader vor egen Forsamling, som nogle har for Skik, men formaner hverandre, og det saa meget mere, som vi ser, at Dagen nærmer sig; thi synder vi med Vilje, efterat have lært Sandheden at kjende, da er der ikke mere tilbage noget Offer for Synden, men en forfærdelig Doms Forventelse og en brændende Nidkjærhed, som skal fortære de Gjenstridige” (Heb. 10, 19 flg.). Herren give os alle sin Naade, saa mange, som han har kaldet med et hellig Kald, at ingen af os bliver en forhærdet Syndetræl og slaar sig til Ro i en saadan Tilstand. Men om vore Salighedsfiender : Djævelen, Verden og vort eget bedragelige Hjerte, skulde drage den helliggjorte Vilje til sig, til fald i Synden, saa var det fremfor alt om at gjøre, at vi ei blev liggende, men atter gav Guds Ords og Aands Virken Rum i Hjertet, saa vi fik Lyst til at kjende, hvorfra vi var faldne, og da hedder det : Vend om og gjør de første Gjerninger !
Men vi maa mærke os Luthers Vidnesbyrd, at det ei kan gaa an af vor egen Styrke eller Fornuft at tro paa Kristus eller komme til Kristus, vor Herre; men det er den Helligaands Gjerning. Ligesaa staar der i Guds Ord, at det er umuligt, at de, som engang er oplyste og har smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter og saa falder fra, atter kan fornyes til Omvendelse. Dog, her gjælder Ordet, at det, som er umuligt for Menneskene, er muligt for Gud. Dersom en frafalden Synder giver Guds Ord og den Helligaands Naadevirkining Rum i sit Hjerte, da er Gud atter mægtig til at indpode ham, dersom han ikke bliver ved i Forhærdelse, Ubodfærdighed og Vantro. Dog, vi ved, at der er Grader i Synden : at Jesus taler om Synd imod den Helligaand, som ikke kan forlades hverken i denne eller den tilkommende Verden. Og Johannes taler om Synden til Døden, som man ikke skal bede for; men det kommer vist ikke an paa Syndernes Storhed og Grovhed, men paa Synderens Ubodfærdighed og Udholdenhed i Ubodfærdighed. Der er nok Forskjel paa Fald, enten et Menneske falder i Kjød eller i Aand; men saa ser vi og, at David ved Guds hjælpende Haand blev opreist baade af sit kjødelige og aandelige Fald, idet han fik Naade og Lys til at bekjende, at han var Dødens Mand, og dernæst, at han bad Herren straffe sig og ikke det arme Folk, saa at han atter blev baade ydmyg og lydig,