– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 47 – 54 :
I Biri, paa vestre Side af Mjøsen, levede og virkede gjennem et langt Liv Hans Ekeren (Meddelelser fra Kirkesanger Arne Hauge i Biri efter Samtidiges Fortælling. Oplysninger til mig fra forskjellige samtidige Haugianere; eget Bekjendtskab til Hans Ekeren. Samtidige Breve. Biri Kirkebøger. M. Wefring, “Minder”, Side 49).
Han blev født paa søndre Ekeren i Snertingdalens Anneks den 5. Februar 1797, Søn af Gaardbruger Engebret Olsen og Hustru Ingeborg Henriksdatter.
Af otte Søskende var han den fjerde i Rækken. Forældrene sad i gode økonomiske Kaar, men havde ikke stor Sands for det aandelige og evige. Børneopdragelsen var mest overladt til Moderen.
Sønnen havde kun Anledning til at lære, hvad Omgangsskolen paa den Tid bød, og det var ikke meget. Til Lærere tog man uden videre de flinkeste blandt Konfirmanderne. Sønnens første Lærer hed Johan Larsen, der døde som Kirkesanger i Biri. Forresten byttedes Lærer næsten hvert Aar.
Moderen og Skolemesteren var gode Venner. Det var Aftale, at Hans skulde begynde Skolen, hvis Læreren ikke kom til den bestemte Tid eller undertiden ganske udeblev; den unge Gut maatte da undervise, saa godt han kunde, sine Kammerater, indtil Læreren indfandt sig.
Skjønt Forældrene var uden alvorlig Kristendom, holdt de dog nu og da Andagt i Huset, idet Moderen læste de tilfaldende Bønner Lørdag Aften og Søndag Morgen i Kirkesalmebogen; Faderen tog om Helligdagene undertiden deres Huspostille og læste deraf en Prædiken.
“Men Børnene”, fortalte Sønnen senere, “havde ikke Lyst til at høre paa”.
Moderen eiede dog nogen Omsorg for deres aandelige Vel. Da Hans gik til Konfirmation og var i sit femtende Aar, kom en Fæhandler fra Valders og bad om at faa Sønnen med sig til Christiania. Han havde selv megen Lyst hertil og blev med. Da de reiste, kom Moderen efter ham og raabte : “Lad mig nu se, Hans, at du altid har Gud for dig, og stedse tænker paa ham !” Det var i 1812.
Samme Aar blev Sønnen konfirmeret af Sogneprest Preben Wandal Schiøtt (1760-1824) og havde da lært Pontoppidans store Forklaring : “Sandhed til Gudfrygtighed”. “Presten skjændte meget og ofte under Undervisningen”.
I Nabolaget var mange Unge, som havde Lyst til at more sig, og da Ingebret og Ingeborg Ekeren ikke havde noget herimod, kom Ungdommen ofte sammen der Søn- og Helligdagene til Leg og Fornøielse. Deres kvikke og livlige Gut var dengang, som han selv har sagt, “den første i alskens Fornøielser” — dog indenfor Sømmeligheds og Ærbarheds Grændser.
I 1817, tyve Aar gammel, blev han liggende syg af en Værk i den ene Side. Efter fleres Raad klemte han den haardt med Tænger for at faa den væk. Dette havde ikke den ønskede Virkning; Bylden blev værre; “den slog ind”, og Hans maatte holden Sengen. “En Aften blev der Dans paa Nabogaarden Hasli, og uagtet Hans var syg og paa Grund af Bylden ikke kunde faa Buksesælerne paa, maatte han dog afsted, idet han holdt Bukserne med Hænderne. Da han kom frem, blev han trakteret med Brændevin. Bukserne maatte skjøtte sig selv, og han dandsede hele Natten. Den næste Nat blev han meget syg. Sygdommen blev langvarig og saa alvorlig, at han nok slap at gaa paa Dans. Nu og da kjendte han senere samme Onde og det endog lige til sin Død”.
