– i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821–1850. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.
– på sidene 568 – 569 :
En lidt yngre Samtidig af nysnævnte (Daniel Andersen Hvelven/red.) var Gul Pedersen Tingelstad fra Semostranden (Simostranda/red.) paa Modum, født der 1808 (Meddelelser og Oplysninger fra samtidige Haugianere; Oplysninger fra Familien og Sogneprest Amlund).
Ogsaa han voksede op uden nogen dybere paavirkning af Kristendommen og «levede som Folk flest». Han havde i hørt nogle af de gamle Haugianere fra Jevnaker holde en Opbyggelse paa Snarum, hvor han blev tiltalt af Ordet og fik Godhed for dem.
Han bad nu Lægmændene om at holde en Samling i sit Hjem. De kunde ikke dengang, men lovede at komme igjen. Saa skeede det; han blev nu end mere grebet og overbevist af Guds Ord og indsaa klart, hvor nødvendigt det var uopholdelig at søge Herren af ganske Hjerte, Sjæl og Sind. Han raabte af det dybe til Gud om Frelse og Fred, og Herren hørte ham i Naade. Ikke lenge efter begyndte han at bekjende sin Tro og søge at vinde Sjele for Kristus.
«Ved Siden af sit Gaardsbrug begyndte han lidt senere at drive Frihandel; men dette virkede sløvende paa hans aandelige Liv. Ved Guds Naade fik Tingelstad se, at han herved fint og uformærket lededes bort fra det fortrolige Livssamfund med sin Gud og Frelser. Derover kom han i stor Angest og Sjælenød; Herren hørte den Elendiges Raab og udfriede ham, saa han fordybet og inderliggjort kunde fortsette sin Livsvandring».
Fra nu af ophørte han med Handelen, men tog sig med saa meget større Flid og Dygtighed af sin Eiendom. Al den Tid han kunde ofre, nyttede han til frivillig, ulønnet Lægmandsvirksomhed i Modum, Sigdal, Hole, Hadeland, Eker, Sandsvær, Kongsberg, mange Steder inden Jarlsberg og Laurvigs Amt samt i Lier og Røken. Under Sammenkomsterne var han livfuld og havde meget interessant at meddele af sin rige Erfaring; han besad dybe og sterke Følelser, var glad i Sang og eiede en kraftig og smuk Stemme. Under sine Opbyggelser, der slog godt an og ofte greb Tilhørerne sterkt, iser naar han revsede Synden og viste dens forferdelige Følger for Tid og Evighed,
– 569 –
tiltalte han ikke blot Følelsen, men tillige Samvittigheden og viljelivet.
«Vidnesbyrdet var især en alvorlig Prædiken til Omvendelse og en indtrengende Formaning til at søge Gud i Naadens Tid, før det er forsilde (for sent/red.); men han forsømte heller ikke at henvise Syndere til det Guds Lam, som bærer verdens Synd, og opmuntre de Omvendte til Aarvaagenhed og en flittig og ret Brug af Naadens Midler, hvorved den daglige Fornyelse og Kristi Efterfølgelse alene vil blive mulig».
Gjennem sin Forkyndelse virkede han til velsignelse for mange. Inden de Kredse, hvor hans forsigtige Livsvandel var kjendt, nød han Agtelse og Tillid.
«Ved Siden af Driftighed og Dygtighed i det timelige var den Gamle lige til det sidste virksom og varmt interesseret for Lægmandsvirksomheden i den gamle, haugianske Form».
«I det ydre beskrives han som en høi, før (kraftig/red.) Mand, en Kjæmpeskikkelse, med stort Hoved, mørkt Haar, men uden Skjeg. Han eiede adskillige Rynker, havde regelmessige, markerede Trek og et bestemt, energisk Udtryk i sit alvorlige, lidt runde og noget fyldige Ansigt.
Tingelstad døde i Troen paa sin Frelser 11. August 1873.