– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 248 – 250 :
I Meldalen levede og virkede John Eriksen Loe (Meddelelser fra Rasmus Dombu i Meldalen efter Familiens og samtidige Haugianeres Fortællinger. M. Wefring, “Minder”, Side 31 – 32).
Han blev født der 2. December 1795, en Søn af Gaardbruger Erik Eriksen og Hustru Kari Eriksdatter.
Om hans Ungdomsliv haves ikke mange Oplysninger. Det fortælles, at han dengang var ualmindelig kvik og munter. Faderen omtales som en Ordensmand, der regelmæssig holdt Husandagt, ialfald om Helligdagene; hvorvidt han eller Moderen eiede noget dybere aandeligt Liv, vides ikke.
Der var neppe saa ret mange Vakte i Bygden dengang. Skoleundervisningen maa have været særdeles tarvelig; John kunde ikke skrive og lærte kun maadeligt, idet han som oftest slet ikke lagde Mærke til Skilletegnene. Han gav saaledes hyppig ikke agt paa Punktum, men gjorde Pause ved et Komma o.s.v.
Omkring 1820 blev han grebet af den haugianske Bevægelse; med det vides nu ikke, hvem der blev Midlet til at føre ham til Gud.
Næsten ved samme Tid giftede han sig med Anne Olsdatter Hilstad, der var født 1799, og overtog sin Faders Gaard Loe. Fra sin Vækkelse og lige til Alderdommen reiste han ofte omkring som Lægprædikant baade i og udenfor Bygden, ja gjorde tildels længere Reiser.
Naar han var hjemme, gik det neppe en Helligdag forbi, uden at han havde Sammenkomst et eller andet Sted om Aftenen, ligesom han i Regelen holdt Husandagt i Hjemmet.
Om Søndagen, naar han var hjemme og læste Dagens Tekstforklaring i en Huspostille, hændte det ofte, at Naboerne gik til ham og hørte paa. Han holdt da altid Bøn og en Formaningstale. Hans eget aandelige Liv var jævnt, roligt og tilsyneladende uden Anfægtelse; han havde en ubegrænset Tillid til og Tro paa Guds Ord.
Det var næsten et Mundheld for ham at sige : “Jeg bliver, der Ordet er, jeg !”
I sine Sammenkomster brugte han bestandig en Blanding af Bygdedialekten og Bogsproget.
Han var vel hjemme i sin Børnelærdom og anførte ofte Spørgsmaal og Svar af Pontoppidans Forklaring samt citerede Salmevers og Bibelsprog. Han havde ikke videre Begavelse for Taler, men fik dog sagt, det han vilde; thi han generede sig ikke det mindste, om hans Udtale og Udtryk undertiden kunde falde lidt forkjært; Tilhørerne stødte sig heller aldrig derover, men tog det op i bedste Mening.
Under Opbyggelserne vekslede han med Formaninger, Bønner og Stykker af Børnelærdommen, som han fremsagde udenad. Undertiden sang han et Vers og begyndte saa igjen at formane, opmuntre og tilskynde. Han havde let for at tale privat med Folk om Guds Vilje, og det kan næsten siges, at han “prædikede Ordet i Tide og Utide” baade for sine Husfolk og Fremmede.
Provst M. I. (Mads Iver/red.) Wefring skriver i sine Erindringer følgende om ham : “Han var en original Person, meget ligefrem i Væsen og Maade at udtrykke sig paa; hans Vandel var jevn. I Guds Ord og opbyggelige Sammenkomster med Ligesindede havde han sin største Glæde. Da han for nogle Aar siden var i Trondhjem, var det ham om at gjøre at træffe mig (Wefring/red.). Det blev ham betydet, hvor jeg boede; men dette glemte han, og for at finde frem begyndte han at spørge efter Presten Mads; men ingen kjendte nogen Prest med dette Navn.
Han hadde ofte hørt, at jeg hed Wefring; med det Navn, hvormed jeg blev kaldt, da jeg reiste omkring, mit Døbenavn, havde saaledes fæstet sig hos ham, at han ikke mindedes Tilnavnet. Da han endelig stod for mig, begyndte han straks at tale om gamle Dage og de for ham dyrebare Øieblikke, vi da oplevede. “Har du nu den Ild, som brændte i dig, da du reiste omkring i Dalen hos os, og er du ligesaa enfoldig som dengang ?” var hans Spørgsmaal; da jeg gjorde ham opmærksom paa, at der i hin Ild ogsaa kunde være adskillig af den Art, som Profeten betegner som fremmed Ild paa Herrens Alter, indrømmede han dette, men tilføiede, at den Ild, jeg dengang havde, var dog istand til at varme andre.
Da en kristelig Dame i Trondhjem bad om hans Forbøn, indrømmede han Vigtigheden af de Kristnes Forbøn, men tilføiede : “Det kommer mest an paa, hvorledes enhver beder for sit Vedkommende. Jeg maa krabbe for mig og du faar krabbe for dig“.
Han og Hustru var særdeles gjæstfrie og vennesæle. De fik besøg af mange Fremmede; thi i den Tid var der faa Huse i Bygden, som modtog Haugianere, hvorfor omtrent alle maatte tage ind paa Loe. Men Konen skal have sagt engang, at “Smørbutterne blev kun større, fordi de havde mange Læsere”.
Han havde en snublende Gange og faldt ofte, ligesom han var særdeles skjødesløs i sin Færd selv paa farlige Steder. Engang faldt han saaledes øverst i en lang og overmaade brat Bakke, nedover hvilken der Dagen i forveien var sluppet en Del Tømmer, som fremdeles laa ved Foden af Skraaningen.
John rendte da paa Ryggen nedover Bakken, hvor der laa glat Is, og tog efterhaanden en uhyggelig Fart; han for paa Ryggen over Tømmerstokkerne og blev tilslut liggende nede paa Elven, der ogsaa var belagt med Is. Hans Søn stod stiv af Skræk oppe paa Bakken, idet han aldrig kunde tro at faa se ham levende igjen.
Men John begyndte straks at røre paa sig, stod op igjen og var med og arbeidede til Kvelds ogsaa den Dag.
— Han levede i et lykkeligt Ægteskab med sin førnævnte Hustru, en brav, stille og bramfri Kvinde. De fik 5 Børn, som nød en kristelig Opdragelse; der manglede ikke Bønner og Formaninger, ligesom Guds Ord brugtes flittig i Huset. Han var en heftig Natur og taalte vanskelig Modsigelse. Naar han havde opgjort sig en Mening, var det omtrent umuligt at faa ham til at ændre den, hvor soleklare Grunde man end kom med.
I de sidste 30 Aar af sit Liv var han Kaarmand hos sin Søn Erik Loe.
Det fortælles, at han aldrig havde været syg og ikke ligget tilsengs en eneste Dag. Da han naaede en meget høi Alder, sløvedes Legemskræfterne og Aandskræfterne efterhaanden mere og mere. Og efter kun et Døgns Sygeleie døde han stille og rolig 3. Marts 1889, noget over 93 Aar gammel.
Hustruen gik bort omkring 1882. John Loe var liden af Vekst og middels før; han havde sort Haar og Skjæg, der i Alderdommen blev graat.
Ansigtet var paa det nærmeste glatraget og stærkt rynket.