Det blev stor Sorg for Kammeraterne, og de længtede efter, at han skulde blive frisk igjen og atter kunne deltage med dem i deres lystige Lag. Medens han laa tilsengs, pleiede han at læse; men efterhaanden som han frisknede til, avtog det med Læsningen.
“Da jeg blev god igjen”, fortalte han senere, “var jeg mere fornøielseslysten end før; men saa fik jeg Sygdommen igjen, og nu blev jeg bange. Jeg begyndte at ængstes for Døden og Helvede og vilde forbedre mig. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gjøre; jeg følte mig fredløs og ulykkelig; at gaa til “Læserne”, som jeg havde hørt saa meget Ondt om, kunde jeg ikke“.
Af kristeligsindede Folk kjendte han dengang Hans Kjendsjord i Torpen og Hans Engæm i Biri.
Nogen Udbredelse havde den hellige Skrift i hans Fødeegn dengang neppe, idet Ekeren var tyve Aar, da han paa en Opbyggelse for første Gang saa et Nytestamente.
Den nysnævnte Lægmand, Hans Engæm, var en af Hauges Venner og boede ikke langt fra Ekeren; men Hans turde ikke lade Folk vide, at han gik derhen. En Dag sidst paa Vinteren tog han sine Ski, gik “skogleies”, for at man ikke skulde faa vide det, og kom til Engæm. Manden tog “mod Forventning” meget venlig imod ham; de kom snart i en Samtale om aandelige Ting, og den gamle Haugianer skildrede blandt andet gribende Forskjellen mellem Gjæstebud her og Guds Søns Bryllup hisset. Dette gjorde et stærkt Indtryk paa den unge, fredløse Yngling.
Da han kom tilbage, blev han spurgt : “Hvor har du været idag da, Hans ?” “Jeg har været paa øvre Engæm og spilt Kort”, var Svaret.
Med en anden Gut, der siden reiste til Valders og er kjendt under Navnet Erik Vold, var han meget sammen, da de boede tæt ved hinanden. De var ogsaa jevnaldrende og døbte samme Søndag. Erik fulgte med ham i Sæteren, og det hændte, at de derfra løb lige hjem til Engæm for at faa aandelig Veiledning.
Det var i 1820, Ekeren blev omvendt og kom til Liv i Gud; han fik snart tro sine Synders Forladelse og smage den Fred, som overgaar al Forstand.
Sammen med Svend Espelien fra Aurdal gjorde han en Tur til Øier i Gudbrandsdalen. “Denne var meget prøvsom”, har han selv sagt; “jeg var meget uerfaren, og paa den Tid brændte Ilden der høit hos mange”. Ekeren blev i Følelsen af sin egen Usselhed og Fattigdom meget nedslagen, da han traf saa mange sjeldne, kristelige Venner, og ønskede sig hjem igjen. Ynglingen syntes, han maatte tie, og det blev værre og værre.
Han klagede endelig sin Nød for Reisekammeraten, og denne svarede : “Jeg faar sige, som Provst N.N., da han kom til Svennes (i Biri) : “Man kjender ikke sin egen Fattigdom, før man faar se andres Velstand“.
— “Dette var et Salg”, beretter Hans, “som virkede mere Død end Liv hos mig; thi det var haard Føde, og jeg, som i aandelig Forstand dengang endnu var et Barn, burde havt Melk”.
— I Følge med sin tilkommende Svigerfader, Hans Kjendsjord, foretog han i 1822 en Reise til Hauge paa Bredtvedt, hvor de tilbragte uforglemmelige Dage i Bøn, Sang og Samtale om de Ting, “som hører Guds Rige til”.
Tidlig paa Vaaren 1824, næst før Hauges Død, drog Ekeren atter did, denne Gang i Følge med Hans Engæm. Han blev der flere Uger. Hauge havde Opbyggelser hos sig hver Søndag og ofte ogsaa i Ugen, naar der var tilreisende Guds Ords Bekjendere.
Den senere saa bekjendte Hans Christoffersen Feigum fra Lyster (Luster/red.) var der ogsaa. Ved den første Opbyggelse, som blev holdt paa Bredtvedt efter dere Komme, sagde Hauge til Ekeren : “Kom nu, Broder, og sæt dig hid og hold en Bøn med mig”. Denne stod i Begreb med at følge Opfordringen; da kom i samme Stund Svend Espelien ind, og da sidstnævnte var ældre, undslog Ekeren sig, og den nykomne holdt Bøn. Hans Engæm talte hjertelig og indtrængende i Tilslutning til fjerde Vers af H.A: Brorsons Salme : “Hvordan takker vi vor Herre ?” Det lyder saa :
“Lyset er i Verden kommet; Ved du ogsaa, om du tror ?
Har du nogen Tid fornummet, At din Jesus i dig bor ?
Har hans Naade-Straalers Kraft I din Sjæl sin Virkning havt ?
Kan du i dit Hjerte finde, At der er et Lys derinde ?”
Saa fortsatte Hans Feigum paa sin mystiske og originale Maade. Han tog sit Udgangspunkt i 5 Mos. 28, 1-14.
Hauge selv talte tilslut “som en aandelig Fader og Hyrde” over 1. Petr. 2,4-10 om de Kristnes almindelige Prestedømme.
Da Hans Ekeren ikke efterkom Opfordringen til at holde Bøn, sagde Hauge intet; men efter Opbyggelsen henvendte han sig til ham i følgende Ord : “Du er vel glad nu, Hans ?” “Men jeg var nok ikke glad, jeg”, har denne senere fortalt.
— Ved denne Tid eller maaske 1823 gjorde han en Tur til Gausdal. Paa Tilbageveien var han indom Blegen, hvor man fortalte, at Lars Tjødlingen og Jens Johnsgaard netop havde været der, og vilde til Christiania. John Blegen ønskede at reise efter dem, og Hans blev med; de traf dem igjen paa Biristranden. Lars Tjødlingen vilde, at Ekeren skulde være med ham til Gjøvik, og det blev saa.
“Det var en stor Guds Naade”, har Hans fortalt, “at træffe slige gudfrygtige og erfarne Mænd. Da vi skulde skilles, sagde Lars : “Jeg faar sige til dig, som jeg engang sagde til en Mand, der havde været med mig en Tid og hørt Guds Ord : “Nu kommer det an paa, om du har et saadant Kar at gjemme i, at du kan have noget med dig hjem og meddele dine Husfolk”.
Han fortalte ofte, at Barndomshjemmet var et verdsligt Hus, men føiede til, at det siden ved Guds Naade blev et Bedehus; det stod siden ikke alene aabent for dem, som reiste og bekjendte Guds Ord, men ogsaa for mange andre.
Der blev ikke sparet paa Formaninger, men ofte vidnet om Sandheden.
Dette var ogsaa Tilfældet, medens Faderen brugte Gaarden. Denne blev (1824) overdraget til hans ældre Broder, der blev gift med en Pige fra Kjendsjord. “Da han havde brugt Gaardem omtrent et Aar”, fortalte Hans engang, “vilde min Broder lade mig faa det halve af Eiendommen, fordi han troede, jeg vilde leve som en Kristen. Jeg fandt det da nødvendig at faa en Medhjælp og ægtede i 1825 en Søster af min Broders Kone, Gunhild Hansdatter Kjendsjord. Dette blev et forunderligt Selskab : to Brødre gift med to Søstre i ét Hjem. Ved Guds Naade var det mangen Gang styrkende for vor Sjæl”.
Da hans Hilse ikke længere var stærk, solgte han (1832) Gaarden efter at have brugt den i 7 Aar, men betingede Føderaad for sig og Kone; deres Ægteskab var børnløst.
–Foruden Gaardsarbeide drev han i 12 Aar som Skomager og “gjorde i denne Tid mange Par Begsømsko for 6 Skilling (20 Øre) Parret”. Siden drev han noksaa meget som Smed; Sviejern med Navn arbeidede han, endog efterat han var meget gammel.
Hans Ekeren gjorde nu mange Reiser for at bekjende Guds Ord, helst i Følge med andre kristelige Lægmænd. Antagelig omkring 1833 foretog han sammen med Hans Engæm en længere Tur til Valders og Hallingdal. De besøgte sin gamle Ven Erik Vold i søndre Aurdal, og denne fulgte med ud gjennem Bægnadalen saa langt som til Næs ved Spirillen.
Herman Bøhn fra øvre Reinlid ledsagede dem opover Fjeldet til “Stuguhøvda”, hvor Lægmændene overnattede. Derfra kjørte de ned til Haftorn i Gol, hvor der om Aftenen blev holdt Opbyggelse. En kristelig Pige paatog sig af egen Drift at gaa i Forveien og bestemme Opbyggelser. Saaledes gik hun omtrent4 Dage, de kom efter og holdt Samlinger, hvor hun havde tinget Hus.
De holdt Opbyggelse mange Steder, deriblandt hos Sven Ulsaker, Hemsedal, Provst J. Ulsakers Fader. Haugianeren Ole Berg fra Stange kom efter og fulgte med. De reiste gjennem det meste af Hallingdal undtagen den søndre Del. Saa tog de over Fjeldet til nordre Aurdal og kom ned ved Semle i Hippesbygden. Derfra fortsatte Lægmændene til østre og vestre Slidre og havde blandt andet Opbyggelse hos Lensmand Andersen paa Løken.
Ogsaa senere besøgte Ekeren flere Gange Valders og gjæstede paany Hallingdal. Da blev en kristeligsindet ung Mand ved Navn Knud Dybsjord med ham. Ekeren opfordrede sin Reisefælle engang til at holde Bøn. Denne vægrede sig længe, men sagde heller ikke bestemt Nei. Da Lægmanden skulde begynde, blev ha staaende længe, uden at sige et Ord. “Nu har de sovnet”, sagde en i Forsamlingen. Men heldigvis brød Dybsjord den pinlige Taushed og holdt en hjertelig og gribende Bøn, og “ved Guds Naade fik Folket ogsaa senere høre, at de var vaagne”.
De traf senere sammen med Lars Paulgaard, Dybsjords ældre Broder. Hans omtalte ogsaa, at han ofte besøgte Kristoffer Jensvold i nordre (?) Land og talte Guds Ord sammen med ham baade der og i Omegnen.
Denne hans Ven var en Tid noget indtaget i Ole Sørflaten og Helge Eriksen Hagene fra søndre Aurdal. Engang Ekeren kom til Jensvold, var begge disse Mænd der og skulde netop til Nabogaarden for at holde Opbyggelse. Sammenkomsten begyndte. H.E. Hagene læste. Saa tog O. Sørflaten Lyset, gik bort i Forsamlingen og lyste hver enkelt ind i Øinene. “Jeg er ukjendt for Eder, jeg”, sagde han. Men H.E. Hagene fortsatte og sagde : “Det er ikke saa nøie med Personen og det Ydre, naar man kan se det Indre”.
Derved blev Folkene rædde; de troede, at Sørflaten kunde aabenbare deres Skjødesynd og Begjærlighed. Jensvold fulgte med dem, medens Ekeren fortsatte opigjennem Valders.
— Hans Feigum fra Lyster besøgte Biri ofte og sagde, sa han kom til Ekeren : “Det er et fredeligt Hus her”.
Disse to gjorde i Aarene 1830-40 flere Reiser sammen. Ekeren gjæstede ogsaa denne Lægmand i Sogn og syntes længe godt om hans strænge Alvor og eiendommelige og originale kristelige Opfatning. Siden, da Feigum blev “høi og indbildsk og klandrede andre”, fik Ekeren Øiet op for hans Ensidighed og Vildfarelse, som han dog senere mere og mere kom bort fra.
— Engang Ekeren var i Vardal, havde han Opbyggelse paa Gaarden Svartaasen sammen med den tidligere omtalte Hauges Ven, Ole Aaserud fra vestre Thoten. Hans talte først, og Forsamlingen holdt sig rolig; men da Aaserud begyndte, tog en Hund til at “knurre og gjø” borte i Forsamlingen, fordi nogle af Tilhørerne “traadte og klemte den” for at forstyrre Andagten. Ole talte først til Manden i Huset. Denne gik bort i Flokken, men kom snart tilbake og sagde : “De agter ikke mig noget !” Saa kom en af Forsamlingen frem med en fyldt Brændevinsflaske og satte Halsen af denne paa Munden til Aaserud for at hælde i ham Brændevin. Da Ole vægrede sig, sagde Manden : “Jamen troede jeg, Aaserud vilde have en Dram ogsaa !”
Siden kom samme Person frem og beskyldte Ole for at have stjaalet hans Vaatter. Denne svarede sagtmodig : “Nei, jeg har ikke stjaalet Vaatterne dine, og ikke tror du det selv heller”.
Opbyggelsen maatte afbrydes; det var baade umuligt og utilraadeligt at fortsætte under saadanne Omstændigheder; man skal jo heller ikke “give Hundene det Hellige eller kaste Perler for Svin”.
— Som en Frugt af Hans Ekerens og de foran nævntes Virksomhed blev der paa forskjellige Steder Vækkelser. Kristenlivet udvikledes sundt. Dette var ogsaa idethele Tilfældet i Valders, hvor dog Sørflaten og nogle andre “begyndte i Aanden og endte i Kjødet”.
Provst M. Wefring, der i 1835 som Lægmand talte Guds Ord i disse Egne, skriver : “En ældre Haugianer, Hans Ekeren, var den fornemste Leder. Han havde særdeles gode Gaver til at tale Ordet i Forsamlingerne; derhos var han af en let Opfatning og en livlig og modtagelig Aand”.
I Slutningen af Trediveaarene, har Ekeren sagt, foregik der en betydelig Forandring i hans kristelige Erkjendelse, idet han tidligere ikke klart forstod hverken Lov eller Evangelium og derfor i Opbyggelsestaler for meget fremholdt Loven og de gode Gjerninger, men mindre Forsoningen i Kristus. Fra nu af blev hans Lægmandsforkyndelse mere alsidig og mere fuldtonende evangelisk.
Lars Vold, Jens Johnsgaard og Ekeren var de Østlændinger, som tidligst fuldt og helt forkyndte Evangeliet; disse tre betegner et Gjennembrud i denne Henseende. Det var en Frugt af Haugianismens indre Udvikling og fik efterhaanden vidtrækkende Følger med Hensyn til Lægmandsforkyndelsen siden den Tid; men det turde nok være, at disse ikke altid og paa alle Steder har været ubetinget gode.
Den ene Ensidighed afløste den anden, Udartingen kom i en Evangelieforkyndelse, der fremkaldte aandelig Dovenskab.
Men disse Mangler fandtes dog ikke hos den evangelisk Retnings bedste Repræsentanter og heller ikke hos Hans Ekeren.
Sidste Gang den høit begavede og evangelisk klare Anders Haave fra Søndfjord reiste over Østelandet, var Hans meget sammen med ham; paa Thoten virkede de i broderlig Enighed en Uge. Blandt andre Steder holdt de Opbyggelse paa Læsterud. Førende de begyndte, sagde Ekeren : “Det er saa lidet, jeg faar høre Kristus prædiket !”
Haave tog Beretningen om Kobberslangen til Tekst og “holdt en indtrængendeTale om Kristus”.
Bagefter sagde Hans : “Jo, nu fik jeg høre Kristus prædiket !”
De reiste til den bekjendte Haugianer Peder Gjøvik. Hos ham, der var et Midtpunkt og Samlingssted for Lægprædikanter og alle frelsesøgende Sjæle, traf de en Guds Ords Bekjender fra Voss ved Navn Anders Ure.
Haave vilde have Ekeren til at holde Bøn; men denne vægrede sig, idet han paastod, at han ikke var rigtig frisk. “Ja”, sagde Haave, “er det Herren som har gjort dig syg, er det ingen Raad med dig; men er det ikke ham, faar du selv bære Ansvaret !”
Han fik hyppig Besøg af kristelige Venner; Ekeren var en Station for saadanne; der befandt de sig ogsaa særdeles vel. En meget velstaaende Nabo undredes ofte paa, hvorledes Hans kunde klare sig slig, naar han saa tidt blev gjæstet af Fremmede. Opbyggelse var der desuden ofte. Engang kom reisende en Mand og Kone, som sagde, at de var udsendte for at gaa fra Hus til Hus for at slukke den gamle Ild og tænde en ny. Ekeren tog kjærlig og vel imod dem, og de blev der om Natten. De tale meget sammen, og han fik dem til at vende hjem igjen.
Af Guds Ords Bekjendere, som Ekeren var meget sammen med, kan nævnes : John Bjørge, Jens Johnsgaard, Hans Engæm, Erik Vold, Sven Espelien, Mads Wefring, Anders Haave og Daniel Arnesen, alle kjendte som dygtige og virksomme Haugianere. Johnsgaard og Haave satte han vistnok mest Pris paa.
I 1851 solgte han sit Føderaad i Ekeren og kjøbte igjen et lignende paa nordre Hegge i Biri. Her tilbragte han og Hustru Resten af sit lange Liv. 1875 feirede de i Stilhed sit Guldbryllup, da hans kjære Ægtefælle længe havde været syg og tildels alderdomssvækket.
Den bekjendte Lægmand Christen Amble, der satte megen Pris paa de Gamle, digtede en smuk Sang i Dagens Anledning, ligesom han ogsaa indfandt sig og holdt en vakker Tale for Guldbrudeparret.
Efter tiltagende Svaghed døde Gunhild Ekeren i Marts 1880, omtrent 80 Aar gammel.
— Ogsaa efterat Hans var kommet til Hegge, reiste han flittig som Guds Ords Forkynder, indtil Alderdommen tvang ham til at være stille hjemme. Men altid var han virksom og maatte have noget at sysle med; sit “Skruested og sine Filer benyttede han flittig. Som ventelig bar disse Arbeider ofte Spor af, at Mesteren var gammel”.
Det er mærkeligt, at Ekeren gik paa Bjørnejagt langt ind i sin høie Alderdom og brugte Ski, til han var omkring 90 Aar.
Ikke langt fra Hegge boede en ældre, troende Mand ved Navn Mathias Storsletten. De var meget sammen, og naar Hans paa Vinterføret vilde gjæste denne sin Ven, tog han sædvanlig Skiene paa. Han bar sin Alder godt. Døden kom pludselig 13. Juni 1890. Næsten hver Dag gik den Gamle smaa Ture til visse Steder, som han særlig yndede. Paa sin Dødsdag var han ogsaa gaaet ud. Da Husholdersken syntes, han blev længe, løb hun ud og fandt ham død i et meget brat Bakkeheld blandt skarpe Stene. Enten han havde faaet Slagtilfælde, medens han sad der, eller var snublet og faldt mod nogen af disse Stene, kan nu ikke sikkert afgjøres.
Begravelsen foregik 21. Juni under stor Tilslutning. Kirkesanger Arne Hauge i Biri holdt i Sørgehuset en træffende Tale over Fil. 1,21 : “At leve er mig Kristus og at dø en Vinding” og anvendte dette Skriftord gribende baade paa den kjære Hensovede og de Tilstedeværende.
Ved Graven sagde Sogneprest J.F.J. Buch nogle kjærlige Afskedsord og forrettede Jordpaakastelsen. Tilslut bragte Martinius Fremstad, der selv var syg og døde ikke længe efter, den Bortgagne det sidste Farvel. Saa samledes man atter i Hjemmet, hvor alle blev rigelig beværtede. Før Sørgeskaren skiltes, talte Fremstad herlig og hjertegribende om det nye Jerusalem i Tilslutning til Joh. Aab. 21 Kapitel.
Hans Ekeren var en Israelit uden Svig – ydmyg, beskeden og kjærlighedsfuld. Dette kom paa mange Maader tilsyne ogsaa deri, at han var saa ræd for at støde. Hørte han nogen udtale strænge Domme over sin Næste, pleiede han ofte at sige : “Aa, døm ikke saa strængt ! det er ikke vi, som skal bruge Kasteskovlen; der kommer en tilslut, som gjør det”.
Naar Venner sad og talte om, at de troede, den og den var en sand Kristen, kunde han sige : “Aa ja, vor Herre ved bedst, hvor mange han har”.
Selvfølgelig taalte han heller ikke, at man talte ilde om Presten. Var der noget, sagde han, i dennes Prædiken, som ikke var rigtigt, fik man plukke op de Korn, som var gode. Hvis man bad mere for Presten og kritiserede ham mindre, vilde det bære gode Frugter baade i hans Tale og øvrige Gjerning.
Ekeren saa meget gjerne, at Presten kom til ham. Naar det hændte, blev der livlig Samtale. Hans spurgte, og Presten svarede. Den Gamle vilde gjerne vide Betydningen af forskjellige Skriftsteder og tildels ogsaa Meningen med Guds Gjerninger og Førelser. Han begyndte ofte at spørge, straks man kom ind. Det var især de mere oplyste Venner, han udfrittede.
— Men overfor alle sagde han ved given Leilighed sin Mening om end paa en hensynsfuld og beskeden Maade.
Der forestod Presteskifte i Biri. Pers. Kap. N.N. var paa Besøg hos den gamle Haugianer. I Samtalens Løb ytrede Kapellanen : “Du tror naturligvis du ogsaa, at en rigtig dygtig Prest vil kunne forhindre meget af Lægmandsvirksomheden eller ialfald gjøre den overflødig ?”
Hans svarede : “Er vi saa lykkelige at faa en kristeligsindet og brav Prest, siger det sig selv, hvorledes han vilde stille sig til Lægmandsvirksomheden !”
Om hans visdomsfulde Kjærlighed, naar det gjaldt at vinde Sjæle for Herren, maa anføres et lidet Træk. En af hans tidligere, bedste Venner, Torger Taaje fra Snertingsdalen, faldt efterhaanden ud af Livssamfundet med Gud og blev en helt verdslig Mand. Forbindelsen med Ekeren blev brudt.
Men engang kom Taaje til Biri paa en Tømmerhandel og maatte om Hegge, da Veien gik straks nedenfor Bygningen, hvor hans gamle Ven boede.
Hans havde faaet nys om, at Taaje en bestemt Dag maatte gaa der forbi og satte Husets Kvinder til fra Vinduet at passe paa ham. Endelig fik de se ham. Ekeren sprang øieblikkelig ud paa Dørhellen, hilsede venlig og begyndte at svinge sin Hue som Udtryk for Glæde over, at han nu skulde faa Besøg. Saa bad han, at Vennen endelig maatte være saa god at titte ind. Men Taaje, der gik paa den Kant af Veien, som var længst fra Huset, havde det meget travlt.
Han kunde knapt besvare Hilsenen og vilde endelig gaa. Da løb Ekeren ned paa Veien, omfavnede Vennen og førte ham ind i sit Hus. Da han havde beværtet ham paa det bedste, tryglede han denne om endelig at komme did igjen til Aften og overnatte der. Taaje skulde nemlig litt længere.
Og Ekerens kjærlige Overtalelser blev saa indtrængende og stærke, at han ikke længere kunde staa imod, men lovede at komme og – virkelig kom !
Da blev der Glæde; den ene Ven fandt den anden igjen, ja mere var : den bortkomne Ven følte sig den Aften stærkt greben baade af den jordiske og himmelske Kjærlighed. Samtalen blev et Middel i Herrens Haand til hans Omvendelse, og der blev Glæde baade paa Jorden og i Himmelen over den gjenfundne og Jesus atter vundne Sjæl.
At disse to fra nu af var dobbelt glade i hinanden, behøver man ikke at fortælle. Taaje var siden tro, i flere Aar et af Lutherstiftelsen skattet Bibelbud samt en trofast og begavet Guds Ords Forkynder.
Og jo mere hans Livs Ende nærmede sig, jo varmere Kristen blev han.
— Enkelte havde skjændt paa ham; men det gjorde kun Ondt værre; Vennen bad flittig, arbeidede utrættelig i Kjærlighed og – vandt ham.
En salig Johannes-Gjerning !
— I Opbyggelserne, som Ekeren var med at lede, gik det sædvanlig saaledes til : Vennerne sang lidt først, derpaa læste en af dem en Prædiken, og saa holdtes Tale. Hyppig var der tre sammen, hvoraf en begyndte med Bøn. Hans brugte ofte før Opbyggelsen eller før Talen at synge : “Den Grund hvorpaa jeg bygger, Er Kristus og hans Død; I Jesu Pines Skygger Er Sjælens Hvile sød. Der har jeg fundet Livet, Selv er jeg intet værd, Hvad Kristus mig har givet Gjør mig for Gud saa kjær”.
Efterpaa pleiede han at synge : “Idag, idag indbydes du til Bryllup” o.s.v.
Hans Tale var meget overbevisende, lokkende og kjærlighedsfuld; han havde noget for alle, baade Omvendte og Uomvendte, Unge og Gamle, og det var særdeles opbyggeligt og godt at høre ham.
Efter Opbyggelsen talte han forstaaelsesfuldt, indtrængende og forsigtigt med den enkelte, hvorunder han havde let for at afpasse sine Ord efter enhvers aandelige Behov. De Udenforstaaende omgikkes han med Visdom og i Kjærlighed. De havde stor Respekt for ham, og af omtrent alle benævntes han “Bedstefar Hegge“.
Han formanede dem ikke ofte. Engang talte han saaledes til nogle af sine Naboer : “Jeg ved ikke, hvorledes dette bliver. Jeg gaar her og siger ingen Ting til Eder. Men nu er jeg saa gammel, at jeg snart kan dø uden at have sagt noget, og saa kunde det blive min Skyld, at I ikke søger Herren. Men nu kan jeg ikke tie længere : I maa omvende Eder alle sammen og tro paa Jesus, skal I blive frelste og salige !”
— Naar man traadte ind i hans Stue, kom han straks mod en med et Smil, hilsede venlig og tildels stod og holdt en i Haanden en Stund. Man fik bestandig et stærkt Indtryk af, at man var velkommen.
“Han havde altid staaende Brændevin med Kamfer eller Pebber i, og hvis han mærkede, at den Fremmede var upasselig, spurgte han ofte, om Vedkommende vilde have lidt. Det var hans Medicin”.
I sine sidste Leveaae ble han noksaa tunghørt.
— Han var middels stor, havde et stærkt furet Ansigt med et bevægeligt Udtryk, der vekslede og var snart alvorligt og sørgmodigt, snart mildt og kjærligt, ja det kunde ofte straale af Glæde. Omsorg, Kjærlighed og Deltagelse med alle i Ve og Vel var det mest fremtrædende baade i hans Udtryk, Tale og Handling.
— “Faa Meter fra Biri Kirkes Sakristidør ligger han begravet. Velsignet være hans Minde !”